Det næste punkt på dagsordenen er:

8) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 1:

Forslag til folketingsbeslutning om at fastholde koblingsprocenten på det nuværende niveau.

Af Henrik Dahl (LA) og Alex Vanopslagh (LA).

(Fremsættelse 02.10.2019).

Forhandlingen er åbnet, men vi venter lige, til der er lidt mere ro i salen. Nu går jeg ud fra, at de, der ønsker at være i salen, har klaret det, de skal klare. Derfor går vi nu i gang. Det er børne- og undervisningsministeren.

Tak for det. Nu er der vist ved at være nogenlunde ro, det er godt.

Lige et øjeblik. Vi bliver nødt til at bede justitsministeren og andre om, at vi får lidt mere ro i salen. Der har været lejlighed til at kunne gå udenfor og fortsætte de forhandlinger, der er i gang. Nu håber jeg på, vi har ro til, at vi kan komme i gang med forhandlingen.

Værsgo til ministeren.

Tak for det. Regeringen foreslog i forbindelse med finanslovsforslaget for i år at sænke koblingsprocenten fra 76 til 71 for private friskoler. Og i den forbindelse foreslog regeringen også at afsætte en pulje på 75 mio. kr., der skulle kompensere de skoler, der ligger i yderområderne og i områder med betydelig afstand til en folkeskole, eller skoler, som har en socialt skævt balanceret elevgruppe.

Baggrunden for forslaget var, at vi skulle finde finansiering, og den finansiering skal i sagens natur bruges til de velfærdsinvesteringer, som vi har lagt op til i forbindelse med finanslovsforslaget, herunder at afskaffe omprioriteringsbidraget og sætte flere penge af til flere hænder i landets daginstitutioner. Og når man skal finde den slags penge, kigger man ud over landskabet og ser, om der er nogle steder, hvor vi ikke bruger pengene helt hensigtsmæssigt. Der faldt øjnene så i sagens natur på de private skoler, der, mens daginstitutioner og uddannelsessektoren har holdt rigtig hårdt for de senere år, har seksdoblet deres regnskabsmæssige overskud.

Vi må så erkende, at vi ikke kan få flertal for at gennemføre det, og derfor har vi, forud for at det her forslag bliver behandlet i dag, taget det af bordet igen i forbindelse med finanslovsforhandlingerne. Så vi må jo bare erkende, at det er der ikke flertal for i Folketinget, og så er den jo ikke længere. Men når Liberal Alliance alligevel fremsætter beslutningsforslaget om at fastholde en koblingsprocent på mindst 76 og vi derfor skal drøfte det i dag, så har jeg egentlig lyst til at benytte lejligheden til at begrunde vores forslag.

Jeg gik lige ind på Liberal Alliances hjemmeside, bare for lige at læse. Der har jeg ikke været siden valgkampen – det er egentlig meget interessant. Og der står der jo så en masse om, hvordan man skal effektivisere i den offentlige sektor, hvordan man skal bruge skattekronerne mere hensigtsmæssigt, og så skal, og jeg citerer: »forholdet mellem pris og ydelse selvfølgelig være i orden«. Her har vi så en sektor, der oveni at have fået skruet deres offentlige tilskud op – som vi altså bruger skattekroner på – har seksdoblet deres regnskabsmæssige overskud. De er blevet tildelt flere og flere skattekroner – tilmed af en minister fra Liberal Alliance. Så man må gå ud fra, at Liberal Alliance – og den tidligere minister – er bekendt med, at der er kæmpe forskelle på fri- og privatskolerne. Det vil sige, at man kunne have taget initiativ til at sige, at man skruer op for den del, der har behov for ekstra penge, og så lader man være med at skrue op for den del, hvor det regnskabsmæssige overskud i forvejen er stort. Vi taler om en sektor, der på det tidspunkt, hvor man begyndte at skrue op for det, havde et overskud på 60 mio. kr. om året. Og man kan sige, at det kan være lidt svært at fastsætte, hvad det regnskabsmæssige overskud præcis skal være, for en del af skolerne sparer jo op for på et senere tidspunkt at kunne bygge eller gøre andre ting. Men en decideret seksdobling af et overskud ville jo på en eller anden måde skulle vidne om, at man på et tidligere tidspunkt ikke havde kunnet få sektoren til at hænge sammen.

Tilbage til det her med, at fri- og privatskolerne i Danmark er inderligt forskellige. Jeg bliver også nogle gange lidt ked af, at vi tager den her debat, som om de alle sammen var ens. De bliver talt om, som om de er ens, og som om den opgave, de løfter, er ens; og det er den ikke. Det er dybt forskellige skoler, som løfter dybt forskellige opgaver i vores samfund. Og derfor er det jo også sådan – jævnfør det forslag, vi havde stillet – at vi mener, at der burde være forskel på, hvad man får i tilskud på de forskellige typer af fri- og privatskoler afspejlende den opgave, man løfter.

Rigtig mange friskoler er jo kommet til verden, f.eks. fordi den lokale folkeskole er lukket, eller fordi der aldrig har været en i det nærområde, man er i, eller det kan i hvert fald være mange år siden, der har været en. Og der fungerer friskolen jo som det bankende hjerte for et lokalsamfund. Det er typisk også skoler, hvor man får elever fra alle dem, der bor i nærheden – altså elevsammensætningen er bred – og man gør i øvrigt en dyd ud af at holde forældrebetalingen så lav, man overhovedet kan inden for tilskuddets rammer, fordi man har et ønske om, at elevsammensætningen skal være bred. Det vil sige, at man på de skoler jo både løfter den ene opgave, som handler om den faglige opgave – altså at lære børnene at læse og regne og alle de andre ting, man skal lære, når man går i skole, og de løfter også en anden opgave, nemlig en social opgave, ved at de tager en andel af de socialt udsatte børn, der er i området, og så afspejler de i øvrigt befolkningen bredt set i den opgave; og det vil sige, at de også løfter den opgave at være den sociale smeltedigel, der skaber fundamentet for sammenhængskraften i Danmark. Det er den ene – og i øvrigt ret store – gruppe af friskoler, vi har i Danmark. Og det var så vores oplæg, at man skulle gå ind og kigge på, om man kunne gøre det forskelligt, i forhold til hvor meget man får, alt efter hvem man er, og hvilken opgave man løser.

Men der, hvor vi i Socialdemokratiet gerne vil prioritere anderledes, er jo de steder, hvor opgaven simpelt hen er anderledes, fordi man har påtaget sig en anden opgave. Og der synes vi måske så, at det der med at mangedoble overskuddet – mens man andre steder i den offentlige sektor holder for – først og fremmest er et underligt signal at sende. Og det er jo ikke en hensigtsmæssig måde at bruge vores skattekroner på. Derfor kan det også undre, at det lige præcis er Liberal Alliance, der plejer at gå op i den slags, der fremsætter det her beslutningsforslag. Men fred være med det.

Men når elevsammensætningen bliver meget skæv, løfter man efter vores mening ikke hele den opgave, det er at drive skole. Man løfter dele af den, javel, og derfor skal man selvfølgelig have et tilskud. Men man løfter ikke hele opgaven, sådan som andre skoler gør. Og jeg synes jo, det er rimeligt, at vi ikke med den ene hånd ligefrem fremelsker den type af skoler i privat- og friskolesektoren, mens vi med den anden hånd bredt i Folketingssalen er i gang med en kæmpe øvelse, der handler om at sprede elever, sådan at vi får en bedre elevsammensætning overalt – lige fra vuggestuer og deropad til skoler og ungdomsuddannelser osv.

Vi har lige haft en debat om det i den her uge i Folketingssalen, og der var der mig bekendt kun et parti, der ikke var med på, at det er vigtigt, at vi får spredt eleverne. Og hvis man så kigger på friskoleverdenen, er der jo i hvert fald en del af den, hvor jeg og regeringen ikke synes, at det er nogen god idé at give incitamenter til, at der kommer flere penge. Så altså, det der med at nogle går ind og seksdobler et overskud i en sektor, samtidig med at den her type af skoler får gavn af det her, uden at man skeler til at sikre den forskelligartethed i tilskudsstrukturen, der gør, at vi får givet midler til dem, der skal have, duer ikke.

Og der kan jeg bare sige, at vi f.eks. har Herlufsholm Skole, som jeg tror de fleste kender – en af de ældste privatskoler i Danmark. Hvis man trækker tallene for, hvordan den sociale sammensætning er på en almindelig skole i Næstved, og hvordan den så er på Herlufsholm Skole, vil man se, at 8,7 pct. af de elever, hvis forældre kun har en grundskoleuddannelse, går på en almindelig skole i Næstved, mens 0,8 pct. går på Herlufsholm. 72,4 pct. af de elever, der går på Herlufsholm, har forældre, der har en mellemlang eller lang videregående uddannelse. Det er jo, som det er.

Jeg sætter bare spørgsmålstegn ved, om det egentlig er sådan, at man så løfter hele den opgave, det er at holde skole. Man løfter en del af den, javel, og derfor giver vi tilskud til det – og det skal vi også. Men løfter man den hele, hvis man også har den opfattelse, at det at holde skole i et samfund er at skabe fundamentet for den sammenhængskraft, der skal være i samfundet? Nej, det mener jeg faktisk ikke. Man gør det i hvert fald ikke i samme grad som andre steder. Og derfor mener jeg også, det er rimeligt, at man får færre penge end andre steder.

Når vi tager den her debat i offentligheden, og når jeg siger det her, ved jeg, at rigtig mange friskoler tænker: Gælder det så også os? Nej, og det er derfor, at jeg i hvert fald er så træt af, at den debat kommer til at handle om fri- og privatskoler under et. For en skole, der notorisk har en bred elevsammensætning, er jo ikke omfattet af det, jeg står og siger. Det er jo netop noget andet, for der løfter man så hele opgaven. Og man løfter mere af den opgave, som jeg mener man også fra det offentlige, altså over skattekroner, skal betale for bliver løst.

Så er der jo den anden del af de skoler, hvor jeg mener man heller ikke løser hele den opgave at være den sociale smeltedigel, som jeg mener det er et mål skolen skal være. Og der tager jeg så tallene fra toppen, forstået som der, hvor man har den største andel af en bestemt etnisk gruppe, nemlig Al-hikma Skolen, hvor 98 pct. af børnene har indvandrerbaggrund eller er efterkommere af indvandrere. Så er der Den Moderne Kulturelle Skole i Aarhus, som har 95 pct., Slagelse Privatskole med 91 pct., Al Huda Skolen med 89 pct. og så videre dernedad.

Jeg bruger en stor del af mine vågne timer på at prøve at bidrage til, at vi får skabt en bedre elevsammensætning i folkeskolen. Det problem har vi ikke løst endnu, og derfor kan man også finde eksempler på folkeskoler, hvor procentandelen efter min mening er alt for høj. Jeg synes jo ikke, en del af løsningen på det problem er at sætte koblingsprocenten så højt, at vi tilskynder til, at endnu flere opretter skoler af den karakter, hvor man fra starten af har defineret, at man skal have så skæv en elevsammensætning. Det mener jeg simpelt hen ikke.

Så altså, når man er gået fra at have en koblingsprocent på 71 til at have en koblingsprocent på 76 uden at håndtere det problem, at der er en række skoler – Herlufsholm Skole i den ene ende og de skoler, jeg nævnte her, i den anden ende – hvor elevsammensætningen er meget, meget skæv, mener jeg ikke har været den rigtige vej at gå. Og derfor mener vi som regering, at det at tænke i en koblingsprocent, der i højere grad afspejler den opgave, man løser, hvormed den bliver forskelligartet, er den rigtige vej at gå. Og det hører jeg i øvrigt der er andre partier, der også gør, og det glæder jeg mig rigtig meget til at diskutere med de partier.

Vi har haft en forskellig opfattelse af, om man skulle tage penge ud af fri- og privatskolesektoren; det har vi hørt der ikke er flertal for. Men den utrolig frugtbare diskussion, vi har haft med hinanden om at se mere forskelligartet på fri- og privatskolerne, synes jeg bestemt vi skal fortsætte. Og jeg så jo helst, at vi kunne få skabt en stabilitet både om fri- og privatskolerne og om folkeskolerne, sådan at vi får fordelt eleverne og sørger for, at man ved, hvad man har at forholde sig til med hensyn til økonomien i årene, der kommer. Det skulle være de indledende bemærkninger.

Tak for det. Der er korte bemærkninger. Først er det hr. Henrik Dahl. Værsgo.

Tak for talen og bemærkningerne. Talen udløser også fra min side et par bemærkninger og et spørgsmål. Den første bemærkning handler om Herlufsholm som eksempel – det kan man selvfølgelig godt tage, men det er et lidt specielt eksempel. Jeg er godt klar over, at der er en forkærlighed for lidt skæve eksempler. Når man sætter registreringsafgiften ned, kan Socialdemokraterne også godt lide at putte en Ferrari ind som regneeksempel på besparelsen – det er måske ikke sådan det mest typiske. Med hensyn til det husholderiske ville staten få en milliardudgift, hvis den skulle løfte forpligtelsen til at undervise alle børn og man teoretisk forestillede sig, at friskolerne ikke eksisterede, så på den måde er friskolerne jo alt i alt meget, meget rentable for staten.

Den egenkapital, som friskolerne har, skyldes jo typisk, at man følger Undervisningsministeriets anvisninger i forhold til egenkapital. Så mit egentlige spørgsmål er: Vil ministeren regulere de anvisninger, der er til egenkapital? Så enkelt kan man jo løse problemet.

Ministeren. Værsgo.

Ja, det er da en mulighed, og det vil jeg da gerne kigge på. Jeg håber, at Liberal Alliance vil gå konstruktivt ind i de kommende forhandlinger om de her ting. Jeg er sådan set fordomsfri, i forhold til hvordan vi går til det. Vi har taget vores forslag af bordet nu, og det vil sige, at nu skal vi jo finde andre veje til at opnå det, som vi ønsker i regeringen. Og jeg vil sige i forhold til det her med, om man løfter en opgave eller ej i friskolesektoren, at det jo er få år siden, at vi har haft en koblingsprocent på 71 – på det tidspunkt steg antallet af friskoler i Danmark. Så vores forslag om at sætte den ned til 71 pct. igen er at bringe friskolerne et sted hen, hvor man var for få år siden, og hvor der var en stigning i antallet af friskoler i Danmark. Det er bare for at sige, at det der med at sætte det op, i forhold til at man så lukker en hel sektor eller lukker hundredvis af skoler, og hvad der ellers har været ude at gå derude, mener jeg simpelt hen er noget vrøvl, og nu gentager ordføreren det så her.

Selvfølgelig kan der være skoler, der lukker – altså, skolerne har jo også selv et ansvar for at få tingene til at løbe rundt – men man ligger generelt med relativt store regnskabsmæssige overskud ligesom det her. Det samme gør sig jo ikke rigtig gældende, hvis vi ser på andre dele af den offentlige sektor. Nogle steder gør man, andre steder gør man ikke – det her er så et af de steder, hvor nogle skoler har haft rigtig store overskud.

Så er det hr. Henrik Dahl. Værsgo.

Det næste spørgsmål er noget andet, og det er mere en politisk drøftelse. Det centrale ved friskolerne er jo netop, at de er fri. Er det slet ikke en anledning for ministeren til at overveje – hvad skal vi sige – den kritik, der jo også ligger af politiske dispositioner i friskolerne? Der ligger ofte kritik af kommunerne for, at de har disponeret forkert ved at lukke skoler, og der ligger måske også en kritik af Christiansborg, i forhold til at man i virkeligheden har lavet nogle reformer, som mange forældre slet og ret ikke ønsker.

Ministeren, værsgo.

Jo, det mener jeg faktisk er den alvorlige del af det her, særlig fordi det, man jo kan se, er, at der sker en stærk stigning efter kommunalreformen, hvor kommunerne bliver større, og det vil sige, at kærligheden til de små skoler bliver mindre, og derfor lukker rigtig mange folkeskoler i kølvandet på kommunalreformen. Det synes jeg er rigtig trist, fordi jeg sådan set mener, det udsulter områder, hvis der ikke er en skole. Og når jeg laver den skelnen, som jeg gør, også i min tale, er det, fordi jeg har overordentlig stor kærlighed til mennesker, der gerne vil drive skole, fordi det er godt for et samfund og selvfølgelig også for, at man skaber fællesskaber i et samfund. Så der er den differentiering.

Så er det Ole Birk Olesen. Værsgo.

Nu ligger såvel friskoler som folkeskoler jo i et spektrum, hvor nogle er sådan mere elitære, set ud fra hvor de har deres rekrutteringsgrundlag, og andre er ikkeelitære. Og derfor er det jo noget vrøvl – det siger jeg nu, hvor det er ministeren selv, der først brugte ordet vrøvl om noget, der faktisk ikke er noget vrøvl – at ministeren sammenligner gennemsnittet af folkeskoler med en af de mest elitære privatskoler, der findes, nemlig Herlufsholm. Ministeren kunne jo lige så godt have sammenlignet Herlufsholm med Endrupskolen i Fredensborg, Tranegårdskolen i Gentofte eller Dronninggårdskolen i Rudersdal, for nu at tage de tre skoler, der har det højeste gennemsnit blandt eleverne, og som derfor også har en forældrekreds, som ser ganske anderledes ud end i den gennemsnitlige folkeskole. Så det var jo noget vrøvl.

Men det er meget kendetegnende for den måde, ministeren har grebet det her an på – også det med hele tiden at tale om de frie skolers overskud. De frie skoler skal bruge deres overskud til at renovere bygninger, og hvis man kigger ud i landet, er der i hvert fald én ting, der er helt sikker: Den gennemsnitlige fri- og privatskole har ikke lige så gode bygninger som den gennemsnitlige folkeskole.

Ministeren, værsgo.

Nu kommer ordføreren jo så med nogle eksempler på nogle skoler, hvor jeg også har et ønske om at sprede eleverne – det sagde jeg også i min indledende tale. Altså, vi har jo i Socialdemokratiet et ønske om, at skoler i høj grad skal afspejle befolkningssammensætningen. Det er jo derfor, at vi i Socialdemokratiet er optaget af, hvordan man tegner skoledistrikter på det kommunale niveau hos vores borgmestre; det er derfor, vi er optaget af det her i Folketinget; det er derfor, vi har indkaldt til forhandlinger om det som noget af det allerførste. En af de første aftaler, vi overhovedet har landet her, har jo handlet om fordelingen af elever på de gymnasiale uddannelser.

Så i forhold til det, at ordføreren kan komme med eksempler på andre skoler, der så er offentlige, og hvor elevsammensætningen er skæv, vil jeg sige, at der skal vi bruge en anden redskabskasse, og det er vi i gang med. Det er faktisk dér, vi allerførst har landet aftaler, for vi har en anden opfattelse af, hvad folkeskolens og dermed også fri- og privatskolernes opgave i samfundet er, end Liberal Alliance har. Vi mener, at det skal være en social smeltedigel, hvor vi lærer hinanden at kende på kryds og tværs. Vi kommer jo til at skulle bo i opgang med hinanden, vi kommer til at skulle være hinandens chefer, medarbejdere og kollegaer. Vi skal kende hinanden på kryds og tværs – det vil vi insistere på.

Tak. Ole Birk Olesen, værsgo.

Jamen held og lykke med det projekt at få børnene fra Rudersdal til at gå i skole i Ishøj osv. Det bliver dejligt at se, når det lykkes en dag – især hvis det kan foregå ved frivillighed. Hvis man tvinger folk til at busse deres børn rundt, er det jo knap så sjovt. Så det håber jeg ikke at ministeren er ude på.

Men stadig vil jeg sige, at det jo er helt useriøst at sammenligne en af de mest elitære privatskoler med en gennemsnitlig folkeskole. Hvis man vil sammenligne, må man sammenligne de mest elitære privat- eller friskoler med de mest elitære folkeskoler – for de findes også der.

Lad mig så sige om det her med, at der spares i det offentlige: Hvis der spares på de offentlige folkeskoler, vil koblingsprocenten også udløse, at der bliver sparet på privatskolerne i deres tilskud.

Tak. Ministeren, værsgo.

Jamen altså, i forhold til at man skal sammenligne, vil jeg sige, at det jo er forskellige redskaber, der skal til for at gøre noget ved den koncentration, der er af elever på folkeskoler, og så de redskaber, der skal til i den anden ende. Så jeg ved ikke rigtig, hvad det er, ordføreren gerne vil have at vi skal sammenligne.

Jeg mener, at der er et kæmpe problem på begge de typer af skoler, som ordføreren nævner, og jeg mener, det er helt urimeligt, at vi betaler samme kroner og øre-beløb. Jeg vil i øvrigt sige, at der jo er masser af kommuner i Danmark, hvor man gør det – i øvrigt på socialdemokratisk initiativ – at man giver flere penge til skoler, der løfter et større socialt ansvar, end til folkeskoler, der ikke gør.

Så er det Ellen Trane Nørby. Værsgo.

Når man hører ministerens tale i dag, kan man jo høre, at det grundlæggende er misundelse og en ideologisk modstand hos Socialdemokraterne, som er sådan grunden til, at Socialdemokraterne ønsker at knægte de frie skoler i Danmark og grundlæggende knægte forældrenes og børnenes frie skolevalg. Det synes jeg godt nok er trist, og jeg tænkte egentlig, efter det blev taget af bordet ved finanslovsforhandlingerne, at det da kunne være – og det var naivt – at Socialdemokraterne var blevet lidt klogere, men det har talen fra ministeren i dag vist ikke er tilfældet. Det her er en ideologisk kamp mod det frie skolevalg og mod friskolerne i Danmark.

Ministeren siger, at alle skolerne får det samme i tilskud. Det er jo faktuelt forkert. Ministeren har selv svaret mig, at under koblingsprocenten på de 76 ligger der en meget, meget stor omfordeling, som jo betyder, at spændet i de frie grundskolers tilskud svinger mellem 65 pct. og 98 pct. Nu har man jo haft hele valgkampen og al tiden siden valgkampen til at fortælle om, hvad det præcis er, Socialdemokraterne ønsker at omfordele yderligere. Kunne ministeren ikke fortælle det på talerstolen i dag, så vi kan komme ud over den her ideologiske kamp og måske begynde at høre, hvad det er, Socialdemokraterne egentlig mener?

Ministeren, værsgo.

Jeg er ikke helt sikker på, at jeg forstod den del, som ordføreren sagde om misundelse. Hvad er det, vi skulle være misundelige på? Altså, hvem er det, der er misundelig på hvem? Den del af spørgsmålet forstod jeg ikke, så det kan være, at ordføreren lige vil gentage det.

Så synes jeg jo egentlig, at jeg lagde ret meget til grund heroppe, at jeg synes, friskolesektoren og privatskolesektoren er meget forskellige. Så til det der med, at vi skulle have et eller andet imod friskoler og privatskoler, vil jeg sige, at ja, det har vi, dér, hvor man ikke har en ordentlig elevsammensætning. Ja, det har vi. Der mener vi ikke at man løfter hele opgaven. Men jeg synes måske også, man fra Venstres side skulle tage ned, at vi faktisk har et ønske om at styrke de små lokale skoler, der er blevet etableret, og som skaber fællesskab ude i lokalsamfundet. Det synes jeg måske det ville klæde Venstre at man faktisk lyttede til.

Ellen Trane Nørby.

Jo, men den omfordeling sker jo allerede i dag. På trods af hvad ministeren har stået og sagt her i salen i dag, nemlig at alle får det samme, så får de jo ikke det samme. Det viser ministerens svar på det spørgsmål, jeg har stillet til ministeren. Det tilskud, man får, spænder sådan set mellem 55 pct. og 98 pct. Så der sker jo en meget stor omfordeling i dag til de små friskoler.

Det er jo også derfor, at regeringens forslag ville have fatale konsekvenser for en lang række skoler, hvis man tog 300 mio. kr. fra friskolerne, og ville betyde lukningen af op mod 100 friskoler, særlig dem i yderområderne. Så kan ministeren ikke sige konkret, hvad det er, Socialdemokraterne vil, ud over at føre en ideologisk kamp mod friskolerne? Hvad er det for en omfordeling, der skal ske?

Ministeren, værsgo.

Det synes jeg jo egentlig at jeg har været ret konkret om. Det fremgik jo også af svaret. Og jeg er selvfølgelig i sagens natur bekendt med det svar, som jeg selv har sendt til ordføreren. Det giver næsten sig selv.

Vi har fremlagt et forslag, hvor vi ønskede at skære i koblingsprocenten, som er den samme for alle. Så er det rigtigt, at der er en underliggende mekanisme, som ordføreren har fået svar på. Vi ønsker at skære i koblingsprocenten generelt og så kompensere, hvis man er en skole, der eksempelvis ligger meget langt væk fra de steder, hvor der er folkeskoler.

Så er det Mai Mercado. Værsgo.

Det må alligevel være en svær debat, altså når man står helt alene som det eneste parti, som ønsker at nedsætte koblingsprocenten. Det er jo sådan, at hvis man gerne vil ud i et ideologisk korstog, er det rigtig godt at have nogle, der går med, for ellers ender man med at stå derude med fanen alene, og det er jo det, vi ser at ministeren gør lige nu.

Så jeg vil i virkeligheden bare stille det sådan helt åbne spørgsmål: Hvorfor ikke tage bestik af den sal, som ikke ønsker at nedsætte koblingsprocenten, og så stoppe med at udskamme de frie skoler, dem, som rent faktisk løfter et ansvar, og i stedet anerkende, at er de ikke hinandens forudsætninger, så hjælper de i hvert fald hinanden, og de bygger hinanden op. De er ikke hinandens modsætninger. Vil ministeren ikke gå den vej, når hun nu kan konstatere, at der ikke er ét andet parti i Folketinget, som synes, man skal gøre som ministeren, nemlig at nedsætte koblingsprocenten?

Ministeren.

Vi har jo taget forslaget af bordet. Altså, den eneste grund til, at vi har den her debat, er jo, at Liberal Alliance holdt fast i at ville have beslutningsforslaget på.

I forhold til det der med at stå alene synes jeg ikke, det er svært at tage en debat alene. Det kunne ikke falde mig ind at skifte standpunkt, alene fordi jeg følte mig alene. Jeg mener sådan set, at vi er valgt, fordi vi repræsenterer forskellige holdninger, og det mener jeg er noget af det fineste ved vores demokrati.

Det, jeg til gengæld er en lille smule rystet over, er, at der ikke er større kærlighed til sammenhængskraften i det her Folketing; at der ikke er større bekymring over, at en større og større andel vælger friskolerne; og at man har et behov for at sige, at fordi vi er nogle, der bekymrer os om det på en lidt anden måde end nogle andre, så skulle det betyde, at vi bare overhovedet ikke kan lide nogen former for friskoler. Altså, hvorfor har man et behov for at skulle skrue debatten et sted hen, hvor man siger nogle ting og regulært lægger os ord i munden. Altså, jeg siger jo heroppe fra den her talerstol, at regeringen har meldt ud, at vi har et ønske om, at de skoler, som skaber fællesskab i lokalsamfundene, har ordentlige betingelser. Vi mener, at de løfter en virkelig vigtig opgave, som blev forladt efter kommunalreformen. Hvilken del af det hører man ikke, og hvorfor bliver det udeladt fra debatten?

Nu er det Mai Mercado for sit andet spørgsmål. Værsgo.

På mange måder er det jo en fremragende debat, for den får jo virkelig de politiske forskelle frem. For vi synes jo netop, at de frie skoler også er med til at skabe fællesskaber. Og derfor tror jeg også, at ministeren vil opleve, at det provokerer rigtig mange – både forældre og andre, som har en aktie i uddannelsesverdenen – når ministeren siger, at man bare tjekker ud af fællesskabet, når man går på en fri skole. Der kan være rigtig mange årsager til, at man går på en fri skole. Det kan være, at man er blevet drillet og har brug for et skoleskift. Det kan være, at den lokale folkeskole er blevet lukket, og at der simpelt hen er for langt til en anden. Der kan være oceaner af gode årsager til, at man vælger det.

Men jeg vil bare spørge: Vil ministeren stoppe med at lægge de her besparelsesforslag frem, når det er ret tydeligt, at der ikke er andre partier i Folketinget end lige præcis ministerens eget parti, som ønsker at nedsætte koblingsprocenten?

Det får vi svar på nu. Værsgo til ministeren.

Hvorfor i alverden skulle jeg dog give en garanti for det? Altså, det ville da være dybt mærkeligt, hvis Socialdemokratiet stillede sig et sted, hvor man bare sagde: I al fremtid vil vi give en garanti for, at vi aldrig igen fremsætter forslag om vores egen politik. Omvendt gider jeg jo ikke stå hernede i Folketingssalen og blive stemt ned hver anden dag; det er jo spild af tid.

Altså, i en balance mellem de to yderpunkter tænker jeg at vi selv foretager en vurdering af, hvornår vi fremsætter hvilke forslag. Jeg har stået hernede til behandling af uendelig mange beslutningsforslag gennem mit liv, som jeg vidste der ikke var flertal for, og på et eller andet tidspunkt begynder man at synes, det er spild af tid.

Så er det fru Marianne Jelved. Værsgo.

Tak. Det er meget svært at sidde og vente så længe på at få ordet, men jeg føler virkelig et behov for at sige nogle ting meget klart, her i en indledning af debatten: De frie skoler er ikke skabt til at skulle vise, hvilken befolkningssammensætning der er i Danmark. De er skabt i 1855 ved lov og senere kommet ind i grundloven som en frihedsrettighed for forældre til selv at vælge, hvilken undervisningsform deres barn skal have – slut. Der er ikke en anden begrundelse for de frie skoler, og det er den begrundelse, der gør det muligt at lave frie skoler.

Så venter jeg mig egentlig meget af en invitation fra ministeren om, at vi tager fat på nogle af de problemer, ministeren har rejst fra talerstolen her, nemlig den meget skæve elevsammensætning, der er i nogle skoler, og nu taler jeg om folkeskoler. For det er folkeskolens opgave at være den fælles skole for alle børn, og derfor glæder jeg mig til at få en invitation til, at vi kommer til Vollsmose og besøger H.C. Andersen-Skolen, hvor 97 pct. af børnene er af en anden etnisk baggrund end dansk. Kan ministeren bekræfte, at det vil ministeren gerne gøre?

Så er det ministeren. Værsgo.

Nu har jeg jo været valgt i det område, hvor Vollsmose ligger, så jeg tror, at antallet af gange, jeg er gået op og ned i opgangene i Bøgeparken, er uendeligt. Vi kan godt tage til Vollsmose igen, hvis den radikale ordfører gerne vil det.

Jeg synes, at der bliver insinueret, at vi skulle have et ønske om ikke at have de frie grundskoler. Det er faktisk ikke tilfældet. Det, som vi drøfter her, er, om vi skal have den samme koblingsprocent som sidst, Radikale Venstre og Socialdemokratiet var i regering med hinanden. Altså, debatten her handler om, om koblingsprocenten skal være den samme, som den var, sidst vi havde regeringsmagten sammen, og det vil sige på et tidspunkt, hvor den efter min mening lå helt rimeligt. For da lå den et sted, hvor der var et overskud, som gjorde, at man kunne spare op, men dog ikke et større overskud end det, og det synes jeg er et rimeligt niveau. Jeg synes jo, at der skal være en eller anden form for fornuft og sammenhæng mellem de penge, som man sætter af til noget, og den opgave, der bliver løftet, og kan man se, at nogle dele af vores offentlige sektor kører med ret store regnskabsmæssige overskud, så er det min bedste overbevisning, at man skal finde ud af at bruge de penge bedre et andet sted.

Så vil jeg sige, at det for os er afgørende, at der også er nogle, der udfordrer statens måde at drive uddannelse på. Så det er ikke et angreb på ideen om de frie skoler fra vores side.

Så er det Marianne Jelved. Værsgo.

Så skal jeg gøre det klart omkring opsparing, punkt 1: De frie skoler er ikke i stand til at låne penge i en bank, når de skal lægge nyt tag på en skole. Det er der ingen banker der vil låne til en fri skole. Derfor er de nødt til at spare op, og det er, uanset om det er en privatskole, det er en fri skole, det er en lilleskole, eller hvad det er.

Punkt 2: Koblingsprocenten på 75 pct. er efter Radikale Venstres opfattelse den balance, som er den fornuftige balance. Så har vi sagt ja til at forøge de 75 pct. med 1 procentpoint til specialundervisningsaktiviteter på de frie skoler, og det står vi ved, og vi har intet ønske om at finde en anden balance. For der er ikke nogen anden bedre balance end 75 pct, hvis man spørger en radikal.

Tak. Ministeren.

Men det er vi blevet bekendt med i forhandlingsrummet og har jo konstateret, at der ikke er et flertal. Så det er jo ikke på vores billet, at den her debat bliver taget i dag. Vi har anerkendt, at der ikke er et flertal i Folketinget bag det – det har vi jo sådan set vidst længe, kan man sige – og nu har vi så også erkendt ved forhandlingsbordet, at det ønsker de andre partier, der sidder og forhandler finanslov, ikke at være med til, og derfor har vi taget forslaget af bordet.

Der, hvor jeg slår mig lidt på det, den radikale ordfører siger, er, at det bliver insinueret, at vi skulle have et problem med, at grundskolerne eksisterer. Det er der flere ordførere herinde der har sagt. Det har vi ikke, og det vil jo sige, at det, at koblingsprocenten bliver sat op og ned på forskellige tidspunkter i danmarkshistorien, ikke behøver at betyde, at man enten er fuldstændig for eller fuldstændig imod. Der synes jeg simpelt hen, at debatten bliver for sort-hvid.

Tak. Så er det Mette Thiesen. Værsgo.

Tak. Nu bemærkede jeg mig, at ministeren sagde det her med koblingsprocenten. Der blev åbnet rigtig mange friskoler, da koblingsprocenten var nede på 71 pct. Nu er jeg selv skolelærer og har været det i 10 år, og jeg kan godt huske, da ministerens eget parti lavede den fuldstændig forfejlede skolereform, hvordan forældre også søgte væk fra folkeskolen og netop søgte hen og åbnede dem. Så jeg vil bare have ministeren til at bekræfte, at det her store boom i friskoler bl.a. er baseret på, at ministerens parti fører og førte en fuldstændig forfejlet skolepolitik.

Ministeren.

Okay, det var måske alligevel et håb, jeg ikke tror jeg kan imødekomme. Jeg tror sådan set, det er noget andet end skolereformen, og ikke desto mindre noget, Socialdemokratiet har indført. Men jeg tror ikke, det var skolereformen. Jeg tror, det var inklusionen. Jeg tror, der er en kombination af to ting, som har givet et skub til de private skoler og friskolerne, nemlig 1) kommunalreformen og 2) inklusionen. De to ting tror jeg har været med til, at rigtig mange forældre har valgt ikke at være i den lokale folkeskole. Altså, vi har set den stigning, der har været. Så kan der være andre ting, også det her med, at der er lokale skoler, men det er lidt en anden debat, og det bliver for langt her.

Men jeg tror, at det er de to ting, og det vil sige, at ja, vi har et medansvar for det og derfor også et ansvar i forhold til at rydde op. Inklusion var jo noget, som man helt bredt vedtog i Folketinget. Vi var bannerførere for det, og jeg tror, at der mange steder simpelt hen ikke fulgte de ressourcer med, der skulle til, og det vil sige, at børn, der havde et støttebehov, ikke fik den hjælp, de skulle have. Omvendt var der også børn, som sad i klasser, hvor det simpelt hen var umuligt at få gennemført en undervisning. For der var nogle børn, der ikke fik den hjælp, de skulle have.

Mette Thiesen, værsgo.

Jeg vil sådan set godt give ministeren ret i, at inklusionsreformen også var fuldstændig forfejlet og en decideret spareøvelse på nogle af dem, som har allermest behov for hjælp i vores samfund. Så det vil jeg godt bakke op om. Men kombinationen af de to ting har jo selvfølgelig også gjort, at der er rigtig mange, der vælger folkeskolen fra. Det er derfor, at vi i Nye Borgerlige ser så positivt på, at forældre reelt har et frit valg, for det skal de have. Men jeg er sådan set enig med ministeren i, at inklusionsreformen også var fuldstændig forfejlet.

Ministeren.

Jeg synes jo, at vi i stedet for skulle bruge kræfterne på i fællesskab at sørge for, at der for det første er skoler til stede i alle egne af Danmark. Det synes jeg jo er den ene ting, man skulle, som konklusion på det, som ordføreren siger, altså sørge for, at der er skoler til stede i alle egne af Danmark. Det mener jeg sådan set er vores fælles opgave, og for det andet så at få rettet op på inklusionen. For det er jo fint nok, at der er nogle, der så kan vælge fra, men der er også andre, der ikke kan, og de sidder så tilbage. Det vil sige, at jeg synes, at der ligger en meget stor fælles opgave i at få gjort noget ved inklusionssituationen i folkeskolen.

Så er det Jens Henrik Thulesen Dahl. Værsgo.

Mange tak. Det hænger ikke helt sammen, synes jeg. Jeg hører ministeren tale om fordelen ved friskolerne og tale om, at de løfter en vigtig opgave. Jeg ved det selv fra Fyn, at der er rigtig mange steder, hvor vi i dag har friskoler, men hvor der ellers ikke er en skole i nærheden. Samtidig har man et ønske om at trække 300 mio. kr. ud af sektoren med en eller anden begrundelse om, at der er nogle, der har sparet op. Jeg forstår ikke, at man ikke starter med at sige, at vi her har en sektor, som vi skal beskytte. Så er der måske nogle ting, man gerne vil justere. Men nej, man siger, at de får alt for mange penge, og man siger, at de er forkælede. De får cirka tre fjerdedele af, hvad en almindelig folkeskole får. Er det at være forkælet? Er det at få alt for meget? Det syntes vi altså ikke i Dansk Folkeparti. Og jeg synes heller ikke, det hænger sammen med de argumenter, ministeren i øvrigt bruger, når hun taler om, at sektoren faktisk løfter en rigtig vigtig opgave. Så hvordan hænger det sammen?

Ministeren.

Det gør det lidt på samme måde, som da vi f.eks. i fællesskab justerede de gymnasiale uddannelsers bygningstaxameter. Det er jo et spørgsmål om, at vi indimellem skal bruge nogle penge et andet sted. Så kigger vi på, hvor de penge kunne findes. Det kunne de så på bygningstaxameteret på de gymnasiale uddannelser. Det er en aftale, vi lige har indgået med hinanden, så vi kan bruge pengene på fgu. Det, vi har gjort her, er, at vi har kigget ud over sektoren, og så har vi set på, hvor vi mener, der er blevet skruet mere op, end nødvendigt er, i forhold til hvor der ikke er.

Vi har et ønske om, at der kommer flere ud i daginstitutionerne. Vi har et ønske om at fjerne omprioriteringsbidraget. Og et af de steder, hvor vi kunne anvise en finansiering, var et sted, hvor man har seksdoblet overskuddet. Det er jo ikke helt den samme situation, der har været i vores daginstitutioner eller i øvrigt på vores ungdomsuddannelser, der har været underlagt omprioriteringsbidraget. Vi har haft et ønske om at skabe en balance, med hensyn til hvor mange penge man fik. Det mener vi ikke at der har været før. Det var den balance, vi ønskede at rette op på. Anderledes er det jo ikke.

Jeg tror ej heller, at ordføreren opfatter det som et decideret angreb på de gymnasiale uddannelser, at vi har fundet nogle penge på bygningstaxameteret.

Jens Henrik Thulesen Dahl.

Vi synes jo faktisk heller ikke, at det i forbindelse med den aftale, vi lige har indgået – det vedkender vi os selvfølgelig, for det var en gammel aftale, at vi skulle finde de penge – var i orden, at ministeren blev tvunget til at finde pengene på gymnasieområdet, når man nu har et råderum. Og når vi har en regering, der meget tydeligt har sagt, at vi skal satse på uddannelse, at vi skal sikre, at der gives flere midler til uddannelse, så er det mærkeligt, at man ikke engang vil prioritere den nye uddannelse, fgu, som vi er enige om skal bruge de midler, i det store råderum, der ligger, men insisterer på at tage dem fra de små gymnasier.

Værsgo til ministeren.

Det er også en rigtig god debat. Den får vi anledning til at tage. Min pointe var egentlig snarere den, at når ordføreren sætter lighedstegn mellem, at vi gerne vil skrue ned for koblingsprocenten, og et angreb på de frie og private skoler, siger jeg bare, at når vi skruer ned på bygningstaxameteret på gymnasierne, har jeg dog ikke hørt nogen sige, at det er udtryk for et ønske om, at vi gerne vil lukke en masse gymnasier, eller at vi er imod gymnasiesektoren eller deslige. Jeg kunne bare godt tænke mig samme nuancer i den her debat. Vi har ikke et ønske om at skulle udsulte nogen eller andet. Vi kigger bare ud og ser, hvor der er mange penge henne nu, og hvilke opgaver man løser. Der synes vi så, at der i forhold til den opgave, man løser, har ligget lige rigeligt med penge sammenlignet med det, man har på andre velfærdsområder.

Vi siger tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Derfor går vi videre i ordførerrækken til hr. Jens Joel, Socialdemokratiet.

Tak, formand. I dag diskuterer vi jo et beslutningsforslag fra Liberal Alliance, som, om man så må sige, vil fastlåse støtten til privatskoler på et bestemt niveau. Det er jo rigtigt, som ministeren også har været inde på, og som forslagsstillerne også skriver i begrundelsen, at det her startede med en diskussion om, hvad det rigtige støtteniveau er for støtten til fri- og privatskoler i forhold til folkeskolen. Den har regeringen rejst med åbne øjne; vel vidende, at det ikke var alle skoler, som havde flere penge på kistebunden; vel vidende, at der er rigtig mange steder i den offentlige sektor, hvor man er på smalkost. Vi sagde, at vi faktisk godt synes, at man kan lave et støtteniveau, der svarer til det, vi havde for få år siden, som i øvrigt blev besluttet under den tidligere V-ledede regering i 2010, altså støtteniveauet på 71 pct. Det har jo ikke betydet, at der kom færre fri- og privatskoler i den periode, vi har været igennem efterfølgende. Men samtidig kunne vi se, at der over en årrække blev et større og større overskud i sektoren samlet set. Så sagde vi: Kan vi gøre det klogere? Kan vi både spare nogle penge, fordi der er penge i det her område, men også sikre de fri- og privatskoler, der løfter en særlig social opgave, eller som ligger et sted, hvor der tidligere var en folkeskole, og hvor der ikke længere er en folkeskole? Dem bliver vi nødt til at holde hånden under, så vi undgår skolelukninger og i øvrigt også den lidt voldsomme debat, der har været, om, hvor store konsekvenserne ville være. Jeg tror, at Detektor og andre jo har prøvet at finde belæg for de påstande, der har været beskrevet, om hvor mange skolelukninger det ville medføre, og det har faktisk været lidt svært at gøre det håndgribeligt.

Men der er ingen tvivl om, at for os er det klart, at der er steder i landet, hvor der ikke længere er en folkeskole, og hvor friskolen eller privatskolen – men jo ofte friskoler derude – faktisk løfter den opgave, at de er lokalområdets skole. Det er med til at sikre det fællesskab, der er i det lokalområde, og det er selvfølgelig ekstremt vigtigt. Ligesom vi anerkender vigtigheden af, at der er nogle fri- og privatskoler, der løfter et stort socialt ansvar.

Så jeg ville gerne have, at debatten blev lidt mere nuanceret, altså ikke bare om fri- og privatskoler, men også om, hvad det er for nogle fri- og privatskoler, som faktisk bidrager til fællesskabet lokalt, og hvad det er for nogle fri- og privatskoler, som nogle steder stempler ud af det. Altså, jeg tror, det er et svar til fru Ellen Trane Nørby. Ministeren har på opfordring fra Venstres ordfører gennemgået, hvor mange specialelever der er på fri- og privatskolerne. Og svaret viser jo, at der er 98 fri- og privatskoler, som ingen timer har til specialundervisning. Det siger jo et eller andet om, at lige så vel som der er nogle fri- og privatskoler, der løfter en stor opgave, så er der også nogle, som ikke gør det. Vi har set, at en af de mest almindelige årsager til, at fri- og privatskoler udskriver elever, er psykiske eller sociale vanskeligheder. Det synes jeg vi bliver nødt til at diskutere med hinanden helt åbent, uden at det skal gøres til et ideologisk korstog eller i øvrigt til et fuldstændig umotiveret angreb på en bestemt skoletradition i Danmark.

Det er jo også derfor, at vi sammen med partierne i forståelseskredsen, dem, der bragte regeringen til magten, har skrevet, at vi gerne vil kigge på, hvordan man kan indrette et socialt taxameter, sådan at man ligesom sikrer, at den måde, vi støtter fri- og privatskolerne på, understøtter, at de tager et socialt ansvar.

Så til diskussionen om Liberal Alliances beslutningsforslag: Det er jo velkendt, at Liberal Alliance synes, at koblingsprocenten skal være højere, og jeg har endda også hørt, at man tidligere har sagt, at den skulle være endnu højere. Nu skal den så være mindst 76 pct. Men jeg er lidt uforstående over for, hvad det er, man gerne vil have Folketinget til at beslutte, eller hvad der skulle ligge af sikkerhed i det.

Vi har taget forslaget om at nedsætte koblingsprocenten af bordet, fordi der ikke er flertal i Folketinget. Nu vil man så gerne i dag have, at vi beslutter, at den ikke må være lavere end 76 pct., men det holder jo kun, indtil der eventuelt om en måned er et nyt flertal i Folketinget. Derfor er der jo ikke meget sikkerhed for nogen i det. Vi kan konstatere, at der ikke er et flertal for at sætte koblingsprocenten ned; ergo kommer det ikke til at ske lige nu, uanset om man vedtager Liberal Alliances forslag eller ej. Jeg kunne da godt tænke mig at spørge, om Venstre, om Liberal Alliance, om nogle af de partier, som nu synes, at den eventuelt skal låses, så ikke mener, at det, man gjorde i 2010, var en fornuftig prioritering, hvor man sagde: Hvad er den samlede økonomiske udfordring; er vi nødt til at spænde livremmen ind, også på fri- og privatskolerne? For det var jo det, man gjorde. Og det vil man ikke have mulighed for, hvis man rent faktisk vil fastlægge en bestemt koblingsprocent.

Så langt hellere end at fastlægge et eviggyldigt niveau for, hvor den skal være, så vil jeg hellere diskutere, hvordan vi får indrettet systemet, så det understøtter en bedre balance, også på fri- og privatskolerne. Det har vi brug for.

Der er korte bemærkninger. Først er det Henrik Dahl. Værsgo.

Jamen jeg vil gerne svare på spørgsmålet. Altså det, som beslutningen lægger op til, er sådan set at skabe ro om friskolernes økonomi præcis af de årsager, som fru Marianne Jelved så nøjagtigt har gjort opmærksom på – altså de særlige økonomiske forhold. I den situation, som den radikale ordfører gennemgik, er det en god idé, at der er ro og forudsigelighed om skolernes økonomi.

Men grunden til, at jeg har trykket mig ind her, er, at jeg undrer mig over, at Socialdemokratiet har et behov for at gentage sit spin om de frie skolers grådighed. Den soliditet, som de frie skoler har, kommer af, at de følger Undervisningsministeriets krav til egenkapital. Det er for at gøre det, der står i de officielle bestemmelser om krav til egenkapital. Det er stadig væk på grund af de forhold, der er omkring bygningsvedligeholdelse osv., at man følger de her regler. Så kunne man ikke godt blive fri for det her med grådighed og så bare sige, at de retter sig efter reglerne?

Ordføreren.

Jeg har ikke sagt noget som helst om grådighed, så kunne vi ikke godt blive fri for, at vi lægger hinanden ord i munden. Det, jeg siger, er, at der har været en udvikling, hvor man har seksdoblet et overskud, og man kan jo godt diskutere, om den udvikling skal fortsætte. Uanset hvor berettiget det er, at man sparer op til et nyt tag på skolen, så kan man jo godt diskutere, om den skal fortsætte.

Men jeg synes faktisk, at vi jo ligesom har taget det ned, nemlig at der ikke er et flertal for det lige nu. Til gengæld er jeg lidt mere tvivlende over for, hvad det er, Liberal Alliance med det her beslutningsforslag prøver at opnå omkring ro og forudsigelighed, som jeg tror ordføreren kaldte det. For sandheden er jo, at det altid er et flertal i Folketinget, der bestemmer, og lige nu er der den ro og forudsigelighed omkring koblingsprocenten, at der ikke er tæt på at være et flertal for at ændre den. Fint, så tager vi bestik af det. Det gør fri- og privatskolerne sikkert også derude.

Men der er jo ikke nogen sikkerhed ved, at Liberal Alliance får vedtaget et beslutningsforslag, fordi det kan ændres i morgen, hvis der er nogle partier, der får en ny holdning til det spørgsmål.

Henrik Dahl.

Det synes jeg da er en mærkelig måde at stille tingene op på, for vi har jo et system her i Folketinget, hvor vi laver aftaler med hinanden, og det fungerer jo dag ud og dag ind, år ud og år ind. Det her er jo også et oplæg til at lave en aftale, og det er på de vilkår, som man almindeligvis laver aftaler på. Jeg kan ikke se, at der er noget særlig mystisk i det.

Men jeg synes ikke rigtigt, at jeg fik svar på det, jeg spurgte om: Kan ordføreren bekræfte, at langt, langt de fleste friskoler simpelt hen retter sig efter de krav, der er til egenkapital og soliditet, som kommer fra det ministerium, som ordførerens partifælle står i spidsen for?

Ordføreren.

Tak. Jeg tror faktisk, at når man graver ned i tallene, ser man, at der er ret stor forskel på, hvor stort overskuddet er på de enkelte skoler. Det var jo faktisk baggrunden for, at vi fremlagde et forslag om at spare. Det handlede jo sådan set ikke om at tage nogle af de penge, der findes ude på skolerne, som de sparede op sidste år – det handlede om at undgå, at man fortsat akkumulerede i samme takt, som man havde gjort hidtil. Men når der er stor forskel derude, vil der være nogle, som har – om man så må sige – polstret sig til at kunne imødegå både bygningsvedligehold eller andre ting, der måtte ramme skolerne. Men der er også skoler, som ikke vil være særlig godt polstret.

Det var jo baggrunden for, at vi ud over den generelle sænkelse faktisk havde en pulje, som skulle tage højde for, om man var på vippen, altså om man risikerede lukning.

Ole Birk Olesen.

Hr. Jens Joel undrer sig over, at vi siger, at Socialdemokratiet her viser en ideologisk modvilje mod de frie skoler. Det behøver hr. Jens Joel slet ikke at undre sig over, for det er jo meget tydeligt i den måde, man argumenterer på. Når ens argumenter ikke er rigtige argumenter, men er besværgelser og manipulationer, så bliver vi jo nødt til at tro, at det er, fordi man har noget imod de skoler.

Til det her med, at de har haft et stort overskud de senere år, vil jeg sige: Altså, det er lidt større, end det har været tidligere, men det er jo noget, de skal bruge til at få moderniseret deres bygninger. Derfor vil jeg gerne spørge hr. Jens Joel: Er det ikke hr. Jens Joels indtryk, ligesom det er mit indtryk, at når man bevæger sig rundt i landet, så har de frie skoler ikke bedre bygninger end folkeskolerne – de har tværtimod dårligere og mindre moderne bygninger end folkeskolerne?

Ordføreren.

Jeg ved ikke, om jeg har været på alle skoler i forhold til at kunne lave en generel konklusion, men jeg vil sige, at hr. Ole Birk Olesen formodentlig har ret i, at der er rigtig mange fri- og privatskoler, som trænger til at få gjort noget ved deres bygninger, ligesom der er rigtig mange folkeskoler, der trænger til at få gjort noget ved deres bygninger. I næste uge skal vi diskutere et forslag fra Dansk Folkeparti, der handler om indeklima i folkeskolerne, hvor der i hvert fald også er temmelig mange ting at komme efter, for vi er udfordret på bygningsmassen på skolerne helt generelt.

Det, vi skal diskutere her, handler ikke om manipulationer. Jeg synes tværtimod, at man kunne sige: Hvis vi siger, at den opsparing, der er lavet nu, er med henblik på at renovere, så er mit spørgsmål til Liberal Alliance jo, om man faktisk synes, at det ville være hensigtsmæssigt at fortsætte stigningen i den opsparing. Altså, er det nødvendigt for at kunne renovere, eller har man de penge, man skal bruge nu? For det er jo det, jeg synes er den interessante diskussion; ikke om man skal tage de penge – for det er der jo faktisk ikke nogen, der har foreslået – som er blevet opsparet og akkumuleret over de sidste år.

Ole Birk Olesen, værsgo.

Jeg synes, at man som undervisningsordfører for statsministerpartiet bør vide, at det er det generelle billede derude, at hvis der står en stor funklende ny skole et sted i landet eller mange steder i landet, så er det ikke en privatskole – så er det en folkeskole. Jeg er helt enig i, at nogle folkeskoler stadig væk trænger til renovering, og det bliver gjort løbende.

De gamle og meget slidte skoler – de aflagte, gamle folkeskoler – som er blevet til friskoler, er privatskoler og friskoler. Så den socialdemokratiske undervisningsordfører bør vide, at det er det, der er tilfældet derude. Og derfor kan man ikke blive ved med at problematisere, at der de senere år har været lidt større overskud hos friskolerne, for de skal jo bruge pengene til at få nogle bedre bygninger.

Ordføreren, værsgo.

Jamen der vil jeg da sådan set opfordre Liberal Alliance til at diskutere, hvor stort overskuddet skal være med henblik på renovering af de bygninger, for så kommer vi jo ind i en substantiel diskussion om, hvad det er, man sparer op til. Vi har jo faktisk ikke sagt, at de penge, der nu er blevet sparet op i sektoren, ikke er nogen, man kan bruge på nyt tag eller på at renovere skolen. Vi anerkender fuldt ud, at der også er fri- og privatskoler, der står med et renoveringsbehov, lige så vel som der er folkeskoler.

Apropos manipulation skal man nok også passe på med at give indtryk af, at folkeskolerne i det her land står funklende nye derude alle sammen, for det er heller ikke dækkende.

Så er det Ellen Trane Nørby. Værsgo.

Tak. Jo mere man lytter til Socialdemokraterne i den her debat, desto mere klart bliver det, at det her kun er et ideologisk korstog mod det frie skolevalg, mod de rettigheder, som grundlæggende har eksisteret siden 1855, og som jo er en del af en stærk, stærk dansk skoletradition, hvor forældrene har retten til at vælge det skoletilbud, der er bedst for deres børn. Jeg synes jo, det er trist, at Socialdemokraterne på ingen måde tager bestik af, at der hverken i befolkningen eller her i Folketinget er opbakning til det ideologiske korstog fra Socialdemokraternes side.

Ministeren sagde tidligere, at Socialdemokraternes forslag om omfordeling går ud på at sikre, at de steder, hvor der ligger en friskole tæt på en folkeskole, skal man ikke have støtte. Jeg vil bare spørge ordføreren, om ordføreren ligesom kan være mere præcis på det. For tager jeg Midtals Friskole, som ligger i Helved på Als – og det kan jo godt være, at det er dér, Socialdemokraterne ønsker de frie grundskoler hen – så ligger den omkring 3 km og endnu mindre i luftlinje fra den lokale folkeskole. Skal den så miste sin støtte efter Socialdemokraternes opfattelse? Er det det, vi skal forstå med omfordeling?

Ordføreren.

Jeg synes simpelt hen, det er ret vildt, at man skal skydes i skoene, at når vi foreslår en koblingsprocent på samme niveau, som den daværende Venstreregering fastlagde i 2010, altså 71 pct., og som var gældende i en periode for ikke ret mange år siden, hvor der i øvrigt ikke kom færre, men flere fri- og privatskoler, så er det et ideologisk korstog. Da Venstreregeringen foreslog det her, var det, må man forstå, en god og fornuftig økonomisk prioritering af knappe ressourcer. Det er derfor, vi er her. Det er det, der er politikernes opgave, og derfor synes jeg egentlig, vi skal lade være med at anklage hinanden for at have motiver, vi ikke har. Når vi rejser en prioriteringsdebat her, er det ikke mere et ideologisk korstog, end det var, da Venstre rejste den prioriteringsdebat i forbindelse med genopretningspakken. Men man kan da sagtens være uenig, og ja, vi kan godt se, at der ikke er flertal for det her forslag. Det er faktisk derfor, det er taget af bordet.

Ellen Trane Nørby. Værsgo.

Ordføreren svarer jo overhovedet ikke på spørgsmålet. Det gjorde ministeren heller ikke, og det er jo, fordi Socialdemokraterne hverken op til folketingsvalget eller efter folketingsvalget har givet ét konkret bud på, hvordan det er, Socialdemokraterne ønsker at omfordele pengene. Det er jo derfor, man bare må tage ned, at det her handler om en grundlæggende modstand mod de frie grundskoler, mere end det er, fordi Socialdemokraterne har en god plan for omfordeling. For der er jo ingen andre, der må høre om, hvad den indeholder.

Jeg er også bare nødt til at sige, at når ordføreren ligesom står og sammenligner situationen efter finanskrisen – en global finanskrise, der har smadret landes økonomier og private menneskers økonomier – med den økonomiske situation, som Danmark står i i dag, hvor vi sådan set næsten aldrig har været stærkere økonomisk, giver det jo ingen mening.

Ordføreren.

Jeg er faktisk ikke sikker på, at jeg sammenligner den økonomiske situation, vi er i nu, med den, vi var i efter finanskrisen. Det, jeg siger, er, at der blev foretaget en økonomisk prioritering dengang, og at det ikke var udtryk for et ideologisk korstog. Det mener man så det er nu. Jeg kan ikke forstå, at når Venstre gør det, er det okay, og så er det ikke vendt mod privatskolerne, men hvis Socialdemokratiet foreslår det, så er det problematisk. Det er jo egentlig bare det, jeg synes vi skal ud over, for man kan sagtens sige, som Venstre har gjort, at de hverken er enige i, at det er nødvendigt eller gavnligt at spare på fri- og privatskolerne nu, og så kan vi i øvrigt få en diskussion, som jeg håber vi vil få, om, hvordan vi indretter systemet bedre. At vi vil tage den drøftelse om at sikre et større socialt ansvar alle steder, er også det, vi har lanceret i forståelsespapiret.

Mai Mercado, værsgo.

Det er vel indlysende, at der er forskel på at lave en meget, meget hård opstramning i en krisetid og så at stå med en bomstærk økonomi og ville nedsætte koblingsprocenten. Nogle gange skal man også passe på med at lægge ord i munden på hinanden, og jeg vil egentlig bare lige spørge lidt ind til nuancerne, for det kan jo godt være, ordføreren er et andet sted. Så jeg vil bare spørge hr. Jens Joel, om han også mener, at børn går i skole for samfundets skyld, og jeg vil også spørge, om hr. Jens Joel er enig i, at man vender fællesskabet ryggen, hvis man vælger en friskole.

Ordføreren.

Der kan være mange grunde til, at man vælger en friskole eller en privatskole. Når jeg siger, at der er nogle skoler – det er ikke så meget individerne, ikke så meget forældrene – der ikke tager elever med f.eks. specialundervisningsbehov, eller som ikke afspejler befolkningen i et område, eller som på anden måde stempler ud af det, f.eks. ved at udskrive elever, nogle gange i øvrigt også uden at høre dem først, på baggrund af nogle psykiske eller sociale vanskeligheder, så mener jeg, at skolerne vender fællesskabet ryggen, hvis ikke de understøtter det.

Jeg kan ikke gennemskue de enkelte forældres baggrund for at vælge en friskole eller en privatskole, og det ønsker jeg sådan set heller ikke at være dommer over. Det, jeg ønsker, er et system, hvor vi understøtter de friskoler, de privatskoler, som faktisk tager et socialt ansvar, når vi nu faktisk har en relativt stor friskole- og privatskolesektor i Danmark, for det synes jeg ville være klogt.

Mai Mercado, værsgo.

Se, det synes jeg var rigtig interessant, og i virkeligheden vil jeg også sige tak for også at være åbenhjertig. Ordføreren siger jo lige præcis ikke, at frie skoler kollektivt melder sig ud af fællesskabet, vender fællesskabet ryggen, og det betyder, at det er noget, undervisningsministeren står alene med. Det synes jeg var rigtig rart at få sat på plads, så tusind tak.

Ordføreren.

En stråmand kan man jo altid lave. Undervisningsministeren har sagt – i øvrigt fire eller fem gange – for 10 minutter siden, da ministeren var på talerstolen, at der er stor forskel på friskoler og privatskoler, og at vi ikke får en god debat, hvis vi bliver ved med at gøre det til én klump. Vi bliver tværtimod nødt til at kigge på, at der er meget stor forskel på, hvad de løfter af opgaver. Det er præcis det, som jeg egentlig også mener jeg gav udtryk for, og dermed er det heller ikke i modstrid med det, ministeren sagde tidligere. Tak.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Jens Joel. Vi går videre i ordførerrækken til fru Ellen Trane Nørby, Venstre.

Tak til Liberal Alliance for at fremsætte det beslutningsforslag, som vi behandler i dag. Jeg vil gerne fra Venstres side sige, at vi kommer til at bakke op om det og stemme for det, og vi synes sådan set, at det i den situation, vi står i, er helt på sin plads, at vi også tager den diskussion her i Folketingssalen og ikke kun i forhandlingskorridorer i Finansministeriet, hvor det er få partier, der er inviteret. Jeg synes sådan set, at debatten i dag allerede har vist, hvorfor det er så vigtigt, at det her beslutningsforslag behandles i dag, og jeg håber også på, at nogle af de partier, der sidder i finanslovsforhandlinger med regeringen, også vil bakke op og støtte op om beslutningsforslaget. For ministerens tale og Socialdemokraternes ordførers tale viser jo lige præcis, hvorfor der stadig væk er utryghed blandt både forældre og i sektoren af frie grundskoler generelt, deres undervisere og i det hele taget, for vi har jo en regering, der, på trods af at et bredt flertal i Folketinget ikke ønsker at sænke koblingsprocenten, fortsat fører et ideologisk korstog mod de frie grundskoler og klart og tydeligt også i dag siger, at man fortsat har et ønske om at sænke koblingsprocenten. Derfor synes jeg og vi fra Venstres side, at det ville være et rigtig stærkt signal, hvis vi i fællesskab i Folketinget kunne vedtage det beslutningsforslag, som Liberal Alliance har fremsat, fordi det netop vil skabe ro og stabilitet omkring den økonomiske situation for de frie grundskoler.

For os i Venstre handler det her grundlæggende om det frie skolevalg. Det handler om at sikre, at alle børn og deres forældre har retten til at vælge det skoletilbud, der passer til deres barn. Bag alle de omkring 120.000 børn, der går på en fri grundskole i Danmark, er der en unik historie. For nogle handler det om et pædagogisk valg, et valg af en særlig type undervisning, mens det for andre handler om, at man har en fri grundskole i ens nærområde, som grundlæggende er blevet den lokale skole, som man bakker op om, og som er en del af det lokale fællesskab, og som er vigtigt, også for at bysamfundet og landområdet hænger sammen. For andre igen handler det om, at man har haft et barn, der ikke har trivedes på en anden skole, og ligegyldig om det er den ene, anden eller tredje årsag, der ligger bag det skolevalg, man har truffet, mener vi i Venstre, at det er vigtigt, at alle har det frie skolevalg, at det ikke er en regering, som fører en ideologisk kamp mod forældrenes ret til at vælge det skoletilbud, der er bedst for deres børn.

Man skal bare vide, at sænker man koblingsprocenten – og ja, det var nødvendigt, efter at den globale finanskrise også havde fået sit tag i Danmark, i en kort årrække at sænke for så at hæve igen – ved vi også, at det medfører en højere forældrebetaling og dermed en begrænsning af det frie skolevalg, særlig en begrænsning for de familier, der har færre penge til rådighed. Derfor har det også en enorm social slagside, hvis man sænker koblingsprocenten til de frie grundskoler, fordi det netop vil betyde, at det er de familier, der har mange penge til rådighed, som vil have en større mulighed for at vælge en fri grundskole til deres børn.

Jeg synes, at Dorte Lange, som jo er næstformand i Danmarks Lærerforening, sagde det meget fint på Twitter, da debatten kørte, og hvor der jo var både socialdemokrater og andre, der netop fremførte ønsket om at spare 300 mio. kr. på de frie grundskoler, og hun udtalte, at man ikke styrker folkeskolen ved at – citat – gøre frie skolers vilkår dårligere. Og jeg må bare sige, at fra Venstres side kunne vi ikke være mere enige. Vi skal både have en stærk folkeskole – en stærk folkeskole, der løfter alle børn og unge, en stærk folkeskole, hvor elever og lærere trives, hvor vi har et stærkt undervisnings- og arbejdsmiljø, hvor vi har en folkeskole, som både fagligt og trivselsmæssigt løfter eleverne – og vi skal også have nogle stærke frie grundskoler, for det er ikke et enten-eller, det er et både-og, og det er en del af den uddannelses- og skoletradition, vi har haft i Danmark i mere end et århundrede, helt tilbage fra 1855, da de første aftaler om retten til at skabe sin egen skole blev grundlagt.

Derfor håber vi fra Venstres side, at man kan fra Folketingets side kan bakke fuldt og helt op om det beslutningsforslag, som Liberal Alliance har fremsat, for det vil nemlig sende et signal om, at vi ønsker ro om sektoren, at vi står vagt om alle forældres frie skolevalg, og at vi grundlæggende ønsker en stærk skole i Danmark, hvad end det er en stærk folkeskole eller det er en stærk fri grundskole. Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning fra hr. Jens Joel. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil bare spørge ind til noget rent faktuelt. For Venstres ordfører siger, at da man satte koblingsprocenten ned, var det forældrene, der betalte, og det gav en større ulighed. Så vil jeg bare spørge, om Venstres ordfører kan bekræfte, at under den tidligere Venstreregering, hvor koblingsprocenten jo blev sat op, da blev forældrebetalingen også sat op i de år. Så der er ikke nogen sammenhæng, sådan som ordføreren ellers påstår.

Ordføreren.

Selvfølgelig er der en sammenhæng – og det handler jo grundlæggende om, at en lang række skoler i de par år, hvor koblingsprocenten var sat ned, mange steder tærede på det yderste og også nogle steder faktisk friholdt forældrene, og andre steder var man nødt til at sætte forældrebetalingen op – der er også forskelle og variationer. Efter de år, efter genopretningspakken – som jo var en meget hård beslutning, og som i modsætning til det, Socialdemokraterne står for, jo ikke handlede om en ideologisk modstand mod de frie grundskoler eller om det frie skolevalg i Danmark – var der rigtig mange af skolerne, der efterfølgende med beslutningen for finansloven for 2016 havde behov for at genkonsolidere deres økonomi. Jeg håber da på, at vi netop ved at øge den sociale koblingsprocent fra de 75 til de 76 vil kunne se, at det kommer til at betyde, at endnu flere frie grundskoler løfter et større socialt ansvar. Det er derfor, vi har indført den sociale koblingsprocent, og det kommer vi også til at støtte fremadrettet.

Jens Joel.

Man skal bruge mange ord, hvis man skal snakke uden om det her. Kan ordføreren ikke bare bekræfte, at mens koblingsprocenten steg, er forældrebetalingen også steget over de senere år?

Ordføreren.

Jeg synes sådan set, jeg svarede i første runde. Og jeg synes egentlig også, jeg svarede mere detaljeret end Socialdemokraterne, inklusive ministeren, som brugte usandsynlig mange spørgerunder på ikke at give et eneste svar på, hvordan Socialdemokraterne ønsker at omfordele mellem skolerne, selv om vi spurgte før valget, efter valget og nu har spurgt igen i dag. Så skulle vi nu ikke prøve at se, om vi kunne få lidt præcise svar fra dem, der har regeringsmagten, nemlig på: Hvad er det egentlig, man vil, når man gerne vil spare 300 mio. kr. på de frie grundskoler i Danmark? Det er ikke et ønske, vi deler fra Venstres side, netop fordi vi også ønsker, at det skal være tilgængeligt for alle at vælge en fri grundskole for deres børn.

Jeg ser ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger, og derfor går vi videre til Jens Henrik Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti.

Det har været trist at være vidne til Socialdemokratiets angreb på friskolerne. Regeringen vil spare 300 mio. kr. på det offentlige tilskud til landets mange friskoler, som ikke mindst er udbredt uden for de største byer. Det er et hårdt slag for provinsen, som i forvejen må lide under, at regeringen med sit finanslovsforslag også vil fjerne den bredbåndspulje, som ellers har været med til at udbrede hurtigt bredbånd i de mere tyndt befolkede dele af landet.

Det er også paradoksalt, i forhold til at vi i lang tid er blevet bombarderet med budskaber om, at det er uansvarligt at spare på uddannelse, og at der skal sikres uddannelsestilbud, også uden for de store byer. Så sent som i går var der et samråd i Udvalget for Landdistrikter og Øer med forsknings- og uddannelsesministeren om netop uddannelse i landdistrikterne. Jeg havde håbet på at blive klogere på regeringens konkrete ambitioner på området. Det var et lukket samråd, så jeg skal ikke referere fra lokalet, men jeg kan bare sige, at jeg ikke var meget klogere på regeringens ambitioner, da jeg kom ud af lokalet, end da jeg gik ind i det. Og det er måske også derfor, at regeringen jo stadig gerne vil skære i tilskuddet til friskolerne.

Som finansminister Nicolai Wammen udtrykker det ifølge DR's nyhed om, at regeringen dropper forslaget om at spare 300 mio kr. årligt til landets fri- og privatskoler:

»Det er der ikke enighed om blandt de partier, som vi forhandler med. Derfor kommer det ikke til at indgå i de videre forhandlinger, at vi ønskede at spare 300 mio. kr. årligt på landets fri- og privatskoler.«

Regeringens angreb på friskolen er pakket ind i sådan en teknisk jargon om, at de bare nedsætter den der koblingsprocent fra 76 til 71. Det lyder måske ikke så galt, men det betyder jo altså 300 mio. kr. færre til friskolerne. Det ville være noget, der kunne mærkes. Koblingsprocenten er jo netop udtryk for, at en elev i en friskole får mindre i tilskud fra staten end en elev i en folkeskoleklasse. En koblingsprocent på 71 betyder således, at friskolerne pr. elev kun får 71 pct. af, hvad en folkeskole får i tilskud pr. elev.

Derfor er det sådan set fuldstændig latterligt, når Socialdemokraterne gennem længere tid har forsøgt at pakke deres angreb på friskolen ind i en retorik om, at de bliver overbetalt; vel gør de da ej! De får netop betydelig færre tilskudsmidler pr. elev, og specielt på de små skoler ude på landet, hvor skolen måske netop er opstået, fordi den lokale folkeskole er lukket, så kan det være et dødsstød, hvis tilskuddet sænkes så dramatisk.

Så derfor håber jeg da meget, vi i dag kan blive enige om at skabe en sikkerhed for de her skoler, så de ikke hele tiden skal gå i usikkerhed om, om tilskuddet nu går den ene vej, eller om det går den anden vej; kan vi være der i morgen, eller kan vi ikke være der i morgen? Lad os få koblingsprocenten fast. Og derfor støtter vi selvfølgelig Liberal Alliances forslag om at fastlåse den på de 76 pct. Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning fra hr. Jens Joel. Værsgo.

Tak til ordføreren for talen. Nu tror jeg faktisk, at ordføreren holdt sig for god til at kalde det et ideologisk korstog og grådighed og nogle af de andre ting, som vi er blevet beskyldt for, men ordføreren sagde dog, at det var trist, at man havde et ønske om at beskære. Jeg vil egentlig bare spørge, om det også var baggrunden, da man sidste gang valgte at nedsætte koblingsprocenten til 71, og om DF også syntes, det var trist, omend man medvirkede til det?

Ordføreren.

Ja, det syntes vi da var trist. Det var en del af en nødvendig plan på det tidspunkt, og det er jo en anden situation, vi er i i dag. Vi har en god økonomi i dag, og vi har en regering i dag, der taler dunder om, at vi skal støtte uddannelse, at vi skal have flere penge til uddannelse, og så har man alligevel et forslag om at skære ned. Så ja, det var en anden situation.

Jens Joel.

Mener ordføreren, at der er et bestemt niveau, som er naturgivet rigtigt for støtten til fri- og privatskoler? For den holdning kan man jo have. Jeg tror, jeg ville synes, at det var meget logisk, at vi altid, ligesom da DF sidst støttede, at man skar ned, forbeholder os retten til at prioritere midler. Så mener ordføreren, at der er et bestemt – jeg vil ikke sige gudgivet – niveau, som er det helt rigtige, for, hvor meget privatskolerne skal have, og er det i øvrigt 76 pct., som det tilfældigvis blev fastlagt til for par år siden?

Ordføreren.

Jeg tror, at det, der er helt centralt for privat- og friskolerne, er, at de har et fast niveau. Hvis man ser det over tid, har det været omkring de der 75 pct. i rigtig, rigtig mange år. Jeg tror faktisk, at de der ca. tre fjerdedele af det, man får i en folkeskole, er et meget fornuftigt niveau i forhold til at sikre, at friskolerne kan være der på en ordentlig måde, og at de også kan overleve ude på landet, hvor de reelt vil få et problem, hvis der bliver skåret ned på den måde, som regeringen har lagt op til.

Vi siger tak til Jens Henrik Thulesen Dahl – der er ikke flere korte bemærkninger – og går videre til fru Anne Sophie Callesen, Radikale Venstre. Undskyld! Jeg forstår, at det måske er Marianne Jelved, der er ordfører. Værsgo til fru Marianne Jelved.

Tak. Som jeg har sagt tidligere i dag og ved andre lejligheder, går Det Radikale Venstre ind for at fastholde koblingsprocenten på 75 plus 1, som er beregnet til specialundervisningsindsatsen på friskolerne.

Der er noget i den her debat, der virkelig generer mig, for ikke at sige provokerer mig, og jeg har antydet det i et spørgsmål tidligere i dag, men jeg gentager det lige. Der gives mange rosende ord fra forskellige ordførere og dermed fra forskellige partier om, at de frie skoler kan erstatte en lukket lille folkeskole i et landsbysamfund. Det provokerer mig rigtig meget, for det er slet ikke det, der er den frie skoles opgave. Men det gør de på grund af forældrenes valg. Forældrene har frihed til at vælge på baggrund af frihedsrettigheden i lovgivningen om de frie skoler.

Men vi risikerer med den retorik, vi bruger her, at give aflad til kommunalbestyrelser, som frisk og frejdigt lukker de små skoler, fordi de ved, at der kommer en friskole bagefter. Og dermed får kommunalbestyrelsen faktisk en meget billig skoleforsyning. Det er et citat fra en af borgmestrene, der har noteret sig det her fænomen – med tilfredshed i virkeligheden. Og på den måde bliver det også nemt for kommunalbestyrelserne at lukke en lille folkeskole i stedet for at prøve at få en anden struktur på deres skoledistrikter osv.

Det synes jeg vi skulle interessere os for ved lejlighed – ikke nødvendigvis i Folketingssalen, men ved forhandlinger og i drøftelser om, hvordan folkeskolens fremtid kan være. For det, vi diskuterer her, er jo bl.a. også de frie skolers – jeg var lige ved at sige anmasselse – måde at overtage skoledistrikterne på fra de små almindelige folkeskoler.

Så har jeg noteret mig, at Socialdemokraterne siger, at de gerne vil støtte de små skoler, der tager et socialt ansvar – det var et citat. Det synes jeg umiddelbart lyder som en udmærket overskrift, men jeg vil alligevel gerne sætte spørgsmålstegn ved det. For hvordan definerer vi så det at tage et socialt ansvar? Hvordan bestemmer vi, at forældre frivilligt skal vælge den lille friskole på en måde, som gør, at der bliver en bestemt form for diversitet på den lille friskole? Det vil jeg egentlig også gerne drøfte af interesse for, hvad det er for nogle overvejelser, man gør sig, når man bruger den formulering, at man skal støtte de små skoler, der tager et socialt ansvar. Det vil jeg sådan set også gerne, men jeg vil gerne vide på hvilken baggrund og hvordan, og det har jeg ikke hørt i dag. Men det kan vi vende tilbage til på et andet tidspunkt et andet sted.

Men jeg vil bare af principielle grunde understrege, at det ikke er de frie skolers ansvar at have en forskellig elevsammensætning. Nogle af de skoler, især privatskoler, er jo ældgamle, for at sige det ligeud. Jeg har engang været vikar på Taastrup Realskole for oceaner af år siden. Det var en privatskole, men den har bare ligget der altid, og den blev jo stor, fordi den på et tidspunkt var den eneste realskole, der var i det område, og derfor ligger der en stor skole dér, som er en privatskole. Det var bare for at tage et eksempel.

Så det der med at skære alt over en kam gør det egentlig ret vanskeligt at få en seriøs diskussion om de problemstillinger, som Socialdemokraterne rejser, og som jeg på sin vis har forståelse for – det vil jeg gerne understrege. Men når jeg sidder med den viden, jeg har, om grundlaget for, at man opretter en friskole, har jeg bare ikke det gode svar på det. Men derfor skal man jo ikke afvise at diskutere, hvordan man kunne finde et godt svar på det. Og det vil jeg i hvert fald ikke afvise.

Så vil jeg sige, at Radikale Venstre jo er tilhænger af en anden måde at bidrage til, at de frie skoler får mulighed for at løfte et socialt ansvar. Det var noget, jeg drøftede med den tidligere socialdemokratiske undervisningsminister Christine Antorini, og det var vi faktisk enige om, da vi på et tidspunkt gik til et folketingsvalg sammen, nemlig at sige, at kommunerne meget gerne må anvise et barn, som har brug for at få en anden form for skolegang end den folkeskole, der ellers er til rådighed, og så er det kommunen, der betaler forældrebetalingen for det barn til den friskole, og forældrene skal selvfølgelig acceptere, at det er den vej, man går, og skolen skal selvfølgelig også nikke ja til, at de løfter den opgave. Så der mener jeg også, at man kunne bidrage med at finde nogle måder at skabe en lidt mere varieret skole på, hvis det er det, der er opgaven, eller det, man gerne vil.

Men jeg vil godt slå en streg og sige, at under den streg lægger jeg alt det dér sammen og siger, at for mig og for Det Radikale Venstre er det helt afgørende, at den frie skole bevares som den frie skole, der vælges af forældrene selv og finansieres delvis af forældrene på et passende niveau. Og der er det niveau, der er i dag, passende.

Tak. Der er et par korte bemærkninger. Først er det hr. Jens Joel.

Tak for det. Jeg vil gerne kvittere for ordførerens åbenhed omkring de udfordringer, som vi deler, og tilsagnet om at diskutere, hvad vi så kan gøre ved det. Jeg vil også gerne sige i forhold til det, som ordføreren nævner omkring, at man ikke skal give et løbepas til kommunalbestyrelser, som betyder, at man lukker nogle skoler nærmest på forventning om, at der så er nogle andre, der løfter opgaven, at det vil vi også gerne diskutere, altså den balance. For jeg er sådan set enig i, og ministeren sagde det jo også, at noget af det, der har givet et skub til fri- og privatskolerne, jo har været kommunalreformen og den centralisering, det har medført. Så det skal vi snakke åbent og ærligt om hvordan vi får – om man så må sige – dæmmet op for. Og så aftalte vi jo også forud for dannelsen af regeringen, at vi ville kigge på det her, altså undersøge mulighederne for at lave det, man kunne kalde et socialt taxameter, eller i hvert fald et taxameter, som understøtter og belønner de skoler, der rent faktisk vælger at engagere sig i at tage et samfundsansvar. Og det er sikkert ikke på samme måde, at det skal gøres på alle skoler, men det er i hvert fald vigtigt set med Socialdemokratiets briller, at vi får lavet en balance, hvor man ikke bliver straffet, men tværtimod belønnet for den slags.

Ordføreren. Værsgo.

Tak. Vi står helt bag forståelsespapiret, så det, som hr. Jens Joels siger dér, kan vi ikke blive uenige om. Men lad mig bare tage et andet eksempel frem, som jeg synes vi burde tage med ind i den sammenhæng og være opmærksomme på – bare for fuldstændighedens skyld – nemlig at vi har en skole i Vollsmose, og vi har en skole i Aarhus, som begge er fremragende skoler med fantastisk gode lærere, pædagoger og ledelse, og de er veludstyrede osv., og alligevel har de en utrolig ensidig elevsammensætning: Over 95 pct. af eleverne har en anden etnisk baggrund end dansk. Og de ligger i almindelige kommuner, vil jeg sige – Odense og Aarhus er jo almindelige kommuner i mine øjne. Det er jo også en problemstilling, som jeg meget gerne vil sige hører med, når vi skal tale om det sociale ansvar.

Hr. Jens Joel.

Det er jeg enig i. Og jeg vil også sige i forhold til en af de skoler, jeg kender godt – Søndervangskolen i Aarhus – at der må man bare sige, at det er en dygtig ledelse, det er dygtige lærere, det går fremad, også på det faglige område, og derfor kan man ikke klandre dem for den måde, de driver skole på. Men jeg synes stadig væk, at vi skylder at tage en politisk diskussion, om det er hensigtsmæssigt, at elevsammensætningen er så anderledes, end den er mange andre steder. Og derfor skal vi også hele tiden holde det op imod, at man jo godt kan drive en god skole, uden man har den sociale balance. Det er det, vi skal prøve at tage ansvar for – de skal drive skolen med de børn, de har i skolen.

Værsgo, Marianne Jelved.

Ikke desto mindre hører det til i min måde at se samfund på, at vi også på det område sørger for, at der er en blandet elevsammensætning. Og i den anledning har Det Radikale Venstre faktisk lavet nogle modeller for, hvordan man kunne arbejde på at ændre den type problemstillinger, f.eks. ved hjælp af ændringer i skoledistrikter. Så det er bare for at få helheden med – det er ikke kun de frie skoler, vi vil diskutere den her type problemstillinger med; det er også folkeskolerne. Og vi er tilhængere af, at folkeskolen er en fantastisk god folkeskole – det er en fælles, offentlig skole, som kan tage alle børn – og det skal gerne præge dem alle sammen.

Så er det Henrik Dahl.

Jeg vil bare sige tak til fru Marianne Jelved for en rigtig god ordførertale, og jeg ved jo, at fru Marianne Jelved har været lærer i mange år før sin gerning her i Folketinget. Det, der kendetegner gode lærere, er jo netop evnen til at give eleverne en ahaoplevelse, og den ahaoplevelse, som jeg vil sige tak for, er at sætte ord på, at vi jo netop ikke skal diskutere frie skoler og folkeskoler som et nulsumsspil. Det er jo det ord, vi står og mangler, og hele ideen med at sætte det op som et nulsumsspil er jo utrolig forkert. Det er to forskellige skoleformer, som har to forskellige rationaler, og det er det, der er det afgørende.

Så synes jeg også, det er godt at minde om det her med, at de her friskoler jo tit går meget langt tilbage, fordi før 1958 kunne man jo ikke få en realeksamen i landdistrikterne. Det er jo derfor, at de ligger ude i landdistrikterne. Det er jo derfor, at man i det hele taget under den landdistriktsordning, man havde indtil trods alt ikke så mange år tilbage, grundlagde de her skoler. At man så bare skal sige, at nu har de løst deres opgave og nu kan de pakke sig selv bort, er et underligt rationale.

Tak for en god ordførertale.

Ordføreren.

Tusind tak for ordene til LA's ordfører.

Jeg vil godt lige supplere billedet, som blev tegnet her, ved at nævne Natalie Zahles Skole, som jo også har sin egen historie, fordi der faktisk var en kvindelig leder, der dannede sin egen skole, fordi hun ellers ikke kunne få afløb for sine evner og sin vilje til at skabe en god skole, og derfor har vi den skole liggende inde midt i København. Så det er igen en historie, som jeg mener vi skal tage på os og acceptere, at den er der. Det skal ikke være den historie, der afgør, hvilken fremtid vi giver de frie skoler.

Så er det fru Ellen Trane Nørby. Værsgo.

Tak til fru Marianne Jelved for en rigtig, rigtig god tale, som jeg fuldt og helt deler indholdet af. Der har jo været sådan ret meget misundelse, må man sige, fra Socialdemokraterne, i relation til at nogle frie grundskoler har haft en opsparing. Vi har også hørt om f.eks. Bordings Friskole i København, der har sparet op til vinduer, og andre, der sparer op til andet. Jeg vil spørge den radikale ordfører, om den radikale ordfører ikke kan være med til både at bekræfte og at sætte et par ord på, at der – i modsætning til folkeskolen – i de frie grundskolers budgetter jo ikke skelnes mellem det, man skal bruge til undervisning, og det, man skal bruge til anlæg eller til vedligehold og andet, og at det derfor de facto er sådan, at koblingsprocenten skal dække det hele, og at det så selvsagt påhviler en ansvarlig bestyrelse at skulle spare op, såfremt man laver renoveringer eller udbygninger eller på andre måder skal ændre bygningsmassen. Det står i kontrast til folkeskolen, der jo ofte har et anlægsbudget, et driftsbudget, og også har en kommunalbestyrelse bag sig, der kan gribe ind, hvis der er skimmelsvamp i den ene ende eller noget andet. For jeg synes, det er en dimension, der lidt har manglet i debatten i dag.

Ordføreren.

Jamen jeg er fuldstændig enig med Venstres ordfører, for det er afgørende at se for sig, at den koblingsprocent, de penge, vi – forældrene sammen med offentligheden – giver til den frie skole, dækker alt på den frie skole.

Det får mig så til at sige, at jeg sådan set en gang imellem kunne være fristet til at prøve at lave lidt strammere regler for, hvordan kommunalbestyrelserne må forvalte folkeskolerne. For der har vi virkelig nogle gange fået sat en kæp i hjulet, når vi har lavet en skolereform, hvor vi forudser, at sådan og sådan skal den indrettes og skolen skal bære præg af den reform, Folketinget har vedtaget, og der så er meget langt imellem de godbidder, hvor man kan se det. Og der siger kommunen mange gange: Jamen vi har ikke penge nok. Så jeg synes også, der er et problem, når vi taler uddannelse, for uddannelse er det, vi lever af – vores fremtid – og den opdragelse, vi giver vores børn, uanset hvilken skoleform de vælger, har vi jo som Folketing et ansvar for, og det vil jeg gerne være med til at drøfte, altså hvordan vi kan stramme kursen lidt over for kommunalbestyrelserne.

Ellen Trane Nørby.

Tak for det svar. Altså, jeg tror sådan set, når vi taler om folkeskolerne, at vi har behov for at afdække, om vi ikke kan give flere frihedsgrader, også flere ledelsesmæssige frihedsgrader, til de enkelte skoler for også at få noget af den dynamik og medejerskab, der jo ligger i de frie skolers kultur.

Men i relation til noget af det, som ordføreren sagde i sin ordførertale om hele det her spørgsmål om forsyningspligten, ser jeg sådan set også en problemstilling, der knytter sig til nogle af de mindre, frie grundskoler, der ligger landdistriktsområderne, nemlig at de jo grundlæggende har overtaget forsyningspligten fra en folkeskole, og der er vi også nødt til at drøfte, hvad det så betyder, for det giver nogle andre bindinger, også af de frie grundskoler, end det, der oprindelig var lagt i loven.

Ordføreren, værsgo.

Det svar var jeg rigtig meget glad for. Både i mit spørgsmål fra talerstolen tidligere i dag og heroppe har jeg forsøgt at få frem, at begrundelsen for de frie skoler ikke må være, at de erstatter en folkeskole, der er nedlagt; det synes jeg faktisk er forkert, og derfor må de finde en anden måde at gøre det på. Men det bliver oplevet som en forsyningspligt, eller en forsyningslettelse, for kommunalbestyrelsen, og det vil jeg meget gerne være med til at diskutere, også i offentligheden.

Fru Mai Mercado, værsgo.

Jeg synes jo, at der var en nuanceforskel, når man hørte ministeren og man så efterfølgende hørte den socialdemokratiske ordfører sådan ligesom tale for hele Socialdemokratiet, i forhold til det her med om nogen stempler ud af fællesskabet. Der vil jeg jo egentlig bare starte med et helt åbent spørgsmål, altså om fru Marianne Jelved mener, at man som forældre, hvis man vælger en friskole, så har valgt at vende fællesskabet ryggen. Stempler man så ud af fællesskabet?

Værsgo.

Nej, det gør man ikke. Men jeg har en vis svaghed – jeg kan lige så godt sige det her fra talerstolen, for så er der ingen, der behøver stille mig spørgsmål og den slags mere – for Socialdemokratiet, og derfor undgår jeg nogle gange at pege sådan nogle sætninger ud, som virkelig provokerer mig voldsomt. Dem venter jeg med at komme med til et andet tidspunkt under fire øjne, fordi jeg nødig vil blive uvenner med Socialdemokratiet. Sådan er svaret.

Så er der ikke flere bemærkninger. Tak til fru Marianne Jelved. Så er det hr. Jacob Mark, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. For en måned siden, tror jeg, var jeg på besøg på Den Grønne Friskole i København og blev voldsomt inspireret af alt det, de havde gang i, både fordi det var en friskole, der for kort tid siden var opstået, fordi nogle forældre savnede en anden måde at tænke pædagogik på, og også fordi det var nogle forældre, der savnede en anden måde at tænke indeklima på og tænke bygninger på, og det var nogle forældre, der, inden den skole kom, havde savnet en skole med et andet værdisæt, som så satte sig sammen med det umulige projekt at starte en skole, som skulle ligge midt inde i København.

I dag er det så en skole bygget på bæredygtige materialer, med en anden pædagogik, med grønne læseplaner og med børn fra mange forskellige samfundslag, og da jeg kom hjem, fik jeg faktisk sagt: Wow, den skole ville jeg gerne have at mine børn skulle gå på en dag. Jeg ved jo godt, at det nok ikke vil se sådan rigtig godt ud, hvis en SF'er sender sine børn på en friskole eller en privatskole – sådan har det i hvert fald været i pressen hidtil – men jeg kom også til at tænke mere generelt over, hvorfor det egentlig er, at vi har indrettet os sådan, at forældre, der har en brandgod idé, kan lave friskoler, de kan lave en anderledes pædagogik, de har frihed, og de kan udnytte det engagement, de har, mens der ikke er de samme rammer i folkeskolen for at gøre det. Hvor kunne det være fedt, hvis man kunne have gjort det samme med den lokale folkeskole! Det var bare en refleksion og noget af det, som jeg godt kunne tænke mig at sige lidt mere om lige om lidt.

Jeg mener, at der er brug for frie grundskoler; SF mener, at der er brug for, at forældre kan starte skoler som et pædagogisk alternativ, eller hvis kommunalbestyrelsen har truffet et dumt valg omkring at lukke en skole. Derfor er det også vigtigt, at der er en økonomi, at vi har et regelsæt, og at vi har en lovgivning, der også i fremtiden sikrer, at vi kan bevare den stærke friskole- og privatskoletradition, som vi har. Jeg synes, at de sidste 4 års skolepolitik har været fejlslagen, forstået på den måde, at jeg synes, at det var udmærket, at man hævede koblingsprocenten, og at det var udmærket, at man prioriterede de frie grundskoler, men jeg synes jo, at det var skævt, at man år efter år prioriterede de frie grundskoler uden også at prioritere folkeskolen. Så ved jeg godt, at de borgerlige vil sige, at de lavede en skolepræmiepulje, som skolevæsenet generelt set var imod, og som ikke løftede folkeskolen generelt. Der er tal i dag, der viser, at antallet af lærerstillinger er faldet markant over de sidste 4 år. Jeg kunne godt tænke mig, at vi fremadrettet kunne lave en politik, hvor vi både har stærke frie grundskoler, men hvor vi også styrker folkeskolen økonomisk og sørger for, at der bliver rum for at ansætte flere lærere, og også giver folkeskolerne meget mere frihed, end de har i dag.

På de frie grundskoler – hvis jeg skal tale lidt om, hvad SF's politik er dér, for det synes jeg er mere interessant end en eller anden ensidig debat om, hvad Socialdemokratiet har sagt en eller anden aften – har det været vigtigt for SF de sidste 4½ år at få styrket tilsynet. Det er lykkedes ad flere omgange med et bredt flertal herinde. Vi har fået lavet flere uanmeldte tilsyn, vi har fået ansat flere personer i Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, og vi har fået strammet lovgivningen, og det er godt. Nu lykkes vi så med vores næste sag, som også har været vigtig for os, nemlig at styrke elevrettighederne på de frie grundskoler, og tak til ministeren for at tage det op.

Det sidste, som har været vigtigt for SF, har været at få indrettet et socialøkonomisk tilskud, sådan at man i endnu højere grad end i dag belønner de skoler, som tager et stort socialt ansvar, og straffer dem, der ikke gør. Der er masser af friskoler og privatskoler, som løfter et socialt ansvar, og lad da dem få mere, mens dem, der ikke gør, dem, der ikke tager et socialt ansvar, skal have mindre. Det fik vi skrevet ind i forståelsespapiret, og vi glæder os til at få den debat om, hvordan vi kan indrette sådan et tilskud. Jeg noterer mig i øvrigt, at både Friskoleforeningen og Privatskoleforeningen også har meldt sig ind i den debat og sagt, at det vil de gerne diskutere, og jeg synes helt sikkert, at de skal inddrages, i stedet for at det er noget, vi bare gør i forbindelse med en finanslov.

Nu har jeg 30 sekunder tilbage – så jeg tror, jeg vil runde af med at sige, at vi skal styrke folkeskolen; mere økonomi, mere frihed. Vi skal have stærke frie grundskoler, der har den samme frihed, som de har i dag, med et ordentligt økonomisk grundlag. For os er de 76 pct. ikke hellige. Vi vil gerne have et socialøkonomisk tilskud, og vi vil gerne give eleverne flere rettigheder, og de debatter glæder vi os til at få i løbet af den her folketingsperiode, hvor man forhåbentlig kan få lavet en god skolepolitik både for de frie grundskoler og for folkeskolerne, og derfor stemmer vi heller ikke for det her forslag.

Så er der et par korte bemærkninger. Fru Ellen Trane Nørby, Venstre.

Jeg synes jo, det er trist, at SF ikke stemmer for det beslutningsforslag, som vi behandler i dag, for SF har jo ellers forsøgt at indikere, at man sådan set ønskede, at der skulle være ro omkring den økonomiske situation på de frie grundskoler. Det er jo sådan set det, beslutningsforslaget handler om. Der står intet i beslutningsforslaget, som er i modstrid med SF's ønske om, at der skal ske en anden omfordeling end den, der er i dag. Det står der intet om. Derfor vil jeg bare spørge: Hvad er det præcis, der er SF's argumentation for at stemme imod? Er det, at man er bange for at lægge sig ud med regeringen? Eller er det, at man grundlæggende ikke står ved det, man hidtil har sagt, nemlig at man ønsker ro og stabilitet omkring økonomien på de frie grundskoler?

Værsgo.

Vi ønsker ro, men jeg tror ikke, at der kommer ro, ved at vi stemmer for det her forslag, når der så venter et arbejde, som SF i øvrigt har fået igennem i regeringsforhandlingerne, om et socialøkonomisk tilskud. For os i SF har en koblingsprocent på 76 aldrig været et helligt tal eller et mål. Vi gik forrige gang til valg på, at man skulle hæve den til 74 pct. Hvorfor er det, at 76 pct. lige pludselig er blevet et helligt tal? Vi vil gerne have den mulighed i forhandlingerne sammen med friskolesektoren og privatskolesektoren, at vi – hvis vi finder ud af, at vi ved at tage 1 pct. af koblingsprocenten og bruge den på en meget smartere måde end i dag kan lave et megagodt socialøkonomisk tilskud, hvor man belønner dem, der tager et socialt ansvar, og straffer dem, der ikke gør – så kan gøre det. Den mulighed har vi jo ikke, hvis vi stemmer for det her forslag. Så i stedet for at låse mig og SF til et eller andet beslutningsforslag her i salen vil jeg meget hellere ind at lave en rigtig god lovgivning ovre i ministeriet, der sørger for at få friskolerne og privatskolerne endnu mere med på det sociale ansvar – forhåbentlig også sammen med Venstre.

Fru Ellen Trane Nørby, værsgo.

Men det, som SF's ordfører siger, er jo simpelt hen faktuelt forkert, nemlig at det her beslutningsforslag skulle betyde, at man ikke kan lave en omfordeling under koblingsprocenten. I dag, og det har ministeren jo svaret i et spørgsmål fra mig, er det sådan, at under koblingsprocenten på de 76 svinger den reelle koblingsprocent til de enkelte skoler mellem 65 pct. og 98 pct. Det vil den også kunne, selv hvis man vedtager dette beslutningsforslag. Så hvorfor er det, at SF ikke vil stemme for? Er det grundlæggende, fordi man ønsker at sænke koblingsprocenten, ligesom regeringen gør? Ellers burde det da være det letteste i verden at stemme for.

Værsgo.

Før man konstaterer, at nogen siger noget, der er sagligt og fagligt forkert, skal man lige lytte, for det, jeg sagde, var, at SF gerne vil have muligheden for, når vi laver det her socialøkonomiske tilskud, at vi, hvis vi finder ud af, at 76 pct. ikke er det bedste tal, men at 74 pct. måske er et bedre tal, kan tage økonomien fra de sidste 2 pct. og bruge den på en anden måde, f.eks. på de frie grundskoler. Den mulighed vil vi gerne have. Det har vi ikke med det forslag, der ligger her. Det er rigtigt, at man med det her forslag godt kan lave en samlet omfordeling, men vi vil have mere frihed end det, når vi sidder i forhandlingerne.

Tak. Så er det fru Mai Mercado, Det Konservative Folkeparti.

Det tror jeg er svært for folk uden for Christiansborg at forstå, altså at man ikke vil stemme for sin egen politik. Så bliver det sådan et spørgsmål om taktiske hensyn: Ja, hvis man kan få noget med nogle andre procenter og underliggende beregninger, og hvad der nu måtte være af forhandlinger, for så ville man stå sig bedre.

Altså, jeg synes jo, at man skal gøre det, der intuitivt må være det rigtige, og det er jo at stemme for det, der er ens egen politik. Så kan hr. Jacob Mark ikke lige forklare mig eller bare uddybe, hvorfor SF ikke vil stemme for sin egen politik i det her tilfælde?

Værsgo.

Men så antager ordføreren, at det forslag, der ligger her, er SF's politik, hvad der er forkert. SF's politik op til valget, SF's politik de sidste 4 år har været, at det vigtigste for os var at få lavet et socialøkonomisk tilskud. Det var ikke,at procenten lå på 76; det var heller ikke, at procenten lå på 75.

Altså, det vigtigste for SF har været at få lavet et socialøkonomisk tilskud, og de der 76 pct. er ikke et helligt tal for os. Det, jeg håber, vi kan ende ud i, er et bredt forlig på tværs af Folketingets partier, hvor man får lavet en omfordelingsmekanisme, der er endnu mere social end i dag. Og hvis det, der skal til for at lande det forlig, er, at vi lander på 74 pct. eller 75 pct., så kan SF fint leve med det. Det er i øvrigt det, SF hele tiden har sagt, men vi har ikke villet lave en generel grønthøsterbesparelse på finansloven, for så fik vi jo ikke vores socialøkonomiske tilskud – og det er SF's politik.

Fru Mai Mercado.

Det tror jeg er svært at forstå udenfor. På den ene side kan man godt nedsætte koblingsprocenten til 74; på den anden side har man sagt ude i offentligheden, at man ikke ønsker at nedsætte koblingsprocenten. Der er et eller andet, som er svært lige at forstå for almindelige mennesker.

Jeg vil i virkeligheden gerne spørge om noget helt andet, og det er: Igennem årene har man jo fået koblingsprocenten tilbage på det niveau, den var, og jeg forstår egentlig godt ordførerens ønske om at ville investere i folkeskolen, og til det vil jeg egentlig bare spørge: På hvilket niveau ønsker man at investere, altså i kroner og øre, og vil vi se det afspejlet i den kommende finanslov?

Værsgo.

Jeg synes, det er pudsigt, at ordføreren gør sig til talerør for alle almindelige mennesker – det ville jeg ikke selv turde, hvis jeg var politiker. Men jeg kan sige, at jeg stoler på, at dem, der lytter med, godt forstår, at det vigtigste for SF er at få lavet et socialøkonomisk tilskud. Det er ikke afgørende for os, at man lander på 76 pct.; det afgørende for os er, at man får lavet et socialøkonomisk tilskud. Og det er ikke vores mål at spare på de frie grundskoler.

Derudover er vi gået ind til forhandlingerne om finansloven med et bud på, at man skal investere 400 mio. kr. i folkeskolerne næste år og varigt 1 mia. kr. Det er jo altid forhandlinger, når det gælder finansloven, men jeg er overbevist om, at der kommer et løft – og også et markant løft – til folkeskolen. Det er på tide efter 4 år, hvor det er gået ned ad bakke med antallet af lærerstillinger i folkeskolen.

Tak. Hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance.

Sammen med den nuværende justitsminister, hr. Nick Hækkerup, og Venstres formand, hr. Jakob Ellemann-Jensen, udgav jeg sidste år et politisk opslagsværk, og meningen med det politiske opslagsværk var at indvie borgerne ude i landet i de mange mere eller mindre besynderlige traditioner, vi har her i landet. Under det punkt, der omhandler beslutningsforslag, kan man læse, at der er en lang tradition for at stemme imod ting, man sådan set er enig i, fordi man er i regering eller er støtteparti for en regering. Jeg vil sådan set bare benytte lejligheden til at sige hr. Jacob Mark tak for at illustrere den her fine pointe, der er i vores opslagsværk om, hvordan det politiske liv faktisk foregår – altså at man med sindsro kan stemme imod ting, man sådan set er enig i. Og så står der til sidst i opslaget, at det er der en lang tradition i Folketinget for at godtage. Det må jo være sådan, det er.

Tak. Hr. Jacob Mark.

Jeg vil altid bakke op om hr. Henrik Dahl, når han gør reklame for sine egne bøger, for hr. Henrik Dahl skriver godt og spændende. Jeg vil dog sige, at hr. Henrik Dahl drager den fejlslutning, at det her beslutningsforslag skulle være SF's politik. Det var også det, jeg lige sagde til fru Mai Mercado. SF's politik på friskoleområdet har de sidste 4½ år, hvor jeg har været ordfører, været 1) at styrke tilsynet, og det er lykkedes ad to omgange, 2) at styrke elevrettighederne, og der er et lovforslag på vej, og 3) at få lavet et socialøkonomisk tilskud.

Til gengæld har vi modsat de fleste andre herinde været rimelig uhellige i spørgsmålet om koblingsprocenten. Vi vil gerne have, at de frie grundskoler skal have en økonomi, der gør, at de kan drives på en god måde, men det har ikke været et helligt tal for os at lande på 76 pct. Nu har vi fået skrevet ind i forståelsespapiret, at man skal have et socialøkonomisk tilskud, så det ser ud til, at vi faktisk kan få vores tredje mærkesag igennem, hvis vi gør det her ordentligt.

Tak. Hr. Henrik Dahl.

Men konsekvensen af SF's stillingtagen i det her spørgsmål er jo bare, at man på den ene side får afmeldt en besparelse, der er meldt ud i finansloven for 2020, men at man på den anden side ikke får skabt ro om de her friskoler, som ordføreren netop har holdt et meget henført oplæg om. Derfor må ordføreren – forhåbentlig – kunne give mig ret i, at det er lidt besynderligt, at man på den ene side tvinger den regering, man er støtteparti for, til at afmelde en besparelse, men på den anden side ikke vil skabe ro om friskolernes økonomi. Det er en skoleform, man holder af, men som man åbenbart ikke vil imødekomme ved at give den ro om økonomien.

Tak. Værsgo til hr. Jacob Mark.

Vi ville ikke have det med i finansloven i SF, fordi det ikke var vores politik. Vores politik er det, der står i forståelsespapiret, som vi har aftalt med regeringen, og det var en sejr for os under forhandlingerne, at der skal indkaldes til forhandlinger ovre hos børne- og undervisningsministeren, hvor friskolesektoren og privatskolesektoren skal inddrages, med henblik på at få lavet et socialøkonomisk tilskud. Hvis vi havde stemt for finansloven, som den lå med Socialdemokratiets forslag, havde vi jo ikke fået det. Så selvfølgelig kæmper vi imod det. Men det, vi ønsker, får vi jo heller ikke ved at stemme for det her forslag, så vi gør det, vi har aftalt i forståelsespapiret, nemlig arbejder stille og roligt hen imod at få lavet et bredt forlig om et socialøkonomisk tilskud til gavn for friskolerne og privatskolerne og børnene.

Tak for det. Der er ikke flere kommentarer. Så er det hr. Jakob Sølvhøj, Enhedslisten.

Med Liberal Alliances forslag har vi jo fået lejlighed til at tage endnu en runde i den tilsyneladende evigt tilbagevendende diskussion om de frie skolers økonomi. Koblingsprocenten har jo i de sidste 8-10 år været sådan en politisk slagmark, og den diskussion, vi har haft – vi har også allerede set anstrøg af det i dag – har haft karakter af, at det her skulle bruges som afsæt for en ideologisk og meget principiel debat om de frie skoler.

Vi har det sådan, at sådan en principiel debat har vi sådan set ikke noget imod. Det kan være ærgerligt, hvis den i for høj grad føres via stråmænd eller ved at skabe karikaturer af andres synspunkter og så argumentere imod dem bagefter. Men jeg vil også sige, at jeg tror, at vi også vil komme til et sted, hvor den principielle diskussion kan gentage sig så ofte, at man sådan set selv er med til at skabe en betydelig usikkerhed om, hvordan de frie skolers økonomi skal være.

I Enhedslisten har vi som bekendt valgt at afvise regeringens forslag om at nedsætte koblingsprocenten til 71. Vi har ikke ønsket at forringe friskolernes økonomi i forbindelse med finanslovsforhandlingerne, og vi har heller ikke noget ønske om at forringe friskolernes økonomi i de kommende år.

Jeg vil også sige, at vi deler – med mange, tror jeg – bekymringen over den bevægelse, vi i de senere år har set foregå væk fra folkeskolen og over til de frie skoler. Vi har den opfattelse, at folkeskolen er et helt afgørende fundament for vores undervisningssystem. Det er en helt unik kulturel institution i vores samfund, og derfor er det bekymrende, at rigtig mange forældre fravælger folkeskolen til fordel for de frie skoler. Men når det er sagt, er det også vores synspunkt, at den måde, vi håndterer det problem på, jo altså ikke skal være, at vi forringer de muligheder, fri- og privatskoler skal have for at drive skole, men at vi i fællesskab løfter folkeskolen, så vi gør den til et mere attraktivt valg for forældrene. Det er vores politiske målsætning i den valgperiode, vi er i, at vi får et meget kraftigt løft af folkeskolen.

Når det så er sagt, mener vi i Enhedslisten, at det vil være fornuftigt, at vi kigger på, hvordan midlerne så er fordelt mellem fri- og privatskolerne. Det er allerede fremgået af debatten, at bag snakken om en koblingsprocent på 76 ligger der jo vidt forskellige tilskudsstørrelser, afhængigt af om det er en lille skole ude i landdistrikterne eller om det er en stor skole inde i vores byer. Vi synes, det ville være rigtig fornuftigt at kigge på fordelingen, og vi har, som flere allerede har været inde på, jo også lavet en fælles aftale i det politiske forståelsespapir om, at vi skal ind at kigge på en omfordeling, hvor vi bl.a. skal tage højde for gennem et socialt taxameter at give flere midler til de skoler, der løfter et socialt ansvar, og færre midler til dem, der i ringere grad løfter et socialt ansvar.

Jeg vil også godt sige, når vi nu diskuterer det her, at for os er det rigtig vigtigt, at den diskussion kommer til at foregå i en meget tæt dialog med de organisationer, der repræsenterer de frie skoler og privatskolerne. Jeg tror, det vil være rigtig uheldigt, hvis der bliver trukket nye modeller ned over fri- og privatskolerne, uden at vi meget grundigt har diskuteret det med dem, og uden at vi har forsøgt alt, hvad vi kan, at skabe en konsensus med den frie skoleverden om, hvordan vi gør det her på den bedst mulige måde. Det er i hvert fald vores intention.

Så vil jeg også sige, at vi ikke har noget ønske om at lade Liberal Alliance sætte præmisserne for den debat. Det kan sikkert glæde hr. Henrik Dahl, at han så får lejlighed til at gøre reklame for sin bog endnu en gang. Vi mener ikke, at koblingsprocenter er båret ned fra bjerget på stentavler. Til gengæld har vi den opfattelse, at det er vanvittig vigtigt, at vi ikke forringer de frie skolers økonomi. Det vil vi stå fast på, og vi vil så i den videre politiske debat forfølge spørgsmålet om, hvordan vi sikrer en bedre fordeling skolerne imellem, og hvordan vi – og det er nok vores allervigtigste mål i den periode – sikrer folkeskolen et løft, sådan at forældrene i højere grad betragter den som et attraktivt førstevalg.

Tak. Fru Mai Mercado, Det Konservative Folkeparti.

Tak for en i udgangspunktet en fin tale; altså tak for tydeligt at sige, at I ikke vil besparelserne, og også tak for at sige, at I vil inddrage de forskellige foreninger, der er, når deres forhold skal drøftes i en videre proces. Jeg synes jo, det bliver sådan lidt uldent, og jeg synes også, at det er sådan et nybrud, at nu skal det lige pludselig handle om ikke at ville stemme for et politisk forslag, fordi det ikke må være på Liberal Alliances præmisser.

Altså, det her handler jo om, at man fremsætter beslutningsforslag, og så stemmer man jo for dem, hvis man enig, og imod, hvis man er uenig. Så jeg vil egentlig bare gerne høre ordføreren sige, om man er enig i det beslutningsforslag, der ligger, hvor man altså fastholder koblingsprocenten på det nuværende niveau, især i betragtning af at man for ikke ret mange uger siden var ude at sige, at man ikke ville sænke koblingsprocenten.

Værsgo.

Vi har den klare opfattelse, at man ikke skal forringe friskolernes økonomi. Det kan man håndtere på flere måder. Vi har umiddelbart, som sagerne står, intet som helst ønske om at sænke koblingsprocenten. Man må jo sige, at hr. Ole Birk Olesen, som nu er gået, i debatten her har peget på, at der er snævert forbundne kar mellem folkeskolen og de frie skoler. Måtte vi komme igennem med vores målsætning om, at der tilføres rigtig, rigtig mange penge til folkeskolen, så kan det da være noget, der måtte være til diskussion på et tidspunkt. Men jeg vil også sige, at det der med at fortælle os, at det her vil være med til at skabe ro, køber vi ikke.

Altså, jeg har jo noteret mig, hvad hr. Henrik Dahl tidligere har udtalt om, hvad der skal ske med koblingsprocenten, hvis det står til Liberal Alliance. Det kunne man jo læse på DR's hjemmeside tilbage i maj i år, og der skulle koblingsprocenten sættes op til 80. Så det er jo ikke et ønske om at prøve at skabe ro og konsensus; det er et forsøg på at fastlåse koblingsprocenten i den nuværende situation, og så i øvrigt give sig selv frit lejde til at ændre den i det øjeblik, der kommer et andet politisk flertal. Det spil vil vi ikke være med i.

Fru Mai Mercado.

Men kunne vi ikke prøve at forlade det taktiske bare lige for et øjeblik? For hvis man nu bare følger debatten, virker det jo ulogisk og måske også lidt mærkværdigt, at der står et parti, som grundlæggende er enig i, at der ikke skal være besparelser. Man har været ude at sige offentligt, at man ikke ønsker at nedsætte koblingsprocenten. Så virker det jo intuitivt, som om man kunne støtte et forslag, som handler om at beholde koblingsprocenten på det nuværende niveau. Når man så ikke, fordi det åbenbart er Liberal Alliance, som har fremsat et forslag, skulle kunne unde dem, at man stemmer for det politiske forslag, så vil jeg da bare appellere til, at man holder fast i sin egen politik og stemmer for det, man sådan set er enig i.

Værsgo.

Vi holder fast i vores egen politik. Vi har sagt helt klart, at vi ikke ønsker at forringe de frie skolers økonomi, og det står fuldstændig fast, også i de kommende år. Jeg tror, det er rigtig vigtigt, at vi holder fast i, at det, der er kernen, jo er, hvad det er for en økonomi, der tilføres. Og måske virker det også sådan lidt, jeg vil sige dobbelttydigt, når man på den ene side fra et borgerligt flertals glad har skåret ned på folkeskolens økonomi gennem de sidste 4 år med den stærkt afsmittende virkning, det har i forhold til de frie skoler, så nu på den anden side vil kæmpe så heroisk for de frie skolers økonomi.

Jeg vil sige, at den måde at håndtere den politiske debat på har jeg egentlig ikke så meget respekt for.

Hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for ordførertalen. Hver dag skal vi jo alle sammen som politikere gøre alt, hvad vi kan, for at begrænse politikerleden, og jeg er ikke sikker på, at det måske er en superfin dag for Folketinget, når man af taktiske årsager stemmer imod et forslag, man dybest set er enig i, men det må folk ude på den anden side af murene jo selvfølgelig tage stilling til.

Jeg vil høre lidt mere om Enhedslistens skolesyn. Hvorfor går børn dybest set i skole? Går børn dybest set i skole af hensyn til sig selv og deres egen udvikling som mennesker, eller er det for at få nogle nøgletal i Danmarks Statistik til at passe bedre?

Værsgo.

Svært spørgsmål. Nej, jeg vil sige, at så enkelt er det jo ikke, for det er ikke et enten-eller, og det tror jeg heller ikke hr. Henrik Dahl mener. Selvfølgelig skal børn og i det hele taget mennesker uddanne sig for at udvikle sig, for at skabe gode muligheder for den enkelte, ikke bare på arbejdsmarkedet, men i livet som sådan, men samtidig har vi da også et samfundsmæssigt ansvar for, hvordan vi uddanner. Det har da kolossal betydning for det samfund, der omgiver os. Det at skabe et stærkt velfærdssamfund hænger da sammen med, hvordan vi driver uddannelse, og at vi sikrer, at der er gode uddannelsesmuligheder for den enkelte.

Så at opstille sådan en modsætning mellem det, der er behovet for den enkelte, det, der er rammerne for den enkeltes udvikling, og så de samfundsmæssige behov, bliver efter min opfattelse en skæv vinkel. Vi skal tilgodese både den enkeltes behov, men også de store fælles samfundsmæssige interesser, der er i vores uddannelsessystem.

Tak. Hr. Henrik Dahl.

Fru Marianne Jelved har jo på glimrende vis gjort rede for, at friskolerne er en frihedsrettighed, og hun har også påpeget, at barnet går i skole af hensyn til sig selv. Jeg synes bare ikke, jeg får svar på det, jeg spørger om. Hvor langt ind i friskolerne skal staten trænge for at lave social ingeniørkunst? Er der en eller anden grænse her, og stopper den sociale ingeniørkunst? Det kan jeg ikke blive klog på ud fra ordførerens svar.

Værsgo.

Vi værner om den friskoletradition, der er. Det har egentlig været mit indtryk, at der var andre partier, bl.a. også hr. Henrik Dahls, der var meget optaget af at indskrænke skolernes frihed under den forrige regeringsperiode. Vi har ikke noget ønske om at indskrænke skolernes frihed. Vi værner om de grundlovssikrede rettigheder, vi værner om mulighederne for at drive frie skoler på et værdibaseret grundlag, på et pædagogisk grundlag, men til gengæld er vi meget lidt begejstret for det, der allerede har været inde i debatten, når kommunerne udsulter lokale folkeskoler, sådan at det er friskolerne, der er nødt til at løse en opgave, der burde være kommunernes.

Tak. Fru Ellen Trane Nørby.

Tak. Jeg havde sådan set glædet mig til i dag, for her var faktisk en sag, hvor jeg troede at Enhedslisten og Venstre var enige. Og de sager skal man jo nogle gange bemærke. For enten kan man blive bekymret, eller også skal man blive glad for, at bredden i folkestyret egentlig nogle gange kan tage nogle former, hvor vi har en erkendelse af, at vi står vagt om det frie skolevalg og retten til, at forældrene også kan vælge et andet tilbud til deres børn, eller at man i landdistrikterne mange steder ikke har et andet alternativ end de frie grundskoler og det derfor er vigtigt, at man ikke skaber tvivl om deres økonomi.

Derfor blev jeg egentlig så ked af det, da jeg så hørte Enhedslistens sådan sidste bemærkninger og ordførerens svar på spørgsmålene. For så virker det jo mest af alt, som om vi bare er tilbage i sådan en folketingssalsopposition mod regeringens politik – altså at nu er Enhedslisten gået fra at være et oppositionsparti til at være et støtteparti for regeringen, og derfor stemmer man ikke længere efter sin politiske overbevisning, men efter sådan strategiske hensyn, i relation til at man sidder og laver finanslovsforhandlinger. Og det synes jeg er ærgerligt, for jeg troede sådan set, at Enhedslisten var sådan et principielt parti, der ikke lå under for den form for doktrin. Og derfor vil jeg bare stille spørgsmålet: Hvad er det helt præcis i beslutningsforslaget, som gør, at Enhedslisten ikke kan stemme for?

Værsgo.

Altså, der er sådan set ikke de store udsving i vores tilgang til den her sag. Vi har hele tiden sagt, at vi ikke har haft noget ønske om at forringe de frie skolers økonomi. Fru Ellen Trane Nørby kan sikkert også huske, at da Socialdemokratiet for et par år siden stillede ændringsforslag til den daværende regerings finanslov om at sænke koblingsprocenten fra 75 til 71, der stemte vi imod. Nu, hvor den socialdemokratiske regering har fremlagt et forslag om at sænke koblingsprocenten til 71, har vi gjort meget klart i de finanslovsforhandlingerne, der er, at det ønsker vi ikke at gå ind på. Vi ønsker ikke at forringe friskolernes økonomi.

Til gengæld er det sådan – som jeg sagde i min ordførertale – at en koblingsprocent på 76 jo ikke er båret ned på stentavler. Den er også i dag sammensat sådan, at den generelle koblingsprocent er på 75, og så har vi særligt lavet 1 pct., der er knyttet til hele spørgsmålet om inklusion. Vi var egentlig ikke meget for, at Venstreregeringen satte koblingsprocenten op, men da man så knyttede det til inklusionsformålet, endte vi faktisk med at stemme for udmøntningen af det konkrete forslag.

Værsgo, fru Ellen Trane Nørby.

Jamen med al respekt, hr. Jakob Sølvhøj, men jeg synes simpelt hen ikke, at du – eller De – svarer på spørgsmålet overhovedet. Altså, for hele argumentationen i svaret er jo sådan set, at vi er enige om, at der ikke skal ske forringelser på de frie grundskoler. Og derfor burde det naturlige jo så også være at stemme for det beslutningsforslag, der behandles i dag, og som netop siger, at der ikke skal ske forringelser på de frie grundskoler, og at vi derfor skal fastholde koblingsprocenten. Og derfor har jeg bare en stor forundring over, at Enhedslisten åbenbart er gået fra at være et principielt oppositionsparti til at være et støtteparti for en regering, der ønsker at skære på de frie grundskoler.

Tak. Og det nytter ikke noget, at man retter fra »du« til »De«. Man taler ikke direkte.

Værsgo.

Der er jo en behjertet indsats i dag for at gøre det her til et ideologisk felttog igen. Og det er der simpelt hen ingen grund til. Altså, jeg er sikker på, at fru Ellen Trane Nørby også har aftalen af den 23. maj 2010, hvor den daværende borgerlige regering besluttede at sænke koblingsprocenten, først fra 75 til 74, så til 73 og til 72, og så til 71. Det var sådan set en Venstreregering, der gennemførte det. Det, som er vores holdning, er: Vi mener ikke, at koblingsprocenter er det eneste udgangspunkt, man kan tage i forhold til de frie skolers økonomi. Men fru Ellen Trane Nørby kan tage mit ord på, at vi intet ønske har om at forringe de frie skolers økonomi, og vi kommer ikke til at deltage i det.

Tak. Så er det hr. Jens Henrik Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Det er jo ganske, ganske svært at forstå, at Enhedslisten holder fast i ikke at støtte det her forslag. Altså, Enhedslisten har gentagne gange gjort det klart, at man ikke ønsker at forringe forholdene for friskolerne og de private grundskoler. Når man vil det – og vi siger også: Jamen vi har en koblingsprocent på 75 plus 1, som sådan set passer meget godt med, hvad Enhedslisten ønsker man skal have – hvad i alverden er det så, der gør, at vi ikke kan fastfryse det på det niveau og ligesom give skolerne den sikkerhed, at de ved, hvad de har at gøre med?

For det er jo helt tydeligt, at den nuværende regering kun midlertidigt har sat det her i bero. De har anerkendt, at man ikke i den her finanslov kan gøre det, men har sådan set også tilkendegivet, at de jo formentlig vil gøre det i næste finanslov. Skal vi så også have slagsmålet igen til næste år? Eller skal vi sige nu: Vi sikrer skolerne faste forhold, vi sikrer dem ordentlige forhold? Så kan vi komme videre, skolerne kan komme videre, og regeringen behøver ikke bekymre sig om at skulle forholde sig til det her en gang til.

Tak. Værsgo.

Altså, jeg kan godt gentage det: Vi mener ikke, at man skal forringe de frie skolers økonomi. Det har vi intet ønske om, og vi kommer ikke til at medvirke til det. Vi vil ikke på forhånd lade Liberal Alliance sætte præmisserne for, hvordan pengene skal fordeles til de frie skoler.

Så vil jeg også sige, at det jo havde været glædeligt, hvis der også havde været et stærkt ønske om faktisk at sikre økonomien på de frie skoler. Det, vi jo kommer til at se her de næste år med den koblingsprocent, vi har, er, at tilskuddet til de frie skoler vil falde, fordi den tidligere regering jo har forringet kommunernes økonomi og dermed har forringet det økonomiske grundlag for folkeskolerne.

Vi kan se, at den måde, som man har mishandlet folkeskolen på økonomisk i de senere år, får et gennemslag. Godt nok med 3 års eftervirkning på de frie skoler. Så det havde været dejligt, hvis man i stedet for at drive ideologisk felttog på det her havde værnet om uddannelsesinstitutionernes økonomi. Havde man værnet om folkeskolens økonomi, havde det ikke ramt friskolerne 3 år senere.

Tak. Hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

Det er jo ikke rigtigt, at kommunernes økonomi under et er blevet skadet de seneste år. Den er faktisk blevet forbedret. Det er rigtigt, at vi så har et rigtig stort problem i forhold til at fordele de midler, der er, så vi kan sikre, at alle kommuner kan opretholde en ordentlig folkeskole. Det er et helt problem for sig, og det skal vi selvfølgelig have løst. Det går vi også ud fra at den nuværende regering tager fat på. Men også set i lyset af det forstår jeg stadig væk ikke: Når koblingsprocenten måske oven i købet giver yderligere problemer, hvorfor så ikke fastholde den? Altså, hvad er Enhedslistens argument for ikke at stemme for det her forslag, andet end at det er Liberal Alliances? Så skal vi gerne fremsætte det i morgen, og så kan Enhedslisten stemme for.

Værsgo.

Vi har simpelt hen ikke noget ønske om at lade hverken Liberal Alliance eller Dansk Folkeparti lægge præmisserne for de drøftelser, vi skal have i det politiske flertal, der består af regeringen, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten. De sidstnævnte tre partier har insisteret på, at der ikke skulle ske nogen forringelser af de frie skolers økonomi. Det har jeg en stærk forventning om, altså at det sammenhold holder under hele den her regeringsperiode. Men vi vil ikke på forhånd tage stilling til, hvad for nogle økonomimodeller, der skal gøre sig gældende, når vi her om lidt skal til at drøfte de frie skolers økonomi.

Tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Så er det fru Mai Mercado, Det Konservative Folkeparti.

Tak for det, og tak til Liberal Alliance for at fremsætte beslutningsforslaget. Det bakker vi varmt op om, om end vi jo ikke binder os til kun at have en koblingsprocent på 76, da vi jo som bekendt har foreslået at hæve koblingsprocenten med et procentpoint yderligere målrettet til specialundervisning, inklusionsindsatser og mønsterbryderindsatser. Derfor er vi også tilfredse med, at LA sådan set har skrevet, at koblingsprocenten som minimum skal være på det nuværende niveau.

Når vi bakker op om de frie skoler, skyldes det, at der er mange forskellige årsager til, at man som forældre vælger en fri skole til sit barn. Det kan være, at den lokale folkeskole er lukket, og at der er en friskole, som er skudt op i stedet, og som altså er i nærområdet, og der er for langt til den nærmeste folkeskole.

Det kan også være, at man gerne vil vælge en særlig profil. Det kunne være, at man synes, at den pædagogik, der er på en Rudolf Steiner-skole, er noget, som passer til ens familie. Det kan også være, man har brug for et skoleskift på grund af mobning, og fordi man altså ikke oplever, at det sociale miljø, der har været på skolen, har været godt nok.

Jeg vil gerne sige meget klart, at for os handler det meget om, at folkeskoler og frie skoler ikke er hinandens modsætninger, og man skal passe på med at tegne det op, sådan at de bliver hinandens modsætninger. Og derfor er det egentlig også godt, at vi har haft en så god og også lang debat her i dag, hvor vi får diskuteret koblingsprocenten.

For jeg synes, at der er noget i ministerens udtalelser i pressen, som vidner om en form for fordomsfuld tilgang til de frie skoler. Ministeren har sagt i flere interviews, at de frie skoler puger pengene, de sidder på store opsparinger, de vender fællesskabet ryggen. Og sandheden er jo nærmere, at skoler, som har store opsparinger, eksempelvis har sparet op til dyre renoveringer eller endda til nye bygninger. Det kunne eksempelvis være eksemplet med Bordings Friskole, som sparer op til nye vinduer, og det er altså ikke griskhed eller pengepugeri. Og det er altså ikke rimeligt at skyde de frie skoler de motiver i skoene.

Jeg tror faktisk, at man også skal være opmærksom på, at det skaber en rigtig stor usikkerhed derude, når man anlægger så hård og så krigerisk en stil. Og så synes jeg egentlig også, det var positivt at opleve, at der var en nuanceforskel; jeg hørte i hvert fald ikke, at Socialdemokraternes ordfører bakkede op om, at børn skal gå i skole for samfundets skyld, og jeg hørte faktisk heller ikke hr. Jens Joel sige, at de frie skoler vender fællesskabet ryggen. Og det synes jeg er tankevækkende.

Men selv om ministeren altså står alene i Folketinget – og måske endda også i sit parti – med at ville være sådan efter de frie skoler, også med det konkrete forslag om at nedsætte koblingsprocenten, så skal man bare heller ikke tage fejl af den store usikkerhed, der bliver skabt.

For der sidder mange forældre, som lige nu er rigtig bekymrede for, om deres børn kan fortsætte i den skole, de har valgt. I en rundspørge lavet af Danmarks Radio svarer 36 skoler, at hvis man nedsatte koblingsprocenten til 71, måtte de lukke, og 65 skoler svarede, at de ville være i fare for at lukke. Og det vidner jo bare om, at man er meget nervøse derude.

Til slut vil jeg komme med en tak, og jeg vil også gerne komme med sådan et lille øv. Takken vil jeg gerne rette til De Radikale, Enhedslisten og SF for deres rolle i finanslovsforhandlingerne. Jeg synes jo, det var befriende, at de tre partier så klart gik ud og sagde: Vi vil ikke nedsætte koblingsprocenten til 71, således at det nu er taget af bordet. Og jeg tør også godt drage den konklusion, hvis jeg altså har forstået det ret, at de egentlig ikke mener, at de frie skoler er en trussel mod fællesskabet, men at de tre partier faktisk synes, at de frie skoler bidrager til fællesskabet. Og at de partier også har forstået, at hvis man sænker koblingsprocenten, risikerer man, at forældrebetalingen bliver sat op, hvilket vil betyde, at de frie skoler risikerer at ende med at være for en lille, privilegeret klasse. I dag har de frie skoler jo elever fra rigtig mange forskellige samfundslag, og sådan skulle det jo gerne være, så den nuance synes jeg fortjener ros. Tak for det.

Men der kommer altså også et øv, og der er ikke andre fra Enhedslisten, Socialdemokraterne og De Radikale i salen lige nu end hr. Jakob Sølvhøj, så det bliver til hr. Jakob Sølvhøj, at øv'et kommer. For jeg kan godt forstå, at man har kæmpet imod det her i finansloven. Men det, jeg ikke forstår, og der, hvor jeg synes det bliver uldent, er, at man grundlæggende er enig i det politiske, der bliver lagt frem, og at man stemmer nej – og det er der, hvor jeg bliver bekymret – fordi det, som det blev sagt, er Liberal Alliance, som fremsætter forslaget. Undskyld mig, men det er da første gang, jeg har oplevet, at man direkte udskammer partier for at stille forslag; at man siger, at man ikke vil stemme for, fordi det er dem, der har fremsat det. Jeg synes ikke, det plejer at være måden, vi gør det på.

Jeg synes, at vi i Folketinget plejer at gå op i substansen, vi går op i politikken, vi forholder os til de forslag, der ligger. Og lige pludselig er det her kommet til at handle om en masse taktiske hensyn, og det synes jeg egentlig ikke at det her forslag fortjener. Jeg synes heller ikke, at alle dem, som er involveret i friskolerne derude, fortjener det.

Så bare for at slutte af vil jeg sige, at vi bakker op om beslutningsforslaget, og at vi forbeholder os retten til at hæve koblingsprocenten på et senere tidspunkt.

Tak. Så er det hr. Jakob Sølvhøj, Enhedslisten.

Jeg tænker, at jeg hellere må kvittere for de pæne ord. Så vil jeg også sige, at det, jeg har forsøgt at gøre meget klart fra talerstolen, er, at vi ikke har bestemte modeller, som er definitive, men vi vil værne om friskolernes økonomi, sådan at den ikke forringes.

Men så vil jeg også godt høre fru Mai Mercado, om fru Mai Mercado mener, at det er med til at skabe ro omkring koblingsprocenten, når ordfører hr. Henrik Dahl – samtidig med at Liberal Alliance fremsætter et forslag om at holde koblingsprocenten stabil – udtaler til pressen, at man mener, at man skal sætte koblingsprocenten op til 80. Er det egentlig en måde at forsøge at skabe ro og konsensus på? Eller er det i virkeligheden bare udtryk for, at man ønsker at fremtvinge en ideologisk debat i stedet for bare at nøjes med den første del, nemlig at anerkende, at Enhedslisten sammen med Det Radikale Venstre og SF har værnet om de frie skolers økonomi?

Værsgo.

Hr. Jakob Sølvhøj kan være helt rolig, for der står jo ikke noget om 80 pct. i det beslutningsforslag, der ligger. Der står, at man ønsker at fastholde koblingsprocenten på det nuværende niveau. Derfor burde det jo være enkelt at gå til. Jeg synes, det bliver for letkøbt, når man har to partier, som kaster deres politiske værdigrundlag over bord, og som ikke stemmer efter deres overbevisning, men som lige pludselig af taktiske hensyn for at please en regering – må man vel formode – eller for at udskamme et parti, som fremsætter et forslag, vælger at stemme imod noget, som man i substansen grundlæggende og holdningsmæssigt faktisk er enig i.

Tak. Hr. Jakob Sølvhøj.

Enhedslistens holdning til de frie skolers økonomi er ikke koblet på bestemte procenter, men vi vil sikre os, at de midler, der kommer ud til de frie skoler, ikke forringes, og jeg kan jo så høre, at jeg kan glæde mig ved, at hvis nogen skulle forsøge at skabe et flertal for at forringe de frie skolers økonomi, så er der åbenbart en god alliance mellem Det Konservative Folkeparti og Enhedslisten, og det må vi jo så glæde os over. Jeg tror ikke, det bliver nødvendigt. Jeg tror, at Enhedslisten sammen med Det Radikale Venstre og SF har landet den her diskussion med Socialdemokraterne, og vi ser så frem til en rigtig god diskussion om, hvordan vi fordeler økonomien skolerne imellem.

Tak. Værsgo.

Så SF, Enhedslisten og Socialdemokratiet har ligesom lavet sådan en eller anden studehandel eller har landet den her diskussion, må man forstå. Det er godt nok alligevel utroligt. Der havde jeg jo troet, at Enhedslisten var i sit oprindelige dna, at man stemmer for de forslag, som man er enig i, og imod de forslag, som man er uenig i, og det kan jeg så forstå ikke længere er tilfældet. Så det er jo en ny måde at bedrive politik på.

Så vil jeg bare lige til syvende og sidst sige, at der jo ikke ligger nogen konkrete modeller i det her. Der ligger jo alene i beslutningsforslaget, at man fastholder koblingsprocenten på de 76, altså de 75 pct. plus 1 social procent. Så de underliggende modeller er jo stadig væk til diskussion, og det tager jo hele tyngden ud af det argument, som både SF og Enhedslisten siger med, at man gerne vil ind at prioritere. Det kan man jo sagtens gøre, selv om man stemmer for det her.

Tak. Der er ikke flere kommentarer til ordføreren. Så er det fru Mira Issa Bloch, Alternativet.

Tak for ordet. I Alternativet kan vi godt lide det frie valg af skoler, og vi kan godt lide, at der er flere forskellige muligheder at vælge imellem. Friskolerne er for Alternativet en væsentlig del af den danske uddannelsesverden og eneste mulighed for at vælge en lokal skole i nogle landområder.

Børn er meget forskellige, og nogle passer godt ind ét sted og andre et andet. Vi har også som forældre forskellige ting, vi mener er vigtige for vores børn, og børn lærer forskelligt, og skoler er forskellige, i forhold til hvordan de underviser. Der er også den fordel ved at have friskoler, at hvis et barn mistrives og ikke passer ind i en kommunal skole, er der mulighed for at skifte til en friskole. Mine tre børn har selv gået på Rudolf Steiner-skole, og der er kommet mange nye børn ind igennem årene, som ikke har haft det så godt der, hvor de var, og som jeg har set blomstre op. Jeg har omvendt også set børn, for hvem Rudolf Steiner-skolen ikke var det rigtige, og som flyttede til en anden skole. Ikke mindst her er det vigtigt, at vi fastholder koblingsprocenten i forhold til de små kommuneskoler, der nu er blevet til friskoler, og som er lukningstruede, hvis koblingsprocenten bliver sat ned. Siden 2007 har vi netop set lukning af mere end 200 lokale folkeskoler i landdistrikterne. Heldigvis er man flere steder gået sammen og har startet en friskole, som betyder, at man i disse områder fortsat har haft en god grundskole, hvilket vi ved er rigtig meget afgørende for, at mennesker har lyst til at bo dér.

I Alternativet synes vi, at alle dem, der vil, skal have lov til at gå på en friskole, men vi skal samtidig også have en rigtig god folkeskole. Man skal ikke vælge friskolen, fordi den kommunale skole er dårlig, men der er desværre en tendens til efter skolereformen, at forældrene vælger den fra, bl.a. på grund af for lange skoledage, for få lærere, for mange tests og for dårlig inklusion. Hvis folkeskolen var supergod, ville der måske ikke være den her stigning i antallet af dem, der vælger friskolerne.

I Alternativet er et af vores bud på, hvordan vi kunne få en bedre folkeskole, at vi sætter dem meget mere fri, og at de får lov til at bestemme mere selv. Vi støtter at fastholde koblingsprocenten. Tak.

Der er ikke nogen kommentarer. Tak til ordføreren. Den næste er fru Mette Thiesen, Nye Borgerlige. Værsgo.

Vi skal være borgerlige, og vi skal være ambitiøse i vores skolepolitik. Vi skal væk fra den socialdemokratiske skolepolitik, som har været ført af stort set alle partier alt for længe.

Nu har jeg siddet og lyttet til alle ordførerne i salen i dag, og der er ikke en eneste, der har nævnt, hvem det er, der laver den gode skole. For det viser sig tydeligvis, at de fleste af partierne i hvert fald mener, at det er politikerne herinde på Christiansborg, der laver den gode skole, og der er jeg simpelt hen nødt til, også som skolelærer, at rette ordførerne og gøre opmærksom på, at dem, der laver den gode skole, er de dygtige fagfolk, der er derude. Det er lederne, og det er skolelærerne, der i samarbejde med forældrene laver den bedste skole for lige præcis det område, hvor skolen ligger. For der skal være plads til forskellighed. Det kan være, at man ønsker en skole med udeundervisning, det kan være, at man går ind for den helt traditionelle model, og der skal være plads til de her forskelligheder, og problemet er jo, at vi igennem alt for mange år har set, at politikere herinde på Christiansborg har bestemt så meget over skolerne, at man næsten ikke har nogen mulighed for at lave en rigtig god folkeskole, fordi alt er dikteret fra Christiansborg.

Derfor fremsætter vi også det her ændringsforslag om, at de frie skoler selvfølgelig skal have samme tilskud som folkeskolerne. Pengene skal følge det enkelte barn, og forældrene skal have mulighed for at vælge lige præcis den skole, som de ønsker, uden at der er nogen politikere herinde på Christiansborg, der skal blande sig i det. Alle forældre i Danmark betaler skat, og derfor er det også absurd, at de frie skoler ikke får det samme tilskud fra staten til at drive skole. Det skal der laves om på. Danske familier har alt for længe ligget under for politikernes ønske om at blande sig i skolen, og derfor er det på tide at ligestille folkeskoler og friskoler og lade familierne have et reelt frit valg. Politikerne skal bestemme meget mindre, og danskerne skal bestemme meget mere selv.

Det er på tide med et opgør med årtiers socialdemokratisk kassetænkning på undervisningsområdet, og det opgør står Nye Borgerlige gerne i spidsen for. Det vil være til gavn for alle elever, forældre og skoler, og derfor fremsætter vi i Nye Borgerlige også det her ændringsforslag om, at koblingsprocenten skal sættes op til 100. Tak.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen bemærkninger. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for ordet. Og tak for en lang, men rigtig, rigtig spændende debat om noget, der ligger os alle sammen på sinde, nemlig vores skolevæsen. Lige efter valget i 2015 havde jeg Enhedslistens politiske ordfører, fru Pernille Skipper, til bords ved en officiel middag her i huset. Hun sagde til mig ved den lejlighed, at hvis det var hårdt at være et presset støtteparti, kunne jeg altid henvende mig, og så ville den politiske ordfører byde på en øl og et trøstende ord på sit kontor. Vi blev et presset støtteparti i den valgperiode, der fulgte, men vi fik også rigtig meget at lave, så jeg fik aldrig henvendt mig på ordførerens kontor, og vi fik aldrig drukket en øl, og jeg fik aldrig et trøstende ord. Så hvis hr. Jakob Sølvhøj synes, det er hårdt at være et presset støtteparti og trænger til et trøstende ord, ved han nu, hvor han kan henvende sig for at få en øl og et sådant trøstende ord.

Men det her har jo på mange måder været en rigtig god debat, for det, vi jo navnlig har fået belyst, er jo den her særlige opfattelse i Socialdemokratiet af, at forholdet mellem friskolerne og folkeskolerne er en eller anden form for nulsumsspil – hvis friskolerne skal have det godt, så har folkeskolerne det dårligt; og hvis folkeskolerne har det dårligt, så har friskolerne det godt. Sådan er det jo på ingen måde; det er simpelt hen to forskellige ting; det er forskellige skoleformer.

Som Det Radikale Venstres ordfører, fru Marianne Jelved, har gjort opmærksom på, er friheden til at vælge friskoler jo en frihedsrettighed, som det selvfølgelig ikke giver nogen mening at udhule, for så har borgerne ikke noget at have deres ret i. Det er jo det, det handler om – altså det grundlæggende skolesystem, som vi har her i Danmark – for næsten lige fra det øjeblik, vi opstod som en demokratisk nation for 170 år siden, har der været to bærende søjler i vores system. Den ene var, at vi skal have en befolkning, som består af oplyste mennesker, og fordi det er vigtigt, at befolkningen består af oplyste mennesker, pålægges alle forældre en pligt til at lade deres børn undervise. Men det er jo ikke sådan, at vi skal være robotter i konkurrencesamfundet, eller hvad man nu sagde i 1800-tallet. Det er selvfølgelig, hvis man er økonom eller lignende, også vigtigt for samfundet og staten, at humankapitalen er velkvalificeret og udvikler sig osv. Men staten har altså ikke monopol på den oplysning, der er så vigtig for alle, og derfor fik vi den første lov om friskoler i 1855.

Det er faktisk vigtigt, at der ikke er det her statslige monopol. På universitetsområdet ser vi nu, hvordan oplysningen trampes under fode på grund af ensretning til fordel for verdensmålene. Det er en statslig ensretning, som det er svært at acceptere, og som ikke ville eksistere, hvis vi havde frie universiteter – det har vi ikke, og derfor må folk, der går på universitetet, finde sig i den her ensretning. Men en sådan ensretning mente man ikke tilbage i 1800-tallet at borgerne skulle acceptere på skoleområdet, og derfor har vi den ordning, vi har.

Den gode nyhed i hele den her debat er jo, at forslaget om at forringe de frie skolers økonomi er taget af bordet. Det er vi rigtig glade for. Man mindes jo næsten salig Niels Helveg Petersens ord om, at man kan få folk til næsten hvad som helst i politik, hvis man kan få dem til at tænke, at det er deres idé, for det er åbenbart alles idé at lade være med at forringe friskolernes økonomi. Det er også vores idé, så vi er selvfølgelig glade for det. Men der bliver jo ikke ro om friskolernes økonomi, og det beklager vi naturligvis rigtig meget. Den principfaste opposition, som gjorde det hårdt at være støtteparti og regeringsparti i sidste valgperiode, har fået uld i mund: Der skal ikke være nogen forringelser, men man vil heller ikke garantere, at der ikke kommer nogen forringelser. Sådan er det nok at sidde med magten – der følger et vist kvantum uld med, så det vil jeg såmænd bare notere mig og ikke harcelere rigtig meget over; det kan jo ske for enhver.

Men der er en vigtig diskussion, som vi også skal have. Vi vil i Liberal Alliance selvfølgelig rigtig gerne bidrage til at løse de vanskeligheder, som folkeskolen står med. De findes, og der er altså en falsk modsætning mellem den frie skoleform og det offentlige skolevæsen, altså at det ikke skulle kunne lade sig gøre at forholde sig til begge dele samtidig. Det, som vi er skeptiske over for, er noget ganske andet, men det har vi også fået frem i debatten i dag. Det er meget positivt. Og det er, at for regeringen og støttepartierne – med Socialdemokratiet i spidsen som regeringsparti – handler det jo ikke om børnene, men det handler om social ingeniørkunst. Det er hele tiden den sociale ingeniørkunst, der bliver bragt i spil, og det, der er en torn i øjet på regeringen og regeringspartierne, er, at man ikke kan komme langt nok ind på friskolerne og lave social ingeniørkunst. De skal yde mere for den sociale ingeniørkunsts skyld for at få nogle nøgletal i nogle statistikker til at passe bedre sammen, og derfor skal der inddrages irrelevante eksempler og meget, meget sjældne og specielle privatskoler for at illustrere nogle pointer, der ikke holder.

Børn går ikke i skole for statens skyld. De går i skole for deres egen skyld, for at blive oplyste mennesker, for at udvikle sig, og det synes jeg vi skal holde fast i. Det er der heldigvis også flere ordførere der har sagt.

Så vi glæder os selvfølgelig over, at bundlinjen i at rejse hele den her debat er, at forringelsen af friskolernes økonomi er taget af bordet. Det er rigtig, rigtig godt, og det er vi selvfølgelig glade for. Jeg vil gerne slutte af med at sige noget, der er lidt paradoksalt i forhold til den diskussion, vi har haft. Men lad mig slå fast, at der ikke her er noget ideologisk korstog mod folkeskolen. Vi vil gerne hjælpe, men vi vil ikke hjælpe i forhold til folkeskolen for at være samfundsingeniører, men fordi det er godt for alle børn at gå i en god skole. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Jakob Sølvhøj, Enhedslisten.

Jeg vil blot sige, at hr. Henrik Dahl måske skulle have taget imod tilbuddet om at komme op til fru Pernille Skipper og få en snak om, hvordan man ikke blev en presset opposition. Så kunne man måske også have fået en snak om, hvordan man presser regeringer på en behændig måde uden at binde sig til bestemte skabeloner og modeller, for det er måske det, der er kommet ud af den måde, vi har diskuteret de frie skoler på, nemlig at vi sammen med to andre partier har lagt et pres på regeringen og sagt, at det bliver vanskeligt for jer, nok umuligt for jer, at lave en finanslov, hvis I vil insistere på at få jeres model igennem for de frie skolers økonomi.

Så hr. Henrik Dahl kan være rolig. Vi skal nok stå fast på at værne om de frie skoler. Og jeg tror, at jeg måske vil undlade at trykke på knappen igen – det kan jo misbruges, så måske vil jeg gøre det alligevel. Men vi kan bare slutte debatten af med at glæde os over, at det, der er kommet ud af debatten op til dagen i dag, er, at vi har fået afværget et forsøg på at forringe de frie skolers økonomi. Det er vi glade for, og det kan jeg høre at ordføreren også er.

Værsgo, ordføreren.

Jamen jeg vil såmænd bare sige, at den endelige vurdering af, om man føler, at man er et presset støtteparti eller ej, skal man jo nok tage efter næste valg og ikke på det her tidlige tidspunkt.

Tak, og tak til ordføreren. Der er ikke flere, der har bedt om ordet.

Forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Børne- og Undervisningsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.