UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 348: Spm. om, hvilke initiativer er nødvendige, hvis kommunerne skal have mulighed for at regulere, hvad en tilladelse kan bruges til, så det ikke er alene bliver et spørgsmål om støjgene men også om indholdet af det, man bruger tilladelsen til at formidle, jf. drøftelserne under besvarelsen af samrådsspørgsmål P den 11. juni 2020, til udlændinge- og integrationsministeren

Udlændinge- og Integrationsudvalget 2019-20
UUI Alm.del
Offentligt

Ministeren

Udlændinge- og Integrationsudvalget

Folketinget

Christiansborg

1240 København K

Udlændinge- og Integrationsudvalget har den 12. juni 2020 stillet følgende

spørgsmål nr. 348 (alm. del) til udlændinge- og integrationsministeren, som her-

med besvares endeligt.

Spørgsmål nr. 348:

Hvilke initiativer er nødvendige, hvis kommunerne skal have mulighed for at regu-

lere, hvad en tilladelse kan bruges til, så det ikke er alene bliver et spørgsmål om

støjgene men også om indholdet af det, man bruger tilladelsen til at formidle, jf.

drøftelserne under besvarelsen af samrådsspørgsmål P den 11. juni 2020?

Svar:

Udlændinge- og Integrationsministeriet har til brug for besvarelsen indhentet

bidrag fra Justitsministeriet, der oplyser følgende:

”1.

Justitsministeriet har på baggrund af oplysninger fra Udlændinge-

og Integrationsministeriet lagt til grund, at spørgsmålet skal forstås

således, at det ønskes oplyst, hvilke muligheder der er for at indføre

regulering vedrørende kommunale tilladelser til bønnekald, der ikke

alene vedrører støjgener, men også tager sigte på indholdet af et

bønnekald. For så vidt angår de juridiske rammer for sådan regulering

kan Justitsministeriet oplyse følgende:

En eventuel hjemmel til at regulere religiøse bønnekald vil skulle ud-

formes og administreres inden for rammerne af grundloven, herun-

der grundlovens §§ 67 og 70, og Danmarks internationale forpligtel-

ser, herunder navnlig artikel 9 og 14 i Den Europæiske Menneskeret-

tighedskonvention (EMRK), jf. nærmere herom nedenfor.

Det bemærkes, at en endelig vurdering af, om en retlig regulering af

religiøse bønnekald vil være i overensstemmelse med grundloven og

EMRK, vil afhænge af en eventuel ordnings nærmere udformning og

begrundelse.

7. september 2020

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

Integration

Slotsholmsgade 10

1216 København K

Tel.

Mail

Web

CVR-nr.

Sags nr.

Akt-id

6198 4000

[email protected]

www.uim.dk

36977191

2020 - 10291

1307135

Side

1/5

UUI, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 348: Spm. om, hvilke initiativer er nødvendige, hvis kommunerne skal have mulighed for at regulere, hvad en tilladelse kan bruges til, så det ikke er alene bliver et spørgsmål om støjgene men også om indholdet af det, man bruger tilladelsen til at formidle, jf. drøftelserne under besvarelsen af samrådsspørgsmål P den 11. juni 2020, til udlændinge- og integrationsministeren

Religionsfriheden er beskyttet i grundlovens § 67, der har følgende

ordlyd:

”Borger e har ret til at fore e sig i sa fu d for at dyrke Gud på

den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet

læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den

offe tlige orde .”

Religionsfriheden efter grundlovens § 67 er ikke ubegrænset, idet

lovgivningsmagten er indrømmet en adgang til at fastsætte de ram-

mer for religionsfriheden, som hensynet til sædeligheden eller den

offentlige orden tilsiger, jf. grundlovens § 67, 2. led.

Michael Hansen Jensen anfører i den forbindelse følgende i Jens Pe-

ter Christensen m.fl., Grundloven med Kommentarer (2015), side 408

f.:

”Lovgiv i gs agte er overladt et vidt skø til at beste

e de

grænser, der følger af hensynet til sædeligheden eller den of-

fentlige orden (Max Sørensen 1973 s. 374). Det må antages, at

en gudsdyrkelse er i strid med sædeligheden eller den offentli-

ge orden, hvis gudsdyrkelsen er i modstrid med lovgivningen,

for så vidt de pågældende retsforskrifter ikke særligt tager sig-

te mod at modvirke den berørte gudsdyrkelse, men på at vare-

tage andre hensyn og interesser (Jens Peter Christensen m.fl.

2012 s. 371).

[…]

Grundlovens § 67 sætter den grænse for statsmagten, at den

er afskåret fra at gribe ind i borgernes gudsdyrkelse i tilslutning

til religiøse samfund, hvis denne indgriben

–

alene

–

er be-

grundet i en afstandtagen fra den pågældende trosretning som

sådan. Lovgivningsmagten er derimod ikke afskåret fra at gen-

nemføre lovgivning, der berører gudsdyrkelse, når lovgivningen

ikke har til hensigt at modvirke den berørte gudsdyrkelse, men

er begrundet i varetagelsen af andre hensyn og interesser (til

beskyttelse af sædeligheden og den offentlige orden), jf. oven-

for. Det kan dog næppe udelukkes, at der konkret vil kunne fo-

religge et sådant klart misforhold mellem de forfulgte interes-

ser og indgrebets betydning for borgernes gudsdyrkelse, at og-

så en sådan lovgivning vil kunne være i strid med beskyttelsen

efter grundlovens § 67, om end domstolene utvivlsomt vil

overlade lovgivningsmagten et ganske betydeligt spillerum, jf.

Jens Peter Christensen m.fl. 2012 s. 372-373.”

Side

2/5

Det bemærkes, at en regulering, der angår indholdet af et religiøst

bønnekald, efter omstændighederne vil kunne rejse spørgsmål i for-

hold til grundlovens § 67.

Religionsfriheden er endvidere beskyttet af EMRK artikel 9. Efter

artikel 9, stk. 1, har enhver ret til at tænke frit og til samvittigheds- og

religionsfrihed. Denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller tro

samt frihed til enten alene eller sammen med andre, offentligt eller

privat at udøve sin religion eller tro gennem gudstjeneste, undervis-

ning, andagt og overholdelse af religiøse skikke.

Retten til at udøve sin religion eller tro kan efter konventionens arti-

kel 9, stk. 2, underkastes sådanne begrænsninger, som er foreskrevet

ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den

offentlige tryghed, for at beskytte den offentlige orden, sundheden

eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og frihe-

der.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (Domstolen) har i for-

bindelse med behandlingen af sager om religionsfrihed flere gange

understreget, at konventionens artikel 9 om retten til at tænke frit og

til samvittigheds- og religionsfrihed må anses som en af grundpillerne

i et demokratisk samfund.

Domstolen har i den forbindelse udtalt, at det vil være uforeneligt

med statens pligt til at optræde neutralt og upartisk, hvis staten til-

lægges beføjelse til at vurdere berettigelsen af bestemte religiøse op-

fattelser eller udtryksmåder. Endvidere har Domstolen udtalt, at sta-

ten har en pligt til at fremme og sikre gensidig tolerance mellem alle

grupper i samfundet, og hvis der opstår spændinger mellem forskelli-

ge grupper, er det ikke statens opgave at fjerne årsagen til disse

spændinger ved at undertrykke pluralisme, men derimod at sikre, at

de pågældende grupper tolererer hinanden, jf. f.eks. dom af 10. no-

vember 2005 i sagen Leyla Sahin mod Tyrkiet, præmis 107.

Det følger desuden af Domstolens praksis, at konventionens artikel 9

ikke beskytter enhver handling, der er motiveret eller inspireret af re-

ligion eller overbevisning, jf. f.eks. præmis 105 i sagen Leyla Sahin

mod Tyrkiet. I samme sag udtalte Domstolen, at artikel 9 ikke altid

garanterer en ret til at handle på den bestemte måde, som måtte føl-

ge af ens religiøse overbevisning, og bestemmelsen giver således ikke

personer, der følger deres religiøse overbevisning, en ret til at se bort

fra lovgivning, der forfølger saglige hensyn, jf. præmis 121.

Det bemærkes, at der ikke ses at foreligge praksis fra Domstolen ved-

rørende religiøse bønnekald. Det bemærkes dog for fuldstændighe-

dens skyld, at Domstolen ved afvisningskendelse af 16. oktober 2012

Side

3/5

i sagen H.C.W. Schilder mod Holland fandt, at det ikke var i strid med

EMRK artikel 9, at de hollandske myndigheder havde fastsat regler

om, at støjen fra kirkeklokker ikke måtte overstige et vist niveau i

nærmere bestemte timer på døgnet.

Endelig bemærkes det, at regulering, der angår indholdet af et religi-

øst bønnekald, efter omstændighederne vil kunne rejse spørgsmål i

forhold til EMRK artikel 9.

Grundlovens § 70 har følgende ordlyd:

”Ingen

kan på grund af sin trosbekendelse eller afstamning be-

røves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske

rettigheder eller unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig

borgerpligt.”

Bestemmelsen indebærer et forbud mod diskrimination med bl.a.

trosbekendelse som kriterium, for så vidt angår adgangen til nydelse

af borgerlige eller politiske rettigheder. Udtrykket ”rettigheder” skal

ikke forstås snævert, men må betegne enhver fordelagtig retspositi-

on.

Bestemmelsen finder ikke kun anvendelse, hvor der udtrykkeligt dis-

krimineres på grund af trosbekendelse (direkte diskrimination), men

antages også at gælde, selvom der formelt set ikke diskrimineres på

grund af trosbekendelsen, men dog på grund af forhold, der er så nø-

je forbundet hermed, at resultatet faktisk bliver meget nær det sam-

me (indirekte diskrimination).

Det bemærkes

–

som det fremgår af Udlændinge- og Integrationsmi-

nisteriets besvarelse af spørgsmål nr. 1 til B 174 om forbud mod mus-

limsk bønnekald i det offentlige rum

–

at et forbud mod bønnekald,

der alene retter sig mod muslimske trossamfund i Danmark ikke vil

være foreneligt med diskriminationsforbuddet i grundlovens § 70.

Efter EMRK artikel 14 skal nydelsen af de i konventionen anerkend-

te rettigheder og friheder sikres uden forskel på grund af køn, race,

farve, sprog, religion, politisk eller anden overbevisning, national eller

social oprindelse, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formuefor-

hold, fødsel eller ethvert andet forhold.

Anvendelsesområdet for EMRK artikel 14 er begrænset derved, at

bestemmelsen er accessorisk til konventionens øvrige bestemmelser.

Det betyder, at bestemmelsen kun kan anvendes sammen med én el-

ler flere af disse bestemmelser. Heri ligger ikke et krav om, at den el-

ler de pågældende rettigheder skal være krænket, men derimod ale-

Side

4/5

ne et krav om, at den foreliggende situation skal ligge inden for be-

stemmelsens anvendelsesområde.

Hvis den foreliggende situation ligger inden for en anden konventi-

onsbestemmelses anvendelsesområde (f.eks. artikel 9), indebærer

artikel 14 et forbud mod usaglig forskelsbehandling.

Efter Domstolens praksis indebærer dette, at personer i sammenlig-

nelige situationer som udgangspunkt skal behandles ens, og at for-

skelsbehandling kun er berettiget, hvis den har et legitimt formål og

samtidig står i et rimeligt forhold til dette formål. Artikel 14 beskytter

både mod direkte og indirekte forskelsbehandling.

Det bemærkes

–

som det fremgår af Udlændinge- og Integrationsmi-

nisteriets besvarelse af spørgsmål nr. 1 til B 174 om forbud mod mus-

limsk bønnekald i det offentlige rum

–

at et forbud mod bønnekald,

der alene retter sig mod muslimske trossamfund i Danmark ikke vil

være foreneligt med diskriminationsforbuddet i EMRK artikel 14, jf.

artikel 9.”

Kaare Dybvad Bek

Lars von Spreckelsen-Syberg

Side

5/5