Det næste punkt på dagsordenen er:

22) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 100:

Forslag til folketingsbeslutning om loft over betalingsfrister mellem virksomheder.

Af Theresa Berg Andersen (SF) og Jacob Mark (SF).

(Fremsættelse 26.02.2020).

Forhandlingen er åbnet, og den første, der har ordet, er erhvervsministeren.

Man får lyst til at sige, at nu skal vi til noget helt andet, for det beslutningsforslag, vi behandler i dag, er fra SF, og det handler om, at regeringen senest den 1. november 2020 skal fremsætte et lovforslag, der sikrer, at der ikke kan aftales længere betalingsfrister end 30 dage mellem danske erhvervsdrivende. Formålet med forslaget er at dæmme op for den tendens, som SF beskriver, hvor store virksomheder udnytter deres forhandlingsposition i forhold til små og mellemstore virksomheder til at indefryse betalingen til disse i lang tid. SF fremhæver, at det hæmmer de små og mellemstore virksomheders vækst og hindrer dem i at foretage investeringer og udvide produktionen i det ønskede tempo, ligesom det kan medføre likviditetsudfordringer og i værste fald konkurser.

Jeg vil gerne sige, at regeringen deler SF's bekymring for særlig små og mellemstore virksomheder på det her punkt og er enig i, at urimelig lange betalingsfrister kan udfordre særlig små og mellemstore virksomheder på deres likviditet. Jeg mener ikke, at det er rimeligt, hvis små og mellemstore virksomheder presses ud i de facto at levere gratis kredit til en handelspartner på grund af en svagere forhandlingsposition. Det er i min optik ikke en ordentlig opførsel at bruge en økonomisk fordel i en forhandlingssituation på den måde. Små og mellemstore virksomheders udfordringer med likviditet er imidlertid en bred og meget kompleks problemstilling. Der er flere ting, som kan afhjælpe virksomheders likviditetsudfordringer ud over en lovfastsat betalingsfrist. Det kan f.eks. være en indsats rettet mod betalingskulturen mellem virksomheder og øget gennemsigtighed omkring de enkelte virksomheders betalingspraksis. I forbindelse med coronakrisen, som kun har forøget udfordringerne med likviditeten i virksomhederne, har regeringen og Folketinget skredet hurtigt ind. Vi har styrket likviditeten og udlånsmulighederne ved f.eks. statslige garantiordninger, matchfinansieringstiltag i Vækstfonden og udskydelse af betalingsfrister for moms og A-skat samt muligheden for tilbagebetaling af seneste momsindbetaling som et lån. Men coronahjælpepakkerne tager kun hånd om en del af udfordringerne og kun på den korte bane; der er stadig behov for en løsning, der håndterer problemet på den lange bane.

SF henviser til en rapport fra Europa-Kommissionen i motivationen for beslutningsforslaget. Den rapport peger på, at det er en lang række faktorer, der er afgørende for de sene betalinger mellem virksomheder. Rapporten peger på, at der ikke er tydelig sammenhæng mellem lovfastsatte korte betalingsfrister, og hvornår der faktisk sker betaling mellem to private virksomheder. Rapporten viser også, at de mest centrale faktorer er landenes forretningskultur eller -norm samt eksterne økonomiske forhold, f.eks. om der er økonomisk opsving eller krise i et samfund. Som middel til at ændre virksomheders betalingskultur anbefaler Kommissionen bl.a. introduktion af et kodeks for god betalingsskik – den vej er man også gået i Storbritannien i 2008 og i Sverige i 2018. Rapporten giver altså ikke egentlig evidens for, at en kort fast betalingsfrist har den ønskede effekt i forhold til det overordnede mål, som er en ændring af betalingskulturen.

Desuden mener jeg – og det er måske lidt mere principielt – at vi som udgangspunkt skal være varsomme med indgreb, der begrænser aftalefriheden. Det kan føre til højere priser for små og mellemstore virksomheder og i sidste ende for forbrugerne, og det kan svække danske virksomheders konkurrenceevne internationalt. Der vil derfor være meget tungtvejende grunde til eventuelt at gå den vej.

Samlet set er det regeringens synspunkt, at den mest hensigtsmæssige vej at gå er at finde en løsning på problemet – og det mener vi man skal – som tager hånd om de bagvedliggende årsager og derved retter sig mod at påvirke forretningskulturen på betalingsområdet i en mere positiv retning. Erhvervsministeriet er på den baggrund i dialog med brancheorganisationer om en frivillig løsning. Først såfremt det viser sig ikke at komme problemet til livs, bør der overvejes andre løsninger, og her kan en lovfastsat frist selvfølgelig være blandt disse. Og med de bemærkninger skal jeg sige, at regeringen ikke kan støtte beslutningsforslaget.

Ja, og der er fire, der har spørgsmål. Den første er hr. Alex Vanopslagh.

Jeg ønsker ikke ordet. Jeg trykkede mig ind tidligere, da jeg prøvede at få en tredje kommentar til fru Samira Nawa.

Det var vi næsten klar over, men hr. Alex Vanopslagh kunne jo have ændret mening under ministerens tale. Så er det hr. Hans Kristian Skibby.

Tak. I Dansk Folkeparti undrer vi os jo i ganske alvorlig grad over, at Socialdemokraterne i regering ønsker og mener noget andet, end Socialdemokraterne gør, når de ikke er i regering. Vi kan jo finde en perlerække af citater fra Socialdemokraternes erhvervsordfører, som sammen med – gæt engang – hr. Hans Kristian Skibby, som står her, udtalte sig til Jyllands-Posten om de helt horrible eksempler, der findes på, at især de små og mellemstore danske virksomheder bliver udsat for en meget, meget grov pression fra de store virksomheder, de er vareleverandører til, i forhold til at give langfristede kreditter, langt ud over det, der hedder almindelig god skik og brug. Der har Socialdemokraternes ordfører jo sagt, at den daværende minister – og det var jo så hr. Brian Mikkelsen – bevægede sig med en meget lav hastighed i forhold til at gøre op med det her problem. Der står faktisk ordret i Jyllands-Posten fra februar sidste år, ganske kort tid før valget:

»Derfor skal den af ministrene, som har ansvaret for området, tage sig sammen og indkalde til forhandlinger ...«.

Det var ordene fra hr. Thomas Jensen, som jo er en glimrende kollega til erhvervsministeren.

Hvorfor mener erhvervsministeren i dag noget andet end det, erhvervsministeren gjorde, da han ikke sad i regering?

Ministeren.

Jeg kan starte med at bekræfte, at hr. Thomas Jensen er en rigtig god kollega, som jeg sætter stor pris på. I virkeligheden er det vel ikke så anderledes i dag, end det var dengang. Vi skal prøve at få løst det her problem, som jeg anerkender er der og mener er der for de små og mellemstore virksomheder, som kan blive ramt her. Det, jeg bare siger, er, at jeg tror på, at vi med et frivilligt kodeks, som erhvervsorganisationerne måske kan være drivende bag og kan etableres med tilslutning fra en bred, bred kreds af virksomheder, kan rykke ved det bagvedliggende, som er forretningskulturen på betalingsområdet. Det er derfor, jeg synes, vi skal afprøve den vej. Det behøver ikke at gå langsomt. Der kan hastigheden for min skyld godt være høj. Og jeg skal også nok, hvis det kan betrygge nogen, »tage mig sammen« i forhold til at hjælpe med, at hastigheden ikke er lav, men at den er høj.

Hr. Hans Kristian Skibby.

Det der med at tage sig sammen er da i hvert fald i allerhøjeste grad en nødvendighed, hvis ministeren skal prøve at følge op på det, som ministerens eget parti gik på valg på. Man gik til valg på, at der skulle foregå et politisk indgreb, og at der skulle være betalingsfrister, der hed maks. 30 dage. Det er det, som Socialdemokraternes ordfører på området har skitseret. Så siger ministeren i øvrigt, at man har lavet de her kodekser bl.a. i Sverige tilbage i 2018. Vil ministeren ikke oplyse om, hvor mange virksomheder der har ladet sig registrere i hele Sverige?

Ministeren.

Jo, det er rigtigt, at Socialdemokratiet – og det var både, før vi kom i regering, og efter vi har dannet regering – har været meget optaget af at sikre, at de små og mellemstore virksomheder ikke bliver klemt i hele betalingsspørgsmålet. Jeg siger bare, at muligheden for at lave et frivilligt kodeks her sammen med branchen med en større og bredere tilslutning end den, man har oplevet i Sverige, kan være det, der løser det bagvedliggende problem. Og hvis ikke det kan løse det, ser jeg også, at lovgivningsvejen selvfølgelig stadig væk er i kataloget.

Tak. Så er det fru Theresa Berg Andersen.

Tak for det, og tak for ministerens besyv. Dansk Folkeparti henviser til Jyllands-Posten, og lige nøjagtig det udsagn havde jeg også med i dag. Når ministeren nævner kodeks, har han så taget i betragtning, at man i Sverige ser, at 37 virksomheder har meldt sig ind under den hat, og her siger man, at det ikke fungerer, og at man nu vil ty til andre metoder?

Ministeren.

Der er ingen tvivl om, at hvis et kodeks skal fungere, kræver det en bred tilslutning fra danske virksomheder, og derfor skal det selvfølgelig også være noget, som organisationerne er effektivt drivende på. Der signalerer jeg også meget klart – synes jeg da i hvert fald selv; det forsøger jeg at gøre i min tale – at hvis det spor ender blindt eller ender utilfredsstillende, hvor der ikke kommer noget ud af det, hvor vi ikke får flyttet på problemet, så er der andre veje at gå og andre veje, man kan kigge ned ad, men jeg synes, at der er mulighed for at lære af de erfaringer, der er i andre lande, og så gå ad det her kodeksspor. For jeg tror egentlig, regeringen deler SF's analyse af, at likviditetsudfordringen i de små virksomheder i særklasse er stor og alvorlig, og den skal vi finde ud af at håndtere sammen. Vi mener bare, at kodeks kan være det første skridt – måske det skridt, der kan løse det.

Fru Theresa Berg Andersen.

Tak. Ministeren nævner, at vi skal have nogle erfaringer og kigge på nogle erfaringer, også fra andre lande. Hvad tænker han om de erfaringer, som man har gjort sig i Sverige? Kan vi ikke læne os op ad dem og tænke, at det da ville være en vej at gå?

Så nævner ministeren også noget omkring en bred tilslutning. Hvor lang tid skal der gå, før ministeren siger, at der ikke er den opbakning, som vi ønsker, lige nøjagtig til det her forslag? Det kunne jeg godt tænke mig at høre ministerens besyv på.

Ministeren.

Der er uden tvivl både gode og garanteret også dårlige erfaringer at få fra andre lande, og vi skal selvfølgelig tage de gode og gå uden om de dårlige. En af de ting, der vil være vigtigt, mener jeg da er, at der er en bred tilslutning til sådan et kodeks, så det også får en reel effekt derude. Hvornår man så skal trække stregen i sandet og sige, at nu gør vi regnebrættet op og ser, om effekten har været der eller den er udeblevet, er jeg sikker på at vi kan få en god politisk drøftelse af, altså hvornår det skal ske.

Fru Victoria Velasquez.

Tak til ministeren for talen. I forhold til at vi jo netop har opfordret til det her under coronakrisen, så har vi set en dugfrisk undersøgelse, hvor over tusind små og mellemstore virksomheder har svaret, og 5 pct. af dem oplever faktisk, at betalingsfristerne er blevet kortere efter den opfordring, der er blevet givet, men 8 pct. har oplevet, at de er blevet længere.

Jeg kunne godt tænke mig høre, når nu ministeren ikke vil bakke op om den her del, men taler om et kodeks, hvad mere ministeren så tænker at der skal til, ud over at der skal være en bred opbakning. For umiddelbart tænker jeg, at f.eks. Dansk Erhverv – og det er rimelig bredt – har opfordret til det, men det er jo så tydeligvis ikke alle virksomheder, der har levet op til det. Så hvad tænker ministeren mere konkret at vi kan gøre i forhold til kodekset, så vi også kan gøre det bedre end det, som er sket i f.eks. Sverige, England osv.? Tak.

Ministeren.

Hvis man ser på tallene og konstaterer, at man i en krisetid, som vi jo er og har været i, rent faktisk med en opfordring kan lykkes med at få 10 pct. flere til at opleve bedring, så tænker jeg, at det indikerer, at her er en vej at betræde, også når man ikke er i en krisetid. Man må antage, at det jo må være svært i en krisetid at leve op til en kortere betalingsfrist. Så anerkender jeg også, at der er tal, der trækker i den anden retning, hvilket jeg tror jeg vil tilskrive krisens udfordringer for mange virksomheder, ikke mindst med hensyn til deres likviditet.

Så jeg tror på, at det kan lykkes at gå ad den her vej, og jeg tror da også, at man i dansk erhvervsliv er interesseret i at få det her til at lykkes, hvis alternativet er at få en lovfastsat betalingsfrist, og det er jo reelt det, vi kigger ind i. Derfor tænker jeg, at vi med fordel både politisk i samarbejde kan udvikle rammerne om det og i høj grad også have erhvervslivets organisationer, altså Dansk Industri, Dansk Erhverv, SMVdanmark, med helt tæt inde over og få et robust setup for sådan et kodeks.

Fru Victoria Velasquez.

Det er desværre kun 5 pct. og ikke 10 pct., men jeg forstår, hvad ministeren mener. Der er jo faktisk et sted, hvor vi har lovgivning på området, og hvor det alligevel kniber lidt med, at det bliver fulgt, og det er i forhold til det offentlige. Så hvad tænker ministeren vi kan gøre, når vi kan se, at loven åbenbart ikke kan stå alene, i forhold til at de små og mellemstore virksomheder kan vide, at deres penge bliver betalt retmæssigt, så de ikke bliver brugt som en kredit for de store virksomheder eller for det offentlige?

Ministeren.

Problemet er jo ikke hos afsenderen – eller jo, det er det, for det er der, man ikke får håndteret betalingsfristen, men det ender hos modtageren, som modtager pengene for sent og dermed agerer gratis kassekredit.

Jeg ser på det på den måde, at hvis det lovfastsatte viser sig ikke at virke på et område, så taler meget jo for, at vi kommer om bagved og får fat i de bagvedliggende udfordringer, som jeg mener er betalingskulturen på lige præcis det her område. Og der tror jeg bare, at et kodeks kan noget, som lovgivning ikke kan, særlig hvis det er stærkt, og hvis der er en stor og robust tilslutning til det fra erhvervslivet.

Så siger vi tak til ministeren og går over til ordførerrækken, og den første, der har ordet, er hr. Orla Hav, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det, formand. Jeg vil egentlig gerne starte med at sige tak til SF for dette beslutningsforslag om, at Folketinget skal debattere en indførelse af et loft over betalingsfrister. Det er en nyttig diskussion, men vi ender ikke med at blive enige i det løsningsforslag, som SF peger på.

Men det er alligevel en væsentlig diskussion, om der udvikler sig usunde kulturer i det erhvervsliv, som vi alle har en interesse i fungerer optimalt og følger de principper, som bygger på fair konkurrence. For det er jo ikke et udtryk for fair konkurrence, hvis de store tryner de små. Udnytter de en dominerende stilling til at skaffe sig fordele, andre ikke ville kunne opnå, så er det ødelæggende for de konkurrencevilkår, som bør ligge til grund for sunde virksomheder nu og fremover, og derfor er det en vigtig debat, som vi har her i dag.

Får vi så de bedste løsninger gennem lovgivningen? Det mener vi faktisk ikke fra socialdemokratisk side. Vi mener i hvert fald, det er tvivlsomt, om det er det, vi skal ty til i første omgang. Masser af erfaring viser jo – og lad mig bare fremhæve arbejdsmarkedet, hvor vi i høj grad hylder, at parterne selv finder løsninger og har en udstrakt grad af selvforvaltning – at der er et stort engagement, og at der er en stor respekt for hinanden. Ja, jeg er bevidst om, at sammenligningen ikke holder hele vejen, men vi har masser af eksempler på at involvere parterne i håndteringen af interessekonflikter og regelsættene herom. Den løsning vil vi gerne være med til at overlade til ministeren at afsøge feltet for. Det vil kræve lidt tid, og den synes vi at ministeren skal have, således at han kan præsentere Erhvervsudvalget for en eller måske flere løsningsmuligheder, for at de store ikke tryner de små og vi sikrer en fair konkurrence.

Med den begrundelse kan vi ikke støtte B 100 i sin nuværende form, men vi vil gerne anerkende, at SF har rejst diskussionen, og vi synes, det er vigtigt, at man arbejder på at få en løsning på problemstillingen. For det er et problem, som vi anerkender er der.

Der er et par spørgsmål. Det første er fra hr. Hans Kristian Skibby.

Tak. Jeg synes jo, det er lidt underholdende, at Socialdemokraternes ordfører siger, at ministeren skal have noget tid, al den stund at det er et meget, meget velkendt problem, vi står og har til politisk forhandling her i Folketinget i dag. Det er noget, der er pågået år og dag, altså igennem mange år og dermed selvfølgelig også mange dage. Socialdemokraternes ordfører, hr. Thomas Jensen, sagde så sent som i februar sidste år, at de konservative ministre jo ikke ligefrem arbejder med en hastighed, som giver en medalje, eller som hjælper de små og mellemstore virksomheder, i sagen omkring de her lange betalingsfrister.

Synes erhvervsordføreren fra det socialdemokratiske regeringsparti så nu, at hastigheden er blevet højere, siden man nu efter over et år stadig væk står og halter bagefter i forhold til det her, og det jo vel at mærke er en udfordring, som man har arvet fra en tidligere regering, og som der var et stort politisk ønske om at man skulle følge op med aktiv og engageret handling?

Ordføreren.

Jeg synes, hr. Hans Kristian Skibby overser to ting. Den ene er jo den optælling, som Venstre brugte forud for sidste valg, altså at Venstre i 14 ud af de seneste 17 år har støttet, at Dansk Folkeparti har haft muligheden for at sætte dagsordenen for det her samfund, og at det i den periode ikke lykkedes at finde en løsning på det her presserende problem.

Så overser hr. Hans Kristian Skibby, at den nuværende regering i, skal vi sige, godt og vel halvdelen af sin valgperiode har været dynget til med at afbøde virkningerne af den sundhedskrise, som vi står midt i, og jeg synes, det er lidt flot at sige, at regeringen ikke er optaget af at løse det her. Jeg synes faktisk, at det er lidt nedgørende at gøre det på den måde. Vi vil gerne række hånden ud til at lave et samarbejde om at finde en løsning på det her, og der kan hr. Hans Kristian Skibby og Dansk Folkeparti jo også finde en plads.

Hr. Hans Kristian Skibby.

Jo, men vi har ikke behov for flere hænder, der rækker ud. Altså, de hænder har strittet i mange forskellige retninger år og dag, og Socialdemokraterne har selv med deres ordfører på området sagt, at der var slendrian, og hvorfor man dog ikke bare kom i gang. Jeg har et citat mere fra hr. Thomas Jensen fra den samme artikel:

Vi har en lov, der siger, at fristen er 30 dage. Den er der så mange, der har brugt som elastik i metermål, så nu må vi have indskærpet, at de 30 dage er det, der gælder. Citat slut.

Nu er der så gået et år oven i den periode. Så synes jeg jo ikke, det er fair, at man bare begynder at sige, at det er coronakrisens skyld. Der synes jeg måske, at ordføreren lige skulle pudse argumenterne lidt bedre af til den næste debat.

Ordføreren.

Jeg kan jo bare sige, at den periode, vi beder den nuværende minister om at få en bemyndigelse til at komme til Erhvervsudvalget med nogle udspil, som kan være med til at løse det her problem, er for ingenting at regne mod den tålmodighed, hr. Hans Kristian Skibby og Dansk Folkeparti har udfoldet i de 14 år, hvor man havde muligheden for at få indflydelse på det her. Vi har udtrykt et ønske om at være med til at løse problemet, fordi det er et problem, at man ikke har fair konkurrence, og det ønsker vi faktisk.

Så er det fru Theresa Berg Andersen.

Tak for det. Jeg står jo med nøjagtig de samme udtalelser her, og jeg kunne godt tænke mig at få det præciseret lidt af hr. Orla Hav. Mener ordføreren, at situationen med de lange betalingsfrister har ændret sig markant siden de udtalelser, som hr. Hans Kristian Skibby citerer i dag, om, at vi skal have indskærpet, at det er 30 dage, der gælder?

Ordføreren.

Næh, desværre tror jeg ikke, at vilkårene har ændret sig. Det er jo også derfor, at vi ikke slår til med at lave en løsning, som vi er lidt bekymret over om vi får parternes opbakning til at administrere og stå bag. Det er jo lidt vigtigt i vores samfund, at dem, der skal leve med de vilkår, som bliver stillet op, og det sæt spilleregler, der bliver lavet, også bakker op om spillereglerne. Ellers når vi jo ikke så langt.

Som ministeren sagde, ligger der jo altid på Folketingets bord en mulighed for at ty til lovgivning. Vi vil bare gerne have et system, hvor man kan se sig selv fra begge parters side. Når vi hører organisationerne udtale sig, hører vi, at de jo også ønsker et erhvervsliv, som hviler på fair og ordentlig konkurrence. Det er sådan set det, vi gerne vil have gennemført, og der rækker vi igen hænderne ud til SF, som hjertens gerne må være med til at debattere, hvilke løsninger der er bedst, inden vi eventuelt måtte ty til en lovgivning.

Fru Theresa Berg Andersen.

Der bliver også sagt så fint i de her ord, at det er en ulige kamp – de små og mellemstore mod de store, hvor de store vinder hver evig eneste gang. Hvorfor ikke tage tyren ved hornene lige nu ved at kigge mod Sverige, hvor et sådant kodeks ikke virker, og så springe det led over nu og tage den endelige beslutning om at lave en betalingsfrist på 30 dage?

Ordføreren.

Det er jo somme tider sådan, at det med at skyde genvej kan føre til en omvej. Så jeg har taget udgangspunkt i, at ministeren har forsket i og haft ministeriet til at kigge på, hvordan det er gået med det kodeks de steder, hvor man har indført det, og har peget på, at det kunne være en vej at gå i løsningen af det her problem. Så det vil vi gerne afprøve først eller sideløbende, og så vil vi gerne gemme den store stok i tasken, indtil det viser sig, at det ikke er muligt at lave løsninger. Vi tror faktisk på, at det er muligt at lave løsninger, for lytter vi til organisationerne, så er deres interesse jo at have et samfund, som bygger på fair og redelig konkurrence; det er at foretrække.

Så er det hr. Lars Boje Mathiesen.

Tak. Jeg synes, ordføreren er unødvendig hård ved sig selv og Socialdemokratiet. Jeg synes bare, man skal erkende det og glæde sig over, at der er ét Socialdemokrati, når man er i opposition, og et andet Socialdemokrati, når man er i regering. Jeg mindes jo også, at man, sidste gang Socialdemokratiet havde regeringsmagten, sænkede selskabsskatten og hævede topskattegrænsen, og mon ikke samme rationale kunne tilfalde regeringen den her gang? Jeg synes bare, man skal erkende, at der ét Socialdemokrati, når man sidder i regering, og et andet, når man er i opposition. På nogle områder kan jeg faktisk godt lide Socialdemokratiet i regering, især når det kommer til selskabsskatten og topskattegrænsen.

Ordføreren.

Jeg overlader gerne lysten til at være hård over for Socialdemokratiet til hr. Lars Boje Mathiesen, så det skal jeg i denne sammenhæng hermed gøre.

Hr. Lars Boje Mathiesen.

Det er jeg også gerne til tider, men det er svært på en dag, hvor regeringen har gjort klart, at man måske er villig til at kigge på at komme ud med de her fastfrosne feriepenge, for så er det altså svært at være negativ over for alt, hvad der kommer fra regeringens side. Men der kommer jo en ny dag i morgen, som man siger.

Ordføreren.

Jeg kan jo bare konstatere, at hr. Lars Boje Mathiesen er enig med en større og større del af vælgerbefolkningen i det synspunkt.

Man kan så altid diskutere, hvilket synspunkt det er, men nu siger vi tak til ordføreren. (Orla Hav (S): Selv tak, hr. formand.)

Så går vi over til fru Anne Honoré Østergaard fra Venstre. Værsgo.

I dag skal vi behandle et beslutningsforslag fra SF, som vil pålægge regeringen senest den 1. november 2020 at fremsætte et lovforslag, der sikrer, at der mellem danske virksomheder ikke kan aftales længere betalingsfrister end 30 dage. Egentlig er det et meget sympatisk forslag, som SF kommer med, og jeg forstår godt baggrunden for det. For Venstre vejer princippet om aftalefrihed dog meget tungt, og vi mener, at de erhvervsdrivende selv skal forhandle sig frem til aftaler med mindst mulig indblanding fra myndighedernes side.

Tænk lige forslaget ordentligt igennem. Hvis vi skal regulere betalingsfrister mellem virksomheder, hvad skal vi så derudover også regulere i? Når to virksomheder handler med hinanden, sker det med udgangspunkt i det grundlæggende princip om aftalefrihed, og det betyder, at virksomheder selv fastlægger betingelserne for en handel, betingelser, som bl.a. kan omfatte fastsættelse af pris, garantiperiode, leverings- og betalingsbetingelser. Aftalevilkår om betalingsfrister er således blot et af mange parametre, som virksomheder kan vælge at konkurrere på. Et væsentligt forhandlingsparameter er ofte prisen; de øvrige parametre, såsom betalingsfrister, forhandles typisk i mindre omfang, men indgår dog i den samlede palet.

Der er altså mange parametre, som der skal forhandles på og konkurreres på, og derfor kunne man spørge, om SF også vil lovgive om priser. Man kan også sagtens forestille sig situationer, hvor en mindre virksomhed gerne vil tilbyde lange betalingsfrister for at få et salg i hus. Måske er man ikke den billigste på grund af ens omkostningsstruktur, eller måske kan man ikke levere lige så hurtigt som konkurrenten, og så er det jo vigtigt, at man kan bruge andre parametre som f.eks. betalingsfrister til at lukke ordren med.

Europa-Parlamentet offentliggjorde desuden i efteråret 2018 en rapport, der konkluderede, at den gennemsnitlige betalingstid mellem virksomheder er faldende i EU og nu er nede på 34 dage. I Danmark er den gennemsnitlige betalingstid virksomheder imellem helt nede på 20 dage ifølge rapporten fra 2018, og dermed er den markant under EU-gennemsnittet. Det ser derfor ud til, at det går den rigtige vej.

Endelig skal man være opmærksom på, at de negative rente ændrer grundlæggende på incitamentet for lange betalingsfrister, da virksomheder med overskud i dag betaler for at have penge i banken. Det er derfor nu et incitament for at forkorte betalingsbetingelserne, og det kunne indikere, at det gennemsnitlige antal betalingsdage vil komme endnu længere ned.

Med disse ord kan Venstre ikke støtte beslutningsforslaget.

Der er et par spørgsmål. Det første er fra fru Victoria Velasquez.

Tak til ordføreren for talen. Problemet er bare – ordføreren henviser også selv til en af rapporterne, der viser det – at det bliver et konkurrenceparameter, hvis man skal kalde det dét, der jo ikke er til fordel for de små og mellemstore virksomheder. Tværtimod ser vi, at det er en årsag i forhold til de konkurser, vi ser; rigtig mange af de konkurser, der kommer til at være, skyldes netop det her parameter. Så ville det ikke være en måde at kunne skabe noget rimelighed på? Altså, Venstre har jo også været med til at lave regulering på andre områder, hvor det netop giver mening, sådan at man ikke kommer til unødigt at mase nogle af de små. Og jeg tænker, at det her vel også er et sted, hvor vi risikerer, at nogle af de små kan komme i klemme og blive brugt som kassekredit af de store.

Men jeg synes, at der er nogle pointer i forhold til det, ordføreren siger om det her med forlængelsesmulighederne. Så ville ordføreren være med på at se på, hvad der kunne være af rimelige årsager til en lang betalingsfrist, men at det som udgangspunkt skal være inden for de 30 dage?

Ordføreren.

Jeg sagde, at det var ét af forhandlingsparametrene – og der er mange. Jeg kan fortælle, at lige nu har jeg en hest til salg, hvis der er nogen, der er interesseret, og det er altså prisen, vi taler om der. Det er ikke, hvornår jeg får de her penge. Det har slet ikke været på tale. Så det er et af mange parametre, og det ligger bare grundlæggende i os, at det vil vi egentlig ikke blande os i.

Spørgeren nævnte tidligere en dugfrisk undersøgelse, som viste, at det er 5 pct. af virksomhederne, der synes, det her er et problem, og 95 pct., der ikke synes det. Var det ikke sådan? Ellers er der et opfølgende spørgsmål.

Fru Victoria Velasquez.

8 pct. oplever, at folk er dårligere til at betale her under coronakrisen, men 5 pct. oplever, at det bliver inden for de 30 dage. Så der er 8 pct., der oplever, at der går længere tid, og 5 pct., der oplever, at der går kortere tid, i forhold til hvornår pengene bliver betalt.

Men jeg tænker, at problemet jo bare er, at ordføreren, med al respekt, har en klækkelig indtægt fra et andet sted, og jeg går ud fra, at salget af hesten ikke er det, der gør, om ordføreren skal gå fra hus og hjem. Det samme gør sig ikke gældende for de små og mellemstore virksomheder, som vi taler om. Og derfor er det jo vigtigt, at vi ser på: Hvad er problemerne i virkeligheden? Og det er, at det her fører til konkurser. Så er ordføreren ikke med på rent faktisk at hjælpe de små og mellemstore virksomheder, der kommer i klemme?

Ordføreren.

Vi er altid klar på at diskutere det her emne, men det vigtige for os er aftalefriheden. Det er så pokkers vigtigt. Og det handler jo om rigtig mange parametre, hvor prisen er det, man ofte går ind og kigger på. Altså, som jeg selv var inde på i min tale, kan det jo nogle gange godt være, at man siger til nogle, at de så får en længere frist – altså at det faktisk har noget at gøre med ens aftale, ens handel, og at det har en betydning for lige netop den virksomhed. Og det vil vi helst ikke blande os i, medmindre det virkelig er nødvendigt.

Så er det hr. Hans Kristian Skibby.

Tak, hr. formand. Jeg var ikke lige forberedt på, at vi skulle ud i en hestehandlerdebat, men den tager vi også med her i Folketinget. Jeg synes, det er helt fint med det. Jeg synes måske bare, at det så i den forbindelse er værd at stille det spørgsmål – det vil jeg håbe at ordføreren også er med på – om ikke der trods alt er forskel på detailhandel og detailhandelskonkurrence og så på at sælge et enkelt produkt, en hest, eller hvad det nu kunne være. Der er jo forskel på det, i forhold til at man har de her leverandørkontrakter. Jeg tror ikke, der er ret mange, der har leverandørkontrakter på at sælge en pony. Det tror jeg faktisk der er mange der har, når de skal sælge f.eks. marmelade til Coop. Så tror jeg faktisk, der er flersidede leverandørkontrakter, og det er det, vi prøver på at få ind i debatten her i dag.

Jeg er helt med på, at vi ikke skal debattere prisdannelse og lovgive om det. Det er jeg helt enig med ordføreren i. Men det, vi har med at gøre her, er jo et konkurrencehensyn, hvor man skal prøve på at beskytte dem, der ikke er i stand til at forhandle på et ligeværdigt grundlag; hvor en meget, meget lille leverandør skal forhandle med en meget, meget stor kunde, som måske ovenikøbet er den eneste kunde eller en af de få kunder, som virksomheden overhovedet har. Der er vi nødt til at have noget lovgivning. Det har vi også allerede i dag. Vi har en rentelov, som skitserer nogle af de her ting, men de går så ud fra et nødvendighedsprincip.

Ordføreren.

Jeg vil lige starte ud med at sige, at det er en islandsk hest og ikke en pony, og inden for den her verden bliver vi meget sure, hvis man begynder at kalde det en pony.

Men ellers giver jeg ordføreren ret i, at der er milevid forskel på det, at jeg har en hest til salg rent hobbymæssigt, og det med store virksomheder og alt sådan noget. Men aftalefrihed er bare virkelig vigtig, og hvis vi først begynder at regulere i et af parametrene, hvor stopper det så henne? Det er vi i Venstre meget bange for, så derfor siger vi altså nej.

Hr. Hans Kristian Skibby.

Ja, ja, man siger nej. Men er ordføreren så bekendt med, at der findes leverandører til detailhandelen, som har oplevet at blive tvunget til at skulle levere med 6 måneders betalingsfrist? Synes Venstre, at det er rimeligt, når de samme virksomheder skal afregne deres moms hver 3. måned, hvis de har en omsætning på over 5 mio. kr. om året. Har de en omsætning på over 50 mio. kr., er det hver måned. Så man skal faktisk afregne momsen, flere måneder før man får sine penge. Der er også mange eksempler på, at de varer, man stiller ud i butikkerne, når at blive for gamle, inden de forfalder til betaling. Det kunne f.eks. være rugbrød. Synes ordføreren, at det er fair nok, at man overhovedet ikke skal lovgive om det for at give nogle rettigheder til de små vareleverandører til vores detailhandel?

Ordføreren.

Jeg startede jo også min tale ud med at sige, at jeg synes, det er et sympatisk forslag. Jeg kan godt forstå, hvor det kommer fra. Jeg kan godt forstå dets ophav. Ministeren er kommet med et forslag, og det er vi villige til at drøfte for at se på, om der er et reelt problem eller der ikke er. Så det er mit svar.

Så er det fru Theresa Berg Andersen.

Tak for det. Vel er jeg også dyrevelfærdsordfører for SF, men når det er sagt, er jeg absolut ikke til hest. Men samtidig vil jeg også gerne spørge ordføreren, når hun siger, at det her drejer sig om aftalefrihed: Ser ordføreren så ikke også, at det her er en ulige kamp – de store mod de små?

Ordføreren.

Problemet ligger i de her forhandlingsparametre, helt grundlæggende. Lige nu findes der f.eks. rigtig mange ja tak-tilbud, hvor jeg er sikker på, at der er nogle store virksomheder, der går under, hvad de rent faktisk har givet for den vare, i den pris, de så vil sælge den til. Skal vi så også til at regulere på det? Det er altså ikke der, vi vil hen. Jeg synes, det er et sympatisk forslag, SF er kommet med, og jeg får lyst til at sige: Op på hesten igen, for vi kan godt finde en løsning – hvis vi skal blive i den terminologi.

Fru Theresa Berg Andersen.

Jeg begriber det bare ikke. Jeg vil ikke op på den hest igen. Når det er sagt, så drejer det her sig jo ikke om, om prisen skal reguleres på et ja tak- eller et nej tak-tilbud. Det her drejer sig om, at de små og mellemstore virksomheder får penge, så de kan lave flere investeringer i det samfund, som jeg ved at ordføreren også er en del af – mere vækst og flere lokale arbejdspladser. Kan ordføreren ikke se, at hvis de her penge kommer ud til de små virksomheder, så blomstrer det også ude i de små lokalsamfund, som vi kommer fra?

Ordføreren.

Det her er som sagt et meget sympatisk forslag. Problemet er bare, at vi ikke kan gå ind og regulere på alle mulige småting – eller undskyld; det her er ikke småting. Men vi kan ikke gå ind og regulere på alle de her parametre. For gør vi det, får vi altså et stort problem. For vi kan ikke gå med til at gå ind og sige til de store supermarkeder, at de må ikke tilbyde noget til en pris, der er under indkøbsprisen, fordi det ikke er fair, at de gør det, fordi de er større end nogle andre virksomheder. Ja, der er nogle virksomheder, der er større, og det kan også godt være, at de bruger den position. Men der er også virksomheder, der går ind og siger: Ved du hvad, vi giver jer længere frist, fordi I er lidt langsomme til at betale, eller vi er lidt dyrere eller et eller andet, men til gengæld får I en længere frist til at betale. Og skal de ikke have lov til det, hvis det er et af deres handelsparametre?

Så er det fru Victoria Velasquez.

Tak til ordføreren. Det er bare, fordi ordføreren bliver ved med at henvise til noget helt andet i forhold til det her med priser. Og jeg undrer mig bare lidt over det, og derfor vil jeg bare spørge ordføreren, om ordføreren er stødt på nogen små og mellemstore virksomheder, som har sagt, at de ikke er interesseret i at få det her igennem. Eller er det de store virksomheder, de store interesseorganisationer, ordføreren har talt med? Har ordføreren talt med nogen af de mikroselskaber, som især er dem, der bliver hårdt ramt af det her? Jeg har talt med flere af dem, og jeg har ikke hørt nogen af dem sige, at de gerne vil blive brugt som kassekredit på den her måde. Så det er bare det her med at sammenligne det med priser og tale om det som sådan et konkurrenceparameter. Altså, flere af dem ville synes, det var dejligt, at der kom, hvad hedder sådan noget, en overensstemmelse, så man rent faktisk vidste, at det er sådan her, reglerne er. Det ville give en tryghed. Så jeg vil bare høre ordføreren, om ordføreren kan nævne bare ét selskab, som passer til kategorien, og som ikke synes, det her er et godt forslag.

Jeg tror nok, at fru Victoria Velasquez fik et ekstra spørgsmål, for der var stillet spørgsmål i forvejen; det smuttede lige igennem her. Det var der, hvor hesten kom ind fra starten af. Men ordføreren skal have lov at svare alligevel.

Grunden til, at jeg kigger så meget på prisen, er, at det er den, der betyder allerallermest i en handel. Det er prisen: Hvad koster det? som vi siger der, hvor jeg kommer fra. Og vi vil simpelt hen ikke være med til, at man begynder at kigge på alle de her forskellige konkurrenceparametre for at lægge lovgivning ind under. Jeg kan godt forstå, at man synes, at det er trygt og godt, at man ved, hvad man må, og hvad man ikke må. I de her tider: Hold da op, hvor er der nogle mennesker, der synes, det er så rart med, at der er de ting; hvad man må, og hvad man ikke må og sådan noget. Men det ligger bare ikke i vores dna. Vi vil gerne give frihed, og det er det, det hele handler om, og det her handler om aftalefrihed.

Så siger vi tak til ordføreren. Det lykkedes ikke at få solgt den islandske hest her fra talerstolen, medmindre fru Victoria Velasquez var interesseret, siden hun stillede et ekstra spørgsmål, hvilket formanden ikke var opmærksom på alligevel kom. Men alt kan klares fra talerstolen herinde i Folketinget, undtagen salg af en islandsk hest.

Nu siger vi tak til ordføreren, og så går vi over til den næste ordfører, hr. Hans Kristian Skibby. Værsgo.

Tak. Jeg vil da gerne på vegne af Dansk Folkeparti takke SF for, at vi i dag har lejligheden til at debattere det beslutningsforslag, som SF har valgt at lægge frem her i Folketinget. Det er jo et forslag, som har haft sin gang rent politisk her på Christiansborg igennem ganske mange år, og skiftende ordførere har vist stor interesse for at gøre arbejdsbetingelserne bedre for især de små og mellemstore danske vareleverandører. Det kommer ikke til at ske, hvis ikke der kommer flertal for det her beslutningsforslag. Så kommer vi ikke til at se den forbedrede konkurrencesituation, desværre, og det er vi jo selvfølgelig kede af i Dansk Folkeparti, al den stund at vi netop kan se, at det især er de små og mellemstore virksomheder, som i dag oplever en meget, meget skæv konkurrencesituation.

SMVdanmark har jo netop lavet en undersøgelse, hvori de har spurgt mange af deres medlemmer om, hvordan det egentlig går, og hvordan de oplever udviklingen i, hvor meget de bliver presset i forhold til at skulle give længere og længere kreditter til dem, der aftager deres varer. I den undersøgelse viser det sig faktisk, at blandt de 84 pct. af virksomhederne, der skal vente længere tid på at få deres penge sådan gennemsnitligt, har de faktisk under ti ansatte. Så det illustrerer i hvert fald ganske klart efter vores opfattelse, at det er et problem, som især rammer de små leverandører inden for de danske erhverv.

Så har vi været inde på, at regeringen i dag med ministeren i spidsen jo trods alt siger, at man anerkender, at der er et problem. Det synes jeg da godt nok også var på tide man gør, al den stund at det samme parti, som ministeren tilhører, igennem både år og dag netop har konstateret og postuleret og dokumenteret, at der er en skævvridning i forhold til konkurrencesituationen. Det ville Socialdemokraterne gøre noget ved før valget, det ville de i december 2018, det ville de i februar 2019. Men nu, hvor de har fået nøglerne til hele butikken, så vil de desværre ikke. Ministeren henviser til, at man måske kan kigge på det her glimrende svenske kodeks, et frivillighedskodeks, som blev indført i 2013. Som SF's ordfører var inde på, er der 37 virksomheder, der har valgt at tilslutte sig det her kodeks, og skal man være rigtig sjov, kan man sige, at 16 af de 37 virksomheder er statsejede svenske selskaber. Så succesen i forhold til at lave frivillighedskodeks er da godt nok til at overse i forhold til den her konkurrencesituation.

Derfor er vi i Dansk Folkeparti drønhamrende ærgerlige over, at regeringen ikke nu efter et år på posterne er i stand til bare nogenlunde at komme op i samme fart, som de to konservative ministre var. De blev jo kritiseret af Socialdemokraterne for ikke at været hurtige nok til at komme med initiativer, som skulle skride ind over for det her. Thomas Jensen, som jo var erhvervsordfører for Socialdemokraterne tilbage i 2018, er citeret for at have sagt til Jyllands-Posten:

»Vi er overbevist om, at den udvikling vi ser med længere betalingsfrister, hvor de små og mellemstore virksomheder har svært ved at sige stop, er noget, vi som lovgivere er nødt til at skride ind over for.«

Det siger Thomas Jensen til Jyllands-Posten i 2018.

Så går man selvfølgelig også ud fra, at det betyder, at Socialdemokraterne har den samme tilgang til det, når man får politisk indflydelse, nærmest hundrede procent. Man kan i dag sådan set mere eller mindre diktere, hvad der skal ske. Der er jo ikke så mange andre partier, der ønsker et valg fremprovokeret i hvert fald. Sådan er det jo. Men der følger altså også nogle vilkår med, når man står i den situation. Der synes jeg i hvert fald, at det er meget, meget vanskeligt at se fornuften i, at man vil holde hånden over nogle, der praktiserer eksempelvis op til både 4, 5 og 6 måneders betalingsfrister i en ulige, usund konkurrencesituation, hvor den, der vil sælge sine varer, er mikroskopisk lille i forhold til den virksomhed, som man vil forhandle sine frister med.

Venstres ordfører var inde på, at jamen det vil man ikke lovgive om. Så vil jeg da gerne have at vide, om Venstre ikke har stemt for den rentelov, som allerede eksisterer, og som har været gældende i mange år. Det er en rentelov under justitsministeren, som faktisk skitserer de her retningslinjer, og hvor der faktisk står, at der kun er 30 dages betalingsfrist, medmindre der er andre særlige, vanskelige, individuelle hensyn, som kan retfærdiggøre en længere betalingsfrist. Vi kan nu se, at virksomheder skal betale for en vare rent momsmæssigt, inden de overhovedet har fået pengene for deres varer, og vi kan se, at de skal betale for nogle varer, som når at blive for gamle, inden de når at få deres penge. Er det rimeligt? Det mener vi ikke i Dansk Folkeparti, og derfor støtter vi naturligvis det her forslag fra SF. Vi synes, det er sund fornuft.

Der er et spørgsmål fra hr. Orla Hav.

Jeg skal bare lige have hr. Hans Kristian Skibby til at fortælle mig, at Dansk Folkeparti i perioden fra 2001 til 2011 og igen fra 2015-2019 de facto var afgørende støtteparti for de skiftende regeringer, der var der. Hvilke initiativer tog Dansk Folkeparti for at få løst det problem, som SF i dag har italesat?

Ordføreren.

Jamen vi har ikke fremsat et beslutningsforslag om det her, men når det kommer til behandling, tager vi det selvfølgelig op og drøfter det som alle andre. Men det er jo altså bare nu engang sådan i forhold til opgavefordelingen her i Folketinget, at dem, der sidder med nøglerne til regeringskontorerne, også har embedsmandsapparatet og mulighederne for at fremsætte tingene, eksempelvis i forhold til ny lovgivning, nye bekendtgørelser og nye retningslinjer, som skal gennemføres. Det har oppositionen jo altså ikke den samme mulighed for at gøre. Og Dansk Folkeparti har jo ikke siddet i regering. Vi har støttet en regering – det er fuldstændig rigtigt – men vi har ikke siddet i regering.

Hr. Orla Hav.

Jamen forholdet mellem en regering og dens støtteparti eller støttepartier er jo sådan, at støttepartierne kan gå ind at sige: Det her vil vi altså have med på listen.

Har Dansk Folkeparti taget initiativ til at få den løsning af det her problem ind på listen over de presserende ting, som Dansk Folkeparti prioriterede i løbet af de – hvor mange år blev det til – 14 af de seneste 17 år? Kunne hr. Hans Kristian Skibby ikke redegøre for, hvilke initiativer man har taget fra Dansk Folkepartis side, når nu det haster så meget lige i dag?

Ordføreren.

Det haster jo, i forhold til at man skal måle politikere på deres handlinger og hvad de siger. Hvad er det for nogle ord, der kommer ud af deres mund, når de bliver spurgt? Jeg kan godt forstå, at man føler sig lidt trådt over tæerne hos Socialdemokraterne, når vi bare tillader os at tage nogle uddrag fra, hvad Socialdemokraternes egen erhvervsordfører har været ude at sige klokkeklart og i utvetydige vendinger til Jyllands-Posten både i december 2018 og i februar 2019. Her sagde han ovenikøbet, at han ville gå til justitsministeren med det, hvis ikke der skete noget inden for et par måneder.

Så er det bare, at der ikke sker noget, og så siger jeg: Når man kommer med den slags utvetydige signaler, må man da også være mand for dem, den dag man oplever det fornuftige, som det selvfølgelig er for en socialdemokrat, at man får adgang til regeringsapparatet. Og der er det da fattigt, at man så kommer her i dag efter et år med regeringsmagten og siger, at nu vil man til at kigge på det. Det synes jeg er for sølle.

Så er det fru Theresa Berg Andersen.

Tak for det. Jeg har lyst til at sige til ordføreren, at SF er sund fornuft. Så tak for det, og tak for, at I støtter forslaget. For SF er det ikke afgørende, hvem der sagde hvad for 2 år siden, og hvem der sagde hvad for 3 år siden. For SF er det afgørende, at DF støtter vores forslag. Egon Olsen ville have sagt det så fint: Vi skal frem, vi skal videre. Tak.

Ordføreren.

Jamen han havnede jo altid i fængsel, så det synes jeg måske man skal passe på med at gøre så meget ved. Men vi er faktisk meget enige. Og så vil jeg også gerne have lov til at sige, at nu har Socialdemokraterne jo ligesom været inde og sige noget omkring, hvem der står last og brast med regeringen, men det er jo SF, som er støtteparti for de banditter, der sidder herovre på den anden side – så på med arbejdstøjet! Det er åbenbart jer, der skal få det her igennem, og ikke regeringen.

Man skal måske lige passe på med, hvad man kalder regeringen (Hans Kristian Skibby (DF): Men det var venligt ment). Det er ikke beviseligt, at de er banditter.

Vi siger tak til ordføreren og går videre til fru Katrine Robsøe som ordfører for Radikale. Værsgo.

Tak for det. Jeg har også noteret mig, at hr. Orla Hav sagde, at hvis man nu var et af de partier, der ligesom var skyld i, at nogle kunne have nogle regeringskontorer, kunne man komme med sådan en liste. Så det vil jeg da glæde mig til.

For at komme tilbage til beslutningsforslaget her vil jeg sige, at jeg virkelig godt kan forstå hensigten med det, når det kommer til ønsket om at sikre, at de små og mellemstore virksomheder ikke klemmes i aftaleforhandlinger eller skal vente helt absurd lang tid på deres penge. Jeg er bare langtfra sikker på, at det beslutningsforslag, der er fremsat af SF, er løsningen på problemet. Når det er sagt, vil jeg jo gerne være med til at se på, hvordan vi kan løse det. Der er mange ting, der påvirker betalingslængden. Det er bl.a. den aftalekultur, som findes i et land, og det kan vi faktisk godt forsøge at gøre noget ved, og vi kan gøre noget ved det uden at gribe helt enormt vidtgående ind i aftalefriheden, som jeg også mener vi skal værne om. Vi kan nemlig godt lave det her kodeks, som der er mange andre der har nævnt allerede. Efter mine oplysninger findes det både i Sverige og Holland, og ministeren nævnte også Storbritannien, og jeg forventer sådan set også, at vi skal se på det i en meget nær fremtid, og hvis det ikke allerede er i ministerens kalender, er der i hvert fald en opfordring herfra til at få det – det kunne jo også være et godt sommerprojekt at få kigget på det.

Som sagt har jeg stor sympati og forståelse for intentionen om at sikre betalingen til de små og mellemstore virksomheder, men jeg ser andre muligheder for at løse problemet, som samtidig vil bevare aftalefriheden, og jeg ser frem til arbejdet for at finde en løsning, men jeg ser ikke det her beslutningsforslag som løsningen på nuværende tidspunkt. Derfor kan Radikale ikke støtte beslutningsforslaget.

Der er et par bemærkninger. Den første er fra fru Theresa Berg Andersen.

Tak for det. Jeg kunne godt tænke mig at høre, om ordføreren anerkender, at det her er en ulige kamp, når vi siger SMV'erne mod de store. Ordføreren hylder aftalefriheden, men ser ordføreren ikke, at der er et ulige spil i betalingsfristerne?

Ordføreren.

Der kan jo hurtigt være nogle ting, der gør, at det er svært at forhandle de her ting på plads. Jeg er bare ikke sikker på, at det her beslutningsforslag fra SF vil gøre det noget som helst nemmere for dem. Jeg ved godt, at der er mange andre, der også har snakket om det her kodeks tidligere, og så er der nogle, der siger, at det har man prøvet i Sverige og der virkede det ikke. Men vi har faktisk et meget, meget bredt, ansvarligt erhvervsliv i Danmark, der har meldt, at de er klar på det her. Det synes jeg virkelig, virkelig fortjener at få en chance.

Fru Theresa Berg Andersen.

Tak for det. Anerkender ordføreren så, at SMVdanmark jo har været ude at sige, at lige nøjagtig det beslutningsforslag her vil gøre alting meget nemmere i forhold til betalingsfrister? Og hvis ikke vi ender med et kodeks, eller hvis ikke det virker, vil ordføreren så være med til at gå skridtet videre og lave noget, der ligner vores beslutningsforslag? Jeg vil jo henvise til PolicyWatch, hvor ordføreren siger, at der skal kigges på det her, så vi sørger for, at betalingsfristerne ikke bliver absurd lange, men i højere grad bliver holdt til de 30 dage.

Ordføreren.

Jeg ser et kodeks som det skridt, vi skal tage nu. Det har jeg faktisk ret stor tillid til at vi kan få til at virke, for vi har et ansvarligt erhvervsliv i Danmark. Jeg er med på, at der er én interesseorganisation, der siger, at det her er løsningen, men vi har også rigtig mange andre, som der også er rigtig mange små og mellemstore virksomheder der er medlem af, som siger noget andet, og som peger den vej, som der også står rigtig mange heroppe og nævner, og det håber jeg også man vil anerkende fra SF's side.

Tak til ordføreren. Den næste korte bemærkning er til hr. Hans Kristian Skibby, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for ordførertalen. Jeg fæstnede mig ved, at ordføreren nævnte, at man ikke kan støtte det her beslutningsforslag, men at man havde kigget lidt på den svenske model, som man heller ikke var helt sikker på ville have en virkning. Så er det bare, at jeg bliver lidt nysgerrig efter at høre, hvad det er for nogle andre løsninger, som Det Radikale Venstre har øje på. Ordføreren sagde, at der er andre løsninger. Vil ordføreren ikke delagtiggøre Folketinget i, hvad det er for nogle forslag?

Ordføreren.

Det er ikke nogen hemmelighed, at vi først og fremmest er meget positive over for at kigge den her vej med et kodeks, men vi ved også, at man i Storbritannien har kigget på at få nogle følg eller forklar-principper ind over, men det er klart kodekset, vi kigger mod på nuværende tidspunkt.

Hr. Hans Kristian Skibby for den anden bemærkning.

Det, der bare undrer mig lidt, er, at Det Radikale Venstre tilsyneladende har forelsket sig i den her såkaldte svenske model i forhold til et frivillighedskodeks. Den har 2 år på bagen, altså 24 måneder, og der er i alt ud af de mange, mange tusinde selskaber, der er i Sverige, 37 selskaber, der har sagt: Det her er godt nok en god idé; den må vi da hellere tage imod. Og ud af de 37 er de 21 statslige selskaber. Så er der 16 tilbage. Det er ikke engang et pr. region. Hvordan kan Det Radikale Venstre synes, at det er en god idé?

Ordføreren.

Jeg tror desværre, at der er noget, som ordføreren for Dansk Folkeparti fuldstændig har misforstået, hvis man tror, at et kodeks er en forelskelse i en svensk model. Og jeg forstår faktisk ikke, at Dansk Folkeparti lige pludselig ikke har nogen tillid til det, når dansk erhvervsliv kommer og siger, at de er klar til at tage ansvar, at de er klar til seriøst og forpligtende at gå ind i det her arbejde.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren for Det Radikale Venstre. Den næste ordfører kommer fra Enhedslisten, og det er fru Victoria Velasquez. Velkommen til.

Tak. Vi er meget optaget af, hvordan vi kan sikre en bedre retslig beskyttelse af de små virksomheder og sikre dem imod misbrug fra de store. Her er adgangen til at aftale, at længere betalinger end 30 dage bliver ophævet, et af de vigtige tiltag. Jeg har været glad for det samarbejde – det blev godt nok afbrudt noget af coronakrisen, må man sige – som vi har haft i ministeriet, men bakker selvfølgelig også op om det her forslag, for vi ved ikke endnu, hvor det, der sker i ministeriet, lander. Det her vil være med til at stille de små og mellemstore virksomheder bedre, end de står nu, og det er også en del af Enhedslistens politik.

Det, der jo desværre er sket, er, at vi har set, at efter finanskrisen er det blevet kutyme, at store virksomheder alt for ofte presser små og mindre leverandører med betalingsfrister på op til 120 dage. Nu bliver der henvist til nogle undersøgelser i EU, men i Danmark er det altså stadig på et højt niveau i forhold til betalingsfristerne, hvor de store virksomheder simpelt hen bruger de små som en kassekredit, og det er simpelt hen ikke fair; det er ikke i orden. Problemet er jo også, at vi ser, at det fører til konkurser. Og nu skal jeg passe på, jeg ikke bander, men det giver jo ikke nogen mening, at der skal være lange betalingsfrister på den her måde for nogle, altså store virksomheder, der i princippet godt burde kunne betale rettidigt, og at andre virksomheder skal gå konkurs på grund af det – ikke fordi de ikke har en sund forretning eller de ikke har en god idé eller ikke har høj kvalitet i det, de beskæftiger sig med, men simpelt hen fordi de bliver brugt som kassekredit på den måde. Det er ikke i orden.

Når det er sagt, synes jeg ikke, at det her kan stå alene. Vi kommer til at stemme for, men jeg håber, vi fortsætter det gode samarbejde i Erhvervsministeriet, for som jeg jo også har sagt tidligere, ser vi, at selv om vi har lovgivning på området for de offentlige virksomheder, er det altså også nogle af dem, som de små og mellemstore virksomheder har problemer med, og det viser, at lovgivning ikke kan stå alene. Jeg tænker, at der også er brug for andre tiltag, vi kan lave, og coronakrisen viser jo kun aktualiteten af, at små og mellemstore virksomheder f.eks. har mulighed for at kunne optage statslån eller andre ting, og der håber jeg, at flere af jer vil være med på at se på nogle af de ting.

Men jeg glæder mig til det videre arbejde, og nu må vi jo så se, hvor det lander i forhold til det her beslutningsforslag, men ellers ser vi på det ovre i Erhvervsministeriet.

Tak til ordføreren for Enhedslisten. Der er ingen korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører kommer fra Det Konservative Folkeparti, og det er fru Mona Juul. Velkommen til.

Tak for ordet, og tak til SF for forslaget. Jeg glæder mig altid over det, når der er partier, der har blik for det danske erhvervsliv. Der er ikke nogen tvivl om, at jeg har meget stor sympati for forslaget om at sikre gode aftalevilkår, hvor de mindre virksomheder jo nemt bliver trykket i det der med at skulle være bank for en underleverandør og samtidig være nødt til selv at finansiere den lange betalingsfrist for en stor kunde via et eller andet factoringprodukt for ikke at smadre deres egen likviditet. Det er bestemt ikke nogen ønskeposition. Det kender jeg alt til fra mit gamle virke, og Konservative er bestemt opmærksom på, at der i hvert fald i et vist omfang kan være problemer med lange betalingsfrister, og at det i sagens natur kan være et problem for især de mindre.

Danmark er også fyldt med små og mellemstore virksomheder. Og vi kan jo ikke lave love og regler og retningslinjer for alting. Det er også sådan, at på markedet kan man godt sige nej. Man kan tilbyde nogle andre ting. Man kan vælge at køre sin forretning på rigtig meget andet end betalingsfrist, og det behøver bestemt ikke at være det, der er afgør, om man klarer sig godt eller klarer sig skidt.

Der er en årsag til, at man i Danmark har aftalefrihed på det her område, og det skal vi værne om. Aftalefriheden gør, at vi ikke stiller os ringere, end man står i de lande, vi handler med. Nu nævner forslagsstillerne f.eks., at Letland og Tjekkiet har en betalingsfrist på 30 dage. Men nu er det med al respekt heller ikke disse lande, vi først og fremmest eksporterer til. Det er jo Tyskland, USA, Sverige, England, Norge og Kina i den nævnte rækkefølge. Og hvis der endelig skal ske en stramning af de eksisterende regler, er det vigtigt, at det sker på EU-niveau, da en dansk enegang selvfølgelig vil skade danske virksomheders konkurrenceevne.

Skulle man f.eks. se Novo Nordisk, Grundfos eller LEGO betale alle deres regninger inden for 30 dage, bare fordi virksomheden ligger i Danmark? Dette ville give konkurrencefordele til deres amerikanske og tyske konkurrenter, som kunne aftale sig til længere frister.

Indskrænker man de ufravigelige betalingsfrister til kun at gælde indenlandske, danske transaktioner, kan vi risikere, at f.eks. større entrepriseopgaver bliver lagt i hænderne på håndværkere fra andre lande, fordi de kan give en længere kredit osv. Alt andet end en EU-løsning vil være en virkelig dårlig idé.

Den seneste rapport fra Intrum viser da også, at betalingsfristerne i Danmark generelt set bevæger sig i den rigtige retning, hvis vi har det synspunkt, at de skal bevæge sig nedad. Og den gennemsnitlige aftalte betalingsfrist og de facto-betalinger holder sig inden for de 30 dage – ligger faktisk ret langt under.

Der er således meget snak om, at de store tryner de små, men hvordan er det egentlig, det er? Er det følelser, eller er det fakta? Der er helt sikkert gode eksempler; der er helt sikkert også mange følelser. Forhåbentlig har virksomhederne andet at byde på, som jeg startede med at sige, og jeg oplever i det daglige, at køberne ikke altid bare ønsker at presse leverandørerne, så de bukker under. De er også afhængige af gode leverandører. Man er afhængig af gode, stærke, langvarige samarbejder. Vi ser da også her under coronakrisen, at virksomheder helt af sig selv laver straksbetalinger for at hjælpe deres underleverandører. Man ved netop godt, at det ikke gavner markedet, at leverandørerne er væk, når vi kommer på den anden side. Man ved godt, at det kan betale sig at opføre sig ordentligt.

Der er ikke nogen tvivl om, at den tidligere konservative erhvervsminister også var positiv over for at se på det her område. Men undersøgelsen er jo kommet efterfølgende, og det er i undersøgelsen ligeledes interessant, at kun 24 pct. af de danske respondenter rent faktisk ønsker en ny lovgivning på området. Og vi skal lige huske, at der stadig væk er flest små og mellemstore virksomheder, der har svaret på undersøgelsen – naturligvis. De fleste danske virksomheder ønsker simpelt hen ikke, at hverken staten eller EU skal blande sig i de kommercielle forhold. Man går ind for aftalefrihed. Det samme gør Det Konservative Folkeparti, og vi støtter dermed ikke forslaget.

Tak til ordføreren. Der er en række korte bemærkninger. Først er det hr. Hans Kristian Skibby, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Jeg noterer mig, at fru Mona Juul nævner de store danske selskaber i den her debat. Og der vil jeg bare spørge ordføreren, om ikke ordføreren er bekendt med, at der faktisk er indført og vedtaget EU-lovgivning i forhold til betalingerne. Ordføreren nævnte jo bl.a. Novo – hvorfor bruger man Novo i det her eksempel, når Novo jo er omfattet af EU's regulering af det? Og så siger ordføreren også, at Det Konservative Folkeparti ikke vil stemme for lovgivning på sådan et område. Hvad har Det Konservative Folkeparti stemt i Europa-Parlamentet i forhold til den her sag om de store virksomheder?

Ordføreren.

Der er ikke nogen tvivl om, at det skal foregå på EU-niveau, hvis vi skal regulere noget som helst. Og når jeg nævner de store virksomheder, er det for at tydeliggøre, at vi ikke skal sidde herinde på Christiansborg og ødelægge den konkurrencefordel, man skal have som dansk virksomhed, ved at lave nogle reguleringer af den aftalefrihed, der er i dag. Og jeg er helt med på, at der er reguleringer, også på EU-plan, og det skal der stadig væk være, hvis der på nogen som helst måde skal ændres på noget her i Danmark også.

Hr. Hans Kristian Skibby.

Men så forstår jeg ikke, hvorfor ordføreren siger, at man ikke fra Det Konservative Folkeparti er med på at regulere lovmæssigt på det her område, når man i EU faktisk har stemt for nøjagtig det samme, bare over for nogle større virksomheder. Det synes jeg jo faktisk man egentlig skylder et svar på. Og så vil jeg også godt høre om noget i forhold til den danske lovgivning: Har Det Konservative Folkeparti stemt imod renteloven under Justitsministeriet, da den blev vedtaget? Det har de mig bekendt ikke, kan jeg så berolige ordføreren med. Så ordføreren behøver ikke at være bange for det. Men det er bare underligt, for der står faktisk, at loven klart tilskriver, at der bestemmes, at virksomheder mellem hinanden skal operere med en frist på maksimalt 30 dage. Og det har Det Konservative Folkeparti stemt for.

Ordføreren.

Der er ingen tvivl her fra talerstolen og fra min side om, at jeg synes – og det synes Det Konservative Folkeparti også – at der skal være aftalefrihed imellem parterne på markedet så vidt muligt. Det er helt afgørende for den konkurrenceevne, den frie kapital, den handel, der skal være imellem mennesker, imellem virksomheder, at den stadig væk eksisterer. Det er helt afgørende for os, og derfor kan vi ikke bakke op om sådan et lovforslag her.

Den næste korte bemærkning er til fru Victoria Velasquez, Enhedslisten. Værsgo.

Tak til ordføreren. Nu henviste ordføreren til et af de lande, som vi jo har rigtig meget handel med, nemlig Tyskland. Og det er rigtigt, at man i Tyskland ikke har en betalingsfrist på 30 dage, men til gengæld har de jo det, som hedder, at hvis betalingsfristerne er til ugunst for leverandøren, kan de faktisk blive trukket i retten. Altså, man kan simpelt hen tage sine renteudgifter med i retten, hvor en dommer kan gå ind at sige: Prøv at høre, det her er faktisk ikke i orden.

Så det vil sige, at et af de lande, vi samarbejder med, altså Tyskland, dvs. tyskerne, faktisk betaler forholdsvis hurtigt, især når man sammenligner med Danmark. Så de har egentlig en betaling, som passer bedre med de 30 dage. Ville det ikke også skabe mere gennemsigtighed og transparens, når vi kan se, at det er til ugunst for de små og mellemstore virksomheder i Danmark? Der er jo stadig mange dage at løbe på i forhold til de 30 dage, men det ville ikke være til ugunst, hvis vi tager referencen til det tyske.

Ordføreren.

Jeg synes overhovedet ikke, at det her handler om transparens på nogen som helst måde. Det her handler om, at det parti, som ordføreren repræsenterer, gerne ser, at der skal være flere reguleringer. Det parti, jeg repræsenterer, ser gerne, at vi skal have færre reguleringer. Og lige præcis det her med betalingsfristerne er betændt, for der er nogle, der kommer i klemme på det. Det er der også med alle mulige andre parametre i forbindelse med en samhandel. Rigtig mange gange føler man jo, at man gerne ville have haft noget mere for sit produkt, og at man måske kunne have trukket lidt på servicen osv. Den kamp vil der jo altid være imellem to aftaleparter. Og der er det vores indstilling, at det skal vi lade være i fred, fordi markedet faktisk er rigtig god til at regulere det selv.

Spørgeren.

Jeg er glad for at kunne afklare, at jeg ikke går ind for regulering bare for reguleringens skyld. Det handler jo om, at vi gerne vil fremme et formål, og jeg håber da, at ordføreren og jeg kan være enige om, at vi gerne vil hjælpe de små erhvervsdrivende i Danmark og sikre et godt erhvervsliv. Jeg synes i hvert fald, at vi har haft et godt samarbejde om det. Jeg er så ærgerlig over, at vi ikke er enige i forhold til det her, for jeg ved, at det vil kunne hjælpe mange af dem, at de netop ikke føler, at de skal presses ud i det, som man jo med fakta også kan se er en årsag til konkurser.

Men jeg vil bare sige tak, og jeg ser også frem til det videre samarbejde.

Ordføreren.

Selv tak, det er altid en fornøjelse. Der er ikke nogen tvivl om, at der er nogle, der kommer i klemme, men jeg tillader mig bare sige, at det kan der være mange årsager til. Det behøver ikke nødvendigvis at være betalingsfristen, der er årsagen til, at man er nødt til at trække stikket og gå konkurs. Det kan der være rigtig mange andre forklaringer på. I de gode samarbejder, hvor man opfører sig ordentligt på begge sider af bordet, fungerer den aftalefrihed, vi har, jo rigtig, rigtig godt. Det tror jeg bare vi står os bedst ved at holde fast i.

Så er der en kort bemærkning fra fru Theresa Berg Andersen, SF. Værsgo.

Tak for det. Anerkender ordføreren, at hvis en stor virksomhed vælger de små og mellemstore fra på grund af en betalingsfrist på 30 dage – det hører jeg ordføreren nævne i sin tale – så vælger man også dansk ret fra, når man handler i udlandet? Og derved tænker jeg også at de store virksomheder kan komme i klemme, og der skal indhentes eksperter og advokater og dommere fra udlandet, hvis det er sådan, at de kommer i en sådan situation.

Ordføreren.

Altså, jeg er lidt i tvivl om, hvad det lige er, der bliver spurgt om. Men som jeg opfatter det, bliver der spurgt til, om det er sådan, at hvis vi ikke går ind og regulerer, kan der være nogle andre ting, vi er nødt til at tage fat i. Og der er jeg nødt til at sige, at det synspunkt kan man have, men det kan man jo så have i forhold til samtlige de aftalepunkter, der vil være i en samhandel f.eks. mellem to virksomheder. Og det er jo ikke måden at anskue noget på efter min mening. Måden at anskue det her på er jo at sige: Hvordan er det, vi står bedst muligt i forhold til konkurrenceevne og den samhandel, der skal være imellem danske virksomheder? Langt de fleste, omkring 90 pct., af de danske virksomheder er jo små og mellemstore virksomheder, så spørgsmålet er: Hvem er det egentlig, man synes tryner andre? Det kunne man også tillade sig at spørge om. Så lad os få de eksempler på bordet, og så må man jo kigge på det derfra. Typisk aftaler man det jo individuelt og finder ud af: Hvordan kan vi egentlig løse den konflikt, vi har? For det kan være, at man er blevet mødt med en ny betalingsfrist, men så kan det være, at man kan få lov til at levere nogle nye produkter i stedet for, eller at man kan få mere for sin service, eller hvad det nu er, man kan. Det skal vi ikke gå og definere herinde på Christiansborg.

Spørgeren.

Det er helt rigtigt opfattet, at det var mit spørgsmål til ordføreren. Så lige for at præcisere det vil jeg sige, at jeg hører ordføreren i sin tale sige, at ordføreren frygter, at de store vælger at handle med udlandet frem for at handle med de danske virksomheder, hvis det er sådan, at vi indfører en betalingsfrist på 30 dage.

Ordføreren.

Nej, så udtrykker jeg mig forkert. Jeg siger, at hvis vi presser en betalingsfrist ned over alle danske virksomheder, som de også skal overholde internationalt, så har vi en udfordring, for så bliver det jo lige pludselig et parameter, hvor man står dårligere end andre virksomheder. Det gør det også for de små virksomheder – det er jo ikke kun de store, der i så fald vil stå dårligt i den internationale handel. Så det er faktisk rigtig afgørende, at vi sikrer, at de små virksomheder i Danmark også har en stærk konkurrenceevne.

Således tak til den konservative ordfører. Der er blevet svaret på alle de korte bemærkninger. Den næste ordfører kommer fra Nye Borgerlige, og det er hr. Lars Boje Mathiesen. Velkommen til.

Tak. Staten skal blande sig udenom, når to private vil lave en aftale. Men jeg vil faktisk gerne være med til, at vi, hvis vi skal lave noget herindefra, tager fat i alle de kommuner og regioner, som er ufattelig ringe til at betale. Det ville være en god idé. Jeg kan huske, at det for et par år siden kom frem, at Københavns Kommune havde 11.000 fakturaer, som de ikke havde betalt – det var langt over 250 mio. kr., de faktisk havde som udestående, og som der var gået rigtig lang tid inden de betalte. Se, dét kunne være en god idé.

Så lad os starte med at kigge inde i vores egen forretning og se på, hvor mange fakturaer staten, regionerne og kommunerne har, der er udestående, og så gå i gang med at betale dem. Jeg ved godt, at der nu er sket lidt under coronaen osv., så nu har man sat det frem, men lad det nu være en god vane, at kommuner rent faktisk overholder de regler, som vi sætter op herinde. Så lad os starte dér.

Tak til ordføreren. Der er ønske om en kort bemærkning til ordføreren fra fru Theresa Berg Andersen, SF. Værsgo.

Tak for det. Jeg mener helt bestemt, at der er betalingsfrister for det offentlige på 30 dage, og den betalingsfrist vil jeg jo gerne have ud i det erhvervsliv, hvor jeg mener at de små og mellemstore virksomheder står ringere, fordi de er mindre og det er en ulige kamp.

Ordføreren.

Jamen jeg ved godt, at SF ønsker at pådutte erhvervslivet de ting, som man laver i staten. Det synes jeg er en ufattelig dårlig idé. Staten er ikke erhvervslivets ven, og det kommer den aldrig til at blive.

Ønsker fru Theresa Berg Andersen en anden bemærkning? Nej. Så er der en kort bemærkning til ordføreren fra hr. Hans Kristian Skibby, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Det var såmænd bare, fordi jeg undrede mig lidt over det, som ordføreren var inde på, i forhold til det offentliges måde at håndtere betalinger på. Der vil jeg bare gerne spørge, om ikke ordføreren er bekendt med Moderniseringsstyrelsens regler om 30 dages betalingsfrist som overordnet princip for alle betalinger mellem kommuner, stat og regioner osv. og over for private.

Ordføreren.

Jo, netop, og det var også derfor, jeg sagde, at man skulle sørge for, at de blev overholdt. Det, der er sket, er jo, at de ikke er blevet overholdt. Det er derfor, man har et problem, og det var det, jeg sagde – at man kunne starte med at sørge for, at de frister blev overholdt, og at man rent faktisk fik betalt dér. Så kunne det være, at man kunne hjælpe nogle af de små virksomheder, som har staten og kommunerne og regionerne som kunder. Det er jo der, vi har ansvaret. Men at staten skal gå ind og blande sig i, hvordan to private laver en aftale, bliver ikke med Nye Borgerliges stemmer.

Hr. Hans Kristian Skibby.

Jeg synes bare ikke, det var sådan, det blev fremsagt fra ordførerens mund – at der var de her aftaler. Men hvis ordføreren mener, at det faktisk eksisterer i dag for alle offentlige myndigheder og instanser, går jeg ud fra, at man trods alt vil respektere, at der er indgået de her aftaler, som vi efterspørger også på det private område.

Ordføreren.

Jo, og det var det, jeg faktisk troede jeg redegjorde for. Men problemet er, hvis de ikke bliver betalt, og hvis kommunerne ikke efterlever de regler, som der er sat op, og ikke følger dem. Så mener jeg, det jo er der, vi skal sætte ind herinde fra Folketinget og stille krav til kommunerne og til regionerne og til staten om, at de selv overholder de regler, der er sat op. Lad os nu begynde dér og få orden i eget hus, inden vi begynder at ville diktere alt muligt andet over for det private erhvervsliv.

Tak til ordføreren fra Nye Borgerlige. Den næste ordfører kommer fra Liberal Alliance. Det er hr. Henrik Dahl. Velkommen.

Tak for det. Da jeg for nogle år siden var på tour de afbureaukratisering med Venstres fru Eva Kjer Hansen, var en af de ting, som vi ofte hørte, at mange små virksomheder klager over urimelige betalingsfrister, når de skal inddrive betalinger. Man skal dog være opmærksom på, at der jo er mulighed for at få prøvet, om en betalingsfrist er urimelig ud fra aftalelovens § 36.

Men det store billede er, at vi går ind for aftalefrihed. Vi synes i høj grad, det skal være sådan, at man kan indgå de aftaler, man har lyst til, og vi synes særlig, det bør gælde for erhvervsdrivende, som jo er professionelle indgåere af aftaler, hvis man kan sige det sådan. Hvis man er professionel, bør man også kunne overskue konsekvenserne af de aftaler, man indgår.

Så princippet om aftalefrihed vejer altså tungt for os, selv om vi godt ved, at der af og til bliver klaget på den her måde. Vi synes også, at de garantier, der er i aftaleloven, virker på en fornuftig måde. Så derfor kan vi ikke støtte beslutningsforslaget. Tak for ordet.

Tak til ordføreren for Liberal Alliance. Der er ingen korte bemærkninger til ordføreren. Hermed er ordet kommet til ordføreren for forslagsstillerne, og det er fru Theresa Berg Andersen fra Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. Inden jeg gik ind i den her sal i dag, tænkte jeg: Mon det nogen sinde har kunnet lade sig give sig at overbevise eller ændre en holdning fra den her stol med en tale, man har skrevet? I dag vil jeg sige, at nu skal det komme an på en prøve.

Det her er mit første beslutningsforslag, og det skulle jo prøves. Jeg stopper snart mit vikariat i Folketinget, og det ville være skønt at kunne sige, at mit første beslutningsforslag lykkedes. Sådan ser det ikke ud i dag efter at have kørt runden.

Først vil jeg også starte ud med at sige, at jeg nærer stor respekt for alle vores danske virksomheder, små som store, der bidrager til det Danmark, som vi alle sammen kender i dag. Til daglig bor jeg i Himmerland i det nordjyske, og her er rigtig mange små og mellemstore virksomheder, som bidrager til det lokalsamfund, som vi er mange der er en del af.

Flere af de her små og mellemstore virksomheder har jeg været ude at besøge, og flere af dem beretter om urimelige betalingsfrister på 60 og 90 og ja, nogle helt op til 120 dage. Nogle nævner det som et levn fra finanskrisen, hvor mange store virksomheder brugte det her som en mulighed for at holde på deres likviditet i en meget svær tid.

Danmark står lige i øjeblikket over for en ny krise. Vi står midt i corona. Politisk har vi lavet rigtig mange fine hjælpepakker, som skal holde hånden under vores virksomheder, og netop derfor synes jeg også, at det her forslag er mere vigtigt end nogen sinde før, også end da vi fremsatte det i februar måned. Lige nu har de små og mellemstore virksomheder enormt brug for deres penge. De har dem ude at flyve, når de leverer en vare til f.eks. de store virksomheder. De lange betalingsfrister binder deres kapital hos de store virksomheder, som på den måde kommer til at agere bank for de små og mellemstore virksomheder, og det mener jeg bremser SMV'ernes udviklingsmuligheder.

Jeg vil også tillade mig her at fremhæve vores meget flotte og store klimamål. For at komme i mål med vores klimaambitioner kræver det en grøn investering fra også de små og mellemstore virksomheder, og jeg mener, at det er et af argumenterne for, at de også har brug for deres penge. Når de små og mellemstore virksomheder ikke får deres penge, betyder det endvidere, at der bliver færre investeringer i vores samfund. Der bliver mindre vækst, og der bliver færre lokale arbejdspladser.

Det her forslag koster ikke statskassen noget som helst. Men det vil tværtimod betyde en håndsrækning til de små virksomheder, som kommer i klemme. Man kan spørge sig selv, hvorfor det så er, at de små ikke bare kræver deres penge ind. Men nej, flere af dem tør simpelt hen ikke at råbe op af frygt for, at de store virksomheder efterfølgende ikke ønsker deres ydelse – altså at de store boykotter de pågældende firmaer for at finde nogle andre leverandører. Det kan få fatale konsekvenser for den pågældende virksomhed, og jeg synes, det er en ulige kamp, der ikke bør være sådan.

Jeg ved, at mange i salen i dag snakker om aftalefrihed. Men jeg synes ikke, det er fair vilkår eller en lige kamp. Jeg synes, det her svarer til at sætte en letvægtsbokser til at bokse mod en sværvægtsbokser.

Jeg hører også argumenter om, at man frygter, at mere handel vil rykke til udlandet. Det argument køber jeg simpelt hen ikke. Hvis man vælger den mulighed, vælger man også den danske ret fra, og kommer virksomhederne i klemme, vil der skulle indhentes eksperter, advokater og dommere fra udlandet med kendskab til fremmed ret, hvis noget går galt, og det tror jeg simpelt hen ikke de store virksomheder vælger.

Jeg lytter mig også i dag til, at der er forskellige forslag, bl.a. et om et kodeks, altså en frivillig ordning, som de store virksomheder kan indgå i. Man har indført et frivilligt kodeks i Sverige. Men 37 virksomheder har valgt at gå ind i den her ordning, og det er langtfra tilfredsstillende for den løsning, der er i Sverige.

Sluttelig er det vigtigt for mig at sige, at enkelte store virksomheder, måske flere, faktisk også har fair betalingsfrister. Jeg mener bare, at det her forslag vil hjælpe nogle – måske nogle få. I SF ønsker vi simpelt hen ikke, at der skal gives kredit i længere end 30 dage.

Sluttelig står jeg også i dag med en rapport, som er kommet fra SMVdanmark. Rapporten er ikke til at tage fejl af. Overskriften lyder: »SMV'erne oplever længere betalingsfrister under corona«.

Denne rapport viser, at specielt de små virksomheder rammes utrolig hårdt under corona. De små har i den her rapport langt højere byrder at skulle finansiere med banklån. Når en virksomhed har en udgift, er det til materialer, løn og moms, før de modtager penge – altså penge, de skal have ud, inden de får penge ind. Det kan true dem, og det kan true deres eksistens.

Jeg vil gerne sige tak til Dansk Folkeparti og Enhedslisten for at bakke op om SF's forslag. Jeg vil håbe på, at vi fortsat kan have et godt samarbejde i Erhvervsudvalget, og når det her bliver stemt ned, er SF også klar til at kigge på et frivilligt kodeks. Men vi skal også være de første, der råber op, når det nok viser sig, at det ikke virker. Tak for ordet.

Tak til SF's ordfører. Der er en kort bemærkning til fru Mona Juul, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Det er en fornøjelse, at ordføreren nåede at komme med et beslutningsforslag, også selv om jeg ikke synes, det er det bedste beslutningsforslag, ordføreren kunne være kommet med – men ikke desto mindre point for i hvert fald at forsøge.

Hvad er det egentlig, der gør, at ordføreren føler sig overbevist om det her med, at hvis vi ikke får reguleret betalingsfristerne, så vil det koste lokale arbejdspladser? Hvor er det helt præcis, at jeg kan se det henne?

Ordføreren.

Jeg mener, at når de små virksomheder ikke får deres penge ind, især under den her coronakrise, så har de ikke ret mange penge mellem hænderne. Vi kan jo se i den her coronakrise, at folk bliver sendt hjem, at der er brug for likviditet derude, at de har brug for deres penge her og nu, og jeg mener, at det vil give færre arbejdspladser på sigt.

Fru Mona Juul.

Hvornår ville ordføreren være tilfreds i forhold til den her ulige kamp, der bliver omtalt? Er det ved de 30 dage? Hvorfor er det ikke 10 dage? Hvorfor er det ikke 40 dage? Altså, hvorfor lander man på de 30 dage og mener, at det er der, den lige kamp er?

Ordføreren.

Jeg har lyttet til SMVdanmark, jeg har lyttet til de mange små og mellemstore virksomheder, som jeg har besøgt derude, og alle peger på 30 dage. Det er de ord, jeg har hørt på min vej, og det er dem, jeg bærer videre med herind i dag.

Således tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår derfor, at forslaget til folketingsbeslutning bliver henvist til Erhvervsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.