Udenrigsministeriet
Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg
Asiatisk Plads 2
DK-1448 København K
Telefon +45 33 92 00 00
Telefax +45 32 54 05 33
http://www.um.dk
Bilag
-
Sag/ID Nr.
2020-11853
Enhed
MNS
Dato
22. oktober 2020
UUI alm. del
–
svar på spørgsmål 466 fra Carl Valentin (SF) stillet
den 25. september 2020 til Ministeren for udviklingssamarbejde.
Spørgsmål
Hvordan vil ministeren sikre, at de 22,4 millioner kroner sendt til Lesbos
vil blive brugt på bosteder til 4.000 uledsagede flygtningebørn, og mener
ministeren, at dette er tilstrækkelig handling fra Danmark, når man ser på
hvilke forhold de uledsagede børn
har levet under (jf. DR’s artikel
»Danmark sender telte til 'rædselsfuld situation' på Lesbos« den 12.
september 2020)?
Svar
Der vil gennem en forsat tæt kontakt til de græske myndigheder blive fulgt
op på, at den danske støtte til de græske myndigheders arbejde med at
forbedre forholdene for uledsagede flygtninge- og migrant børn i
Grækenland bidrager til at opnå det aftalte formål.
Støtten har ifølge de græske myndigheder bidraget til at sikre, at der per 1.
oktober 2020 ikke opholdt sig nogen uledsagede børn i de græske
modtagelses- og identifikationscentre for flygtninge og migranter på de
græske øer.
Danmark bevilligede allerede i april 2020 22,4 mio. kr. til forbedring af
situationen for uledsagede flygtningebørn i Grækenland. Grækenland har
med afsæt i blandt andet dette tidlige danske bidrag arbejdet for at få de
uledsagede flygtninge- og migrantbørn i Grækenland indkvarteret i trygge
bosteder på fastlandet med adgang til bl.a. undervisning og
fritidsaktiviteter. Bostederne etableres i et samarbejde mellem lokale
myndigheder og NGO’er. Efter brandene var Danmark blandt de første
til at tilbyde Grækenland hjælp og fordoblede det danske bidrag.