UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

Udlændinge- og Integrationsudvalget 2019-20
UUI Alm.del
Offentligt

LISE PAULSEN GALAL OG LOUISE LUND LIEBMANN

MAGT OG

(M)ULIG-

HED

FORHANDLINGER

AF KONFORMITET,

AUTORITET OG

MOBILITET BLANDT

ETNISKE MINORI-

TETSBORGERE

I DANMARK

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

MAGT OG (M)ULIGHED:

FORHANDLINGER AF KONFORMITET,

AUTORITET OG MOBILITET BLANDT

ETNISKE MINORITETSBORGERE I DANMARK

LISE PAULSEN GALAL OG

LOUISE LUND LIEBMANN

FORFATTERNE, 2020

LAYOUT

MALENE HENSSEL GRAFIK

TRYKT HOS

PRINFOPARITAS

(ONLINE)

ISBN 978-87-7349-160-7

(TRYKT)

ISBN 978-87-7349-161-4

UDGIVET AF

ROSKILDE UNIVERSITET

INSTITUT FOR KOMMUNIKATION

OG HUMANISTISK VIDENSKAB

UNIVERSITETSVEJ 1

POSTBOKS 260

4000 ROSKILDE

WWW.RUC.DK

PUBLIKATIONEN KAN FRIT CITERES

MED TYDELIG KILDEANGIVELSE

PUBLIKATIONEN ER UDGIVET

UDLÆNDINGE- OG INTEGRATIONSMINISTERIET,

MED STØTTE FRA

STYRELSEN FOR INTERNATIONAL

REKRUTTERING OG INTEGRATION

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

LISE PAULSEN GALAL OG LOUISE LUND LIEBMANN

MAGT OG

(M)ULIG-

HED

FORHANDLINGER

AF KONFORMITET,

AUTORITET OG

MOBILITET BLANDT

ETNISKE MINORI-

TETSBORGERE

I DANMARK

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

Indhold

05 Forord

Sammenfatning

KAPITEL 1

Indledning

Formål og baggrund for rapporten

Rapportens bidrag

Gennemførelse

Læsevejledning

KAPITEL 2

Baggrund og kontekst

Hvor og hvornår kommer ære ind i billedet?

Ære som empirisk og analytisk kategori

Da antropologien fik øje på ære

Da social- og integrations-politikken fik øje på ære

Dansk vidensproduktion om konflikter og social kontrol blandt etniske minoriteter

Social praksis, migration og minoritets-majoritetsperspektivet

Social og religiøs praksis i hverdagslivet

Migration og minoritets-majoritetsperspektivet

Et spørgsmål om tid?

Konklusion

KAPITEL 3

Metode og forskningsdesign

Kvalitativee metoder og casestudie

Vallsmose og Slagelse som cases

Empirisk materiale - hvordan, hvad og hvorfor?

Anonymisering

Om metodevalg, udsigelseskraft og dilemmaer

Det kvalitative og narrative interview

Om kategorier og stigmatisering

Analytiske perspektiver og bidrag

KAPITEL 4

Fortalt ære

Hvilken ære?

En akkumulerende versus subtraktiv æresforståelse

Subtraktiv ære er ´de andres´

Normer og værdier i tid og sted

Ære som stolthed og selvrespekt

Konklusion

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

KAPITEL 5

At skelne mellem religion og kultur

Udskillelsen af islam fra kulturen

Religiøs dis-identifikation som tilstræbt middelklasseidenditet

Kønnede forskelle

Når islam (m)uliggør handling

Konklusion

KAPITEL 6

Sted og (im)mobilitet

101

At flytte ind og ud

102

Vollsmose som ’valg’

104

At flytte ud og væk

107

Territorielle idenditeter

108

Hjemmebanefordele og -ulemper

111

Muslimske rum

113

Kønnede, etniske og klassebestemte rum

118

Mobilitet som ressource og strategi

119

En selvfølgelig selvbestemmelsesret

121

At flytte ud - udenlands eller hjemmefra

123

Konklusion

126

KAPITEL 7

127

Opsamlende refleksioner over konformitet, autoritet og mobilitet

128

Kontrol, begrænsninger og konformitetspres

128

Partnervalg

129

Sladder og rygter

129

Fysisk vold

130

Begrænsning af frihed

131

Ressourcer, strategier og muligheder

132

Ræsonnement og argumentation

132

Involvering og mobilitet

133

Selvdiciplinering

133

Ressourcer

134

Forskningsperspektiver - ikke mindst i relation til begrebet ære

138

Litteraturliste

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

Forord

Denne rapport tager afsæt i et integrationspo-

litisk fokus på, hvad der i politisk regi defineres

som æresrelaterede konflikter og negativ soci-

al kontrol. Rapportens belysning af erfaringer

med, og oplevelser af, hvad vi under ét kalder

konformitetspres, er baseret på interviews

med 53 borgere og 18 fagprofessionelle. Vi

vil gerne takke alle informanter for at have

stillet op til interview og åbent delt erfaringer,

synspunkter og tid med os. Uden jer ville vi

ikke være blevet klogere.

Derudover ønsker vi at takke vores fire stu-

dentermedhjælpere Maiwenn Guenec, Jonas

Larsen, Tringa Berisha og Bushra Bashir Ali

for hjælp med rekruttering af informanter og

transskribering af interviews m.v. Tak til Mai-

wenn Guenec for derudover at foretage to af

interviewene og for kodning i NVivo. Tak også

til post.doc Casper Jacobsen for at udføre et

gruppeinterview, hvor vi ikke selv fik mulighed

for at være til stede.

Ligeledes tak til Aisha Gill, forsker ved Roe-

hampton Universitet, Monika Grønli Rosten og

Ida Marie Hydle, begge forskere ved OsloMet,

for som følgegruppe løbende at have bidra-

get til kvalitetssikring af forskningsprojektet.

Tak til Anja Bredal og Ingrid Smette, begge

forskere ved OsloMet, Jakob Als Thomsen,

direktør for AlsResearch, og Nazand Begikha-

ni, forsker ved Bristol Universitet, for faglige

indspark ved netværksmøder i henholdsvis

Roskilde og Oslo.

Tak til repræsentanter fra the EVE Organisa-

tion og foreningen True Honour for frugtbare

møder i London. Hertil har en række kollegaer

på og uden for Roskilde Universitet i mere ufor-

melle sammenhænge løbende givet feedback

til forskningsprojektet. Tak for det.

At arbejde med, og forske i, sociale pro-

blemer, der sættes i forbindelse med etniske

minoritetsborgere, er politisk følsomt, og

menneskers til tider dybt ulykkelige livssituati-

on bliver her ofte lagt til grund for kortsigtede

moralske fordømmelser, yderligere proble-

matisering af en på forhånd stigmatiseret

samfundsgruppe, samt hurtige lovindgreb. Vi

inviterer med denne rapport til tænksomhed,

fordybelse og indsigt med håb om, at den

efterhånden omfattende viden, der findes på

området, kan føre til bedre forebyggelse, un-

derstøttelse og også åbenhed i arbejdet med

udsatte etniske minoritetsborgere, hvor der i

højere grad fokuseres på ressourcer og styrker

frem for mangler og fejl.

Lise Paulsen Galal og Louise Lund Liebmann

Februar, 2020

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

Sammenfatning

Forskningsprojektets fokus

Forskningsprojektet

Magt og (m)ulighed

har

fokus på etniske minoritetsborgere og deres

erfaring med og udlægning af begrænsninger

i hverdagslivet. Særligt undersøges, hvordan

begrænsninger hænger sammen med andres

(og egne) forventninger til og forsøg på at

tilvejebringe og kontrollere en særlig, norma-

tiv adfærd i minoritetsetniske miljøer. Hvor

afsættet for projektet er at undersøge adfærd,

der i Styrelsen for International Rekruttering

og Integrations terminologi kaldes ’æresrela-

terede konflikter og negativ social kontrol’, har

forskningsprojektet valgt en undersøgende

tilgang og et intersektionelt perspektiv med

henblik på en bred og nuanceret forståelse af,

hvad vi har valgt at kalde ’konformitetspres’.

Ud over et hverdagsperspektiv er forsknings-

projektets særlige fokusområder:

•

indsatser, har vi talt med borgere, som

ikke har modtaget en sådan assistance.

På den måde inddrager vi ’almindelige’

hverdagserfaringer med og perspektiver

på konformitetspres frem for at undersøge

højspændte volds- og konfliktsituationer.

•

Strategier og ressourcer.

Frem for at have fokus på at måle omfang

af et givent konformitetspres, undersøger

vi, hvordan etniske minoritetsborgere

forhandler, og hvilke strategier de trækker

på, for at imødegå eller håndtere pres for

at blive mere konforme.

•

Tilskrivning af betydning

til ære som begreb.

Hvor æresrelaterede konflikter i myndig-

hedssprog henviser til en specifik forståel-

se af ære knyttet (primært) til kvindens ær-

barhed som betegnende for hele familiens

ære, undersøger vi så åbent som muligt,

hvordan etniske minoritetsborgere forstår

og anvender ære som begreb, og hvordan

de tillægger det betydning og relevans i

deres eget, dagligt levede liv.

Et ikke-institutionaliseret

hverdagsperspektiv.

I stedet for at fokusere på etniske minori-

tetsborgere, der i kraft af oplevelser med

konflikt, kontrol og/eller vold har været

i kontakt med myndigheder og hjælpe-

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

•

Religions betydning for erfaringer

med konformitetspres.

Medborgerskabsundersøgelsen peger

på, at unge med en religiøst praktiserende

baggrund (og bosat i multikulturelle bolig-

områder) i større grad rapporterer ople-

velser med negativ social kontrol. Derfor

undersøger vi, hvordan etniske minoritets-

borgere anvender religion i forhandlinger

af selvbestemmelse og lighed. Da flertallet

af vores informanter har muslimsk tilhørs-

forhold, undersøger vi i praksis, hvordan de

forhandler værdier og praksisser med islam.

Principperne for valg af informanter bygger

derudover på:

• Forholdsvis ligelig fordeling af mænd og

kvinder.

• Interviews med både unge og (for)ældre.

• Størst mulig variation hvad angår etnisk

baggrund.

Analysetilgang

Overordnet anvender forskningsprojektet en

intersektionel tilgang, der inddrager forskel-

ligartede parametre (køn, etnicitet, religion,

bosted, alder, klasse, minoritet, etc.) som ele-

menter, der i samspil indvirker på den enkeltes

livssituation og erfaring. Således må analysen

af den enkeltes erfaring med konformitetspres

tage afsæt i vedkommendes placering i et

krydsfelt af forskelligartede magtstrukturer,

som både kan være minoritetsinterne og mi-

noritetseksterne.

Herudover anvender vi et interaktionistisk

perspektiv på interviewene, hvor informanter-

nes beretninger analyseres i samspil med de

situationer, de befinder sig i, og de positioner

de indtager, og som de forhandler ud fra –

såvel i som uden for interviewsituationen. Vi

forstår således informanternes fortællinger

som udtryk for en tilskrivning af betydning til

og forhandling af erfaringer med konformi-

tetspres og kontrol.

•

Bosætningens betydning for erfaringer

med konformitetspres.

Medborgerskabsundersøgelsen viser også,

at minoritetsetniske borgere – og særligt

kvinder – oftere møder negativ social

kontrol, hvis de er bosat i multikulturelle bo-

ligområder. Derfor undersøger vi, hvordan

etniske minoritetsborgere anvender sted og

mobilitet som ressource i forhandlinger af

selvbestemmelse og lighed.

Metode

Projektet er et kvalitativt, case- og interview-

baseret forskningsprojekt. Med afsæt i inte-

ressen for bosætning er provinsbyen Slagelse

samt bydelen Vollsmose valgt som eksempler

på to forskellige cases af bosætning: gennem-

snitlig, dansk provinsby over for stigmatiseret

’ghetto’-område. Vi har interviewet 53 etniske

minoritetsborgere med boligmæssig tilknyt-

ning til ét af de to boligområder og 18 fagpro-

fessionelle, der arbejder i eller med nogle af

områdernes minoritetsetniske beboere. At fo-

kus har været på etniske minoritetsborgere og

ikke har inddraget majoritetsborgere i noget

nævneværdigt omfang, hænger sammen med

forskningsprojektets opdrag.

Resultater

Erfaringer med og betydningstilskrivning

til konformitetspres

Erfaringer med konformitetspres er en del af

hverdagslivet. Vores informanter peger på to

overordnede typer af konformitetspres. 1) En

minoritetsintern, der knytter sig til erfaringer

i forbindelse med partnervalg, dét at have

kærester, at bevæge sig rundt i det offentlige

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

rum, valg af påklædning og uddannelse. Disse

erfaringer skal samtidig ses i sammenhæng

med forskningsprojektets og dermed inter-

viewerens fokus. 2) En minoritetsekstern, der

knytter sig til erfaringer med majoritetens for-

ventninger til en særlig adfærd. Majoritetens

forventninger ses i forbindelse med informan-

ters konkrete erfaringer med diskrimination

og med oplevelse af stigmatisering i forhold til

religiøs og etnisk baggrund samt bosted.

Overordnet peger projektets resultater på, at

informanternes minoritets- og kønsidentitet

spiller en større rolle end deres specifikke et-

niske baggrund for oplevelser og ikke mindst

håndtering af konformitetspres.

I forhold til projektets tre fokusområder kan vi

konkludere følgende:

• Konformitetspres, der begrundes med og

motiveres af kvindens ære og ærbarhed,

der følgelig afspejler hele families ære, er

med en enkelt undtagelse ikke en erfaring

vores informanter nikker genkendende til.

Hvor nogle informanter slet ikke kender

til denne opfattelse af ære, beretter andre

informanter om den som en erfaring, de

udelukkende har på anden hånd (såkaldt

andenhåndserfaring). Det vil sige, at de

ikke selv har stiftet bekendtskab med den-

ne æresopfattelse, men udelukkende har

hørt den omtalt af andre – i medierne, som

rygter i nabolaget, som historier på deres

uddannelsesinstitution eller fra bekendte.

• Informanterne forbinder islam med konfor-

mitetspres, når de beskriver islam som en

norm- og adfærdsregulerende størrelse.

Ifølge vores informanter opstiller islam

normer for adfærd i form af ærlighed, or-

dentlighed, solidaritet, og hvad man kunne

oversætte til mere generelle, universelt

gældende værdier for ’god’ menneskelig

adfærd. Derudover peger en række af de

•

yngre, muslimske kvinder på, at islam

definerer dét ikke at have kærester eller sex

før ægteskabet som en central norm eller

forventning. Kvinderne bakker ofte op om

denne norm, men mener dog, at den bør

gælde mænd og kvinder ligeligt. Det vil

sige, at det konformitetspres, informanter-

ne her forbinder med islam, primært frem-

står som en positiv værdi, de selv bevidst

vælger at støtte op om. Derudover opfatter

særligt de mandlige informanter islam

som en positiv værdi og rettesnor, de kan

bruge til at ’styre sig selv’ i konfliktsituatio-

ner og til mentalt at finde ro og balance.

I forhold til bosted udtrykker informanterne

en tvetydighed ved at bo i et såkaldt ghet-

toområde. På den ene side kan de føle sig

overvåget og socialt kontrolleret, fordi ’alle

kender alle’. På den anden side fortæller

informanter fra ’ghettoen’, at de føler sig

mere trygge i boligområdet end uden for

dets grænser. Informanterne fra ’ghettoen’

fortæller tillige om stærke, inkluderende

fællesskaber, der giver dem grundlag for

deltagelse og selvbestemmelse. Det gæl-

der ikke i samme grad informanterne fra

’provinsbyen’.

Forhandlinger, strategier og ressourcer

Med Magt og (m)uligheds fokus på, hvordan

informanterne tillægger erfaring med konfor-

mitetspres betydning, analyserer vi inter-

viewene med opmærksomhed på, hvordan

de ved forhandlinger med autoriteter (for

eksempel forældre, andre repræsentanter for

en ældre generation, eller på et mere abstrakt

plan: religiøse idéer) anvender strategier og

ressourcer som redskab til selvbestemmelse

og øget lighed. Sådanne strategier og res-

sourcer er ikke nogen garanti mod vold eller

undertrykkende kontrol inden for dysfunkti-

onelle familier, men afspejler igangværende

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

forhandlinger blandt etniske minoritetsbor-

gere af potentielt undertrykkende normer og

konventioner. Idet disse forhandlinger tager

højde for det krydsfelt, informanterne befinder

sig i, giver de værdifuld information om, hvilke

strategier og ressourcer der kan understøtte

forebyggelse af vold og undertrykkelse.

Vi har identificeret følgende strategier:

• En tydelig skelnen mellem kultur og reli-

gion som en måde, hvorpå informanterne

kan dis-identificere sig fra og markere

distance til ’forkerte’, kulturstyrede udlæg-

ninger af islam samt opfattelser af ære

som knyttet alene til kvindens ærbarhed

(som de yngre særligt forbinder med en

ældre generation). Samtidig er dis-identi-

fikationen og distancen en måde, særligt

de yngre, kvindelige informanter markerer

at tilhøre middelklassen på: en opfattelse

af kvinden som handlende og ofte udear-

bejdende individ, der deltager i samfundet

– herunder tager uddannelse og arbejder

– på lige fod med mænd er sammen med

en mere ’intellektuel’ tilgang til islam et

sådan middelkasseorienteret perspektiv.

Ved i kraft af uddannelse og (kritisk og

selvstændig) læsning af islamisk kildema-

teriale at hævde religiøs autoritet under-

støtter denne strategi samtidig kvinders

øgede selvbestemmelsesret og større grad

af lighed mellem kønnene.

• At fremhæve ære som en positiv værdi i ens

eget liv. Det understøtter grundlaget for

aktiv samfundsdeltagelse samt succes i

forhold til uddannelse og job.

• At deltage aktivt i for eksempel frivilligt ar-

bejde, foreningsliv og politisk arbejde. Dette

begrundes med henvisning til, at en sådan

deltagelse er i overensstemmelse med

værdier, de har hjemmefra og/eller fra islam.

• At flytte og bevæge sig for at undgå og

omgå konformitetspres. Det kan være at

flytte hjemmefra, at flytte udenlands, at

flytte skole, at flytte i villa, at flytte til et an-

det boligområde. Især nogle informanter

bosat i ’ghettoen’ og unge mænd i konflikt

med deres far understreger fysisk mobilitet

som en strategi.

Disse strategier kan på et mere abstrakt plan

oversættes til at handle om:

• Evne til at ræsonnere og argumentere.

• Evne til at tænke kritisk og opsøge viden.

• Evne til at involvere sig og være mobil.

• Evne til selvdisciplin og selvkontrol.

Samtidig hænger disse strategier sammen

med adgang til en eller flere af følgende res-

sourcer:

• Opbakkende familie, der understøtter

individets muligheder for selvudvikling og

selvstændighed. Fattigdom vil forringe en

families mulighed for at fremstå støtten-

de og opbakkende i forhold til børnenes

udvikling.

• Uddannelse understøtter samtlige

ovennævnte strategier. Uddannelse giver

adgang til job og dermed økonomisk uaf-

hængighed samt til udvidelse af handle-

og råderum, hvilket kan benyttes i forhand-

lingsøjemed, eksempelvis ved uenigheder

på tværs af generationer. For mange

fremstår uddannelse (og job) i en anden

landsdel som en legitim årsag til at flytte

væk hjemmefra, selvom man er ugift, og

det at starte på uddannelse kan således

understøtte både fysisk og social mobilitet.

Ofte bidrager uddannelse også til en vis

form for anseelse og dermed statusøgning.

Øgning i anseelse og status kan sommeti-

der ’veksles’ i forhold til diverse normer for

(og pres til) konformitet og ærbarhed.

• Kontakt til ressourcepersoner såsom

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

•

forældre eller familiemedlemmer uden for

kernefamilien; offentligt ansatte såsom

lærere, pædagoger, sagsbehandlere;

en nabo eller bekendt; frivillige inden for

sport, forening eller andet.

Adgang til fritidsaktiviteter såsom sports-

klubber, ungdomsklubber, foreningsliv etc.,

som tilbyder alternative, men inkluderende

fællesskaber frem for fællesskaber, der

alene er baseret på fælles familie og/eller

etnisk baggrund.

Adgang til job, herunder fritidsjob, der

ligesom fritidsaktiviteter tilbyder potentielt

alternative normfællesskaber og -erfaringer

og bidrager til økonomisk selvstændighed.

Adgang til religion i samspil med uddan-

nelse. Islam viser sig, særligt for de yngre

generationer blandt middelklassen, som

en ressource til at tilskrive sig selv autoritet

og derigennem modsige og modsætte

sig undertrykkende praksisser. Individet

får herved mulighed for at forhandle egen

position i et krydsfelt af modsatrettede

forventninger fra majoritets- og minoritets-

grupper.

Individuelle, psykosociale ressourcer, som

også kan være personlige egenskaber og

kvaliteter, hvor individet viser sig robust og

modstandsdygtigt over for diverse forsøg

på at presse det til at blive mere konformt

i sit udtryk, for eksempel ved at ’trække på

skuldrene’, være ligeglad med, hvad andre

folk tænker og giver udtryk for.

Anbefalinger

På baggrund af analysen af informanternes

opfattelse og anvendelse af ære som begreb

anbefaler vi, at hjælpeindsatser genformulerer

og gentænker – eller helt erstatter – den hidti-

dige begrebsbrug, hvor ære optræder som det

primære handlingsanvisende praksisbegreb.

Med rapportens fokus på konformitetspres,

autoritet og mobilitet søger vi at give en række

eksempler på en mere nuanceret – og præcis

– terminologi og måde at skildre den begræn-

sede selvbestemmelse, medborgerskab og

ligebehandling på, der er forskningsprojektets

omdrejningspunkt.

Set ud fra, hvad vi kan lære af ressour-

cestærke etniske minoritetsborgere – i dette

tilfælde primært unge, som angiver at have en

vis succes med at håndtere konformitetspres

– kan informanters strategier og ressourcer

inspirere til en række forebyggende indsatser.

Det er strategier og ressourcer, som eksiste-

rende indsatser såsom Baba, Bydelsmødre,

Ungdomscenter Camp U, Vollsmose Boxing og

Vollsmose Sekretariatet allerede delvist foku-

serer på. Vi anbefaler, at man arbejder mere

systematisk med at fremhæve og understøtte

de angivne ressourcer og strategier.

I forhold til indsatserne er det nødvendigt at

have fokus på konformitetspressets komplek-

sitet i det krydsfelt, som etniske minoritetsunge

står i, og ikke tage for givet, at eksisterende

former for uddannelse og fritidstilbud auto-

matisk vil dække behovet for at understøtte

etniske minoritetsunges ressourcer og strate-

gier. Eksempelvis nævner flere af vores yngre,

kvindelige informanter, at de har fundet styrke

i – eller anvender andre redskaber hentet

fra – Koran- og arabiskundervisning, når de

forhandler i forhold til konformitet, autoritet og

mobilitet med deres omgivelser.

En opmærksomhed på krydsfeltet betyder

på den måde, at vi ikke per automatik bør

dømme religion eller andre identitetsunder-

støttende aspekter ude, men bør se på og

inddrage dem som potentielle ressourcer, der

kan styrkes og anvendes i kampen for øget

selvbestemmelse og ligeværd.

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

Ka-

pi- 1

tel

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

Indledning

Denne rapport er resultatet af forsknings-

projektet

Magt og (m)ulighed,

der belyser,

hvordan etniske minoritetsborgere i Danmark

tillægger ’ære’ og ’social kontrol’ betydning

baseret på egne erfaringer – eller manglende

erfaringer. Projektet er initieret på vegne af

Styrelsen for International Rekruttering og In-

tegration (SIRI) på baggrund af et projektfor-

slag med titlen ’Magt og (m)ulighed: mellem

ulighedsstrukturer og æreskultur’. Projekt-

forslaget blev udarbejdet i forbindelse med

SIRI’s forskningsudbud fra 2017, hvor Satspul-

jepartierne forinden havde afsat midler til et

forskningsstudie af negativ social kontrol som

empirisk undersøgelsesobjekt.

Magt og (m)ulighed

er i dansk sammen-

hæng det første af sin art, idet projektet på

et forskningsmæssigt grundlag – under fuld

forskningsfrihed og dertil knyttede frie meto-

devalg – ifølge opdraget skal belyse ”årsager,

baggrunde, omstændigheder” af æresrela-

terede konflikter og negativ social kontrol

blandt etniske minoriteter.

Det er imidlertid

Magt og (m)uligheds

projektforslag og dets

realisering, som danner grundlaget for denne

rapports forskningsspørgsmål, analytiske

tilgang og perspektiver.

----

1.1.

----

Formål og baggrund

for rapporten

Magt og (m)ulighed

tager afsæt i en integrati-

onspolitisk dagsorden, hvor sikring af selvbe-

stemmelse, medborgerskab og ligebehandling

(herunder ligestilling mellem kønnene) igen-

nem en årrække har været genstand for kritisk

opmærksomhed.

Det gælder ikke mindst for

etniske minoritetsborgere, som på grund af det,

der kategoriseres som negativ social kontrol

og/eller æresrelaterede konflikter, vurderes til at

være særligt begrænsede i retten til at bestem-

me over eget liv og dermed mangle demokra-

tiske frihedsrettigheder.

Fra politisk side har

man blandt andet iværksat handlingsplaner,

evalueringer og undersøgelser med det formål

at måle, håndtere og forebygge de problema-

tikker, der relaterer sig til mistrivsel forårsaget

af såkaldt negativ social kontrol. I den forbin-

delse peger Medborgerskabsundersøgelsen

eksempelvis på en sammenhæng mellem

oplevet negativ social kontrol og køn, bosæt-

ning, uddannelsesniveau og beskæftigelses-

grad samt religiøsitet.

Ifølge undersøgelsen

rapporterer unge, minoritetsetniske, religiøst

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

praktiserende kvinder bosat i multikulturelle

boligområder, som ikke er under uddannelse

eller i beskæftigelse, en højere grad af negativ

social kontrol. Medborgerskabsundersøgel-

sen er sat i verden som ét blandt flere politiske

værktøjer, der skal måle (mere eller mindre

fastlagte parametre for) integration.

Undersø-

gelsens kvantitative data belyser dog ikke de

dybere sammenhænge mellem de angivede

sammenfald af for eksempel bosætning og op-

levelsen af negativ social kontrol. Det er i denne

sammenhæng, at herværende forskningsstudi-

es bidrag skal læses.

Magt og (m)uligheds

overordnede hypotese

er, at negativ social kontrol og æresrelaterede

konflikter skal ses i sammenhæng med eksi-

sterende strukturelle uligheder i det danske

samfund. Ulighed gælder ikke alene i forhold

til socioøkonomiske forhold, for eksempel

mellem etnisk minoritet og majoritet, men

også mellem forskellige steder i landet såvel

som imellem og på tværs af køn, generation og

klasse. Vi sætter dermed fokus på magt, men

også på ulighed, når vi undersøger negativ

social kontrol som et signifikant konformitets-

pres i nogle minoritetsetniske miljøer; et pres

for at få nogle til at underlægge sig herskende

forventninger og normer. I visse tilfælde bliver

presset for at tilpasse sig betydeligt, idet

forskellige former for magtanvendelse tages i

brug i form af vold, trusler, sladder og rygte-

dannelse, ekskludering, mobning med videre.

Projektet tager afsæt i

Forebyggelse af

æresrelaterede konflikter og negativ social

kontrol: National Handlingsplan

(2016) og

dennes definition af æresrelaterede kon-

flikter som konflikter, der ”opstår inden for

nære, familiære relationer, og hvor konflikten

skyldes en opfattelse af, at familiens ære er

blevet krænket”. Handlingsplanen definerer

negativ social kontrol som noget, der opstår i

forbindelse med æresrelaterede konflikter som

”handlinger, styring, kontrol eller sanktioner,

der i væsentlig grad hæmmer eller begrænser

den enkeltes livsudfoldelse, adfærd, valg og

rettigheder”.

Disse definitioner knyttes i hand-

lingsplanen overordnet til etniske minoritetsfa-

miliers generelle status, opfattelser af kvinders

ærbarhed og normer for seksuel adfærd, samt

som eksempler på magt- og dominansforhold.

Eftersom de omtalte sociale faktorer og for-

skellige former for ulighed er under konstant

forandring, ønsker vi at undersøge, hvorvidt og

hvordan æresrelaterede konflikter og nega-

tiv social kontrol producerer og opretholder

hierarkier og ulighed, og hvordan de også kan

imødegås og (om)forhandles.

Magt og (m)

ulighed

er et eksplorativt forskningsprojekt,

og det indebærer, at vi har en åben, nysgerrig

og spørgende tilgang til genstandsfeltet. Vi

ønsker dermed så vidt muligt at belyse præ-

misserne for de politisk opstillede kategorier

’negativ social kontrol og æresrelaterede kon-

flikter’ samtidig med, at forskningsprojektets

opdrag er anvendelsesorienteret.

På den baggrund har vi opstillet følgende

forskningsspørgsmål:

• Hvordan henholdsvis legitimerer eller

forkaster to generationer af etniske mino-

ritetskvinder og -mænd i to forskellige dele

af landet, Slagelse og Vollsmose, ærbar-

hedsnormer, der understøtter æresrela-

terede konflikter og negativ social kontrol

som social praksis?

- Hvordan forhandler de understøttende

normer i dagligdagens meningsproduktion?

- På hvilken måde indgår komponenter

som hverdagsliv, religion, køn og generati-

oner samt stedsskabelse heri?

•

Hvordan, og i hvilken grad, producerer og

opretholder ulighed æresrelaterede kon-

flikter og negativ social kontrol?

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

- Hvilke forhold bidrager til eventuelt at

modvirke udvikling af normer og sociale

praksisser, der understøtter negativ social

kontrol og æresrelaterede konflikter?

Med disse spørgsmål sætter vi særligt fokus

på betydninger af religion og bosted, lige-

som vi ønsker at undersøge erfaringer med

æresrelaterede konflikter og negativ social

kontrol som del af et intersektionelt problem-

kompleks (se også kapitel 3). Hermed bliver

det samspillet mellem etnicitet, køn, klasse,

generation, religion, bosted med videre – og

forhandlinger heraf – der er grundlaget for

vores analyse.

ulykker. Inden for sundhedsforskningen har en

tilsvarende logik ført til studier af mennesker,

der

ikke

er blevet syge. Eller med andre ord:

hvad er det, der gør, at mange af os raske for-

bliver langtidsfriske?

Det er samme tilgang,

vi anvender i herværende forskningsprojekt.

Vi undersøger ikke tilfælde, hvor personer

er endt på krisecentre/safehouses, er blevet

tvangsfjernet, eller hvor diverse konflikter

er endt i politianmeldelser. I stedet sætter vi

fokus på helt almindelige hverdagspraksisser

hos minoritetsetniske borgere, der oplever

forskellige grader af konformitetspres. Vi har

en særlig opmærksomhed på, hvad dag-

ligdagen betyder, hvordan individet forstår

og tillægger betydning til et sådant pres, og

hvilke strategier individet tager i brug for at

undgå, eller forhandle sig ud af, en potentiel

konflikt. Dermed sætter vi samtidig fokus på,

hvilke ressourcer den enkelte trækker på. Net-

op de anvendte ressourcer og strategier giver

grundlag for at se nærmere på, hvor, hvornår

og hvorfor noget

ikke

sker. På denne bag-

grund er det muligt at opstille anbefalinger til

forebyggelsesindsatser.

Denne rapport tilbyder altså ikke en endelig

eller fuldstændig afdækning af problemstil-

linger, der angår æresrelaterede konflikter og

negativ social kontrol. Det gør den ikke, fordi

vi dels ikke mener, at en sådan overhovedet

er mulig at foretage, dels fordi vi oplever, at

feltet i højere grad har brug for kvalitative,

nuancerede indblik i sociale praksisser, der

ikke kan reduceres til stereotype antagelser og

forsimplede årsagssammenhænge. Rappor-

ten skal altså læses som et bidrag til et større

vidensfelt, hvor vi blandt andet forsøger at

bidrage med ”nye måder at tale om emnet på”

– som én af vores fagprofessionelle informan-

ter formulerede det – som et væsentligt bidrag

til feltet.

----

1.2.

----

Rapportens bidrag

Størstedelen af den viden, vi i Danmark har

om erfaringer, der kategoriseres som æresre-

laterede konflikter og negativ social kontrol,

tager afsæt i afdækning af problemernes form

og omfang. Dette har et langt stykke af vejen

ført til et fokus på de personer, der på grund

af erfaringer med æresrelaterede konflikter

eller negativ social kontrol har fået hjælp fra

myndigheder og dermed er endt i institutio-

naliserede sammenhænge såsom krisecentre

og safehouses. Det har med andre ord ført til

et fokus på, og dermed viden om, hvornår og

hvordan noget går galt. For at forstå et givent

problemområde bedre er man inden for flere

forskellige forskningsområder imidlertid

begyndt også at forske i tilfælde eller situa-

tioner, hvor noget

ikke

går galt. Det gælder

inden for trafikforskning, hvor man undersøger

vejstrækninger med mange ulykker, men i

stedet for alene at undersøge selve ulykkerne,

studerer man tillige den trafik, der

ikke

fører til

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

----

1.3.

----

Gennemførelse

Forskerne bag denne forskningsrapport er

lektor, ph.d. Lise Paulsen Galal og post.doc,

ph.d. Louise Lund Liebmann. Forskningspro-

jektet har været forankret på RUC og fandt

sted fra december 2017 til marts 2020. Selve

empiriindsamlingen blev foretaget mellem

januar 2018 og juli 2019, mens rapporten blev

udarbejdet i efteråret 2019 og vinteren 2020.

Galal og Liebmann har stået bag størstepar-

ten af empiriindsamling i form af deltagerob-

servation ved diverse arrangementer, aktivi-

teter og interviews i Vollsmose og Slagelse.

Med undtagelse af to interviews foretaget af

studentermedhjælp Maiwenn Guenec og ét

gruppeinterview foretaget af post.doc Casper

Jacobsen, har forskerne altså selv forestået al

empiriindsamling, da vi mener, dette er essen-

tielt for projektets udformning og analytiske

dybde. Fire studentermedhjælpere, Bushra

Bashir Ali, Tringa Berisha, Maiwenn Guenec og

Jonas Larsen har hjulpet med rekruttering af

informanter og har transskriberet interviewe-

ne. Maiwenn Guenec har derudover kodet de

transskriberede interviews i NVivo til brug for

analyse.

lige problemstillinger eller temaer, som

Magt

og (m)ulighed

har valgt at sætte særligt fokus

på: ære, religion og bosted. Kapitel 4 belyser

således forståelser, betydningstillæggelser

og erfaringer med ’ære’. Kapitel 5 undersøger

sammenhænge mellem religion og opfattel-

ser af, og erfaringer med, ære og social kon-

trol. Kapitel 6 sætter fokus på sammenhænge

mellem bosted og negativ social kontrol.

Med disse kapitler stiller vi således samti-

dig skarpt på, hvad vi anser for at være helt

centrale temaer i forbindelse med analysen –

nemlig forhandlinger af konformitet, autoritet

og mobilitet. Hvert af disse tre kapitler udgør

en selvstændig analysedel og kan derfor læ-

ses uafhængigt af de øvrige. Kapitel 7 udgør

et afrundende kapitel, der på tværs af rappor-

tens tematikker identificerer udlægninger af

kontrol, begrænsninger og konformitetspres,

samt udleder strategier og ressourcer på

baggrund af informanternes forhandlinger

af samme. Vi afslutter kapitlet med en række

principielle overvejelser omkring forsknings-

perspektiver på ’æresrelaterede konflikter og

negativ social kontrol’.

1 I 2017 afsatte Satspuljepartierne for første

gang penge 2 mio. kr. (ud af 73,4 mio. kr.)

til et egentligt forskningsprojekt med ne-

gativ social kontrol som empirisk undersø-

gelsesobjekt.

2 SIRI 2017:1.

3 Se Rytter 2019: 683. Den indeholdte sorte-

ring af vold – og kvinder – falder sammen

med en national diskurs, der efter 11.

september 2001 særligt har fremstillet den

muslimske mand som en potentiel trussel

for danskere og danskhed (Jeldtoft 2012;

Rytter og Holm Pedersen 2014) og en

international rettighedsdiskurs med fokus

på misbrugte, særligt muslimske, kvinder,

der opstod i 1990’erne, men blev reaktua-

----

1.4.

----

Læsevejledning

I tillæg til nærværende introduktion består

denne rapport af seks kapitler. Kapitel 2 og 3

belyser henholdsvis teoretiske og metodiske

aspekter ved forskningsprojektet og placerer

disse aspekter i forhold til den allerede eksi-

sterende viden på området. I kapitlerne 4, 5

og 6 analyserer vi betydningen af tre forskel-

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

liseret efter d. 11. september (Abu-Lughod

2013: 87).

Rambøll 2019: 4; Medborgerskabsunder-

søgelsen 2016 og 2017.

Medborgerskabsundersøgelsen 2016: 6.

Rambøll kategoriserer undersøgelser, der

er baseret på empirisk materiale indsam-

let til lejligheden, men som ikke er udgivet i

fagfællebedømte tidsskrifter og skrevet af

forskere fra universiteter eller forsknings-

institutioner, for “grå litteratur” (2018: 8).

Se kapitel 2 for yderligere gennemgang af

viden på feltet inklusive refleksioner over

de forskellige former for litteratur, som

kendetegner feltet.

Regeringen 2016: 8-9.

SIRI 2017: 2-3.

Se for eksempel

www.regionsjaelland.dk/publikationer/

Documents/Kort_fortalt_www.pdf

(tilgået 22. februar 2020).

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

Ka-

pi- 2

tel

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

Baggrund

og kontekst

I forskningslitteraturen – og i den offentlige

debat – ser vi en polarisering i tilgangen til

såkaldte æresrelaterede konflikter og negativ

social kontrol. På den ene side står de, der ud

fra et ”kulturelt perspektiv”

anser æresrela-

terede konflikter som en særlig minoritetset-

nisk, og dermed minoritetskulturel, form for

vold, tvang og undertrykkelse.

På den anden

side står de, der ud fra et såkaldt ”strukturelt

perspektiv”

anskuer vold, kontrol og tvang

i etniske minoritetsfamilier i lyset af bredere

samfunds-, familie- og kønsstrukturer.

Uenighederne handler blandt andet om,

hvorvidt det er muligt at udskille ét æresbegreb

på tværs af etniske minoritetsgrupper med for-

skellig national, etnisk og religiøs baggrund og

på tværs af køn, generation, klasse, bosted. Det

er forskere inden for det strukturelle perspektiv

skeptiske overfor, mens forskere i det kulturelle

perspektiv mener, at man godt kan udskille en

sådan specifik, minoritetsetnisk æreskultur på

tværs af de skel, der måtte være til stede, som

et særligt volds- og kontrolmotiv karakteristisk

for (nogle) etniske minoriteter med rødder i

Mellemøsten, Tyrkiet og Sydasien.

Dernæst handler uenighederne om, hvor

stor en betydning eventuelle æresbegreb(er)

bør tillægges som motiv til vold, kontrol og un-

dertrykkelse – og i så fald hvordan. Indeholdt

heri er desuden en diskussion – og uenighed

om – hvordan man læser kilder: Bør informan-

ters beretninger – herunder interviewmate-

riale som kilde – altid læses som en nøjagtig

gengivelse af de fortalte praksisser, følelser

og begivenheder? Eller er der forskel på den

kildestatus, man bør tillægge forskellige

former for beretninger alt efter beretningernes

foranledning, den givne distance til det fortalte

samt øvrige samfundsforhold, som kilden

også indgår i og udspringer fra? Dette er

forskningsteoretiske og –metodiske spørgs-

mål, men i høj grad også empiriske.

Nærværende forskningsprojekt har til formål

at bidrage med empirisk funderet viden om de

erfaringer, vores informanter har gjort sig med

det, der populært betegnes ’æresrelaterede

konflikter og negativ social kontrol’ og deri-

gennem udvirke forslag til den videre forebyg-

gelsesindsats. Samtidig er det vores ambition

at placere den producerede viden inden for

rammerne af en bredere forskningsmæssig

diskussion om integration, medborgerskab og

ligestilling. Hermed ønsker vi at bidrage med

kritiske refleksioner og nuanceringer, som for-

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

håbentlig kan være med til at kvalificere tilgan-

gen til de problemstillinger, der undersøges. I

dette kapitel går vi derfor dybere ind i forskel-

lige forskningsperspektiver på, og analyseka-

tegorier i forhold til, såkaldte æresrelaterede

konflikter og negativ social kontrol.

----

2.1.

----

Hvor og hvordan kommer

ære ind i billedet?

Den Store Danske (Gyldendal)

skriver om ’ære’:

ære,

en moralsk kvalitet hos en

person; en beskaffenhed, der

påkalder sig andre menneskers

agtelse og respekt. Denne

respekt kan forklares ved, at den

pågældende person til fulde lever

op til de uskrevne normer, der

afgrænser det fællesskab, den

gruppe eller den subkultur, som

han eller hun er del af. Personen

selv føler sig pga. sin status, sine

handlinger og sine moralske

kvaliteter berettiget til at gøre krav

på agtelse og respekt og kan ud fra

sin selvfølelse reagere voldsomt,

hvis kravet ikke indfries. Krænket

eller mistet ære kan vanære

personen, kaste skam over ham og

ofte tillige over hans hus og slægt.

Denne æresopfattelse lægger op til, at ære

skal forstås i relationen til andre mennesker,

og dermed er ære, som udgangspunkt, en

socialt og relationelt defineret kvalitet eller

attribut. Kvaliteten ære kan være knyttet til in-

dividet, men også til et kollektiv i form af for ek-

sempel familiens, klanens eller nationens ære.

Der er intet ved denne definition, der alene

knytter begrebet ’ære’ til bestemte nationalite-

ter, etniciteter, køn eller kulturer. Dog ligger der

i Den Store Danskes uddybning af begrebet en

opfattelse af, at ovennævnte opfattelse af ’ære’

får – og har – mindre betydning i en moderne

verden, hvor agtelse og respekt snarere opnås

gennem rigdom og kompetencer. Vi vender

tilbage til forskellige aspekter af ære som

begreb i kapitel 4.

Den Store Danskes definition adskiller sig

markant fra SIRI’s, der som nævnt i indled-

ningen entydigt tager afsæt i (den udvidede)

familieære, der især knyttes til ”den unge

(kvindes) seksualitet, som skal kontrolleres,

så den unge bevarer sin ærbarhed.”

Dette

fokus på ære og dertil knyttede konflikter ud-

springer altså ikke af en generel definition af

æresbegrebet, men af en såkaldt ”indsnævret”

version.

Spørgsmålet er, hvad der er baggrun-

den for dette æresbegrebs fremvækst som

– analytisk – og dermed social- og integrati-

onspolitisk kategori?

Ære som empirisk og

analytisk kategori

Begrebet ære fungerer i socialvidenskaben

både som en praksiskategori og som en

analysekategori.

Det gælder ligeledes andre

begreber som for eksempel ’etnicitet’, ’muslim’

og ’integration’. Ære er som begreb (del af) et

genstandsfelt og dermed en idé, der i empirisk

forstand eksisterer ’derude’. Samtidig er ære et

begreb, der sideløbende anvendes analytisk i

medier, forskning og lignende med tanke på at

forklare særlige – problematiske – normer og

adfærd. Ære anvendes i udgangspunktet både

’internt’ og ’eksternt’ og både som symptom

og diagnose. Det vil sige, at ære som begreb

både benyttes til indefra (’internt’) at betegne

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

en særlig praksis i minoritetsetniske miljøer

blandt etniske minoritetsborgere selv, og sam-

tidig anvendes begrebet af repræsentanter for

det danske majoritets- og velfærdssamfund

udefra (’eksternt’) til at pege på ære som diag-

nosticerende analysekategori. Men selv om

problemer med familiers kontrol af unge (kvin-

der) i nogle migrantmiljøer i Danmark til en vis

grad længe har været et aspekt, som forsknin-

gen har været optaget af,

har begrebet ære

ikke altid eksisteret som selvstændig kategori

i vestlig migrantsammenhæng.

Selvom det

ikke er denne rapports formål at foretage

en egentlig analyse af, hvordan begreberne

opstod som del af dansk social- og integrati-

onspolitik, vil vi i det følgende kort reflektere

over sammenhængen mellem udviklingen af

samtidige empiriske og analytiske kategorier.

Det gør vi, fordi forskningsprojektet – som vi vil

belyse yderligere i næste kapitel – er kvalitativt

forankret og blandt andet vil bidrage ved at

nuancere og skabe blik for sociale problemers

historicitet.

I Danmark anvendte man ikke begrebet ære

i tilknytning til vold og undertrykkelse blandt

etniske minoriteter før 2004.

I 2002 blev

svensk-kurdiske Fadime Sahindal dræbt af sin

far i Uppsala efter en længerevarende konflikt

mellem hende og familien, angiveligt på

grund af Fadime Sahindals valg af kæreste. Alt

imens havde konflikten været til offentlig skue i

årevis på grund af Fadime Sahindals politiske

deltagelse og offentlige kritik af sin familie.

Drabet gav efterfølgende anledning til massiv

mediedækning og fordømmelse i hele Norden,

og det var hovedsagelig efter dette og andre

”lignende” familiedrab på etniske minori-

tetskvinder, at kimen blev lagt til, at medier og

myndigheder begyndte at beskrive ære som

motiv – og dermed årsag – til kontrol, vold og

undertrykkelse blandt etniske minoritetsfami-

lier. Og i takt med denne historisk-diskursive

udvikling voksede begreber som ’æresrela-

teret vold’, ’æresrelaterede forbrydelser’ og

’æresrelaterede konflikter’ frem sideløbende

med en række dertil indrettede hjælpe- og

kontrolinstanser – og senere hen også be-

grebet ’negativ social kontrol’ – som en art

diagnose for noget, der tidligere var blevet

beskrevet i andre vendinger (eller helt gået

under radaren).

Det er bemærkelsesværdigt, at ære som

begreb – og den problematisering af etniske

minoriteter som begrebet gav anledning til –

slog rod herhjemme,

inden

der var foretaget

empirisk forskning i, hvorvidt minoritetsetniske

familier selv anvendte begrebet og i så fald,

hvordan. På den måde er store dele af den vi-

densproduktion, der efterfølgende er foretaget

på feltet, bagudrettet. Det skal forstås på den

måde, at undersøgelserne måler på – og legi-

timerer – en allerede accepteret begrebsbrug,

undersøgelsestilgang og forståelsesramme.

Dermed understøtter undersøgelserne en

offentlig og politisk diskurs med risiko for ikke

at bringe ny viden til veje.

En tilsvarende kritisk refleksion over begre-

bers dobbeltbrug som på én gang empiriske

og analytiske begreber og kategorier er tillige

blevet rejst i forhold til begreberne ’etnicitet’

og ’muslim’. Disse kategorier anvendes også

i forbindelse med diverse undersøgelser af

æresrelaterede konflikter. Selvom SIRI ikke

eksplicit knytter disse konflikter til ”bestemte

religioner eller kulturer”,

bliver etnicitet og

religion ikke desto mindre ofte kædet sammen

med ære som underliggende problem i kraft af

begrebernes sammenkobling med spørgsmål

om (grad af vellykket) integration. Imidlertid

opstår forklaringen af diverse sociale proble-

mer som særligt ”etniske” (såkaldt etnifice-

ring) ikke automatisk af tilstedeværelsen af

nye etniske grupper som følge af øget, eller

ændret, migration. I stedet er etnicitet som for-

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

klaring på sociale problemer primært blevet

knyttet til migration i perioder, hvor man har

ment, at assimilation og andre former for in-

tegration ikke er lykkedes.

Dette fokus på et-

nicitet som en empirisk og samtidig analytisk

kategori giver grobund for etniske minoritets-

borgeres strategiske identifikation med etnisk

baggrund og religion i en art modstands- og

rettighedskamp.

Muslimer er heller ikke altid blevet identifi-

ceret som ’muslimer’ – hverken i deres egen

eller andres optik. Som forskning i den vestlige

kategorisering af muslimer har vist, kan den

eksterne, analytiske fremvækst og hyppigere

anvendelse af et begreb ske, og ændre sig,

over tid uafhængigt af en given intern an-

vendelse.

I europæisk sammenhæng har vi

eksempelvis set, at muslimer – her forstået

som migranter og efterkommere med bag-

grund i lande, hvor islam er majoritetsreligion

– ikke altid primært har forstået sig selv og/

eller er blevet italesat som netop ’muslimer’,

hvor religiøse fællestræk træder i forgrunden

frem for eksempelvis etniske eller nationale.

Det er tværtimod en nyere praksis. Før 11.

september 2001 blev de mennesker, vi i dag

kalder muslimer, i stedet italesat skiftevis som

gæstearbejdere, immigranter, udlændinge

(og i Storbritannien som ’sorte’ eller ’asiater’).

Herved blev deres fælles nationale, regionale,

socioøkonomiske, demografiske, juridiske og/

eller racemæssige ophav draget frem i stedet

for deres religiøse tilhørsforhold.

Imidlertid er

udviklingen fra ’gæstearbejdere’ til ’muslimer’

ikke primært udtryk for disse migrantgrupper

og efterkommeres ændrede selvforståelse.

Diskursændringen hænger snarere sammen

med en øget synliggørelse af religion som

fællestræk for ’gruppen’, der igen hænger

sammen med komplekse samfundsprocesser

såsom globalisering, sekularisering, migrati-

on og medialisering.

Det er altså ikke altid, at en – diskursiv eller

sproglig – bevægelse sker indefra og ud. Den

kan sagtens have sin begyndelse udefra eller

være udtryk for en mere kompleks sammen-

hæng. Det er vigtigt at være opmærksom på

sådanne processer, ikke mindst når man, som

vi, foretager eksplorativ og intersektionel

forskning med inddragelse af perspektiver på

minoritet og majoritet.

Da antropologien fik øje på ære

Ovenfor nævner vi drabet på svensk-kurdiske

Fadime Sahindal i 2002 som en baggrund for,

at særlig problematiserende begrebsbrug

med ’ære’ som omdrejningspunkt voksede

frem i Skandinavien. I Danmark blev ’ære’

yderligere cementeret som motiv for drab og

vold i etniske minoritetsfamilier, da dansk-pa-

kistanske Ghazala Khan i 2005 blev skudt og

dræbt af sin bror på Slagelse banegård. Op

til drabet havde hun i ugevis været på flugt fra

sin familie, da hun ønskede at gifte sig med en

mand af afghansk herkomst, hvilket familien

ikke billigede.

I forhold til, hvordan en dansk offentlighed

begyndte at se etniske minoritetsfamiliers

konflikter som et resultat af ’ære’, er det rele-

vant kort at opholde sig ved, hvor og hvordan

socialarbejdere, meningsdannere og forskere

fandt inspiration til at tilgå ære som motiv og

årsag til vold. Det blev ikke mindst den an-

tropologiske tradition for at se på familie- og

herunder æresrelationer, der – i Norden båret

frem af den norske antropolog Unni Wikan

– har været en kilde til inspiration.

Den an-

tropologiske tradition er udviklet i forbindelse

med liberalisering og individualisering, samt

udviklingen af ideer om frihedsrettigheder.

Det var blandt andet i denne sammenhæng,

at antropologien kastede sig over at forstå ’de

andres’ æresbegreber.

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

Studiet af ære er overordnet domineret af

antropologiske tilgange, og heri forklares

ære via sproglig og kulturel praksis især i

form af kulturelle regler. Teorierne inden for

dette felt beskæftiger sig typisk med adfærd

samt samfundets normpraksis, og dermed

med forskellige former for social kontrol.

I de

tidligste studier fra 1960’erne og 1970’erne

blev en ære/skam-kode defineret som en del

af middelhavsområdets kulturelle ’enhed’,

og forskellige perspektiver blev benyttet til at

redegøre for æreskodens anvendelse lige fra

funktionalistiske studier i landsbyer til struk-

turalistiske studier, marxistisk-feministiske

studier, materialistiske studier, global-økono-

miske studier og psykosociale studier.

I forhold til, hvordan en sådan ære/skam-ko-

de tænkes at regulere sociale forhold i såkaldt

oprindelige, landlige samfund i middel-

havsområdet, eksisterer der overordnet to

forskellige forklaringsmodeller. Den første

forklaringsmodel er præget af ressourcetænk-

ning, hvor kvinder udgør den ressource, der

sikrer slægtens videreførelse, og som mænd

derfor kæmper om.

Mænds kontrol med den

kvindelige seksualitet er her lig med ideologi-

ske og politiske magtmidler til at opnå kontrol

med samfundets ressourcer.

Den anden

forklaringsmodel er præget af en biologisk

tankegang. Her fokuserer man på virilitet og

styrke som kimen i en oprindelig og landlig

æreskode, der drejer sig om overlevelse og

videreførelse af slægten.

Siden ære/skam-kodens opdukken er den

imidlertid blevet udsat for en gennemgribende

kritik. Forskere har fremført, at et kvindeligt

perspektiv på ære underbelyses i de antro-

pologiske middelhavsorienterede studier, når

kvinden udelukkende beskrives som genstand

for mandens kontrol, begær og stræben. Man

antager på forhånd, at ære/skam-koden

udgør et element, der kan manipuleres i for-

skellige konkurrenceprægede kampe

mellem

mænd,

lyder en ofte anvendt kritik. Antropolo-

gen Victoria Goddard har således fremhævet,

at kvinder også har et system til selv-evalu-

ering og selvværd, der er relateret til deres

bedømmelse af andre.

Også antropologen

Lila Abu-Lughod argumenterer for, at kvinders

råde- og handlerum kan lokaliseres inden for

en dynamisk og positiv æresideologi – hvilket

æren udgør for mange mennesker – og at an-

vendelse af ære som begreb ofte er kompleks,

flertydig, afvigende og improviseret – ikke

mindst for kvinderne selv.

Med undtagelse af få studier må man

imidlertid konstatere, at væsentlige dele af

den eksisterende forskning i ære ikke udfor-

drer præmissen om, at ære udelukkende er

en maskulin dyd.

Trods kvindernes centrale

placering i samfundene qua deres seksualitet

som afgørende for mændenes ære, reduce-

res kvinderne i æresstudierne til bipersoner

i en maskulin fortælling, der har mænd og

maskulinitet som omdrejningspunkt.

I disse

studier udgør maskulin dominans og femi-

nin underkastelse således en forudsætning,

ligesom mange af disse studier nærmest per

automatik antager, at kvinder oplever ”æresre-

laterede enheder” såsom opdeling af kønne-

ne, tilsløring og arrangerede ægteskaber som

kontrollerende og nedværdigende.

Interessen for, hvordan ’de andre’ define-

rer og udlever ære, har overlevet og er blevet

videreført i aktuelle studier af sociale pro-

blemer blandt etniske minoriteter i Danmark

såvel som i andre vestlige lande. Hvordan er

disse sociale problemer blevet koblet til ære

som begreb? I dag ser vi eksempler på, at

nogle etniske minoriteter selv kobler drab, vold

og arrangerede ægteskaber til eksistensen

af et særligt æresbegreb, hvor familien – og

sommetider hele slægten – så at sige udadtil

er repræsenteret gennem kvindens oprethol-

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

delse af ære (se også kapitel 4). Derudover

kobler mange fagprofessionelle og offentlige

instanser ofte ære som begreb til konflikter,

kontrol og vold, når de bliver involveret i mi-

noritetsetniske familiekonflikter og skal bistå

med forskellige former for assistance.

Da social- og integrations-

politikken fik øje på ære

Begrebet ære indgår i blandt andet termerne

’æresrelaterede konflikter’, ’æresrelateret vold’

og ’æresdrab’ og benyttes flittigt i videnspro-

duktionen på området. Således er ære som

begreb blevet adopteret som del af en social-

og integrationspolitisk dagsorden, der ønsker

at fremme frihed fra vold og undertrykkelse,

ligestilling mellem kønnene, samt lige adgang

til uddannelse, arbejde, familie- og fritids-

liv.

Begrebet ære ses dermed også som en

hindring for integration, hvor etniske mino-

ritetsgrupper i kraft af deres æresforståelse

særligt forhindrer kvinder i at deltage på lige

fod i samfundet. Den første politisk definerede

handlingsplan mod æresrelaterede konflikter

kom således i 2012:

National strategi mod

æresrelaterede konflikter.

I 2016 fulgte Natio-

nal handlingsplan til forebyggelse af æresre-

laterede konflikter og negativ social kontrol.

Fælles for indsatser imod æresrelaterede

konflikter var, at der før 2012 ikke var formule-

ret nogen overordnet politisk strategi, endsige

eksisterede afgrænsning af, eller definition på,

vold og undertrykkelse med ære som motiv, ud

over de ofte ad hoc-formulerede problemdefi-

nitioner i hjælpeindsatserne.

Skiftende rege-

ringer havde indtil da udelukkende fokuseret

på arrangerede ægteskaber, særligt tvangs-

ægteskaber, som et særligt problemområde,

mens æresrelaterede konflikter altså ikke

var formuleret som et udskilt problemfelt. På

dette tidspunkt bestod faglitteraturen af en

række rapporter på blandt andet ministeriets

initiativ, der ikke indbefattede forskningsba-

serede undersøgelser.

På trods af denne

yderst begrænsede faglitteratur om såkaldt

æresrelateret vold i en dansk sammenhæng

havde en specifik problemdefinition og løs-

ningsopfattelse for længst set dagens lys.

For eksempel var det daværende Ministerium

for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale

Forholds særlige kontor for æresrelatere-

de konflikter under området ”demokrati og

integration” blevet etableret sammen med en

række initiativer.

Med regeringsgrundlaget

Et Danmark,

der står sammen

fra 2011

indledtes en ny

politisk strategi. Nu fremgik det, at der skulle

udarbejdes en national strategi imod æresre-

laterede konflikter. Det blev slået fast, at færre

minoritetsetniske unge skulle udsættes for

æresrelaterede konflikter, at flere unge skulle

have hjælp og rådgivning, samt at flere fagfolk

skulle kunne håndtere sådanne sager.

Natio-

nal strategi mod æresrelaterede konflikter

fra

2012 indeholder en gennemgang af eksi-

sterende nationale indsatser på feltet, men

redegør samtidig for en række nye initiativer

og videreudviklinger af eksisterende hjælpe-

indsatser.

Endvidere blev ’æresrelaterede

konflikter’ defineret som et særligt problem-

område af relevans for det danske samfund af

ligestillingsmæssige og integrationsmæssige

årsager.

National strategi mod æresrelaterede

konflikter

fremstår ”opkvalificering af fagfolk”

som et hovedfokus, idet denne indsats tildeles

et selvstændigt kapitel. Opkvalificeringen

skulle bestå i udarbejdelse af undervisnings-

materiale og uddannelse og efteruddannelse

af lærere, socialrådgivere og pædagoger samt

etablering af nye fagmoduler om æresrelate-

rede konflikter på professionsuddannelserne,

efteruddannelse og information til fastholdel-

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

sesmedarbejdere og studievejledere, opkva-

lificering af personale på døgntilbud, en årlig

konference samt øget fokus på genopdragel-

sesrejser.

Æresrelaterede konflikter blev endvidere

defineret som ”affødt af, at den unge i famili-

ens øjne har krænket eller risikerer at krænke

familiens ære”.

Særligt den minoritetsetniske

unge kvindes – æreskrænkende – adfærd sæt-

tes i strategien gentagne gange i forbindelse

med familiens ”social[e] kontrol”

af kvin-

den. I forlængelse heraf fremgår det også, at

kontrollen kan eskalere til vold og i værste fald

drab i de tilfælde, hvor familien uden succes

har forsøgt at ”korrigere den unges adfærd

på mindre indgribende måder”,

hvorved der

optrappes fra konflikt til vold. Denne beskrivel-

se følger den dominerende forståelse af ære/

skam-koden i den middelhavsorienterede,

antropologiske forskningstradition på områ-

det, hvori ære beskrives som en kulturel regel,

som individer – og grupper – er underlagt. I

strategien betegnes ’ære’ konsekvent som et

”æreskodeks”.

Et æreskodeks anskues som

bestemmende og udslagsgivende for minori-

tetsetniske familiers konflikter, vold og drab.

De æresrelaterede konflikter – og volden – gø-

res forståelige ved at henvise til kultur som den

afgørende forskel på minoritetens og majo-

ritetens handlinger, når volden udelukkende

sættes i relation til æresforskrifter, skildres som

et minoritetsetnisk problem samt beskrives

som en ”barriere for integration”.

Ligeledes sigter den indkredsede løsnings-

model mod at etablere eller videreudvikle en

række initiativer, der på forskellige niveauer

udvirker det, man kunne kalde for en ”re-

konfigurerende integrationsstrategi”.

På

den måde skal kvinderne og deres familier

omgøres, så de bliver mere lig (forestillingen

om) majoritetsdanskhed med særligt fokus på

ligestilling mellem kønnene. Foruden imple-

mentering af nye hjælpeindsatser såsom So-

cialstyrelsens Videns- og Specialrådgivnings-

organisations tilbud om særskilt ekspertise og

rådgivning i ”æresrelaterede sager”

, nævnes

”holdningsbearbejdning” eksplicit som del af

overskriften for de initiativer, der skal forebyg-

ge og oplyse.

Det er oplagt at anskue den danske diskurs

om æresrelateret vold som en videreudvikling

af blandt andet den svenske, hvorved der

samtidig er sket en national-kulturel indvirk-

ning.

Det er blevet anført, at strategiens

problematisering skrev sig ind i den allerede

eksisterende problemkategori,

patriarkalsk

muslimsk undertrykkelse,

primært relateret til

tvangsægteskaber.

Der er med udvidelsen af

problemkategorien sket en delvis re-definition

og udvidelse af målgruppen. Den består ikke

længere alene af minoritetsetniske kvinder,

der er blevet gift imod deres vilje, men også

af minoritetsetniske kvinder (og mænd), der

har været – eller er i fare for at blive − udsat

for hvad, der bliver beskrevet som kollektiv og

kulturelt sanktioneret (trusler om) vold.

National handlingsplan til forebyggelse af

æresrelaterede konflikter og negativ soci-

al kontrol

fra 2016 er en langt mere koncis

udgivelse end dens forgænger fra 2012. Med

denne handlingsplan får begrebet ’negativ

social kontrol’ en central placering parallelt

med æresrelaterede konflikter. Med tilføjel-

sen af betegnelsen ’negativ’ til den allerede

eksisterende terminologi om social kontrol

synes opdragsgiverne at ville præcisere, at

social kontrol i ethvert samfund kan være – og

er – mange forskellige ting, hvoraf langt fra alle

er problematiske eller negative.

Handlings-

planen fra 2016 illustrerer, at æresrelaterede

konflikter som forsknings- og specialiserings-

felt i den mellemliggende periode er modnet

på en række parametre, forstået således at

feltet fortsat er møntet på etniske minoriteter,

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

men fremstår knapt så stereotypt og med flere

bløde, åbne formuleringer. Netop den paral-

lelle indførelse af begreberne æresrelaterede

konflikter og negativ social kontrol rejser dog

samtidig spørgsmål om sammenhængen

imellem de to. Den ene mulighed er, at nega-

tiv social kontrol ses som noget, minoritetset-

niske familier udøver for at opretholde ære. I

denne udlægning udgør ære normen, og den

negative sociale kontrol forstås så at sige

som praksis-siden dertil. Den anden mu-

lighed er, at man med indførelsen af begre-

bet negativ social kontrol ønsker at skelne

imellem forskellige typer af konformitetspres,

hvor én kan udspringe af et motiv om at

opretholde ære, mens der bag andre former

for såkaldt negativ social kontrol kan ligge

andre, og potentielt sammensatte, motiver,

årsagssammenhænge og dynamikker. I en

nyligt udkommet bog med titlen

Æresrelate-

ret social kontrol

følger forfatternes argu-

ment den første version, hvori de anskuer

negativ social kontrol som motiveret af en

særlig forståelse af ære.

Uden nødvendig-

vis at anfægte eksistensen af praksisser, hvor

ære udgør et hovedmotiv til social kontrol,

der opleves som undertrykkende og negativ,

er det dog ikke en uproblematisk sammen-

kobling, forfatterne foretager. Ved at knytte

det brede begreb social kontrol sammen

med en bestemt form for ære (som kilde til

konflikt), som forfatterne samtidig beskriver

som en særlig, minoritetsetnisk kulturpraksis,

er risikoen, at yderst forskelligartede og sam-

mensatte typer af konformitetspres blandt

etniske minoritetsborgere reduceres til altid

grundlæggende at handle om ære – og der-

med ’forkert’ kultur.

----

2.2.

----

Dansk vidensproduktion om

konflikter og social kontrol

blandt etniske minoriteter

Spørgsmålet om konflikter og forskellige

former for social kontrol inden for etniske

minoritetsfamilier og -grupperinger er ikke

som sådan et nyt forskningsfelt. Tværtimod

har denne problemstilling været en del af

socialforskningen, længe før ære som begreb

blev et centralt omdrejningspunkt for feltet.

Udgivelser om pardannelse, ’ghetto’-bosæt-

ning, vold i familien, adgang til uddannelse og

arbejdsmarked samt mange andre temaer,

der på forskellig vis belyser integrationspro-

cesser og forhindringer herfor, har tegnet dette

vidensfelt.

Med et politisk fokus på og indsats over for

såkaldte æresrelaterede konflikter og nega-

tiv social kontrol, er der – blandt andet som

følge af øgede bevillingsmuligheder gennem

Integrationsministeriet og andre instanser –

etableret et (mere højtråbende) forskningsfelt

i Danmark, der tager afsæt i denne begrebs-

liggørelse og kategorisering.

Dette felt kan inddeles i tre overordnede typer

for vidensproduktion:

• Undersøgelser af omfang og karakter

af konflikt og kontrol med hovedvægt på

etniske minoritetsmiljøer. Nogle af disse

undersøgelser består af egentlige evalue-

ringer, der således måler på eksisterende

indsatsers effektivitet og kvalitet.

• Studier, der undersøger ’ære’ og ’negativ

social kontrol’ som internt sammenhæn-

gende fænomener og praksisformer i

etniske minoritetsmiljøer.

De behandler

’ære’ og ’negativ social kontrol’ – senest for-

muleret som såkaldt ”æresrelateret social

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

•

kontrol” – som kulturelt særegne træk, der

kendetegner – og styrer – etniske minorite-

ter, der har rødder i Mellemøsten, Nordafri-

ka, Tyrkiet, Afghanistan og Sydasien.

Studier, der undersøger, hvordan ære bliver

til som problem – og kategori – i en juridisk,

social- og civilpolitisk kontekst.

Disse

studier inkorporerer ofte minoritets- versus

majoritetspositioner i analyserne.

politiserer og institutionaliserer æresbegre-

bet med en udgrænsning og stigmatisering

af etniske minoritetsborgere til følge. Disse

studiers genstandsfelt er altså ikke så meget

etniske minoriteters sociale praksis i sig selv,

som det er majoritetssamfundets omtale og

kategorisering af diverse minoritetsetniske

praksisser, som ikke kan anskues uafhængigt

af majoritetens interesser og dagsorden.

Disse tre tilgange, synsvinkler, taler – som

man måske kan forestille sig – kun i begræn-

set omfang sammen. De første to er anven-

delsesorienterede og definerer derfor både

problem og løsning i tråd med, hvordan disse

på forhånd er blevet defineret andetsteds.

De reflekterer ikke over, hvordan begreber og

forskellige opfattelser af æresrelaterede kon-

flikter og negativ social kontrol bliver til i tid og

rum, hvilket er hovedfokus i den tredje tilgang.

Denne gør intet forsøg på at bygge bro til de

øvrige to tilgange og dermed bidrage til, hvor-

dan man kan forebygge eller forstå den vold/

konflikt, som studierne af majoritetssamfun-

dets definitioner og stigmatisering ikke afviser,

finder sted, men som de ikke nødvendigvis

anser for at have noget med ære at gøre. Den

manglende dialog med de to førstnævnte per-

spektiver hænger dog blandt andet sammen

med, at studierne i den sidste tilgang ikke er

anvendelsesorienterede. Den manglende

dialog mellem de forskellige undersøgelsestil-

gange og forskningspositioner er et problem

for den fremadrettede forebyggelsesindsats

på området. Nærværende forskningsrapport

er i al beskedenhed et forsøg på at lade dele

af de forskellige forskningspositioner- og

perspektiver indgå i en frugtbar sammen-

skrivning.

Enkelte studier kan siges at gå på tværs af

disse. Det gælder blandt andet social-psy-

kologen Lotte Kraghs doktorafhandling fra

2010 om dansk-tyrkeres versus majoritets-

danskeres æresopfattelser. Selvom Kragh ikke

forsker i ære som led i vold og undertrykkelse,

interesserer hun sig ikke desto mindre både for

begrebets betydning for normative praksisser

og for, hvordan begrebet ære er blevet til i kon-

krete historiske og samtidige kontekster.

Hvad kendetegner de tre typer nævnt oven-

for? Alle tre bidrager med en særlig form for

viden. De relativt mange undersøgelser i den

første kategori måler primært på allerede op-

stillede kategorier eller parametre såsom ære

som kontrol- og voldsfordring. Selvom nogle

undersøgelser sigter på at udføre intersekti-

onelle analyser ved eksempelvis at inddrage

informanternes minoritetsposition, følger de

dog sjældent op med refleksioner over, hvad

minoritetspositionen følgelig betyder for

oplevelser med æresrelaterede konflikter og

negativ social kontrol. Den anden kategori af

undersøgelser reducerer problemer med vold

og konflikt til et spørgsmål om kulturelle opfat-

telser af ære og synes dels at have en tilgang

til etniske minoritetsborgere som styret af

kultur og ære, dels at ignorere betydningen af

den samfundsmæssige kontekst – i tid og rum

– for udøvelsen af en sådan ærespraksis. Den

tredje kategori af studier undersøger fortrins-

vis, hvordan majoritetssamfundet definerer,

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

----

2.3.

----

Social praksis,

migration og minoritets-

majoritetsperspektivet

Magt og (m)uligheds

overordnede hypotese

er, at det konformitetspres og den mistrivsel,

som SIRI og andre myndigheder henviser til

som negativ social kontrol og æresrelaterede

konflikter, skal ses i sammenhæng med eksi-

sterende strukturelle uligheder i det danske

samfund. Ulighed gælder ikke alene i forhold

til socioøkonomiske forhold, for eksempel mel-

lem etnisk minoritet og majoritet, men også

mellem forskellige steder, såvel som imellem,

og på tværs af, køn, sted og generation. Med

vores fokus på magt og ulighed undersøger

vi, hvordan forskellige ulighedsstrukturer

gennemskærer og forandrer hinanden, når de

mødes og interagerer. Analysen af uligheds-

strukturer tager endvidere afsæt i minoritets-,

religions-, migrations-, klasse- og kønsstudier,

hvor blandt andet indvandringssituationen

indgår og dens dertilhørende forandring af

status for minoritetsetniske – primært muslim-

ske – borgere.

Social og religiøs praksis

i hverdagslivet

Forskningsprojekts undersøgelse af æresrela-

terede konflikter og negativ social kontrol ud-

springer af en interesse for, hvordan ære som

idé og social kontrol som praksis kan komme til

udtryk i hverdagen blandt etniske minoriteter.

Med andre ord, hvorvidt og i så fald hvordan

minoritetsetniske borgere skaber mening i

deres liv gennem brug af sådanne begreber og

dertil knyttede praksisser. Dette fokus er særligt

relevant i en samfundsmæssig kontekst, hvor

etniske minoriteter (migranter og efterkomme-

re af migranter) kan opleve mere omfattende

sociale strukturer og processer som usam-

menhængende netop på grund af migration,

flugt og heraf mistet social status.

Praksisperspektivet inviterer først og frem-

mest til at undersøge social praksis uden per

automatik at se den som styret af mere eller

mindre bevidstgjorte og ideologibaserede

regelsæt (regelsæt, der inden for diskursen om

ære ofte formuleres som ”kodekser”). Fra et

praksisperspektiv er menneskelige aktiviteter

og sociale strukturer gensidigt afhængige.

Mens sociale strukturer er med til at sætte ram-

merne for og derved forme, hvordan mennesker

handler, er menneskers handlinger samtidig

med til reproducere, transformere og skabe

sociale strukturer. Denne konstante vekselvirk-

ning skal hverken forstås således, at alt, hvad

mennesker gør, er resultatet af bevidste eller

formålsbestemte handlinger, eller at sociale

strukturer bestemmer, hvordan mennesker

handler.

Bagved den sociale praksis ligger

en ikke-sprogliggjort – og dermed uudtalt –

praktisk viden, som blandt andet kommer til

udtryk i form af indlejrede og kropsliggjorte

handlemønstre. I religionsforskningen medfø-

rer interessen for praksisperspektivet, at man i

stedet for udelukkende at tage afsæt i religiøse

tekster og dogmer også undersøger individets

religiøse livsverden og praksis uden dermed at

antage, at der eksisterer en entydig overens-

stemmelse mellem individets tro og praksis.

I stedet for at lede efter tegn på elementer,

der kan sættes sammen til at udgøre dét, andre

har kaldt for en ”æresideologi” eller et ”æresko-

deks” (en form for kulturel dogmatik), under-

søger vi mekanismer i den sociale praksis. Det

er her – i den sociale praksis – at reproduktion

og forandring finder sted fremfor i en abstrakt

ideologi. Et resultat af denne tilgang er, at så-

fremt myndigheder og andre – i dette tilfælde

SIRI – ønsker at forandre praksis, må man først

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

og fremmest forstå og lave indsatser i forhold

til netop praksis, snarere end at lede efter bag-

vedliggende ideologier, som vel at bemærke

ikke nødvendigvis fremstår specielt tydelige

eller sammenhængende for udøveren af den

praksis, som myndigheder og andre ønsker

ændret. Overkommunikation af forestillinger

om og begreber for ære (for eksempel ved at

fremstille det som et kodeks, der til enhver tid

er styrende for individet), kan virke fremmed

og uvedkommende for mange minoritetset-

niske borgere. På den anden side synes ære

som begreb ofte identificeret til lejligheden af

forskere via forældede og begrebsmæssigt

indsnævrede antropologiske (og koloniale)

studier af Mellemøsten – og dermed af en helt

anden kontekst end den danske.

Med andre ord er ære ikke nødvendigvis et

motiv og del af den givne årsagssammen-

hæng, når en minoritetsetnisk kvinde eksem-

pelvis begrænses af sin far. Selvom sådanne

praksisser kan minde om hinanden, kan de

ikke desto mindre være udløst af vidt forskelli-

ge problemkomplekser. Og selv når ære som

begreb træder frem som et konfliktelement,

vil begrebet og dets anvendelse ofte udgøre

ét element blandt flere andre, der tilsammen

former den pågældende praksis. Det gør na-

turligvis ikke potentielt undertrykkende sociale

praksisser mindre kritisable, men med valget

af et praksisperspektiv mener vi, at vi får

bedre redskaber til at forstå kompleksiteten af

sådanne handlemåder og dermed kan bidra-

ge til en bedre og mere målrettet forebyggelse.

nesker, der enten er emigreret eller flygtet til

Danmark, oplever mange gange et statustab,

eller hvad nogen kalder en ”nedadgående

klasserejse”, i forbindelse med at de har mig-

reret.

Det gælder særligt migranter, der kom-

mer fra såkaldte 3. verdenslande. Statustabet

skyldes for det første fraværet af velkendte

sociale strukturer, de pågældende var en del

af i deres hjemlande, hvilket gav dem en na-

turlig plads i samfundet. For det andet skyldes

statustabet en ofte begrænset mulighed for

at bruge kompetencer og dermed få anerken-

delse for samme i modtagerlandet. Og for det

tredje cementerer et stadigt stigende negativt,

politisk fokus på migranter og flygtninge, der

indplacerer kategorier såsom ’migrant’, ’flygt-

ning’ og ’muslim’ på bunden af det sociale

hierarki i Danmark, et sådan statustab.

Minoritetspositioner betyder samtidig, at

værdier, normer og verdenssyn knyttet til etni-

ske og religiøse overbevisninger og praksisser,

der afviger fra majoritetens, risikerer at blive

marginaliseret, udskammet eller forbudt, uden

at disse nødvendigvis er problematiske. Også

migranters og flygtninges børn oplever at blive

placeret i en minoritetsposition, eftersom de

som efterkommere ofte har tilsvarende synlige

etno-religiøse karakteristika som forældrene

(såsom mørk hud, bærer muslimsk hovedbe-

klædning, har eksotiske navne, etc.). Imidlertid

behøver udskamning og forbud ikke at være

sammenfaldende med migrantens tab af sta-

tus eller forstærke oplevelsen af statustab.

Forskellige studier viser, at reaktionerne på

tab af social status og marginalisering kan

føre til forskellige mod(stands)strategier og

-praksisser.

Her nævner vi tre, som synes særligt relevante i

forhold til forskningsprojektets tematik:

• Opretholdelse eller etablering af

transna-

tionale forbindelser

kan tilbyde et alter-

Migration og minoritets-

majoritetsperspektivet

Adskillige forskningsstudier har fundet, at

migrant- og minoritetspositioner påvirker

selvforståelsen og den sociale praksis blandt

borgere med anden etnisk baggrund.

Men-

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

•

nativt rum for social status. Hvis man har

en oplevelse af ikke at kunne opnå den

sociale status i Danmark, man enten har

tabt eller stræber efter, kan man arbejde

på at opnå status gennem opretholdelse

af stærke transnationale familierelationer.

På den måde vil man inden for familien,

eller i det lokalsamfund, man som migrant

forlod, potentielt kunne opnå høj(ere) soci-

al status. Det kan være gennem forbedret

økonomi, uddannelse, men også gennem

striks opretholdelse af bestemte værdier

og normer, der eksempelvis er knyttet til

’kendte’ kønsroller. En anden transnational

strategi består i at flytte til endnu et nyt

land for at opnå en højere social status

derigennem. Denne strategi indebærer at

tilslutte sig nye normer og værdier endnu

engang.

Strategisk essentialisme

er en anden soci-

al praksis, som minoriteten kan anvende til

at opnå anseelse og etablere social status.

Det er en måde, hvorpå gruppemedlem-

mer, som internt er meget forskellige,

betoner eller overkommunikerer kulturelle

forskelle. Herved bidrager de til en stan-

dardisering af minoritetskulturen, af dens

udtryk og præsentation udadtil på bekost-

ning af nuancer og kompleksitet. Således

er de med til at promovere deres gruppe-

identitet på en forsimplet, kollektiviseret

måde, men med specifikke mål for øje. Som

adskillige forskningsstudier peger på, sker

denne essentialisering ofte i samspil med,

eller som reaktion på, majoritetens stereo-

type fremstillinger af minoriteten. Risikoen

er, at behovet for at reagere på majorite-

tens fremstilling resulterer i en selvfremstil-

ling, som ikke har meget med minoritetens

hverdagspraksis at gøre, og som bidrager

til yderligere stigmatisering.

Modborgerskab

som social praksis henvi-

ser til en bevidst afstandtagen fra, og mod-

stand mod, majoritetssamfundets værdier.

Det bliver i modstanden mod majoritets-

samfundets marginalisering af minorite-

ten, at praksis for eksempel udvikler sig

til potentiel tilslutning til politiske og/eller

religiøse ekstreme holdninger. Modborger-

skab kan også føre til strategisk essentia-

lisme, men strategisk essentialisme er ikke

udelukkende at forstå som modstand, da

denne overkommunikation af eksempelvis

etniske eller religiøse særtræk også kan

tjene majoriteten.

----

2.4.

----

Et spørgsmål om tid?

En kommentar, vi ofte er stødt på, når vi har

præsenteret forskningsprojektet i forskel-

ligt regi, er en indvending om, at det danske

samfund også

engang

kendte til denne form

for ’ære’; for eksempel i 1950’erne, eller endnu

tidligere, hvor familier sommetider slog hån-

den af unge kvinder, der blev gravide uden for

ægteskab. Den underforståede logik i denne

indvending synes at være: at kommer tid, kom-

mer råd. Med andre ord vil etniske minoriteter

i Danmark sandsynligvis automatisk ’rette ind’

og blive som ’os’ over tid. Der er flere proble-

matiske aspekter ved denne argumentations-

form, hvor et argument, der forudsætter, at vi

som majoritetssamfund er længere fremme og

derfor mere civiliseret, er det overordnede:

•

’Vi’ er civiliserede, det er ’de’ ikke. Men

’de’ skal nok komme efter det. Dette er

en typisk ny-kolonialistisk argumentati-

onsform. Perspektivet overser, at vi som

velfærdssamfund selv har adopteret en

art fælles æresbegreb, når folk straffes

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

kollektivt (hele familier smides ud, hårdere

straf implementeres for kriminalitet begået

i visse boligområder). Desuden kan vi

ikke udelukke, at vi som europæere også

opererer med et, ofte usagt, æresbegreb i

dagligdagen, men blot ikke udtrykker det

direkte rent sprogligt (se mere herom i

kapitel 4).

Argumentet om civilisation afspejler sam-

tidig en opfattelse af tiden som lineær. Det

kan kun gå i én retning – fremad. Dette er

et argument, som underforstår, at sam-

fundsprocesser – ligesom naturprocesser

– styres ud fra på forhånd givne formål

og hensigter og ikke ved forudgående

årsager. Disse formål kan være bevidste

såvel som ubevidste.

Dengang vi havde ’ære’ som styrende

norm, var det normen. Det vil sige, at den

særlige æresforståelse, som vi i dag anser

for gammeldags og umoderne, engang

var en kvalitet, stort set alle abonnerede

på, fordi den blev anset for at være normal

og måske endda værdifuld. Ære var med

andre ord majoritetens norm og værdi, og

der blev derfor ikke sat spørgsmålstegn

ved ære som norm. Når vi i dag taler om

æresrelaterede konflikter i Europa, er be-

grebet ære imidlertid udelukkende knyttet

til en etnisk og religiøs minoritetsposition,

og dét uanset, om vi taler om minoritetset-

niske grupper og/eller familier (migranter

og efterkommere), eller om religiøse grup-

peringer som udøver tilsvarende kontrol

inden for gruppen – ofte via eksempler

hentet fra Indre Mission, Jehovas Vidner,

Scientology og andre. Majoriteten defi-

nerer disse minoritetspraksisser som en

afvigelse, hvor de normer, hvormed denne

afvigelse defineres og måles, er majorite-

tens. Ære som del af en minoritetspraksis

udgør altså en afgørende anderledes

position, end dengang ’vi alle havde ære’,

og det bør vi være opmærksomme på, når

vi som samfund ønsker at forandre ’ære’ til,

hvad vi som majoritet opfatter som mere

konstruktive handlemåder. For minorite-

ten kan ’ære’ ikke desto mindre udgøre

en konstruktiv handlemåde. Placeret i et

krydsfelt af modsatrettede og overlap-

pende uligheder kan ’ære’ for minoriteten

således være et middel til at (forsøge at)

opnå højere status og anseelse inden for

et andet fællesskab end majoritetens. Der

kan altså være gode grunde til, at minori-

teten opretholder nogle mønstre, uanset at

majoritetssamfundet ikke gør. Det vender

vi tilbage til i kapitel 4.

•

----

2.5.

----

Konklusion

I dette kapitel har vi illustreret en række forsk-

ningsmæssige problemstillinger knyttet til ære

og social kontrol som begreber og praksisser

samt kritisk belyst deres indbyrdes sammen-

hæng og anvendelse. Med kapitlet inviterer

vi til ikke at tage de to begrebers betydning,

samt den praksis de måtte medforstå, for

givet, men i stedet at undersøge kategoriernes

anvendelse og betydningstilskrivelse blandt

etniske minoriteter

tillige blandt forskere,

politikere og i socialfaglig praksissammen-

hæng. Udover at have introduceret forskellige

forskningsmæssige og social- og integra-

tionspolitiske tilgange til æresrelaterede

konflikter og negativ social kontrol har vi præ-

senteret centrale analytiske aspekter af vores

forskningsstudium. Med afsæt i et praksisper-

spektiv undersøger vi i de følgende kapitler

hverdagslivets meningsproduktion i forhold til

temaerne konformitet, autoritet og mobilitet.

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

Samtidig inddrager vi et minoritets-majoritets-

perspektiv, der ikke reducerer minoriteten til

alene at være defineret i kraft af dens kulturelle

praksisser, men

også

inddrager strukturelle

uligheder, som indgår som forudsætning for

hverdagslivets mange forhandlinger.

Jiwani 2014: 125.

Æresrelaterede konflikter inkluderer her

temaer, der i den offentlige diskurs ofte

kobles til et minoritetsetnisk æresbegreb

såsom tvangsægteskab, social kontrol,

kønslemlæstelse. Se eksempelvis Danne-

skiold-Samsøe et al. 2011, 2019; Bredal

2011, 2013.

3 Jiwani 2014: 125.

4 Se eksempelvis Keskinen 2009, 2017;

Honkatukia og Keskinen 2018; Liebmann

2014, 2015, 2019.

5 Koch 2020

6 Styrelsen for International Rekruttering og

Integration, 2018, s. 5.

7 Herzfeld 1980.

8 Se også Brubaker 2013.

9 Se for eksempel Mortensen 1984; Peder-

sen og Selmer 1991; Skytte 1997.

10 Carbin 2014: 109; Liebmann 2014: 12.

11 I forbindelse med sin ph.d.-afhandling

om kategorisering af æresrelateret vold i

Danmark (Liebmann 2014), foretog Louise

Lund Liebmann en søgning på termerne

æresrelateret vold og æresvold

i Infomedia.

Søgningen viste, at mediekilder tidligst

anvendte disse begreber i 2004, mens an-

vendelsen af æresdrab kan dateres tilbage

til 1992. Det understøttes af Unni Wikan,

der daterer en europæisk anvendelse af

begrebet ’æresrelateret vold’ til konfe-

rencen

Combating patriarchal violence

against women: Focusing on violence in

the name of honour,

afholdt i Stockholm i

2004, arrangeret af det svenske Udenrigs-

ministerium og Integrations- og Ligestil-

lingsministerium (Wikan 2008: 57-58).

I vesteuropæisk sammenhæng er opkom-

sten af forskningsfeltet således sammen-

hængende med en offentlig problematise-

ring af indvandring (Welchman og Hossain

2005).

Det er i denne forbindelse bemærkelses-

værdigt, at den første politisk definerede

handlingsplan mod æresrelaterede

konflikter

National strategi mod æresre-

laterede konflikter

fra 2012 er en langt

senere udgivelse/strategi end store dele

af den journalistiske dækning og en række

selvbiografiske skildringer med ’ære’ som

motiv (se eksempelvis Güvercile 2003;

Berkan 2005) samt Unni Wikans forsk-

ningsbaserede udgivelser (2003, 2004,

2008a, 2008b).

Styrelsen for International Rekruttering og

Integration, 2018: 5.

Eide 2010.

Eide 2010: 66.

Brubaker 2013: 3; Aydin 2017.

Allievi 2005; Yildiz 2009; Hervik 2011.

Brubaker 2013: 2.

Se Wikans, primært skandinavisksproge-

de, udgivelser:

Ære og drab: Fadime – en

sag til eftertanke

(2003),

En fråga om

heder

(2004),

In Honor of Fadime: Murder

and Shame

(2008a) og

Om ære

(2008b).

For en gennemgang og analyse af Wikans

betydning for feltet og fremvæksten af ka-

tegorien æresrelateret vold, se Liebmann

2014: 105-123.

Kragh 2010: 63. For refleksioner over sam-

menhæng mellem normpraksis og social

kontrol, se Ugelvik 2019.

Gilmore 1987: 4.

Kragh 2010: 85.

Goddard 1987: 173.

Lila Abu-Lughod 2008 [1993].

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

26 For undtagelser, se Abu-Lughod 1986,

2008[1993]; Baxter 2007; Wikan 1984.

27 Baxter 2007: 742.

28 Bates & Rassam 2001: 241. Det er end-

videre problematisk, at æresteori ikke

diskuterer sammenhænge mellem teo-

riudvikling i middelhavsstudierne og de

sociale videnskaber generelt, heriblandt

den antropologiske tilgang (Kragh 2010:

82). Således er den betydningsfulde

Writing Culture-debat

fra 1990’erne stort

set fraværende inden for feltet af ære-

steori (med undtagelse af Abu-Lughod

2008[1993]). Det samme gælder for nyere

kønsforskning, idet konstitueringen af køn

og kønnede relationer ikke diskuteres. I

stedet forudsættes kønnene alene at være

biologisk og seksuelt relaterede. Dette er

særdeles bemærkelsesværdigt, idet teori

om ære ofte har seksualitet og forholdet

mellem kønnene som omdrejningspunkt.

Endvidere har teori om globaliseringspro-

cesser ikke fået tilvejebragt feltet, hvilket

kan skyldes tendensen til at fokusere på

smågrupper i landlige samfund (Goddard

1994: 60).

29 Et social- og integrationspolitisk fokus

på etniske minoriteter via æresrelaterede

konflikter og social kontrol deler Danmark

med en lang række andre vestlige lande. I

de senere år er der imidlertid i forsknings-

sammenhæng kommet øget opmærksom-

hed på, hvordan det enorme fokus på at

redde brune kvinder (fra brune mænd) i et

bredere perspektiv er med til at legitimere

– og uskyldiggøre – vestlige staters førte

integrations- og udenrigspolitik, herunder

en sammenflydning af ny-konservative,

anti-immigrationsmæssige og anti-mus-

limske interesser (se Abu-Lughod 2013;

Olwan 2019).

30 Social- og Integrationsministeriet 2012.

31 Udlændinge-, Integrations- og Boligmini-

steriet 2016.

32 Dette afsnit bygger på Liebmann ph.d.-af-

handling fra 2014 (Liebmann 2014). For

yderligere gennemgang af danske og

europæiske indsatser imod æresrelate-

ret vold frem til 2006, se

Indsatser mod

æresrelateret vold

(Jensen m.fl. 2006). Se

desuden

Kortlægning af indsatsen mod

tvangsægteskaber og lignende undertryk-

kelse,

udgivet af Ministeriet for Flygtninge,

Indvandrere og Integration (2010).

33 Se Jensen m.fl. 2006: 64-67.

34 Se bl.a. Als Research 2011; Rambøll og

Statens Institut for Folkesundhed 2013a,

2013b.

35 Liebmann 2014: 233.

36 Ministeriet skiftede i januar 2014 atter

navn, da Manu Sareen (R) afløste Annette

Wilhelmsen (SF) på ministerposten, hvor-

ved forskellige ressortområder blev sam-

menlagt. Initiativerne talte blandt andet

etablering af Dialogkorpset, der bestod af

en række frivillige etniske minoritetsmænd-

og kvinder, som blandt etniske minoriteter

igangsatte dialog om ære, omdømme

og ligestilling mellem kønnene. Også det

folkeskolerettede dialogspil

Talk talk

tvangsægteskab og æresrelaterede kon-

flikter, udarbejdet af Dansk Kvindesamfund

med støtte fra ministeriet, blev sammen

med øvrige initiativer lanceret. Det var

også omkring 2010, at R.E.D. Safehouse

overgik fra at være en forsøgsordning til at

blive et permanent tilbud og udvidet.

37 Regeringen 2011.

38 Regeringen 2011: 56. Efterfølgende

afsatte Satspuljeforhandlingerne 24. mio.

kr. i perioden 2012-2015 til nærværende

strategi.

39 Se Social- og Integrationsministeriet

2012:12, 54.

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

40 Se Social- og Integrationsministeriet 2012:

6, 10, 11.

41 Se hhv. Social- og Integrationsministeriet

2012: 34-37, 38-46. Desuden skulle der

ske ”opkvalificering” af medarbejdere på

kvindekrisecentre og etableres pladser til

unge minoritetsetniske mænd, og ”udvalg-

te” skoler skulle have en vejlederfunktion

med særlig viden om æresrelaterede

konflikter (Social- og Integrationsministe-

riet 2012: 47-53). Det daværende Soci-

al-, Børne- og Integrationsministerie og

professionshøjskolen Metropol lancerede

Perspektiver på socialt arbejde i relation til

æresrelaterede konflikter

som nyt valgmo-

dul under Den Sociale Diplomuddannel-

se. Endvidere betød ændringer i Lov om

social service, som trådte i kraft i 2014, at

kommunerne blev forpligtet til at tilbyde

rådgivning og handleplaner til voksne

udsat for æresrelaterede konflikter.

42 Social- og Integrationsministeriet 2012:

10.

43 Social- og Integrationsministeriet 2012: 6,

10-12, 23-24, 43, 54, 55, 57-58, 61, 63.

44 Social- og Integrationsministeriet 2012:

11.

45 Social- og Integrationsministeriet 2012: 6,

25, 26, 48, 56, 57.

46 Af strategien fremgår det, at det æresko-

deks, der kan give anledning til konflikter,

ikke er knyttet til bestemte religioner eller

kulturer (Social- og Integrationsministeriet

2012: 11). Alligevel beskriver strategien

udelukkende konflikter og vold i relation

til etniske minoriteter, æresforestillinger,

tvangsægteskaber, genopdragelsesrejser,

familiesammenføring etc. og for eksempel

ikke i forhold til vold mod majoritetsetniske

kvinder (kønsbaseret vold).

47 Se Social- og Integrationsministeriet

2012:11; Bredal 2014:141-142. Socio-

logen Anja Bredal viser, hvordan æres-

relateret vold og vold mod majoritetset-

niske borgere på et nationalt plan søges

afhjulpet ud fra forskellige strategier, der

ikke integreres i hinanden; henholdsvis

integration versus ligestilling mellem køn-

nene (2014:138-143).

Liebmann 2014: 236.

Social- og Integrationsministeriet 2012:

29.

Social- og Integrationsministeriet 2012:

54ff.

Bredal 2014:139.

Liebmann 2014: 238-239.

Se f.eks. Ugelvik 2019.

Danneskiold-Samsøe m.fl. 2019.

Se for eksempel Danneskiold-Samsøe

2006, 2007; Diken 1995, 1998; Jagd 2007;

Moldenhawer 2001; Schmidt og Jakobsen

2004.

Se for eksempel AlsResearch 2014, 2018a,

2018b, 2020; Liversage 2017, 2018;

Liversage og Jepsen 2019; Rambøll 2013,

2015, 2019.

Danneskiold m.fl. 2011, 2019.

Liebmann 2014; Mirza 2017.

Se for eksempel AlsResearch 2018a: 19-20.

For yderligere oversigt over viden på om-

rådet, se SIRI’s nyligt udgivede videnskort-

lægning: https://uim.dk/filer/integration/

videnskortlaegning-om-aeresrelatere-

de-konflikter.pdf (tilgået 23. februar 2020).

Se blandt andet. Akpinar 2003; Gill 2012;

Kragh 2010.

Se blandt andet Kragh 2010.s

Se Giddens 1984; Shove m.fl. 2012.

McGuire: 6-7.

Se for eksempel Bach 2019; Gilliam 2009;

Hocke 2014; Jagd 2007; Khawaja 2010;

Staunæs 2004; Jensen 2007.

Se for eksempel Christensen og Jensen

2012.

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

67 Eriksen 1998.

68 Se Eide 2010: 76 for denne definition af

strategisk essentialisme.

69 Se for eksempel Jagd 2007 og Jensen

2007, men også Soei 2018.

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

Ka-

pi- 3

tel

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

Metode og

forskningsdesign

Hvordan undersøger vi erfaringer med det, der

populært betegnes ’æresrelaterede konflikter

og negativ social kontrol’? Måden, hvorpå vi

har besvaret dette spørgsmål, er fokus for det-

te kapitel. Derudover identificerer vi sideløben-

de mere generelle metodiske problemstillinger

i udforskningen af sociale problemer, hvor race

og minoritetsstatus spiller ind. Som nævnt i

forrige kapitel har eksisterende undersøgelser

(og forskning) især sat fokus på etniske mino-

ritetskvinder og -mænd, der er del af diverse

institutionaliserede hjælpeindsatser. Med

ønsket om en bredere forståelse af og en mere

undersøgende tilgang til sociale problemer

blandt etniske minoriteter sætter vi med dette

projekt fokus på

hverdagslivet,

og hvordan

erfaringer med konflikter og social kontrol

opleves, tillægges betydning og forhandles i

hverdagen. Herunder, hvornår konflikter

ikke

fører til ødelæggende eller voldelige forhold.

Uden på forhånd at lægge os fast på, hvorvidt

disse erfaringer overhovedet er relateret til

’ære’, er målet at undersøge, hvorvidt, hvor-

dan og hvornår æresnormer sættes i spil som

et element i en potentiel konflikt- og/eller

kontrolsituation. Dermed ønsker vi at undgå

at reducere hverdagslivets udfordringer til et

spørgsmål alene om (’udansk’) etnicitet eller

kultur. Som angivet i forrige kapitel ønsker

vi i stedet at undersøge sociale problemer i

etniske minoritetsfamilier med en eksplorativ

tilgang og via et intersektionelt perspektiv.

Med et intersektionelt perspektiv under-

søger vi de faktorer, der i

samspillet

udgør

en forklaringsramme i den konkrete sam-

menhæng. En intersektionel analyse handler

ikke om at lægge alle faktorer (for eksempel

klasse, etnicitet, alder, køn) sammen, men om

at undersøge, hvornår og hvordan specifikke

faktorer træder i forgrunden og får betydning

for konkrete situationer og kontekster.

Det

kunne for eksempel være en opmærksomhed

på, hvornår informanten henviser til køn, reli-

gion eller minoritetsposition som væsentlige

faktorer for egen eller andres handling.

I 2016 indikerede målinger i Udlændinge-,

Integrations- og Boligministeriets såkaldte

Medborgerskabsundersøgelse (2016b) en

række faktorer, som fremstår som væsentli-

ge for oplevelsen af negativ social kontrol.

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

Undersøgelsen, der er baseret på en kvanti-

tativ spørgeundersøgelse,

viser, at næsten

hver fjerde af de 18-29-årige indvandrere og

efterkommere med ikke-vestlig oprindelse har

følt sig begrænset af familien i forhold til valg

af kæreste eller ægtefælle – til sammenligning

med 2% af unge med etnisk dansk oprindelse.

Hertil kommer, at (unge) kvinder generelt er

mere udsatte end mænd. Minoritetsetniske

unge i beskæftigelse oplever i mindre grad

social kontrol end minoritetsunge, der hverken

er i uddannelse eller beskæftigelse. En anden

baggrundsfaktor er boligområde – og dermed

nærmiljø. Undersøgelsen peger på, at etniske

minoriteters – og i særdeleshed de etniske

minoritetskvinders – oplevelse af social kontrol

i høj grad er sammenfaldende med deres bo-

ligområde. 59% af etniske minoritetskvinder,

der er bosat i områder med høj koncentration

af beboere med indvandrerbaggrund, føler sig

begrænset i valget af kæreste eller ægtefælle.

Andelen af kvinder, der oplever social kontrol,

er væsentlig mindre (22%), når de bor i et

område med få eller ingen andre beboere med

indvandrerbaggrund.

Etniske minoritetsunge,

hvis vennekreds alene består af personer med

indvandrerbaggrund, oplever flere restriktio-

ner og strammere grænser end unge med få

eller ingen venner med indvandrerbaggrund.

En tredje baggrundsfaktor er religion. På tværs

af køn oplever de religiøse unge med etnisk

minoritetsbaggrund betydelig mere social

kontrol end de ikke-religiøse. 32% af de unge,

som angiver, at de er religiøst praktiserende,

tilkendegiver samtidig, at de føler sig begræn-

set af familien i forhold til valg af kæreste eller

ægtefælle. Det tilsvarende tal er 14% blandt

unge, som ikke praktiserer deres religion.

Medborgerskabsundersøgelsen peger med

andre ord på et statistisk sammenfald mellem

etnisk minoritetsbaggrund, kønnede, genera-

tionelle, religiøse samt lokale parametre for

oplevelsen af negativ social kontrol. Til gen-

gæld giver Medborgerskabsundersøgelsen

intet svar på, hvad sådanne oplevelser konkret

består af, og hvordan etnicitet, minoritetspo-

sition, køn, alder, religion og bosted spiller

sammen (træder i baggrunden eller forgrun-

den) for den enkelte i konkrete erfaringer med

social kontrol.

For at opnå større viden om betydningen af

de nævnte parametre sætter vi fokus på fami-

lie, religiøst tilhørsforhold og lokalsamfund.

Med ønsket om en dybere forståelse af den

enkeltes oplevelse af konflikt og kontrol, har vi

valgt en kvalitativ undersøgelsestilgang, som

er case- og interviewbaseret. Vi fokuserer på,

hvordan to forskellige generationer af etniske

minoritetsborgere i to forskellige dele af lan-

det, på tværs af køn og generation, agerer ved

eventuelle uoverensstemmelser og konflikter –

blandt andet for at forhandle sig ud af nogle af

disse konflikter. I den forbindelse undersøger

vi, hvilke temaer, understøttende normer og

praksisser i hverdagslivets meningsprodukti-

on, der sættes i spil.

----

3.1.

----

Kvalitative metoder

og casestudie

Kvalitativ forskning, eller forskning baseret på

kvalitative metoder, er et bredt felt med mange

forskellige undergrupperinger og retning-

er. Heriblandt er en søgen efter mening og

forståelse, hvor forskeren så at sige bruger sig

selv som undersøgelsesinstrument, en induktiv

undersøgelsesstrategi samt et righoldigt,

deskriptivt kildemateriale som slutprodukt cen-

trale kendetegn for kvalitativ forskning.

Samlet

set kan man også sige, at kvalitative metoder

søger at gå analytisk i dybden med et mindre

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

omfangsrigt materiale, hvorimod kvantitative

undersøgelser er bredere empirisk baseret

– og derfor mere generaliserbare – men ikke

nødvendigvis kommer så dybt ’ned i materien’.

Vi har valgt at basere vores undersøgelse på

kvalitative metoder såsom interview og delta-

gerobservation foretaget på to cases, Volls-

mose og Slagelse, da disse metoder – og de

datakilder, de skaber – er velegnede til at forstå

mennesker og deres praksis, som de indgår i

en bredere sammenhæng. Herved bliver det

muligt at løfte nuancer frem på et komplekst felt

for at opnå en mere detaljeret, og forhåbentlig

rigere, analytisk forståelse.

I såvel kvalitative casestudier som kvalitative

interviews er uforudsigelighed, vilkårlighed og

øjebliksbilleder en præmis. Fordi man i kvali-

tative metoder netop ikke søger at indsamle

et så bredt og præcist sammensat materiale,

at man kan generalisere ud fra den indsam-

lede empiri, og de analyser, der kommer ud af

den, er materialet ikke repræsentativt. Det skal

forstås på den måde, at man ikke kan gendrive

resultatet; man vil aldrig kunne få

nøjagtigt

det

samme resultat et andet sted eller på et andet

tidspunkt. Og dette aspekt af uforudsigelighed

bliver ikke mindre af, at vi som kvalitativt orien-

terede forskere, der så at sige bruger os selv

som undersøgelsesinstrument, når vi udforsker

via interview og observation, også selv taler og

agerer i henhold til de mennesker, vi i en given

situation sidder overfor. Pointen er imidlertid, at

der i mødet mellem informant (eller felt) og for-

sker, og på baggrund af forskerens spørgsmål,

skabes indsigt i det undersøgte emne, sådan

som informanten tillægger det betydning.

dybdegående beskrivelse og analyse af et

afgrænset tema.

Vi har valgt bydelen Volls-

mose ved Odense og provinsbyen Slagelse på

Sydvestsjælland som cases og dermed ramme

for vores undersøgelse. Hensigten med dette

valg er ikke at sige noget om de to byrum i sig

selv. Snarere har vi valgt Vollsmose og Slagel-

se, fordi de udgør to indbyrdes forskellige og

”symbolsk repræsentative”

steder i Danmark,

der inddrager regional og lokal forskellighed,

blandt andet varierende socioøkonomiske

forhold og klasseidentiteter.

Mens Vollsmose

er kendt for sin position som socialt belastet

boligområde med stemplet ”hård ghetto”,

Slagelse blevet rost for sin evne til at få nyan-

komne flygtninge i arbejde (men rummer med

Ringparken også en såkaldt ”hård ghetto”).

Vollsmose og Slagelse har altså fungeret

som udgangspunkt for rekruttering af infor-

manter samt udførelse af deltagerobservation.

Udvælgelsen af vores cases er således sket ud

fra kriterier svarende til ”purposive sampling”,

hvilket kan oversættes til målrettet prøveud-

tagning. Denne metodiske tilgang er velegnet

til kvalitative casestudier af mindre omfang og

sammensætning.

Målrettet prøveudtagning

som metode blev foretaget med henblik på at

undersøge, hvorvidt, og i så fald hvordan og i

hvilken grad, ulighed skaber forudsætninger

for, og spiller sammen med, det som i medier

og myndighedssprog bliver kaldt for ’negativ

social kontrol og æresrelaterede konflikter’.

Casenes forskellige sammensætning skal des-

uden gøre et sammenlignende perspektiv mu-

ligt i forhold til parametrene bosted/nærmiljø,

køn, generation og religiøst tilhørsforhold.

Bydelen Vollsmose er et multietnisk, tæt

befolket nabolag, der består af almennyttigt

boligbyggeri med 7.767 indbyggere, hvoraf

76,6% er indvandrere eller efterkommere fra

ikke-vestlige lande.

Vollsmose udgør det ene

af vores casestudier, fordi boligområdet er

Vollsmose og Slagelse

som cases

Med valget af det kvalitative casestudie som

metode har vi ligeledes ønsket at fremme en

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

særdeles stigmatiseret og med en høj andel af

sociale problemer og kriminalitet, et såkaldt

isoleret indvandrermiljø med fortrinsvist

muslimske indvandrergrupper, og hvor den

kommunale integrationsindsats har vist sig

mindre vellykket.

Desuden optræder bydelen

i den seneste udgave af Transport- og Bolig-

ministeriets liste over ”hårde ghettoområder”

i Danmark (fra 1. december 2019).

Valget af

Vollsmose som case er relevant, idet Medbor-

gerskabsundersøgelsen som sagt peger på,

at det i særdeleshed er i de socialt belastede,

multikulturelle boligområder, at minoritetsun-

ge, og særligt kvinder, føler sig begrænsede og

kontrollerede (af familiemedlemmer).

Slagelse er en større provinsby på Sjælland

med 33.433 indbyggere, hvoraf indvandrere

og efterkommere udgør 10,6% og dermed

en betydeligt lavere andel end i Vollsmose

og en smule under landsgennemsnittet på

12,3%

. Selvom Slagelse Kommune rummer

to såkaldte ghettoområder,

er kommunen til

forskel fra bydelen Vollsmose blevet positivt

fremhævet på integrationsområdet, eftersom

beskæftigelsesfrekvensen for flygtninge og

indvandrere på tværs af kommunen er høj.

Ifølge en undersøgelse af landets kommunale

aktiveringsforløb i perioden 2010 til 2014

har Slagelse kommune haft succes med at få

næsten hver anden flygtning (46,7%) videre til

almindelig beskæftigelse.

Empirisk materiale

– hvordan, hvad og hvorfor?

Vores primære empiriske materiale består af

kvalitative gruppe- og enkeltmandsinterview

med etniske minoritetsunge og -forældre

fra de to forskellige cases. Som nævnt i

indledningen til dette kapitel, har vi bevidst

valgt at interviewe etniske minoritetskvinder

og -mænd, der

ikke

er del af diverse

institutionaliserede hjælpeindsatser.

Ved at betone spændinger og konflikter

hverdagslivet

snarere end inden for

institutionelle rammer, forholder vi os til de

metodiske og kontekstuelle problemstillinger,

som eksisterende forskning som nævnt har

påpeget. Disse studier viser, hvordan ofre

for såkaldt æresrelateret vold, der er en

del af forskellige hjælpeindsatser, er under

påvirkning af indsatsernes institutionelle

(og kulturaliserede) diskurser, når de

fortæller om deres erfaringer.

Ved at

fokusere på minoritetsetniske borgere, der

ikke på forhånd kan forventes at have været

involveret i æresrelaterede konflikter, kontrol

eller vold, fordi de ikke er rekrutteret via

kommunale hjælpeindsatser, er formålet at

undersøge, hvorvidt, og i så fald hvordan,

minoritetsborgere har erfaringer med og

tillægger ære betydning i hverdagen selv om

de ikke har været igennem ødelæggende eller

voldelige forhold. Ud over en mere nuanceret

indsigt i forståelser og praksisser blandt

etniske minoriteter åbner denne tilgang også

for udlægninger af, hvordan ære og social

kontrol

forhandles

af minoritetsborgere for

eksempel inden for familien på en måde,

der modvirker, at ære og social kontrol fører

til konflikt eller vold. Med andre ord skaber

vores tilgang mulighed for at undersøge,

hvordan spændinger og normbrud håndteres

af informanten og familien i øvrigt. Det er

vigtigt her at understrege, at vi ikke har den

opfattelse, at ære og social kontrol automatisk

rummer et potentiale for konflikt hvad

enten der er tale om majoritetsetniske eller

minoritetsetniske borgere.

Flertallet af vores informanter har mus-

limsk tilhørsforhold. Informanternes muslim-

ske tilhørsforhold skyldes ikke, at vi knytter

æresbegreber eller social kontrol til islam

eller anskuer æresrelaterede konflikter som

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

en særlig muslimsk praksis. I Danmark har

størstedelen af ikke-vestlige indvandrere og

efterkommere imidlertid rødder i lande, hvor

islam er majoritetsreligion. På grund af disse

migrationshistoriske forhold er størstedelen

af ikke-vestlige indvandrere og efterkommere

i henholdsvis Slagelse og Vollsmose derfor

også af muslimsk herkomst, hvilket følgelig

er et aspekt, der er afspejlet i vores empiriske

materiale.

Sammenlagt har vi interviewet 53 etniske

minoritetsborgere med boligmæssig tilknyt-

ning til enten Vollsmose eller Slagelse. Dertil

kommer en række baggrundsinterview med

fagprofessionelle, der arbejder i og med nogle

af områdernes minoritetsetniske beboere.

Vores interviewmateriale består af:

•

38 individuelle interviews med minoritets-

unge og repræsentanter for forældregene-

rationen

5 gruppeinterview med 15 minoritetsunge

(2-6 i hver gruppe)

15 baggrundsinterview med 18 fagprofes-

sionelle

som muslimer, enkelte som kristne, mens nog-

le samtidig giver udtryk for at være uafklarede

i forhold til religions betydning for dem. De

yngste informanter er 15 år, den ældste knap

50 år. Langt størstedelen af informanterne er

under uddannelse (21), i arbejde (22) eller i

praktik (2). Andre er på barsel (3) eller syge-

meldt (3). 26 er gifte eller i faste parforhold, 27

er singler, hvoraf 6 er fraskilte.

I rekrutteringen af informanter har målet

været at opnå størst mulig variation inden for

de valgte parametre såsom bosted, etnisk/

national baggrund, religiøst tilhørsforhold,

alder/generation og køn, frem for udelukkende

at have rekrutteret informanter med samme

etniske baggrund eksempelvis. Dog har vi

med to undtagelser udelukkende interviewet

personer, der har etnisk minoritetsbaggrund.

Med empirisk materiale præget af størst mulig

intern variation – især i forhold til alder, køn

og etnisk baggrund – har vi mulighed for at

belyse forskellighed samt unikke aspekter,

samtidig med at vi identificerer potentielle

fælles mønstre på tværs af disse forskelle.

Med ønsket om størst mulig variation for

øje blev projektets informanter rekrutteret

ved hjælp af en sneboldteknik og via såkaldte

’gatekeepers’. Generelt betragtet indebærer

sneboldteknikken at bede informanter om

henvisninger til andre potentielle informanter,

mens ’gatekeepere’ er personer med adgang

til særligt relevante miljøer (og personer), der

kan ’stå inde’ for os i disse miljøer og derved

lette vores kontakt hertil. I praksis er disse to

rekrutteringsteknikker overlappende og sup-

plerende. I første omgang benyttede vi vores

faglige og sociale netværk blandt etniske mi-

noriteter, kontaktede ungdomsklubber, skoler

og uddannelsesinstitutioner, løse såvel som

formelle foreninger i henholdsvis Slagelse og

Vollsmose, henvendte os til enkeltpersoner og

grupper via sociale medier og tog kontakt til

•

31 af vores informanter har boligmæssig til-

knytning til Vollsmose og 24 til Slagelse, heraf

har to personer boligmæssig tilknytning til

begge områder. 21 er mænd og 32 er kvinder.

Foruden Danmark har informanterne oprin-

delse i eller relation til så forskellige lande og

landområder som Somalia, Syrien, Tyrkiet,

Palæstina, Nepal, Afghanistan, Pakistan, Egyp-

ten, Kosovo, Libanon, Tunesien og Østafrika.

Flere tilhører etniske minoritetsgrupper inden

for de angivne lande såsom kurdere fra Tyrkiet

og palæstinensere fra Libanon eller Syrien. De

største grupper i vores interviewmateriale har

enten somalisk baggrund (13 informanter)

eller palæstinensisk baggrund (14 informan-

ter).

Langt størstedelen betegner sig selv

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

etniske minoritetsborgere, som vore netværk

blandt socialfaglige medarbejdere i hen-

holdsvis Slagelse og Vollsmose foreslog os.

Vores dygtige studentermedhjælpere foretog

endvidere opsøgende

facer-lignede

arbejde

på gaden i Slagelse, ligesom vi selv kom i

kontakt med enkelte informanter i Vollsmose

på samme måde.

Mange af de skoler og uddannelsesinsti-

tutioner, vi indledningsvist kontaktede, kunne

ikke afse den fornødne tid til at hjælpe os med

at skabe kontakt til relevante unge, og de, der

kunne, lykkedes det ikke at hverve nogen. Det

betyder, at vores informanter er fundet via de

øvrige kanaler, nævnt ovenfor. Vi har løbende

gjort en indsats for at skabe empirisk balance

i forhold til de centrale parametre såsom køn,

generation og bosted og dermed løbende

søgt at skabe en nogenlunde ligelig fordeling

af informanter på tværs af de to case-områder,

af køn (her forstået som mænd versus kvinder)

samt af yngre og ældre borgere med forskellig

etnisk og religiøs minoritetsbaggrund. Imid-

lertid var det lettest at finde yngre, minori-

tetsetniske kvinder, der var villige til at deltage,

og derfor er denne gruppe overrepræsenteret i

vores empiriske materiale.

Som vi vil komme ind på senere, siger denne

overrepræsentation imidlertid noget om, hvor

samfundsmæssigt engagerede og ressour-

cestærke mange af disse kvinder er. Overre-

præsentationen siger dog også noget om,

at vi som samfund – og forskere – nok burde

interessere os mere for de etniske minoritets-

mænd og de grunde, de har til ikke at stille op

i samme grad.

Således fortalte flere af de

mandlige informanter, at de inden interviewet

havde googlet os – eller på anden måde tjek-

ket os – for at undersøge, hvem vi var, og hvad

vi stod for. Der synes dermed at være en større

mistænksomhed blandt de mandlige deltage-

re over for formålet med forskningsprojektet

end blandt kvinderne. Det er næppe overra-

skende i sig selv, da det primært er etniske

minoritetsmænd, der i den offentlige debat

fremstår som udøvere af vold og kontrol over

for kvinderne, der hovedsageligt beskrives

som ofre. Desuden fandt Medborgerskabsun-

dersøgelsen fra 2016, at der er en overrepræ-

sentation af etniske minoritetsmænd, der ople-

ver diskrimination. Det kan ligeledes tænkes at

øge mistænksomheden over for statsinitieret

og -finansieret forskning som vores, der mere

eller mindre usagt udpeger mændene som det

egentlige problem.

I forhold til selve interviewene, blev de alle

foretaget på baggrund af en interview-guide,

hvori vi forinden havde skitseret de temaer,

vi gerne ville ind på: informantens hverdag;

følelser for familien; ægteskab/parforhold;

boligområdet, byrummet og mobilitet; mag-

trelationer i og uden for familien; kulturelle

normer (’ære’); religionens betydning; social

status. De udførte interview var således se-

mistrukturerede, og de varede typisk mellem

1-2 timer hver. Stedet for interviewet afhang

af informantens ønske og foregik typisk på

en café eller hjemme hos informanten selv.

På nær i et enkelt tilfælde blev alle interview

optaget på diktafon, hvorefter de er blevet

transskriberet, renskrevet og kodet i databe-

handlingsprogrammet NVivo. I kodningen har

vi i overensstemmelse med projektets em-

piriske og analytiske fokusområde tematisk

koncentreret os om kategorierne ’generation

og køn’, ’hverdagslivet og religion’, ’steds-

skabelse’ samt ’migration og klasseidentitet’.

Disse analysekategorier har vi i kodningen

af interviewmaterialet yderligere brudt ned i

følgende nodes: Ære, anstændighed; sam-

fund eller institutioners vigtighed; venskab;

fællesskab; utryghed, usikkerhed; tryghed, at

føle sig hjemme; tradition, kultur; strukturel

modstand eller påvirkning; bostedets betyd-

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

ning; social kontrol; selvansvar, frihed; religion

og religiøsitet; mobilitet (fysisk-rumligt); køn;

klasse; intern modstand; identitet; generati-

onsmobilitet; familie.

Ud over interviewene har vi udført del-

tagerobservation i henholdsvis Vollsmose

og Slagelse i form af besøg i ungdomsklub,

sprogcenter, bokseklub, kirke, moske, indkøbs-

centre, mødested, caféer, bibliotek og kom-

munale tilbud. Vi har herunder også i mindre

omfang deltaget i aktiviteter udbudt af nogle

af disse fora.

grund af de opstillede kategorier. Det bevir-

ker, at der er risiko for at reducere den givne

konflikts kompleksitet. Med andre ord, i de(t)

tilfælde hvor etniske minoritetsunge oplever

højere grad af kontrol og konflikt i familien end

majoritetsunge, kan en kvantitativ undersø-

gelse sjældent bidrage til at belyse årsagerne

bag et eventuelt sammenfald mellem konflikt

og kontrol på den ene side og etnicitet/kultur

og minoritetsstatus på den anden. Man kan

ikke automatisk forstå eller forklare oplevelser

med begrænsende adfærd og konflikt blandt

etniske minoritetsunge som et resultat af en

’æresideologi’, blot fordi de unges oplevelser

finder sted inden for etniske minoritetsfamilier,

eller fordi de ligner andre minoritetsetniske

unges oplevelser med ’ære’. At reducere så-

danne konflikter til et spørgsmål om migran-

ters (og efterkommeres) ’etnicitet’, ’kultur’ eller

’ære’ vil ikke få fat i den sociale virkeligheds

kompleksitet og samspillet af parametre heri,

og derfor heller ikke kunne bidrage med bedre

viden på området, endsige til målrettede

indsatser.

Her gælder omvendt, at kvalitativt baseret

forskning har potentialet til at bidrage med

viden om komplicerede sammenhænge og hi-

storicitet, som giver en mere nuanceret forstå-

else af problemernes fremvækst, karakter og

mangfoldighed og derfor også deres måske

komplekse løsninger.

Anonymisering

Når vi henviser til konkrete informanter, anven-

der vi pseudonymer. Derudover har vi yder-

ligere anonymiseret nogle af informanterne

ved først og fremmest at fjerne eller omskrive

særlige kendetegn. Vi har endvidere også

splittet enkelte informanters historie op, så

deres historier fremstår, som om der er tale om

to forskellige informanters fortællinger. Det har

vi gjort for at sikre, at informanterne ikke kan

identificeres.

Begge former for anonymisering

er imidlertid sket med respekt for informanter-

nes fortællinger og erfaringer som helhed.

----

3.2.

----

Om metodevalg,

udsigelseskraft og dilemmaer

Kvalitativ forskning generelt, og kvalitative

casestudier i særdeleshed, bliver ofte kritiseret

for ikke at være repræsentative.

Til gengæld

risikerer kvantitativ forskning, så som spørge-

skemaundersøgelser, at generalisere på tværs

af store forskelle, således at erfaringer med

konflikt i familien for eksempel automatisk

knyttes til en kulturel og etnisk andethed på

Det kvalitative og

narrative interview

Via det kvalitative interview får vi adgang til

informanternes udlægninger af, og erfarin-

ger med, konflikter, begrænsninger og social

udsathed. Gennem deres fortællinger tillæg-

ger informanterne specifikke oplevelser og

erfaringer i hverdagslivet betydning og place-

rer dermed sig selv i en for dem meningsfuld

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

sammenhæng. Disse fortællinger er interes-

sante for os, fordi informanterne fortæller

sig selv frem som enten genstand for andres

handlinger og/eller som handlende aktører

(og nogle gange som begge dele). Med afsæt

i analysen af flygtningefortællinger argumen-

terer antropologen Michael Jackson således

for, at man kan se dét at fortælle som den

marginaliserede/minoritetens (den undertryk-

tes) mulighed for at forhandle eller forskubbe

en objektposition og i stedet positionere sig

som handlende subjekt.

En sådan positio-

nering har betydning på et mere eksistentielt

niveau. Ikke at kunne handle er oplevelsen af

at være reduceret til ingenting eller bare en

ting, et objekt, en anonym genstand for blind

skæbne, argumenterer han.

Netop ved at for-

tælle sig selv frem som et handlende subjekt,

der formår at reagere på andres handlen og

undertrykkelse, berettiger fortælleren så at

sige sin egen eksistens. Selvsamme eksistens,

som undertrykkeren gennem sine handlinger

ikke indrømmer fortælleren.

Med andre ord

får vi ud fra Jacksons perspektiv adgang til,

hvordan informanterne skaber mening ud af

potentielt vanskelige vilkår eller ambivalente

situationer, og hvordan de fortæller sig selv

ud af sådanne. Dermed får vi også adgang til

informanternes strategier til forandring.

Et narrativt udgangspunkt i vores kvalitative

tilgang betyder samtidig, at vi anerkender, at

der er et såkaldt performativt element invol-

veret i at fortælle sig selv frem. Det indebærer,

at der også er et performativt element i de

kvalitative interview, vi har indsamlet. Antro-

pologen Lila Abu-Lughod pointerer i denne

henseende, hvordan fortællinger altid tager

form efter de omgivelser og omstændigheder,

hvorunder de fremkommer.

Via sit feltar-

bejde blandt egyptiske beduinkvinder viser

Abu-Lughod, hvordan kvindernes diskur-

ser om ’ære’ omhyggeligt formes efter den

konkrete fortællers og tilhørers køn og status

lokalt i familien og samfundet såvel som efter

fortællingens tiltænkte funktion.

De begiven-

heder, hendes kvindelige informanter refererer

til, er nemlig altid underlagt de positioner, som

fortællere og tilhørere havde til den konkrete

historie og til hinanden. Også formålet med

de konkrete beretninger havde indflydelse på

deres udformning, og ’den samme’ beretning

varierede således fra en lejlighed til en anden.

Med andre ord kan kvinden i én sammenhæng

vælge at tale ind i en særlig æresdiskurs, som

understøtter kønnede normforskelle med det

formål at opretholde status og dermed øge

sine handlemuligheder inden for den sociale

gruppe. I en anden sammenhæng kan samme

kvinde imidlertid vælge at udfordre etablerede

æresnormer for at opnå andre muligheder in-

den for, eller på tværs af, sociale grupperinger.

Performative elementer viser sig også i

vores materiale, hvor én af de yngre kvinder

taler om gensidig respekt som en kønsneutral

norm, der gør det muligt for hende at træne

sammen med mænd. Samtidig taler hun om

ære som et spørgsmål om loyalitet og om at

gøre forældrene stolte. At opnå denne form for

anerkendelse forbinder hun med det ”at klare

sig godt” ved at tage en god uddannelse og at

opføre sig ordentligt over for alle mennesker.

Her fortæller informanten altså ære frem som

en kønsneutral værdi. Til gengæld forbinder

hun det ”at undgå at udstråle noget seksuelt

og forvirre folk” med at være en god muslim,

dog samtidig med at hun har fravalgt at bære

tørklæde, hvilket ikke er en kønsneutral værdi.

Der er altså forskellige former for normativ

adfærd, som hun bringer i spil i relation til

forskellige grupperinger, positioner og køn,

som hun relaterer forskelligt til, alt efter hvilken

kontekst hun befinder sig i.

I forbindelse med vores narrative ud-

gangspunkt er det relevant at nævne, at vi

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

forstår kultur som en dynamisk proces, hvori

informanter som aktører løbende tillægger

handlinger betydning og forhandler disse

med andre aktører i samfundet. Vi tilgår derfor

kultur som noget omskifteligt og differentieret,

snarere end som en harmonisk helhed, som

alle deltager i med en bestemt form for dybere

meningsskabelse for øje.

Det indbefatter, at

kultur ikke skal forstås som en variabel, der

forårsager bestemte former for handlinger,

men som en ressource mennesker bruger i

deres levede liv.

En dynamisk tilgang til kultur

giver os mulighed for at redegøre for forskel-

lige – overlappende, modstridende såvel som

konkurrerende – diskurser, som individer kan

trække på

og sætte i relation til praksis.

Vores kulturforståelse og narrative tilgang

betyder imidlertid også, at vi ikke forstår vores

forskningsinterview som privilegerede ad-

gange til informanters ’indre verden’. I stedet

anskuer vi interviewene som del af en kontekst,

hvor informanterne og deres fortællinger

naturligvis er påvirkede af

hvor, hvornår

hvem,

der spørger og lytter, når der fortælles

– ligesom også andre former for samtaler er

det.

At der i alle interviewsammenhænge,

som i mange andre sociale sammenhænge

i øvrigt, sker en afsmitning i forhold til de for-

ventninger, diskurser og kulturelle kategorier,

der så at sige er ’til stede’ i samfundet på det

tidspunkt, der fortælles, er velkendt inden for

blandt andet sociologien og antropologien –

ikke mindst inden for forskning i sygdoms- og

lidelsesfortællinger.

Tilgængelige for os som

analytikere er informanternes beretninger om

forskellige hændelser, normer og praksisser,

sådan som de i interviewsituationen udlagde

dem for os. Sagt med andre ord, udgør disse

beretninger ikke én til én-gengivelser, men

derimod tids- og stedsbestemte fortolkninger

af de fortalte begivenheder, normer og prak-

sisser. Det kan være kontroversielt at fremhæve

dette metodiske aspekt, eller forbehold, når vi

beskæftiger os med et område, der fokuserer

på potentielle overgreb, altså på ofre. Vores

ønske er da heller ikke på nogen måde at be-

tvivle ofres udlægninger af vold og undertryk-

kelse. Blot ønsker vi at minde om, at der ikke

desto mindre

et metodisk forbehold, vi er

nødt til at forholde os til. Det samme vil i øvrigt

gælde ved diverse udrednings- og visitati-

onssamtaler i forskellige hjælpeindsatser, der

også har interview eller samtale som metodisk

udgangs- og omdrejningspunkt, og derfor

nævner vi dem her.

Valget af kvalitative interview som metode

gør det muligt at høre subjektive beskrivel-

ser af normer og praksisser, herunder af

eventuelle spændinger og konflikter, så vidt

muligt fortalt i informanternes eget sprog og

med deres egne ord. Som vi vil komme ind på

senere i rapporten, har vi benyttet forskellige

metodiske greb og teknikker for at komme en

eventuel brug af æresbegreber blandt etniske

minoriteter et skridt nærmere uden at lægge

informanterne ord i munden.

Om kategorier og

stigmatisering

En sidste problemstilling, der fletter sig ind i

vores kvalitative metode, er spørgsmålet om,

hvordan man som forsker undgår at bidrage

til en politiseret diskurs, der stigmatiserer – og

dermed negativt stempler – en del af befolk-

ningen på grund af deres migranthistoriske

ophav. Spørgsmålet er, hvordan forskeren i sit

undersøgelsesdesign kan forholde sig under-

søgende til konkrete sociale problemer, som

nogle

etniske minoritetsunge og -forældre

kæmper med, samtidig med at man fasthol-

der et kritisk og refleksivt perspektiv på de –

politiserede og institutionaliserede – common

sense-kategorier og forklaringsrammer, som

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

forskningsprojektet udspringer af. Med andre

ord: Hvordan undgår vi at se ’ære’, hvor ’ære’

ikke er på spil, samtidig med at vi forsøger at

skabe ny viden om dét, der er baggrunden

for den socialpolitiske interesse på området,

nemlig mistrivsel, konflikter og vold i nogle

etniske minoritetsfamilier? Og på et mere

lavpraktisk niveau: Hvordan undgår vi så vidt

muligt at lægge ord og begreber i munden

på informanter, som de måske ikke ellers ville

have benyttet i denne sammenhæng, samti-

dig med at vi som nævnt er bevidste om, at vi

uvægerlig fungerer som initiativtagere til, og

ordstyrere for, interviewene?

Ifølge sociologen Pierre Bourdieu udsprin-

ger samfundets måde at anskue bestemte

sociale problemer på af de magt- og domi-

nansforhold, som er med til at opretholde

den sociale orden. Gennem kategoriseringer

og retten til at navngive kæmper forskellige

aktører så at sige om interesser og livspro-

jekter.

Kategoriseringer og navngivning af

sociale problemer, som for eksempel æresre-

laterede konflikter, vil derfor også udspringe

af dominansforhold i samfundet. Bourdieu

opfordrer følgelig til, at man i studiet af sociale

problemer altid er opmærksom på, hvordan

kategoriseringen af et specifikt socialt pro-

blem er blevet til – altså er historicitet et vigtigt

element. Ignorerer man dette, argumenterer

han, vil resultatet af en given undersøgelse

være udtryk for en selvopfyldende profeti.

Med andre ord finder man det, man leder efter,

hvis man ikke sætter givne sociale problemer

ind i en strukturel og historisk-kritisk sammen-

hæng, og man opnår derfor ingen ny indsigt.

I forbindelse med vores interview med fag-

professionelle reagerede en pædagog med

anden etnisk baggrund således spontant på

et spørgsmål om, hvad begrebet ’æresrelate-

rede konflikter’ mon betyder: ”Det er på tide,

at vi finder en anden måde at tale om det på,”

sagde han. Pædagogen afviste altså ikke, at

der kan være problemer, som er væsentlige

at gøre noget ved. Han pegede imidlertid

på, at det betyder noget, hvordan vi taler om

problemerne, og at vores begrebsbrug og den

herskende diskurs ikke er helt præcis. At det er

vigtigt, hvordan vi taler om bestemte grupper,

fænomener og problemer, skyldes, at den

måde, vi anskuer tingene på, hænger uløseligt

sammen med de løsninger, der kan opstå.

Som vi vil komme nærmere ind på i næste

kapitel, er det derfor væsentligt at skelne

mellem analysekategorier og praksiskate-

gorier – ikke mindst fordi grænsen mellem

de to er endog meget flydende i store dele

af vidensproduktionen inden for felter, der

arbejder med ’integration’ i bred forstand (se

også kapitel 2).

Netop fordi der er forskel på

analyse og praksis, kan man også tale om,

at der eksisterer forskellige ’lag’ i et givent

materiale.

Det betyder, at vi som analytike-

re bør være metodisk omhyggelige med en

nidkær opmærksomhed rettet mod, hvordan

og hvornår vi bruger bestemte begreber både

under indsamling af empiri og i selve analysen

af empirien.

En sådan metodisk forsigtighed

indebærer, at vi som forskere anlægger en kri-

tisk og selv-reflekterende bevidsthed i forhold

til de kategorier, vi benytter.

Disse refleksio-

ner får os i første omgang til at rette opmærk-

somheden på tre aspekter i vores egen tilgang

og håndtering af kategorier og kampen om

navngivning.

For det første interviewer vi (næsten)

udelukkende borgere med minoritetsetnisk

baggrund. Det gør vi på grund af forsknings-

projektets opdrag, som det blev defineret af

SIRI (se kapitel 2). Ikke desto mindre nødsager

opdraget – og dets definition af undersøgel-

sesobjektet – os til at være ekstra påpasselige

i forhold til at drage konklusioner om, hvorvidt

de problemstillinger og handlestrategier, vi

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

støder på i det empiriske materiale, alene

kan henføres til informantens etniske og/eller

kulturelle baggrund. Opdragets definition af

undersøgelsesobjektet: etniske minoritets-

borgere, fordrer med andre ord yderligere op-

mærksomhed på den kompleksitet, der ligger

i, at vi ikke har interviewet majoritetsetniske

borgere i noget nævneværdigt omfang.

For det andet har vi valgt at bruge begre-

ber som ’etniske minoriteter’, ’med anden

etnisk baggrund’, ’etniske minoritetsunge’

og ’minoritetsetniske borgere’. I modsætning

hertil anvender SIRI eksempelvis begrebet

’nydanskere’ i dele af deres informationsma-

teriale.

Det samme gør konsulentvirksomhe-

den AlsResearch i flere af deres undersøgelser

inden for feltet.

Begrebet ’nydanskere’ er i

nogle henseender mindre stigmatiserende,

fordi det i højere grad inkluderer de pågæl-

dende grupper som en (næsten) ligeværdig

del af det danske samfund. Risikoen er dog, at

’nydansker’-begrebet slører, at en stor del af

de socialpolitiske indsatser i praksis ikke tager

afsæt i, at denne gruppe borgere først og frem-

mest er danskere. I stedet tager indsatserne

mange gange udgangspunkt i en udgræns-

ning af etniske minoriteter som én gruppe, der

indirekte defineres i kraft af dysfunktionelle

elementer, der forklares gennem kulturelle,

religiøse og etniske karakteristika knyttet til

deres oprindelsesland. Når vi derfor vælger

at tage afsæt i ’etnicitet’ og ’minoritetsstatus’

som en del af vores begrebsapparat, er det

med et analytisk formål for øje. Vi vil herved

gerne undersøge og synliggøre den religiøse

og etniske minoritetsposition som ét analytisk

parameter blandt andre mulige.

For det tredje betyder den eksisterende

samfundsmæssige stigmatisering af etniske

minoritetsborgere, at interviewene uundgåe-

ligt vil være påvirkede af de kategoriseringer

og bestemte måder at omtale etniske minori-

teter på, som er indeholdt i stigmatiseringen.

Stigmatiseringen betyder ikke blot, at der er

adskillige informanter, der som det første peger

på netop den samfundsmæssige kontrol og

diskrimination som noget, der begrænser dem

i deres adfærd og muligheder, når vi åbent

spørger til oplevelser med konformitetspres og

kontrol. For mange af informanterne er denne

magtulighed nemlig et mere gennemgribende

problem end den begrænsning, som nogle

af dem oplever inden for familien. At stigma-

tisering, diskrimination og marginalisering

i forhold til den majoritetsetniske befolkning

er et væsentligt problem for mange af vores

informanter er velkendt og velbeskrevet inden

for forskning i etniske minoriteters sociale prak-

sisser.

På den ene side reflekterer informan-

ternes insisteren på at tale om udgrænsning

og diskrimination, at forskningsinterviewet er

et rum, hvor de også kan udfordre og forhandle

de perspektiver og kategorier, der dominerer i

samfundet. Her bliver forskeren repræsentant

for majoritetssamfundet, som i situationen

tilbyder sig som interesseret lytter (og videre-

formidler). På den anden side kan netop den

dominerende diskurs, hvor særligt muslimske

minoriteter ofte fremstilles som indbegrebet

af sociale problemer, føre til, at informanterne

nedtoner eller undviger at tale om de konflikter

og problemer, der typisk tilskrives deres etniske

og kulturelle baggrund. Det sker i et forsøg på

at undgå at bekræfte stereotypen.

Med en opmærksomhed rettet mod, at

sådanne forhandlinger af kategorier og

stigma – i samfundet, blandt informanterne

og os som forskere – også har betydning for

selve analysen af empirien, er vores pointe, at

den bredere samfundsmæssige kontekst skal

tages seriøst i forskningsprojekter som dette.

Processer omkring kategorisering, stigmatise-

ring og diskrimination skal tages med og må

endelig ikke ignoreres i det analytiske arbejde.

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

----

3.3.

----

Analytiske perspektiver

og bidrag

Med interessen for den ikke-institutionalisere-

de hverdagspraksis, betydningen af religion

og bosted, de kønnede og generationelle

praksisser, samt spørgsmål om ulighed inden

for familien, i minoritetsetniske fællesskaber

og i majoritetssamfundet, har vi indkredset de

mest centrale analytiske kategorier til at være:

•

Generationer og køn

Hverdagslivet og religion

– ’everyday religion’

Stedsskabelse – ’placemaking’

Migration og klasseidentitet

Relationer og forhandlinger mellem køn og

generation er af særlig betydning for den

måde, vi har anlagt vores forskningsprojekt

på. I en migrationskontekst bliver køn og gene-

ration ikke alene til på forskellige tidspunkter,

men også i forskellige rum. Det betyder, at

identiteter formes af erfaringer med at leve og

bo bestemte steder.

De yngre generationer

genformulerer forældregenerationens vær-

dier og skaber deres eget hierarki af idealer

baseret på egne erfaringer med at vokse op i

Danmark og med ulighedsstrukturer, der både

er formet af traditioner, strukturer og diskurser

i oprindelseslandene og traditioner, strukturer

og diskurser i modtagerlandet.

Erfaringer

med ulighedsstrukturer er også afhængige

af opvækstmiljø og -sted og er af afgørende

betydning for, hvordan begreber som ’ære’ for-

stås og bliver til som social praksis i en dansk

sammenhæng. Vi har for overskuelighedens

skyld opdelt de ovennævnte analysekatego-

rier i fire snit eller fokusområder. I praksis, og

i vores analyse, vil alle de temaer, analyseka-

tegorierne indbefatter, naturligvis overlappe

hinanden på kryds og tværs.

Ved at sætte fokus på ikke-spektakulære,

dagligdags fortællinger om hverdagslivet, køn,

religion, sted og migration kan vores analyse

bidrage til forståelse af forandringsprocesser.

Ikke fordi vi formoder, at minoritetsetniske bor-

gere per automatik går – eller skal gå – gen-

nem en proces fra noget værre til noget bedre,

men fordi hverdagslivets forhandlinger netop

giver indblik i de konstante processer af foran-

dring, vi alle går igennem over et helt liv. Ved at

analysere horisontalt, på tværs af cases, får vi

mulighed for at se sammenhænge og dermed

også potentielle forandringer i materialet.

stedet for at bruge sammenligningerne til at

generalisere, anvender vi det frembragte kil-

demateriale til analytisk at sige noget om det

unikke, partikulære og komplekse i et forsøg

på at bane vejen for alternative læsninger og

forståelseshorisonter og dermed i sidste ende

bedre løsningsforslag.

Staunæs og Søndergaard 2006.

Der udarbejdes en Medborgerskabsun-

dersøgelse hvert år, men det er ikke de

samme undersøgelsesfelter, der gentages.

Dette projekts tematikker trækker derfor på

undersøgelserne fra 2016 og 2017.

Medborgerskabsundersøgelsen er en

årlig landsdækkende spørgeskemaun-

dersøgelse, der udføres af Danmarks

Statistik ”blandt nydanskere og personer

med dansk oprindelse i alderen 18 år og

derover. De medvirkende nydanskere i

undersøgelsen er indvandrere, der har

været bosiddende i Danmark i minimum

tre år, samt efterkommere med ikke-vestlig

oprindelse.” (Udlændinge-, Integrations-

og Boligministeriet 2016b: 3).

I formidlingen af undersøgelsens resul-

tater bruges formuleringen ”bosat i et

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

område, hvor ingen af de andre beboere

har indvandrerbaggrund” (se https://uim.

dk/nyheder/integration-i-tal/integrati-

on-i-tal-nr-4-4-januar-2017/ikke-vestli-

ge-unge-i-ghettoer-foler-sig-mest-begra-

enset-i-valg-af-kaereste-eller-aegtefaelle,

tilgået 26. januar 2020). Som empirisk

kategori forekommer formuleringen uklar:

Hvordan ved vi, at vedkommende er den

eneste, og hvad forstås ved ”område” i

denne sammenhæng? Vi har derfor valgt

at bløde formuleringen op.

Se https://uim.dk/nyheder/

integration-i-tal/integrati-

on-i-tal-nr-4-4-januar-2017/ikke-vestli-

ge-unge-i-ghettoer-foler-sig-mest-begra-

enset-i-valg-af-kaereste-eller-aegtefaelle

(tilgået 26. januar 2020).

Merriam 2009: 54.

Merriam 2009: 40.

Ritchie m.fl. 2014: 117.

Dertil kommer, at studiet af etniske mi-

noriteter fra byer og bydele langt væk fra

København (og Aarhus) er underbelyst i

forskningen, der kan have en tendens til at

fokusere på de store byer.

Transport- og Boligministeriet 2019.

Ritchie m.fl. 2014: 113.

Disse tal baserer sig på Ghettolistens

(”reducerede”) optælling. Se Ghettolisten

2019, https://www.trm.dk/publika-

tioner/2019/liste-over-ghettoomra-

ader-pr-1-december-2019/ (tilgået 27.

januar 2020).

Andersen 2010; Grünenberg og Freiesle-

ben 2016.

Se https://www.trm.dk/publikatio-

ner/2019/liste-over-ghettoomra-

ader-pr-1-december-2019/ (tilgået 27.

januar 2020).

Medborgerskabsundersøgelsen 2016b:

22ff.

16 Danmarks Statistik 2016: 18-20.

17 Disse er Ringparken i den nordøstlige

del af Slagelse samt Motalavej i Korsør i

Slagelse kommune, syd for byen Slagelse

(Ghettolisten 2018).

18 Se Olsen 2015.

19 Se LG Insight 2015/Kommunernes mod-

tagelse af nyankomne flygtninge og deres

familier.

20 Carbin 2014; Liebmann 2014, 2019; Prins

og Saharso 2008.

21 Blandt personer med palæstinensisk bag-

grund har nogle libanesisk og andre syrisk

tilknytning.

22 Neergaard 2007: 30-31.

23 Jensen 2010. Se også Soei 2018. I sin bog

fra 2018 sætter sociologen Aydin Soei

fokus på kriminalitetstruede unge mænd

med etnisk minoritetsbaggrund og deres

oplevelse af ”modborgerskab”, som kan

få dem til at vende det danske samfund

ryggen. Flertallet af de unge fra socialt

udsatte boligområder lever helt almindeli-

ge liv med skole, job og familie, men nogle

ender som radikaliserede, som bande-

medlemmer eller storkriminelle.

24 Jacobsen og Johansen 2009.

25 Merriam 2009: 51.

26 Jackson 2002: 16.

27 Jackson 2002: 13.

28 Das og Kleinman 2001; Jackson 2002.

29 Abu Lughod 2008 [1993]:15.

30 Abu-Lughod undersøgte beduinkvinder-

nes mundtlige beretninger såsom poesi,

samtaler, historiefortællinger og sange i

relation til tematikken ære.

31 Dhamoon 2007.

32 Gillespie og Zittoun 2010.

33 Lindisfarne 1994.

34 Withaeckx og Coene 2014: 379.

35 Galal 2014; Järvinen og Mik-Meyer 2005;

Liebmann 2019.

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

36 Se blandt andre Buchbinder 2010; Miczo

2003; Savy og Sawyer 2008.

37 At benytte en kulturaliseret diskurs kan

være et forsøg at skabe kulturel integritet

på retorisk og emotionelt plan, se Rug-

kåsa, Eide og Ylvisaker 2015: 12. At refere-

re til kulturelle elementer i en konfliktsitua-

tion kan også være et forsøg på at forstå,

forklare og konstruere, hvad der sker i kom-

plekse sociale situationer, se Anis 2005;

Eide, Rugkåsa og Ylvisaker 2015.

38 Bourdieu og Wacquant 1996; Moesby-Jen-

sen og Moesby-Jensen 2016. Se også

Järvinen og Mik-Meyer 2003.

39 Bourdieu og Wacquant 1996.

40 Bacchi 2009.

41 Rytter 2019.

42 Se også Goffman 1974.

43 Brubaker 2013: 6.

44 Brubaker 2013: 1.

45 Se for eksempel Styrelsen for International

Rekruttering og Integration 2018.

46 AlsResearch 2011, 2015.

47 Galal 2006.

48 Hansen og Herbert 2018; Göle 2015; Van

Es 2016, 2018, 2019.

49 Galal 2014.

50 Rytter 2013: 6.

51 Se Gill og Brah 2013: 80.

52 Moses og Knutsen 2007: 236-237.

53 Moses og Knutsen 2007: 240.

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

Ka-

pi- 4

tel

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

Fortalt ære

Men… dét [æresbegrebet] er

forskelligt fra folk til folk. Kulturelt

er det ekstremt. Religiøst er det

ikke. Fordi religiøst, så bevarer jeg

min ære ved at være ærlig. Jeg

er et ordentligt menneske. Jeg

respekterer andre. Jeg opfører mig

på en respektabel måde. Så har

jeg en god ære. Men det der med

æresdrab og alle de ting… Nej, nej,

nej… Og det er også blandt andet

derfor, at jeg har valgt at følge

religionen, for jeg vil ikke finde

mig i alle de der ting. Jeg vil ikke

acceptere det. Det vil jeg også give

videre til mine børn. Sådan noget

skal de ikke acceptere.

Amina, kvinde, 41 år, Vollsmose

Okay, lad mig give dig et

standardeksempel på sådan noget

sladdertanterne sidder med [og

siger til] os unge: ’Kvinder er ligesom

en tændstik, du kan tænde den én

gang, og når den har været tændt,

så slukker den, så kan du ikke

tænde den igen’, og så bliver man

sådan lidt: ’Altså hvad taler vi om?’

Hvis en kvinde går ind og vælger at

gå i seng, uden at være gift, med

en dreng, så er det overstået, så er

hendes liv slut, fordi at tændstikken

er blevet tændt, og tændstikken er

slukket nu [hvor hun har været i seng

med en dreng]. Og det betyder, hun

er gået imod sin familie, hun er gået

imod ære, hun er gået imod religion

og kultur og det hele.

Salima, kvinde, 26 år, Vollsmose

De to udsagn fra Amina og Salima viser, at dét

at tale om ære dels igangsætter forskellige

udlægninger af begrebet, dels foranstalter en

afstandtagen fra det. Amina knytter ære sam-

men med ærlighed, ordentlighed og respek-

tabel opførsel. Hun understreger samtidig, at

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

ære opfattes meget forskelligt ”fra folk til folk”

og refererer til et æresbegreb, som hun med

tydelig afstandtagen knytter til ”æresdrab”.

Salima forbinder derimod ære med kvindens

reproduktive og heteronormative seksualitet,

hvilket vil sige, at kvindens seksualitet alene

skal finde sted inden for ægteskabets rammer,

hvis hun vil bevare sin ære. Kvindens ære er

også vigtig for familien, idet hendes opførsel

er tæt knyttet til familiens omdømme. Denne

forståelse af ære forbinder Salima med et sær-

ligt (indvandrer)miljø og en forståelse, som

hendes forældre også indordnede sig under:

“Altså jeg måtte ikke tage til fødselsdage, måt-

te ikke rejse, ingenting, fordi at de [forældrene]

indordnede sig i det her samfund og det her

miljø, de levede i.” Med henvisning til ”sladder-

tanternes” billede på tab af ære understreger

Salima samtidig, at hun er meget kritisk over

for en sådan opfattelse. Kritikken uddyber hun

yderligere i den resterende del af interviewet.

De to kvinders udsagn er eksempler på,

hvordan vores informanter taler om og tillæg-

ger ære forskellige betydninger, og hvordan

de giver udtryk for, at de lægger afstand til ære

som et problematisk begreb og forhandler

internt om det. En kritisk læser kunne indvende,

hvorfor man overhovedet beskæftiger sig med

andet end dén forståelse, som Salima lægger

for dagen og er kritisk overfor, da det er denne

opfattelse, som myndigheder finder proble-

matisk og forsøger at modvirke. Vi mener, at

det af flere grunde er vigtigt at undersøge

forskellige forståelser af ære:

•

For at undersøge, hvordan informanterne

forstår og anvender ære som begreb på

tværs af etniske og generationsmæssige

forskelle.

For at undersøge hvordan, og i hvilket om-

fang, ære knyttet til kvinders ry og seksua-

litet som symbol på kollektivets anseelse

•

enten bekræftes, forhandles, eller sættes

ud af spil.

For at undersøge sammenhænge – og

varians – imellem anvendte æresbegreber

og erfaringer med kontrol, vold og/eller

begrænsninger.

•

En central pointe er, at en praksis, der i nogle

tilfælde kan knyttes til ære, ikke er ensbetyden-

de med, at ære også er den primære forkla-

ringssammenhæng, når andre problematiske

handlinger, der umiddelbart ’ligner’, skal be-

lyses. Hvis vi blot forklarer alt med ære, forstår

vi ikke givne problemers potentielt varierende

baggrund – man kan så at sige ikke undersø-

ge ’ære’ med ’ære’. Desuden peger forskning

på, at normer for ære netop ikke er singulære.

I stedet bør vi tale om æresbegreber, idet

forskellige grupper og individer tillægger ære

forskellige betydninger over tid og rum.

sådant indblik afstedkommer, at det aldrig er

meningsfuldt at tale om ære som en ensidig

størrelse, ligesom ære ikke udelukkende bør

anskues som led i (ældre) mænds forsøg på at

kontrollere kvinder.

I det følgende undersøger vi i stedet,

hvordan etniske minoritetsborgere forstår og

anvender begrebet ære. Vi ser på, hvor der er

sammenfald og overlap i deres beretninger,

men også uenigheder og uoverensstemmel-

ser, og hvordan disse tendenser kommer til

udtryk på tværs af vores interviewmateriale.

Vi har med andre ord fokus på forskellige be-

tydningstilskrivelser ved den fortalte ære, og

i kapitlet forsøger vi at skabe et overblik over

forskellige tendenser i interviewmaterialet.

Herunder undersøger vi, hvordan informanter-

nes forskellige køn, etniciteter, generationer og

klassepositioner kan spille ind på den måde,

de oplever og fortæller om ære på. Ligeledes

reflekterer vi undervejs over, hvordan betyd-

ning i forhold til ære bliver til, hvilke videns- og

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

forståelsesrammer informanterne trækker på,

og hvordan dialogen med os som interviewe-

re påvirker deres fortællinger. I første del af

kapitlet har vi fokus på begrebsliggørelsen af

to forskellige æresopfattelser i interviewmate-

rialet, og hvordan vores informanter relaterer

til ’de andres’ fortællinger om ære, mens vi i

anden del undersøger, hvordan de selv for-

tæller forskellige normer og værdier frem, når

snakken falder på ære.

Som nævnt i kapitel 2, er der mange uenig-

heder om, hvordan vi skal forstå praksis. En

central uenighed går på, hvorvidt begrebet

ære har en ’intern’, minoritetsetnisk oprindelse

og brug, eller om begrebets anvendelse som

et særligt konflikt- og voldsmotiv primært er

’eksternt’, majoritetsetnisk? Med andre ord er

spørgsmålet, om æresbegrebet er en (intern)

praksiskategori eller (ekstern) analysekate-

gori?

En fuldstændig skelnen mellem disse

to kan naturligvis aldrig opnås, da der altid

vil være en vekselvirkning mellem interne,

subjektive opfattelser og eksterne, analytiske

beskrivelser. Ikke desto mindre er det relevant

at undersøge samspillet mellem praksis- og

analysekategorier for at se, om der kunne

være andre måder at forstå og tillægge spæn-

dinger og konflikter betydning på, som sam-

tidig ville kunne åbne for alternative måder at

ændre praksis og skabe forandring på.

For at påvirke informanternes sprog- og

begrebsbrug mindst muligt introducerede vi i

løbet af selve interviewene så vidt muligt ikke

begrebet ære. I stedet spurgte vi rundt om

temaer, der typisk forbindes med ære, for at

åbne for flertydighed samt alternative forstå-

elser og beskrivelser. Det gjorde vi ved blandt

andet at spørge til informanternes forståelse

af og holdning til kulturelle normer for køn og

generation samt social og fysisk mobilitet,

magtrelationer i og uden for familien såvel

som oplevelser af egen og familiens sociale

status. Vi gennemførte flere interview på den-

ne måde, uden at informanterne kom ind på

ære som begreb. Efterfølgende valgte vi derfor

hen imod slutningen af de resterende inter-

views selv at italesætte og dermed lancere

begrebet ære, såfremt informanterne ikke på

egen hånd havde gjort det forinden. På trods

af interviewenes overlappende tematik var

det i mange tilfælde først på dette tidspunkt, at

ære som begreb kom direkte i spil.

----

4.1.

----

Hvilken ære?

Eftersom vores primære interesse med denne

rapport er at forstå – og finde redskaber til at

modvirke – undertrykkende praksisser, kan man

spørge, hvorfor det er relevant at undersøge

sprogbrugen i forhold til ære nærmere. Det er

det først og fremmest, fordi blandt andet myn-

dighedssprog ofte medforstår og anvender be-

grebet ære som en bagvedliggende motivation

for undertrykkende praksisser i minoritetsetni-

ske miljøer. Det fremgår som en præmis, at ære

udgør et underliggende motiv til en særlig form

for konformitetspres, der kan være så voldsom,

at den fører til vold eller dét, man i myndigheds-

sprog kalder negativ social kontrol.

Når vi gerne vil mistrivsel forårsaget af

social kontrol til livs, er det ikke desto mindre

væsentligt at undersøge motivationer bag.

Det gør man bedst ved ikke på forhånd at

tage for givet, hvilke motiver der findes, og

hvad der forårsager mistrivslen – med andre

ord: hvordan betydningsdannelsen omkring

forskellige former for konformitetspres finder

sted. Vi må derfor i første omgang undersøge,

om ’ære’ overhovedet giver mening blandt

vores informanter som et handlingsanvisende

praksisbegreb.

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

En akkumulerende versus

subtraktiv æresforståelse

Aminas og Salimas udsagn, der indleder det-

te kapitel, er typiske for vores interviewmate-

riale på flere måder. Informanterne lancerer

dér to forskellige måder at tale om ’ære’ på.

På den ene side ’ære’ som noget man kan

opbygge positivt gennem sin adfærd og

dermed få mere og mere af (en akkumu-

lerende forståelse). På den anden side en

forståelse af ’ære’ som er betinget af kønnet

og kan mistes, hvis man ikke lever op til de

forventninger, som fællesskabet har til én, i

dette tilfælde kvinden (en subtraktiv forstå-

else). Det gælder for begge udlægninger, at

ære som begreb udgør en social følelse, der

er knyttet til oplevelsen af ikke at tabe ansigt.

Dermed opfattes ære som et princip, der

regulerer individets opførsel i overensstem-

melse med normer inden for fællesskabet. Det

vil sige som forskrift for, hvad der på et givent

tidspunkt opfattes som ’god’, ’korrekt’ adfærd;

en opfattelse, der også er beslægtet med

tilhørsforhold, anerkendelse og social feed-

back.

Man kan altså sige, at ’ære’ har et ind-

advendt, et udadvendt samt et interaktionelt

aspekt, idet ære som moralsk-etisk vurdering

og princip peger på en kvalitet, som individet

både tilskrives af andre og tilskriver sig selv,

men som i allerhøjeste grad også udføres og

forhandles

mellem

mennesker, i og med at de

bagvedliggende normer bidrager til en form

for social orden i samfundet.

Hamida er mor til fire voksne børn og bosat

i Vollsmose med sin mand. Hun er én af de

kvinder, som taler ære frem som resultat af

egne handlinger. Jo mere man bidrager, desto

mere kan man lægge til sin ære, der dermed

kan vokse proportionelt i takt med ens positi-

ve handlinger:

Ja. Det er noget godt, at man har en

ære. Det er noget godt, ikke noget

dårligt. For eksempel dig, du læser,

du arbejder, du laver projekt, du

laver forskning. Du har en rigtig god

ære. Sådan ser jeg det. Der er ingen,

der kan snakke dårligt om din ære,

for du arbejder, du laver ikke noget

forkert. Sådan mener jeg [det er].

Men jeg ser det igen… For eksempel

i dansk kultur og religion, det; det er

okay at have kærester. Så det er ikke

noget med det at gøre.

Hamida, kvinde, 48 år, Vollsmose

Hamida beskriver i interviewuddraget, hvordan

ære er en kvalitet, der erhverves via ’gode’

handlinger såsom at have et job, at studere

og i det hele taget ikke gøre noget ”forkert”.

Hamida fremhæver således en akkumulerende

æresopfattelse, hvor man sørger for, at ingen

kan ”snakke dårligt” om ens ære på grund af

egne handlinger såsom selvforsørgelse og bi-

drag til fællesskabet. Hvor den akkumulerende

æresforståelse ikke er bundet op på normer for

’korrekt’ opførsel for og mellem de to biologiske

køn, er den subtraktive æresopfattelse netop

forbundet med kønsnormer, det vil sige, hvor-

dan i særdeleshed kvinder bør opføre sig for

at fremstå gode, dydige og ærbare i andres og

egne øjne. Det fremgår illustrativt af intervie-

wet med Ali fra Slagelse, hvori han – uden at vi

forinden har bragt ære på banen – knytter ære

entydigt til kvindens måde at opføre sig på:

[…] en kvinde er… hun skal bære

barn… en kvinde, skal være en

kvinde, lad mig sige det sådan. Jeg

ved godt, at en kvinde også skal

have venner. Min lillesøster hun må

også gerne have venner, og sådan,

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

men jeg har bare de her holdninger

til, at det er meget vigtigt, at man

holder... at lysten er væk fra...

Ali, mand, 22 år, Slagelse

Da vi som opfølgning på dette udsagn spørger

Ali, hvorvidt han som mand også har ære,

svarer han:

noget der skal beskyttes og passes på, for

at kvinden ikke skal miste den.

Kigger man

på interviewet som helhed – hvilket vi vender

tilbage til senere – er det endvidere tydeligt, at

Ali udelukkende tilskriver den subtraktive

æresopfattelse en plads blandt etniske mino-

riteter. Det vil sige, at man her kan tale om, at

ære for ham udgør en subkulturel norm.

Måden hvorpå Ali skelner mellem kønsnor-

mer i en etnisk minoritetskultur versus en etnisk

majoritetskultur, indikerer han blandt andet

ved at referere til, at søsteren ikke bør ”komme

hjem med en eller anden dansk dreng, man

har mødt to gange, og så er man kærester i

tre dage”. Med andre ord sætter Ali mange

majoritetsdanskeres afslappede forhold til kæ-

resteri og sex før ægteskab på spidsen. Ifølge

Ali er det altså særligt kvinder, der bør holde

sig fra korte og relativt uforpligtende seksuelle

forhold. Samme forventninger er der, ifølge Ali,

ikke til majoritetsetniske piger og kvinder, og

han lever som mand heller ikke selv efter tilsva-

rende retningslinjer, fortæller han.

Alle normer er kulturelle i den forstand, at

normer angiver, hvilke sociale praksisser der

anses for normale inden for et givent (kultu-

relt) fællesskab.

Imidlertid træder kønsnor-

merne i den subtraktive æresforståelse tyde-

ligst frem som subkulturelle – og det vil sige

minoritetspositionerede – normer, da de på

nogle punkter fremstår forskellige fra kønsnor-

mer i en majoritetssammenhæng. Det gælder

eksempelvis i forhold til normer om ikke at

måtte have haft intim eller seksuel kontakt før

indgåelse af ægteskab samt en mere direkte

skelnen mellem, hvordan henholdsvis kvinder

og mænd bør og ikke bør agere. I interviewud-

draget med Hamida ovenfor uddyber hun sin

udlægning af ære ved senere at tilføje, at kære-

steri ikke gør noget godt for æren. Hun skelner

ikke mellem kvinder og mænd i denne sammen-

hæng, men foretager ligesom Ali en opdeling

Jeg har også ære, selvfølgelig har

jeg også ære, nej nej nej nej. Men en

dames ære er værdifuld på denne

her måde… at hun skal passe på en

familie… hun skal kunne passe på en

familie… En familie er desværre ikke

bare en familie, som mange tror det

er. En familie; man skal være klar i

hovedet, man skal vide, hvad der er

forkert, hvad der er rigtigt, hvad man

må gøre, hvad man ikke må gøre…

Ali, mand, 22 år, Slagelse

Ifølge Ali har piger og kvinder altså en anden

ære end drenge og mænd; en ære der er mere

betydningsfuld, men derfor også rummer en

biologisk sårbarhed og er krænkelsestruet.

Piger

kvinder bærer i det hele taget et stør-

re ansvar i forhold til familien; som reprodu-

cerende enhed og som omsorgsgiver, mor og

hustru. Det påhviler blandt andet kvinder ikke

at friste andre mænd rent seksuelt, men det er

tilsyneladende ikke mænds ansvar ikke at lade

sig friste af eksempelvis kvinder. Ali skelner så-

ledes ikke blot mellem to forskellige normative

standarder for henholdsvis mænd og kvinder,

han omtaler dem også som en del af sin egen

hverdag, og i interviewet billiger han denne

dobbelthed. Opfattelsen af ære som ærbarhed

knytter sig således i Alis forståelse til kvinden,

hvor ære bliver et problematisk princip,

som

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

mellem etniske majoritetsborgere og etniske

minoritetsborgere i forhold til æreskultur:

For eksempel i dansk kultur og

religion; det er okay at have

kærester. Så det er ikke noget med

det at gøre. Der er forskel mellem

tradition og sådan. Hos os, vores

ære bliver... hvis der er en, der har en

kæreste den bliver i gulvet.

Så… Sådan.

Hamida, kvinde, 48 år, Vollsmose

Sex før ægteskab blev også fremhævet i flere

andre interviews; ikke blot som karakteristisk

for majoritetsdanskeres normer for – og prak-

sis omkring – seriel monogami, men også som

en væsentlig forskel på etniske majoritets- ver-

sus etniske minoritetsborgere, og i forhold til

sidstnævnte: særligt muslimer.

Ali udgør dog en ganske klar undtagelse

i vores interviewmateriale ved at være den

eneste, som, vel at mærke på eget initiativ,

italesætter begrebet ære og meget tydeligt

kobler det til subkulturelle kønsnormer for etni-

ske minoritetspiger (og kvinder). Størstedelen

af vores informanter tilkendegiver modsat, at

ære har en anden og snarere akkumulerende

betydning for dem.

Den akkumulerende henholdsvis subtrak-

tive forståelse af ære i vores interview-mate-

riale går på tværs af forskellige opfattelser af,

og sproglige termer for, begrebet ære, som

kendes fra den forskningslitteratur, der har be-

skæftiget sig med ære – og æresdrab – i blandt

andet Tyrkiet, Mellemøsten og Sydasien. De

forskellige opfattelser forenes ved, at ære på

dansk og i en dansk migrationskontekst –

blandt migranter og deres efterkommere – har

ændret betydning henover generationer, og i

dag betyder noget andet for vores informan-

ter end store dele af vidensproduktionen på

feltet ellers har beskrevet. Som antropologen

Michael Herzfeld noterede sig tilbage i 1980,

har æresbegrebet, siden dets oprindelige ind-

føring i antropologisk forskning i 1960’erne,

gennemgået en betydningsmæssig inds-

nævring til i offentlige diskurser nu alene at

repræsentere en særlig opfattelse af ære og af

relationer mellem kønnene.

Subtraktiv ære er ’de andres’

Flere af vores informanter skildrer, sideløben-

de med beskrivelser af ære som en særlig

værdi i deres eget liv, hvordan der i deres

nærmiljø eksisterer andre æresopfattelser.

Disse alternative opfattelser af ære indebærer

forhandlinger af, hvem der har magten til at

bestemme, og hvordan ære og deraf motive-

rede handlinger bør forstås. Disse skildringer

ser vi eksempelvis, når Amina i det indledende

citat lægger afstand til en kulturel forståelse

af ære med ordene: ”Kulturelt er det ekstremt”,

hvilket [kulturelt] kan føre til ”æresdrab og alle

de ting”. Og vi ser det ligeså, når Salima taler

om ”sladdertanterne”, som ovenfor. I disse

interviews støder vi dermed sideløbende med

beskrivelser af (akkumulerende) ære som ret-

tesnor også på opfattelser af ære, hvor der på

forskellige måder henvises til den subtraktive

(ærbarheds-)opfattelse, uden at informanter-

ne dog selv bakker en sådan opfattelse op.

I interviewet med Hamida anvender hun

også tillægsord såsom ”ekstrem” til at distan-

cere sig fra praksisser omkring æresdrab:

Interviewer: Hvad tænker du så… Der

er jo så nogle familier – selvfølgelig

meget få – hvor det kan føre til vold

eller drab… Æresdrab…

Hamida:

Det har jeg hørt.

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

Interviewer:

Ja, det har du hørt.

Men… Jeg tænker bare…

Hamida:

Det er deres reaktion.

Interviewer:

Men hvad er det, der

gør, at det er sådan i nogle familier?

Hamida:

De er ekstreme, kan man

sige. Deres tanker. Meget ekstreme

i deres tanker. (…). Især hvis det er

en pige, som ikke er gift. Men det er

en synd i islam at dræbe. Så det…

De er bare ekstreme i deres tanker.

Især dem, der bor i arabiske lande.

Og ikke alle, nogle gør det. Jeg ved

ikke… Jeg har ikke oplevet det.

Kun hørt. Ja.

Hamida, kvinde, 48 år, Vollsmose

Hamidas tydelige afstandtagen fra den

subtraktive æreforståelse begrundes med,

at de, der understøtter den form for ære,

har et ”ekstremt” tankesæt og handler imod

islam, såfremt de dræber (på grund af ære).

Hamidas afstandtagen er symptomatisk for,

hvordan mange andre af vores informanter

sædvanligvis argumenterer. Ligesom Hamida

understreger de, at de ikke selv praktiserer

en sådan opfattelse af ære, og de kender

heller ikke begrebet fra egen familie, men er

udelukkende stødt på det i deres lokalmiljø

eller øvrige netværk. De har med andre ord

udelukkende andenhåndserfaring med den

subtraktive æresopfattelse.

I den forbindelse er det vigtigt at nævne, at

der i tillæg til de informanter, der anvender en

subtraktiv æresforståelse, er flere informanter,

der ikke kan konkretisere, hvad ære er eller be-

tyder for dem, deres familie og netværk. I vores

forsøg på alligevel at få dem til at reflektere

over begrebet, præsenterer de ofte flygtige

og vævende, sommetider spekulative, bud på

hvad ære er eller kan være, dog altid

for andre.

Eller sagt på en anden måde: i de tilfælde, hvor

subtraktiv ære overhovedet dukker op, bliver

æren langt overvejende beskrevet som noget,

andre har og er genstand for; ikke informan-

terne selv. I de få tilfælde, hvor informanterne

selv angiver at være genstand for subtraktiv

ære, tager de tydeligt afstand fra begrebet og

den praksis, der måtte følge.

Azza og Munira er to andre eksempler på,

hvordan vores informanter på forskellige

måder lægger afstand til det subtraktive æres-

begreb. Azza, der er på barsel fra sit studium,

erindrer to forskellige episoder, hvor ære har

været omdrejningspunkt for konflikt blandt

familier i hendes netværk. Hun har ikke selv

bragt begrebet op, men reagerer på intervie-

werens spørgsmål og siger således:

Azza:

Men nogle gange så kalder

man det faktisk... hvis nu at drengen

så er det faktisk sådan, at vi kender

en familie, som kommer igennem

en sag [om ære] lige her for tiden.

Deres søn han har valgt at skifte

religion. Han har faktisk valgt, at

han vil ikke tro på noget. Så er han

så flyttet hjemmefra, og han har så

meldt dem for, at han tror, at de vil

dræbe ham. Vi kender familien rigtig

godt, og de vil ikke dræbe ham.

Men han tror bare, at hvis han siger

det til sin familie, så vil de dræbe

ham, så han har så bedt kommunen

om beskyttelse. Og der har de

[kommunen] så kaldt det her en øh...

Interviewer:

En æressag, eller?

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

Azza:

Ja, en æressag. Og det er jo

en dreng. Så det er sådan lidt, hvad

er definitionen, det kan være alt

muligt, det er jo et bredt emne…

Azza fortsætter med at fortælle, at ære ikke er

et begreb, de bruger i hendes familie, hverken

på dansk eller arabisk. Og selv om hun sam-

tidig understreger, at det nok også skyldes, at

hun og søsteren ikke gør noget forkert, peger

hun efterfølgende på, at ære som begreb ikke

fremstår relevant i hendes familie. Hverken i

forbindelse med brorens kontakt til piger eller

hendes søsters forhold til en fyr:

ringede til politiet, og sagde til dem,

at de tvinger hende til [at afslutte

forholdet], … og hun får ikke lov til at

komme ud og sådan nogle ting. Det

var rigtig slemt faktisk, hun blev låst

inde, og hun fik ikke lov til at møde

ham. Og så kom politiet og fik hende

ud derfra, og de hjalp hende.

Interviewer:

Ja, og hun ville gerne

blive i forholdet?

Azza:

Ja, hun ville gerne have ham. Og

så gik hun så hen til ham faktisk, og de

flyttede sammen, og de blev gift. Og

så kom hun væk fra sin familie.

Interviewer:

Så dem har hun ikke

nogen kontakt til?

Azza:

Jo, det har hun faktisk, det er

nogle år siden. Og nu har hun to børn,

og hun har kontakt til dem nu, men

altså dengang havde hun ikke, nej.

Interviewer:

Er det så en bekendt?

Azza:

Ja, det er en, jeg kender.

Interviewer:

Så det er ikke bare

noget du har hørt, sådan?

Azza:

Nej, det er fordi, jeg har

gået på [uddannelsesinstitution]

sammen med hendes svigerinde,

altså hendes mands søster. Så jeg

har fået historien igennem af vide

dér. Så jo, vi hader sådan nogle

historier, det gør vi.

Azza, kvinde, 30 år, Slagelse

Og lige nu snakker min søster med

en fyr, og der er ikke noget [problem

med ære]. Altså, min mor ved godt,

hun snakker med en fyr, og der er

ikke noget. Og det er en, vi kender.

Vi kender hans familie. Selv hvis det

var en, vi ikke kendte [ville det være i

orden]. Men det er ikke noget

vi taler højt om.

Azza, kvinde, 30 år, Slagelse

I forlængelse af afvisningen af æresbegrebets

relevans for hende og familien, fortæller Azza

i stedet om en anden familie, der har haft pro-

blemer i forbindelse med ære:

Azza:

Jo, så har der faktisk været en

familie i Vollsmose. Hvor at pigen,

hun blev forlovet med en fyr, og så

ville hendes familie... Altså, hun blev

forlovet, og det gik fint, og så ville

hendes familie lige pludselig ikke

have ham. Og så blev hun tvunget

til at afslutte forholdet, hvor hun

så ringede til myndighederne, jeg

ved ikke lige hvem. Jeg tror hun

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

Azza giver i interviewet udtryk for, at hun alene

har andenhåndskendskab til ære som kilde

til konflikt, vold og undertrykkelse – og hvad vi

dermed kunne kalde det subtraktive æresbe-

grebs praksisanvendelse – eftersom hun her

fortæller om en anden families æresrelate-

rede konflikter, ikke sin egen. Konflikter, som

Azza kender til via en studiekammerat, der

er i svigerfamilie med pigen, der blev holdt

indespærret.

Munira er en anden kvinde, der på den ene

side ikke afviser eksistensen af en æresfor-

ståelse, der kan føre til æresdrab, mens hun

på den anden side mener, at anvendelsen

af begrebet er forkert. Munira har syrisk og

palæstinensisk baggrund og bor for øjeblikket

hjemme på grund af nogle helbredsmæssi-

ge udfordringer, efter at hun ellers har været

udeboende i en periode i forbindelse med sit

studium. Interviewet har handlet om lokale

forbilleder i Vollsmose, og hvordan man kan

bruge forskellige forbilleder til at forhandle

autoritet. I den forbindelse kommer samtalen

også ind på mobilitet og social kontrol, og

intervieweren lancerer begrebet ære:

Munira:

Ja, ja.

Interviewer:

Er det noget,

du støder på i dit liv?

Munira:

Nej. Nej,

det gør jeg faktisk ikke.

Interviewer:

Jeg ved godt,

at det findes i medierne…

Munira:

Det skete også i Slagelse,

jo… med hende pigen Ghazala Khan

dér, og det… Altså, den bog der.

Jeg læser den om og om. Men det

er bare skrækkeligt. Fuldstændigt!

Og det er så ubehageligt at vide, at

lige dér, der døde den pige for nogle

år siden. Så tænker jeg bare: ’Jeg

står lige på den samme banegård!

Altså, hvordan kunne det lade sig

gøre?’ Det er dét, der får mig til at

blive sådan helt… Ja, hvad kan man

sige? Lidt bange nogle gange. Men

altså; jo, man hører det. Man hører

historier om, at der er nogen, der

skændes

omkring noget med ære,

men det er ikke noget jeg eller min

omgangskreds nogensinde er stødt

på. Jeg tror også, det har noget at

gøre med, jeg ved det ikke, måske

efter 25 år, så ved man lidt et eller

andet sted, hvem man skal være

venner med, og hvem man ikke rigtig

skal være venner med. Fordi man

har været igennem nogle ting med

mennesker, man ved jo... altså, der

er jo nogle mennesker, man minder

om, kan man sige. Og det er også

nemmere at være venner med sin

type. Fordi så ved man, uanset hvad

der sker, så har man hinanden. Og

Interviewer:

Men hvad så med

sådan noget som æresbegreber? Er

det noget, der… findes det – havde

jeg nær sagt?

Munira:

Ja, helt sikkert.

Interviewer:

Gør det det?

Munira:

Ja, ja. Vi har også… Vi,

jeg har læst flere bøger om sådan

noget: æresdrab og alt det der og

så videre.

Interviewer:

Men findes det?

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

barndomsvenner – det er jo ikke det,

der betyder allermest for en… Og

jeg er heldig med mine venner og

veninder, og mine barndomsvenner

og så videre, fordi de er

ikke den type, der…

Munira, kvinde, 25 år,

Vollsmose og Slagelse

Ligesom Azza tager Munira afsæt i andres

erfaringer med ære via eksempler beskrevet i

bøger og kendt fra profilerede mediesager. Så

snart det handler om hende selv, begrunder

Munira dog en manglende relevans med, at

hun har lært at gennemskue sine venskaber,

og at det derfor ikke er væsentligt for hende at

spekulere over ære. Ligesom Azza får Mu-

nira på den måde understreget, at hun er en

god og ordentlig pige, der slet ikke behøver

forholde sig til ære, og hvorvidt begrebet kan

komme i spil. Man kan således sige, at hverken

Azza eller Munira i sidste ende entydigt afviser

eksistensen af kønnede komponenter, der

understøtter den subtraktive æresforståelse.

Nok tager Azza og Munira eksplicit afstand fra

den subtraktive æresopfattelse herfra, når in-

tervieweren inviterer til at sætte ord på, men de

indikerer via deres selvfremstillinger samtidig,

at det ikke er fuldstændig ligegyldigt, hvordan

de som piger og kvinder opfører sig i henhold

til deres ære.

Munira mener derudover, at den subtraktive

æresforståelse udelukkende trives i et særligt

indvandrermiljø, blandt en bestemt ”type”. Den

”type”, der anvender begrebet, har imidlertid

misforstået det, siger hun:

svært at forklare, men der er mange

mennesker eller mange piger,

faktisk... Altså, for eksempel, jeg

tager ikke til vandpibecaféer, og jeg

har ikke problemer som sådan med

nogle bestemte fyre fra Vollsmose,

det har jeg aldrig haft. Og det er

kun dér, der kan blive snakket om

ære på den måde, at… Hvis der

sker problemer mellem fyrene på

grund af en pige, jamen, så kan man

godt… Så går der rygter: ’Ej, men der

er to, der skændes, på grund af en

pige’. Det hører man nogle gange,

altså det

sket – hvor to kan slås

eller skændes eller et eller andet,

fordi der er en pige, de begge to er

forelsket i, eller et eller andet.

Interviewer:

Jamen, hvad har

det med ære at gøre?

Munira:

Jamen, det er fordi, at

folk misforstår, og [de] misbruger

faktisk ordet. Så kan hendes brødre

begynde at sige til hende: ’Du har

brudt æren’ eller et eller andet.

Altså, jeg ved ikke rigtig, hvordan

jeg skal definere det. Men jeg

personligt, eller min familie, bruger

ikke begrebet, nu når jeg tænker

over det, faktisk. Jeg tror aldrig,

jeg har brugt det som sådan. Og

jeg føler ikke, der er en grund til

at bruge det overhovedet. Men vi

kan ikke udelukke, at der måske

er andre mennesker, der bruger

det i Vollsmose, og bruger det på

forkerte måder, og… (…). Men vi

er bare nået til en – altså, jeg føler

bare i Vollsmose – der er det meget

normalt, at der… Altså de ting, som

Munira:

Altså, den type, der går

rundt og snakker om ære, eller…

Har nogle problemer, der kan

sådan… Jeg ved ikke, det er lidt

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

piger og drenge, de forhold, de har

til hinanden, de var der ikke, da jeg

var yngre. Det var næsten pinligt,

at man skulle stå og snakke med

for eksempel en fyr, især hvis en

gammel dame gik forbi. Hvis det var

én, man kender, så bliver man lidt

genert – det skulle ikke misforstås,

at man lige stod og snakkede om

noget, fordi ’der var ikke noget, vi

er bare klassekammerater’ og så

videre. Det skal man ikke forklare

nu. Det er bare helt… Altså, jeg ser

det som lidt mere okay. Måske

også fordi, at jeg synes, det er helt

normalt. Det kan også godt være,

at der er nogen piger, der synes, det

ikke rigtig er normalt. Men jeg ved

det ikke. Jeg ved det faktisk ikke. Jeg

tror ikke, jeg har stødt på [nogen]

– jeg har hørt historier, fået historier,

fra nogen, der har hørt en historie

Interviewer:

… om noget med ære?

Munira:

… og det er måske bare det.

Interviewer:

Ja.

Munira:

Men ellers, så har jeg aldrig

været vidne til noget som helst

angående sådan noget der, nej.

Munira, kvinde, 25 år, Vollsmose og

Slagelse

Hamida, Azza og Munira er alle kvinder, fra

forskellige generationer og med forskellig

bomæssig tilknytning. Alligevel taler alle tre

meget tydeligt om (subtraktiv) ære alene

som noget, ”de andre” har, når vi bringer ære

på banen og spørger direkte til begrebet.

Den subtraktive æresforståelse er altså ikke

deres egen eller noget, de tilslutter sig. På

hver deres måde giver de tre kvinder udtryk

for, at de udelukkende har kendskab til denne

æresforståelse – og de praksisser, der måtte

ledsage diskursen – fra andre. Hamida har

”hørt” om æresdrab, mens Azza kender en

familie, hvis søn kommunen har kategoriseret

som værende indblandet i en æresrelateret

konflikt, angiveligt på grund af et ønske om at

træde ud af islam. Munira kender primært be-

grebet fra bøger og andre medier. Hun mener,

at den form for ære, der kan føre til drab – som

i eksemplet med Ghazala Khan – findes i be-

stemte indvandrermiljøer, såsom blandt folk

der går på vandpibecafé. Og dér færdes hun

og hendes venner ikke selv. Derudover kender

Azza en studiekammerat, hvis familiemedlem

(en svigerinde) ligeledes har været indblan-

det i en konflikt med ære som omdrejnings-

punkt, her angiveligt på grund af ønske om

indgåelse af ægteskab med en mand, familien

ikke billigede. Fælles er, at det er andre, der

har været genstand for den subtraktive

æresopfattelse. Fælles er imidlertid også, at

hverken Azza, Hamida eller Munira selv har

været en del af eller overværet konfliktepiso-

derne, som de omtaler, hvor æresbegreber på

den ene eller anden måde skulle have anspo-

ret til de nævnte konflikter. Ingen af dem har

altså selv overværet eller oplevet den subtrak-

tive æresform direkte på egen krop (de har

ikke såkaldt førstehåndserfaring med den).

Et lignende resultat fandt Julie Alev Dilmac i

sit studie af ære og hverdagsliv i Tyrkiet. Hen-

des unge, tyrkiske informanter fra metropolen

Istanbul gav alle udtryk for, at de ikke person-

ligt kendte folk, der havde ”mistet deres ære”,

men alle kendte ikke desto mindre diskursen

vel og kunne berette om, hvad der ville ske

med en sådan person.

Ydermere adskilte de

deres egen opfattelse af ære, som de udlever

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

i dagligdagen, fra en særlig problematisk og

”barbarisk” æresopfattelse hjemmehørende

i en sydøstlig, landbrugsdomineret del af

Tyrkiet

, hvor de fleste kurdiske tyrkere er

bosat (det såkaldte nordlige Kurdistan). På

den måde understreger Dilmacs studier, at det

subtraktive æresbegreb primært kobles til en

national-etnisk minoritet og dermed – også i

Tyrkiet – anses for at være en praksis blandt en

etnisk minoritet, ’de andre’.

Socialpsykologen Lotte Kragh adskiller i sin

forskning såkaldt eksplicit ære fra implicit ære.

Eksplicit ære betegner den ære, der kommer til

udtryk gennem beretninger om ære, og denne

ære er ”scriptet” og omhandler kulturelle

regler.

Den implicitte ære er modsat omgivet

af det, Kragh kalder ”ærens transparens”, idet

den er relativt usynlig som led i hverdagslivets

praksis.

Ligeså fremhæver Kragh, at den

kulturelle historie om ære opfattes temmelig

forskelligt i detaljen, alt efter hvem man spør-

ger.

Hverdagsæren kan karakteriseres som

transparent, idet den er udtryk for en daglig

praksis i relation til det ’gode’ og ’værdige’ liv.

Dette aspekt af æren er ofte indforstået og

ligger derfor indirekte og uudtalt i handlinger

og verbale udtryk, hvorfor den også er omgivet

af en uudsigelighed. Hverdagsæren – det, vi

kalder den akkumulerende ære – er den, der

får flere af vores informanter til at understrege,

at de netop ikke gør noget forkert, hvorved det

ikke forekommer relevant for dem at forholde

til sig til ære i det hele taget. Derimod udtryk-

kes den krænkede ære – det, vi kalder den

subtraktive ære – i højere grad som ”højprofile-

rede fortællinger”

; som en minoritetsstrategi

og en symbolsk praksis, der på performativ vis

signalerer til omverdenen, at individet kender

de kulturelle spilleregler, der omgiver det, og

derfor hører til og er civiliseret.

At fokusere på ’de andres’ ære kan have flere

årsager og funktioner. Det kan ganske enkelt

være lettere, og mere overskueligt, at skulle

forklare de problemer andre mennesker står i,

når man så at sige placerer stigmaet et andet

sted end hos sig selv. Forskning viser, at der er

forskel på den måde, man udlægger sociale

problemer på, alt efter om man selv er, eller

har været, direkte involveret i pågældende

problemstilling eller ej.

Har informanter selv

førstehåndserfaring med den problemstilling,

der spørges ind til, vil de være mindre tilbøje-

lige til at komme med helstøbte udlægninger

og forklaringer, simpelthen fordi deres egen

person og identitetsskabelse samtidig er på

spil.

Netop informanter med førstehånds-

erfaring med et givent socialt problem – det

kunne være vold i hjemmet – vil også være

i færd med at forstå og ’forklare’ sig selv i

fremstillingen udlægningen af deres udfor-

dringer og problemer. De vil derfor opleve det

som mere komplekst at udfolde, og dermed

udlægge, deres udfordringer, end informanter

der ikke er i gang med en sådan sideløbende

identitetsbearbejdelse.

Det er karakteristisk, at Hamida, Azza og

Munira alle tilkendegiver at kende til ære som

begreb, men vel at bemærke først da vi lan-

cerer begrebet og således inviterer dem til at

reflektere over det. Alle tre udviser samtidig en

betydelig distance til det subtraktive æresbe-

greb. Kragh har i denne henseende fremhævet,

at det at omtale (subtraktiv) ære som noget ’de

andre’ har, indirekte fungerer som hævdelse af

egen kulturelle dannelse: man kender diskur-

sen og den praksis, den repræsenterer, men

man er ikke selv genstand for den.

I tråd med

dette perspektiv er det også blevet foreslået,

at en fremhævelse af ’de andres’ ære skal ses

som forsøg på at skabe kulturel integritet – på

retorisk såvel som emotionelt plan.

Det er på nuværende tidspunkt tydeligt, at

vores informanter

–

med en enkelt undtagelse

–

lægger afstand til den subtraktive æresfor-

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

ståelse eller ikke har begreber eller ord til at

tale om det. Spørgsmålet er, hvordan infor-

manterne så taler om sammenhæng mellem

kulturelle normer og praksisser for relationer-

ne mellem kønnene? Og i hvilket omfang de

opererer med konkurrerende eller alternative

æresforståelser? Hvor vi i dette afsnit på bag-

grund af informanternes udsagn optegnede to

former for ære – et subtraktivt og et akkumule-

rende – og beskrev forskellige måder, hvorpå

størstedelen af vores informanter distancerer

sig fra det subtraktive, vil vi i det følgende

afsnit sætte fokus på, hvad de sætter i stedet.

Med andre ord vil vi i det følgende undersøge,

hvordan informanterne tillægger særligt det

akkumulerende æresbegreb betydning, samt

belyse forskellige flertydigheder og positio-

neringer i materialet. Det gør vi via fokus på

Hamida, Amanda, Baahir og Ali som cases.

citat til, hvordan hun også ”bevarer sin ære”.

Det er en formulering, der passer bedre ind i

den subtraktive æresforståelse, idet ’ære’ her

er et enten/eller; man kan bevare

eller

miste

(subtraktiv) ære i kraft af sine handlinger.

Selvom Amina på den ene side lægger afstand

til det, hun kalder en ”ekstrem” forståelse af

’ære’ – den subtraktive ære – viderefører hun

altså ikke desto mindre indirekte en erkendel-

se af ære som en sårbar og krænkelsestruet

størrelse. Sådanne tvetydigheder illustrerer,

at der er tale om forskudte og overlappende

normer og værdier, der sommetider reprodu-

ceres indirekte.

Flertydighederne viser sig også i interviewet

med Hamida. Samtalen handler om børneop-

dragelse og livet i Vollsmose, da interviewe-

ren spørger Hamida, om ære betyder noget i

hendes familie. Hamida svarer:

----

4.2.

----

Normer og værdier i tid og sted

Det er en kompleks sag at skelne mellem

forskellige udsagn og ’tekstlag’ i interviewe-

ne. Kompleksiteten er også til at tage at føle

på, da vores ovennævnte skelnen mellem en

akkumulerende og subtraktiv æreforståelse

langt fra altid er entydig i interviewmaterialet.

Som allerede nævnt går en afvisning af det

subtraktive æresbegreb til tider hånd i hånd

med en understregning af, at begrebet heller

ikke er relevant, fordi de ved, hvordan man

opfører sig som kvinde, og agerer i overens-

stemmelse hermed.

Et andet eksempel på kompleksitet er

selve sprogbrugen, som vi eksempelvis ser

i interviewet med Amina. På trods af, at hun

ovenfor har talt ind i den akkumulerende

æresforståelse, refererer hun i det indledende

Hamida:

Jamen selvfølgelig.

Det er ikke… Det er ikke godt, at

for eksempel… At alle folk går og

snakker dårligt om en familie. Det…

Ja, det er noget, der betyder meget,

for eksempel at… Og hvis man har

en ære, så betyder det, at man… At

man opfører sig ordentligt. At man…

Ja… At man ikke laver problemer,

man opfører sig ordentligt. Ikke

stjæler, ikke snyder. Så det betyder,

at ens ære lyder godt. For eksempel;

der er en familie, jeg siger ikke

navnet, men vi ved alle sammen, at

de… At… At de er en del af en bande,

og… Med alt det der narko… Hash

eller alt det der… Ja. Jeg hører dem,

jeg kender nogle folk fra den her

familie. Så det betyder, at deres

ære ikke er god. På den måde. Så…

Selvfølgelig betyder det meget. Jeg

vil ikke… (…).

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

Interviewer:

(…). Så det har ikke

noget specielt at gøre med, at

kvinder skal opføre sig på én måde

og mænd på en anden?

Hamida:

Nej, alle skal opføre sig

ordentligt. Og passe på hinanden

og tage hensyn til hinanden. Og

der er nogle regler, som de ved, for

eksempel mine børn eller andre

arabere, de ved, at det foregår

sådan. Så de skal ikke overtræde

dem. Ellers begynder folk at snakke

dårligt. Ja. Der er sådan nogle

traditioner, som… Det er ikke os, der

har lavet dem, men… Det er godt,

at… Det behøver ikke, at jeg lader

folk snakke dårligt om mig. Så der

er nogle regler. Mine børn ved det,

andre børn ved det, og de [opret]

holder den [ære] med glæde. Så går

det på den måde.

Interviewer:

Hvad kunne det

være for nogle regler?

Hamida:

For eksempel alle ved,

at der er ikke noget, der hedder

kærester hos os. Og de har det

ikke, mine børn har det ikke. Hvis,

for eksempel, de kommer til at gøre

sådan noget… Jeg har ikke noget,

der hedder, det her som I hører,

æresdrab eller sådan noget. Det er

ikke noget, vi tænker på. Men hvis

de gør sådan nogle ting, selvfølgelig

bliver jeg rigtig vred eller ked af

det. Og folk begynder at snakke

dårligt om os. Sådan. Så… Bliver

vores ære… Ja… Der er ikke noget…

I gulvet. Kan man sige. Sådan. Og

bliver vores ære, altså… Vi kan ikke

komme og snakke med folk. Så

på den måde. Andre familier gør

noget andet. Det gør jeg ikke, og

det kan jeg ikke på den måde. Men

det er noget specielt i arabisk eller

islamisk religion; der er ikke noget,

der hedder kærester. Hvis man har

[en kæreste], så skal de giftes.

Sådan nogle ting.

Hamida, kvinde, 48 år, Vollsmose

Uddraget fra interviewet med Hamida afspej-

ler nuancer af, hvad ære betyder for hende.

Ære handler for hende grundlæggende om at

opføre sig ordentligt, for eksempel må man ikke

begå kriminalitet. Dét,

ikke

at opføre sig ordent-

ligt, er samtidig noget, der falder negativt til-

bage på familien, fortæller hun. Samtidig peger

hun dog lidt senere i interviewet på, at hvis man

– enten som mand eller kvinde – har kærester

uden for ægteskabet, vil det også påvirke

familiens ry, og dermed status, negativt. Denne

praksis begrunder hun med ”arabisk” kultur og

”islamisk religion”. Ære kan altså både handle

om at afholde individet fra at begå kriminalitet

og om muligheden for at have kærester, og ære

kommer således både til at handle om normer

og praksisser i lyset af den danske strafferet/

lov og orden og relationer mellem kønnene. I

det følgende dykker vi dybere ned i tilsvarende

forskydninger i interviewmaterialet.

Ære som stolthed

og selvrespekt

Amanda er 25 år og har muslimsk baggrund.

Hun er studerende og bor alene i en lejlighed

i Vollsmose. Hendes nærmeste familie bor i

Jylland, og hun har ingen familie i nærheden.

Første del af interviewet med hende handlede

primært om Amandas konflikter med fami-

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

lien og sig selv i forhold til at finde ståsted i

livet. Begrebet ære var på dette tidspunkt af

interviewet ikke blevet berørt, så intervieweren

spørger derfor direkte til, hvorvidt ære er et

vigtigt begreb i hendes liv:

dig, at ære i hendes øjne også er knyttet til uni-

verselle normer eller livsværdier, som handler

om at holde ord og være et forbillede – uden

at hun dermed eksplicit refererer til kultur eller

religion. Senere i interviewet dukker religion

imidlertid op som tema. Ifølge Amanda giver

religionen hende et grundlag for at være et

godt og ordentligt menneske, som hun siger:

Det er det. For filan da. Det er en

stor værdi, fordi jeg er opdraget på

bedst mulig vis hjemmefra. De har

gjort, hvad der skulle gøres fra deres

side af. Fra mit perspektiv har jeg

det sådan, at jeg gerne vil gøre dem

stolte. Jeg vil gerne have, at de skal

kunne se på mig og tænke: ”Hold

kæft hvor er hun sej. Det er vores

datter, det der”. Og ikke kun det…

På et eller andet tidspunkt bliver jeg

mor, jeg er en kvinde. Jeg vil gerne

have, at mine børn har en form for

ære, når de kigger på deres mor og

tænker: ”Wow, hun opdrager mig.

Jeg skal være den bedste udgave

af mig selv”. Så ja, det har sgu en

kæmpe betydning. For de må gerne

være stolte. Så det kan gøre op for

den tid, jeg har været lidt i oprør. Det

tænker jeg. Det er vigtigt for mig,

ære, stolthed, loyalitet. Det er utroligt

vigtigt. […] Det er livsbegreber. Når

du siger noget, så holder du ved

dit ord. Når du gør noget, så gør du

dét, fordi du har sagt det via dine

ord. Sådan nogle basale ting. Det

er bare livskvalitet. Livsværdier.

Som gør, at i sidste ende bliver det

nemmere for dig selv at

overskue hverdagen.

Amanda, kvinde, 25 år, Vollsmose

Selvom Amanda her knytter begrebet ære til

dét at være mor og kvinde, fremgår det samti-

Fordi jeg skal reflektere over, hvad

jeg laver, hele tiden. Det er min

religion rigtig god til at hjælpe

mig med. Som sagt er jeg muslim.

Måden du ser det på, med hvilke

briller du ser religionen, islam,

på. For mit vedkommende er det

noget af det reneste, der findes.

Det er den reneste disciplin, der

findes. Den gør mig til et bedre

menneske, vil jeg have lov til at

sige. Før jeg var tilknyttet til islam,

så ville jeg se på mennesker, som

uværdige og værdige. Og hvem

er jeg til at bedømme det? Så

nu her med alderen, så er jeg et

bedre menneske med nogle gode

retningslinjer inden for islam. Ja.

Amanda, kvinde, 25 år, Vollsmose

Leder man i interviewet efter Amandas reflek-

sioner over kønnede normer for adfærd, er det

nærmeste, man kommer sådanne overvejel-

ser, Amandas refleksioner over, hvorvidt man

kan være en god, kvindelig muslim uden at

bære tørklæde:

Så hvordan kan du være muslim

uden at have tørklæde på? Spørger

man mig personligt, så er det,

hvordan du er som menneske over

for dig, som ikke er muslim, og over

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

for muslimske mennesker, som

udgør hvad en god muslim er. Det

har ikke noget med påklædning

at gøre. Selvom det har til en vis

grænse. For jeg vil heller ikke

udstråle noget seksuelt og forvirre

folk. Så jeg kan afgrænse mig selv

til en vis grænse, men jeg skal også

inkludere mig selv i det samfund,

vi lever i. Så det er årsagen til, at

jeg ikke har et stykke tørklæde på

hovedet. Men dér har jeg følt en

form for begrænsning, for jeg har

ikke følt mig accepteret den ene vej

eller accepteret den anden vej. Men

det har været min egen lille krig, min

egen indre dialog, hvor jeg til sidst

bare besluttede mig for, ”Hey - du er

Amanda på din egen måde”.

Amanda, kvinde, 25 år, Vollsmose

Ifølge Amanda er det altså ikke det at bære

tørklæde, der i sig selv sikrer en ’korrekt’ kvin-

delig adfærd. Til gengæld får refleksionen over

tørklædet hende til at påpege det vigtige i ikke

at ”udstråle noget seksuelt og forvirre folk” –

også for hende selv. ’Korrekt’ kvindelig adfærd

synes altså for Amanda at være forbundet

med islamiske ærbarhedsnormer, og noget

hun som kvinde er særligt forpligtet til at være

opmærksom på. Køn er dog langt fra altid

centralt eller entydigt normdefinerende for

Amanda, hvilket er tydeligt, da snakken falder

på hendes sport:

tænkte jeg: ”Hvad mener du med

det?” Er det sådan… Fordi du synes

ikke det [kønnet] er væsentligt?

Amanda:

[…] Jeg betegner mig

selv som en kvinde, men når jeg går

ind i sportsklubben switcher min

mentalitet. For jeg kan lige så meget,

som alle drengene kan derinde. Min

stamina holder til lige så meget som

alle andres stamina. Så jeg ser ikke

mig selv som en kvinde derinde.

Ikke så meget. […] Det er respekt,

gensidig respekt. Hvis et menneske

mærker en form for respekt, så får

du den tilbage. Går det hen og bliver

omkring magt, så er der ikke noget

respekt. Så skal du til at bestemme

over mig, og så kommer oprøret.

Så jeg tror, det er det her, den

pædagogiske verden kombineret

med sportsverdenen, som gør, at…

Det er den gensidige respekt.

Amanda, kvinde, 25 år, Vollsmose

Som vi kan se ud fra interviewet med Amanda,

opererer hun altså med tre forskellige betragt-

ninger over, hvordan køn og adfærdsnormer/

værdier hænger sammen. Betragtninger, som

hun samtidig knytter til forskellige identiteter

og kontekster. I sportskonteksten opløser

hun betydningen af køn, og det er i stedet en

gensidig respekt over for den enkeltes bidrag

til sporten, der bliver den styrende norm ifølge

Amanda. Den muslimske kontekst og identitet

tilsiger til gengæld en vis kønnet adfærd, hvor

kvinden forventes at nedtone sin seksualitet

offentligt, mens familiekonteksten inviterer til

universelle værdier om at være et ordentligt og

ærligt menneske. Det fremgår af interview-

uddraget, at Amanda ikke sætter det ene

Interviewer:

Jeg ved ikke, om du

kan huske… Jeg kom hen til dig på

et tidspunkt [under træningen] og

sagde: ”Nå, du er den eneste pige

her.” Så sagde du et eller andet

med. ”Det kan man godt sige”. Så

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

normsæt over det andet, men relativt uproble-

matisk navigerer imellem dem, samtidig med

at hun foretager, hvad man kunne kalde en

individuel bemægtigelse og fortolkning med

afsæt i sin egen livshistorie.

Samme resultat

fandt antropologen Lila Abu-Lughod i sine stu-

dier af beduinkvinder i Egypten, hvor kvinder

navigerede imellem forskellige og samtidige

æresopfattelser, der knyttede sig til forskelli-

ge kontekster. Således var beduinkvinderne

også i stand til at opnå ære gennem aktive

handlinger uden for familien og hjemmet (den

akkumulerende æresforståelse).

Amandas forståelse af ære minder om

Aminas, hvis fortolkning vi indledte dette

kapitel med. De to kvinder har det tilfælles,

at de begge fremhæver ære som en central

og positiv værdi, der regulerer deres adfærd.

Mens Amanda lægger vægt på at gøre andre,

herunder sin familie, stolte ved at tage en

uddannelse og ved at bidrage aktivt til fælles-

skabet, fremhæver Amina islam som rettesnor.

Begge understreger dog ærlighed som noget

helt centralt. Det handler for dem begge om ”at

være i overensstemmelse med sig selv” eller

”at finde sig selv” som udtryk for søgen efter

identitet i en senmoderne verden:

og gennem livet. Det er svaret, tror

jeg. Som gør at i sidste ende sidder

jeg som en rolig 25-årig. Jeg havde

ikke forestillet mig selv sådan her

som 25-årig for fem år siden. Men

jeg er glad for det, for det gør, at jeg

som menneske er smilende over

for andre mennesker.

Amanda, kvinde, 25 år, Vollsmose

For Amanda bliver hendes fortælling om valg

af værdier i høj grad fortalt som en ’indre rejse’,

hvor hun gradvist er blevet gladere og mere

i overensstemmelse med sig selv.

Fem år

tidligere ville vi altså ikke have mødt en glad

Amanda, understreger hun.

Baahir, der er en yngre, ugift mand bosat i

Vollsmose, taler ikke om islam som rettesnor i

sit liv. Han er ikke specielt optaget af religion,

men af at færdiggøre sin uddannelse og få

et godt og meningsfuldt job. Det er i overens-

stemmelse med de værdier, han er opdraget

med. Vi er i færd med at tale om familiens

baggrund, da Baahir spontant kobler begre-

bet ære til arbejdsmoral. Han fortæller om sin

fars arbejdshistorik, om hvordan hans job som

taxachauffør og det at have et job i det hele

taget, er kilde til stolthed, selvrespekt og ære

for hans far:

Det har nok været sundt for os, at

jeg har fået lov til at løsrive mig, og

de [forældrene] har fået lov til at

kunne savne mig. Det tror jeg, er

den rigtige måde at sige det. Jeg

kan mærke det på mine søskende

nu her. Man har lov til at løsrive sig

fra den identitet, du fødes ind i, for

så at danne dig helt 100% som

menneske. Det har en utrolig stor

betydning. Du bliver født i nogle

værdier og normer. Men er det dét,

du tror helhjertet på? Det finder du

ud af med tiden. Igennem dine tests

Baahir:

Ja, det er han. Han siger,

han er glad for, at han har noget

at vågne op til om morgenen og…

Jeg ved ikke… Han ser meget ære

i at arbejde. Det er en del af hans

selvrespekt. Det siger han også,

at… Han kan se sig selv i spejlet og…

Hvordan kan han være et forbillede

for sine børn, hvis han bare er

hjemme og ikke laver noget? Det

tænker han meget over. Men mine

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

forældre er gået meget op i, at vi

skal tage en uddannelse

og så videre.

Baahir, mand, 31 år, Vollsmose

Amandas og Aminas forståelse af ære handler

i høj grad om at regulere sig selv. Selv om der

er ydre rammer i form af islam, familien eller

samfundet, som de unge kvinder gerne vil leve

op til, handler det for dem i bund og grund

om at opføre sig ordentligt (ud fra de vær-

disæt, hver enkelt nu har). Ligeså er Baahirs

fars æresbegreb bundet op på at forvalte sig

selv på en måde, der afføder selvrespekt. For

Baahirs far er et arbejde noget, han sætter en

ære i, eftersom han er bevidst om sin rolle som

forbillede for børnene og føler sig ansvarlig

for at forsørge dem og via handling markere,

at det er naturligt at gøre det. På den måde

ser han sig selv i forhold til andre, sine børn,

og han regulerer blandt andet sig selv efter,

hvordan han måtte tage sig ud i deres øjne. I

modsætning til Amandas ’indre rejse’ synes

Baahirs fortælling om sin fars æresbegreb dog

i højere grad at handle om at tilpasse sig og

’handle på sin egen situation’.

For Baahir, Amanda og Amina handler ære

altså ikke om at kontrollere andre, men om at

kunne kontrollere og styre sig selv, så man kan

se sig selv i øjnene og have det godt med det,

man ser. På den måde stræber både Amina,

Amanda og Baahirs far efter at leve op til og

efterleve et positivt selvbillede og have gode

relationer til betydningsfulde andre. Med gan-

ske få undtagelser er det denne forståelse af

ære, som vores informanter anvender, relaterer

til og tillægger betydning i deres daglige liv.

(primært kvindens) ærbarhed dukker, som

nævnt ovenfor, næsten udelukkende op som

noget, informanterne lægger afstand til. Ali

udgør i vores materiale en interessant undta-

gelse i forhold til denne distance, idet han er

den eneste, der forstår ære som et subtraktivt

princip, har førstehåndserfaring med ære som

subtraktivt princip og tilkendegiver selv at

understøtte ære som subtraktivt princip. Det

er også interessant, at Ali samtidig er én ud

af meget få informanter, der på eget initiativ

bringer begrebet ære i spil over for os.

Ali bor i Slagelse, er 22 år, og har en etnisk

dansk kæreste. Han tager ære op, da inter-

vieweren spørger ind til det, at han har en

kæreste, der er etnisk dansk:

Interviewer1:

Det der med, at du

har en dansk kæreste, og at dine

forældre synes det er fint. Ville de

også synes det, hvis din søster…?

Ali:

Nej. Det er noget andet. (…). En

16-17-årig drengs… okay… når han...

han har ikke den ære, som en pige

har. Lad mig sige det sådan her:

Jeg skal ikke have et barn i mit... nu

ved jeg godt… (…). En pige, har en

ære. For eksempel, min lillesøs- min

søster. Hendes barn – jeg vil gerne

vide, hvem farmand er til

hendes barn.

Interviewer2:

Selvfølgelig.

Ali:

Ja, selvfølgelig. Jeg vil ikke vide

via en test hvem, der er faderen.

Nummer 2: en kvinde… Jeg er

også selv sådan,

også

over for min

danske kone, jeg siger til hende:

’Du skal ikke hilse på drenge, du

må ikke give drenge hånden. (…)

Ære som ærbarhed

Opfattelsen af ære som et spørgsmål om

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

Det kan føre til lyster. Om du vil have

det, eller ej, det fører til lyster’. Hvis

jeg siger: ’Hej søde Sofie, hvordan

går det? Har du det godt?’ [og] jeg

[derefter] giver [hende] hånden,

er det på vejen til… (…) En dreng

er ligeglad med en piges ære.

Drenge

ligeglade med pigers

ære. Også mig. Jeg er ikke… jeg har

været ligeglad med mange piger.

Men, men… en kvinde er… hun skal

bære barn… en kvinde, skal være en

kvinde, lad mig sige det sådan. Jeg

ved godt, at en kvinde også skal

have venner. Min lillesøster hun må

også gerne have venner, og sådan,

men jeg har bare de her holdninger

til, at det er meget vigtigt, at man

holder at lysten er væk fra...

(…)

Interviewer2:

Det der med ære…

kan du ikke…? Har du også ære, eller

er det kun din søster, der har ære?

Ali:

Jeg har også ære, selvfølgelig

har jeg også ære, nej nej nej nej.

Men en dames ære er værdifuld

på denne her måde… at hun skal

passe på en familie… hun skal kunne

passe på en familie… En familie er

desværre ikke bare en familie, som

mange tror det er. En familie; man

skal være klar i hovedet, man skal

vide, hvad der er forkert, hvad der

er rigtigt, hvad man må gøre, hvad

man ikke må gøre… ellers så må min

søster selv finde den [mand] hun har

lyst til, men… ikke bare komme hjem

med en eller anden dansk dreng,

man har mødt to gange, og så er

man kærester i tre dage. (…) Det er

svært… det er lidt svært, men… en

kvinde, familien afhænger meget

af moderen. En familie afhænger

meget af ens mor, af ens mors

væremåde. Hvis ens væremåder, er

dårlige...

Interviewer2:

Så bliver familien

også dårlig?

Ali:

Ikke nødvendigvis, men der vil

blive smittet af på familien.

Ali, mand, 22 år, Slagelse

Som det fremgår af interviewuddraget knytter

Ali opfattelsen af ære til kvindens reprodukti-

onsrettede seksualitet og dermed giftefærdig-

hed. At have et ’godt’, dydigt ry, hvor kvinden

ikke har haft – eller kan antages at have haft

– intim eller seksuel kontakt med nogen uden

for ægteskabets rammer er i denne forståelse

vigtig, eftersom hun repræsenterer hele sin

familie eller slægt og er kollektivets ansigt ud-

adtil.

Hvis ikke kvinden lever op til de normer,

der sættes for hende på dette område, trodser

hun ikke bare sin familie, men også (islamisk)

religion og (minoritetsetnisk) kultur, lyder det.

Ali var forinden vores møde blevet inter-

viewet i en gruppe sammen med andre unge

mænd på en lokal Koranskole, hvor vi ikke

selv havde mulighed for at være til stede. Den

mandlige leder af gruppen ønskede nemlig

ingen direkte kontakt med kvinder. Vores

mandlige assistent bemærkede under inter-

viewet, at Ali var meget opfarende, særligt når

han talte om den diskrimination og uretfær-

dighed, han ved forskellige lejligheder havde

følt sig udsat for.

Vi mødte Ali nogle uger senere i det sociale

boligbyggeri i Slagelse, hvor han selv bor og

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

arbejder. Han kom for sent til vores møde og

talte i telefon med en kundeservicemedarbej-

der om et lån, da han endelig dukkede op. Han

var dog sød og imødekommende over for os.

Ali var opsat på at vise os rundt, og på vores

rundtur hilste han på flere forbipasserende –

ofte på arabisk – hvorefter han præsenterede

os for flere af dem. Samtlige lokale syntes

således at være hans bekendte. Det var på

den måde tydeligt, at han introducerede os for

sit nabolag som ’hans sted’, hvori vi udgjorde

hans gæster – også selvom interviewet og

vores øvrige samvær med ham primært fandt

sted udenfor, i et offentligt rum i og omkring et

par bænke, som vi lejlighedsvis satte os på.

På rundvisningen passerede vi Alis arbejds-

plads, en lokal klub, en bålplads, en boldbane

m.m., hvilket blandt andet gav ham anledning

til at berette om sin fortid med tvangsan-

bringelse og kriminalitet og dertil en række

oplevelser, hvor han havde følt sig diskrimi-

neret på baggrund af sin etniske og religiøse

baggrund. Ved det tilfældelige møde med

én af de forbipasserende, der havde etnisk

minoritetsbaggrund, fremhævede Ali med slet

skjult stolthed, hvordan den pågældende unge

mand var ”meget klog”, fordi han netop var

blevet færdiguddannet som pædagog. Og da

Ali efterfølgende fortalte om sine problemer

med at få en lægeattest til brug ved erhvervel-

se af kørekort, fordi lægen efter hans vurdering

var ”racist” og optrådte diskriminerende over

for ham, talte han højt, tydeligt og med blikket

rettet intenst mod vores diktafon. Emnet diskri-

mination var noget, der tydeligvis lå Ali

–

mange af vores informanter i øvrigt

–

på sin-

de. Det var med andre ord tydeligt, at Ali mødte

os, som de repræsentanter for et majoritets-

dansk velfærdssamfund vi jo er, og samtidig

benyttede lejligheden til at rette en kritik mod

andre majoritetsetniske repræsentanter og

instanser, som han var utilfreds med.

Som skitseret, er Alis livsposition karakterise-

ret af overlappende formationer af marginali-

sering, stigmatisering og social udsathed. Han

er vokset op i et socialt boligbyggeri, der er på

regeringens liste over ”hårde ghettoområder”,

fordi området de seneste fem år har opfyldt

betingelserne for at være et ghettoområde,

og dét i en familie med en række af sociale

problemer. Ali har været tvangsanbragt og

indblandet i kriminalitet. Han har et arbejde,

men hans skolegang er begrænset. Han er

etnisk og religiøs minoritet og har gentagne

gange følt sig diskrimineret og stigmatiseret

på den baggrund og skal eksempelvis bevise

– og kæmpe – for at få noget så simpelt som

en anvendelig lægeattest. Han har en kære-

ste – som han under interviewet refererede til

som sin kone – men deres forhold er ustabilt,

og vi fik mistanke om et hashmisbrug, da han

tilsyneladende var påvirket i løbet af vores

interviewaftale. Man kan med andre ord sige,

at Ali befinder sig i en anden position end

mange af vores øvrige – og ret ressourcestær-

ke – informanter og følgelig spørge til, hvad Ali

får ud af at anvende ære, som han gør?

Sociologen Sune Qvotrup Jensen under-

søgte i sin ph.d.-afhandling fra 2007, hvordan

maskulinitet og etnisk andethed produceres

og bearbejdes blandt marginaliserede unge

minoritetsetniske mænd. Qvotrup opsumme-

rer sine mandlige informanters situation som

en oplevelse af ”brutal mangel på anerken-

delse”.

De unge mænd fra socialt belastede

boligområder udsættes nemlig for såkaldt ter-

ritoriel stigmatisering – det vil sige en proces,

hvor deres bopæl står i vejen for opnåelsen af

samfundets fulde accept.

De udsættes sam-

tidig for stigmatisering med udgangspunkt i

etnicitet eller race. Samtidig stigmatiseres de

som socialt og økonomisk underprivilegerede.

Og endelig anses deres måder at være mænd

på som ”forkerte”. De unge etniske minoritets-

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

mænds modstrategi, bliver, ifølge Qvotrup,

derved at søge alternative måder at opnå

anerkendelse på, gennem ”ekspressiv masku-

linitet” som en form for subkulturel kapital.

Ali passer på flere måder ind i Qvotrups

beskrivelse af unge minoritetsetniske mænd

bosat i sociale boligområder, der oplever mar-

ginalisering og stigmatisering, og som i øvrigt

kæmper med forskellige sociale problemer.

Det er centralt, at Ali formentlig ikke møder

megen anerkendelse i sin dagligdag, og hans

indgående beskrivelse af sit møde med den

diskriminerende læge – et møde han ligeledes

omtalte i gruppeinterviewet – er netop udtryk

for en sådan manglende anerkendelse. Han

føler sig ikke mødt med værdighed og respekt.

Også Alis indblanding i kriminalitet, hvor han

sammen med nogle venner hævnede sig på

kommunen som følge af den forskelsbehand-

ling, de følte sig udsat for, kan netop ses som

et sådan udslag af ”ekspressiv maskulinitet”,

som Qvotrup omtaler. I samme perspektiv

kan Alis anvendelse af – og forsvar for – den

subtraktive æresforståelse give mening. Ali

viser via anvendelsen – og understøttelse – af

subtraktiv ære nemlig (både ’dem’ og ’os’),

hvem der har autoritet og magt til at bestem-

me, her over kvinders krop og ageren, og han

udtrykker og hævder dermed egen maskulini-

tet. Med andre ord kan subtraktiv ære siges at

udgøre en mulighed for ham

–

en strategi til

at øge sin maskuline status og opnå anerken-

delse. I modsætning til Amandas ’indre rejse’

beskriver Ali sit liv som præget af opbrud og

konstante forstyrrelser,

der alle er udefra-

kommende

–

fra majoritetssamfundet og fra

forældrene, der er traumatiserede flygtninge.

Alis fortælling optegner med andre ord en

primært negativ livsbane, hvor den æresopfat-

telse, han bringer i spil, placerer ham i en mere

positiv og magtfuld position.

Antropologen Monika Rostens forskning

viser i overensstemmelse med Qvotrups, at

unge mænd og kvinder med etnisk minori-

tetsbaggrund tilpasser sig den territorielle

stigmatisering på forskellige måder.

Efter Ro-

stens vurdering bør det imidlertid fremhæves,

at unge mænd dominerer empiriske studier

af urban marginalisering, netop fordi de selv

også ”aktivt bidrager til deres egen stigmati-

sering på måder, som de unge kvinder meget

sjældent gør”.

Denne betragtning vækker

genklang i betydelige dele af vores materiale,

hvilket vi i forskellige henseender vender tilba-

ge til i de to følgende kapitler.

Pointen med at bruge Hamida, Amanda,

Baahir og Ali som cases i dette afsnit er ikke at

argumentere for en deterministisk sammen-

hæng mellem social position i samfundet og

omfavnelsen af det subtraktive æresbegreb.

Dét, vi har demonstreret, er, hvordan æresbe-

greber får betydning for den enkelte i samspil

med dennes livssituation, herunder oplevelser

af og ressourcer til håndtering af uligheder og

muligheder.

----

4.3.

----

Konklusion

I dette kapitel har vi spurgt til, hvorvidt og hvor-

dan informanterne selv anvender og tilskriver

ære betydning internt i minoritetsetniske

miljøer. Vi har desuden undersøgt, hvordan og

i hvilket omfang ære knyttet til kvinders ry og

seksualitet bekræftes, forhandles, eller sættes

ud af spil som symbol på kollektivets anseel-

se. Og vi har undersøgt sammenhænge – og

varians – imellem anvendte æresbegreber og

erfaringer med kontrol, vold og/eller begræns-

ninger.

På tværs af materialet og i alle dets nu-

ancer signalerer begrebet ære, at man som

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

socialt væsen søger anerkendelse i det givne

moralske fællesskab, man er en del af.

Ære

fungerer som moralsk-etiske vurderinger af

andres (og egen) opførsel og indgår dermed

som del af et ordforråd for ’korrekt’, ’god’ og

’rigtig’ handlen. Vores empiriske materiale

viser imidlertid, at det er forskelligt, hvad

vores informanter mener er ’korrekt’, ’god’

og ’rigtig’ handlen, og hvad de over for os

fremhæver som karakteristisk for ære. Der er

altså en betydelig variation imellem, hvordan

informanterne forstår og anvender ære som

begreb, og hvorvidt de overhovedet bringer et

æresbegreb i spil. Ære bliver med andre ord

langt fra brugt på nogen entydig måde eller

tillagt den samme betydning

–

heller ikke på

tværs af køn, etnicitet, generation, bosted eller

religiøst tilhørsforhold. Den betydningsmæs-

sige indsnævring, hvor ære alene kommer til

at handle om kvindens ærbarhed som symbol

på familiens status udadtil, vækker altså ikke

synderlig genklang i vores empiriske materia-

le, selvom æresbegreber ofte bliver beskrevet

som en fortsat del af moderne, islamiske sam-

fund og som et karakteristisk kulturelt træk for

muslimske immigrantsamfund i Vesten.

Når det er sagt, peger interviewmaterialet

ikke desto mindre på to overordnede tenden-

ser: En stor gruppe forstår således ære som

et overvejende akkumulerende princip og

anvender æresbegrebet som attribut for en

person (m/k), der udviser integritet, stolthed

og værdighed og følgelig mødes med aner-

kendelse, (selv)respekt og status. For største-

delen af vores informanter har ære altså en

medbetydning af individets evne, og villighed,

til at udvise mådehold, styrke og selv-be-

grænsning, ikke mindst i forholdet til andre

mennesker. I denne henseende er ære dels

beslægtet med individets selv-fremstilling,

dels med selvdisciplin i en Foucaultsk betyd-

ning af begrebet, hvor individets kontinuerlige

selvregulering – via et eksternt blik – udgør

selve indbegrebet af det moderne subjekt og

individualitet.

Modsat ser vi også – om end

meget få – eksempler på, at andre af vores

informanter forstår ære som et overvejende

subtraktivt princip. Her er ære snarere at forstå

som ærbarhed; en truet størrelse, hvor man,

særligt som kvinde, skal sørge for at opret-

holde sit dydige ry og dermed konstant være

på vagt. Det er denne æresopfattelse, der kan

fungere som kilde til konflikt, vold og under-

trykkelse.

Størstedelen af de informanter, der formu-

lerer ære som subtraktiv, fremstiller imidlertid

en sådan æresopfattelse som ’de andres’. Det

vil sige, at de fortæller den subtraktive ære

frem som noget, de ikke selv har førstehånd-

serfaring med, men udelukkende kender til fra

andres udlægninger. Som vi kom ind på i ana-

lysen, kan man imidlertid lægge forskellige

ting i den måde, hvorpå informanterne udviser

distance til den subtraktive æresopfattelse.

Distancen kan skyldes, at det er svært at tale

om egne udfordringer, og man har lettere ved

at formulere problemer, når man taler om ’de

andre’. Distancen kan imidlertid også hænge

sammen med, at det rent faktisk er meget få

af vores informanter, der finder den subtrak-

tive æresopfattelse meningsfuld, kan relatere

konkrete erfaringer til den og dermed anven-

der subtraktiv ære som handlingsanvisende

praksisbegreb. Hvorom alting er, er det i hvert

fald bemærkelsesværdigt, at det udelukkende

er Ali, der

–

ud af samtlige 43 interviews, vi

har foretaget med 58 informanter

–

anvender

ære som et subtraktivt princip, har førstehånd-

serfaring med en sådan dimension af ære og

samtidig utvetydigt tilkendegiver at billige en

praksis omkring ære som subtraktivt princip.

Det er med andre ord iøjnefaldende, at stør-

stedelen af de informanter, der anvender be-

grebet ære – det være sig på egen eller vores

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

foranledning – tillægger begrebet en opbyg-

gelig værdi, langt væk fra kontrol, vold og/eller

begrænsninger. Denne forståelse af ære udgør

også en genkendelig del af dagligdagen for

de fleste majoritetsdanskere, selvom ’ære’ som

verbaliseret, udtalt begreb kan forekomme

fremmed.

Forskning peger eksempelvis på,

at franskmænd og tyrkere tilskriver begrebet

ære mange af de samme kvaliteter – såsom

værdighed, selvværd, stolthed og integritet –

men at franskmænd i dagligdagen foretrækker

at anvende andre begreber end ’ære’ herfor.

Et lignende resultat kom Lotte Kragh frem til i

sin doktordisputats fra 2010.

Det er vigtigt at tilføje, at der blandt vores

informanter også er eksempler på borgere,

der aldrig har hørt om begrebet ære. Tre unge

kvinder, der blev interviewet i en gruppe, havde

således meget svært ved at forstå og forholde

sig til ære som begreb, også efter at intervie-

weren havde bragt begrebet i spil, gentaget

det og motiveret det. En anden informant an-

gav, at æresbegrebet ikke er noget, man taler

om i arabiske familier, og at det dermed er

forbundet med en uudsigelighed og som term

er særdeles tabubelagt.

På den ene side kan

man se uudsigeligheden som et udslag af det,

Lotte Kragh har kaldt ”ærens transparens”.

Med begrebet ”ærens transparens” peger

hun på, at (akkumulerende) ære er et relativt

usynligt led i hverdagslivets praksis og derfor

mange gange fungerer som et underforstå-

et princip, der undslipper forsøg på diverse

verbaliseringer. På den anden side kan det

tænkes, at ære som begreb ikke betyder eller

fylder så meget i etniske minoritetsfamilier –

som betragtelige dele af vidensproduktionen

på feltet ellers mener at påpege – hverken i

dets akkumulerende eller subtraktive aspekter.

Hvis vi afslutningsvis skal vende tilbage til

Amina og Salima, som vi henviste til i kapitlets

optakt, er de begge eksempler på, hvordan det

at tage afstand fra det subtraktive æresbegreb

som handlingsanvisende praksisbegreb føl-

ges af et andet værdisæt, som de finder grund-

lag for i islam. Man kan med andre ord sige, at

Amina og Salima sætter islam i stedet for – og

over – en æresideologi forbundet med kvin-

ders ærbarhed. Hierarkiseringen af islam og

kulturelle normer for ære rejser spørgsmål om,

hvordan religion spiller sammen med kultur i

forhold til ære, normer for køn og forhandling

af autoritet og mobilitet. Som tidligere nævnt

viser Medborgerskabsundersøgelsen fra

2016, at religiøst praktiserende unge på tværs

af køn oplever betydelig mere social kontrol

end ikke-religiøst praktiserende. Således

tilkendegiver 32% af de religiøst praktiseren-

de unge, at de føler sig begrænset af familien

i forhold til valg af kæreste eller ægtefælle. Det

tilsvarende tal er 14% blandt unge, som ikke

praktiserer religion. Religion kan altså både

bruges til at afvise undertrykkende praksisser,

herunder subtraktive æresforestillinger, og

til at begrænse og undertrykke den unge (og

andre). Det er religionstemaer som disse, vi

ser nærmere på i næste kapitel.

Abu-Lughod 2008 [1993]; Baxter 2007.

Withhaeckx og Coene 2014: 379.

At skelne mellem analyse- og praksiska-

tegorier svarer til at differentiere imellem,

hvorvidt givne begreber er såkaldt ’emic’

eller ’etic’. Begreberne ‘emic’ og ‘etic’ blev

oprindeligt fremsat i lingvistisk sammen-

hæng (se Pike (1967) 2015) og benyttes i

dag i mange forskellige humanistiske og

samfundsfaglige fagdiscipliner såsom

antropologi, religionsvidenskab, kulturstu-

dier, sociologi, minoritetsstudier, sprogfag,

m.v. til at belyse og skelne imellem hvor-

vidt en given praksis (og sprogbrug) bør

tilgås som informantens ’egen’ (interne)

eller tværtimod primært som samle- og

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

analysebetegnelse blandt udenforstående

(eksterne).

Spørgsmål omkring ære som praksis- og

analysekategori giver samtidig anledning

til refleksioner over sammenhæng mellem

diskurs og praksis, årsag og virkning.

Wikan 2003: 67; Ugelvik 2019: 103.

Ugelvik 2019: 85.

Dilmac 2016: 305; Ugelvik 2019: 13-16.

Se Kragh 2010.

Dilmac 2016: 303.

Se eksempelvis Kragh 2010: 265.

Ugelvik 2019: 22.

Withaeckx og Coene fremhæver i overens-

stemmelse hermed, at selvom de indled-

ningsvist havde fokus på en negativ æres-

diskurs, blev de i løbet af deres interviews

med minoritetsetniske kvinder, indblandede

i æresrelaterede konflikter, overraskede over,

at mange af kvinderne – på trods af, at de

ofte var voldsofre – ikke desto mindre havde

positive fremstillinger af ære (2014: 381).

Se Peristiany 1966; Gilmore 1987.

Ny forskning peger på, at religion, eller

rettere: henvisning til religiøs viden og

autoritet, i visse sammenhænge kan

kompensere for og/eller erstatte såkaldt

kulturelt funderede forklaringer. Med andre

ord kan kendskab til religiøse kilder og

argumentation fungere som en ressource

ved uformelle forhandlinger af kulturelle

normer (Liebmann og Galal, under udgi-

velse).

Dilmac 2016: 308.

Dilmac 2016: 310.

Dilmac 2010: 263-265.

Kragh 2010: 264.

Kragh 2010: 278.

Kragh 2010: 264.

Se Liebmann 2014: 115-116; se også

Abu-Lughod 2013; Van Es 2016.

Berns og Schweingruber 2007.

23 Berns og Schweingruber 2007: 241, 244.

24 Kragh 2010: 276.

25 Rugkåsa, Eide og Ylvisaker 2015: 12. At

referere til kulturelle elementer i en konflikt-

situation kan være et forsøg på at forstå,

forklare og konstruere, hvad der sker i kom-

plekse sociale situationer (Anis 2005; Eide,

Rugkåsa og Ylvisaker 2015).

26 Schmöller 2016.

27 Abu-Lughod 1986.

28 Jf. Giddens 1996; Khawaja 2010; Taylor

2007.

29 Se Schmöller 2016.

30 Schmöller 2016.

31 Akpinar 2003: 427; Wikan 2008: 12.

32 Transport- og Boligministeriet 2019.

33 Se også Jensen, 2006: 269–270.

34 Wacquant 2008: 238; Rosten 2017: 54.

35 Schmöller 2016.

36 Rosten 2015, 2017.

37 I den senere tid er Wacquant vendt tilbage

til sit analytiske udgangspunkt fra 2008

for at differentiere mellem det, han omtaler

som, ”forskellige sociale og symbolske

strategier” (Wacquant, 2011) som iværk-

sættes i møde med ekstern diskreditering

af eget nabolag. Han understreger, at de

strategier, der benyttes og kombineres

af beboerne, enkeltvis eller i grupper,

nødvendigvis vil variere, samt at strategi-

erne vil afhænge af sociale positioner med

udgangspunkt i klasse, alder, livssituation,

boligkvalitet, den tid de har boet i nabo-

laget samt etnicitet (Wacquant, Slater og

Pereira 2014: 1275–76).

38 Rosten 2017: 66. Rosten spidsformulerer

sit forskningsresultat, når hun skriver, at i

udsatte sociale boligbyggerier såsom Fu-

ruset i Oslo – og Ringparken i Slagelse og

Vollsmose ved Odense – er pigerne først

og fremmest piger, mens fyrene er ”udlæn-

dinge” (Rosten 2017: 66).

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

39 Ugelvik 2019: 85.

40 Se Cairns 2011. Denne opfattelse af ære er

sidenhen blevet opfattet som symptoma-

tisk for et geografisk område, der dækker

Middelhavsområdet og Mellemøsten. Ikke

desto mindre er det dette ”indsnævrede”

æresbegreb, der er blevet videreført i

den danske vidensproduktion på feltet

inklusive i medie- og myndighedssprog, i

en art diagnosticering af mistrivsel, vold

og dysfunktionalitet blandt nogle etniske

minoritetsfamilier. Herved udskiller man

æresbegreber fra det moderne Vesten,

hvor æresbegreber fremstår mindre

betydningsfulde, blandt andet fordi vi som

ovenfor anført mangler sprog for det. Den-

ne distinktion synes at genfindes i flere af

vores informanters kritik af den subtraktive

æresforståelse (se Withaeckx og Coene

2014).

41 Goffman 1990.

42 Se Foucault 1975: 23.

43 Sådanne variationer i opfattelser af ære

inden for, og på tværs af, diverse sociale

grupperinger, gør en os/dem-opdeling

mellem etniske minoriteter – ofte forstået

som muslimske (efterkommere af) indvan-

drere fra Mellemøsten – og vesterlændinge

uholdbar (se Ewing 2008: 30).

44 Dilmac 2014: 5.

45 I sin doktordisputats leverede Kragh en

tværkulturel analyse af æresopfattelser

blandt etniske minoriteter (dansk-tyrkere)

og etniske majoritetsdanskere. Disputat-

sen pegede på anerkendelse som aktuelt

tema i samtidige æresopfattelser i Dan-

mark. Kragh fremhævede dels eksistensen

af begge kvindegruppers selvstændige

ære, dels ære som en komponent i hver-

dagslivets meningsproduktion, der kan

tilpasses samfundet og anvendes strate-

gisk – ikke mindst af kvinderne selv (Kragh

2010: 295). Derved argumenterer hun for,

at de senere års studier af ære fokuserer

for meget på, hvad ære engang var, i stedet

for at undersøge hvad ære blev til i det mo-

derne samfunds institutioner, og hvad ære

bliver til i mødet med det ”hypermoderne”

samfunds krav (2010: 108).

46 Disse fire informanter var alle unge, mus-

limske kvinder under 30 år med rødder i

Vollsmose.

47 Kragh 2010: 264.

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

Ka-

pi- 5

tel

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

At skelne mellem

religion og kultur

Der var ikke noget der hed kl. 2 om

natten og feste ude og sådan noget

[i vores barndomshjem], det gjaldt

for alle sammen [på tværs af køn]. Så

det var jo faktisk fedt at vide det, og

så selv kunne praktisere det hjemme

hos os. Vi er jo så ikke nået så langt,

at – vores børn er ikke så store endnu

– men det er også det, vi har i sinde at

praktisere i fremtiden. Og sjovt nok er

det også sådan i religionen, men det

er jo meget kulturen, der prædiker det

her med, at drenge skulle have noget

andet end piger skulle, og sådan

noget, ikke?

Asli, kvinde, 28 år, Vollsmose og Slagelse

ægteskabsapparat, du ved. Det er

ikke sådan, at pigens familie tager

over og spørger en drengs familie.

Det gør man ikke. Det er kun kulturelt.

Rent islamisk, altså religiøst set,

er der ikke noget galt i det. For det

gjorde man dengang Profeten levede,

da var det meget normalt. Hvis man

gerne vil følge religionen kan man

faktisk godt gøre det, det gør absolut

ingenting. Men af kulturelle årsager,

er det gået helt over i, at det er

mænd, der tager initiativ, og alt andet

vil se desperat ud.

Asma, kvinde, 29 år, Vollsmose

Det er også en kulturel ting. Det er

den der med… det er manden, der

tager initiativ. Det findes også i den

vestlige verden. Det er mænd, der

tager initiativet. Du skal ikke vise,

at du er alt for ivrig-agtig. Så det

er også gået videre til hele det der

Nogle gange, så har jeg også en

diskussion med min mand, hvor vi

sidder og diskuterer, at religion er

noget og kulturen er noget andet.

Hvor vi så vælger religion, for det er

det, der er bedst, ikke?

Azza, kvinde, 30 år, Slagelse

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

Asma, Asli, og Azza er tre veluddannede og

udearbejdende muslimske kvinder, som vi

interviewede hver for sig. De var alle iført

forskellige former for muslimsk tørklæde under

interviewene, hvor vi talte med dem om deres

dagligdag i henholdsvis Slagelse og Vollsmo-

se. Alle tre understregede, at kultur og religion

er to helt forskellige størrelser, ikke mindst i

forhold til kønsopfattelser. Ifølge de tre kvinder

er det ”kulturen”, der har medført en forvent-

ning om, at det altid er mænd, der skal tage

initiativ – og kvinder modsat skal forholde sig

mere passive. Som Asma udtrykker det, bør

kvinder ifølge ”kulturen” udvise en vis grad

af ligegyldighed over for tilnærmelser fra det

modsatte køn. Kvinden bør ikke virke for ”ivrig”

i forhold til at indlede et forhold og/eller ægte-

skab. Hun skal tværtimod gøre sig kostbar og

forholde sig mere passivt for ikke at komme

til at se ”desperat ud”. Imidlertid anser Asma

ikke kulturelle forventninger om, hvad man

kunne kalde kvindelig passivitet, dydighed

og ærbarhed, for at være islamisk “korrekte”.

Ifølge Asma friede kvinder nemlig sommetider

til mænd i Profeten Muhammads samtid (ca.

år 570-632 e.v.t.), hvor en sådan praksis var

almindeligt accepteret.

Ifølge de tre kvinder er

det altså dét, de beskriver, som kultur – og ikke

religion –, der er årsag til forskelsbehandling

og forventning om forskellige kønnede prak-

sisser i minoritetsetniske miljøer.

I forhold til fremherskende forestillinger om

religion – og i særdeleshed islam – som en

begrænsende og undertrykkende faktor for

etniske minoritetsborgeres selvbestemmelse

og handlefrihed, kan ovennævnte forhandlinger

af kvindens frihed og lighed

ved hjælp

af islam

fremstå paradoksalt. Som vi skrev i kapitel 3, var

netop spørgsmålet om religion et parameter i

Medborgerskabsundersøgelsen fra 2016 og

2017. Undersøgelsen viste, at en større andel

(32%) af unge, der angiver at være religiøst

praktiserende – over for 14% blandt ikke-prak-

tiserende unge med etnisk minoritetsbaggrund

– oplever, at de begrænses af familien i valg af

kæreste og ægtefælle. En anden, nyere under-

søgelse af muslimske skilsmissepraksisser

blandt etniske minoritetskvinder viser desuden,

at nogle muslimske kvinder, der ønsker skils-

misse, ud fra religiøse begrundelser og skikke

fastholdes i et forhold til ægtemanden. Det er

ofte ressourcesvage kvinder, der på den ene

side oplever vold, chikane og social udstødelse,

og på den anden side kommer i klemme i det

danske system.

Religion synes altså – ikke over-

raskende – at kunne bruges både frigørende og

undertrykkende.

I dette kapitel undersøger vi, hvorvidt og

hvordan vores informanter, der for langt

størstedelens vedkommende er muslimer,

anvender islam som redskab til at udvide og

begrunde (egne) handlemuligheder. Eftersom

mange af vores informanter – som omtalt i

kapitel 3 – er ressourcestærke borgere, får vi

via interviews med dem viden om, hvordan de,

som de ofte ressourcestærke borgere de er,

håndterer den modstand og det pres, de måtte

støde på i deres dagligdag, herunder forsøg

på kontrol af deres handlefrihed og mobilitet.

På den baggrund spørger vi i kapitlet:

• Hvordan forhandler kvinder – og også

mænd – egne positioner via islam?

• Hvordan spiller handlefrihed og mobilitet

sammen med religion?

Målet med kapitlet er således at opnå en mere

nuanceret forståelse af religions rolle ved (for-

søg på) konformitetspres og kontrol. På tværs

af informanternes etnicitet, alder og bosted er

vi således stødt på mange, særligt kvindelige

informanter, der skelner skarpt mellem kultur

og religion, når de fortæller om kønsbetingede

begrænsninger i minoritetsetniske miljøer. Over

for os bebrejder kvinderne ’kulturelle tradi-

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

tioner’ og fremhæver i stedet deres religiøst

baserede islamiske ret til handlefrihed. Med

andre ord er det islam, der giver dem

ret

til alt,

fra at være initiativtager til ægteskab til at påta-

ge sig et job, arbejde frivilligt, deltage i fysiske

aktiviteter såsom at cykle eller bokse, flytte

hjemmefra på grund af studium eller job, eller

sommetider blot at bevæge sig ud om aftenen

uden en ledsager, forklarer de. At der i det hele

taget er et

behov

for at retfærdiggøre en sådan

ret – og tanke- og handlemønstre – forbinder

informanterne ofte med forældregenerationens

fejlagtige kulturelle traditioner og majoritets-

samfundets misforståede opfattelser af islam.

Det er imidlertid vigtigt at understrege, at vi

med denne rapport ikke forholder os til, hvilken

fortolkning af islam der er den rigtige eller mest

sande. Vi undersøger med andre ord ikke, hvor-

vidt informanternes udlægning af de religiøse

kilder er overbevisende og teologisk konsistent.

I stedet fokuserer vi på, hvordan mange, særligt

yngre, kvindelige informanter på den ene side

anvender religion til at muliggøre (og eks-

pandere) deres handle- og råderum, på den

anden side gerne underlægger sig andre, nøje

udvalgte restriktioner og uligheder.

’samfund’, betegner her Profeten Muhammads

samtidige – og dermed islams første – menig-

hed, der for sunni-muslimer udgør et eksem-

plarisk forbillede til efterlevelse.

Unge europæiske muslimer formulerer ofte

deres tanker om lighed mellem kønnene (og

såkaldt kønskomplementaritet, hvor mænd og

kvinder tildeles forskellige, men komplemen-

tære, roller og ansvar inden for familien, æg-

teskabet og religiøst lederskab) via skelnen

mellem ”kulturelle traditioner”, forstået som

mindre velovervejede praksisser på den ene

side, og et omhyggeligt gennemtænkt ”sandt

islam” på den anden side.

At påberåbe sig

en dybere fromhed og overlegent kendskab

til islamisk tradition og tænkning, end hvad

de ældre generationer besidder, er i dag en

udbredt måde at ræsonnere, forhandle og ud-

vide handlerum på blandt unge, europæiske

muslimer.

Et sådan ræsonnement er særlig ty-

deligt i interviewet med Asma, men den skarpe

opdeling mellem kultur og religion går også

igen hos Asli og Azza. Asmas karakteristik af

de forskellige forventninger til mænds og kvin-

ders opførsel i forbindelse med ægteskabs-

indgåelse skal ses i lyset af, at hun ved at pro-

blematisere en konventionel måde at tænke på

i visse minoritetsetniske miljøer rent retorisk

gør op med den form for rationalisering og

deraf foranstaltede kønnede forhindringer

– såsom mangel på lighed mellem kønnene –

som de ældre generationers argumentation

foranlediger. Asmas argumentation er med

andre ord et afgørende led i hendes forsøg på

at udvide muslimske kvinders, og dermed sit

eget handlerum.

Med fokus på muslimske kvinder i Norge

argumenterer islamforskeren Margaretha

van Es i den forbindelse for, at vi skal forstå

kvindernes diskursive opdeling af kultur og

religion som et delresultat af stigmatisering

og islamofobi over for muslimer i Europa.

----

5.1.

----

Udskillelsen af islam

fra kulturen

Asli, Asma og Azzas måde at ræsonnere på er

karakteristisk for mange af de yngre kvinder,

vi har talt med. Kvinderne påberåber sig det,

de anser for at være en ’islamisk ret’, til at

udvide et givent handlerum ved at henvise

til en autentisk form for islam, der er baseret

på Profeten Muhammad og hans samtidiges

eksempel; den første

ummah. Ummah,

der

fra arabisk kan oversættes til ’menighed’ eller

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

Van Es kalder den diskursive opdeling for

en “diffus” form for islamisk feminisme, fordi

muslimske kvinder fra hele verden herved ind-

optager – og viderefører – centrale tankesæt

fra den islamiske vækkelsesbevægelse og fra

islamisk feminisme.

Selvom kvinderne ikke

nødvendigvis identificerer sig med en islamisk

vækkelsesbevægelse eller forstår sig selv som

islamiske feminister, tilslutter de sig ikke desto

mindre centrale idéer fra begge bevægelser.

Med andre ord er kvindernes ’kunstige’, gensi-

digt udelukkende opdeling i kultur og religion

del af en strategi, der gør en kritik af konformi-

tetspres og kvindeundertrykkende praksisser

mulig, uden at de dermed miskrediterer hele

deres tro og religiøse tilhørsforhold – og islam

består så at sige som en fejlfri religion, de

fortsat kan bekende sig til.

Van Es’ perspek-

tiv er yderst relevant i en dansk kontekst, der

er endnu mere fjendtligt indstillet over for

muslimer end den norske.

Imidlertid forholder

van Es sig ikke til, hvorvidt, hvorfor og hvordan

muslimske kvinder også anvender denne op-

deling internt i familierne og miljøerne. Dette

aspekt vender vi tilbage til senere.

Ahlam er en arbejdsom, yngre kvinde, som

vi interviewede i en pause på hendes job.

Hun er gift og bor med sin mand i Vollsmose.

Interviewet handler her om, hvordan hun er

blevet opdraget, og hvordan det var at vokse

op i Vollsmose, da intervieweren spørger til

begrebet ære. Ahlam svarer:

kollektivet, at man også tager vare

på hinanden. Så man vil helst heller

ikke have, at det er det, folk lever

ud fra. Man vil ikke have, at folk skal

tale om én eller at ens ære skal blive

krænket. Men de baner har vi aldrig

arbejdet i hjemme hos os.

Interviewer:

Hvis man er meget

kulturelt orienteret, er det… Så

betyder det noget?

Ahlam:

Du hører også om

æresdrab. Fordi… Lige pludselig

er der en kvinde, der har fundet

sammen med en fyr, og det vil

forældrene ikke have. Nu har hun

krænket familiens ære. Så skal

hun dræbes. Dræbes? Dræbes!

Det går direkte imod islam at

dræbe et andet menneske. Det er

et menneske, jo. Det er virkelig så

grotesk. Men igen, så har de ligesom

lagt låg på emnet, og så har hun

fået ’sin straf’. Hvem er de til at give

hende straf? Hvis der skulle være en

straf! Så det opererer vi

slet ikke med.

Ahlam, kvinde, 32 år, Vollsmose

Selvom Ahlam flere gange i interviewet omta-

ler et ”vi”, hentyder hun dermed ikke til, at det

er hendes egen familie, der begrænser hendes

handlefrihed eller understøtter diverse æres-

praksisser. ’Vi’et’ synes modsat at indikere, at

familien er en enhed, der modsætter sig givne

værdier i de minoritetsetniske miljøer, de fær-

des i, og i stedet opererer ud fra en anden etik

og andre værdier: ”vi kører ud fra islamiske

værdier”, formulerer Ahlam det. I andre dele

af interviewet beskriver hun således, hvordan

Ahlam:

Det har vi slet ikke, det der

med ære. Og det er igen, fordi vi ikke

er kulturelle. Hvis vi var det, så havde

ære betydet rigtig meget. Men fordi

vi kører ud fra islamiske værdier, så

er ære ikke et begreb som sådan.

Du tager ansvaret for dine egne

handlinger, det er dét, du… Men

selvfølgelig betyder det noget for

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

hun ud fra et religiøst baseret ståsted somme-

tider har følt et behov for at sætte et positivt

eksempel for andre muslimske piger fra Volls-

mose. For eksempel fortæller hun, at det var

usædvanligt for muslimske kvinder at cykle,

dengang hun i begyndelsen af 1990’erne var

en lille pige. Andre muslimer fra lokalområdet

reagerede ofte med forbløffelse, når de så

en pige cykle rundt. Men ved (stiltiende) at

forsikre sig selv om sin – islamiske – ret til at

cykle og dermed fortsætte sin cykelpraksis,

inspirererede hun hurtigt andre piger fra lokal-

området til det samme. I dag er det derfor helt

almindeligt at se muslimske piger cykle rundt i

Vollsmose, fortæller hun. Sådanne islamisk ba-

serede retfærdiggørelser udfordrer ikke alene

standarder, der hidtil blev taget for givet, men

opfordrer indirekte andre muslimske piger

og kvinder til ligeledes at udvide rummet for

fysisk mobilitet og sætte spørgsmålstegn ved

veletablerede måder at tænke, argumentere

og legitimere på.

For størstedelen af de yngre muslimske

kvinder er en skelnen mellem islam og kultur

essentiel, fordi det at være ”kulturel” bliver op-

fattet som hovedårsagen til mænds historisk

set privilegerede stilling i familien og (lokal)

samfundet eller, som Ahlam direkte henviser

til, som led i direkte kvindefjendske praksisser

såsom æresdrab. Mens kvinderne på den ene

side opfatter kulturelle traditioner som noget

lokalt, og dermed besmittet af tid og sted, ser

de på den anden side ”sand” islam som en

universel, uforanderlig størrelse, der ’over-

skrider’ tid og sted. Kvinderne tilslutter sig på

den måde en opfattelse af, at islam er kultur

ubetinget overlegen. Med andre ord fremstår

religionen som noget, der tillader og muliggør,

og sommetider endda fremskynder kønsmo-

bilitet i både figurativ og fysisk forstand. Ifølge

kvindernes fremstillinger bliver islam således

til en religiøs tradition, der historisk har distan-

ceret sig fra, og rent teologisk fortsat bryder

med begrænsninger og kvindeundertrykkelse.

Sabiha er single og bor ikke længere med

sin familie i Vollsmose, hvor hun er vokset op,

men deler lejlighed med en veninde i Aarhus,

hvor hun også arbejder. Interviewet handler

om Sabihas opvækst i Vollsmose, og intervie-

weren spørger ind til den sladder, hun fortæller,

var en stor del af hendes opvækst:

Hvis jeg snakkede med drenge på

gaden, så var det et problem fordi

at ’Sabiha har fået en kæreste’ og

så sagde de: ’Hvor ved du det fra?’

Og sagde de: ’Jamen, jeg så hende

snakke med drenge i bussen, hun er

en dårlig pige, hun har jo en kæreste,

og vi er jo muslimer, muslimer har

jo ikke kærester, og det betyder,

at hun bliver aldrig gift, fordi at nu

ved folk jo, at hun har snakket med

en dreng og ”uuh Gud!”’ Og det er

sådan meget, meget kulturel måde

for dem at tænke på, og det er

også derfor, jeg siger, at jeg tager

afstand fra

kulturmuslimer,

og min

definition af

kulturmuslimer

er folk,

der er opdraget muslimer, men som

til enhver tid vil vægte kultur frem for

religion – det er for eksempel sådan

noget med, at en pige ikke må rejse

alene, du ved, der er nogle… Det er

kulturelle ting, som en kvinde ikke må.

Og ifølge religionen er der nogle helt

andre præmisser, der ligger dér, og

det der med at blande og få kultur til

at styre ens dagligdag, dét kan jeg

simpelthen ikke klare. Det får, sådan,

mine hår til at rejse sig på mig.

Sabiha, kvinde, 26 år, Vollsmose

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

Alt imens Sabiha uddyber forskelle på ”arabi-

ske” og ”mellemøstlige” kulturer, hvor kvinder

ifølge Sabiha modtager meget begrænset

uddannelse og skal blive i hjemmet for at

føde, opdrage børn, lave mad, pleje manden

og hjemmet, mens manden er forsørgeren

og den, der står for alle vigtige beslutninger,

fortsætter hun:

Og at kvindens rolle egentlig er

i hjemmet, hvor manden er ham

udenfor [hjemmet], og det er jo

kulturelt set, det er jo ikke islamisk

set. Og det er dér, hvor folk bruger

ordet

haram;

at noget er forbudt

ifølge islam. Du ved, ’det er forbudt

at arbejde i islam’. Selvfølgelig er

det ikke forbudt at arbejde, altså

du hører om Profetens kone, der

ansatte ham, der hvor hun arbejdede

ikk’? Altså, Profeten opfordrede sin

kone til at arbejde, så det er det der

med, at man går ind og blander

religion og kultur, som gør, at hvis

man ikke har viden inden for islam,

hvis man ikke har uddannet sig

inden for islam, og sat sig ind i de

her rammer, så vil man ikke vide,

hvad der er forbudt, og hvad der

ikke er. Vi har et eksempel som at

rejse, ifølge – rigtig mange siger du

må ikke rejse uden en

mahram,

mahram

betyder en der ledsager

dig, ham der ledsager dig, skal først

og fremmest være en mand, det

skal være din familie, så det ikke kan

være en ven, det kan ikke være en

fætter, det skal være en som du ikke

kan blive gift med i teorien; så en

far, en onkel, en bedstefar, en bror,

og han skal ledsage dig i dine rejser.

Ifølge islam, så står der [i kilderne],

at en kvinde ikke måtte rejse alene

dengang,

fordi

dengang

skulle man

igennem ørkener alene, på en hest,

og det var utrygt, eller på en kamel,

og det var ubetryggende, og der er

rigtig mange voldtægtsmænd, der

er mange røvere i ørkenen, og derfor

satte man de her rammer. De her

rammer er der ikke den dag i dag.

[…]. Også det der med, at en kvinde

behøver ikke at uddanne sig. Den

første

ayah

[Koranvers], der kom til

Profeten, det er

iqra,

iqra betyder

”læs!”, og det er derfor, du ved,

det er der, hvor man mikser [

kultur med religion].

Sabiha, kvinde, 26 år, Vollsmose

Et andet sted i interviewet, hvorfra dette

uddrag er taget, fortalte Sabiha om, hvorledes

hendes onkler forsøgte at begrænse hendes

sociale og fysiske mobilitet ved direkte at sæt-

te spørgsmålstegn ved hendes ret til at vælge

sin egen ægtefælle, tage en uddannelse, ar-

bejde frivilligt, påtage sig et uddannelseskræ-

vende arbejde uden for hjemmet og gå uled-

saget rundt udenfor efter mørkets frembrud.

Som modsvar på onklernes indirekte anfæg-

telse af alle muslimske kvinders berettigelse til

at handle svarende dertil, svarer Sabiha, ifølge

hende selv igen med en såkaldt ”de-kultura-

liseret opfattelse af islam”.

Ved diskursivt

at ’rense’ islam for ethvert kulturelt element

og henvise til (andre) islamiske fortællinger,

modsætter Sabiha sig sine onklers konserva-

tive opfattelse af, hvordan muslimske kvinder

bør opføre sig. Det betyder, at Sabiha bliver i

stand til at afvise enhver påstand, onklerne

måtte komme med ved i sidste ende at klas-

sificere dem som ’kulturelle’ og dermed som

u-islamiske. Således benytter hun sig af den

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

islamiske metode,

ijtihad,

selvstændig analyse

af religiøse kilder, samt

tafsir,

Koranfortolk-

ning, til at anfægte onklernes standpunkter.

Og ved herved at legitimere egne holdninger

skaber hun en autoritet omkring sig selv, som

almindeligvis tilskrives den første

ummah,

der

teologisk set kom før, og dermed sanktione-

rede,

sunnahen

(sunnah betegner udtalelser

og handlinger fra Profeten Muhammad og

betragtes som eksempel til efterfølgelse).

Når Asma, Asli, Azza, Sabiha og Ahlam itale-

sætter deres egen religiøsitet som objektiv og

særligt oplyst, er det samtidig en måde at skil-

dre sig selv på som kompetent til at tage ansvar

for egen religiøs praksis.

De anser altså indi-

videt for at have autoritet nok til at udvælge og

genfortolke den islamiske tradition, hvorimod

konventionelle autoriteter såsom teologisk lær-

de, mænd og repræsentanter for forældrege-

nerationen bliver tilsidesat.

De yngre kvinder

opfatter de omtalte kulturelle traditioner som

mindre vigtige eller direkte forkerte. Kvinderne

vægter i stedet et omhyggeligt gennemtænkt is-

lamisk værdisæt, der understøttes af forskellige

islamiske referencer samt et personligt forhold

til det guddommelige.

Når de yngre kvinder, vi har talt med, gene-

relt identificerer islam som guideline og positiv

referenceramme, bliver diverse begrænsnin-

ger derved meningsfulde og følgelig mere

overskuelige at leve med. Så når vi skriver,

at deres skarpe opdeling mellem kultur og

religion udgør et redskab i forhandling af mo-

bilitet, mener vi ikke, at de ikke også støder på

begrænsninger i forhold til deres køn. Det er

følgende uddrag fra interviewet med 26-årige

Sabiha et eksempel på:

med] en identitetskrise, hvem jeg

var: ’Jeg er en muslimsk kvinde,

og jeg mener, at man skal gå med

tørklæde’- mentalitet. Og så med

årene blev det bare en del af min

identitet [at bære tørklæde]. Når dét

så er sagt, så står jeg 100% inde for,

at jeg har tørklæde på af religiøse

årsager, fordi det begrænser mig.

Og når jeg siger, det begrænser mig

[…] tørklædet for mig er sådan et

wake up call.

Jeg kan garantere dig,

at hvis jeg ikke havde tørklæde på,

så havde jeg ikke været jomfru, jeg

havde 100% været på diskoteker

og drukket alkohol, og mon ikke jeg

havde haft lidt flere kærester, end

hvad jeg har haft nu, og ikke haft lige

så mange grænser? Jeg mener ikke,

det er forkert at drikke alkohol. Jeg

mener ikke, at det er forkert, at man

ikke er jomfru. Jeg mener ikke, det er

forkert, at man gør alle de her ting.

Men i forhold til mit værdigrundlag,

og hvad jeg ønsker, så har tørklædet

været med til at stoppe mine

fristelser. […]

Sabiha, kvinde, 26 år, Vollsmose

I interviewuddraget fremhæver Sabiha her en

sammenhæng mellem islamisk tildækning i

form af det at bære tørklæde og jomfruelighed.

Sabiha har selv valgt at bære tørklæde, selvom

hun ikke desto mindre udlægger et sådan

tøjvalg som begrænsende for sine udfoldel-

ser. Tørklædet udgør imidlertid en selvvalgt

begrænsning, der ifølge hende har været

stærkt medvirkende til, at hun har formået

at modstå diverse fristelser – at gå i byen og

indtage alkohol, flere kæresteforhold og sex før

ægteskabet. Imidlertid er det præcis via denne

Grunden til, at jeg tog tørklæde på,

da jeg var barn, var fordi, at alle

gjorde det. Senere hen begyndte

jeg at finde ud af i [forbindelse

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

selvvalgte begrænsning, at det bliver tydeligt,

hvordan Sabiha underlægger sig nogle køns-

restriktioner fremsat af alternative, udvalgte

autoriteter og diskurser, som adskiller sig fra

dem, hun forbinder med forældregeneratio-

nen, alt imens hun modsiger

–

og modsætter

sig

–

andre restriktioner. For eksempel går hun

med tøj, der afslører hendes ”røv, former og

bryster”, som hun selv formulerer det, da det er

sådan, hun ønsker at gå klædt.

Ved hjælp af en såkaldt ”privilegeret tale-

situation”,

der etableres i og ud fra religiøse

tekster, udvirker vores informanter mulighed

for at tale, argumentere og diskutere. Den

privilegerede talesituation opstår, når infor-

manterne underbygger deres holdninger med

religiøs ekspertise og (for)historisk vægt hen-

tet fra de religiøse – og her islamiske – kilder.

Kvinderne skaber med andre ord en privile-

geret talesituation, når de tilskriver sig selv

autoritet ved hjælp af de anvendte mytologiske

referencer, som de fortolker på en måde, der

er gunstig for dem selv: De skaber en position,

som de kan basere og retfærdiggøre deres

egne tanker og handlinger ud fra. Ved hjælp

af religion/kultur-opdelingen bliver det muligt

for kvinderne at afvise (nogle af de hidtil) præ-

definerede vaner og tankemønstre, alt imens

de tager andre til sig. De manøvrerer således

omhyggeligt i forhold til et handle- og mulig-

hedsrum. Sommetider søger de at udvide det,

men andre gange underlægger de sig gerne

diverse begrænsninger. Hvorom alting er,

flyder kvindernes indoptagelse af et islamisk

værdisæt sammen med deres klassetilhørs-

forhold, hvilket vil udgøre et omdrejningspunkt

for det følgende afsnit.

----

5.2.

----

Religiøs dis-identifikation som

tilstræbt middelklasseidentitet

Sociologen Beverley Skeggs har med ud-

gangspunkt i britiske kvinder fra arbejder-

klassen indført begrebet “(dis)identifikation”

til at betegne kvindernes afstandtagen til

de klasseidentiteter, som typisk tilskrives

arbejderklassen.

En lignende dis-identifika-

tion praktiseres af nogle af vores informanter.

Ved at fremhæve kulturelle forskelle mellem

generationerne distancerer de yngre kvinder

sig fra den ældre generation, eller fra andre

minoritetsetniske familier. Ved på forskellige

måder at markere en sådan dis-identifikation,

benytter kvinderne sig af religiøse, og hvad

vi mener, er klassebaserede argumenter til

at legitimere egne praksisser. Eksempelvis er

Sabihas stærke afstandtagen fra ”kulturelle

muslimer”, som ikke ved noget – eller i hvert

fald meget lidt – om ”rigtig” islam, præcis en

sådan dis-identifikation. Dis-identifikationen

illustrerer samtidig den klasserejse, som

Sabiha og mange af de andre, yngre, velud-

dannede kvindelige muslimer, der optræder

i denne rapport, har gennemgået. ”Klasse-

rejse” henviser til en kurs, hvor den sociale

status er under forandring i og med, at et

individ opvokset i ét miljø skifter til et andet

miljø, eksempelvis via uddannelse, forandre-

de økonomiske ressourcer eller migration.

Individet kan stadig bibeholde transnationale

bånd, for eksempel til oprindelseslandet og

nærtstående slægtninge, selvom vedkommen-

des sociale liv nu primært finder sted i det nye

miljø. På den måde udgør klasserejser altså

ikke en lineær kurs. Antropolog Marianne Holm

Pedersen anvender begrebet ”klasserejse” i

en transnational sammenhæng, hvor mi-

granter bevæger sig mellem lande.

Hendes

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

understregning af klasserejsers mange lag,

hvor begrebet betegner mobilitet på tværs af

forskellige former for grænser – nationale, ud-

dannelsesmæssige, m.fl. – er også vigtig her,

eftersom vores informanter som anden- eller

tredjegenerationsmigranter ikke er konvertit-

ter, men ’fødte’ muslimer, der har ’arvet’ islam

fra forældregenerationen og derved legemlig-

gør det, der er blevet kaldt for et ”post-migrant

islam”.

I det følgende argumenterer vi for,

hvordan klasserejser også kan finde sted på

tværs af generationer, og hvordan sådanne

klasserejser forandrer religiøse identiteter og

dynamikker på afgørende vis.

28-årige Meleks opfattelse af de kampe,

hun har taget med sin familie, viser nogle

af de klassebaserede bevægelser, vi med

dette kapitel søger at illustrere. Melek læser

medicin og er dybt religiøs. Meleks forhand-

ling af mobilitet og dertilhørende religiøse

overbevisninger og praksisser er bundet op

på hendes identitet som både ’født’ muslim og

efterkommer og andengenerationsindvandrer.

I interviewet opdeler hun ikke blot kultur og

religion, men i tillæg distancerer hun sig meget

tydeligt fra de karakteristika, hun tilskriver de

“kulturelle muslimer”:

Det betyder noget, fordi… Det der

er meget med kurdere af ældre

generation, det er, at generelt…

Dem i min omgangskreds, de er

ikke praktiserende [muslimer]. For

eksempel her forleden stod jeg

[sammen] med en af mine veninder,

som går med langt tørklæde, som

er gift med en tyrker, hun er kurder…

Hendes onkel kom så med en

rigtig ubehagelig bemærkning om:

”Hvorfor går du rundt sådan dér?”

osv. Jeg kan ikke huske, om han

sagde det her, men min far siger

nogle gange: ”Hvorfor er du ligesom

ISIS?” Selvom det overhovedet ikke

har noget med det at gøre! Vi har

bare fået det patent, havde jeg nær

sagt, fordi vi går [klædt] som vi går

[klædt]. Han var meget sådan…

”Du er ung. Tag lidt tøj af”. Det var

meget ubehageligt. ”Du lever kun

én gang”, sagde han. Hvor jeg

bare tænkte: “Ja! Jeg lever kun én

gang. Så skal jeg leve det, som jeg

har lyst til.” Så det var sådan lidt…

Men sådan er den typiske kurdiske

ældre generation, specielt i [og

fra] min landsby. Der er virkelig få

af de ældre, der er praktiserende

[muslimer]. De fleste er meget

imod det og har stort set intet med

religion at gøre. Jeg ved faktisk

heller ikke, om de tror på det, eller

hvordan… Det er virkelig en gråzone.

Jeg ved med mig selv, og jeg kender

også andre unge mennesker, som

gerne vil gå med tørklæde og

praktisere [islam], men så kan de

ikke, fordi deres forældre eller én

i familien ikke giver lov og presser

dem så meget.

Melek, kvinde, 28 år, Vollsmose

I uddraget sætter Melek en ældre, kurdisk

generation af ikke-praktiserende muslimer op

over for en ung, generation af fromme, prak-

tiserende muslimer, hvor etnicitet ikke spiller

nogen rolle. I den udstrækning, den ældre ge-

neration overhovedet praktiserer islam, gør de

det i henhold til kulturelle sædvaner og i over-

ensstemmelse med nationale opdelinger, lader

Melek forstå. Til forskel herfra beskriver Melek

den yngre generation som værende religiøs

på tværs

af disse skel, forenet som “danske”

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

muslimer, der praktiserer et uspoleret og tidløst

islam baseret på deres direkte – intellektuelle –

adgang til islamisk kildemateriale.

Det, jeg kan lide ved at tage i den

arabiske moske, det er, at vi er

forskellige nationaliteter. Der er

intet bagtaleri, man blander sig ikke

i hinandens privatliv. Man ønsker

kun det bedste for hinanden, og

det er fordi, vi har et fælles mål:

vi er muslimer i Danmark. Det er

ligegyldigt, om du er dansker, tyrker,

araber, marokkaner, eller hvad du

kan være, bosnier. For os er vi alle

sammen lige, vi er mennesker. Det

kan jeg godt lide. Der finder jeg

meget ro. Der bliver jeg bare set

som en ung muslim. Og ikke om

jeg er tyrker, kurder eller noget.

(…). Jeg tror, det er meget… For

den unge generation… Vi har jo

lært i Danmark, at… Vi er kommet

til Danmark, og der er sket et

generationsskifte. Vi har nogle

værdier fra vores egen kultur, men

vi har også værdier fra den danske

kultur. Så for os, når vi praktiserer

vores religion, så gør vi det ikke

med udgangspunkt i kultur. Vi tager

kun udgangspunkt i religionen. Vi

bliver ikke kulturprægede. Dem der

er kulturprægede kan man godt

have et lille problem med. Hvor jeg

oplever, at dem der ikke praktiserer

som kulturprægede, at de er mere

tålmodige, fordi de har lettere ved at

forholde sig til religion end dem, der

er kulturprægede. Det er lidt svært

at forklare. Det er lettere at forstå,

når man selv lever i det. Men det kan

jeg godt mærke. Selvom min mor er

praktiserende, så har hun kultur inde

over, så derfor kan hun ikke… [Hun

spørger:] ”Hvorfor tager du i arabisk

moske?”. [Jeg svarer:] ”Mor, prøv at

høre, det foregår på dansk. Der sker

ikke noget. Alt det I har fået fortalt

i den tyrkiske moske, det er det

samme”. Det er også det, jeg læser i

bøgerne, det jeg ser på Youtube osv.

Melek, kvinde, 28 år, Vollsmose

Med begrebet dis-identifikation henleder

Skeggs desuden opmærksomhed på den pro-

ces, hvormed kvinderne forsøger at distancere

sig fra det negative stigma, der forbindes med

arbejderklassen, ved udelukkende at tale om,

hvad de

ikke

er. Tilsvarende lægger flere af

kvinderne i vores studie – tydeligst i Meleks og

Sabihas tilfælde – meget energi i at beskrive,

hvad de ikke gør og ikke støtter, og hvad de di-

stancerer sig fra; nemlig ”kulturelle” muslimer:

De bliver meget mediepåvirkede.

De ældre generationer. Også fordi…

De er jo ikke vant til at søge viden

som os eller være kildekritiske. De

er måske ikke lige så selvstændige

[som os]. Det er noget, vi lærer som

små i skolen. Det der med: “Nu

skal du selv finde ud af det”. Der

er mange af dem [fra den ældre

generation], der ikke har

en uddannelse.

Melek, kvinde, 28 år, Vollsmose

Melek karakteriserer forældregenerationen

blandt kurdiske muslimer som særdeles me-

diepåvirket. Forældregenerationens medlem-

mer er også mindre uddannede, uselvstændi-

ge og ikke særligt kildekritiske, fortæller hun.

Ved at påpege disse forskelle skaber hun en

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

kontrast mellem forældregenerationen og sin

egen og andre unge muslimers generation og

dertilhørende uddannelsesniveau og evne til

at orientere sig i islamisk kildemateriale og

litteratur. Desuden nævner hun, at hun tilgår og

anvender moderne medieteknologier såsom

YouTube for at søge viden og vejledning inden

for forskellige emner. I tillæg til et direkte per-

sonligt studium af autoritativt kildemateriale

udgør sekundærlitteratur, som man ofte finder

på internettet, primærkilder til dannelsen af

islamiske visioner og identitetskonstellationer

for yngre, religiøst vakte europæiske musli-

mer.

Mens man sagtens kan karakterisere

Melek som en vakt muslim, idet hun er meget

religiøs, adlyder islamisk love og strenge, ritu-

elle skikke, er det ikke tilfældet for størstedelen

af vores øvrige informanter. Imidlertid er det

interessant, at kultur/religion-diskursen går på

tværs af de vækkelsesorienterede og femini-

stiske cirkler i islam og også dukker op i de

interviews, vi har foretaget, med almindelige,

ikke-organiserede, kvindelige muslimer.

Melek distancerer sig selv og andre mus-

limske anden- og tredjegenerationsindvan-

drere fra den første generation via en række

diskursive modstillinger, som understøtter

hendes dis-identifikation. Det er hun langt fra

alene om. Selvom kvindernes udtalelser som

udgangspunkt handler om religiøse forestil-

linger og praksisser, fortæller de i sidste ende

også noget om kvindernes klassebaserede

ængstelse i forholdet til deres med-musli-

mer.

I den sammenhæng er det vigtigt at

være opmærksom på, hvordan kvindernes

udsagn bliver skabt langs de samme linjer

som klasseformationer.

Således overlap-

per offentlige europæiske portrætteringer

af under- og arbejderklassen skildringer af

muslimske minoriteter. Overlappet indikerer, at

klasse som identitetsmarkør hænger sammen

med sociale normer, moralske standarder og

hierarkiske evalueringer.

At blive anset for at

høre til ’den rigtige’ middel- eller overklasse

gør automatisk en til en ’god’, respektabel

person, mens det at blive anset for at være del

af ’den forkerte’ lavklasse gør en til en mindre

respektabel og ’skidt’ person.

Hvad angår unge muslimers hverdag i

Danmark, kan socialklasse have en betydning

i forhold til den individuelle baggrund og ad-

gangen til ressourcer i såvel forældregenerati-

onens oprindelsesland som i modtagerlandet.

Socialklasse er derved et relevant parameter

både i forhold til socioøkonomisk og uddan-

nelsesmæssig position i samfundet og forstået

som en afgørende del af identitet.

På den

måde er klasseposition også betydningsfuld

for unge muslimske kvinders forhandling af

egne sociale positioner i deres netværk. I den

forstand er socialklasse en kulturel snarere

end en objektiv kategori, hvorved klasse altid

skal sættes i forhold til konkrete sociale relatio-

ner.

Hvor førstegenerationsindvandrere som

migranter (og forældre) har oplevet social

mobilitet i form af øget materiel velfærd, er det

ikke ensbetydende med, at forældregenera-

tionens sociale position har været genstand

for en tilsvarende statusøgning. Snarere

tværtimod. Som resultat ser vi derfor primært

’opadgående’ klasserejser blandt de yngre

generationer, og af forskellige andre grunde

især blandt kvinderne.

I det perspektiv er den måde, som unge

muslimske kvinder forhandler – og søger at

øge – deres handlerum på, tæt forbundet med

deres klasseposition i det danske samfund.

At hævde autoritet ved at udfolde sit

know-

how

inden for islamisk litteratur og tradition,

hovedsagelig i form af Koranen og sunnah’en,

er ikke blot en gangbar og anerkendt måde

at påkalde sig autoritet på i en muslimsk

kontekst – ved at henholde sig til de vigtigste

eksisterende kilder og derved henvise til en

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

privilegeret talesituation, hvorfra de forbed-

rer deres argumenter og status ved en given

uenighed. Det er samtidig en – diskret – måde

at demonstrere akademiske kvalifikationer på.

Ved eksempelvis at referere til forskellige vers i

Koranen, Hadith-traditionen eller sommetider

endda til forskellige islamiske lovskoler frem-

viser kvinderne på den måde uafhængighed

gennem en uddannelsesmæssig og intel-

lektuel overlegenhed. Herved lancerer de en

rangorden blandt de forskellige generationer:

’kulturelle’ muslimer som baserer religiøse

overbevisninger på diverse etno-nationale

traditioner versus ’rigtige’ muslimer, der base-

rer religiøse overbevisninger på en tidløs, og

dermed mere autentisk, kulturrenset, ’ren’ form

for islam. På den måde etablerer kvinderne et

hierarki mellem forskellige former for islam og

skaber dermed to muslimske klasser, der står i

opposition til hinanden.

I et studie af fromme muslimske kvinder i

Tyrkiet kalder antropolog Jennifer White de

muslimske kvinders ambition om opadgående

social mobilitet for en såkaldt ”de-proleta-

risering”.

For hendes informanter var den

mest gangbare måde at lægge afstand til

egen baggrund i arbejderklassen at tage en

uddannelse. På tilsvarende måde bliver en

slags ”lavklasse-islam” defineret, når vores

kvindelige informanter dømmer de ”kulturelle

muslimer” ude, som tror og praktiserer i over-

ensstemmelse med kulturelle traditioner, og

som er relativt uvidende om islamisk litteratur,

kildemateriale og tradition, fiqh. Kulturelle

muslimer er ifølge vores informanter mindre

uddannede, ældre og taler et dårligere dansk,

og kvinderne fremstiller kulturelle muslimer

som dobbeltmoralske, uoplyste og på for-

skellige måder afsporede i forhold til ’sande’

islamiske opfattelser af ligestilling, ærbarhed

og æresnormer. Det er i særdeleshed den

ældre generation i kvindernes netværk – det

være sig individer i kvindernes egne familier,

lokalsamfund eller nabolag og sommetider en

kombination af disse – som personificerer lav-

klasse-islam ved at være kulturelle muslimer.

Heroverfor står de ikke-kulturaliserede, og der-

med autentiske, unge muslimer, som anerken-

der, at islam udgør et diskursivt terræn, hvor

kvinder kan få adgang til forskellige former for

muligheder og handlerum, der repræsenterer

’ren’ islam. Eftersom udskillelsen af forskel-

lige former for islam indeholder en orden, et

subtilt hierarki, er det knapt så overraskende,

at kvinderne placerer egne overbevisninger,

praksisser og skikke – og dermed sig selv og

ligesindede – blandt dem, der er ’rigtige’. De

kender den islamiske litteratur, kildemateriale

og tradition,

fiqh,

og de er i stand til at læse

den kritisk, reflektere over den og ikke mindst

anvende den i deres dagligdagsforhandlinger,

eftersom de mestrer

ijtihad

(selvstændig) og

tafsir

(koranfortolkning).

Islamforskeren Jeanette Jouilli ser unge,

fromme muslimske kvinders vægtning af

religiøs og sekulær uddannelse som en

grundlæggende del af den islamiske vækkel-

sesbevægelse i Europa. Bevægelsen har en

iboende ”intellektuel karakter”, argumenterer

hun.

Vi ser dog i højere grad de forskellige

idéer, diskurser og praksisser, som cirkulerer i

samfundet i og på tværs af diverse sociale be-

vægelser, som knyttet til identitetsformationer;

heriblandt klasse- og kønsidentiteter. Vi argu-

menterer dermed for, at kvindernes diskursive,

intellektuelle praksisser er en afgørende del

af deres klasserejse og middelklasseposition

og således indlejret i anden- og tredjegene-

rationens anliggender, idet de er udtryk for

post-migrant islam.

Forskning i aktivistisk – og organiseret –

muslimsk ungdom peger på, at dominerende

skildringer af muslimer ofte fremstiller dem

som problematiske subjekter.

En sådan

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

vinkling har betydning for, hvordan de unge,

europæiske muslimer reagerer på at blive

klassificeret. Studierne viser, at unge muslimer

’svarer igen’ ved at overtage religiøse identite-

ter, der signalerer forskellighed fra den første

generation af muslimske migranter, som i

mange henseender blev klassificeret som lav-

og underklasse. Derved understreger yngre

muslimske generationer indirekte, at deres

religiøsitet i høj grad er formet langs klassefor-

mationer og begreber for social status.

Kvinderne skaber et rum, hvor islam frem-

står som den afgørende forskelsmarkør både

internt, det vil sige i relation til repræsentati-

oner af ’lavklasse islam’, og eksternt, det vil

sige i relation til majoritetsetniske diskurser,

der ofte forbinder muslimer med kvindeunder-

trykkende praksisser. På den måde fremstår

de unge muslimske kvinder som ordentlige,

moralske muslimer, samtidig med at de

sideløbende understreger deres tilhør til et

respektabelt middelklassesamfund. Kvinderne

fremstiller altså sig selv som danske borgere

som muslimske kvinder. Eftersom religi-

on/kultur-skellet også er til stede indadtil i

de muslimske miljøer – selvom det er uklart,

hvorvidt dikotomien udtales eksplicit – tilskri-

ver kvinderne sig ikke blot autoritet, men også

moralsk og intellektuel overlegenhed. Herved

retfærdiggør de indirekte alle muslimske kvin-

ders evne, og ret, til at overskride hidtil opsatte

grænser for, hvad man kan og bør som mus-

limsk kvinde. Når kvinderne udfordrer nogle af

de konventionelle statushierarkier, orienterer

de sig imod et transnationalt, horisontalt mus-

limsk fællesskab for at blive bekræftet.

Den

måde, de tager islam til sig på, repræsenterer

på den ene side et brud med nogle minori-

tetsetniske praksisser, men er på den anden

side en fortsættelse af, hvad de opfatter som

helt grundlæggende elementer i et ”autentisk”,

kønsprogressivt islam og i moderne muslim-

ske liv: mobilitet i forhold til sted og generati-

on, uddannelse, pli og mådehold, intellektuelle

praksisser og at fremtræde professionelt.

Kønnede forskelle?

Vores mandlige informanter fra samme

generation (dvs. på ca. 20-35 år) bringer ikke

i samme grad en tilsvarende skelnen mellem

’misforstået kultur’ og ’sand islam’ på banen.

I de tilfælde, hvor de yngre mænd bragte en

lignede skelnen op i interviewene, var det i en

anden kontekst og på en mindre skala. For

eksempel kunne det være i et forsøg på at

retfærdiggøre kønsbaserede arbejdsopde-

linger – såkaldt kønskomplementaritet – eller

andre praksisser, der kunne tænkes at virke

tilbagestående for os som repræsentanter

for majoritetssamfundet. Et eksempel herpå

er 22-årige Bashiir, som er født og opvokset i

Slagelse, men for nyligt flyttede til København

på grund af sine studier. Bashiir taler om islam

og somalisk kultur som to sider af samme

sag: ”Det meste af min kultur, det er baseret

på islam, kan man sige”, siger han således.

På to forskellige tidspunkter i interviewet taler

Bashiir i længere tid om islam. I første omgang

fortæller han om, hvordan han blev flyttet væk

fra en skole med en overvægt af minoritetset-

niske elever og hen til en skole med primært

etnisk danske elever, da han var 12-13 år

gammel. På den nye skole blev han dog udsat

for mobning med racistiske undertoner, og han

bad til sidst sine forældre om at blive flyttet

tilbage til sin første skole. Da intervieweren

spørger ind til, hvorfra Baashir har sin indstil-

ling til modgang, fortæller han, at han henter

styrke fra islam:

Mit første svar ville være islam, min

religion. Min religion lærer mig, at

man skal tilgive. Der er sådan et

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

virkelig kendt vers i Koranen, som

lærer mig, at din fjende, hvis du

modsiger din fjende, med... Når

det er, at din fjende kommer med

noget ondt til dig, og du ligesom

gengælder det med noget godt i

stedet for. Så vil du finde din fjende

værende ligesom din ven. Så det

vil sige: når du oplever noget

virkelig dårligt. Det kan være det

værste, men når du så i stedet for

at modsige det eller bekæmpe

det med det, der er værre, at du

bekæmper det med det, der er

bedre. Så vil du ligesom finde, så

vil Gud ligesom gøre, at din fjende

måske en dag kan blive din ven.

Så på den måde har jeg lært, at:

’ved du hvad, [lad dig] ikke gå på af

andres synder og andres fejl. Hvis du

viser et godt eksempel, så skal Gud

nok tage sig af resten’. Fordi der er

altid en dybere mening, tror jeg på.

Der er en dybere mening bagved alt.

Alt hvad man går igennem i sit liv.

Baashir, mand, 22 år, Slagelse

Senere kommer Baashir ind på islam i forbin-

delse med, at han omtaler mænds og kvinders

forskellige biologisk betingede natur. Her taler

han ind i en diskurs om kønskomplementari-

tet, og han gør meget ud af at understrege, at

kønskomplementaritet ikke er lig kvindeun-

dertrykkelse. I sammenhængen henviser han

til danske mediers ”propaganda”, som han

mener har skabt en sådan misforståelse. På

den måde korrigerer Baashir, hvad han ser

som en majoritetsetnisk mis-repræsentation

af islam, og i dette aspekt er han altså på linje

med mange af de muslimske kvinder, vi har

interviewet. Ligesom kvinderne fremhæver

Baashir også, at han selv tilgår islamisk kilde-

materiale og studerer islam for at kunne skabe

sig en selvstændig mening om sin religion. Det

er imidlertid bemærkelsesværdigt, at Baashir

ikke foretager samme skelnen mellem ’forkert

kultur’ og ’sand islam’, som mange af de kvin-

delige informanter gør.

Bashiir fortæller tillige om forældrenes – og

særligt farens – høje forventninger til, at han

skal få sig en god, lang uddannelse og på

den baggrund klare sig godt. Tilsvarende

nævner 23-årige Najib fra Slagelse, hvordan

hans far også har høje, og meget konkrete

forventninger til, og forestillinger om sønnens

fremtidige uddannelse. ”Det kommer aldrig

nogensinde til at ske. Du må finde dig noget

andet”, skal faren således have svaret Najib,

da han fortalte ham, at han gerne vil uddanne

sig til ejendomsmægler efter gymnasiet. Najib

omtaler på intet tidspunkt religion i forbindel-

se med forældrenes til tider strenge opdragel-

se af ham, selvom forældrene er praktiserende

muslimer. Hos Najib har religion snarere en

styrkende betydning, som vi så tilsvarende hos

Baashir: ”Religion har været vores støttebjæl-

ker. Det er det, vi har støttet os til i svære tider,

ikke? Det har hjulpet mig personligt, rigtig

meget. Jeg ved ikke, hvor jeg ville have været,

hvis ikke jeg havde det at støtte mig opad”,

udtaler han således.

Ikke desto mindre reflekterer Bashiir og

mange af de øvrige unge muslimske mænd,

vi har interviewet, over deres forhandlinger af

mobilitet inden for, og i forhold til, egne fami-

lier, lokalsamfund og nabolag. Blot angiver

mændene ikke – som kvinderne – at benytte re-

ligiøse referencerammer til at forhandle social

og fysisk mobilitet. Sagt på en anden måde,

ser mændenes lejlighedsvise henvisning til re-

ligion/kultur-opdelingen ud til at have mere at

gøre med, at islam fortsat udgør et problemfelt

i den offentlige diskurs i Danmark, end at de

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

bruger islamiske referencer i interne forhand-

linger af rum for mobilitet. Hvor islam vægtes

lidt forskelligt som element i de unge mænds

identitet, opleves religion i forhold til social

mobilitet primært som en potentiel forhindring

for at klare sig godt i uddannelsessystemet, på

arbejdsmarkedet og i samfundet generelt på

grund af majoritetens fordomme.

Hvor Bashiir bruger islam til at håndtere

uretfærdighed og den vrede, uretfærdigheden

afstedkommer, bruger Asma i stedet islam til

at forhandle et mulighedsrum frem. På den

måde kan de muslimske kvinders skelnen

mellem kultur og religion altså afspejle, at de

to biologiske køn internt i de minoritetsetniske

miljøer bliver mødt med forskellige forvent-

ninger til, hvordan man opfører sig, hvis man

er en ’god muslim’ og/eller et godt menneske.

Forskellen i hvordan henholdsvis minori-

tetsetniske mænd og kvinder anvender islam i

deres dagligdag indikerer således, at piger og

drenge (og mænd og kvinder) har forskellige

udgangspunkter og står over for forskellige

kønsbetingede begrænsninger i de respektive

minoritetsetniske miljøer, de måtte indgå i.

praksisser, der definerer, hvordan det at være

’en god muslim’ hidtil er blevet opfattet blandt

de ældre generationer, understøtter og øger

de deres handlerum såvel som handlerummet

for andre yngre kvindelige muslimer.

Adgang

til uddannelse, tilegnelse af professionelle

færdigheder og engagement i frivilligt arbejde

bidrager på hver deres måde til, at særligt

yngre muslimske kvinder i etniske minori-

tetssamfund opnår øget social mobilitet – og

dermed til dannelse af muslimske middel-

klasser.

Samme klasseformationer bidrager

omvendt til selve potentialet for, at kvinderne

kan tage islam som værdisæt, referencepunkt

og ressource til sig i dagligdagen.

Som vi vil belyse i næste kapitel, bliver det at

kunne etablere religiøse fællesskaber anset

som noget positivt ved at være beboer i et

område med høj andel af etniske minoritets-

borgere. De fællesskaber, som vores kvindeli-

ge informanter fremhæver over for os, er dog

i høj grad fællesskaber, som de selv er med

til at forme. Samtidig understreger kvinderne

potentialet for at fremme en ligestilling mellem

kønnene via religion og religiøse fællesskaber.

23-årige Amira fra Vollsmose fortæller

således, hvordan en gruppe yngre, mus-

limske kvinder har organiseret deres egen

islamundervisning udelukkende med unge

piger som målgruppe. I undervisningstilbud-

det er det med andre ord udelukkende piger,

der underviser piger. Amira assisterer ved

selve undervisningen, og som hun siger, er

projektet ”noget meget selvstændigt”. Amira

omtaler ikke sit engagement som et femi-

nistisk frigørelsesprojekt, men fremhæver

undervisningsprojektet som et de-centreret og

autonomt koncept. Omvendt betoner hun side-

løbende det tilstedeværende kønsaspekt, når

hun understreger, at projektet er pige-til-pi-

ge-orienteret. Det er altså kombinationen af

islam, frivilligt arbejde, et kønsspecifikt fokus

----

5.3.

----

Når islam (m)uliggør handling

Der er uden tvivl en række tilfælde, hvor reli-

giøse diskurser og praksisser – også islami-

ske – bliver brugt til at begrænse, indskrænke

og undertrykke kvinder. Ikke desto mindre

anskueliggør vores interview-materiale flere

måder, hvorpå kvinderne – med afsæt i deres

middelklasseposition – mange gange formår

at bruge islam som ressource i håndtering

af uenigheder på tværs af generationer.

Når vores informanter selektivt overtager,

udfordrer eller søger at udvide diskurser og

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

samt selvstyring, der i høj grad motiverer og

engagerer hende. Disse aspekter peger på,

at Amira har et udtalt ønske om ikke at blive

styret af konventionelle autoriteter såsom

teologisk lærde, mænd og repræsentanter for

forældregenerationen, men tværtimod selv at

få lov til at udforme undervisningsprojektets

retning og mål.

En anden variant af, hvordan undervisning

med afsæt i islam kan fungere frigørende, står

32-årige Karima for. I interviewet omtaler hun

en moské i Odense og henviser dermed til et

mere konventionelt – og organiseret – religiøst

fællesskab end det, Amira fremhæver. Karima

er ikke ’født’ muslim, men er konvertit, og hun

er, ikke overraskende, optaget af at praktisere

og udleve sin religion ’rigtigt’. Det er følgelig

på Karimas initiativ, at den odenseanske mo-

ské har inviteret en imam fra København med

henblik på at udlægge kønnenes forskellige

forpligtelser i islam. Karima fortæller:

København, så tænker jeg: ”Er han

så sådan en konservativ én?” – når

jeg selv inviterede ham – uden at

vide, hvem han var. Det var ham, der

havde tid. Så tænkte jeg: ”Jeg kan

jo ikke bestille ham, og så ikke tage

hans råd seriøst”, men han var…

[…] moderat, og [talte] virkelig fra

kvindens perspektiv, og han indledte

også med at sige… […]: ”Jeg er ked

af, at der ikke er flere mænd til at

høre, hvad jeg har at sige i dag.”

Karima, kvinde, 32 år, Vollsmose

Ligesom Amira vil Karima gerne have øget

sin viden om islam og tager selv initiativ til at

opnå en sådan viden ved at invitere en imam

fra ”stormoskéen i København” til Odense. I

modsætning til Amira synes Karima dog at

famle lidt i blinde og inviterer lidt vilkårligt

en københavner-baseret imam. Imamen

fremstod dog ”moderat” i de holdninger, han

fremlagde under sit besøg, og han talte fra

et kvindeperspektiv, hvilket virker til at have

været en lettelse for Karima. Ved at fremhæve

dette aspekt antyder Karima, at hun ville have

været i et dilemma, i fald imamen havde vist

sig at have kønskonservative overbevisninger

og budskaber til de odenseanske trosfæller.

For så ville hun have været nødsaget til at følge

imamens råd, uanset?

Karima fik altså med sin invitation sat sig

selv i en potentielt sårbar position i sit religiøse

fællesskab i moskéen, idet hun på den ene side

søgte en autoritativ, religiøs udlægning af køns-

roller i islam, men på den anden side tydeligvis

havde sine egne overbevisninger herom fra

start – og hun foretrak øjensynligt ét (moderat)

perspektiv frem for et andet (konservativt). Den

potentielt penible situation opstår imidlertid

alene på den baggrund, at hun på egen hånd

Så jeg… jeg skrev faktisk til en imam

fra København, og bookede ham

til at komme til Odense her i sidste

weekend, til at give et oplæg om,

hvordan man skal balancere det

her med at… altså praktisering af

religion med hus, og hjem, og mand,

og job. Og så satte han så en time

af efterfølgende til spørgsmål fra

A til Z [om alt], hvad man kunne

tænke sig at spørge en imam om.

Og der var 2/3 af spørgsmålene,

de handlede jo om ægteskab. Om

mænd, der ikke lever op til deres

forpligtelser, men forventer nogle

rettigheder fra konen, ikk’? Og det

var jo alle nationaliteter […] Men

han var meget… det var meget

positivt. Og jeg tænker, når han

kommer inde fra stormoskéen i

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

har taget initiativ til sammen med sine tros-

fæller at få mere viden om, og blive klogere på

islam og dermed på sin egen position inden for

familien og det religiøse fællesskab.

Imidlertid kan forskellige opfattelser af, hvad

der udgør ’korrekt’ muslimsk ageren også

have en betydning i forhold til fysisk aktivitet

og deltagelse i diverse sportsgrene. Ahlam,

som vi omtalte tidligere i dette kapitel, begrun-

der på en måde sin ret til at cykle ved at sætte

et positivt eksempel for andre muslimske

piger, når hun gør det. Modsat Ahlam fremhæ-

ver Noura imidlertid ikke sin fysiske aktivitet

– nemlig inden for kampsport – som noget, der

har med religion at gøre. Heller ikke, selv om

andre kunne synes det:

særlig sjov, for den har begrænset

mig i mange ting igennem min

dannelse. Men den dag i dag,

hvor jeg bare tænker… Nej, jeg skal

stadig være en del af det samfund,

jeg lever i. Og det siger min religion

også. Så jeg er muslim på

mine egne præmisser.

Noura, kvinde, 26 år, Vollsmose

I løbet af sin identitetskrise har Noura haft lyst

til at ’melde sig ud’ af samfundet og familien,

fremgår det af interviewet. At Noura alligevel

er parat til at deltage i det samfund, hun lever i,

begrunder hun med henvisning til sin islami-

ske overbevisning, hvilket vi vender tilbage til i

næste kapitel.

Samlet set kan man dog sige, at selvom de

minoritetsetniske unges omgivelser sandsyn-

ligvis har forskellige motiver til, sommetider,

at begrænse de unges deltagelse i sportsak-

tiviteter, fremgår det ikke desto mindre, at de

minoritetsetniske unge selv ikke anser delta-

gelse i sådanne aktiviteter for at være nogen

selvfølge. Det er ikke ualmindeligt, at de unge

støder på modstand i forhold til, hvilken type af

sport, de er aktive inden for, og hvilke rammer

der skal være herfor, og de må således mange

gange forhandle og navigere omhyggeligt i

forhold til omgivelsernes restriktioner på deres

fysiske aktiviteter. Ikke desto mindre frem-

står de minoritetsetniske unges deltagelse i

diverse sportsgrene, herunder frivilligt baseret

foreningsliv, overordnet som en faktor, der

kan bidrage til at udvide deres råde- og

handlerum.

Der er en del belærende pegefingre,

som siger til mig: ”Du er en pige, du

er en muslimsk pige, du burde ikke

gå ind og slå dig selv, og dit ansigt

bliver ødelagt”. Ja, det er sgu’ rigtig

nok, at man får nogle på kassen.

Men jeg tror, det er den her hårde

indsats, jeg byder ind med hver

eneste gang, som gør, at når jeg går

fra [den klub, hun kommer i], så er

jeg den søde, rare Noura.

Noura, kvinde, 26 år, Vollsmose

I stedet er Nouras muslimske og minoritetset-

niske identitet et omdrejningspunkt i mødet

med majoritetssamfundet, hvor hun, som

hun selv udtrykker det, har været igennem en

identitetskrise:

Så lad folk stille spørgsmålstegn.

Og selv når det ikke har været sjovt…

For det er jo først nu, jeg har fået

den her tankegang, så er den her

identitetskrise, den har ikke været

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

----

5.4.

----

Konklusion

Målet med nærværende kapitel er – på bag-

grund af Medborgerskabsundersøgelsens

fund fra 2016 og 2017 om en sammenhæng

mellem negativ social kontrol og dét at være

religiøst praktiserende – at opnå en mere

nuanceret forståelse af religions rolle ved (for-

søg på) konformitetspres og kontrol i minori-

tetsetniske miljøer. Vi har følgelig undersøgt,

hvorvidt og hvordan vores informanter, hvoraf

langt størstedelen er muslimer, anvender

islam som redskab til at udvide og begrunde

(egne) handlemuligheder.

På tværs af informanternes etnicitet, alder

og bosted skelner mange af særligt de kvin-

delige informanter skarpt mellem kultur og

religion, når de fortæller om kønsbetingede

begrænsninger i minoritetsetniske miljøer.

Over for os bebrejder kvinderne ’kulturelle

traditioner’ og fremhæver i stedet deres reli-

giøst baserede islamiske ret til handlefrihed.

Med andre ord er det islam, der giver dem ret

til alt, fra at være initiativtager til ægteskab til

at påtage sig et job, arbejde frivilligt, deltage

i fysiske aktiviteter såsom at cykle eller bokse,

flytte væk hjemmefra på grund af studium eller

job, eller sommetider blot at bevæge sig ud om

aftenen uden en ledsager.

Når de – primært yngre, kvindelige infor-

manter – skelner mellem kultur og religion

i interviewene, fremstiller de samtidig en

universel, ’sand’ form for islam, som de mener

at kunne udlede direkte fra Koranen og sun-

nah’en, som de diskursivt adskiller fra mere

lokale og såkaldt kulturelle overbevisninger,

sædvaner og praksisser. Imens kvinderne

således tilslutter sig, og gør sig til fortalere for,

hvad de opfatter som en autentisk og ’rigtig’

form for islam, proklamerer de derved, at det

er andre muslimer, der er underlagt kulturelle

vaner og fortolkninger – muslimer, som de ofte

er uenige med. En sådan skelnen er ikke noget

nyt, men er velbeskrevet inden for forskning

i islam i Europa. Væsentlige dele af forsk-

ningslitteraturen anser denne skelnen for at

være en del af en bred, transnational islamisk

vækkelsesbevægelse, hvori søgen efter et fra

kultur løsrevet islam er tæt forbundet med det

at dyrke et fromt jeg og selvdefinere religiøse

ståsteder.

Forskningslitteraturen peger sam-

tidig på, at eksplicitte henvisninger til et ’sandt’

islam – og dermed implicit til et falsk – gør det

muligt for de yngre generationer at udfor-

dre hidtil veletablerede magthierarkier og

konventioner i muslimske miljøer. Vores empiri

og analyse bygger videre på dette perspektiv,

idet særligt de yngre kvindelige generationer

hermed skaber mulighed for at tilsidesætte og

dermed udfordre teologisk lærde, mænd og

repræsentanter for forældregenerationen. Ved

på forskellig vis at hævde – og vise – at de lever

i overensstemmelse med ’sand islam’, tilkæm-

per kvinderne sig et større råde- og handle-

rum, som ellers kunne være brugt til netop at

begrænse og kontrollere dem.

Dermed peger vores interview-materiale

også på, at der ofte er forskel på, hvordan

kvinder og mænd benytter den opdeling af

kultur og religion, som de foretager, i forhand-

lingsøjemed. Som det er fremgået af kapitlets

analyse, er det særligt de yngre kvinder, der

anvender et opgør med ’forkert kultur’ som del

af et religiøst funderet frigørelsesprojekt. Vores

mandlige informanter fra samme generation

(dvs. på ca. 20-35 år) bringer ikke i samme

grad en tilsvarende skelnen mellem ’misfor-

stået kultur’ og ’sand islam’ på banen. I de til-

fælde, hvor de yngre mænd bringer en lignede

skelnen op i interviewene, er det i en anden

kontekst og på en mindre skala. Sagt på en

anden måde, ser mændenes lejlighedsvise

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

henvisning til religion/kultur-opdelingen ud

til at have mere at gøre med, at islam fortsat

udgør et problemfelt i den offentlige diskurs i

Danmark, end at de bruger islamiske referen-

cer i interne forhandlinger af rum for mobilitet.

Hvor islam vægtes lidt forskelligt som element

i de unge mænds identitet, opleves religion

i forhold til social mobilitet primært som en

potentiel forhindring for at klare sig godt i

uddannelsessystemet, på arbejdsmarkedet

og i samfundet i øvrigt på grund af majoritets-

samfundets fordomme.

Dertil kommer, at der uden tvivl også er en

række tilfælde, hvor religiøse diskurser og

praksisser – også islamiske – bliver brugt til at

begrænse, indskrænke og undertrykke kvinder

(og mænd). Vi har i kapitlet set eksempler på,

hvordan forskellige former for fysisk udfol-

delse ikke altid forekommer uproblematisk at

deltage i ud fra religiøse begrundelser. Ikke

desto mindre anskueliggør vores interview-

materiale flere måder, hvorpå kvinderne – med

afsæt i deres middelklasseposition – mange

gange formår at bruge islam som ressource i

håndtering af uenigheder på tværs af gene-

rationer. Religion synes altså – ikke overra-

skende – at kunne bruges både frigørende og

undertrykkende.

Væsentlige dele af kapitlets analyse

bygger på en artikel, vi har udarbejdet som

led i forskningsprojektet (se Liebmann og

Galal under udgivelse).

Liversage og Petersen 2020: 8.

Mahmood 2005; Minganti 2014 [2007]:

65–66.

Se DeHanas 2013; Göle 2015; Jacobsen

2011; Jouili og Amir-Moazami 2006; Jouili

2011, 2015; Minganti 2016; Pauha 2015; van

Es 2016. For danske studier, se endvidere:

Hocke 2014; Karman 2002; Khawaja 2010.

Van Es 2016: 118.

Van Es 2016: 129.

Hansen and Herbert 2018: 205–206.

DeHanas 2013: 77.

Se Minganti 2015: 96.

Sunnah oversættes normalt til ’sædvane’

fra arabisk. Sunnah betegner udtalelser og

handlinger fra Profeten Muhammad, som

kendes fra hadith (den nedskrevne traditi-

on), og som muslimer betragter som eksem-

pel til efterfølgelse. Sunnah’en omhandler

udførelse af religiøse ritualer såvel som

dagligdags handlinger, for eksempel den

måde Muhammad spiste og klædte sig på.

Se Pauha 2015: 92.

Minganti 2016: 48.

Sørensen 2001: 3–4.

Skeggs 1997.

Gullestad 2002.

Pedersen 2012: 1103.

Göle 2015: 55.

Se Minganti 2016: 42.

Rogozen-Soltar 2016: 619.

Jeldtoft 2012: 225.

Jeldtoft 2012: 225. Se også Yilmaz 2016.

Sayer 2005: 1–2; Jeldtoft 2012: 225.

Se Ortner 2003: 12.

Olwig 2007: 89.

Indvandrere i Danmark 2016: 47; Faktaark

2018: 1, 26.

White 2202: 208.

Jouilli 2015: 126.

Se eksempelvis Jacobsen 2011; Jouili

2015; Minganti 2015; van Es 2016.

Rinaldo 2008: 29; Göle 2015: xviii.

Pauha 2015: 92.

Göle 2015: xix.

For Najib var det således fodbold, der i en

ung alder gav ham mulighed for at flytte

væk fra sin familie for at forfølge en profes-

sionel karriere.

Mahmood 2005.

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

Ka-

pi- 6

tel

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

Sted og

(im)mobilitet

De bad mig om at tage

hijab

på,

men det vil jeg ikke. For 3-4 dage

siden havde jeg en bluse på med

korte ærmer på, som sad lidt tæt, da

jeg var på arbejde. Og de sagde til

mig, at jeg skulle tage noget mindre

udfordrende på.

Suzan, kvinde, 35 år, Vollsmose

selvom han nu er flyttet væk. Vi vender senere

i kapitlet tilbage til Suzan og Amran. Vi vil først

belyse, hvordan et fokus på boligområde,

stedsidentitet og mobilitet er relevant for et

forskningsprojekt om såkaldte æresrelaterede

konflikter og negativ social kontrol.

Som omtalt i kapitel 3 viser Medborger-

skabsundersøgelserne fra 2016 og 2017, at

boligområde (og dermed nærmiljø) er én af

de faktorer, der påvirker oplevelsen af social

kontrol blandt etniske minoriteter – og i sær-

deleshed kvinderne. Således angav 59% af

etniske minoritetskvinder, der var bosat i om-

råder med høj koncentration af beboere med

indvandrerbaggrund, at føle sig begrænset i

valget af kæreste eller ægtefælle. De kvinder,

der var bosat i et område, hvor ingen andre

havde indvandrerbaggrund, angav i væsentlig

mindre grad (22%) at opleve social kontrol

(manglende selvbestemmelse i forhold til valg

af kæreste/ægtefælle defineres således som

social kontrol i undersøgelsen).

Medborgerskabsundersøgelsens fund taler

på den måde dels ind i den politiske debat om

såkaldte ’ghettoer’, ’parallelsamfund’, ’shari-

azoner’, dels ind i en mere generel debat om

mangelfuld integration. Undersøgelsesfunde-

Jeg flyttede hjemmefra kan man

sige, og det var billigt at bo herude

[i Vollsmose]. […] Ja ja, jeg havde

en etværelses lejlighed, så den var

rimelig stor, 55 kvadratmeter, og jeg

tror, jeg betalte 2.500 om måneden.

Amran, mand, 35 år, Vollsmose

35-årige Suzan med syriske rødder bor i Volls-

mose, mens 35-årige Amran med somalisk

baggrund tidligere har været bosat i bydelen.

Begge fortæller, at de bosatte sig i Vollsmose,

fordi det var dér, det var muligt at få en billig

lejlighed. Mens Suzan har sine forbehold for at

bo i Vollsmose, var Amran i sin tid glad for at

bo der. Han kommer fortsat i bydelen jævnligt,

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

ne indikerer, at der hersker særlige værdi- og

normfællesskaber i såkaldt ’lukkede’ boligom-

råder, hvor etniske minoriteter er i flertal, og at

sådanne normer på nogle måder er nemmere

eller ligefrem mere velansete at opretholde

der. På den anden side er de pågældende

boligområder ikke udelukkende defineret ved

en koncentration af etniske minoritetsborgere,

men i lige så høj grad ved fortætning af sociale

problemer i form af høj andel af beboere uden

tilknytning til arbejdsmarkedet samt beboere

med lav indkomst, lavt uddannelsesniveau og

høj kriminalitetsrate.

Spørgsmålet er derfor

også, hvordan erfaringer med såkaldt ’negativ

social kontrol’ knytter sig til andre sociale

parametre i samspil med specifikke minori-

tetskulturelle normer og værdier.

Et resultat af de politiske diskussioner om pa-

rallelsamfund – kategoriseret som enten ’hårde

ghettoområder’, ’ghettoområder’ eller ’socialt

udsatte boligområder’ – har været en række

sociale indsatser samt lovgivning, der løbende

er blevet skærpet.

Det fremgår af vores

interviewmateriale, at den politiske debat også

spiller en rolle i skildringer af fordele og ulemper

ved at bo i ’ghettoen’. Den ligger som et bag-

tæppe for de informanter, som selv bor eller har

boet i (’hårde’) ghettoområder såsom Volls-

mose ved Odense eller Ringparken i Slagelse,

samtidig med at de kobler den til oplevelser af

diskrimination og stigmatisering på grund af

etnisk og religiøs baggrund samt bosted.

Hvor de politiske diskussioner typisk ka-

rakteriserer ‘ghettoer’ som boligområder, der

fastholder og begrænser beboerne fysisk og

socialt og dermed medforstår områderne som

statiske og uforanderlige, dækker betegnelsen

’provinsby’ købstæderne og de større stations-

byer. Provinsbyer oplever imidlertid primært

medie- og landspolitisk interesse, såfremt de

er en del af såkaldte (fattige) udkantskommu-

ner langt væk fra landets vækstcentre.

Det er

Slagelse kommune ikke. Kommunen er godt

placeret med overkommelig pendlerafstand

til både Odense og København og råder selv

over adskillige uddannelsesinstitutioner m.m.

I tillæg er kommunen som tidligere nævnt

ydermere blevet fremhævet som en mønster-

kommune på integrationsområdet.

Med udgangspunkt i, at Vollsmose og

Slagelse udgør to vidt forskellige og ”symbolsk

repræsentative”

steder i Danmark, ser vi i

dette kapitel nærmere på, hvordan ‘ghettoen’

Vollsmose og ‘provinsbyen’ Slagelse

bliver til

som steder for levet liv, arbejde og fysisk og

social mobilitet.

I den forbindelse sætter vi

særligt fokus på mulige sammenhænge mel-

lem stedtilhørsforhold og oplevelser af social

kontrol – eller mangel på samme. Formålet

med dette kapitel er at nuancere eksisterende

udlægninger af, hvorfor beboere fra boligom-

råder med høj koncentration af minoritetsetni-

ske borgere i højere grad rapporterer oplevel-

ser med negativ social kontrol end borgere

bosat andre steder. På den baggrund stiller vi

følgende tre spørgsmål:

•

Hvordan knyttes boligområde, tilhørsfor-

hold og identitet sammen?

Hvordan bliver boligområder til som særli-

ge normfællesskaber?

Hvilke – kønnede, etniske, religiøse, sociale

o.a. – strategier tager beboere i brug ved

forhandlinger af mobilitet og selvbestem-

melse?

Ligesom i Medborgerskabsundersøgelsen

er det altså ikke ’ære’, men ’negativ social

kontrol’, der her har vores analytiske fokus. En

eventuel sammenhæng mellem social kontrol

og sted er vores fokuspunkt med henblik på

at indfange aspekter af konformitetspres, der

har betydning for borgeres fysiske og sociale

mobilitet og for deres tilhørsforhold til sted

100

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

(og specifikke bydele). Vores interviewmate-

riale peger på, at informanterne på tværs af

Vollsmose og Slagelse deler grundlæggen-

de opfattelser af, hvad der gør et område til

et ’godt’ sted at bo. På samme måde er der

overlap i de udfordringer, informanterne op-

lever, og de strategier, de anvender. Omvendt

skiller informanter bosat i ’ghettoer’

sig ud fra

informanter bosat i provinsbyen, ved at de i

langt højere grad forholder sig til – og taler op

imod – den politiske stigmatisering af deres

hjem (som netop en ’ghetto’). Det vil sige, at

’ghetto’informanternes erfaringer, og måden

hvorpå de fortæller om deres tilhørsforhold

til sted, ikke kan isoleres fra den bredere

samfundsdebat om socialt belastede, udsatte

boligområder.

Med andre ord sætter vores

informanter spørgsmålstegn ved, hvem der

har retten, og derved magten, til at definere

stedets betydning for dets beboere.

Er det medierne, politikerne, de sociale

indsatser, specifikke grupperinger eller de

praksisfællesskaber, som de selv er en del

af? Informanternes kamp for retten til rummet

kommer både til udtryk i deres beretninger

om,

og i deres daglige praksis i, byrummet, som de

tager i besiddelse gennem forskellige måder,

hvorpå de navigerer i, bruger og fortolker det.

Hvad dét har af betydning for deres erfaringer

med og modstand mod konformitetspres,

kommer vi nærmere ind på i det følgende.

skønne omgivelser uden for centrum. Opført

i 1960’erne og 1970’erne skulle de være et

grønnere, roligere, sundere og mere velord-

net beboelsesområde for arbejderne end

byens slum, som arbejderne skulle fraflytte.

Disse monofunktionelle boligområder blev

formet som en by i (udkanten af) byen med

egne velfærdsinstitutioner såsom skoler og

børneinstitutioner, indkøbsmuligheder, kirker

og fritidsaktiviteter. Som montagebyggerier

blev de altså ofte anlagt ud fra en grundtanke

om den funktionsopdelte by, hvor disse store

boligområder var visuelt og fysisk skærmet fra

deres omgivelser samt orienteret indad, mod

egne opholdsarealer.

Byggeriet var almennyttigt og huslejen lav.

Med det økonomiske opsving flyttede mange

af arbejderne dog i egne boliger, og disse

bydele endte som segregerede boligområder,

hvor indvandrere og flygtninge blev bosat – og

bosatte sig – sammen med andre indvandrere

og flygtninge, socialt udsatte og folk med lave

indkomster. Udover de lave huslejer skyldtes

segregeringen blandt andet kommunernes

anvisningsret, som de netop udnyttede i disse

områder.

”Ghettoer er lavet af beton og rejst

af boligpolitik”,

hedder det eksempelvis i

en kronik. Udsagnet peger på, at bydelene

oprindeligt blev etableret som et styrings- og

velfærdsredskab, der skulle sikre en sund,

velfornøjet og dermed mere arbejdsduelig

befolkning, og at det er de samme bydele, der i

dag er genstand for en politisk styret velfærds-

og integrationspolitik. Man kan altså i høj grad

se ’ghettoen’ som et krydsfelt for velfærds-

statslig styring og intervention, hvor sociale

problemer placeres og forsøges løst gennem

indsatser, der i stigende grad kommer til ud-

tryk via indgreb som straf og sikkerlighedsgø-

relse målrettet etniske minoritetsborgere.

Samtidig er stor til- og fraflytning et ud-

præget aspekt af de såkaldte ’ghettoer’. Det

----

6.1.

----

At flytte ind og ud

Såkaldte ghetto-områder, som for eksempel

Vollsmose i Odense, Ringparken i Slagel-

se, Gellerupparken i Aarhus og Tingbjerg i

København, blev bygget som en realisering af

idéen om velplanlagte mønsterbyer i natur-

101

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

betyder, at de beboere, der bor i ’ghettoen’, ikke

er de samme over tid. Mange flytter, når de får

råd til at bosætte sig i andre bydele eller købe

hus (og etniske majoritetsdanskere fra middel-

klassen og op undgår så vidt muligt at bosætte

sig i udsatte boligområder).

Den høje til- og

fraflytningsprocent gør det derfor misvisende

at kalde socialt udsatte områder for parallel-

samfund, mener boligforsker Hans Skifter An-

dersen, da bevægelse til og fra ’ghettoer’ som

Vollsmose peger på alt andet end stilstand.

Desuden er det væsentligt at understrege den

seneste udvikling, der viser, at flere udsatte

boligområder bevæger sig i en positiv retning

i forhold til antal beboere i arbejde eller under

uddannelse, fald i kriminalitet, etc.

’Ghettoen’ er på den måde ikke kun et

socialt udsat og politisk styret boligområde,

men også et geografisk fixpunkt, hvor livet

leves og beboermassen løbende udskiftes og

forandres. ’Ghettoen’ som sted bliver altså til

gennem det levede liv på samme måde som

provinsbyen og andre steder.

Udskiftning og

forandring i, og af, byrummet er netop centrale

temaer i interviewet med 35-årige Amran, der

ikke er bosat i Vollsmose længere. I interviewet

karakteriserer han Vollsmose som et midler-

tidigt sted at bo og indfanger dermed netop

boligområdets særlige dynamik:

område, det er ikke bare sådan,

som folk tror, det er.

Amran, mand, 35 år, Vollsmose

I interviewuddraget pointerer Amran, at Volls-

mose er sted, folk kan bo i en tidsbegrænset

periode, inden de rykker videre. Det er altså

ikke en bydel, folk sidder fast i, eller en statisk

og uforanderlig størrelse, men tværtimod et

”dynamisk område”, fortæller Amran. Som

nævnt er Vollsmose også kendetegnet ved stor

grad af ind- og udflytning, hvilket tillige Amrans

egen historie afspejler. Amran flyttede ind i en

lille, billig lejlighed i Vollsmose, da han i sin tid

flyttede hjemmefra, og han nåede at bo i by-

delen i ca. 15 år, inden han flyttede til en anden

by. Da han kom tilbage til Odense, valgte han

dog sammen med sin kone ikke at bosætte sig i

Vollsmose på grund af sin kones forbehold.

Amrans understregning af, at Vollsmose er

meget andet end dét ”folk tror, det er”, illustre-

rer imidlertid også, at det er svært at tale om

Vollsmose uden at forholde sig til bydelens

meget negative omdømme. Som vi vil komme

yderligere ind på senere i kapitlet, fremstår

stigmatiseringen af Vollsmose med andre ord

som en del af områdets identitet, som mange

Vollsmosebeboere uvægerligt føler, de må for-

holde sig til, så snart de skal fortælle om deres

hjem og nabolag.

Så er der så nogle andre ting også,

som de fleste mennesker, der ikke

bor her, eller arbejder herude, de

ikke ser, det er at for sådan et

område som Vollsmose, det er et,

hvad kan man sige? … Altså hvor folk

kan bo midlertidigt. […] Der er nogle

der måske bor her i 10 år, indtil det

lykkedes dem at få et arbejde, og

børnene er færdige med skole og

så videre. […] Så flytter man væk

herfra, så det er et meget dynamisk

102

Vollsmose som ’valg’

Områder som Vollsmose er karakteriseret

ved lave huslejer, hvilket betyder, at området

tiltrækker beboere med lave indkomster og

derfor også en gennemsnitligt større andel af

sociale problemer. Fremhævelsen af Vollsmo-

se som et boligområde, hvor det ikke bare er

muligt at få en lejlighed, men også en billig én

af slagsen, går igen i mange af interviewene.

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

29-årige Nabiha fortæller om sin flytning fra

Jylland til Vollsmose, der var forårsaget af

hendes daværende mands nye job. ”Det var

det billigste, og det hurtigste ligefrem. Det er

ikke nogen hemmelighed: Hvis du gerne vil

have en hurtig lejlighed, til en okay billig pris,

så [er] det [stedet]”, siger hun.

For Suzan, som vi åbnede dette kapitel med

at citere, var dét at flytte ind i en lille, étværel-

ses lejlighed i Vollsmose således et resultat af

manglende alternativer. Egentlig havde hun

forinden afslået adskillige tilbud på andre

lejligheder i bydelen, inden hun endte med at

sige ”ja-tak”. Hun indså nemlig efterfølgende, at

en lejlighed i Vollsmose kunne være en vej ud af

hjemløshed, og hun overgav sig derfor. Vollsmo-

se er for Suzan dermed et nødvendigt onde, et

skridt på vejen til at komme videre i livet, og på

interviewtidspunktet følte hun hverken nogen

særlig tilknytning til bydelen eller til sin lejlighed.

Tværtimod angav hun at have det anstrengt

med at skulle bo netop dér på grund af kon-

centrationen af etniske minoriteter, men havde

indgået et kompromis med sig selv for at skabe

udvikling – og en form for mobilitet – i sit liv.

Noura er 25 år, studerende og bor alene i en

lejlighed i Vollsmose, hvor hun også arbej-

der frivilligt. Hendes nærmeste familie bor i

Sønderjylland, og hun har ingen pårørende i

nærheden. Interviewet med Noura er et andet

eksempel på, at dét at flytte til Vollsmose ikke

forekom at være et egentlig valg for hende –

dengang. Samtalen med Noura afslører sine

egne paradokser:

mig at få en lejlighed i Vollsmose,

sagde jeg ’ja’. For på daværende

tidspunkt havde jeg ingen bolig.

Jeg ville gerne have fornemmelsen

af at være ejer af mit eget. Så jeg

har været utrolig privilegeret, for

jeg er på 10. sal, så jeg har en rigtig

lækker udsigt. Så jeg føler ikke, jeg

bor i Vollsmose. Du burde næsten

se det deroppe fra. Du er mere end

velkommen. Jeg har været virkelig

privilegeret. Der er selvfølgelig nogle

steder, hvor man tænker, at det godt

kunne trænge til en kærlig hånd.

Men for mit vedkommende, der har

jeg virkelig været privilegeret. […]

Det er helt øverst. Så kan man se

den vej ned langs byen. Det er utrolig

grønt. Det er en toværelses. 73

kvadratmeter. Altan og det hele.

Noura, kvinde, 25 år, Vollsmose

Nouras forståelse af tilfældighed versus valg

er tydeligvis anderledes end interviewerens.

At Vollsmose var det eneste sted, hun kunne

få en lejlighed, synes for intervieweren at gøre

Vollsmose til et tilfældigt valg, hvorimod Noura

fokuserer på den manglende tilfældighed

som et udtryk for

muligheden

for overhovedet

at få en bolig. På den måde taler interviewer

og Noura fra to forskellige udgangspunkter:

intervieweren fra et udgangspunkt om

frie

valgmuligheder, Noura fra et udgangspunkt

reelle

muligheder.

Måden, hvorpå man fortæller om sit valg af

bosted som en del af ens personlige biografi,

forbinder ens sociale og rumlige livsbaner,

fremhæver migrations- og byforsker, Mi-

chaela Benson.

Med udgangspunkt i Nouras

personlige livsbane kan hendes ambivalente

fortælling om det at bo i Vollsmose således

Interviewer:

Var det tilfældigt, at

det blev Vollsmose?

Noura:

Nej. Det var her, der

var lejligheder. Og det er

utroligt svært at komme ind i et

lejlighedskompleks, så da de tilbød

103

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

forstås som et udtryk for rent socialt at være

kommet videre til noget bedre, alt imens hun

er bevidst om, at udenforstående normalt ikke

opfatter Vollsmose som et område, man flytter

til

for at opleve fremgang. Denne dobbelthed

skinner igennem, når Noura på den ene side

giver udtryk for at være privilegeret ved at bo

i en lækker lejlighed i Vollsmose med grøn

udsigt, men dernæst tilføjer: ”Så jeg føler ikke,

jeg bor i Vollsmose”. Med denne tilføjelse kan

man sige, at Noura forholder sig til en ekstern

version af Vollsmose og så at sige ser bo-

ligområdet udefra, hvorfra det ikke fremstår

meningsfuldt at beskrive bydelen i positive

vendinger. Det eksterne blik på Vollsmose,

hvorigennem Noura ser sit eget hjem, tilsiger,

at Vollsmose ikke kan være et godt sted at

bo – et boligområde med lækre lejligheder og

grønne udsigter – og samtidig være

Vollsmo-

se,

lader Noura forstå; en bydel med et meget

dårligt omdømme. Der findes altså en dob-

belthed i Nouras udsagn, da hun således ser –

og taler igennem – selve stigmaet, der omgiver

Vollsmose. Sprog- og ’ghetto’forsker Helle Lyk-

ke Nielsen fremhæver i denne sammenhæng

mediernes ”ikonisering” af Vollsmose, som

svær at komme uden om.

En sådan ikonise-

ring af Vollsmose fremgår tydeligt af Nouras

ambivalente udsagn, hvor hun så at sige på

én gang beskriver to forskellige Vollsmoser: et

stigmatiseret Vollsmose, hvor Noura som sagt

ser boligområdet udefra og med den udefra-

kommendes (forventede og ikoniserende) blik,

og et grønt og rummeligt Vollsmose med dejlig

bolig og et attraktivt fællesskab, hvor Noura

ser og oplever boligområdet indefra som en

almindelig, godt tilfreds beboer. På den måde

kan man sige, at Noura distancerer sig fra

Vollsmose som begrænsende og stigmatise-

ret byrum, men glædes over og knytter sig til

Vollsmose som sted for beboelse og levet liv.

Det at

vælge

boligområde udgør imidlertid

et særligt karakteristika for middelklassens

borgere. Det skyldes, at middelklasseborgere

i det hele taget øjner muligheder i dét at vælge

nabolag til og fra – selv når mulighederne

fremstår begrænsede, navigerer middelklas-

seborgere omhyggeligt inden for de givne

rammer.

Et sådant valgbaseret tilhørsfor-

hold til boligområde, og dermed sted, får en

medbetydning af moralsk ejerskab til det eller

de steder, beboere indirekte gør krav på som

deres, netop ved at

vælge

dem og flytte ind.

På samme måde illustrerer interviewerens

spørgsmål, at vi som forskere mange gange

møder informanter (og felt) med den mid-

delklassebaggrund, mange af os har. Når

intervieweren spørger Noura, om det var ”til-

fældigt”, at hun nu bor i Vollsmose, forudsætter

spørgsmålet dels, at Noura har haft alterna-

tive muligheder, dels at det at

vælge

bolig-

område overhovedet forekom som et relevant

parameter at forholde sig til. Med andre ord

er det ikke alle mennesker, der aktivt forholder

sig til – og vælger – hvor de skal bo. I dette

valg

ligger der nemlig en anerkendelse af, at det er

betydningsfuldt, hvor og hvordan man bor, og

der er således både selvforståelse, selvfrem-

stilling og identitetsskabelse på spil her for

til- og fraflyttere.

At flytte ud og væk

Som vi vil vende tilbage til nedenfor, synes

netop middelklasseværdier at være med til at

understøtte en fremherskende mobilitetsprak-

sis, og fortælling om mobilitetspraksis, blandt

vores informanter: På trods af glæden ved

rent faktisk at bo i Vollsmose fortæller flere af

informanterne uopfordret om deres drømme

om at flytte ud og købe hus uden for ’ghetto-

en’. Fortællingen om valg af bosted afspejler

imidlertid ikke kun den sociale mobilitet, der

finder sted, men grundlægger samtidig et

104

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

fundament for den sociale mobilitet og skaber

den derved.

Fortællinger om boligmæssige

drømme og fremtidsvisioner er altså i sig selv

afgørende skridt på vejen til social og fysisk

forandring. Køb af parcelhus og fraflytning

væk

fra ’ghettoen’ kan med andre ord i sig selv

give beboerne en anden status – og om ikke

andet, kan man ved at fortælle om villadrøm-

men give udtryk for, at potentialet for mobilitet

og forandring er til stede. Dét at give udtryk

for gerne at ville flytte kan derfor i sig selv

være tegn på ønsket om at blive mødt som

middelklasse. Flere af vores informanter bosat

i socialt udsatte boligområder fortalte os såle-

des, hvordan de drømte om egen villa – villaer

findes ikke i Vollsmose, hvor der udelukkende

er lejeboliger.

Hvorvidt man rent faktisk bliver boende eller

flytter væk, handler mange gange om økono-

mi, men også familiens forskellige holdninger

kan spille en rolle:

Interviewer:

Ja, ja.

Amran:

Men hun ville ikke bo

herude, hun sagde: ”Jamen, jeg

skal ikke bo sammen med alle de

mennesker”. Men vi er også uenige.

Omkring sådan nogle ting.

Amran, mand, 35 år, Vollsmose

Amran, som vi også mødte i optakten til dette

kapitel, giver i interviewuddraget her udtryk

for, at han ikke kunne overbevise sin kone om

Vollsmoses fordele, og det blev afgørende i

forhold til valg af bolig. Ifølge ham foretrak

konen at bo i Odense centrum, ligesom hun

ikke ville bo ”sammen med alle de mennesker”.

Uden at sige det direkte var det at bo i Volls-

mose også en større udfordring for hans kone,

fordi de med deres ægteskab havde brudt

konventionerne. De har ikke samme etniske

baggrund.

25-årige Amira fortæller, at det var hendes

familie, der var afgørende for hendes beslut-

ning om valg af bosted. I Amiras tilfælde var

det dog hendes mor, der ad to omgange af-

gjorde, at de skulle flytte til Vollsmose. Tilsyne-

ladende havde faren ikke den store indflydelse

på beslutningen. Første gang fra en lille by i

Jylland, anden gang efter et længerevarende

ophold i Egypten. Ifølge Amira hang morens

beslutning om at tilflytte Vollsmose sammen

med et ønske om at være tæt på sin søster

og på et fællesskab af andre kvinder med

somalisk baggrund. Amira beskriver sin mors

beslutning som et

bevidst

valg af boligområ-

de, der flugter med de middelklasseværdier,

familien ellers orienterer sig imod, og som vi

vil uddybe senere i kapitlet.

Flytning som social mobilitetsstrategi er

ikke til stede i interviewene fra provinsbyen

Slagelse i samme grad, som i dem, vi har

Interviewer:

Ja. Hvorfor bosatte I jer

så ikke her, dig og din kone?

Amran:

Det var et godt spørgsmål.

(smågriner). Faktisk, jeg var sådan

set ligeglad, men det var hende

der ikke ville have det.

Interviewer:

Mm.

Og hvorfor ville hun ikke det?

Hvis du vil fortælle mig det...

Amran:

Ja, fordomme.

Interviewer:

Om stedet?

Amran:

Ja, hun er opvokset inde

i byen. Men jeg var sådan set

ligeglad, jeg sagde til hende, bare vi

får en god lejlighed.

105

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

foretaget med nuværende eller tidligere

Vollsmosebeboere. For eksempel tilføjer

20-årige-årige Nada fra Slagelse kun i en

bisætning, at familien i sin tid flyttede fra lejlig-

hed til hus, men forblev boende i Slagelse. ”Vi

flyttede bare hen i et større hus, da vi fik min

lillesøster”, nævner hun således henkastet. I de

tilfælde, hvor informanter vil væk fra provins-

byen Slagelse, handler det ikke så meget om

at ’komme væk’ eller bevæge sig op ad den

sociale rangstige, men snarere om konkrete

og individuelle udfordringer eller muligheder,

som informanterne fysisk vil væk fra eller hen

til. Det kan eksempelvis skyldes et job, man

gerne vil tættere på, og derfor flytter væk fra

Slagelse. Andre gange flytter informanterne

væk fra Slagelse, fordi de gerne vil tættere på

familie i andre dele af landet. Kun hos Sayf og

Latifa, der er vokset op i en ”hård” ’ghetto’ – her

Ringparken i Slagelse

– genfinder vi udflyt-

ningspraksissen, og fortællingen herom, som

en social mobilitetsstrategi.

Interviewet med Sayf og Latifa, der er

søskende, foregik i et moderne, lyst og rum-

meligt parcelhus i et villakvarter i Slagelse,

som Latifa bor i sammen med sin familie, og

som er et karakteristisk boligvalg for mange

middelklasseborgere. Sayf og Latifa er begge

omkring de 30 år og er opvokset i Slagelse,

hvor de begge fortsat bor – men nu i hvert de-

res hus med ægtefælle og børn. De har begge

lange videregående uddannelser, gode job og

fremstår i det hele taget særdeles velreflekte-

rede og velargumenterede, når de fortæller om

deres opvækst, familie og relationer til nær- og

storsamfundet.

Latifa og Sayf fortæller, at de boede de første

10 år af deres liv i Ringparken, inden familien

valgte at flytte til en anden boligblok i Slagelse.

En nærliggende boligblok med familievenligt

og lavt, rækkehuslignende etagebyggeri, der

adskiller sig fra Ringparkens montagebyggeri

i beton, og som, vigtigst af alt, også rummer en

lavere andel af sociale problemer og ikke er

nær så stigmatiseret. Forinden havde faren dog

valgt at lade børnene indskrive på en kommu-

nal skole i den anden ende af Slagelse, så bør-

nene ikke kom til at gå i skole med andre børn –

og rødder – fra Ringparken. En prioritering, der

afspejler farens ambitioner på vegne af sine

børn. Da intervieweren spørger, hvorfor familien

flyttede væk fra Ringparken, svarer Sayf:

Vi boede her i kvarteret og… De der

rødder, der hang ud på gaden, det

gjorde de jo siden dengang. Min far

var rigtig hurtig til at finde ud af, at

der var en skole, der lå der for enden

af vejen, og det var en skole, der

bestod af 70-75% af anden etnisk

baggrund. De… Der var ballade, det

var der. Det havde min far luret, og

han besluttede sig for… Han blev

tilbudt, at vi skulle starte i skole på

Nørrevangskolen, og så sagde han,

at det ville han ikke have. Han ville

have, at vi skulle starte på [navn på

lokal] Skole […]. Og… Vi havde en

bustur om morgenen, hver morgen,

selvom vi havde en skole lige ved

siden af. Men det fungerede super

godt. Jeg kom i… Min skolegang har

været rigtig god, og det har været

holdbart. Og så har han også… Min

søster var jo ikke så meget… Min

søster hang jo ikke ud på gaden,

men det havde min bror og jeg

mulighed for, og der startede han

med at smide os ned i den lokale

taekwondoklub, da vi var helt små.

Så vi havde lidt at lave. Det havde

vi så i den grad også efterfølgende,

for vi endte med at bruge rigtig

mange timer dernede, så vi ikke

106

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

havde tid til at stå derude og lave

alle mulige andre ting. Det var nok…

Så besluttede han så, da vi var i

den alder, hvor det kunne eskalere

mest… Og på det tidspunkt var

det så også et toppunkt for alle

de der afbrændinger af skure og

biler og ting og sager herude… Så

besluttede han, at det skulle ikke

være her, vi skulle bo.

Sayf, mand, 29 år, Slagelse

I interviewuddragene her og i interviewet i

øvrigt beskriver Sayf og Latifa forholdsvis

detaljeret, hvorledes familien – og de selv – er

flyttet, og har flyttet sig, i takt med at deres

uddannelsesniveau, økonomiske råderum og

kendskab til det danske samfund er vokset.

Nye forudsætninger har naturligvis også ført

til ændrede behov. Det er tydeligt, at deres for-

ældre – og i særdeleshed deres far – har haft

som mål at sørge for, at børnene fik en så god

og uforstyrret skolegang som muligt, skærmet

fra de ballademagere og sociale problemer i

Ringparken, som især Sayf færdedes iblandt,

når han opholdt sig udenfor og ”på gaden”. På

samme måde blev fritidsaktiviteter såsom ta-

ekwondo en måde at forhindre, at kedsomhed

skulle få dem i uføre. Evnen og viljen til at flytte

sig – mobilitet – og det at vælge til og fra løber

med andre ord som en rød tråd gennem Sayfs

og Latifas opvækst.

At flyttefortællinger er forskellige for personer,

der bor i ’ghetto’områder, og personer, der bor

i provinsbyen, skyldes dermed i høj grad stig-

matiseringen af ghettoen. Det bliver nødvendigt

enten at flytte ud eller have fremtidsdrømme om

at flytte ud, hvis man gerne vil signalere social

mobilitet. Dermed bliver samtidigheden af

fysisk og social mobilitet en strategi – også til at

undgå uønsket social kontrol.

----

6.2.

----

Territorielle identiteter

Forskning peger på, at de fleste beboere i

socialt boligbyggeri og multietniske bolig-

områder i Danmark imidlertid er glade for at

bo, hvor de bor. Tilfredsheden skyldes billi-

ge og rummelige boliger, grønne områder,

nabosammenhold og nære relationer, som vi

så Noura give udtryk for tidligere i kapitlet.

Denne tilfredshed med boligområdet går igen

i hovedparten af interviewene med vores infor-

manter fra Vollsmose.

Da intervieweren spørger ind til dét at bo

i Vollsmose, fremhæver den 45-årige Volls-

mosebeboer, Halla, selve boligen, nærhed til

familie og rolige omgivelser, som væsentlige

faktorer for hendes tilfredshed med at bo i

Vollsmose. Amran nævner derimod sine nære

venskabsrelationer i bydelen som essentielle

for, at han var glad for at bo der:

Altså, jeg er glad og stadigvæk glad

for at bo her. Jeg er glad, jeg har

mine brødre ved siden af mig…

Jeg har et flot, stort hus.

Det er roligt her i Birkeparken.

Halla, kvinde, 45 år, Vollsmose

Hmm, jeg kommer stadigvæk

herude; jeg spiller fodbold med

drengene i hallen dér, og jeg er tit

herude, og jeg har stor tilknytning.

Amran, mand, 35 år, Vollsmose

Ann-Dorte Christensen og Sune Qvotrup

Jensen skriver om bydelen Aalborg Øst, at den

tilbyder et territorielt tilhørsforhold. Samtidig

peger de på, at der også inden for byde-

107

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

len etableres forskellige territorier.

Disse

afgrænses af skillelinjer, som kan forbindes

med klasse, køn eller etnicitet. Når Halla

taler om sit store og flotte hus, fortæller hun

samtidig, at hun hører blandt de få i Volls-

mose, som ikke bor i lejlighed, men lejer et

af boligforeningens rækkehuse. Og når hun

nævner Birkeparken, understreger hun, at

der er varierende grader af problemer, som

kan afgrænses til andre dele af Vollsmose,

end der hvor hun bor. Sådanne territorielle

skillelinjer dukker op på forskellige måder i

interviewene.

for at være der på samme måde,

fordi de bor så langt væk. Så har jeg

også nogle forpligtelser i forhold til

min mor. […] Ikke fordi det skal lyde

værre end, det er, fordi hun klarer

jo sig selv, men der er jo alligevel

noget, og man tænker på dem og

ringer til dem hver dag og snakker

med dem. Og sørger for at se dem

et par gange om ugen og sådan

nogle ting, ikke? Selvom jeg jo også

har et travlt liv, men det er noget jeg

prioriterer rigtig højt, det er det.

Adam, mand, 27 år, Slagelse

Hjemmebanefordele

og -ulemper

På mange måder adskiller Vollsmosebebo-

ernes udsagn om at være tilfredse med deres

boligområde sig ikke fra de tilkendegivelser,

vores Slagelse-informanter har om at bo i

provinsbyen Slagelse. Adam er eksempelvis

født og opvokset i Slagelse og har kun i et par

år boet uden for byen på grund af studier, men

er nu flyttet tilbage og har færdiggjort sine

studier i København, mens han pendlede fra

Slagelse. Adam siger:

Da Adam var 10-12 år gammel blev hans

forældre skilt, og han blev boende hos sin far i

Slagelse. Adam fremhæver relationen til begge

forældre som helt central for, at han er vendt

tilbage til sin fødeby og lige nu foretrækker at

bo i Slagelse. Ilhame har også levet hele sit liv i

Slagelse, også mens hun læste på universitetet

i København:

Det har så selvfølgelig også haft

noget at gøre med, at mine forældre

har boet der, og jeg har et meget

tæt forhold til mine forældre,

ikke? […] Så man kan jo sige, at

jeg har jo ligesom et stort ansvar

i forhold til min far. Jeg vil gerne

passe på ham og sørge for, han

har det godt osv., fordi han er på

grænsen til at nå den dér alder, hvor

der er nogle ting, han ikke selv kan

klare. […] Så jeg har ligesom også

nogle forpligtelser over for min mor,

når mine brødre ikke har mulighed

108

Men når jeg kommer her, lige så

snart jeg står ud af toget, så er det

bare en anden… Jeg finder bare en

ro i at være her. Jeg ved ikke, om det

er fordi, jeg er født og opvokset her

og har alle mine venner, hele min

familie her, at det er måske er det,

der gør det. Men måske er det også

bare den ro, der er her. Ja. Jeg tror,

det er det, der gør, at jeg rigtig godt

kan lide det. Jeg kunne ikke rigtig

forestille mig at bo et andet sted.

Men ja; man ved jo aldrig, hvor livet

fører én hen.

Ilhame, kvinde, 24 år, Slagelse

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

Både Adam og Ilhame fremhæver altså,

ligesom Halla og Amran, betydningen af nære

relationer for det at høre til, hvor man bor. I

modsætning til Halla, Amran og andre af vores

informanter i Vollsmose fortæller de ikke, at de

gerne vil flytte fra Slagelse. Vores informanter

er altså glade for det sted, de bor eller har

boet, uanset om det er i ’ghettoen’ eller ’pro-

vinsbyen’. En væsentlig forskel består – som vi

allerede har berørt – imidlertid i, at Vollsmose-

beboere i langt højere grad føler, at de over for

udenforstående skal forsvare, eller i hvert fald

forklare, deres glæde ved at bo i ’ghettoen’. For

Slagelse-informanterne synes deres tilfreds-

hed med boligområde snarere at udgøre en

selvfølge, som de derfor ikke behøver uddybe

eller forklare i noget nævneværdigt omfang.

Hvordan beboere i Vollsmose bærer en

ekstra – territoriel – byrde på deres skuldre,

kom også til udtryk ved et lokalt beboerarran-

gement. Her fortalte en ældre majoritetsdansk

kvinde, der er aktiv i frivilligt arbejde i lokal-

området, at hun ved sociale sammenkomster

uden for Vollsmose sommetider bevidst næv-

ner, at hun bor i Vollsmose blot for at ”skabe

lidt liv i forsamlingen”. Så kan ”de” sidde og

undre sig over, hvordan det kan være, at ”den

ældre, velbemidlede dame bor sådan et sted”,

grinte hun. Dog retter hun ofte henvendelse til

medier, når hun synes, de er for unuancerede

i deres dækning af Vollsmose. Hun finder det

kritisabelt, at det er Vollsmoses beboere, der

skal ”bære på deres skuldre” at rette op på

Vollsmoses ry og hele tiden være forbilleder.

Som vi kan se her, mærker den majoritetset-

niske, ”velbemidlede” ældre Vollsmosekvinde

også den territorielle stigmatisering, som vi

omtalte i forbindelse med Ali i kapitel 4. Men,

som hun selv er inde på, er hendes livsposition

ikke kendetegnet ved overlappende forma-

tioner af marginalisering, stigmatisering og

social udsathed ligesom Alis. Hun er særdeles

ressourcestærk og benytter noget af sit over-

skud til at gå direkte i rette med mediedæk-

ningen og ved med sin blotte tilstedeværelse

at modbevise forenklede opfattelser af, hvem

Vollsmoses beboere egentlig er, og hvordan

beboere har det med at bo der (hun er til-

freds). Man kan således se, hvordan den ældre

kvinde og Ali – på baggrund af deres forskelli-

ge livspositioner og klassetilhørsforhold – har

forskellige måder at håndtere stigmatisering

og tilhørsforhold til sted på.

En anden forskel består i, at vores informan-

ter fra henholdsvis Vollsmose og Slagelse

beskriver deres menneskelige relationer i de

respektive boligområder forskelligt. Mens

Slagelse-informanterne overvejende vægter

uspecificerede venskabs- og kollegarelatio-

ner, fremhæver Vollsmose-informanterne i hø-

jere grad deres relationer som en del af mere

specifikke former for kollektive fællesskaber i

boligområdet. Det kan være den udvidede fa-

milie, nabofællesskab, fællesskabet i klubben, i

det frivillige arbejde eller det religiøse og/eller

minoritetsetniske fællesskab, de fremhæver.

Således knytter informanter fra Vollsmose

stedtilhørsforholdet sammen med konkrete

fællesskaber. Selvom nogle informanter frem-

hæver overvågning, sladder og rygtedannelse

som en negativ side ved at bo i en ’ghetto’,

hvor alle kender alle, fremstiller mange Volls-

mose-informanter ikke desto mindre fælles-

skab og sammenhold som et positivt aspekt

ved at bo i bydelen. For disse informanter

betyder fællesskaberne, at de føler sig set, hørt

og genkendt. At blive set, hørt og genkendt har

dog også en potentiel bagside.

Interviewer:

[… ] Men har du følt, at

du har været nødt til at opføre dig

på en bestemt måde i et offentligt

rum for at der ikke blev snakket om

dig, eller?

109

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

Munira:

Altså, tidligere - ja, men

ikke længere. Nu er jeg fuldstændig

ligeglad. Men altså; tidligere tror

jeg

–

nu har jeg fået et godt forhold

(griner) til dem, der arbejder i

Aldi tæt på os (griner lidt), fordi

jeg handler tit derovre, og så har

man bare et mærkeligt forhold til

medarbejderne derinde, fordi man

bare kan genkende hinanden hele

tiden, ikk? Tidligere, der havde jeg

det sådan, lidt mere påpasseligt

med medarbejderen, hvis han lige

snakker til mig, og der kommer

nogen, der kender mig for: ’hvilket

forhold har du til medarbejderen?’

Det giver ikke mening for dem [der

tænker sådan]. Nu har jeg det

sådan, det er da mega naturligt

[at småsludre], hvis jeg handler. Og

jeg er ligeglad: ’Du skal ikke vide

hvor lang tid jeg handler, og hvor

mange gange jeg handler om ugen’

[tænker jeg]. Jeg har bare et forhold

til den person, selvom jeg aldrig

nogensinde, måske ikke, kender

rigtig hans navn. Men vi snakker

jo godt sammen, for nogle gange

er det bare hyggeligt at snakke

sammen. Så har jeg det sådan lidt

mere… Jeg er meget mere nede

på jorden. Det har også noget at

gøre med, at jo ældre man bliver, jo

mere forstår man, hvordan man skal

handle, og jo mere forstår folk også,

at jeg er en ung kvinde, og jeg ved jo

godt, hvad der er rigtigt, og hvad der

er forkert. Men i teenagealderen, der

var det svært i sådan en ung alder,

egentligt at vide om man egentligt

gør noget, som andre ville synes

er rigtigt eller forkert, og så tænker

110

man nogle gange over, hvad andre

ville tænke om én.

Munira, kvinde, 25 år, Vollsmose

I interviewuddraget fortæller Munira om,

hvordan hun tidligere har været mere tilbage-

holdende i forhold til at sludre med en bestemt

mandlig medarbejder i det supermarked i

Vollsmose, hvor hun jævnligt handler. Hun var

dengang bange for, hvordan deres kontakt

kunne blive opfattet af andre. I dag er hun

mindre påpasselig og mere ligeglad med,

hvad andre tænker om, hvor lang tid, hun

handler, hvor ofte, hun handler, og om hun

snakker med den pågældende medarbejder,

mens hun handler. Munira er blevet ældre, er

”meget mere nede på jorden” og knapt så

usikker, og for hende er det ”naturligt” at slå en

sådan sludder af, fastslår hun. Med alderen er

hun altså blevet mere selvsikker, og hun hviler

derfor mere i, at hun gør ’det rigtige’.

Lidt i samme stil sammenligner Noura livet i

Vollsmose med livet i en mindre by:

[…] herude føler jeg, jeg er på

hjemmebane, selvom jeg ikke er

en del af samfundet herude, fordi

jeg er tilflytter. Jeg kan huske, da

vi boede i [jysk provinsby] - kom

der nogen udefra, så vidste du, at

denne person var udefra. For det

er et samfund herude, der er alt

herude. Der er handlemuligheder,

svømmehal, bokseklub - du har

egentlig ikke noget behov for at gå

ud fra det her sted. For dine behov er

dækket. Så jeg føler mig ikke utryg

her. Men når jeg kommer ud fra de

her rammer [i Vollsmose], så føler

jeg mig utryg. Jeg ved ikke, hvad der

er derude. […] Men nogle områder

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

føler jeg ikke, jeg skal bevæge mig

ud i, når mørket har lagt sig. Jeg er

heller ikke typen, der er ude efter

klokken otte. Så er jeg smadret, så

har jeg gjort dagens tjans, så skal

jeg bare sove. […] Jeg kan godt høre,

rundt i hjørnerne, at folk har ikke

lyst til at gå ud efter klokken otte-ti

stykker. Når mørket har lagt sig, så

er det dér, balladen starter. Det er

[det] også i centrum, tror jeg. Det

sker lige så meget i centrum, som

det sker her. […] På banegården eller

ved Netto eller… Hvor er det balladen

stammer fra? Hvorimod her kan man

sige, det er fra Bøgeparken. Men der

er ikke nogen kilde eller reference

på, om det er fra Bøgeparken,

det stammer. Så det er

nemt at pege fingre.

Noura, kvinde, 26 år, Vollsmose

For Noura handler tryghed om at have adgang

til, hvad hun har af behov samt at kunne begå

sig. Utryghed oplever hun kun, når hun bevæ-

ger sig væk fra Vollsmose eller efter mørkets

frembrud, hvor hun dog aldrig går ud. Hendes

udsagn står i modsætning til det stigmati-

serede billede på Vollsmose som et kaotisk,

konstant kriminalitetstruet og dermed farligt

sted, alt det, der ligger uden for bydelen, der

for Noura er ukendt og dermed usikkert og far-

ligt: ”Jeg ved ikke, hvad der er derude”, siger

hun således som begrundelse for, hvorfor hun

alene oplever den ”hårde” ’ghetto’ Vollsmose

som tryg. Det, der oprindeligt primært var et

økonomisk incitament for at flytte til, og bo-

sætte sig i, Vollsmose, er for Noura og mange

af vores øvrige Vollsmose-informanter (eller

deres forældre) imidlertid blevet til følelses-

mæssigt incitament til at blive, da Vollsmose

udgør en bydel, hvor de føler sig hjemme.

Flere af vores informanter bosat i Vollsmose

og Ringparken i Slagelse giver tilsvarende

udtryk for en oplevelse af, at ’ghettoen’ gør

dem trygge. Oplevelsen af tryghed overlapper

med Mary Louise Pratts forståelse af såkaldte

safe spaces

som ”sociale og intellektuelle rum,

hvor grupper kan konstituere sig selv som ho-

risontale, homogene, suveræne fællesskaber

med en høj grad af tillid, fælles forståelser og

midlertidig beskyttelse fra en undertrykkende

arv”.

Den undertrykkende arv er i Pratts for-

ståelse den koloniale arv, der har forårsaget

raciale hierarkier og magtrelationer, der den

dag i dag fortsat strukturerer majoritetssam-

funds rum. I Pratts optik opleves afgrænsede

steder, herunder interessefælleskaber samt

etno-religiøst definerede rum såsom etniske

og religiøse foreninger, derfor mere sikre at

færdes i end majoritetssamfundets rum uden

for bydelen. Her har minoriteten mindre magt

til at definere, hvordan man skal gebærde

sig, og derfor oplever de at føle sig forkerte

eller udenfor. Følelsen af tilhørsforhold kan

samtidig forklare, hvorfor de informanter, der i

kraft af deres adresse i ’ghettoen’ er underlagt

et territorielt stigma, fremhæver de specifikke

fællesskabers betydning for deres tilfredshed

ved netop at bo i ’ghettoen’. ’Ghettoen’ som

safe space

kommer også til udtryk blandt dem,

der fortæller Vollsmose frem som et religiøst,

muslimsk rum.

Muslimske rum

En enkelt af vores informanter, Karima, er

islamisk konvertit, og hun er dermed ikke ’født’

muslim eller etnisk minoritet. Ligesom Noura

og Amira peger Karima ikke desto mindre

også på følelsen af at høre hjemme i Vollsmo-

se og ikke stikke ud som en form for hjemme-

banefordel. Når Karima er ude i det offentlige

111

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

rum, bærer hun den muslimske hovedbeklæd-

ning

hijab

sammen med en tækkelig muslimsk

dragt. Fremtræden og synlighed som mus-

limsk kvinde ser hun netop som afgørende for

sin oplevelse af Vollsmose som et sted, hvor

hun kan færdes frit uden at blive diskrimineret:

mor ønskede at bosætte sig i Vollsmose igen,

tæt på sin søster, og sådan blev det. Da inter-

vieweren spørger Amira, hvilke fordele hun

oplever ved at bo i Vollsmose, svarer hun:

Altså, i og med, at ni ud af ti af

dem, der kommenterer, når jeg er

i bybilledet, er, det ved jeg ikke,

plus 45 [år], så er jeg blevet sådan

lidt, nogle gange så laver mig og

mine konvertitveninder lidt grin

med, at vi vil hellere gå bag ved

Black Army,

end vi vil gå bag tre

bønder i Sønderjylland. […] Så jeg

er sådan blevet—også som jeg

indledningsvis sagde—tryggere

herude. Jeg passer ind. Hvad

hedder det nu? Så de der helt

danske områder… Udkantsdanmark

- der ville jeg aldrig nogensinde

bosætte mig.

Karima, kvinde, 32 år, Vollsmose

For Karima bliver Vollsmose et

safe space,

hvor hun kan praktisere sin religion i fred

uden at blive chikaneret eller diskrimineret af

fordomsfulde etniske majoritetsdanskere, som

hun her karikeret karakteriserer som ’bønder

fra Sønderjylland’. En måde at håndtere sin

anderledeshed på bliver dermed at trække

sig tilbage til det trygge rum, som Vollsmose i

denne sammenhæng er for Karima.

Amira fortæller ligeledes om muligheden for

at etablere et særligt muslimsk fællesskab i by-

delen. Amira havde oprindeligt været modvillig

over for at flytte tilbage til Vollsmose efter seks

år i Egypten, fordi hun foretrak at bosætte sig

tættere på sit uddannelsessted i København

og samtidig ”prøve noget nyt”. Men hendes

Jeg kan godt lide det med, at – jeg

går meget op i dét med, at jeg får

noget islamisk undervisning. Det

får jeg dér. Og jeg skal ikke langt. […]

Der er ikke så meget for sådan

ældre piger, men så er der nogle,

der faktisk har lavet deres eget nu,

hvor det også er unge piger, der

underviser unge piger. Dét, synes

jeg, er meget fedt. Og så hjælper

jeg også til med de små børn, hvad

hedder det, i forhold til arabisk.

Bare sådan det helt basale. Så

sådan nogle ting, synes jeg. […] det

er noget helt selvstændigt. De er i

gang med helt at stabilisere sig selv.

Det er noget meget selvstændigt.

De har også sådan en vision

om, altså, piger - unge piger, der

underviser andre unge piger. De vil

gerne tage det videre til andre byer,

og sådan noget. Men det synes jeg

er fedt, sådan noget kan jeg godt

lide.

Amira, kvinde, 23 år, Vollsmose

I interviewuddraget fremhæver Amira det at bo

tæt på den islamiske undervisning, hun gerne

vil følge, som en væsentlig fordel ved at bo i

Vollsmose. I tillæg understreger hun et særligt

fællesskab, som en gruppe Vollsmose-base-

rede unge kvinder har stablet på benene med

islam som omdrejningspunkt. Kvinderne er

inden for fællesskabet uafhængige af mænd

og fritstillede i forhold til traditionelle minori-

tetsetniske og/eller religiøse foreninger. Netop

112

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

uafhængigheden fremhæver Amira som noget,

hun særligt værdsætter. Man kan dermed sige,

at Vollsmose i kraft af koncentrationen af musli-

mer i boligområdet ikke kun giver mulighed for

etablering af begrænsende, kontrollerende el-

ler socialt immobile fællesskaber, men samtidig

muliggør nye og forandrede fællesskaber, der

nedbryder konventionelle autoritetspositioner

og hierarkier. En tilsvarende dynamik blev be-

skrevet i forrige kapitel: Islam fungerer ikke kun

begrænsende og undertrykkende, men benyt-

tes også som en slagkraftig forhandlingsposi-

tion – særligt for de yngre kvinder – til at opnå

en større grad af social og fysisk mobilitet.

I modsætning til eksemplerne med Amira

og Karima udgør Suzan imidlertid et eksempel

på en informant, der ikke formår at forhandle

sig ud af konformitetspres. Som det vil fremgå

i det følgende afsnit, føler Suzan sig tvunget til

at begynde at bære

hijab

efter et indirekte pres

fra nogle kvinder med tyrkisk baggrund. Volls-

mose kan på den måde også opleves som alt

andet end et sikkert og trygt sted for dem, der

ikke

har skabt et tilhørsforhold til området og

ikke

føler sig på hjemmebane.

Som bydel tilbyder Vollsmose altså kom-

plekse religiøse, minoritetsetniske og kønne-

de rum. Der er dog i mange tilfælde plads til

forhandlinger om, hvordan normer og værdier,

der konstituerer rummene, skal fortolkes og

efterleves, og således er der incitamenter

til såvel muligheder (for forandring) som til

uligheder. Hvorvidt Vollsmose for den enkelte

primært udgør en mulighed eller en ulighed,

afhænger i høj grad af vedkommendes psyki-

ske, sociale og kulturelle ressourcer, herunder

uddannelses- og familieforhold.

købscenter, vil man de fleste dage opleve, at

flertallet af gæster på de relativt mange caféer

og restauranter er modne mænd med anden

etnisk baggrund end dansk. Centret er med

andre ord kønnet, generationsdefineret og mi-

noritetsetnisk. Det er der ikke i sig selv noget

særegent ved. Der findes alle steder territori-

elle skillelinjer, som på én gang er et resultat

af og bidrager til opretholdelse af (minoritets)

etnisk definerede klasse- og kønsforskelle.

Spørgsmålet er, hvad sådanne territorielle

skillelinjer betyder for erfaringer med konfor-

mitetspres og negativ social kontrol?

Vi indledte dette kapitel med et citat fra in-

terviewet med Suzan om, at hun ikke ønskede

at bære muslimsk tørklæde. Da intervieweren

imidlertid stødte på Suzan nogle uger efter

interviewet, var Suzan – trods sine oprindelige

indvendinger – iført

hijab,

mens hun passe-

de sit arbejde i Vollsmose. Det var altså på

arbejdspladsen og ikke i sin familie, at hun

gradvist følte sig presset til at iklæde sig, hvad

der for hende var et krav om ærbarhed.

Suzans case illustrerer, hvordan Vollsmose

også er et muslimsk rum, og hvordan det gen-

nem presset fra arbejdsgiveren løbende bliver

til som en særlig form for konformt, muslimsk

rum. Særligt Vollsmose indkøbscenter, hvor

Suzan arbejder, fremstår som et etno-religiøst

rum med mellemøstligt orienterede spisesteder

og tøjforretninger, grønthandler, bederum og

hovedsageligt minoritetsetnisk klientel. Suzan,

der har muslimsk baggrund, men ikke selv er

praktiserende, oplever dog først og fremmest

et pres for at gå klædt på en bestemt måde

som en disciplinering af hendes kvindelighed.

En kvindelighed hun i forvejen føler sig sårbar

omkring, hvilket bl.a. kommer til udtryk ved, at

hun ikke vil fortælle bekendtskaber fra området,

at hun selv bor der. Suzan oplever altså ikke

Vollsmose som et trygt eller familiært sted, men

snarere som en bydel, hvor hun er særlig udsat

Kønnede, etniske og

klassebestemte rum

Går man en tur gennem Vollsmose ind-

113

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

i kraft af kombinationen af sin etno-religiøse

baggrund og sit kvindelige køn. Da hendes

forhistorie er præget af sociale kriser i form af

skilsmisse, hjemløshed, arbejdsløshed og mis-

brug, er hendes muligheder begrænsede, og

hun har derfor ikke følt sig i stand til at sige nej

til hverken bolig eller job i Vollsmose, selvom

formodentlig ingen af delene har været særligt

hensigtsmæssige for hende.

Det er bemærkelsesværdigt, at Suzans

erfaring med det, man kan se som en form for

negativ social kontrol, altså ikke er udsprunget

af en særlig underordnet position i hendes

familie eller familiens forsøg på at kontrol-

lere hende på grund af æresnormer. Det er

arbejdsgiverens kontrol med hendes påklæd-

ning knyttet til en territoriel kønnethed, som

hun ikke har ressourcer til at modstå. Ressour-

cer forbundet med middelklassens uddannel-

sesmæssige fordele kan virke positivt ind på

individers forhandlingsevner, hvilket vi belyste

i forhold til muslimske kvinder i forrige kapitel.

Men også ressourcer i form af personlige

egenskaber og kvaliteter kan medvirke til, at

individet viser sig robust og modstandsdygtigt

over for diverse forsøg på at presse det til at

blive mere konformt i sit udtryk (for eksempel

ved at ’trække på skuldrene’). Hvorom alting

er, besidder Suzan ikke sådanne ressourcer,

og hun er fanget mellem samfundets krav

om på den ene side at skulle arbejde og være

selvforsørgende, og på den anden side de

reelle muligheder for at få et – i hendes tilfælde

– ufaglært arbejde og håndtere de dertil knyt-

tede territorielle normer.

Amanda har til gengæld sådanne res-

sourcer. I kapitel 4 beskrev vi, hvordan hun

forhandler sin position som muslimsk kvinde.

Hun bor ligesom Suzan alene i egen lejlig-

hed i Vollsmose og havde ingen relationer i

bydelen i forvejen. Med en vild ungdom bag

sig deler Amanda derfor på flere planer liv-

serfaring med Suzan. I modsætning til Suzan

har Amanda imidlertid skabt sig en plads i

lokalsamfundet gennem frivilligt arbejde, og

hun er tillige i gang med at uddanne sig og

kan således se fremtidsperspektiver. Man kan

argumentere for, at Amanda med sine bidrag

til lokalsamfundet og sin uddannelse som en

form for kulturel kapital lykkes med at ’bytte’ de

kønnede krav om ærbarhed ud med anseelse

– og status. I hvert fald har Amanda en anden

strategi end Suzan til at tackle Vollsmose som

et kønnet – og religiøst – rum, hvilket også

kommer til udtryk i hendes refleksioner over,

hvorvidt en dreng ville opleve bydelen ligeså

uproblematisk, som hun gør:

Jeg sidder og tænker… Er det fordi,

jeg er en pige? Havde der været en

forskel hvis min bror havde været

herude, og han så skulle mødes med

mig derude? Havde han haft nogle

kontroverser? Men det tror jeg ikke,

fordi… Det er, hvordan din indsigt

er med forløbet. Hvis du vælger,

som jeg sagde til dig i klubben, hvis

du vælger, det skal være noget

negativt, at du skal være en del af

undergrundsmiljøet, så kan du blive

en del af det undergrundsmiljø.

Men hvis du har en ambition om,

at du vil stræbe højere, så bliver

det udfaldet. Så det er, hvordan din

intuition er med forløbet. Men jeg

kan ikke lade være med at tænke,

pige eller dreng… Om det gør en

forskel. […] Det var lidt sjovt, for jeg

havde engang min… Min fætter

ventede ude foran min lejlighed.

Han er en meget konfliktsky. Men

øjet stigmatiserer og kategoriserer

inden for tredive sekunder. Så der er

nogen, der er kørt forbi og stoppede

114

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

op ved siden af ham og spurgt,

”hvad laver du her?”. Han gik helt i

baglås, selvsving. ”Jeg sidder bare

og venter på min kusine”. ”Du har en

halv time til at komme ud herfra”. Så

kommer jeg ned i bilen, og så siger

han: ”Jeg har en halv time, og der

er gået 25 minutter nu. Der er fem

minutter tilbage, så skal jeg være

ude herfra!”. ”Gider du stoppe!” Så

det er, hvad du lægger i det. Du kan

vælge at grine af det eller lægge

noget i det. […] Men så vender man

den fra et andet perspektiv, og så

tænker man, ”hvorfor har de gjort

det?”. De har kedet sig. Og så skulle

de have en reaktion fra en, som

de ikke anede hvem var. Så det er

meget med, hvordan du reflekterer.

Amanda, kvinde, 25 år, Vollsmose

Amanda taler i interviewuddraget her ind i en

forståelse af ’ghettoen’ som et særligt rum for

dét, vi i kapitel 4 henviste til som ”ekspressiv

maskulinitet”,

hvor unge, marginaliserede,

minoritetsetniske mænd danner en slags

modkultur ved at afprøve grænser og udfordre

hinanden. På den måde indgår mændene

i – og skaber – et særligt maskulint rum, hvor

kvinder paradoksalt nok ikke fremstår specielt

udsatte.

Amira taler ind i en tilsvarende opfattelse

af, at der findes kønsbetingede forskelle på

Vollsmosebeboeres muligheder i byrummet,

hvor drenge og unge mænd i tråd med deres

øgede synlighed og større grad af ’fylde’

imidlertid fremstår mere udsatte og sårbare

end piger og unge kvinder. 23-årige Amira er

dog ikke usynlig i gadebilledet og byrummet,

og hun fortæller, hvordan hun som kvinde godt

kan finde på at blande sig, hvis hun ser, at

andre opfører sig ”dumt”. Det gjorde hun for

eksempel, da en ældre dreng undlod at stoppe

et slagsmål mellem nogle yngre drenge, men

tværtimod tilskyndede dem til at fortsætte

deres forehavende (om end i en mere ’lige’

konstellation):

Det var ikke fordi, jeg ville sige noget

til ham, men jeg endte med at gøre

det. Og mine brødre var faktisk

sammen med mig, men jeg endte

alligevel med at gå forbi ham [den

ældre dreng] og sige: ”Helt ærligt,

sagde du virkelig dét til de yngre

drenge? Det er jo meningen at du

skal stoppe dem, og ikke få dem

til at gøre det dér.” Så sagde han:

”Det var ikke mig, der sagde noget.”

Så sagde jeg: ”Ej, det gjorde du. Du

råbte: ”Én mod én’” – det var dét han

stod og råbte. Så stod han bare og

kiggede, og så kiggede han væk,

og så gik jeg bare videre. Så sagde

min storebror til mig: ”Du skal ikke

snakke med ham, når de gør sådan

noget.” Så sagde jeg: ”Hvorfor ikke?

Han skal da vide, at han er dum. Det

var da dumt af ham, han skal da

vide, at det et dumt, det han gør.”

Amira, kvinde, 23 år, Vollsmose

Amira fortæller videre, at hun også kan finde

på at irettesætte folk, der ikke overholder

gængse normer ved eksempelvis at smide

skrald på jorden. Vi taler lidt videre om det at

blande sig og irettesætte folk i det offentlige

byrum, og hun tilføjer:

Min bror fik det til at lyde som om,

at det godt kunne være farligt [at

blande sig], men jeg sagde også

115

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

til ham: ”Jeg er også en pige. Jeg

tror ikke, han ville slå en pige.” Jeg

sagde: ”Okay, måske hvis det var

dig, så ville han have svaret dig

tilbage, sådan ’hey, hvorfor blander

du dig?’ eller noget, men fordi det

var mig, så sagde han ikke noget.

[Manden] endte bare med at kigge

ned.” […] Jeg kan godt se det fra min

brors synsvinkel. Hvis det var ham,

der havde sagt noget, så havde han

sagt: ”Hey, du skal ikke snakke til

mig” eller noget.

Amira, kvinde, 23 år, Vollsmose

Som Amiras beskrivelse af, hvordan hun blan-

der sig, tydeligt viser, er der altså nogle unge

kvinder blandt vores informanter, som med

stor autoritet indtager Vollsmose som rum

og som oven i købet i denne sammenhæng for-

mår at udnytte deres køn til egen fordel. Amira

fortæller således, hvordan det var hendes kvin-

dekøn, der ved to forskellige lejligheder gav

hende mulighed for at blande sig, fordi hendes

kvindekøn – og den asymmetriske kønskon-

stellation mellem hende og drengen og senere

manden – i sig selv fremstår mindre truende.

På den måde oplever hun altså i kraft af sit køn

et større råderum for at færdes på gaden og

turde blande sig, mens hun anser drenge og

mænd for at være mere udsatte og sårbare

over for repressalier i mand-til-mand-kon-

frontationer (eller drenge-til-drenge). Det skal

selvfølgelig ikke forstås sådan, at Vollsmose

udelukkende er et kvindeunderstøttende

rum. Amira nævner for eksempel også, at den

somaliske kulturforenings bestyrelse i Volls-

mose udelukkende har mandlige medlemmer,

hvilket hun er stærkt kritisk overfor. På den

måde eksisterer der altså forskellige kønnede

rum i Vollsmose, men rummene er kønnede på

forskellige måder med forskellige muligheder

og uligheder til følge.

I samtalen med Sayf og Latifa kommer

spørgsmålet om de særligt kønnede rum i

’ghettoen’ også i spil. Interviewet med de to sø-

skende handler på dette tidspunkt om studieliv

og dét at bevare studiekammerater efter fær-

diggjort studium. Sayf minder Latifa om, at hun

fortsat har veninder fra Ringparken, mens ”alle”

Sayfs barndomsvenner fra lokalområdet har

siddet i fængsel og følgelig er ”vokset fra hinan-

den”, som han udtrykker det. Latifa tilføjer:

Jo, jo. Det er lidt noget andet, det er

sjovt, men der er tøserne

måske lidt anderledes.

Interviewer:

Ja, hvordan?

Latifa:

Det ved jeg ikke. Der er ingen

af mine veninder, der har været i

fængsel.

Interviewer:

Men du var også lidt

inde på det… Jeg tænkte over det,

det der med at rende på gaden.

Det omtalte du sådan indirekte som

sådan en drengeting.

Sayf:

Ja, dét er det også.

Interviewer:

Hvad kan det være?

Sayf:

Det er på den måde, at…

Drenge keder sig hurtigt, tror jeg.

Det der med at være derhjemme

og hjælpe mor med at bage, eller

hvad piger ellers finder på… Sådan

meget stereotypisk, ikke? Det siger

dem ikke så meget. De vil gerne ud

og hygge sig og tage i byen, og hvad

ved jeg. Så de hang meget derude.

116

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

Så oplever man det første møde

med politiet, og så er politiet måske

nogle gange lidt hårdere, end de

skal være ved nogen, der måske

ikke har gjort noget. Så bliver man

stigmatiseret på den måde. Jeg

er blevet stoppet og bedt om mit

CPR-nummer herude. Da jeg boede

her [i Ringparken]. Jeg havde ikke

gjort noget, men jeg blev stoppet og

spurgt om mit CPR-nummer. Fordi

jeg ligesom stod med nogen, der

måske havde gjort noget.

På det tidspunkt. […]

Interviewer:

Har du oplevet

det også?

Latifa:

Overhovedet ikke. Men jeg

tror også, det har noget at gøre

med, at… Der har mine forældre

været mere sådan… Gik ind for

ligestilling, hvis man kan sige det på

den måde. Mine brødre måtte det

samme, som jeg måtte. Men man

ved også, at der er andre familier,

hvor drengene må være ude lidt

længere tid end pigerne og så

videre. På den måde at… Der bliver

måske gjort lidt forskel på, hvordan

man må være, og hvor længe man

må være ude. Det tror jeg også

betyder noget. Men der har mine

forældre været meget… ’Det skal

være ens for alle’. Og det afspejler

sig også i, hvordan man er blevet

efterfølgende. Det betyder jo noget,

tænker jeg, i forhold til hvordan man

reagerer på det. Men det har aldrig

været et problem for tøserne, og jeg

synes generelt, hvis man også læser

i artikler og sådan, så kan man se, at

pigerne klarer sig meget bedre end

drengene i forhold til uddannelse og

sådan. Jeg ved ikke, hvad det er, der

gør det. Jeg kan ikke rigtig sætte

en finger på det. Men…

Sayf:

Jeg tror bare, det har noget at

gøre med, at…

Latifa:

… Pigerne er lidt mere flittige.

Sayf:

Man ser lidt mere gennem

fingre med, hvad drengene

foretager sig.

Og det er ærgerligt. […]

Latifa, kvinde, 32 år,

og Sayf, mand, 29 år, Slagelse

Som vi også var inde på i kapitel 4, viser forsk-

ning, at unge mænd og kvinder med etnisk

minoritetsbaggrund tilpasser sig den territo-

rielle stigmatiseringen på forskellige måder.

Ifølge Sayf og Latifa er det imidlertid ikke alene

den stigmatisering, som følger minoritetset-

niske unge fra socialt udsatte boligområder,

der har betydning for drenge og pigers (og

kvinder og mænds) forskellige relationer til

’ghettoen’ som sted. De agerer – og

reagerer

– simpelthen forskelligt i ghettoen. Som Latifa

udtrykker det, er der eksempelvis ingen af

hendes ”veninder, der har været i fængsel”,

hvorimod alle Sayfs barndomsvenner åben-

bart har været indblandet i kriminalitet. Denne

forskel kæder de to informanter sammen med,

at de minoritetsetniske piger er mere ”flittige”,

og ”man ser lidt mere igennem fingre med,

hvad drengene foretager sig”. Drengene får

med andre ord længere line end pigerne, og

drengene render også mere rundt udenfor på

gaden uden opsyn og vil gerne have lidt mere

”gang i den”. Sayf og Latifa lader det være

117

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

indforstået, at piger altså i sammenligning har

et smallere rum at navigere inden for, og at de

samtidig oplever en højere grad af overvåg-

ning. Dog skildrer Sayf og Latifa samtidig den

skitserede tendens til, at piger i højere grad

opholder sig inden døre og beskæftiger sig

med huslige sysler såsom ”at hjælpe mor med

at bage” som en naturlig kønsforskel – og som

noget, der kommer fra kønnene selv.

På den ene side er der ifølge Sayf og

Latifa naturgivne forklaringer på kønnenes

forskellige måder at leve i og forholde sig til

’ghettoen’ på, eftersom de to køn har forskel-

lige behov og interesser. På den anden side

giver Sayf og Latifa samtidig udtryk for, at der

også sker en miljøpåvirkning i form af den

forskelsbehandling, drenge og piger med

etnisk minoritetsbaggrund oplever. Der er

med andre ord forskellige forventninger til,

hvordan piger og drenge skal opføre sig – og

hvad de kan tillade sig – på baggrund af de-

res køn. Latifa knytter samtidig forældrenes

praksis i familien med hensyn til ”ligestilling”

mellem kønnene sammen med, hvordan

søskendeflokken ”er blevet efterfølgende”:

veluddannede, selvstændige, ressourcestær-

ke og succesfulde. Sayf er dog bevidst om,

at det er en stereotyp kønsopfattelse, de gør

gældende, når de skildrer drenge og pigers

forskellige tilbøjeligheder, og man kan sige,

at deres fortælling om betydningen af tilhørs-

forhold til bosted således på flere måder er

ambivalent.

til to børn, fortæller hun tidligt i interviewet om

sine fire søstre, som alle har mellemlange eller

lange videregående uddannelser. Det fører

efterfølgende til denne ordudveksling mellem

intervieweren og Nabiha:

Interviewer:

Men det er da ret

imponerende, med alle jer pigers

sådan succes, uddannelse.

Nabiha:

Jeg vil faktisk ikke

engang mene, at det er særligt

imponerende.

Interviewer:

Nej?

Nabiha:

For dét, der har været

meget karakteristisk for – nu

snakker jeg bare generelt om

somaliske familier – det er, at

det kan godt være, at vi var

flygtningefamilier, men det jeg

kalder for middelklasseværdier, som

det dér med, at du bliver til noget

i kraft af det, du bliver, eller det, du

arbejder med, eller det, du uddanner

dig som, det var ret essentielt.

Nabiha, kvinde, 29 år, Vollsmose

I interviewuddraget her sætter Nabiha ikke

blot intervieweren en smule på plads ved at

affærdige og derved indirekte kritisere en

let patroniserende indfaldsvinkel til søsken-

deflokkens uddannelsesmæssige succes.

Søstrenes lange videregående uddannelser

er ikke en overraskende undtagelse, men en

naturlig selvfølge, tilkendegiver Nabiha, når

hun over for intervieweren bemærker: ”Jeg

vil faktisk ikke engang mene, at det er særligt

imponerende.” Nabiha lader dermed sam-

tidig forstå, at middelklasseværdier ikke er

----

6.3.

----

Mobilitet som ressource

og strategi

I løbet af interviewet med Nabiha, en 29-årig

fraskilt kvinde med somalisk baggrund og mor

118

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

forbeholdt etniske majoritetsborgere, men at

de tværtimod udgør selve essensen for, hvad

familier med somalisk baggrund søger og

styrer efter. Hendes respons på interviewerens

udsagn om, at det var ”imponerende”, at alle

søstrene havde gennemført lange videregå-

ende uddannelser, indikerer altså, at etniske

minoritetsfamilier i Danmark et langt stykke

ad vejen søger tilsvarende normer for ’det

gode liv’, som resten af samfundet. Hvad der

for majoriteten kan se ud som social mobili-

tet, skyldes altså ikke nødvendigvis, at disse

familier har fået nye – forandrede – værdier,

men beror sommetider alene på det faktum,

at majoriteten per automatik kategoriserer

minoriteten som en gruppe med lavere status

og færre ressourcer. Det er præcis en sådan

forudindtaget position, som Nabiha med sit

svar tager til genmæle overfor.

Nabiha er et eksempel på, hvordan infor-

manter på den ene side gør brug af forskellige

sociale og symbolske strategier, der opstår i

krydsfeltet mellem majoritetens miskreditering

af etniske grupper og nabolag og af tilgængeli-

ge sociale positioner inden for minoritets- såvel

som majoritetsgruppe på den anden side.

Dette krydsfelt er fokus for de følgende afsnit.

siger, ”I kan lave det, der passer jer.

Hvad end I vil.” Mine forældre, de

forstår heller ikke sådan helt min

uddannelse, for eksempel, men min

mor siger, ”det er dét hun har lyst til,

så lad hende gøre det.” Så jeg føler,

at jeg altid har været heldig på dét

punkt. Jeg har sådan bekymret mig

lidt mere, når jeg blev ældre,

når jeg nu skal til at søge jobs:

vil det være besværligt?

Amira, kvinde, 23 år, Vollsmose

Når intervieweren spørger åbent til begræns-

ninger, knytter Amira straks dette til mulighe-

den for uddannelse og arbejde. Hendes evner

i kombination med forældrenes opbakning har

sikret hende uddannelsen, hvorimod hun er

mere bekymret for fremtidsudsigter i forhold

til job, da hun frygter at arbejdsmarkedet ikke

nødvendigvis vil tage positivt imod en ung,

muslimsk kvinde med somalisk baggrund, der

bærer tørklæde.

Nabiha og Amira knytter således en selvføl-

gelighed til deres muligheder for at skabe sig

et aktivt liv, samtidig med at de giver eksem-

pler på forskellige former for konformitetspres,

som de er blevet udsat for. Amira fortæller, at

hendes far synes, at hun snart burde gifte sig,

hvilket hun slet ikke selv er interesseret i:

En selvfølgelig

selvbestemmelsesret

På samme måde som Nabiha sætter Amira

ikke spørgsmålstegn ved selvfølgeligheden i,

at den enkelte kan opnå, hvad hun ønsker:

Jeg synes ikke, at jeg har oplevet

begrænsninger selv. Altså i

folkeskolen, jeg var en af de dygtige,

jeg var én af dem, hvor lærerne altid

sagde, at jeg kunne lave det, der

lige passede mig. Jeg har altid haft

det i hovedet, også at min far, der

Amira:

Ja, altså hvis han bringer det

op, så siger jeg bare: ”Jamen, ikke

endnu.” Jeg har sagt til ham nogle

gange, at han får det til at lyde som

om, at jeg bare lige skal træde ud

af døren, og så den første jeg ser,

så sige: ”Hey, dig og mig” (begge

griner). Altså, jeg har sagt til ham, at

nogle gange, så lyder det som om,

at det er dét han siger. Og så siger

119

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

han: ”Nej, sådan er det jo ikke.” Og

min mor sagde også til mig på et

tidspunkt: ”Hvad er der galt i, at du

bare lærer en person at kende, og

så er det først ægteskab efter to

år?” eller sådan noget, og jeg var

bare sådan: ”Det har jeg heller ikke

lyst til lige nu.” Det er ikke noget, jeg

har haft lyst til endnu. Så det

tænker jeg ikke er nødvendigt.

Jeg tænker, når jeg lige møder én,

så skal jeg nok sige til.

Interviewer:

Nemlig. Det accepterer

de jo så også.

Amira:

Ja, de kan ikke rigtig gøre

andet. Min far, han siger ”nu kommer

jeg med en,” og så siger jeg ”lad den

stakkels dreng være, jeg kommer

bare til at sige nej, så lad ham være.”

Amira, kvinde, 23 år, Vollsmose

Amiras bemærkning om forældrenes ønske om

at se hende gift, fortæller hun med en selvføl-

gelighed om, at det er hendes eget valg. Hun

er bevidst om, at hun har retten på sin side,

når hun siger: ”de kan ikke rigtig gøre an-

det” og derfor er nødt til at acceptere hendes

valg. Således bliver hendes fortælling om et

potentielt ægteskab en understregning af

hendes fremstilling af sig selv som et handlen-

de, selvstændigt individ, uanset en forståelse

både internt i familien og eksternt blandt det

etniske fællesskab i Vollsmose om, at hun er

giftemoden. En lidt anden variant opstår i

Nabihas fortælling. Nabiha blev gift relativt

tidligt, men er nu fraskilt og har to drenge med

sin eksmand. Hun fortæller, at hendes kusine

forventede, at hun flyttede væk fra Vollsmose,

da hun blev skilt, fordi det var at udstille sig

selv – som en fiasko – at blive boende. Nabiha

fremhæver, at denne holdning blot fik hende til

at insistere på at blive boende.

Adam er et tredje eksempel på en af vores

informanter, der fremhæver egen selvbestem-

melsesret med reference til det etniske mino-

ritetsmiljø i Slagelse. Adam fremstiller dog i

højere grad en sådan ret som noget, han har

tilkæmpet sig. Om det arabiske miljø i Slagelse

siger han:

At det sådan blander sig lidt, men

jeg har også haft en eller anden

særlig status i det miljø, på en

eller anden måde. Dels fordi at jeg

er min fars søn, så alle har vidst,

hvem jeg har været, og hvem jeg

er, og har haft stor respekt for mig

gennem min far, fordi de respekterer

min far […] men også fordi de ved,

at jeg har taget min uddannelse

seriøst, og jeg har færdiggjort min

uddannelse og sådan. Og det er jo

sådan noget, som man har rigtig

stor respekt for. Fordi der er mange

af deres egne børn, som øh… […]

Så der har både været den respekt

på grund af min far, men også på

grund af mig selv, fordi de ved, fordi

jeg faktisk har forsøgt at, du ved at

tage min skæbne i egne hænder. Så

der har aldrig været nogen, der har

kommet og sagt noget

direkte til mig.

Adam, mand, 27 år, Slagelse

I kapitel 5 kom vi ind på, hvordan klassefor-

mationer indgår som led i informanternes

forhandlinger af frihed og selvbestemmelse.

Samtidig med at islam for (nogle af) informan-

terne er et redskab til øget frihed, er religiøs

120

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

autoritet knyttet tæt sammen med blandt

andet en uddannelsesmæssig succes. Man

kan med andre ord sige, at ’ære’ kan veksles til

’respekt’, som man kan opnå, hvis man enten

fremstår som en ’god muslim’ og/eller som

et veluddannet menneske med et ’godt’ job.

Sammenstillingen af religion og uddannelse

dukker også op i en lidt anden konstellation i

interviewet med Adam, hvor uddannelse har

betydet, at hans og kærestens forhold ikke har

ført til kritik i det arabiske lokalmiljø (Adam har

kristen baggrund, kæresten muslimsk – begge

har arabisk baggrund).

Og så var valget mellem Egypten og

Syrien, inden der skete alt muligt, og

så endte vi med at flytte til Egypten.

Og det var en af de to, fordi der

var mange internationale skoler

derovre. Så min mor, hun tænkte:

”I kan sagtens fortsætte med jeres

skolegang der”. Det var ikke sådan,

at vi skulle gå et år [om], eller noget,

vi fortsatte bare derovre,

dér hvor vi slap [her].

Amira, kvinde, 23 år, Vollsmose

Amira er ikke den eneste af vores informan-

ter, der som barn har oplevet, at moren på

egen og familiens vegne besluttede sig for at

forlade Danmark for en periode. Også Nada

flyttede for en periode på et år med sin mor

og søster til forældrenes hjemland i Østafrika,

mens søstrene var teenagere. I ’Handlings-

planen for forebyggelse af æresrelaterede

konflikter og negativ social kontrol’ fra 2016

præsenteres såkaldte ”opdragelsesrejser”

som et element af æresrelaterede konflikter.

Amiras og Nadas ophold uden for Danmark

handler netop om opdragelse og mødres

prioritering af at give deres børn kendskab til

livet i et muslimsk majoritetssamfund. Amira

havde dog ikke selv noget imod at flytte til

Cairo, hvorimod hendes lillesøster var meget

ked af det. Amira gik i en international skole og

fortæller om livet som dansk-somalisk migrant

i den egyptiske metropol:

At flytte ud

– udenlands eller hjemmefra

Amira indleder vores samtale med hende ved

at fortælle, at hun som 7-årig flyttede med sin

familie fra en lille by i Østjylland til Vollsmose.

Her boede familien, indtil Amira som 15-årig

måtte forlade Danmark for at flytte med sine

familie til Cairo. Det var Amiras mor, der tog

initiativ til at flytte familien til Egypten. Selv om

moren gerne ville have haft hele familien med,

valgte Amiras ældre brødre at blive boende i

Danmark sammen med faren, der rejste lidt

frem og tilbage. Den ene bror var med i be-

gyndelsen, men tog så tilbage til Danmark. Da

intervieweren spørger, hvorfor familien flyttede

til Cairo, svarer Amira:

Altså, det var sådan, for at prøve

noget nyt. Min mor har altid sagt, at

hun gerne vil have, at vi skal prøve

at – mens vi er lidt yngre – at vi skal

prøve at bo i et muslimsk land, så

egentligt bare finde ud af, om det

er noget for os. Hun siger altid, at

hun håber, at vi selv vil flytte til et

[muslimsk land], når vi bliver ældre.

Så det er sådan en måde, at se det.

Jeg synes, at den store forskel, det

var måske bare, hvordan alt så ud

[i Cairo]. Systemet, og sådan noget.

Det var dér, den store forskel lå.

Ellers var det ikke… altså jeg gik i

skole, så kom jeg hjem fra skole. Så

så jeg TV. Det var bare sådan en

121

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

almindelig teenager, man lavede

ikke rigtig noget. Så det kunne jeg

– jeg tænker i princippet, kunne jeg

have gjort præcis de samme ting

her, som jeg gjorde derovre. Det var

ikke fordi, jeg lavede noget, der var

anderledes. […] Altså, da vi boede

her i Danmark, jeg tog jo - jeg fik

stadig arabisk undervisning, for

også godt at kunne læse Koranen.

Jeg fik bare det samme derovre.

Så jeg synes ikke, der var den store

forskel. Man skulle lige blive vant til

et nyt skolesystem, og meget sådan

noget med at klare sig selv. Man er

vant til her, at lærerne tager hånd

om én, og så derovre, det er meget

selvstudie. Meget ’klar dig selv’.

Amira, kvinde, 23 år, Vollsmose

Bortset fra indtaget af alkohol var ungdoms-

festerne i Cairo næsten lige så vilde som i

Danmark, fortæller Amira. Hendes mor havde

dog svært ved at tro, at det forholdt sig sådan.

Morens skepsis illustrerer, at hun havde en

forventning om, at hun ved at tage Amira og

hendes tre søstre med til Cairo anbragte dem i

et kulturelt og religiøst restriktivt, men forud-

sigeligt og ’trygt’ miljø i overensstemmelse

med hendes egne normer og værdier. Amiras

familie er nemlig langt fra den eneste familie

med somalisk baggrund, der er emigreret til

Egypten. Cand.mag. Ayan Yasin argumenterer

i sit kandidatspeciale for, at mødre som Amiras

mor anser en sådan udvandring til Egypten for

at være en mulighed for at stille dem selv og

familien bedre, socialt såvel som socioøkono-

misk. Familierne gennemlever i kraft af deres

migration sydpå en såkaldt klasserejse, når de

via denne rejse går fra at være ’somaliere fra

stigmatiserede Vollsmose’ til at blive en del af

den højere middelklasse i en pæn bydel i Cairo,

hvor børnene går i internationale privatskoler

og lærer flydende arabisk.

Man kan med an-

dre ord sige, at det er migrationen fra Vollsmo-

se til Cairo – den fysiske mobilitet – der side-

løbende muliggør familiens sociale mobilitet.

Amira fremstiller ikke selv opholdet i Egypten

som en ulempe for egne muligheder. Tværtimod

fortæller hun om, hvordan hun tager ansvar for

egen læring på privatskolen i Egypten, hvorved

hun fremstår som aktivt handlende.

Udover Amira og Nada, der har været udrejst

med familien, fortæller også Bashiir om et

længerevarende ophold i forældrenes oprin-

delsesland. Således rejste Bashiir umiddelbart

efter 9. klasse for at bo hos familie et år i So-

malia. Det var bestemt ikke forældrenes ønske.

Tværtimod var især hans far imod det og ville

hellere have, at han straks gik i gang med

gymnasiet. Bashiir fortæller selv, at det for ham

var et ønske om at ’finde ud af hvem han var’,

der fik ham til at rejse. Og ser man på intervie-

wet i sin helhed, kan man også se det som en

reaktion på netop farens ambitioner på vegne

af og pres på sønnen i forhold til at tage en

god uddannelse. At rejse udenlands kan altså

være en strategi til at undgå social kontrol. Det

samme kan dét at flytte hjemmefra.

Når vores informanter taler om, at de er

flyttet hjemmefra, udspringer det typisk af

vanskelige relationer til forældrene. Najib

fortæller, at han som teenager flyttede ind hos

sine to lidt ældre fætre, som sørgede for, at

han kom op, i skole og i det hele taget opførte

sig ordentligt. Med andre ord blev det at flytte

hjemmefra en måde at håndtere en vanskelig

relation på, især til hans far. På samme måde

fortæller Jamaal om sin yngre bror, der er flyt-

tet hen til to ældre brødre. Men det er ikke kun

drenge, som flytter hjemmefra som strategi.

Adam fortæller om sin kæreste, der i sin tid

flyttede hjemmefra:

122

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

[…] at man jo i den arabiske verden

passer ekstra godt på piger. Det

sjove er bare, han [Adams kærestes

far] accepterede selvfølgelig, at

hun flyttede hjemmefra og det her,

og deres forhold har aldrig været

så godt som efter det her, efter hun

flyttede hjemmefra.

Adam, mand, 27 år, Slagelse

At flytte ud kan altså også være en strategi til

at få et bedre forhold til den far, et forhold som

ellers har været konfliktfyldt.

Fysisk mobilitet bliver altså en metode til

social mobilitet og identitetsdannelse, ligesom

det i nogle tilfælde bliver en måde at sikre en

bedre relation til andre familiemedlemmer

på. Ifølge vores informanters fortællinger har

mobiliteten, uanset om det har været familiens

eller ens eget valg, været med til at styrke den

enkeltes identitet og selvbestemmelse. Det

modsatte kan naturligvis også være tilfældet,

men som aktiv valgt strategi synes fysisk mo-

bilitet at skabe nye muligheder.

ikke per automatik skaber problemer med

konformitetspres, der kan opleves som negativ

social kontrol. Det betyder ikke, at der ikke

findes et – sommetider betydeligt – pres for at

indordne sig i socialt udsatte boligområder,

men dynamikken mellem på den ene side

pres, kontrol og overvågning og på den anden

side selvbestemmelse, handlerum og mobilitet

er mere kompleks end Medborgerskabsunder-

søgelsens resultater fra 2016 og 2017 tilsiger.

Vores informanter giver på tværs af etniske,

religiøse og kønnede skel udtryk for erfaringer

med forskellige former for konformitetspres,

som de fleste imidlertid mener at være i stand

til selv at håndtere. De, der ikke er i stand til at

håndtere det, er personer, der ikke har de sam-

me ressourcer i form af uddannelse, netværk

og social status.

Sammenligningen mellem Vollsmose som

’ghetto’ og Slagelse som provinsby viser, at det

at bo i Vollsmose fører til gentagne forhand-

linger af det positive ved at bo dér. Det kræver

simpelthen mere arbejde at overbevise sig

selv og os udenforstående interviewere om, at

socialt belastede områder kan være et godt

sted at bo. I det arbejde ligger tilsyneladende

også en strategi om at skabe og tilslutte sig

positive fællesskaber, som både kræver mere

arbejde af én selv og fører til muligheder for

social mobilitet og medborgerskab. I modsæt-

ning hertil synes stedtilhørsforholdet for infor-

manterne i Slagelse at være givet og naturligt.

Arbejdet med fællesskaber i ’ghettoen’ kan

altså skabe medindflydelse og selvbestem-

melsesret, hvis der er tale om, hvad vi vil kalde

positive fællesskaber. Informanterne peger

selv på, at der også findes stagnerede fælles-

skaber i Vollsmose, som de af samme grund

ønsker at udfordre.

I både Vollsmose og Slagelse er fysisk mobi-

litet også en metode til social mobilitet. Fysisk

mobilitet kan være en strategi til at undvige

----

6.4.

----

Konklusion

Vi har i dette kapitel undersøgt mulige sam-

menhænge mellem stedtilhørsforhold og

oplevelser af såkaldt negativ social kontrol.

Vi undersøgte en sådan sammenhæng for at

indfange aspekter af konformitetspres, der

har betydning for beboeres fysiske og sociale

mobilitet.

Vores interviewmateriale peger på, at dét at

bo i en ’ghetto’, hvor der er større koncentrati-

on af beboere med etnisk minoritetsbaggrund

123

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

social kontrol. Og det, der kunne ligne social

kontrol i form af såkaldte opdragelsesrejser,

kan også have andre former, hvor identitet

og selvbestemmelse udvikles og styrkes.

Spørgsmålet er naturligvis, hvordan sådanne

positive strategier kan bruges til at forebyg-

ge, at forskellige former for konformitetspres

udvikler sig til undertrykkende negativ social

kontrol, vold eller konflikt.

Se https://uim.dk/nyheder/

integration-i-tal/integrati-

on-i-tal-nr-4-4-januar-2017/ikke-vestli-

ge-unge-i-ghettoer-foler-sig-mest-begra-

enset-i-valg-af-kaereste-eller-aegtefaelle

(tilgået 26. januar 2020).

Ghettokriterier gælder for fysisk sammen-

hængende almene boligafdelinger med

mindst 1.000 beboere. Udsatte boligområ-

der opfylder mindst to af ghettokriterierne

1 til 4. Ghettoområder opfylder mindst to af

kriterierne 1 til 4 og opfylder også kriterie

5: 1. Andelen af beboere i alderen 18-64 år,

der er uden tilknytning til arbejdsmarkedet

eller uddannelse, overstiger 40 pct. opgjort

som gennemsnit over de seneste 2 år. 2.

Andelen af beboere i alderen 30-59 år,

der alene har en grundskoleuddannelse,

overstiger 60 pct. 3. Den gennemsnitlige

bruttoindkomst for skattepligtige i alderen

15-64 år i området eksklusive uddannel-

sessøgende udgør mindre end 55 pct. af

den gennemsnitlige bruttoindkomst for

samme gruppe i regionen. 4. Andelen af

beboere på 18 år og derover dømt for over-

trædelse af straffeloven, våbenloven eller

lov om euforiserende stoffer udgør mindst

3 gange landsgennemsnittet opgjort

som gennemsnit over de seneste 2 år. 5.

Andelen af indvandrere og efterkommere

fra ikkevestlige lande overstiger 50 pct.

(Transport- og Boligministeriet, 2019).

Se ”ghettoloven” https://www.ft.dk/ripdf/

samling/20181/lovforslag/l38/20181_

l38_som_vedtaget.pdf (tilgået 21. januar

2020).

https://faktalink.dk/titelliste/udkantsdan-

mark (tilgået 11. februar 2020).

Ritchie m.fl. 2014: 117.

Se Cresswell 2004.

Det gælder også de interviewpersoner, der

er bosat i et af de såkaldte ghettoområder i

Slagelse.

Se også Bach 2019.

Fenster 2005, 2011; Lefebvre 1996.

Gudmand-Høyer m.fl. 2019: 3. Montage-

byggeri betegner byggeri, hvor delene er

produceret i forvejen og derefter placeres

som byggeklodser. Denne byggeform

anvendes især i byggeri af større bolig-

komplekser. Montagebyggeri gør hurtigere

og mere effektiv bygning af boliger muligt,

og i 1960´erne løste det især manglen på

ordentlige boliger i storbyerne.

Bach 2019; Diken 2018; Wøllekær 2019.

https://www.information.dk/de-

bat/2018/03/beboerne-skaber-ghetto-

erne-goer-beton-boligpolitik (tilgået 11.

februar 2019).

Sikkerlighedsgørelse er et begreb, som Ole

Wæver, professor i International Politik ved

Københavns Universitet, har introduceret

til at beskrive politiseringen af et proble-

mområde eller emne som af afgørende

betydning for statens overlevelse. Denne

politisering legitimerer anvendelse af eks-

traordinære midler til løsning af problemet

(Wæver m.fl. 1993; Wæver 2011).

Såkaldt ”white avoidance”. Se Andersen

2016: 297.

Andersen 2017, 2018. Se også Christen-

sen og Jensen 2012, der påpeger samme

pointe.

124

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

16 Se for eksempel https://fagbladetboligen.

dk/artikler/2019/december/flere-i-be-

skaeftigelse-i-alle-haarde-ghettoer/

(tilgået 10 februar 2020); https://www.

vollsmose.dk/vollsmose-sekretariatet/

presse/fakta-om-vollsmose/ (tilgået 2.

februar 2020); https://www.vollsmose.

dk/artikler/vollsmoses-medier/2018/

hvordan-ser-det-ud-med-kriminalite-

ten-i-vollsmose/ (tilgået 2. februar 2020).

17 Simonsen og Koefoed 2010; Jensen 2016.

18 Valg (eller mangel på samme) af boligom-

råde kan ses som en midlertidigt funge-

rende løsning, a ”function of the situation”

(Michelson 1977: 362).

19 Se Benson 2014: 3097.

20 Nielsen 2019.

21 Savage 2000; Skeggs 2004.

22 Benson 2014: 3101.

23 Benson 2014: 3097.

24 27-årige Adam foretrak eksempelvis at

blive boende i Slagelse, men følte sig nød-

saget til at flytte væk på grund af sit job.

25 Se Christensen og Jensen 2012; Jensen

2016.

26 Christensen og Jensen 2012: 107ff.

27 Pratt 1991: 40. Original formulering: ”So-

cial and intellectual spaces where groups

can constitute themselves as horizontal,

homogenous, sovereign communities with

high degree of trust, shared understan-

dings, temporary protection from legacies

of oppression.”

28 Black Army er en bande med medlemmer

af minoritetsetnisk oprindelse, der opstod i

Vollsmose i 2013.

29 Christensen og Jensen 2012.

30 Ifølge Suzan var det særligt konerne til de

tyrkiske mænd, som frekventerede hendes

arbejdsplads, der havde påvirket hendes

arbejdsgiver til at presse Suzan til at ændre

påklædning.

31 Jensen 2007.

32 Jensen 2007; Rosten 2015, 2017.

33 Wacquant 2011; Wacquant, Slater og

Pereira 2014: 1275–76.

34 Abdi 2016.

35 Jackson 2002.

125

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

Ka-

pi- 7

tel

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

Opsamlende reflek-

sioner over konformitet,

autoritet og mobilitet

Denne rapport har præsenteret resultater fra

projektet ’Magt og (m)ulighed’, der undersø-

ger sammenhænge mellem formationer af

ulighed i det danske samfund – blandt køn-

nene, i familien, inden for religiøse og etniske

grupperinger, på tværs af klasseformationer

og mellem etnisk majoritet og minoritet – og

erfaringer med æresrelaterede konflikter og

negativ social kontrol. Rapporten har fokuse-

ret på tre hovedtemaer: 1) hvorvidt og hvordan

informanterne forstår og anvender ’ære’ som

(konformitetsstyret) begreb, 2) hvilken betyd-

ning religion har i forhold til konformitetspres

og autoritet, og 3) hvilken betydning infor-

manternes respektive bosteder har for deres

oplevelse af konformitetspres, social kontrol

og grad af social og fysisk mobilitet.

I dette afsluttende kapitel vil vi på tværs af

disse temaer sammenfatte og reflektere over,

hvordan og hvornår konformitetspres finder

sted, og hvilke former for konformitetspres

informanterne giver udtryk for at have været

udsat for. Dernæst følger et afsnit, der identi-

ficerer strategier og ressourcer til at imødegå

konformitetspres via forhandling af autoritet

og mobilitet. Afsnittet fører samtidig videre til

vores anbefalinger til forebyggende indsatser.

Det er væsentligt her at gøre opmærksom på,

at vi har valgt at benytte begrebet konformi-

tetspres frem for æresrelaterede konflikter

og negativ social kontrol, fordi termen mest

præcist illustrerer informanternes oplevelser,

erfaringer og tilskrivninger af betydning.

Begrebet konformitetspres afspejler, hvordan

informanterne forstår de normative forventnin-

ger til specifikke adfærdspraksisser, der omgi-

ver dem i hverdagslivet. Begreberne autoritet

og mobilitet reflekterer aspekter, hvorigennem

informanterne tackler de herskende forvent-

ninger, der er til dem, og på hvilket grundlag,

de indgår i disse forhandlinger. Vi afrunder

kapitlet med en række kritiske overvejelser

over den fortsatte anvendelse af begrebet ære

som handlingsanvisende praksis.

127

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

----

7.1.

Partnervalg

Det (potentielt manglende) frie valg af æg-

tefælle dukker op som tema i flere interviews.

Snarere end at handle om tvangs- eller arran-

gerede ægteskaber, hvilket tidligere studier har

behandlet indgående,

belyser vi temaet i for-

hold til den enkelte borgers identitetsdannelse.

Særligt tre versioner viser sig i materialet:

• Jeg bestemmer selv, hvem jeg har giftet/

gifter mig med. Dette supplerer informan-

terne med variationer over samme tema,

hvor de henviser til børn eller søskende,

som er gift med etniske danskere.

• Jeg foretrækker at blive gift med én med

samme (nationale og/eller religiøse)

baggrund. Her er det især religion, som

bliver et centralt parameter for opfattelsen

af, hvad det vil sige at have ’samme bag-

grund’. Også fælles etnisk minoritetsbag-

grund spiller for nogle informanter en rolle.

• Jeg valgte selv min ægtefælle, men måtte

diskutere mit valg med familien. Her bliver

forhandlingen ofte genfortalt i en anekdo-

tisk form, som på én gang afspejler infor-

mantens accept af, og distance til, famili-

ens forbehold over for valget af ægtefælle.

Vores interviewmateriale illustrerer hermed

eksistensen af adskillige variationer over, hvad

et såkaldt ’frit valg’ af ægtefælle kan indeholde

og medforstå. Ikke desto mindre opretholder

informanterne direkte eller indirekte konven-

tioner for, hvem man ’normalt’ gifter sig med.

Argumentationen for det fri valg går i den

første version på, at et ægteskab med majori-

tetsetniske danskere accepteres. I den anden

version insisterer informanterne på deres ret

til at gifte sig med én med samme baggrund,

mens den tredje version i højere grad handler

om familieinterne dynamikker, der knytter sig

til pågældende families etniske tilhørsforhold.

----

Kontrol, begrænsninger og

konformitetspres

Som vi beskrev i kapitel 3, er vores informanter

kendetegnede ved at være etniske minoritets-

borgere, der for langt de flestes vedkommende

kan siges at tilhøre en relativt ressourcestærk

del af befolkningen med uddannelse og/eller

job. Som vi pegede på i kapitel 5, tilhører den

yngre generation blandt vores informanter

(dvs. informanter på ca. 20-35 år) middel-

klassen med videregående uddannelser og

faglært arbejde. Disse informanter er også

identitetsmæssigt orienterede mod typiske

middelklassepraksisser såsom en intellektuel

tilgang til religion (primært islam) og religiøst

kildemateriale. Som vi belyste i kapitel 6, har

mange af dem tillige en drøm om at flytte i

villa (uden for ’ghettoen’), hvor de ønsker at

bosætte sig i betegnende kernefamiliekon-

stellationer. Informanternes klassemæssige

position – for den yngre generations vedkom-

mende ofte i middelklassen – har betydning

for, hvordan informanterne forholder sig til

det (religiøst og/eller kulturelt begrundede)

konformitetspres, nogle af dem udsættes for af

deres omgivelser.

På trods af, at mange af informanterne til-

hører middelklassen, ser vi ikke desto mindre

i vores materiale en række problemstillinger,

der i nogle etniske minoritetsmiljøer knytter

sig til særlige forventninger til, hvad man gør

og ikke gør. Hvem det er, der har forventninger

til en særlig (konform) adfærd, er dog ikke

altid entydigt. En sådan flertydighed siger

imidlertid noget om, hvordan konformitet også

opretholdes gennem sociale praksisser og

’common sense’-forståelser af gældende nor-

mer og værdier, der ikke altid kan verbaliseres.

128

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

Med andre ord navigerer informanterne på

tværs af de tre versioner imellem den etniske

majoritets, egne og familiens (eller den etniske

gruppes) konventioner og normer for ’det gode

ægteskab’ og dermed slægtens videreførelse.

den vold, som enkelte drenge udsættes for af

deres fædre som led i en ofte striks opdragel-

sespraksis. Den anden version knytter sig til

en omfattende dysfunktionalitet i pågældende

familie, men forekommer ligesom den første

version sjældent i vores empiri. Når vi frem-

hæver disse to, er det dog ikke, fordi vi afviser,

at der i nogle minoritetsetniske familier finder

vold sted, der er motiveret af et kulturelt eller

religiøst tankesæt. Ej heller at volden kan være

motiveret af ære. Men i de få tilfælde, hvor

vores informanter angiver at have været udsat

for fysisk vold, fremstår den ikke – i deres ud-

lægning – betinget af hverken minoritetskultur,

religion ellers ære.

Imidlertid har vi i interviewmaterialet enkelte

eksempler på, at minoritetsetnisk inspirerede

opfattelser af kønskulturelle adfærdsnormer

dukker op i informanternes udlægning af de

voldserfaringer, der opstår i nogle dysfunk-

tionelle familier. Et eksempel er Nevine, som

fortæller, at hendes jævnaldrende bror slog

hende, da hun engang fik en kæreste, som han

ikke brød sig om. Men han slog også deres

mor og kaldte hende skældsord. Det er i inter-

viewet uklart, hvorfor. Også den vold, Nevine

blev udsat for, er mildest talt flertydig.

Som Nevine udfolder sin historie, er der en

række komplekse forhold, der gør sig gælden-

de for familien og dens interne dynamik. Ifølge

Nevine opstod den fysiske vold efter forældre-

nes skilsmisse. En ældre bror accepterede ikke

lillebrorens vold, og i øvrigt var den voldelige

bror på et tidligere tidspunkt vurderet til at

have indlæringsvanskeligheder og lav IQ.

Samtidig havde faren haft en forhistorie med

psykisk sygdom. Så selvom Nevine nogle

steder i interviewet bebrejder en bestemt

national-etnisk ”tankegang” (og dermed mi-

noritetsetnisk kultur) for at have ”påvirket” den

omtalte bror til at udøve en voldelig adfærd

– og dermed have forårsaget den, synes hun

Sladder og rygter

Henvisning til sladder og rygtedannelse duk-

ker fortrinsvis op som tema, når vi har spurgt

til fordele og ulemper ved at bo i en såkaldt

’ghetto’. I forhold til sladder og rygtedannelse

peger informanterne på, at det at bo i et områ-

de, der er karakteriseret ved en koncentration

af etniske minoritetsborgere, kan afføde nega-

tiv opmærksomhed, når de bevæger sig rundt i

det pågældende område. Nysgerrige spørgs-

mål og et ønske om ikke at blive genstand for

rygtedannelse får nogle informanter til at føle

sig overvågede, hvilket kan gøre dem usikre

på egen adfærd. Imidlertid giver ingen af vores

informanter eksempler på, at deres opførsel

skulle have ført til negative følgevirkninger

såsom afstraffelser eller lignende. Til gengæld

giver flere af dem udtryk for, at de er bevidste

om, ’hvordan man opfører sig’, og de indikerer

dermed ikke blot, at de opfører sig derefter,

men også, at det er selve bevidstheden om-

kring egen opførsel, der har betydet, at de ikke

er blevet udsat for repressalier. For kvinderne

handler ’korrekt’ opførsel blandt andet om at

kunne agere som ’god muslimsk kvinde’, og

for mændenes vedkommende om ikke at blive

indblandet i kriminalitet eller slagsmål.

Fysisk vold

Vold som middel til kontrol dukker også op

i vores materiale, men i meget begrænset

omfang. Den fysiske voldsudøvelse, nogle af

vores informanter har været udsat for, findes

overordnet i to versioner: Den første version er

129

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

andre gange primært at kæde volden sammen

med brorens adfærdsproblemer, social ud-

sathed og dysfunktionelle familiedynamikker.

Der er altså mange faktorer, der omgiver den

vold, broren udsætter Nevine for, og selvom

minoritetsetnisk inspirerede opfattelser af

kønskulturelle adfærdsnormer dukker op som

et tema i interviewet, står dette perspektiv som

nævnt langt fra alene.

Begrænsning af frihed

Som vi beskrev i kapitel 3, har vi bevidst valgt

ikke

at begynde interviewene med at spørge

direkte ind til informanternes erfaringer med

’ære’ eller ’negativ social kontrol’. Det har vi

gjort for, så vidt muligt, at undgå at lægge dem

ord i munden og derved åbne for alternative

udlægninger og flertydighed. I stedet har vi

typisk spurgt til informanternes familiefor-

hold, status, og deres erfaringer med at blive

begrænset i forhold til at leve det liv, som de

gerne vil, og i forskellige former for mobilitet.

På vores spørgsmål om oplevede begræns-

ninger svarer flere af informanterne først og

fremmest, at de primært føler sig begrænsede

af repræsentanter for majoritetssamfundet,

når de har været udsat for mobning, stigmati-

sering og/eller diskrimination i kraft af deres

etno-religiøse minoritetsbaggrund. Nogle

informanter forbinder helt eksplicit begrebet

’negativ social kontrol’ med overvågning og

krav om konformitet fra velfærdssamfun-

dets side (for eksempel i forhold til tøjvalg i

forbindelse med, hvorvidt, hvor og hvor meget

muslimske kvinder

må

bære tørklæde og være

tildækkede). Informanterne fortæller på den

måde i høj grad stigmatisering og diskrimina-

tion frem som en frygt for fremtiden. De ønsker

naturligvis at få en fod indenfor på arbejds-

markedet og at kunne færdes frit – i og uden

for deres nabolag – uden at føle sig ’forkerte’

eller konstant frygte for at blive mødt med

fordomme om deres religiøse, kulturelle og

etniske baggrund.

En anden begrænsning, der dukker op, er

fattigdom. Informanterne selv nævner ikke

fattigdom, heller ikke som en begrænsende

faktor for deres livsudfoldelse, men de fagpro-

fessionelle har ofte fremhævet dette aspekt for

os. Særligt i forbindelse med Vollsmose peger

flere fagprofessionelle på fattigdom som en

helt central forhindring for muligheden for,

at – udsatte – etniske minoritetsborgere kan

udøve en større grad af selvbestemmelse,

medborgerskab og ligebehandling (herunder

ligestilling mellem kønnene).

Derudover ser vi særligt tre versioner af be-

grænsninger i informanternes fortællinger:

• Den første består i, at en muslimsk kvinde

ikke bør indgå i et parforhold og have en

kæreste, før end hun med familiens sam-

tykke er forlovet og/eller gift (det kan dog

variere i hvor høj grad familien blander sig

i selve valget af partner). Det er primært

vores kvindelige informanter, der omtaler

denne forventning som en forskrift, de ikke

sætter spørgsmålstegn ved. I stedet un-

derstreger de, at påbuddet – ud fra deres

opfattelse af islam – burde gælde begge

køn ligeligt og ikke primært være møntet

på kvinder. På den måde lever de på den

ene side op til givne normer og standar-

der (blandt minoritetsetniske, muslimske

borgere), mens de på den anden side

viderefører normer om ligestilling mellem

kønnene, som også er udbredte blandt

majoritetsetniske borgere.

• Den anden version bliver især bragt op

af (nogle af) de mandlige informanter,

som fremhæver et forventningspres fra

forældrene, ofte faren, i forhold til at tage

en uddannelse og gerne en bestemt en af

130

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

slagsen. I disse tilfælde ser vi, at faren ofte

kan have meget specifikke forventninger

til, hvilken form for uddannelse sønnen

forventes at forfølge. Det kan være, at det

skal være en indiskutabelt ’god’, boglig

uddannelse med en vis jobsikkerhed,

løn og anseelse til følge (såsom medicin,

farmaci, ingeniøruddannelse, jura, osv.),

men det kan også være en uddannelse, der

gør sig godt internationalt, og som man

kan ’rejse med’. Her er medicin og uddan-

nelse til ingeniør eksempelvis ’bedre’ end

jura og statskundskab. Disse forventninger

stemmer ikke altid overens med sønnernes

egne ønsker, drømme og interesser.

Den tredje version af informanternes

erfaringer med begrænsning kommer

mere indirekte frem i interviewene. Denne

version handler om, hvordan informanterne

reflekterer over, og kæmper med sig selv i

forhold til, at bryde med kulturelt og/eller

religiøst baserede forventninger og normer.

Overvejelserne kan handle om alt, fra et

fravalg af, eller tilvalg til, at bære religiøs

hovedbeklædning (hijab); om at turde at

vælge en ægtefælle, der ikke falder inden

for herskende forventninger og normer,

herunder at turde lade voksne børn selv

vælge, hvem de skal giftes med; om at være

samboende med en partner uden at være

gift med vedkommende; om som kvinde at

lade sig skille og lade børnene bo hos faren

for at forfølge egen karriere; om ikke at

lade sig gå på af diskrimination; og om at

praktisere egen religion på selvvalgt facon.

På den måde står også ellers ret så ressour-

cestærke minoritetsetniske borgere ofte i et

krydsfelt, hvor ikke udelukkende abstrakte

kategorier i forhold til diverse konventioner

og normer diskuteres, men hvor informan-

ternes evne og villighed til at forhandle

de kulturelt og/eller religiøst begrundede

forventninger til dem har en meget direkte

konsekvens for deres levede liv.

At stå i dette krydsfelt vil være en udfordring

for alle. Her kan vores empiriske inddragelse

af og fokus på relativt ressourcestærke etniske

minoritetsborgere, som vel at mærke

ikke

har

været del af velfærdsstatslige hjælpeindsat-

ser, bidrage med et særligt perspektiv. Som

vi var inde på i rapportens indledning, kan

vores empiriske materiale vise, hvad netop

disse informanter ’gør rigtigt’ ved over for

deres omgivelser at navigere på en måde, der

medfører, at de

ikke

ender med at skulle have

myndigheders eller andre instansers hjælp til

at løse familiekonflikter og uoverensstemmel-

ser, vold, trusler eller lignende. Med andre ord

bidrager vores empiriske afgrænsning til at

indfange, hvilke ressourcer og strategier den

enkelte sætter i spil for at komme nogenlunde

helskindet igennem dette krydsfelt. På denne

måde følger vi den logik, som nyere trafik- og

sundhedsforskning også afprøver; nemlig at

lære af de eksempler, hvor ulykker

ikke

finder

sted, eller hvor folk

ikke

bliver syge, men tværti-

mod forbliver langtidsfriske.

•

----

7.2.

----

Ressourcer, strategier

og muligheder

Ved at fokusere på etniske minoritetsborgere,

der

ikke

har erfaringer, der har resulteret i op-

hold på krisecenter/safehouse, en politianmel-

delse eller andre institutionaliserede hjælpe-

indsatser, har vores mål med andre ord været

at få indblik i, hvordan konflikter udsprunget af

konventionspres og familiebrud kan undgås.

Hvilke ressourcer og strategier gør informanter-

ne brug af? Tre strategier kommer særligt i spil:

131

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

Ræsonnement og

argumentation

Brugen af ræsonnement og argumentation

fremgår som en strategi, der både tages i

anvendelse over for forældre og i forhold

til udvikling af eget ståsted i krydsfeltet af

konkurrerende og til tider modsatrettede

forventninger (fra forældre, familie, etniske og

religiøse fællesskaber, majoritetssamfund og

én selv). I stedet for at tage en given praksis

for pålydende, forholder størstedelen af vores

informanter sig kritisk til den og tager den op

til diskussion, såfremt de ikke finder den rime-

lig. Det sker for eksempel, når den kulturelle

fortælling om subtraktiv ære (en ære man kan

miste), som kan legitimere vold, afvises, som vi

så eksempler på i kapitel 4, eller når infor-

manter diskuterer og korrigerer (typisk ældre

generationers) udlægninger af islam, som vi

så i kapitel 5.

Hvad informanterne så sætter i stedet,

varierer imidlertid. Sommetider er informan-

ternes ræsonnementer og argumenter med til

at forandre konventioner, samtidig med at de

opretholder andre elementer af samme kon-

ventioner. Det ser vi for eksempel, når nogle

informanter fastholder og viderefører normer

for, og forventninger til, at de ikke har kærester

og dermed sex før ægteskabet, uanset om de

– med henvisning til islamisk kildemateriale –

måtte (om)fortolke disse til at være gældende

for begge køn. Dette eksempel afspejler ikke

desto mindre, at vores informanters ræson-

nementer – og forhandlinger –

kan

bygge bro

mellem forskellige værdisæt i form af islam og

ligestilling mellem kønnene, som begge er del

af krydsfeltet. Ved at anvende islam som for-

handlingsgrundlag bliver det samtidigt muligt

for de pågældende informanter at legitimere

egne valg over for ældre generationer og det

pågældende etno-religiøse fællesskab, de

måtte være en del af. Det er nærmest umuligt

for familien og det etno-religiøse fællesskab

at afvise disse kvinders ræsonnementer, da de

netop ved at bruge islam som forhandlings-

grundlag – ofte understøttet af henvisninger til

forskelligt islamisk kildemateriale – benytter

en religiøs ekspertise og (for)historisk vægt til

at styrke og stadfæste deres autoritet. Denne

forhandling af autoritet ved hjælp af islamiske

referencer viser sig også relevant i strategien,

der handler om involvering og mobilitet.

Involvering og mobilitet

Flere af vores informanter understreger

desuden betydningen af at engagere sig i

lokalsamfund, foreningsliv, politiske aktivi-

teter og forskellige former for andet frivilligt

arbejde. Dette er som nævnt mere udbredt

blandt vores informanter fra Vollsmose end

fra Slagelse og peger på et socialt engage-

ment, der blandt andet hænger sammen med

den stigmatisering, der er konsekvensen af

at bo i et socialt udsat og ghettostemplet

boligområde. At involvere sig er således en

strategi til selvbestemmelse, som samtidig

fremmer medborgerskab og ligestilling.

Involvering betyder, at såvel vores mandlige

som kvindelige informanter kommer uden

for hjemmet, deltager i diverse demokrati-

ske beslutningsprocesser, der ofte konkret

handler om deres eget liv, og tager hånd om

og ansvar for egne og andres fremtidsmulig-

heder. At involvere sig og tage ansvar rummer

altså to aspekter af mobilitet: et fysisk og et

socialt, der i indbyrdes samspil åbner for nye

og alternative handlemuligheder. I kapitel

6 har vi belyst, hvordan fysisk mobilitet kan

bestå af mange forskellige bevægelser, men

gennemgående taler vores informanter om

fysisk mobilitet som en strategi, der giver dem

yderligere og alternative ressourcer.

132

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

Selvdisciplinering

En tredje strategi, som vores informanter an-

vender, er selvdisciplinering, eller forsøg her-

på, for at undgå at overtage konformitetsfrem-

mende praksisser. Informanterne reflekterer

over, og arbejder på, at ændre handlemønstre,

som de finder uhensigtsmæssige, men som

flere af dem nævner samtidig kan være svære

at forandre. Det ser vi eksempelvis, når Gülzem

på den ene side argumenterer for, at hendes

børn selv skal have lov til at bestemme, hvem

de vil gifte sig med, og på den anden side

samtidig udtrykker, at hun

håber,

at hun til sin

tid vil være i stand til at give dem den fornødne

frihed. Det sker også, når Najib fortæller, at han

arbejder på ikke at reagere med aggressioner

og gengældelse, når nogen fornærmer eller

træder på ham. Vi ser det også, når Nabiha – i

modsætning til andre minoritetskvinder, der

går en omvej – insisterer på at gå igennem

Vollsmose Torv med løftet hoved. Det gør hun

på trods af, at hun finder det ubehageligt at

gå den vej, fordi de mange minoritetsetniske

mænd, der hænger ud på Vollsmose Torv,

holder øje med hende og beglor hende.

forældrene aldrig har fået en fod inden for

på arbejdsmarkedet, er traumatiserede

flygtninge, lider af psykiske problemer

eller på andre måder ikke er i stand til at

understøtte børnenes udvikling. Det er dog

langt fra ensbetydende med, at de ikke

ønsker deres børn succes. Fattigdom er

et parameter, der – selvom vores relativt

ressourcestærke informanter ikke peger på

det – vil høre ind under familiens mulighed

for at fremstå støttende og opbakkende i

forhold til børnenes udvikling.

Uddannelse synes, ikke overraskende, at

være en ressource, som understøtter alle

de tre ovennævnte strategier. Uddannelse

giver adgang til (bedre betalte) job og

dermed økonomisk uafhængighed samt til

udvidelse af handle- og råderum (social

og fysisk mobilitet), hvilket kan benyttes

i forhandlingsøjemed, eksempelvis ved

uenigheder på tværs af generationer. For

mange fremstår uddannelse (og job) i en

anden landsdel som en legitim årsag til

at flytte væk hjemmefra, selvom man er

ugift, og det at starte på uddannelse kan

således understøtte både fysisk og social

mobilitet. Ofte bidrager uddannelse også

til en vis form for anseelse og dermed

statusøgning. Øgning i anseelse og status

kan sommetider ’veksles’ i forhold til

diverse normer for (og pres til) konformitet

og ærbarhed, eksempelvis set i forhold til

de ældre minoritetsetniske generationers

holdninger. Uddannelse fungerer derud-

over som et redskab til at ræsonnere og

reflektere, tænke kritisk, skærpe argumen-

tationsevner, opsøge viden, udfordre auto-

riteter, blive involveret i eget liv i forhold

til værdimæssigt ståsted, således at man

ikke blindt overtager andres holdninger og

værdier og lader sig styre deraf.

Kontakt til ressourcepersoner: forældre

•

Ressourcer

At kunne bringe disse strategier i anvendel-

se er samtidig afhængigt af informanternes

adgang til ressourcer. Sådanne ressourcer

kommer til udtryk i vores materiale som man-

gefacetterede og ofte overlappende:

• En helt grundlæggende ressource er

naturligvis en familie, herunder forældre,

der bakker op om individets muligheder

for selvudvikling og selvstændighed. Det

er en ressource, som vores informanter

ofte tager for givet. Betydningen af familie

som ressource dukker først for alvor op i

de fortællinger, hvor denne ressource

ikke

er til stede. For eksempel i familier, hvor

•

133

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

•

eller familiemedlemmer uden for kerne-

familien; offentlige ansatte såsom lærere,

pædagoger, sagsbehandlere; en nabo

eller bekendt; frivillige inden for sport,

forening eller andre. Således peger nogle

informanter på én bestemt person inden

for dette brede spektrum af kontakter, som

dén der gjorde en positiv forskel for dem.

Det er altså ikke muligt at forudsige, hvem

der kan komme til at udgøre en ressource-

person for den enkelte.

Adgang til fritidsaktiviteter såsom sports-

klubber, ungdomsklubber, foreningsliv etc.,

som tilbyder alternative, men inkluderen-

de, fællesskaber frem for fællesskaber, der

alene er baseret på fælles familie og/eller

etnisk baggrund.

Adgang til job, herunder fritidsjob, der

ligesom fritidsaktiviteter tilbyder potentielt

alternative normfællesskaber og -erfaringer

og bidrager til økonomisk selvstændighed.

Adgang til religion i samspil med uddan-

nelse. Religion – i vores materiale i form af

islam – viser sig, særligt for de yngre gene-

rationer i middelklassen, som en ressource

til at tilskrive sig selv autoritet og derigen-

nem modsige og modsætte sig under-

trykkende praksisser. Individet får herved

mulighed for at forhandle egen position i

et krydsfelt af modsatrettede forventninger

fra majoritets- og minoritetsgrupper.

Individuelle, psykosociale ressourcer, som

også kan være personlige egenskaber og

kvaliteter, hvor individet viser sig robust og

modstandsdygtigt over for diverse forsøg

på at presse det til at blive mere konformt

i sit udtryk, for eksempel ved at ’trække på

skuldrene’, være ligeglad med, hvad andre

folk tænker og giver udtryk for. En ressour-

cestærk familie fra Vollsmose, hvorfra vi

interviewede flere medlemmer, fortalte så-

ledes, at de gjorde dét, de mente, var rigtigt

– ifølge islam – og så fandt de styrke i at

vide, at de overholdt egen etik og religiøst

grundlag, uagtet hvad andre måtte tænke.

Set i perspektivet af, hvad vi kan lære af de

’langtidsfriske’ – i dette tilfælde minoritetset-

niske unge i trivsel, som angiver at have en

vis succes med at håndtere konformitetspres

– kan deres strategier og ressourcer som sagt

inspirere til forebyggende indsatser. Det er

strategier og ressourcer, som eksisterende

hjælpeindsatser såsom Baba, Bydelsmødre,

Ungdomscenter Camp U, Vollsmose Boxing

og Vollsmose Sekretariatet allerede delvist

fokuserer på. Man kan imidlertid med fordel

arbejde mere systematisk hermed. I forhold til

indsatserne er det nødvendigt at have fokus

på konformitetspressets kompleksitet i det

krydsfelt, som etniske minoritetsunge står

i, og ikke tage for givet, at ’pakken’ i form af

uddannelse og fritidstilbud, som udvikles med

majoritetsunge for øje, dækker dette behov. Ek-

sempelvis nævner flere af vores yngre, kvinde-

lige informanter, at de har fundet styrke i – eller

anvender andre redskaber – hentet fra Koran-

og arabiskundervisning, når de forhandler i

forhold til konformitet, autoritet og mobilitet

med deres omgivelser. En opmærksomhed

på krydsfeltet betyder på den måde, at vi ikke

per automatik bør dømme religion eller andre

identitetsunderstøttende aspekter ude, men se

på og inddrage dem som potentielle ressour-

cer, der kan styrkes og anvendes i kampen for

øget selvbestemmelse og ligeværd.

----

7.3.

----

Forskningsperspektiver

– ikke mindst i relation til

begrebet ære

134

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

Som vi indledte med at belyse i kapitel 2, har

der længe eksisteret konkurrerende tilgange

til studiet af såkaldte æresrelaterede kon-

flikter. Resultaterne af vores undersøgelse

peger på, at anvendelsen af ære som begreb i

forhold til familiekonflikter, mistrivsel og vold i

minoritetsetniske familier indeholder en række

problemstillinger, som vi finder grund til her at

adressere:

Vores informanter forstår og anvender

begrebet ære så forskelligt, at vi må sætte

spørgsmålstegn ved, om ære som hand-

lingsanvisende praksiskategori overhovedet

betegner det samme: Svarer Baahirs fars op-

fattelse af ære som ”selvrespekt” til Alis forsvar

af ære som kvinders ærbarhed? Kan Aminas

beskrivelse af ære som respektabel opførsel

og ordentlighed sammenlignes med Salimas

sproglige billede på en kvinde – og hendes

ære – som en tændstik, der kun kan tændes én

gang? Hvor det subtraktive og akkumulerende

æresbegreb betegner to forskellige opfattelser

eller aspekter, er spørgsmålet også, i hvilket

omfang begreberne hver især giver anledning

til konformitetspres og i så fald hvilken type?

Som vores analyse af informanternes opfat-

telse og anvendelse af ære som begreb indi-

kerer, kan man derfor ikke meningsfuldt tale

om ære på samme måde, som man har gjort

i væsentlige dele af vidensproduktionen på

feltet, der langt hen ad vejen viderefører en an-

tropologisk forskningstradition fra 1960’erne.

En forskningstradition, der efterfølgende har

været genstand for en væsentlig kritik i forsk-

ningsmiljøerne, men som på besynderlig vis

består, når man taler om etniske minoriteter

i Danmark. I denne sammenhæng bliver ære

fremstillet som et subtraktivt – og negativt –

princip, der er selv-refererende og indeholder

en cirkulær slutning. Den cirkulære slutning

kommer til udtryk, når ære formuleres med re-

ference til (bestemte former for) problematiske

praksisser, og de samme praksisser forklares

med henvisning til ære som negativt princip.

Det kan foregå nogenlunde sådan: En borger

(i praksis én med minoritetsetnisk baggrund)

identificerer én eller flere personer i familien

eller omgangskredsen som problemskaben-

de, eksempelvis på grund af vedkommendes

måde at forsøge at begrænse og/eller kontrol-

lere borgeren på. Borgeren søger information

fra forskellige kilder (især via internettet). Hvis

borgeren føler sig tilstrækkeligt begrænset –

og ikke føler at denne begrænsning er rimelig

– søger hun efterfølgende hjælp hos én af de

mange kommunale og/eller statslige instan-

ser og får dernæst hjælp til at komme videre,

eksempelvis via konfliktmægling eller via

et botilbud/Safehouse mod æresrelaterede

konflikter. Men, hvis vi spørger til, hvordan man

overhovedet ved, om ære som subtraktivt prin-

cip er det egentlige problem, vil svaret være, at

det kan man se og høre ud fra symptomerne:

kontrollerende, begrænsende adfærd, konfor-

mitetspres, mistrivsel, at borgeren selv nævner

ære, etc. Symptomerne underbygger altså på

den måde ære som diagnosticerende analy-

sekategori, samtidig med at man – omvendt

– også påkalder ære som praksiskategori for, i

en cirkulær proces, at forklare symptomerne.

Denne kritik illustrerer, at vi bør være forsigtige

med at stille den samme – eller i hvert tilfælde

meget enslydende – ’diagnose’ på baggrund

af så forskellige symptomer, som vores materi-

ale er et eksempel på.

Forsigtighed er vigtig, hvis en overfoku-

sering på subtraktiv ære som et ’negativt

princip’, og dermed samfundsproblem, fører

til, at vi overser andre centrale aspekter, der

har lige så stor, eller måske større indflydelse

på dysfunktionelle og undertrykkende sociale

praksisser i nogle minoritetsetniske familier.

For det er naturligvis ikke sådan, at ære ikke

eksisterer som praksiskategori i empirisk for-

135

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

stand. Som illustreret, har vi i vores materiale

således set flere eksempler på, at vores infor-

manter refererer til ære, om end det er et min-

dretal, der selv lancerer begrebet, og endnu

færre, der bruger begrebet som et subtraktivt

princip, som de selv har førstehåndserfaring

med. Og som beskrevet, er der endnu færre

af informanterne, der tilkendegiver at støtte

– og praktisere – subtraktiv ære i deres eget,

dagligt levede liv. På den baggrund anbefa-

ler vi, at mange hjælpeindsatser med fordel

kunne genformulere og gentænke – eller helt

erstatte – den hidtidige begrebsbrug, hvor ære

optræder som det primære handlingsanvisen-

de praksisbegreb. Vi har med denne rapport

via fokus på konformitetspres, autoritet og

mobilitet søgt at give en række eksempler på

en mere nuanceret – og præcis – terminologi

og måde at skildre den begrænsede selvbe-

stemmelse, medborgerskab og ligebehand-

ling på, der har været forskningsprojektets

omdrejningspunkt.

Liversage og Petersen 2020; Liversage

og Rytter 2014; Rytter 2007; Schmidt og

Jakobsen 2004.

For tilsvarende refleksion over, hvordan

diagnosen ADHD – ligesom ære – i praksis

kan fungere selvrefererende som ”forkla-

rende mediator”, se Brinkmann 2014a.

Se også Brinkman 2014b: 128.

136

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

137

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

Litteraturliste

Abu-Lughod, Lila.

- Veiled Sentiments. Honor and Poetry in a

Bedouin Society.

Berkeley og Los Angeles:

University of California Press, 1986.

- Writing Women’s Worlds: Bedouin Stories.

Berkeley: University of California Press,

2008 [1993].

- Do Muslim Women Need Saving?

Cambrid-

ge: Harvard University Press, 2013.

Abdi, Ayan Y.

- A qualitative study of transnational mi-

gration among Somali diaspora women

in Egypt and Denmark.

Kandidatspeciale.

Aarhus: Aarhus Universitet, 2016.

Akpinar, Aylin.

- ‘The Honour/Shame Complex Revisited:

Violence Against Women in the Migration

Context’.

Women’s Studies International

Forum

26, no. 5 (2003): 425-442.

Ali, Suki.

- ‘Governing Multicultural Populations and

Family Life’.

The British Journal of Socio-

logy

65, no. 1 (2014): 82–106.

Al-Issa, Bilal.

- ‘Vollsmose boxing og kampen for værdier-

ne’. I (red.) H. L. Nielsen

Kampen om Volls-

mose,

93–116. København: U Press, 2019.

Allievi, Stefano.

- ’How the Immigrant has Become Muslim’.

Revue européenne des migrations internati-

onales

21, no. 2 (2005): 135-163.

AlsResearch.

Ung i 2011 - Nydanske unges oplevelse af

social kontrol, frihed og grænser.

Køben-

havn: AlsResearch, 2011. http://www.

alsresearch.dk/uploads/Publikationer/

Ung-i-2011-Rapport.pdf.

Kønsroller og social kontrol blandt unge

med etnisk minoritetsbaggrund.

Køben-

havn: AlsResearch, 2014. (tilgået 29-02-

2020) http://www.alsresearch.dk/uploads/

Publikationer/Kønsroller_og_social_kon-

trol_rapport.pdf (tilgået 29-02-2020).

Nydanske LGBT-Personers Levevilkår.

Kø-

benhavn: AlsResearch, 2015. http://www.

alsresearch.dk/uploads/Publikationer/Ny-

danske_LGBT-personers_levevilkaar.pdf.

Unges oplevelse af negativ social kontrol.

København: AlsResearch, 2018a.

http://www.alsresearch.dk/uploads/Pub-

likationer/Unges%20oplevelser%20af%20

negativ%20social%20kontrol_rapport_

Als%20Research.pdf (tilgået 29-02-2020).

Omfang og karakter af negativ social

kontrol i grundskolens 6.-8. klasse.

Køben-

havn: AlsResearch, 2018b. http://www.

alsresearch.dk/uploads/Publikationer/

Rapport_social%20kontrol%20i%20

grundskolen_Als%20Research.pdf (tilgået

29-02-2020).

Social kontrol som barriere for etniske mino-

ritetskvinders beskæftigelse i Københavns

Kommune.

København: AlsResearch, 2020.

http://www.alsresearch.dk/uploads/

Publikationer/SK%20beskæftigelse_web_

Als%20Research.pdf (tilgået 29-02-2020).

Andersen, Hans Skifter.

- ’Spatial Assimilation in Denmark? Why do

Immigrants Move to and from Multi-ethnic

Neighbourhoods?’

Housing Studies

25, no.

3 (2010): 281-300.

- ‘”Parallelsamfund” er af mange grunde en

forkert og uheldig betegnelse’.

Altinget.dk,

2017.

- ‘Byggeforsker: Er der ”parallelsamfund” i de

udsatte boligområder?’

Altinget.dk,

2018.

138

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

Anis, Merja.

- ’Talking about Culture in Social Work

Encounters: Immigrant Families and Child

Welfare in Finland’.

European Journal of

Social Work

8, no. 1 (2005): 3–19.

Aydin, Cemil.

The Idea of the Muslim World: A Global

Intellectual History.

Cambridge, Massachu-

setts: Harvard University Press, 2017.

Bach, Jonas Strandholdt.

One and Many Gellerups: Tense Encoun-

ters in a Danish Disadvantaged Housing

Estate Under Transformation/Anspændte

møder i et dansk udsat boligområde under

forandring.

Ph.d.-afhandling. Aarhus: Aar-

hus Universitet, 2019.

Bacchi, Carol.

Analysing Policy: What’s the Problem Repre-

sented to Be?

Frenchs Forest, NSW: Pearson

Australia, 2009.

Bates, Daniel D., og Amal Rassam.

Peoples and Cultures of the Middle East.

Upper Saddle River: Prentice Hall, 2001.

Baxter, Diane.

- ‘Honor Thy Sister: Selfhood, Gender and

Agency in Palestinian Culture’.

Anthropolo-

gical Quarterly

80, no. 3 (2007): 737-775.

Benson, Michaela.

- ‘Trajectories of Middle-Class Belonging:

The Dynamics of Place Attachment and

Classed Identities’.

Urban Studies

51, no.

14 (2014): 3097–3112.

Berkan, Sandra.

Når blod bliver tyndere end vand.

Århus:

CDR-forlag, 2005.

Berns, Nancy, og David Schweingruber.

- ”When You’re Involved, It’s Just Different”:

Making Sense of Domestic Violence’.

Violence Against Women

13, no. 3 (2007):

240-261.

Bourdieu, Pierre, og Loïc Wacquant.

Refleksiv sociologi: Mål og midler.

Køben-

havn: Hans Reitzels Forlag, 1996.

Bredal, Anja.

Arrangerte ekteskap og tvangsekteskap

i Norden.

TemaNord: 604. København:

Nordisk Ministerråd, 1999.

- ’Border Control to Prevent Forced Mar-

riages: Choosing Between Protecting

Women and Protecting the Nation’. I (red.)

A. Gill, og S. Sundari

Forced Marriage:

Introducing a Social Justice and Human

Rights Perspective,

90-111. London, New

York: Zed Books, 2011.

- ’Vold i nære relasjoner: Minoritetskvinner

mellom hypersynlighet og usynlighet’. I

(red.) B. Bråten, og C. Thun

Krysningspunk-

ter: Likestillingspolitikk i et flerkulturelt Nor-

ge,

117-143. Oslo: Akademika forlag, 2013.

- ‘Ordinary v. Other Violence: Conceptuali-

sing Honour-Based Violence in Scandina-

via’. I (red.) A. Gill; C. Strange, og K. Roberts

’Honour’ killing & Violence. Theory, Policy

& Practice,

135-155. New York: Palgrave

MacMillan, 2014.

Brinkmann, Svend.

- ’Psychiatiric Diagnosis as Semiotic Medi-

ators: The Case of ADHD’.

Nordic Psycho-

logy

66, no. 2 (2014a): 121-134.

- ’Languages of Suffering’.

Theory & Psycho-

logy

24, no. 5 (2014b): 630-648.

139

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

Brubaker, Rogers.

- ’Categories of Analysis and Categories of

Practice: A Note on the Study of Muslims in

European Countries of Immigration’.

Ethnic

and Racial Studies

36, no. 1 (2013): 1-8.

Buchbinder, Mara.

- ’Giving an Account of One’s Pain in the An-

thropological Interview.’

Culture, Medicine

and Psychiatry

34, no. 1 (2010): 108-131.

Cairns, Douglas.

- ’Honour and Shame: Modern Controversies

and Ancient Values’.

Critical Quarterly

53,

no. 1 (2011): 23-41.

Carbin, Maria.

- ‘The Requirement to Speak: Victim stories

in Swedish policies against Honor-Related

Violence’.

Women’s Studies International

Forum

46 (2014): 107-114.

Cresswell, Tim.

Place: A Short Introduction.

London: Wiley-

Blackwell, 2004.

Christensen, Ann-Dorte,

og Sune Qvotrup Jensen.

Stemmer fra en bydel: Etnicitet, køn og

klasse i Aalborg Øst.

Aalborg Universitets-

forlag, 2012.

Damm, Anna Piil.

- ‘Neighborhood Quality and Labor Market

Outcomes: Evidence from Quasi-Random

Neighborhood Assignment of Immigrants’.

Journal of Urban Economics

79 (2014):

139–166.

- ‘Neighborhood Quality and Labor Market

Outcomes: Evidence from Quasi-Random

Neighborhood Assignment of Immigrants’.

IEB Working Paper

2012/22, 2012.

Danneskiold-Samsøe, Sofie.

The Moral Economy of Suffering: Social

Exchange among Iraqi Refugees in the

Danish Welfare State.

Ph.d.-afhandling.

København: Københavns Universitet, 2006.

- ‘Ydelser for Lidelser?: Om integration og

social udveksling mellem irakiske flygtnin-

ge og danske velfærdsinstitutioner’. I (red.)

K. F. Olwig, og K. Pærregaard

Integration.

Antropologiske Perspektiver,

211–228.

København: Museum Tusculanum, 2007.

Danneskiold-Samsøe, Sofie, Yvonne Mørck,

og Bo Wagner Sørensen.

Æresrelateret social kontrol: Teori og prak-

sis i socialt arbejde.

København: Akade-

misk Forlag, 2019.

Familien betyder alt: Vold mod kvinder i

etniske minoritetsfamilier.

Frederiksberg:

Frydenlund Academic, 2011.

- ‘Vold, køn og kultur – En etnografisk til-

gang’.

Kvinder, Køn & Forskning

25, no. 2–3

(2017): 32-45.

Das, Veena, og Arthur Kleinman.

- ‘Introduction’. I (red.) V. Das, A. Kleinman, M.

M. Lock, M. Ramphele, og P. Reynolds

Re-

making a World: Violence, Social Suffering,

and Recovery,

1-30. Berkeley, Los Angeles,

London: University of California Press, 2001.

DeHanas, Daniel N.

- ’Elastic Orthodoxy: The Tactics of Young

Muslim Identity in the East End of London’.

I (red.) N. Dessing, N. Jeldtoft, J. Nielsen,

og L. Woodhead

Everyday Lived Islam in

Europe,

69-84. London: Routledge, 2013.

Koch, Carl Henrik:

- ’Ære’. I

Den Store Danske,

Gyldendal.

http://denstoredanske.dk/index.php?si-

deId=184628 (tilgået 12. januar 2020).

140

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

Dhamoon, Rita.

- ’The Politics of Cultural Contestation’. I

(red.) B. Arneil, M. Deveaux, R. Dhamoon,

og A. Eisenberg

Sexual Justice/Cultural

Justice,

30–49. London: Routledge, 2007.

Diken, Bülent.

Kulturel heterogenitet og tyrkisk kultur i Dan-

mark.

København: Akademisk Forlag, 1995.

Strangers, Ambivalence and Social Theory.

Ph.d.-afhandling. Aarhus: Aarhus Universi-

tet, 1998.

Dilmaç, Julie Alev.

Les crimes d’honneur en Turquie: une

vengeance familiale rationelle: Fair justice

soi-même.

Ètudes sur la vengeance.

Rennes: France Presses Universitaire de

Rennes, 2010, 205-217.

- ’The Civilized and the Barbarous: Honor in

French and Turkish Contemporary Societi-

es’.

International Social Science Review

89,

no. 1, Article 2 (2014): 1-22.

- ’Honor in Everyday Life in Turkish Society: A

Barrier Against Deviance?’

Deviant Behavi-

37, no. 3 (2016): 302-314.

Eide, Elisabeth.

- ’Strategic Essentialism and Ethnificati-

on.’

Nordicom Review

31, no. 2 (2010):

63-78.

Eide, Ketil, Marianne Rugkåsa,

og Signe Ylvisaker.

- ’Omsorg for andre(s) barn - barnevern,

profesjon og integrering’.

Fontene Forsk-

ning

8, no. 1 (2015): 60-71.

Eriksen, Thomas Hylland.

Etnicitet Och Nationalism.

Nora: Nya Doxa,

1998.

Ewing, Katherine Pratt.

Stolen Honor: Stigmatizing Muslim Men

in Berlin.

Stanford, California: Stanford

University Press, 2008.

Fabricius, Susanne Willaume.

Når ære er på spil: En metodebog om

æresrelaterede konflikter i Danmark.

Frederiksberg: Frydenlund, 2018.

‘Faktaark: indvandrere og efterkommere’.

- Udlændinge- og Integrationsministeriet,

2018. https://integrationsbarometer.

dk/tal-og-analyser/aktuelt/filer/fakta-

ark-om-indvandrere-og-efterkommere

(tilgået 5. juni 2019).

Fenster, Tovi.

- ‘Non-Secular Cities? Visual and Sound

Representations of the Religious-Secular

Right to the City in Jerusalem’. I (red.) J.

Beaumont, og C. Baker

Postsecular Cities:

Space, Theory and Practice,

69-86. Lon-

don: Continuum, 2011.

- ‘The Right to the Gendered City: Different For-

mations of Belonging in Everyday Life’.

Journal

of Gender Studies

14, no. 3 (2005): 217–31.

Foucault, Michel.

Discipline and Punish: The Birth of the

Prison.

New York: Vintage Books, 1979.

Galal, Lise Paulsen.

- ‘Anerkendes af hvem og for hvad? Et mi-

noritetsperspektiv’. I (red.) S. L. Jørgensen,

og M. Sandberg

Kulturlighed: Identitet og

anerkendelse,

143–170. Aarhus: Forlaget

Philosophia, 2006.

- ‘Interculturality in Ethnographic Practice: Noisy

Silences’. I (red.) F. Dervin, og K. Risager

Re-

searching Identity and Interculturality,

157–74.

Abingdon og New York: Routledge, 2014.

141

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

Giddens, Anthony.

Modernitet og selvidentitet: Selvet og

samfundet under sen-moderniteten.

Hans

Reitzel København, 1996.

Gill, Aisha K.

- ‘Intersecting Inequalities: Implications for

Addressing Forced Marriage and “Honour”

Based Violence for Those Working in Social

Work and Related Professions’. I (red.) L.

McMillan, og N. Lombard

Violence Against

Women: Current Theory and Practice in

Domestic Abuse, Sexual Violence and

Exploitation,

141-158. London: Jessica

Kingsley Publishers, 2012.

Gill, Aisha K., Caroline Strange,

og K. Roberts (red.).

‘Honour’ Killing and Violence: Theory, Poli-

cy and Practice.

Springer, 2014.

Gill, Aisha K, og Sundari Anitha.

Forced Marriage: Introducing a Social

Justice and Human Rights Perspective.

London og New York: Zed Books Ltd., 2012.

Gill, Aisha K, og Avtar Brah.

- ‘Interrogating Cultural Narratives about ”Ho-

nour”- Based Violence’.

European Journal of

Women’s Studies

21, no. 1 (2014): 72–86.

Gilliam, Laura.

De umulige børn og det ordentlige menne-

ske: Identitet, ballade og muslimske fæl-

lesskaber blandt etniske minoritetsbørn.

Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, 2009.

Gillespie, Alex, og Tania Zittoun.

- ‘Using Resources: Conceptualizing the

Mediation and Reﬂective Use of Tools

and Signs’.

Culture & Psychology

16, no. 1

(2010): 37–62.

Gilmore, David D.

- ‘Honor, Honesty, Shame: Male Status in Con-

temporary Andalusia’. I (red.) D. D. Gilmore

Honor and Shame and the Unity of the Me-

diterranean,

90-103. Washington: American

Anthropological Association, 1987.

Goddard, Victoria.

- ‘Honour and Shame: The Control of

Women’s Sexuality and Group Identity in

Naples’. I (red.) P. Caplan

The Cultural Con-

struction of Sexuality,

166-192. London:

Tavistock Publications. 1987.

- ‘From the Mediterranean to Europe: Ho-

nour, Kinship and Gender’. I (red.) V. A. God-

dard, J. L. Llobera, og C. Shore

The Anthro-

pology of Europe: Identity and Boundaries

in Conflict,

57-92. Oxford: Berg, 1994.

Goffman, Erving.

Frame Analysis: An Essay on the Organi-

zation of Experience.

Boston: Northeastern

University Press, 1974.

The Presentation of Self in Everyday Life.

Harmondsworth: Penguin, 1990.

Grünenberg, Kristina, og

Anna Mikaela V. Freiesleben.

- ’Right Kinds of Mixing?’

Nordic Journal of

Migration Research

6, no. 1 (2016): 49-57.

Gullestad, Marianne.

Det norske sett med nye øyne, kritisk analy-

se av norsk innvandringsdebatt.

Oslo:

Universitetsforlaget, 2002.

Gudmand-Høyer, Sidse Martens, Jannie Rosen-

berg Bendsen, Mogens Andreassen Morgen,

Tom Nielsen, og Simon Ostenfeld Pedersen.

Arkitektonisk kulturarv i Ringparken: Værdi-

sætning af socialt udsatte almene boligom-

råder.

Aarhus: Arkitektskolen i Aarhus, 2019

142

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

Güvercile, Sengül.

Æresdrab.

Viborg: Aschehoug, 2003.

Göle, Nilufer.

The Daily Lives of Muslims: Islam and Pub-

lic Confrontation in Contemporary Europe.

London: ZED Books, 2015.

Hansen, Janna, og David Herbert.

- ’Life in the Spotlight: Danish Muslims, Dual

Identities, and Living with a Hostile Media’. I

(red.) K. Lundby

Contesting Religion: The Me-

dia Dynamics of Cultural Conflicts in Scandina-

via,

205-222. Berlin: Walter de Gruyter, 2018.

Hervik, Peter.

The Annoying Difference: The Emergence

of Danish Neonationalism, Neoracism,

and Populism in the Post-1989 World.

New

York: Berghahn Books, 2011.

Hocke, Monique.

Narratives of Piety: An Analysis of the

Formation of Moral Selves among Young

Muslim Women in Denmark.

Ph.d.-afhand-

ling. Roskilde: Roskilde Universitet, 2014.

Honkatukia, Päivi, og Suvi Keskinen.

- ‘The Social Control of Young Women’s Clo-

thing and Bodies: A Perspective of Diffe-

rences on Racialization and Sexualization’.

Ethnicities

18, no. 1 (2018): 142–61.

Idriss, Mohammad Mazher.

- ‘Not Domestic Violence or Cultural Tradition:

Is Honour-Based Violence Distinct from Do-

mestic Violence?’

Journal of Social Welfare

and Family Law

39, no. 1 (2017): 3-21.

‘Indvandrere i Danmark’.

Danmarks Statistik,

2016. http://www.dst.dk/

publ/indvandrereidk (tilgået 17. juli 2019).

Jackson, Michael.

The Politics of Storytelling: Violence, Trans-

gression, and Intersubjectivity.

Vol. 3. Copen-

hagen: Museum Tusculanum Press, 2002.

Jacobsen, Charlotte Bredahl,

og Katrine Schepelern Johansen.

- ‘Fortrolig Viden: Formidlingspligt vs.

Tavshedspligt i Sundhedsforskningen’. I

(red.) K. Hastrup

Mellem Mennesker: En

Grundbog i Antropologisk Forskningsetik,

207–22. København: Hans Reitzels Forlag,

2009.

Jacobsen, Christine M.

Islamic Traditions and Muslim Youth in

Norway.

Muslim Minorities 10. Leiden: Brill,

2011.

Jagd, Christina Bækkelund.

Medborger eller modborger?

Ph.d-afhand-

ling. København: Københavns Universitet,

2007.

Järvinen, Margaretha, og Nanna Mik-Meyer.

At skabe en klient: Institutionelle identiteter

i socialt arbejde.

København: Hans Reitzels

Forlag, 2003.

Kvalitative metoder i et interaktionistisk

perspektiv. Interview, observationer og

dokumenter.

København: Hans Reitzels

Forlag, 2005.

Jeldtoft, Nadia.

Everyday Lived Islam: Religious Reconfi-

gurations and Secular Sensibilities Among

Muslim Minorities in the West.

Ph.d.-af-

handling, Københavns Universitet, 2012.

Jensen, Sune Qvotrup.

- ’Rethinking Subcultural Capital.

Young

14,

no. 3 (2006): 257–276.

143

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

Fremmed, farlig og fræk: Unge mænd og

etnisk/racial andenhed – Mellem mod-

stand og stilisering.

Ph.d-afhandling,

Aalborg Universitet, 2007.

’Masculinity at the Margins: – Othering,

Marginality and Resistance among Young’.

NORMA - Nordic Journal for Masculinity

Studies

05, no. 1 (2010): 6-26.

Jouili, Jeanette S., og Schirin Amir-Moazami.

- ’Knowledge, Empowerment and Religious

Authority Among Pious Muslim Women in

France and Germany’.

Muslim World

96, no.

4 (2006): 617–642.

Karman, Karen-Lise Johansen.

Muslimske Stemmer. Religiøs Forandring

Blandt Unge Muslimer i Danmark.

Køben-

havn: Akademisk Forlag, 2002.

Keskinen, Suvi.

- ‘”Honour-Related Violence” and Nordic

Nation-Building’. I (red.) S. Keskinen, S.

Tuori, S. Irni, og D. Mulinari

Complying With

Colonialism: Gender, Race and Ethnicity

in the Nordic Region,

257-272. Farnham:

Ashgate, 2009

- ‘Securitized Intimacies, Welfare State and

the “Other” Family’.

Social Politics: Interna-

tional Studies in Gender, State & Society

24,

no. 2 (2017): 154–77.

Khawaja, Iram.

To Belong Everywhere and Nowhere: For-

tællinger om muslimskhed, fællesgørelse

og belonging.

Ph.d.-afhandling. Roskilde:

Roskilde Universitet, 2010.

Kragh, Lotte.

Kampen Om Anerkendelse, Spillet Om Ære.

Doktorafhandling. København: Køben-

havns Universitet, 2010.

Lefebvre, Henri.

Writings on Cities.

Oxford: Blackwell Pub-

lishers, 1996.

LG Insight.

Kommunernes modtagelse af nyan-

komne flygtninge og deres familier.

2015 https://lg-insight.dk/wp-content/

Jensen, Tina Gudrun.

Sameksistens: Hverdagsliv og naboskab i

et multietnisk boligområde/Everyday Life

and Neighbourhood Relations in a Mul-

ti-Ethnic Social Housing Project.

Roskilde:

Roskilde Universitetsforlag, 2016.

Jensen, Tina Gudrun, Garbi Schmidt,

Karin Nordin Jareno, og Maria Roselius.

Indsatser mod æresrelateret vold.

Køben-

havn: Socialforskningsinstituttet 6 (2006):

23.

Jiwani, Yasmin.

- ’A Clash of Discourses: Femicides or Honor

Killings?’ I (red.) M. Eid, og K. H. Karim

Re-Imagining the Other: Culture, Media,

and Western-Muslim Intersections,

121-

152. New York, NY: Palgrave Macmillan,

2014.

Jones, Owen. Chavs:

The Demonization of the Working Class.

London: Verso books, 2012.

Jouili, Jeantte S.

- ’Beyond Emancipation: Subjectivities and

Ethics among Women in Europe’s Islamic

Revival Communities’.

Feminist Review

98,

no.1 (2011): 47–64.

Pious Practice and Secular Constraints,

Women in the Islamic Revival in Europe.

Palo Alto: Stanford University Press, 2015.

144

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

uploads/2015/09/Modtagelsesrap-

port_27aug_2015_final2.pdf

(tilgået 27. august 2017).

Liebmann, Louise Lund.

Et spørgsmål om ære?: Intertekstuelle

læsninger af fortællinger om æresrelateret

vold.

Ph.d.-afhandling. København: Køben-

havns Universitet, 2014.

- ’When Culture Talks: Honor as a Posthoc

Addition in Migrant Women’s Accounts of

Violence’.

Communication and Critical/Cul-

tural Studies,

E-pub ahead of print 03 Nov.

(2019): 1-18.

Liebmann, Louise Lund, og Lise Paulsen Galal.

- ’Classing Religion, Resourcing Women:

Muslim Women Negotiating Space for Acti-

on’.

Cultural Dynamics,

under udgivelse.

Lindisfarne, Nancy.

- ’Variant Masculinities, Variant Virginities:

Rethinking Honour and Shame’. I (red.) A.

Cornwall, og N. Lindisfarne

Dislocating

Masculinity: Comparative Ethnographies,

82–96. London: Routledge, 1994.

Liversage, Anika.

National strategi mod æresrelaterede

konflikter: en evaluering.

København: VIVE

– Viden til Velfærd. Det Nationale Forsknings-

og Analysecenter for Velfærd, 2017. https://

www.vive.dk/media/pure/6714/1075496

(tilgået 29. februar 2020).

Metoder i arbejdet med æresrelatere-

de konflikter og negativ social kontrol.

København: VIVE – Viden til Velfærd. Det

Nationale Forsknings- og Analysecenter

for Velfærd, 2018.

Liversage, Anika, og Helene Jepsen.

Evaluering af RED Safehouse II: Et sikkert

botilbud for unge på flugt fra æresrelate-

rede konflikter.

København: VIVE – Viden

til Velfærd. Det Nationale Forsknings- og

Analysecenter for Velfærd, 2019.

Liversage, Anika, og Jesper Petersen.

Etniske minoritetskvinder og skilsmis-

se: Med fokus på muslimske praksisser.

København: VIVE – Viden til Velfærd. Det

Nationale Forsknings- og Analysecenter

for Velfærd, 2020.

Liversage, Anika, og Mikkel Rytter.

Ægteskab og migration: Konsekvenser af

de danske familiesammenføringsregler

2002-2012.

ISD LLC, 2014.

Mahmood, Sabah.

Politics of Piety: The Islamic Revival and

the Feminist Subject.

Princeton: Princeton

University Press, 2005.

McGuire, Meredith.

Lived Religion: Faith and Practice in

Everyday Life.

Cary, GB: Oxford University

Press, 2008.

Medborgerskabsundersøgelsen.

Medborgerskab, ligebehandling og

selvbestemmelse i Danmark 2016.

København: Udlændinge-, Integrations-

og Boligministeriet, 2016. https://inte-

grationsbarometer.dk/tal-og-analyser/

filer-tal-og-analyser/arkiv/medborger-

skab-ligebehandling-og-selvbestemmel-

se-i-danmark-2016 (tilgået 2. marts 2020).

Medborgerskab 2017: Baggrundstabeller

fra Medborgerskabsundersøgelsen 2017.

København: Udlændinge- og Integrationsmi-

nisteriet, 2017. https://integrationsbarome-

ter.dk/tal-og-analyser/filer-tal-og-analyser/

arkiv/medborgerskab-2017-baggrundsta-

beller (tilgået 2. marts 2020).

145

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

Merriam, Sharan B.

Qualitative Research: A Guide to Design

and Implementation.

San Francisco: Jos-

sey-Bass, 2009.

Michelson, William H.

Environmental Choice, Human Behavi-

or, and Residential Satisfaction.

Oxford:

Oxford University Press, 1977.

Miczo, Nathan.

- ’Beyond the ”Fetishism of Words”: Consi-

derations on the Use of the Interview to

Gather Chronic Illness Narratives’.

Qua-

litative Health Research

13, no. 4 (2003):

469-490.

Minganti, Pia Kalsson.

Muslima, islamisk väckelse och unga

kvinnors förhandlingar om genus i det

samtida Sverige.

Stockholm: Carlssons,

2014 [2007].

- ’Muslim Women Managing Women’s

Shelters: Somaya, the Muslim Woman and

Religion as Ressource’.

NORA - Nordic

Journal of Feminist and Gender Research

23, no. 2 (2015): 1–16.

- ’Introducing ”Fourth Space”: Young Muslims

Negotiating Marriage in Europe’.

Ethnologia

Europaea

46, no. 1 (2016): 40–57.

Ministeriet for Flygtninge,

Indvandrere og Integration. Kortlægning

af indsatsen mod tvangsægteskaber og

lignende undertrykkelse.

December 2010.

http://www.sm.dk/Temaer/DemokratiO-

gIntegration/AeresrelateredeKonflikter/

viden-forskning/Documents/kortlaeg-

ning_indsats_tvangsaegteskaber.pdf

(tilgået 14. februar 2014).

Mirza, Sabba.

Æresrelaterede forbrydelser: Strafferetsli-

ge perspektiver.

Ph.d.-afhandling. Køben-

havn: Københavns Universitet, 2017.

Moesby-Jensen, Cecilie K.,

og Tommy Moesby-Jensen.

- ‘Om kategorisering og symbolsk magtud-

øvelse i det sociale arbejde: Myten om

de ressourcestærke forældre til børn med

neuro-psykiatriske diagnoser’.

Sociologisk

Forskning

53, no. 4 (2016): 371–95.

Molbæk, Mette, og Anne Marie Villumsen.

- ‘Inklusion og udsathed – og deres bidrag

til et nuancerende professionssprog’.

Tidsskrift for Professionsstudier

15, no. 28

(2019): 36–44.

Moldenhawer, Bolette.

En bedre fremtid? Skolens betydning for

etniske minoriteter.

København: Hans Reit-

zels Forlag, 2001.

Moses, Jonathon Wayne,

og Thorbjørn L. Knutsen.

Ways of Knowing: Competing Methodo-

logies in Social and Political Research.

Basingstoke: Palgrave Macmillan, 2007.

Mortensen, Lotte Bøggild.

- ‘Autoritetsændringer i den tyrkiske familie:

Belyst gennem eksempler fra hjem og

udland’. I (red.) K. Ferdinand, og B. Selmer

Islam: Familie og samfund.

Islam i Nutiden.

Aarhus: Statens Humanistiske Forsknings-

råd og Aarhus Universitetsforlag, 1984.

Neergaard, Helle.

Udvælgelse af cases i kvalitative undersø-

gelser.

Vol. 2. Frederiksberg: Samfundslit-

teratur, 2007.

146

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

Nielsen, Helle Lykke.

- ‘Hip bydel eller kriminalitetsplaget ghetto?’

I (red.) H. L. Nielsen

Kampen om Vollsmose,

19–36. København: U Press, 2019.

Olsen, Lis Vibeke Læsøe.

- ‘Slagelse er Danmarksmestre i integration

af flygtninge’.

Dr.dk.

23. september 2015.

https://www.dr.dk/nyheder/regionale/sja-

elland/slagelse-er-danmarksmestre-i-in-

tegration-af-flygtninge (tilgået 27. august

2017).

Olwig, Karin Fog.

- ’Privileged Travellers? Migration Narrati-

ves in Families of Middle-Class Caribbean

Background’. I (red.) V. Amit

Going First

Class? New Approaches to Privileged Tra-

vel and Movement,

87-102. New York and

Oxford: Berghan, 2007.

Ortner, Sheryl B.

New Jersey Dreaming, Capital, Culture, and

the Class of ’58.

Durham: Duke University

Press, 2003.

Pauha, Teemu J.

- ’Ambassadors of Faith’.

Journal of Religion

in Europe

8, no.1 (2015): 73–100.

Pedersen, Lars, og Bodil Selmer.

Muslimsk indvandrerungdom: Kulturel

identitet og migration.

Islam i nutiden. Aar-

hus: Statens Humanistiske Forskningsråd

og Aarhus Universitetsforlag, 1991.

Pedersen, Marianne Holm.

- ’Going on a Class Journey: The Inclusion

and Exclusion of Iraqi Refugees in Den-

mark’.

Journal of Ethnic and Migration

Studies

38, no.7 (2012): 1101-1117.

Peristiany, John G.

- ‘Introduction’. I (red.) J.G. Peristiany

Honour

and Shame: The Values of Mediterranean

Society,

9-18. London: The University of

Chicago Press, 1966.

Pike, Kenneth Lee.

Language in Relation to a Unified Theory

of the Structure of Human Behavior.

Berlin

Boston: De Gruyter Mouton, 2015 [1967].

Pratt, Mary Louise.

- ‘Arts of the Contact Zone’.

Profession,

1991,

33–40.

Prins, Baukje, og Sawitri Saharso.

- ‘In the spotlight: A Blessing and a Curse

for Immigrant Women in the Netherlands’.

Ethnicities

8, no. 3 (2008): 365-384.

Rambøll, og Statens Institut for Folkesundhed.

Kortlægning af erfaringer med efterværn

og behov for nye muligheder.

Rapport. Ja-

nuar, 2013a. http://www.sm.dk/Temaer/

DemokratiOgIntegration/Aeresrelatere-

deKonflikter/viden-forskning/Documents/

Rapport%20Efterv%C3%A6rn%20og%20

st%C3%B8tte%20PDF.pdf (tilgået 6. febru-

ar 2014).

Efterværn og mægling. Delopgave 2: Under-

søgelse af erfaringerne med resultaterne

af mægling.

Rapport. Januar 2013b. http://

www.sm.dk/Temaer/DemokratiOgIntegra-

tion/AeresrelateredeKonflikter/viden-forsk-

ning/Documents/Rapport%20M%C3%A6g-

ling%20PDF.pdf (tilgået 6. februar 2014).

Rambøll.

Evaluering af krisecentertilbuddene: Evalue-

ringsrapport.

København: Rambøll. 2015.

Litteraturstudie om forebyggelse af negativ

social kontrol.

København: Rambøll, 2018.

147

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

https://www.uvm.dk/publikationer/folke-

skolen/2018-litteraturstudie-om-forebyg-

gelse-af-negativ-social-kontrol (tilgået 29.

februar 2020).

Kvalitativ undersøgelse af karakteren af

og årsager til negativ social kontrol på

ungdomsuddannelserne.

København:

Rambøll. 2019. https://emu.dk/sites/de-

fault/files/2019-12/Negativ%20social%20

kontrol%20på%20ungdomsuddannelser-

ne_2019.pdf (tilgået 29. februar 2020).

Rosten, Monika Grønli.

”Nest siste stasjon, linje 2”: Sted, tilhørighet

og unge voksne i Groruddalen.

Ph.d.-af-

handling. Oslo: Unipub, 2015.

- ‘Territoriell stigmatisering og gutter som

”leker getto” i Groruddalen’.

Norsk sosiolo-

gisk tidsskrift

1, no. 1 (2017): 53–70.

Rugkåsa, Marianne, Ketil Eide

and Signe Ylvisaker.

- ’Kulturalisering og symbolsk mening i

barnevernsarbeid’.

Tidsskrift for velferds-

forskning

18, no. 2 (2015): 2–15.

Rytter, Mikkel.

- ‘Partnervalgets grænse: Dansk-pakistan-

ske ægteskabsmigranter i Sverige’.

Dansk

Sociologi

18, no. 3 (2007): 25–45.

- ‘Writing against Integration: Danish Ima-

ginaries of Culture, Race and Belonging’.

Ethnos

84, no. 4 (2019): 678-697.

Rytter, Mikkel, og Marianne Holm Pedersen.

- ’A Decade of Suspicion: Islam and Muslims

after 9/11’.

Ethnic and Racial Studies

37,

no. 13 (2014): 2303-2321.

Savage, Michael.

Class Analysis and Social Transformation.

Buckingham: Open University Press, 2000.

Savy, Pauline, og Anne-Maree Sawyer.

- ‘Risk, Suffering and Competing Narratives

in the Psychiatric Assessment of an Iraqi

Refugee’.

Culture, Medicine & Psychiatry

32, no. 1 (2008): 84-101.

Sayer, Andrew.

The Moral Significance of Class.

Cambrid-

ge: Cambridge University Press, 2005.

Regeringen.

Et Danmark, der står sammen: Regerings-

grundlag, 2011.

http://www.stm.dk/index/

dokumenter.asp/publikationer/Et_Dan-

mark_der_staar_sammen_11/Regerings-

grundlag_okt_2011.pdf. (tilgået 7. februar

2014).

Forebyggelse af æresrelaterede konflik-

ter og negativ social control: National

handlingsplan.

København: Udlændinge-,

Integrations- og Boligministeriet. 2016.

Rinaldo, Rachel.

- ’Muslim Women, Middle Class Habitus, and

Modernity in Indonesia’.

Contemporary

Islam

2, no.1 (2008): 23–39.

Ritchie, Jane, Jane Lewis, Gilliam Elam,

Rosalind Tennant, og Nilufer Rahim.

- ’Designig and Selecting Samples’. I (red.)

J. Ritchie, J. Lewis, C. M. Nichols, og R.

Ormstrong

Qualitative Research Practice:

A Guide for Social Science Students & Re-

searchers,

111-146. London: SAGE, 2014.

Rogozen-Soltar, Mikaela.

- ’Managing Muslim Visibility: Conversion,

Immigration, and Spanish Imaginaries of

Islam’.

American Anthropologist

114, no. 4

(2012): 611-623.

148

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

Schmidt, Garbi, og Vibeke Jakobsen.

Pardannelse blandt etniske minoriteter i

Danmark.

SFI, Det Nationale Forsknings-

center for Velfærd, 2004.

Schmoller, Andreas.

- ‘“Now My Life in Syria Is Finished”: Case

Studies on Religious Identity and Secta-

rianism in Narratives of Syrian Christian

Refugees in Austria’.

Islam and Christian–

Muslim Relations

27, no. 4 (2016): 419–37.

Shove, Elizabeth, Mika Pantzar

og Matt Watson.

The dynamics of social practice: Everyday life

and how it changes.

London: Sage, 2012

Simonsen, Kirsten, og Lasse Martin Koefoed.

“Den Fremmede”, byen og nationen: Om

livet som etnisk minoritet.

Frederiksberg:

Roskilde Universitetsforlag, 2010.

SIRI.

Opslag om ansøgninger – midler til forsk-

ningsprojekt om forebyggelse af æresrela-

terede konflikter og negativ social kontrol.

Styrelsen for International Rekruttering og

Integration (SIRI), 2017. https://uim.dk/

filer/integration/forskningsopslag-mid-

ler-til-forskningsprojekt-om-forebyggel-

se-af-aeresrelaterede-konflikter-og-nega-

tiv-social-kontrol.pdf (tilgået 29. februar 2020)

Skeggs, Beverley.

Formations of Class and Gender: Be-

coming Respectable.

London: SAGE, 1997.

Class, Self, Culture.

London: Routledge,

2004.

Skytte, Marianne.

Etniske minoritetsfamilier og socialt arbej-

de.

København: Hans Reitzels Forlag, 1997.

Social- og Integrationsministeriet.

National Strategi mod æresrelateret vold:

En målrettet indsats. 2012.

https://uim.dk/

publikationer/national-strategi-mod-ae-

resrelaterede-konflikter (tilgået 23. decem-

ber 2019).

Soei, Aydin.

Omar – og de andre: Vrede unge mænd og

modborgerskab.

København: Gads Forlag,

2018.

Staunæs, Dorthe.

Køn, etnicitet og skoleliv.

Frederiksberg:

Samfundslitteratur, 2004.

Staunæs, Dorthe,

og Dorte Marie Søndergaard.

- ‘Intersektionalitet – udsat for teoretisk

justering’.

Kvinder, Køn & Forskning,

no. 2–3

(2006): 43–56.

Styrelsen for International Rekruttering

og Integration.

Håndbog til kommuner om æresrelate-

rede konflikter og negativ social kontrol.

København: Udlændinge- og Integrati-

onsministeriet, 2018. https://uim.dk/filer/

nyheder-2018/haandbog-til-kommu-

ner-om-aeresrelaterede-konflikter.pdf.

(tilgået 5. januar 2020).

Sweetman, Caroline.

Gender, Development, and Diversity.

Oxford: Oxfam Publishing, 2004.

Sørensen, Jørgen Podeman.

- Det religiøse nulpunkt: Skitse til en ny og

samlende ritualteori.

Religionsvidenska-

beligt tidsskrift

39 (2001): 3-13.

149

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

Taylor, Charles.

A Secular Age.

Cambridge, Massachusetts,

and London, England: Harvard University

Press, 2007.

Transport- og Boligministeriet.

- ’Liste over ghettoområder pr. 1. december

2018’.

Notat.

København: Transport- og

Boligministeriet, 2018. https://www.trm.

dk/publikationer/2018/liste-over-ghetto-

omraader-pr-1-december-2018/ (tilgået

2. marts 2020).

- ’Liste over ghettoområder pr. 1. december

2019’.

Notat.

København: Transport- og

Boligministeriet, 2019. https://www.trm.

dk/publikationer/2019/liste-over-ghetto-

omraader-pr-1-december-2019/ (tilgået

2. marts 2020).

Thiara, Ravi K., og Aisha K. Gill.

Violence Against Women in South Asian

Communities: Issues for Policy and Pra-

ctice.

London; Philadelphia, PA: Jessica

Kingsley Publishers, 2010.

Udlændinge-, Integrations-

og Boligministeriet.

Forebyggelse af æresrelaterede konflik-

ter og negativ social kontrol. National

handlingsplan. 2016.

https://uim.dk/

publikationer/national-handlings-

plan-for-forebyggelse-af-aeresrelatere-

de-konflikter-og-negativ-social-kontrol

(tilgået 23. december 2019).

Ugelvik, Thomas.

Sosial Kontroll.

Oslo: Universitetsforlaget,

2019.

Van Es, Margaretha.

- ’Norwegian Muslim Women, Diffused

Islamic Feminism and the Politics of

Belonging’.

Nordic Journal of Religion and

Society

29, no. 2 (2016): 117-133.

’Muslims Denouncing Violent Extremism’.

Journal of Muslims in Europe

7, no. 2

(2018): 146-166.

’Muslim Women as ’Ambassadors’ of

Islam: Breaking Stereotypes in Everyday

Life’.

Identities

26, no. 4 (2019): 375-392.

Wacquant, Loïc.

Urban Outcasts: A Comparative Sociology

of Advanced Marginality.

Cambridge:

Polity Press, 2008.

Territorial Stigmatization Revisited: Sym-

bols, State, and Space.

Paper præsenteret

på International Conference on Territorial

Stigmatization and Advanced Marginality,

University of Porto, 2011.

Wacquant, Loïc, Tom Slater,

og Vergìlio Borges Pereira.

- ‘Territorial Stigmatization in Action’.

En-

vironment and Planning

46, no. 6 (2014):

1270-1280.

Welchman, Lynn, og Sara Hossain.

- ‘Introduction: “Honour”, Rights and

Wrongs’. I (red.) L. Welchman, og S. Hos-

sain

’Honour’: Crimes, Paradigmes, and

Violence Against Women,

1-21. London:

Zed Books, 2005.

Wikan, Unni.

- ‘Shame and Honour: A Contestable Pair’.

Man

19, no. 4 (1984): 635-652.

Ære og drab: Fadime – en sag til eftertan-

ke.

Gylling: Høst & Søn, 2003.

En fråga om heder.

Stockholm: Ordfront

Forlag, 2004.

In Honor of Fadime: Murder and Shame.

Chicago: University of Chicago Press,

2008a.

150

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

Om ære.

Oslo: Pax Forlag, 2008b.

White, Jenny.

Islamist Mobilization in Turkey: A Study in

Vernacular Politics, Studies in Modernity

and National Identity.

Seattle: University of

Washington Press, 2002.

Wæver, Ole.

- ‘Politics, Security, Theory’.

Security Dia-

logue

42, no. 4–5 (2011): 465–80.

Wæver, Ole, Barry Buzan, Morten Kelstrup,

og Pierre Lemaitre.

Identity, Migration and the New Security

Agenda in Europe.

New York: St. Martin’s

Press, 1993.

Withaeckx, Sophie, og Gily Coene.

- ‘“Glad to Have Honour”: Continuity and

Change in Minority Women’s Lived Experi-

ence of Honour’.

Journal of Gender Studies

23, no. 4 (2014): 376-90.

Wøllekær, Johnny.

- ‘Drømmen om det gode liv’. I (red.) H. L.

Nielsen

Kampen Om Vollsmose,

39-65.

København: U Press, 2019.

Ylvisaker, Signe, Rugkåsa, Marianne

og Ketil Eide.

- ’Silenced Stories of Social Work with Mi-

nority Ethnic Families in Norway’.

Critical

and Radical Social Work: An International

Journal

3, no. 2 (2015): 221-236.

Yildiz, Yasemin.

- ‘Turkish girls, Allah’s Daughters, and the

Contemporary German Subject: Itinerary of

a Figure’.

German Life and Letters

62, no. 4

(2009): 465-481.

Yilmaz, Ferruh.

How the Workers Became Muslims: Immi-

gration, Culture, and Hegemonic Transfor-

mation in Europe.

Ann Arbor: University of

Michigan Press, 2016.

151

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

152

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 399: Spm. om ministeren vil oversende rapporten »Magt og (M)ulighed« til udvalgets orientering, til udlændinge- og integrationsministeren