UUI, Alm.del - 2019-20 - Foreløbigt svar på spørgsmål 123: MFU spm. om ministeren vil oversende en samlet oversigt over de internationale konventioner, som påvirker dansk udlændingelovgivning med angivelse af, hvor og hvordan denne påvirkning gør sig gældende, til udlændinge- og integrationsministeren

Udlændinge- og Integrationsudvalget 2019-20
UUI Alm.del
Offentligt

Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik 2011-12

UUI alm. del Bilag 88

Offentligt

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

5. marts 2012

Udlændingeafdelingen

JJC/KRE/RIN

11/40592

361192

Notat om Danmarks internationale forpligtelser på udlændinge- og

statsborgerretsområdet

Indledning

I dette notat redegøres der nærmere for Danmarks internationale forpligtel-

ser på udlændinge- og statsborgerretsområdet.

Der fokuseres i notatet på de centrale konventioner, men der beskrives og-

så en række andre konventioner og bilaterale aftaler, der har betydning for

området. Der er med notatet ikke tilsigtet en udtømmende redegørelse for

alle danske internationale forpligtelser på udlændinge- og statsborgerrets-

området.

Notatet indeholder en beskrivelse af de forpligtelser, som Danmark har på-

taget sig ved de enkelte konventioner. Det falder uden for rammerne af no-

tatet at give en mere udførlig redegørelse for fortolkningen af hver enkelt

artikel i de enkelte konventioner.

Notatet erstatter ikke den udførlige og specifikke beskrivelse af Danmarks

internationale forpligtelser, som indgår i fremsatte lovforslag på det ud-

lændinge- og statsborgerretlige område

, ligesom notatet ikke kan erstatte

den konkrete fortolkning af Danmarks internationale forpligtelser, der skal

foretages i enkeltsager.

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

Se hertil f.eks. lovforslag om behandling af sager om administrativ udvisning af udlæn-

dinge, der må anses for en fare for statens sikkerhed, m.v. (lovforslag L209 af 28. april

2009, bl.a. afsnit 4.1.5-6 og 4.2.3).

Telefon 7226 8400

Telefax 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

UUI, Alm.del - 2019-20 - Foreløbigt svar på spørgsmål 123: MFU spm. om ministeren vil oversende en samlet oversigt over de internationale konventioner, som påvirker dansk udlændingelovgivning med angivelse af, hvor og hvordan denne påvirkning gør sig gældende, til udlændinge- og integrationsministeren

Afsnit 2 indeholder et generelt afsnit om Danmarks internationale forplig-

telser. Afsnit 3 indeholder en beskrivelse af de centrale konventioner af be-

tydning for udlændingeområdet. Afsnit 4 beskriver de centrale konventio-

ner på statsborgerområdet. Afsnit 5 beskriver andre konventioner af betyd-

ning for statsborgerområdet. Som bilag er der udarbejdet en oversigt over

konventioner, som Danmark har tiltrådt på det udlændinge- og statsborger-

retlige område.

Generelt om Danmarks internationale forpligtelser

Det traditionelle forfatningsretlige udgangspunkt er, at folkeretlige aftaler

ikke uden videre er en del af dansk ret, idet konventioner, som Danmark

ratificerer, skal gennemføres ved inkorporering eller omskrivning for at

blive en del af dansk ret. Også konventioner, der ikke er særskilt gennem-

ført, fordi der er blevet konstateret normharmoni med dansk ret, er imidler-

tid en relevant retskilde, der efter omstændighederne vil kunne påberåbes

over for og anvendes af danske domstole og andre retsanvendende myn-

digheder. I det følgende anvendes begrebet implementeret som samlebe-

tegnelse for konstatering af normharmoni, omskrivning og inkorporering.

På udlændingeområdet sker inddragelsen af folkeretten som oftest ved en

fortolkning af udlændingelovens regler i lyset af Danmarks internationale

forpligtelser under den juridiske behandling af enkeltsager. Dette skyldes,

at udlændingeloven overvejende indeholder henvisninger til, at der i be-

handlingen af de enkelte konkrete sager kan ske fravigelse af en eller flere

betingelser, hvor internationale forpligtelser tilsiger det, og at det derfor

ofte ikke er muligt at pege på bestemte regler, hvorved en given forpligtel-

se er indarbejdet i dansk ret.

På indfødsretsområdet, hvor de skønsmæssige beføjelser udøves af Folke-

tinget, er de internationale forpligtelser i det væsentlige indarbejdet i re-

gelgrundlaget for administrationen af området.

Danmark har tiltrådt et betydeligt antal internationale konventioner, der

har betydning for udlændingepolitikken og administrationen af udlændin-

ge- og statsborgerretslovgivningen.

Se betænkning nr. 1407/2001 om inkorporering af menneskerettighedskonventioner i

dansk ret, kapitel 2, hvor principperne for gennemførelse og anvendelse af internationale

konventioner m.m. er gennemgået.

Nogle konventioner retter sig specifikt mod udlændingeområdet – som ek-

sempelvis FN’s Flygtningekonvention - mens andre konventioner – som

eksempelvis Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) –

har en generel karakter og anvendelse, men dog betydning for udlændinge-

og statsborgerområdet.

Visse konventioner er overlappende, idet de søger at beskytte samme

gruppe af personer, rettigheder o. lign., men er blevet til inden for hver sin

internationale organisation. Visse af Danmarks internationale forpligtelser

relaterer sig således til FN, mens andre relaterer sig til Europarådet, EU el-

ler andre regionale og internationale organisationer.

Det bemærkes, at Danmarks medlemskab af internationale organisationer

direkte eller indirekte kan være betinget af Danmarks tiltræden af bestemte

internationale konventioner mv.

Særligt om EU-retlige forpligtelser

Det fremgår af Traktaten om Den Europæiske Unions (EU-Traktaten) arti-

kel 2, at Unionen bygger på værdierne respekt for den menneskelige vær-

dighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstaten og respekt for menneske-

rettighederne, herunder rettigheder for personer, der tilhører mindretal.

Det fremgår endvidere af EU-Traktatens artikel 6, stk. 1, at Unionen aner-

kender de rettigheder, friheder og principper, der findes i chartret om

grundlæggende rettigheder af 7. december 2000 som tilpasset den 12. de-

cember 2007 (chartret), der har samme juridiske værdi som traktaterne.

Chartret er således retligt bindende på traktatniveau. Det fremgår videre af

EU-Traktatens artikel 6, stk. 2, at Unionen tiltræder EMRK. EU har endnu

ikke tiltrådt EMRK. Efter EU-Traktatens artikel 6, stk. 3, udgør de grund-

læggende rettigheder, der fremgår af denne konvention, og medlemsstater-

nes fælles forfatningsmæssige traditioner generelle principper i EU-retten.

Chartret indeholder en række grundlæggende rettigheder, der også er sikret

gennem internationale konventioner, herunder for eksempel forbud mod

tortur (artikel 4), retten til familieliv (artikel 7), beskyttelse ved udsendel-

se, udvisning og udlevering (artikel 19) og særlige rettigheder for børn (ar-

tikel 24).

Direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres fami-

liemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes

område har bl.a. hjemmel i Traktaten om Den Europæiske Unions Funkti-

onsmådes (EUF-Traktaten) bestemmelser om fri bevægelighed for perso-

ner, som er en helt grundlæggende rettighed inden for EU-retten. Efter di-

rektivet har unionsborgere og deres familiemedlemmer uanset nationalitet

ret til at opholde sig på en anden medlemsstats område i mere end tre må-

neder, hvis unionsborgeren f.eks. er arbejdstager, selvstændig erhvervsdri-

vende eller råder over tilstrækkelige midler til sig selv og sine familiemed-

lemmer (artikel 7), ligesom de har ret til tidsubegrænset ophold, når de har

haft ophold i værtsmedlemsstaten i fem år i træk (artikel 16). Herudover

kan en unionsborger kun udvises af værtsmedlemsstaten, hvis den person-

lige adfærd udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der

berører en grundlæggende samfundsinteresse (artikel 27).

Det fremgår af chartrets artikel 18, at asylretten sikres under iagttagelse af

reglerne i Genèvekonventionen af 28. juli 1951 og protokollen af 31. janu-

ar 1967 om flygtninges retsstilling og i overensstemmelse med EU-

Traktaten og EUF-Traktaten. Det fremgår endvidere af EUF-Traktatens ar-

tikel 78, at EU’s asylpolitik skal være i overensstemmelse med Genève-

konventionen af 28. juli 1951, protokollen af 31. januar 1967 om flygtnin-

ges retsstilling og andre relevante traktater.

Danmark er som følge af forbeholdet for retlige og indre anliggender ikke

bundet af EU-retsakter, der vedtages med hjemmel i denne bestemmelse.

Danmark har imidlertid indgået en parallelaftale med Fællesskabet (nu

EU) om deltagelse i Dublin-forordningen og Eurodac-forordningen på

mellemstatsligt grundlag. Det fremgår af Dublin-forordningens præambel,

at medlemsstaterne, der alle overholder ”non-refoulement”-princippet, be-

tragtes som sikre lande for tredjelandsstatsborgere. Dette betyder, at delta-

gelse i denne forordning forudsætter overholdelse af det grundlæggende

princip på asylområdet om ”non-refoulement”, men der henvises ikke i

teksten direkte til, at det er et krav, at Flygtningekonventionen er tiltrådt.

Det er endvidere relevant at bemærke, at EU-Domstolen efter fast praksis

inddrager de generelle menneskerettighedskonventioner, herunder EMRK,

i Domstolens retlige grundlag for vurderingen af de enkelte retssager,

hvorfor danske retsanvendende myndigheder i det omfang EU-retten er

anvendelig er forpligtet til at fortolke og anvende bestemmelserne i over-

ensstemmelse hermed.

Centrale konventioner af betydning for udlændingeområdet

3.1. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) blev underteg-

net af Danmark i 1950 og trådte i kraft i 1953. Konventionen beskytter

grundlæggende borgerlige rettigheder og friheder, herunder ytrings-, for-

samlings- og foreningsfrihed, retten til en retfærdig rettergang, religions-

og samvittighedsfrihed, forbud mod dødsstraf, samt i relation til udlændin-

geretten navnlig forbuddet mod tortur og anden nedværdigende eller

umenneskelig behandling (artikel 3), retten til et familieliv (artikel 8), ad-

gang til effektive retsmidler (artikel 13) og diskriminationsforbuddet (arti-

kel 14).

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg behandler sager,

hvor en medlemsstat påstås at have overtrådt konventionen eller dens til-

lægsprotokoller. Menneskerettighedsdomstolen i dens nuværende form har

eksisteret siden 1998, hvor den daværende Menneskerettighedskommissi-

on og Menneskerettighedsdomstol blev slået sammen til en institution.

Konventionen indeholder to forskellige klageadgange nemlig ”den mel-

lemstatslige” og ”den individuelle”. Den mellemstatslige klageadgang er

en ret for en medlemsstat til at klage til Menneskerettighedsdomstolen,

hvis den finder, at en anden medlemsstat ikke opfylder sine forpligtelser

efter konventionen. Den individuelle klageadgang er en ret for enkeltper-

soner, ikke-statslige organisationer eller grupper af enkeltpersoner til at

klage direkte til Menneskerettighedsdomstolen over en medlemsstat.

Medlemsstaterne er forpligtet til at rette sig efter Menneskerettighedsdom-

stolens endelige afgørelser i sager, hvori de er parter, og Europarådets Mi-

nisterkomité kontrollerer, at dette sker. Når Ministerkomitéen har fået til-

strækkelige oplysninger om, at den dømte medlemsstat har taget de nød-

vendige skridt, f.eks. udbetalt en erstatning, anerkender Ministerkomitéen

dette ved at vedtage en resolution, der bringer sagen til afslutning.

Menneskerettighedsdomstolens fortolkning af konventionen er dynamisk,

hvilket betyder, at selv om konventionen er fra 1950, fortolker Menneske-

rettighedsdomstolen den i lyset af de nuværende samfundsforhold i Euro-

pa, og derfor er konventionen og Menneskerettighedsdomstolens praksis

aktuel og relevant den dag i dag. Menneskerettighedsdomstolen har gen-

nem årene produceret en betragtelig retspraksis af betydning for udlændin-

ge- og statsborgerretsområdet.

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er som den eneste af de

generelle menneskerettighedskonventioner inkorporeret i dansk ret, jf. lov

nr. 285 af 29. april 1992 med senere ændringer.

Konventionen udgør en hjørnesten i Danmarks internationale forpligtelser

på det menneskeretlige område, hvilket også afspejler sig på det udlændin-

geretlige område. Der kan således meddeles enten asyl efter udlændinge-

lovens §§ 7-8, jf. lovbekendtgørelse nr. 947 af 24. august 2011, eller hu-

manitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, hvis et afslag på

opholdstilladelse og en efterfølgende udsendelse ville være i strid med

EMRK artikel 3, der kan meddeles familiesammenføring efter udlændin-

gelovens § 9 eller 9 c, stk. 1, hvis et afslag ville være i strid med EMRK

artikel 8, og der lægges ved afgørelsen ikke vægt på hverken ansøgerens

eller en eventuel herboende slægtnings køn, alder, etnicitet, oprindelse

mv., hvis dette ville stride mod EMRK artikel 14.

EMRK artikel 3 (forbud mod tortur mv.)

Efter EMRK artikel 3 må ingen underkastes tortur eller umenneskelig eller

nedværdigende behandling eller straf.

Efter Menneskerettighedsdomstolens praksis er det afgørende for, om en

mishandling, behandling eller straf har karakter af tortur – og ikke blot an-

den umenneskelig eller nedværdigende behandling – om denne indebærer

en meget alvorlig og grusom lidelse, og om den er forsætlig. Anden umen-

neskelig behandling omfatter normalt behandling, som varer ved i timevis,

som forårsager faktiske legemsskader eller intens fysisk eller psykisk li-

delse, og som er sket med eller uden forsæt, f.eks. ødelæggelse af klage-

rens hus og ejendele. Anden nedværdigende behandling omfatter ydmy-

gende og nedsættende handlinger, herunder handlinger, der faktisk gav el-

ler var egnet til at give anledning til en følelse af frygt, angst eller mindre-

værd, som er egnet til at nedbryde individets moralske eller fysiske mod-

standskraft, f.eks. truslen om at blive idømt dødsstraf.

Domstolen fandt i sin dom af 2. marts 2010 i

Al-Saadoon og Mufdhi mod Storbritanni-

en,

at der var grundlag for at indfortolke forbuddet mod dødsstraf i EMRK artikel 2 og 3.

Se yderligere om reguleringen af dødsstraf neden for under EMRK tillægsprotokol nr. 6

og 13.

Hvorvidt en handling er tortur eller anden umenneskelig eller nedværdi-

gende behandling, afhænger bl.a. af offerets forhold, herunder offerets

køn, alder og psykiske tilstand, og hvordan handlingen med rimelighed må

opfattes af et sådant offer. Efter Menneskerettighedsdomstolens praksis

kan det udgøre en krænkelse bl.a. at udsende en person, der lider af alvor-

lig fysisk eller psykisk sygdom til et hjemland, hvor udlændingen ikke kan

tilbydes pasnings- og behandlingsmuligheder. I

D mod Storbritannien,

dom af 2. maj 1997, fandt Menneskerettighedsdomstolen således, at det

ville udgøre en krænkelse af EMRK artikel 3 at udvise en udlænding, som

var i terminalstadiet af AIDS, og som i hjemlandet ikke kunne få behand-

ling af sin sygdom, og desuden ikke havde noget socialt netværk, der kun-

ne hjælpe ham med basal pleje og omsorg. Der skal foreligge ekstraordi-

nære omstændigheder før udsendelse af en alvorligt syg person vil udgøre

en krænkelse af artikel 3. Det vil ikke være tilstrækkeligt, at behandlings-

standarden i hjemlandet generelt er ringere, eller at behandlingen er for-

bundet med betydelige økonomiske omkostninger.

Beskyttelsen i artikel 3 gælder ikke kun mod overgreb foretaget inden for

statens eget territorium. Bestemmelsen har eksterritorial virkning, hvilket

bl.a. indebærer, at medlemsstaterne ikke kan udsende en person til et land,

hvis der er en konkret og individuel risiko for, at vedkommende her bliver

udsat for eller videresendt til behandling i strid med EMRK artikel 3.

Som eksempel på eksterritoriale sager, der har haft betydning for Dan-

mark, kan nævnes Menneskerettighedsdomstolens dom af 21. januar 2011

M.S.S. mod Grækenland og Belgien,

hvor Domstolen fastslog, at det ud-

gjorde en krænkelse at tilbagesende klageren efter Dublinforordningen til

de forhold, som Grækenland tilbød asylansøgere generelt, fordi de belgi-

ske myndigheder på tidspunktet for tilbagesendelsen vidste eller burde vi-

de, at klageren var i en reel risiko for behandling i strid med EMRK artikel

3 i Grækenland. Dommen førte bl.a. til, at de danske udlændingemyndig-

heder måtte behandle asylansøgninger fra personer, som ellers efter Dub-

linforordningen skulle have haft deres sager behandlet i Grækenland.

I fem domme afsagt den 20. januar 2011 mod Danmark nåede Menneske-

rettighedsdomstolen frem til, at det ikke ville være i strid EMRK artikel 3

at udsende etniske tamiler fra Sri Lanka, som havde søgt asyl i Danmark.

Domstolen henviste bl.a. til afgørelsen i

NA. mod Storbritannien,

17. juli

2008, hvorefter der ikke var nogen generel risiko for, at etniske tamiler,

T.N. mod Danmark, T.N. og S.N. mod Danmark, S.S. m.fl. mod Danmark, P.K. mod

Danmark

N.S. mod Danmark.

der vendte tilbage til Sri Lanka, ville blive udsat for behandling i strid med

EMRK artikel 3. Spørgsmålet om, hvorvidt der var en reel risiko for, at de

pågældende asylansøgere ville blive udsat for behandling i strid med

EMRK artikel 3 skulle derfor foretages konkret i hver enkelt sag med ind-

dragelse af alle relevante faktorer, der kunne medføre en øget risiko for, at

vedkommende ville blive udsat for tortur eller lignende behandling i strid

med EMRK artikel 3 ved tilbagevenden til Sri Lanka. På baggrund af den

aktuelle generelle situation i Sri Lanka sammenholdt med de kumulative

risikofaktorer, fandt Domstolen ikke, at der var væsentlige grunde til at tro,

at de srilankanske myndigheder i de konkrete sager ville udsætte klagerne

for en behandling, som ville være en krænkelse af EMRK artikel 3.

Den generelle voldssituation i et land kan nå et så højt niveau, at enhver

udsendelse vil være i strid med EMRK artikel 3. Domstolen har således i

sin dom af 28. juni 2011 i sagen

Sufi og Elmi mod Storbritannien

vurderet,

at de generelle forhold i Somalia på nuværende tidspunkt er så ringe, at der

ikke kan ske udsendelse til Mogadishu, Al-Shabaab-kontrollerede områder

og flygtningelejrene i Afgooye Korridoren og Dadaab, samt at der ikke bør

ske udsendelse til det sydlige og centrale Somalia, medmindre den pågæl-

dende har nære slægtninge der, eller til Somaliland eller Puntland, med-

mindre den pågældende kommer derfra eller har stærke klantilhørsforhold

dertil.

Beskyttelsen i EMRK artikel 3 er absolut og således uden relation til offe-

rets opførsel. I Menneskerettighedsdomstolens dom af 28. februar 2008 i

Saadi mod Italien

udtalte Domstolen således, at en persons opførsel, uan-

set hvor uønsket eller farlig den er, ikke kan tages i betragtning ved vurde-

ringen efter artikel 3, og beskyttelsen efter artikel 3 er således bredere end

beskyttelsen efter artiklerne 32 og 33 i FN’s Flygtningekonvention. Dom-

stolen fastslog samtidig, at der ikke kan kræves en højere grad af bevis for,

at der foreligger en reel risiko for tortur ved tvangsmæssig udsendelse til

hjemlandet, i tilfælde, hvor den pågældende anses at udgøre en alvorlig

trussel mod værtsstatens sikkerhed.

EMRK artikel 4 (forbud mod slaveri og tvangsarbejde mv.)

Efter EMRK artikel 4 må ingen holdes i slaveri og ingen pålægges tvangs-

arbejde. Begrebet tvangsarbejde omfatter dog ikke f.eks. strafafsoneres

sædvanlige arbejde, militærtjeneste el.lign.

Forbuddet mod slaveri indeholder en beskyttelse også mod menneskehan-

del.

EMRK artikel 8 (ret til privat- og familieliv)

Efter EMRK artikel 8 har enhver ret til respekt for sit privatliv og familie-

liv.

Retten til et familieliv omfatter efter Menneskerettighedsdomstolens prak-

sis retten til at opretholde et eksisterende familieliv, f.eks. ved at staten

undlader at udvise et familiemedlem, samt i visse situationer statens posi-

tive forpligtelse til at tilvejebringe de nødvendige forudsætninger for at

udøve et familieliv, f.eks. ved at staten giver et familiemedlem opholdstil-

ladelse.

Det kan udledes af Menneskerettighedsdomstolens praksis, at bestemmel-

sen ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da

familier ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det

land, hvori de vil udøve deres familieliv. Der skal i hver enkelt sag, hvor

en udlænding søger om familiesammenføring med en herboende person,

foretages en konkret vurdering af, hvorvidt det på baggrund af sagens om-

stændigheder er proportionalt – bl.a. ud fra Danmarks interesse i at kon-

trollere indvandringen – at meddele afslag på opholdstilladelse. Proportio-

nalitetsvurderingen tager afsæt i, om der er uoverstigelige hindringer for at

udøve familielivet i et andet land. Dette vil være tilfældet, hvis det herbo-

ende familiemedlem må antages at være asylrelevant forfulgt i et fælles

hjemland, eller hvis Danmark i øvrigt er klart nærmest til at beskytte fami-

lielivet, f.eks. på grund af et eller flere familiemedlemmers familiemæssi-

ge, sproglige og kulturelle tilknytning her til landet.

Retten til et familieliv er suppleret af retten til et privatliv, idet retten til et

privatliv efter Menneskerettighedsdomstolens praksis også omfatter retten

til at etablere og udvikle bånd til andre mennesker og verden. Dermed bli-

ver en udlændings samlede bånd til det danske samfund omfattet af be-

skyttelsen. Dette har bl.a. betydning i sager om udvisning af kriminelle ud-

Se fra Menneskerettighedsdomstolens praksis dom af 7. januar 2010 i

Rantsev mod Cy-

pern og Rusland.

lændinge, der har haft hele eller en væsentlig del af deres opvækst og sko-

legang her i landet.

Menneskerettighedsdomstolens praksis på området er betydelig og dækker

såvel familiesammenføring af ægtefælle, familiesammenføring af børn,

familiesammenføring af andre slægtninge, udvisning, inddragelse af op-

holdstilladelse og afslag på forlængelse af opholdstilladelse. Domstolen

fastslog allerede ved dom af 28. maj 1985 i

Abdulaziz, Cabales og Balkan-

dali mod Storbritannien,

at medlemsstaterne var forpligtede til at give fa-

miliesammenføring i visse tilfælde, og i dom af 26. april 2007 i

Konstati-

nov mod Holland

opregnede Domstolen en række kriterier, der skal afvejes

i sager om ægtefællesammenføring

. I dom af 19. februar 1996 i

Gül mod

Schweiz

tog Domstolen første gang stilling til forpligtelsen til at give fami-

liesammenføring til børn. Menneskerettighedsdomstolen har herudover

truffet en lang række afgørelser om udvisning som følge af kriminalitet

mv., herunder dom af 18. oktober 2006 i

Üner mod Holland,

der indehol-

der en opregning af de kriterier, der skal indgå i sager om udvisning

Menneskerettighedsdomstolen har indtil nu afsagt én dom mod Danmark

vedrørende familiesammenføring. I dom af 14. juni 2011 i

Osman mod

Danmark

fandt Domstolen, at det var i strid med EMRK artikel 8 at nægte

Retten til privatliv omfatter herudover bl.a. indsamling og registrering af personoplys-

ninger, samt den enkeltes adgang til indsigt i alle relevante og egnede oplysninger om sig

selv.

Disse kriterier omfatter i hvilket omfang familielivet reelt vil blive afbrudt; omfanget af

familiemedlemmernes bånd til medlemsstaten; om der er uoverstigelige hindringer for

udøvelsen af familielivet i hjemlandet; om der er hensyn at tage til medlemsstatens mu-

lighed for at kontrollere indvandringen (herunder om ansøgeren tidligere har forbrudt sig

imod immigrationslovgivningen) eller andre hensyn til den offentlige orden; samt om fa-

milielivet blev etableret på et tidspunkt, hvor familiemedlemmerne var klar over, at et af

familiemedlemmernes opholdsgrundlag havde en sådan karakter, at muligheden for at

fortsætte udøvelsen af familielivet i opholdslandet fra starten har været forbundet med

usikkerhed.

Disse kriterier omfatter karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet; varigheden af

ansøgerens ophold i det land, hvorfra han udvises; varigheden af perioden siden krimina-

liteten blev begået og ansøgerens opførsel i denne periode; de berørte personers statsbor-

gerskab; ansøgerens familiemæssige situation (herunder varigheden af et ægteskab og an-

dre faktorer, der beskriver karakteren af et pars familieliv); om ægtefællen kendte til den

kriminelle adfærd på tidspunktet for etableringen af familielivet; om der er børn i ægte-

skabet (og i så fald deres alder); alvoren af de vanskeligheder, som ægtefællen må forven-

tes at møde i ansøgerens hjemland; barnets tarv (herunder alvoren af de vanskeligheder,

som barnet må forventes at møde i ansøgerens hjemland); samt karakteren og omfanget af

sociale, kulturelle og familiemæssige bånd til henholdsvis medlemsstaten og ansøgerens

hjemland.

klageren opholdstilladelse i forlængelse af, at hun havde været sendt på

genopdragelsesrejse af sine forældre mod hendes vilje, efter at hun havde

tilbragt de mest formative år af sin opvækst i Danmark. Klager havde levet

i Danmark, siden hun var 7 år gammel, og var i en alder af 15 år, mod sin

vilje, blevet sendt til en flygtningelejr i Kenya for at tage sig af sin farmor.

2 år efter sin udrejse til Kenya søgte klager om at blive genforenet med sin

familie i Danmark. Hun fik afslag, da hun havde mistet sin permanente

opholdstilladelse som følge af, at hun ikke havde opholdt sig i Danmark i

mere end 12 måneder i træk. Menneskerettighedsdomstolen konstaterede,

at samlivet mellem mindreårige, som endnu ikke havde stiftet egen fami-

lie, og de mindreåriges forældre var at betragte som familieliv i artikel 8’s

forstand. Domstolen konstaterede endvidere, at klager havde levet hoved-

parten af sit liv i Danmark, talte dansk, havde gået i skole i Danmark og

havde hovedparten af sin familie i Danmark. På den baggrund skulle der

være meget tungtvejende grunde til, at myndighederne kunne afvise at for-

ny hendes opholdstilladelse. Selv om Domstolen var enig i, at formålet

med den danske lovgivning – som bl.a. havde til formål at forhindre ”gen-

opdragelsesrejser” – var legitimt, og at forældres ret til at beslutte, hvor

mindreårige børn skal bo, måtte anses som grundlæggende i et familiefor-

hold, fandt Domstolen, at klagers interesser ikke var inddraget tilstrække-

ligt i afgørelsen, hvorfor der forelå en krænkelse af artikel 8. Dommen er

nærmere beskrevet i Integrationsministeriets notat af 8. juli 2011 om for-

tolkningen af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 14.

juni 2011 i sagen Osman mod Danmark (appl.no. 38058/09), som blev

sendt til Folketingets Udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik den 8.

juli 2011, jf. bilagsnr. 185 (alm. del 2010/11, 1. samling).

Herudover har Menneskerettighedsdomstolen behandlet enkelte familie-

sammenføringssager mod Danmark, som ikke er blevet optaget til dom. I

en afvisningsafgørelse af 6. juli 2006 i

Yash Priya mod Danmark

fandt

Domstolen, at klagen var åbenbart ubegrundet, da klageren alene havde

opholdt sig i Danmark på processuelt ophold og ulovligt ophold, og hun på

intet tidspunkt fået tilsagn fra de danske myndigheder om, at hun ville få

opholdstilladelse, og da hun i 1999 var blevet gjort bekendt med de dagæl-

dende regler om opholdstilladelse, kunne hun heller ikke forvente, at hun

og parrets første barn ville få opholdstilladelse som et

fait accompli

på

grund af deres tilstedeværelse i Danmark. Hun kunne heller ikke forvente

at få lov til at fortsætte familielivet i Danmark. Domstolen anførte endvi-

dere, at det ikke kunne give klageren en bedre retsstilling i relation til de

danske udlændingeregler, at hun blev skilt fra sin ægtefælle og indgik afta-

le om samvær med parrets fællesbarn, når dette skete med det formål at

opnå opholdstilladelse og uden at ophæve samlivet med ægtefællen.

På udvisningsområdet fandt Menneskerettighedsdomstolen i dom af 11. ju-

li 2002 i

Amrollahi mod Danmark,

at det ville være i strid med EMRK ar-

tikel 8 at udvise klageren til Iran (for narkotikasmugling), bl.a. fordi hans

danske ægtefælle ville opleve betydelige vanskeligheder ved at rejse med,

og fordi ægtefællens 13-årige særbarn afviste at rejse med til Iran. Dom-

stolen lagde også vægt på, at klageren ikke havde haft nævneværdig kon-

takt til sit hjemland siden han var flygtet derfra næsten 10 år tidligere.

Menneskerettighedsdomstolen har også på udvisningsområdet behandlet et

antal sager mod Danmark, som ikke er blevet optaget til dom. Disse sager

omfatter bl.a. Domstolens afvisningsafgørelse af 10. april 2006 i

Cömert

mod Danmark,

hvor Domstolen afviste klagen med den begrundelse, at

mandens ret til et familieliv ikke var blevet krænket, da han selv havde på-

ført familielivet betragtelig skade gennem sit langvarige seksuelle misbrug

af den ældste datter. Menneskerettighedsdomstolen lagde endvidere vægt

på, at manden havde en betydelig tilknytning til Tyrkiet gennem sin op-

vækst og oftest årlige ferieophold, ligesom hans forældre og søskende alle

boede i Tyrkiet, idet hans far og bror forlod Danmark efter domfældelsen,

og at hans to yngste børn havde besøgt ham i Tyrkiet efter hans udsendel-

se. Herudover har Menneskerettighedsdomstolen bl.a. fundet, at klagerne

vedrørende udvisningen af to tyrkiske statsborgere på 17 og 19 år, der

henholdsvis var født i Danmark og kommet til Danmark som 3-årig, og

som i 2005 var dømt 8 og 10 års fængsel for drabet på en ung italiensk tu-

rist i København, var åbenbart ubegrundede, jf. afvisningsafgørelser af 22.

januar 2007. Domstolen fremhævede, at der var tale om meget grov per-

sonfarlig kriminalitet.

EMRK Tillægsprotokol nr. 4 (valg af opholdssted, forbud mod udvisning af

egne statsborgere, forbud mod kollektiv udvisning)

Danmark tiltrådte EMRK tillægsprotokol nr. 4 den 30. september 1964 og

protokollen trådte i kraft den 2. maj 1968. Protokollen indeholder et antal

materielle rettigheder.

Efter protokollens artikel 2 har enhver, der opholder sig retmæssigt på en

stats territorium, ret til bevægelsesfrihed og til frit at vælge sit opholdssted,

ligesom enhver har ret til at forlade et hvilket som helst land, herunder sit

eget.

Ved protokollens artikel 3 er indført et forbud mod udvisning af egne

statsborgere, uanset om dette sker ved individuelle eller kollektive foran-

staltninger, ligesom enhver har ret til at indrejse i det land, hvori den på-

gældende er statsborger.

Herudover fastslår protokollens artikel 4 forbuddet mod kollektiv udvis-

ning af udlændinge.

EMRK Tillægsprotokol nr. 6 og 13 (forbud mod dødsstraf)

Spørgsmålet om dødsstraf har været gennem en betydelig udvikling siden

konventionens ikrafttræden i 1953.

EMRK artikel 2, som beskytter retten til liv, beskytter efter sin ordlyd ikke

imod dødsstraf, når denne er foreskrevet ved lov og pålagt af en domstol.

Forbuddet mod dødsstraf i fredstid trådte i kraft med tillægsprotokol nr. 6 i

1985 og forbuddet mod dødsstraf i krigstid trådte i kraft med tillægsproto-

kol nr. 13 i 2003.

På grundlag af den meget brede tilslutning blandt medlemsstaterne til til-

lægsprotokol nr. 6 og 13 fandt Domstolen i sin dom af 2. marts 2010 i sa-

gen

Al-Saadoon og Mufdhi mod Storbritannien,

at der i dag må indfortol-

kes et forbud mod dødsstraf i EMRK artikel 2 (retten til livet) og 3 (forbud

mod tortur mv.).

EMRK Tillægsprotokol nr. 7 (processuelle garantier ved udvisning)

Tillægsprotokol nr. 7 blev tiltrådt af Danmark den 18. august 1988 og tråd-

te i kraft den 1. november 1988. Protokollen indeholder i artikel 1 en ræk-

ke processuelle garantier i forbindelse med udvisning af udlændinge. Det

følger heraf, at en udlænding, der lovligt er bosiddende i en stats territori-

um, ikke kan udvises derfra, medmindre dette sker i medfør af en beslut-

ning truffet i overensstemmelse med loven. Den pågældende skal have a)

adgang til at fremkomme med sine bemærkninger mod udvisningen, b) at

få sagen prøvet på ny, og c) med henblik herpå at være repræsenteret over

for den kompetente myndighed eller en person eller personer udpeget af

denne myndighed. En udlænding kan dog udvises inden udøvelsen af de

a)-c) nævnte rettigheder, når dette er nødvendigt af hensyn til den offentli-

ge orden eller begrundet i hensynet til den nationale sikkerhed.

EMRK artikel 13 (adgang til effektive retsmidler)

Efter EMRK artikel 13 skal enhver, hvis rettigheder og friheder efter den-

ne konvention er blevet krænket, have adgang til effektive retsmidler her-

imod for en national myndighed, uanset om krænkelsen er begået af perso-

ner, der handler i embeds medfør.

Bestemmelsen er efter sin ordlyd knyttet til de materielle rettigheder i

konventionen (og protokollerne), herunder artikel 3 og 8.

Kravet om effektive retsmidler er ikke et specifikt krav om adgang til

domstolsprøvelse, men et krav om adgang til et organ, som har de fornød-

ne beføjelser og retssikkerhedsgarantier til at foretage en reel materiel og

processuel efterprøvelse af den trufne afgørelse og af, om klagerens rettig-

heder er blevet tilsidesat.

Når det gælder sager om udsendelse af personer, som oplyser at være i ri-

siko for behandling i strid med artikel 2 (retten til liv) eller artikel 3 (for-

bud mod tortur mv.) i det land, hvortil der skal ske udsendelse, omfatter

kravet om effektive retsmidler tillige adgangen til at få klagen tillagt op-

sættende virkning. Et retsmiddel er ikke effektivt, hvis det af tidsmæssige

grunde ikke er muligt for klageren at benytte sig af det.

EMRK artikel 14 (forbud mod diskrimination)

Efter EMRK artikel 14 skal nydelsen af de i konventionen (og protokoller-

ne) anerkendte rettigheder og friheder sikres uden forskel på grund af køn,

race, farve, sprog, religion, politisk eller anden overbevisning, national el-

ler social oprindelse, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formuefor-

hold, fødsel eller ethvert andet forhold. Opregningen af diskriminations-

grunde er ikke udtømmende. Bestemmelsen beskytter således også mod

diskrimination på grund af f.eks. alder, handicap og seksuel orientering.

Bestemmelsen er efter sin ordlyd knyttet til de materielle rettigheder i

konventionen (og protokollerne), herunder artikel 3 og 8, og finder således

kun anvendelse på diskrimination inden for disse bestemmelsers område.

Det er dog ikke en betingelse for, at artikel 14 finder anvendelse, at den

materielle rettighed i sig selv er krænket. Det tilføjes, at artikel 14 også

finder anvendelse i forhold til supplerende rettigheder, som staten har valgt

at indføre på EMRK’s område (f.eks. tidsubegrænset opholdstilladelse).

Diskrimination defineres normalt som forskelsbehandling, der finder sted

på grundlag af ikke-saglige kriterier, og som er skadelig for den person el-

ler gruppe af personer, der udsættes for behandlingen. Bestemmelsen be-

skytter både mod direkte og indirekte diskrimination, hvor den direkte dis-

krimination er, når en person stilles ringere end andre under henvisning til

dennes køn, race eller lignende (begrundelsen), og hvor indirekte diskri-

mination er, når et i formen generelt og neutralt krav i særlig grad rammer

bestemte personer på grund af deres køn, race eller lignende (virkningen).

Det kan udledes af Menneskerettighedsdomstolens praksis, at det ved vur-

deringen af, om en forskelsbehandling er diskriminerende, skal indgå, om

forskelsbehandlingen beror på objektive og relevante forskelle, og om kra-

vene er nødvendige og rimelige i lyset af, at de fører til forskelsbehand-

ling.

Positiv særbehandling er i denne sammenhæng defineret som forskelsbe-

handling af visse (særligt sårbare) grupper med henblik på at udjævne en

faktisk ulighed.

Fra Menneskerettighedsdomstolens praksis kan nævnes dom af 18. februar

1991 i

Moustaquim mod Belgien,

hvor Domstolen fastslog, at det ikke er

diskriminerende, at der er en videre adgang til at udvise tredjelandsstats-

borgere end til at udvise EU-statsborgere for begået kriminalitet, idet EU-

borgeres særlige rettigheder følger af, at EU-medlemslandene tilsammen

udgør en særlig retsorden, hvorfor forskelsbehandlingen beror på objektive

og relevante forskelle.

Bestemmelsen har relevans ved vurderingen af, om det er foreneligt med

EMRK at anvende den såkaldte 28-årsregel i forhold til tilknytningskravet

i udlændingelovens § 9, stk. 7, jf. lovbekendtgørelse nr. 947 af 24. august

2011. Ved dom af 13. januar 2010

fandt Højesteret (dissens 4-3), at en af-

gørelse om afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at tilknyt-

ningskravet ikke var opfyldt, og at der ikke kunne ske fravigelse af kravet,

da den herboende ægtefælle ikke havde været dansk statsborger i 28 år, ik-

ke kunne tilsidesættes som ugyldig som stridende mod EMRK 8 eller arti-

kel 14 sammenholdt med artikel 8.

Højesterets flertal henviste bl.a. til at

EMRK artikel 8 ikke pålægger medlemsstaterne en generel forpligtelse til

at respektere indvandreres valg af opholdsland i forbindelse med indgåelse

Dommen er optrykt i U 2010.1035H.

af ægteskab eller i øvrigt til at give tilladelse til familiesammenføring.

Flertallet fandt endvidere på baggrund af den foreliggende praksis fra

Menneskerettighedsdomstolen, herunder Menneskerettighedsdomstolens

dom af 28. maj 1985 i sagen

Abdulaziz, Cabales og Balkandali mod Stor-

britannien,

ikke at der var grundlag for at fastslå, at 28-års-reglen havde

indebåret en konventionsstridig diskrimination. jf. konventionens artikel

14 sammenholdt med artikel 8. Flertallet udtalte tillige, at Den Europæiske

Konvention af 6. november 1997 om Statsborgerret (artikel 5, stk. 2), ikke

kunne føre til, at diskriminationsforbuddet i EMRK artikel 14, jf. artikel 8,

skulle gives et videregående indhold end det, der fulgte af Menneskeret-

tighedsdomstolens praksis. Sagen er efter det oplyste (Menneskerettig-

hedsdomstolens sekretariat) indbragt for Menneskerettighedsdomstolen.

Der verserer for tiden 12 sager mod Danmark ved Menneskerettigheds-

domstolen på udlændinge- og statsborgerretsområdet, hvor Domstolen har

anmodet Danmark om bemærkninger. Der er tale om 7 sager om krænkel-

se af EMRK artikel 3 som følge af tilbagesendelse af asylansøgere til

Grækenland efter Dublinforordningen, 1 sag om krænkelse af EMRK arti-

kel 3 ved tilbagesendelse af asylansøgere til Italien efter Dublinforordnin-

gen, 3 sager om krænkelse af EMRK artikel 3 som følge af Flygtninge-

nævnets meddelelse af afslag på asyl til somaliske statsborgere, samt en

sag om krænkelse af EMRK artikel 3 og 8 som følge af udvisning af en

srilankaner dømt for kriminalitet.

3.2. FN’s Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder

Danmark har tiltrådt FN’s Konvention om Borgerlige og Politiske Rettig-

heder (ICCPR) fra 1966 med tilhørende valgfri protokol. Danmark har

endvidere tiltrådt den anden valgfri protokol af 15. december 1989 vedrø-

rende afskaffelsen af dødsstraf.

ICCPR indeholder en række af de samme rettigheder som EMRK, herun-

der forbuddet mod tortur og anden nedværdigende eller umenneskelig be-

handling (artikel 7), retssikkerhedsgarantier ved udvisning af udlændinge,

som har lovligt ophold i landet (artikel 13), retten til respekt for bl.a. pri-

vatliv, familieliv og hjem (artikel 17), retten til et familieliv (artikel 23),

børns ret til beskyttelse og statsborgerskab (artikel 24) og diskriminations-

forbuddet (artikel 26). En række af de i ICCPR indeholdte rettigheder kan

genfindes i andre FN-konventioner, herunder Børnekonventionen, Kvin-

dekonventionen og Handicapkonventionen.

Der er etableret en Menneskerettighedskomité (CCPR), hvis medlemmer

er sagkyndige, som kan vurdere klager fra privatpersoner. En klagesag en-

der med, at komitéen sender sine synspunkter og eventuelle henstillinger

til staten og til klageren. Komitéens afgørelser er ikke bindende i formel

forstand. Det betyder, at staterne ikke er retligt forpligtede til at følge afgø-

relserne. I praksis vil staterne dog i almindelighed gøre det.

Komitéen har afgivet udtalelser i en række sager vedrørende familiesam-

menføring, der er kendetegnet ved en vægtning af børns rettigheder. Komi-

téens praksis er dog langt fra ligeså omfattende som Den Europæiske

Menneskerettighedsdomstols.

Mohamed El-Hichou mod Danmark

(sag 1554/2007, udtalelse af 22. juli

2010) var klagerens forældre allerede skilt, da han blev født i 1990. Klage-

ren voksede herefter op hos sin mor og morforældre i Marokko, indtil mor-

forældrene døde i 2000, da han var 10 år. Herefter flyttede klageren ind

hos sin farmor, og i 2003, da klagerens mor blev gift på ny, fik klagerens

far forældremyndigheden over ham. Klagerens far var i Danmark gift med

en marokkansk statsborger, med hvem han havde to børn. Klageren søgte

første gang om opholdstilladelse i Danmark i 2002, han indrejste i 2004

som 14-årig, og har siden opholdt sig her i landet. I sin udtalelse fandt

Menneskerettighedskomitéen, at det ville være i strid med CCPR artikel 23

(om ret til familieliv mv.) og artikel 24 (om beskyttelse af mindreårige

mv.) at udsende klageren til Marokko. Komitéen lagde ved vurderingen

vægt på sagens helt særlige omstændigheder.

Af særligt betydningsfulde afgørelser kan nævnes

Madafferi mod Australi-

(sag nr. 1011/2001, udtalelse af 26. august 2004) og

Winata og Li mod

Australien

(sag nr. 930/2000, udtalelse af 26. juli 2001).

Madafferi mod Australien

omhandlede en italiensk mand, der i 1989 ind-

rejste i Australien på visum og i 1990 indgik ægteskab med en australsk

statsborger. Parret fik fire børn, der alle var australske statsborgere. Fra ud-

løbet af sit visum og frem til 1996 opholdt manden sig ulovligt i Australi-

en, angiveligt fordi han troede, at ægteskabet automatisk medførte, at han

havde ret til ophold. I 1996 søgte manden om opholdstilladelse, men fik

Der er herudover etableret et Menneskerettighedsråd, som gennemfører de såkaldte

Universal Periodical Reviews (UPR), hvor medlemsstaterne bliver eksamineret i deres

overholdelse af alle deres traktatmæssige forpligtelser i FN-regi, herunder ICCPR. Efter

eksaminationen udarbejder rådet en sammenfatning af staternes anbefalinger, som med-

lemsstaten skal redegøre for sine initiativer i forlængelse af. Danmark blev senest eksa-

mineret den 2. maj 2011.

afslag under henvisning til hans illegale ophold samt til, at han forud for

sin indrejse i Australien havde afsonet fængselsstraf for kriminalitet i Itali-

en. Der blev endvidere henvist til, at manden var blevet idømt en række

fængselsstraffe in absentia i Italien for forhold begået forud for hans ind-

rejse i Australien. Hovedparten af disse domme var dog forældede, og de

italienske myndigheder havde aldrig taget skridt til at få Madafferi udleve-

ret. Menneskerettighedskomitéen fandt, at afgørelsen om afslag på op-

holdstilladelse var uproportional og dermed i strid med ICCPR artikel 17

(om ret til privatliv mv.) sammenholdt med artikel 23 (om ret til familieliv

mv.) og 24 (om beskyttelse af mindreårige mv.). Der blev særligt lagt vægt

på, at afslaget var begrundet i kriminalitet, der var begået 20 år forinden,

og at det ville medføre væsentlige hindringer (”considerable hardship”) for

familien, der havde boet 14 år i Australien, at flytte familielivet til Italien.

Det blev i den forbindelse fremhævet, at hverken mandens ægtefælle eller

parrets børn, hvoraf de ældste var henholdsvis 11 og 13 år, havde nogen

form for sproglig eller kulturel tilknytning til Italien.

Winata og Li mod Australien

omhandlede et indonesisk par, der mødte

hinanden i Australien, hvor de var indrejst som voksne i henholdsvis 1985

og 1987 på turist-/studievisum. Parret forblev ulovligt i Australien efter

udløbet af deres visa og fik i 1988 en dreng, der i 1998 fik australsk stats-

borgerskab som følge af sin fødsel og sit 10 år lange ophold i landet. I

1998 søgte parret om asyl, hvilket de fik afslag på i 2000, hvorefter de blev

pålagt at udrejse. Herudover indgav parret ansøgning om opholdstilladelse

under henvisning til drengen, men det var ifølge australsk ret en betingel-

se, at ansøgere havde bopæl i udlandet, ligesom der formentlig ville gå fle-

re år, førend parret kunne opnå opholdstilladelse. De australske myndighe-

der henviste til EMD’s praksis om familieliv etableret under ulovligt op-

hold, hvorefter der skal foreligge ekstraordinære omstændigheder, førend

afslag på opholdstilladelse vil være konventionsstridigt. Der blev endvide-

re henvist til, at drengen måtte antages at kunne begå sig i Indonesien eller

forblive alene i Australien, hvor det er normalt, at børn, der går i gymnasi-

et, ikke bor sammen med deres forældre. Menneskerettighedskomitéen

fandt, at det ville være i strid med CCPR artikel 17, stk. 1 (om ret til pri-

vatliv mv.), sammenholdt med artikel 23 (om ret til familieliv mv.) samt

artikel 24 (beskyttelse af mindreårige mv.) at udsende parret til Indonesien,

da parret på tidspunktet for Menneskerettighedskomiteens udtalelse havde

boet 14 år i Australien, og da drengen var 13 år og havde boet hele livet i

Australien, hvor han bl.a. gik i skole og havde udviklet normale sociale re-

lationer. På den baggrund fandt komiteen, at hensynet til håndhævelse af

immigrationslovningen ikke var tilstrækkeligt tungtvejende til at begrunde

et afslag på opholdstilladelse.

Herudover har komitéen afgivet udtalelser i en række sager vedrørende

udvisning som følge af kriminalitet. For Danmarks vedkommende kan

nævnes

Jonny Rubin Byahuranga mod Danmark

(sag nr. 1222/2003, udta-

lelse af 9. december 2004). Sagen vedrørte en ugandisk mand, hvis op-

holdstilladelse som flygtning bortfaldt i 2002 som følge af et kriminelt

forhold begået i Danmark. Flygtningenævnet traf i 2004 afgørelse om, at

en udsendelse af den pågældende til Uganda ikke ville være i strid med re-

foulementsforbuddet i udlændingelovens § 31. Klageren gjorde for komi-

téen gældende, at en tvangsmæssig udsendelse af ham til Uganda ville ud-

gøre en krænkelse af konventionens artikel 7 (om forbud mod tortur mv.),

idet han som følge af sine politiske aktiviteter i Danmark risikerede at bli-

ve mishandlet eller dræbt ved tilbagevenden til Uganda.

Menneskerettighedskomitéen fandt, at en tvangsmæssig udsendelse af kla-

geren til Uganda ville udgøre en krænkelse af artikel 7 (om forbud mod

tortur mv.). I udtalelsen pegede komitéens flertal på, at Danmark ikke i til-

strækkelig grad havde imødegået klagerens detaljerede påstande om, hvor-

for han ville være udsat for torturrisiko ved tilbagevenden til Uganda., men

alene henvist til risikovurderinger foretaget af Udlændingeservice og

Flygtningenævnet, der i deres afgørelser igen havde henvist til en udtalelse

fra Udenrigsministeriet om risikoen for dobbeltstraf og om amnesti for til-

hængere af det tidligere styre.

To medlemmer af komitéen fandt det dog ikke godtgjort, at der forelå en

krænkelse af konventionens artikel 7 (om forbud mod tortur mv.). Mindre-

tallet kritiserede, at sagen ikke var blevet tilstrækkeligt oplyst i komitéen

og pegede i den forbindelse bl.a. på, at komitéen alene havde haft adgang

til en dansksproget udgave af Flygtningenævnets beslutning i sagen. End-

videre bemærkede mindretallet, at komitéen havde haft mulighed for at

anmode de danske myndigheder om supplerende oplysninger, hvilket man

dog ikke havde benyttet sig af. På den baggrund fandt mindretallet, at ko-

mitéen ikke havde overholdt det minimumsniveau af fairness, som må

kræves i sagsbehandlingen. Flygtningenævnet anmodede i marts 2005 ko-

mitéen om at genoverveje sagen, idet udtalelsen efter nævnets opfattelse

var behæftet med alvorlige mangler, bl.a. fordi komitéen havde afgivet ud-

talelse, uden at Flygtningenævnet forinden havde haft lejlighed til at udtale

sig om sagen, ligesom komitéen alene havde haft adgang til en danskspro-

get udgave af Flygtningenævnets afgørelse. I august 2005 afviste komitéen

at genoverveje sin udtalelse. I forlængelse heraf genoptog Flygtningenæv-

net behandlingen af klagerens sag og traf i november 2005 en ny afgørelse,

hvorved klageren blev meddelt opholdstilladelse.

Der verserer for tiden 10 sager mod Danmark ved Menneskerettighedsko-

mitéen på udlændinge- og statsborgerretsområdet. 6 af klagesagerne ved-

rører krænkelse af bl.a. artikel 7 (om forbud mod tortur mv.) som følge af

Flygtningenævnets meddelelse af afslag på asyl, mens de resterende 4 sa-

ger handler om krænkelse af artikel 26 (om diskriminationsforbud) i for-

bindelse med afslag på ansøgning om statsborgerskab.

3.3. FN’s Flygtningekonvention

FN’s Flygtningekonvention blev vedtaget i 1951 og Danmark tiltrådte som

det første land konventionen den 4. december 1952. Siden har i alt 144

lande tilsluttet sig konventionen.

Konventionen indeholder en fastlæggelse af, hvornår et land er forpligtet

til at give en person flygtningestatus, samt hvilke rettigheder og pligter en

sådan flygtning har i opholdslandet.

Det følger således af konventionens artikel 1, litra A, nr. 2, at en person

betragtes som flygtning, såfremt den pågældende:”… som følge af velbe-

grundet frygt for forfølgelse på grund af sin race, religion, nationalitet, sit

tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sine politiske anskuelser be-

finder sig udenfor det land, i hvilket han har statsborgerret, og som ikke er

i stand til – eller på grund af sådan frygt ikke ønsker – at søge dette lands

beskyttelse, eller som ikke har nogen statsborgerret, og som på grund af

sådanne begivenheder befinder sig udenfor det land, hvor han tidligere

havde fast bopæl, og ikke er i stand til – eller på grund af sådan frygt ikke

ønsker – at vende tilbage dertil.”

Konventionen er i dansk udlændingelovgivning bl.a. udmøntet i udlændin-

gelovens § 7 om asyl og § 31, stk. 2, om non-refoulement, jf. lovbekendt-

gørelse nr. 947 af 24. august 2011. Efter flygtningekonventionens artikel

32, stk. 1, må en stat ikke udvise en flygtning, der lovligt befinder sig på

statens område, undtagen af hensyn til den nationale sikkerhed eller den

offentlige orden. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1 må ingen

Se Flygtningenævnet Formandskabet 14. beretning 2005, s. 98ff, hvor sagen er omtalt

nærmere. Beretningen er tilgængelig på Flygtningenævnets hjemmeside

www.fln.dk.

stat på nogen som helst måde udvise eller afvise (”refoulere”) en flygtning

ved grænserne til sådanne områder, hvor hans liv eller frihed ville være

truet på grund af hans race, religion, nationalitet, hans tilhørsforhold til en

særlig social gruppe eller hans politiske anskuelser. Efter flygtningekon-

ventionens artikel 33, stk. 2, kan bestemmelsen i stk. 1 ikke påberåbes af

en flygtning, som med rimelig grund må anses for en fare for det lands

sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en

særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det på-

gældende land.

Refoulementsforbuddet i udlændingelovens § 31 er – ligesom EMRK arti-

kel 3 – absolut og derved mere vidtgående end refoulementsforbuddet i

flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. En udlænding, der isoleret set

ville kunne udsendes efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan

således ikke nødvendigvis udsendes efter udlændingelovens § 31. Efter

Flygtningekonventionens artikel 1 F finder konventionens bestemmelser

ikke anvendelse på den, om hvem der er alvorlig grund til at antage, at

vedkommende:



har begået en forbrydelse mod freden, en krigsforbrydelse eller en

forbrydelse mod menneskeheden, således som disse forbrydelser er

defineret i de mellemfolkelige aftaler, som er indgået for at træffe

forholdsregler herimod (litra a),

har begået en alvorlig ikke-politisk forbrydelse uden for tilflugts-

landet, inden han som flygtning fik adgang til dette (litra b),

har gjort sig skyldig i handlinger, der er i strid med De Forenede

Nationers mål og forudsætninger (litra c).



Konventionen fastlægger som nævnt også en række rettigheder og pligter

for personer, der opnår anerkendelse som flygtninge, herunder f.eks. retten

til at arbejde, ret til velfærdsydelser, herunder bolig, uddannelse og forsør-

gelse, samt ret til id- og rejsedokumenter.

Der er i FN etableret et Flygtningehøjkommissariat (UNHCR), som bl.a.

løbende overvåger landenes overholdelse af konventionen og giver anbefa-

linger og udtalelser i asylretlige spørgsmål.

Det bemærkes, at flygtninges rettigheder også er genstand for udførlig re-

gulering i EU-regi, hvilke regler Danmark på grund af det retlige forbehold

dog ikke er bundet af.

3.4. FN’s Børnekonvention

FN’s Børnekonvention blev vedtaget i 1989 og trådte for Danmarks ved-

kommende i kraft den 18. august 1991. Konventionen er tiltrådt af 193 sta-

ter. Der er to valgfrie protokoller tilknyttet konventionen vedrørende hen-

holdsvis inddragelse af børn i væbnede konflikter og salg af børn, børne-

prostitution og børnepornografi, som er tiltrådt af henholdsvis 139 og 141

stater, heriblandt Danmark.

Konventionen indeholder en regulering af børns rettigheder på alle sam-

fundsområder. Konventionen vedrører primært Social- og Integrationsmi-

nisteriet og indeholder bl.a. et krav om, at der i alle spørgsmål vedrørende

børn først og fremmest skal tages hensyn til barnets tarv, ligesom konven-

tionen opregner børns rettigheder, herunder børns grundlæggende rettighe-

der (mad, bolig, sundhed), børns ret til udvikling (skolegang, leg, fritid, in-

formation), børns ret til beskyttelse (mod krig, vold, narkotika, seksuel ud-

nyttelse), og børns ret til medbestemmelse (ytringsfrihed, indflydelse, del-

tagelse, medbestemmelse, selvbestemmelse).

På det udlændingeretlige område har konventionen navnlig betydning for

behandlingen af sager om uledsagede mindreårige asylansøgere og sager

om familiesammenføring af børn, men konventionen kan også have betyd-

ning i andre sager, hvor et barns forhold bliver berørt.

Det fremgår af artikel 3, at barnets tarv i alle foranstaltninger vedrørende

børn, hvad enten disse udøves af offentlige eller private institutioner for

socialt velfærd, domstole, forvaltningsmyndigheder eller lovgivende orga-

ner, skal komme i første række. Deltagerstaterne påtager sig at sikre barnet

den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for barnets trivsel under hen-

syntagen til de rettigheder og pligter, der gælder for barnets forældre, vær-

ge eller andre personer med juridisk ansvar for barnet, og skal med henblik

Det retlige forbehold omfatter hele det asylretlige område samt de dele

af det opholdsretlige område, som ikke er omfattet af EU-Traktatens be-

stemmelser om fri bevægelighed. Danmark har dog tilsluttet sig og er der-

med omfattet af Dublinforordningen og Schengen-samarbejdet.

herpå træffe alle passende lovgivningsmæssige og administrative forholds-

regler.

Artikel 9 giver barnet ret til ikke at blive adskilt fra sine forældre mod de-

res vilje, medmindre dette skønnes uforeneligt med barnets tarv, ret til at

opretholde kontakt til begge forældre, hvis det lever adskilt fra den ene el-

ler dem begge, og forpligter desuden staten til at genskabe en sådan kon-

takt, hvis adskillelsen skyldes årsager iværksat af staten.

Når et barn er efterladt uden sine forældres eller en anden primær om-

sorgspersons beskyttelse i et fremmed land (uledsagede mindreårige), har

barnets tarv forrang i en eventuel konflikt mellem barnets tarv og statens

interesse i at kontrollere indvandringen.

I medfør af artikel 9 skal staten sikre, at barnet ikke adskilles fra sine for-

ældre mod deres vilje, undtagen når kompetente myndigheder, hvis afgø-

relser er undergivet retlig prøvelse, i overensstemmelse med gældende lov

og praksis bestemmer, at en sådan adskillelse er nødvendig af hensyn til

barnets tarv. En sådan beslutning kan være nødvendig i særlige tilfælde,

f.eks. ved forældres misbrug eller vanrøgt af barnet, eller hvor forældrene

lever adskilt, og der skal træffes beslutning om barnets bopæl.

Forpligtelsen gælder således kun, hvor staten træffer afgørelser, der inden

for dansk jurisdiktion indebærer en adskillelse af barnet fra en eller begge

forældre.

Forpligtelsen er ikke afhængig af, om de danske myndigheder har givet

barnet eller et af barnets familiemedlemmer en opholdstilladelse, men

gælder også for børn uden opholdstilladelse. Forpligtelsen skal således og-

så overholdes i sager om anbringelse af mindreårige uden opholdstilladelse

uden for hjemmet efter § 58, stk. 1, i lov om social service, hvorefter

tvangsanbringelse kan ske, når der er en åbenbar risiko for, at barnets

sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af utilstrækkelig om-

sorg for eller behandling af barnet, vold eller andre alvorlige overgreb,

misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskelig-

heder hos barnet, eller andre adfærds eller tilpasningsproblemer hos bar-

net. I sådanne sager vil udlændingemyndighederne normalt på den anbrin-

General comment No. 6 (2005): Treatment of unaccompanied and sepa-

rated children outside their country of origin, som optrykt i FN’s Compila-

tion of General Comments and General Recommendations adopted by

Human Rights Treaty Bodies, HRI/GEN/Rev.9 (Vol. II), s.462.

gende myndigheds foranledning sørge for i fornødent omfang at give bar-

net tilladelse til at opholde sig i landet under anbringelsen.

På det udlændingeretlige område er forpligtelsen særligt relevant i sager

hvor der skal tages stilling til spørgsmålet om udvisning af en udlænding,

som hidtil har haft opholdstilladelse i Danmark. Bestemmelsen er derimod

som udgangspunkt ikke relevant i sager, hvor forælderen har opholdstilla-

delse i Danmark, men barnet ikke har en sådan, da adskillelsen af barnet

fra forælderen i sådanne sager beror på, at forælderen er rejst til Danmark

uden barnet, og derfor skyldes forælderens beslutning, og ikke ”årsager

iværksat af staten”.

Efter artikel 9 skal staten endvidere respektere retten for et barn, der er ad-

skilt fra den ene eller begge forældre, til at opretholde regelmæssig person-

lig forbindelse og direkte kontakt med begge forældre, undtagen hvis dette

strider mod barnets tarv. Denne del af bestemmelsen er således – modsat

første led af bestemmelsen – relevant i sager, hvor barnet ikke har op-

holdstilladelse, men forælderen har. Bestemmelsen forpligter dog ikke sta-

terne til at give opholdstilladelse til barnet, men kan indebære, at staterne

er forpligtede til at give barnet visum i relevant omfang. Herudover er be-

stemmelsen relevant ved udlændingemyndighedernes stillingtagen til, om

forældrene skal have en opholdstilladelse under henvisning til et barn, som

er anbragt uden for hjemmet

På det udlændingeretlige område indebærer konventionens artikel 9 en

forpligtelse til at inddrage barnets tarv ved vurderingen af, om der kan

meddeles en opholdstilladelse på baggrund af f.eks. familiesammenføring,

idet Danmark er forpligtet til at sikre, at et barn kan opretholde kontakt til

sine forældre, ligesom familiesammenføringssager skal ”behandles på en

positiv, human og hurtig måde”, jf. artikel 10. Tilsvarende skal barnets

tarv indgå ved stillingtagen til ansøgninger om visum fra barnets forældre.

Herudover er Danmark ved administrationen af udlændingeloven forpligtet

af konventionens artikel 12, hvorefter et barn, der er i stand til at udforme

sine egne synspunkter, skal sikres retten til at udtrykke disse synspunkter i

Det bemærkes, at forældres beslutninger ikke altid varetager barnets tarv, og at staten i

disse tilfælde ikke kan henholde sig til, at beslutningen er truffet af forældremyndighe-

dens indehaver, jf. f.eks. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 14. juni

2011 i

Osman mod Danmark,

ligesom forældrene kan have stået i en situation, hvor de

reelt ikke havde et valg, hvilket ofte gør sig gældende for flygtninge.

Se hertil det tidligere Integrationsministeriums notat af 22. juni 2011 om meddelelse af

opholdstilladelse til forældre til herboende børn, som er anbragt uden for hjemmet.

alle forhold vedrørende barnet, ligesom barnets synspunkter skal tillægges

passende vægt i overensstemmelse med barnets alder og modenhed. Barnet

skal således gives mulighed for at udtale sig ved forvaltningsmyndigheders

behandling af sager, der vedrører barnet, enten direkte eller gennem bar-

nets partsrepræsentant el.lign.

Derudover beskytter konventionen bl.a. retten til livet (artikel 6), retten til

navn og statsborgerskab (artikel 7), barnets identitet (artikel 8), retten til

privatliv (artikel 16), flygtningebørn (artikel 22) og handicappede børn (ar-

tikel 23). Konventionen indeholder endvidere forbud mod handel med og

bortførelse af børn (artikel 35) og forbud mod straf og tortur (artikel 37).

Der er i tilknytning til konventionen etableret en Børnekomité, som over-

våger landenes overholdelse af konventionen. Hvert femte år gennemfører

FN’s Børnekomité en grundig vurdering af overholdelse af Børnekonven-

tionen i de enkelte lande.

Danmark blev sidst vurderet af FN’s Børnekomité den 24. januar 2010 i

hvilken forbindelse Børnekomitéen fremhævede, at Danmark ligger i top,

når det handler om at fremme børns rettigheder og trivsel. Komitéen ud-

trykte dog også kritik af en række forhold, herunder at Danmark har sæn-

ket den kriminelle lavalder fra 15 til 14 år, at Børnekonventionen ikke er

inkorporeret i den danske lovgivning, og at danske børn mangler tilgænge-

lige klagemuligheder, bl.a. fordi Danmark ikke har en børneombuds-

mand.

Børnekomitéen har herudover udarbejdet flere generelle bemærkninger,

der indeholder vejledning om anvendelsen af konventionens artikler, f.eks.

på uledsagede mindreårige.

Vejledningerne afspejler komitéens opfattel-

se af retstilstanden på området.

En valgfri protokol, som muliggør individuel klageadgang til Børnekomi-

téen, blev vedtaget på FN’s Menneskerettighedsråd den 17. juni 2011. Der

Barnet kan i udlændingesager normalt anses for repræsenteret af sine forældre, med-

mindre det konkret må lægges til grund, at forældrene ikke varetager barnets interesser.

Regeringen har besluttet at oprette et børnekontor hos Folketingets Ombudsmand.

General comment No. 6 (2005): Treatment of unaccompanied and separated children

outside their country of origin, som optrykt i FN’s Compilation of General Comments and

General Recommendations adopted by Human Rights Treaty Bodies, HRI/GEN/Rev.9

(Vol. II), s. 441-464.

er ikke taget stilling til, om Danmark skal tiltræde den valgfri protokol, der

vil blive åbnet for undertegnelse i 2012.

3.5. FN’s Handicapkonvention

Danmark tiltrådte i 2009 FN’s konvention af 13. december 2006 om ret-

tigheder for personer med handicap (Handicapkonventionen).

Konventionen indeholder en regulering af handicappede personers rettig-

heder på alle samfundsområder. Konventionen, der hører under Social- og

Integrationsministeriet, opregner handicappede personers rettigheder, her-

under handicappede personers grundlæggende rettigheder (mad, bolig,

sundhed), handicappede personers ret til udvikling (skolegang, informati-

on), handicappede personers ret til beskyttelse (mod vold, udnyttelse), og

handicappede personers ret til medbestemmelse (ytringsfrihed, indflydelse,

deltagelse, medbestemmelse, selvbestemmelse).

Det er karakteristisk for konventionen, at den indeholder en række pro-

gramerklæringer og bestemmelser om økonomiske, sociale og kulturelle

rettigheder, som skal gennemføres gradvist i de enkelte deltagerstater ved

passende foranstaltninger. Dette betyder, at der ikke i konventionen er krav

om, at sådanne foranstaltninger skal være gennemført på et bestemt tids-

punkt eller på et bestemt niveau. Enkelte bestemmelser stiller dog sådanne

krav, herunder artikel 5 om diskriminationsforbuddet.

Efter konventionens artikel 1 er det konventionens formål at fremme, be-

skytte og sikre fuld og lige nydelse af alle menneskerettigheder for perso-

ner med handicap og at fremme respekten for sådanne personers værdig-

hed. En person med handicap er defineret som en person med en langvarig

fysisk, psykisk, intellektuel eller sensorisk funktionsnedsættelse, som

sammen med en eller flere barrierer forhindrer dem i at deltage fuldt og

helt i samfundslivet på lige fod med andre.

På det udlændingeretlige område forpligter konventionen til at sikre, at

handicappede personer kan nyde deres rettigheder på lige fod med andre,

uanset at den pågældende har en langvarig fysisk, psykisk, intellektuel el-

ler sensorisk funktionsnedsættelse, som hindrer den pågældende i at opfyl-

de en eller flere betingelser i udlændingeloven.

Konventionen er især relevant for udlændingelovens bestemmelser om

tidsubegrænset (permanent) opholdstilladelse, statsborgerskab, ægtefælle-

sammenføring, samt udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

Personer, der som følge af handicap ikke er i stand til at opfylde en eller

flere betingelser, vil i overensstemmelse med konventionen ikke blive

mødt med disse krav. Det vil kun være de betingelser, som den pågælden-

de grundet sit handicap ikke kan opfylde, der vil blive undtaget fra. Andre

krav, som ikke relaterer sig til den pågældendes handicap, vil skulle opfyl-

des på lige fod med andre.

For så vidt angår personer med handicap og deres mulighed for at udøve

familieliv med en ægtefælle, samlever eller mindreårige børn, hvor en af

parterne ikke i forvejen er bosiddende i Danmark, er dette således beskyt-

tet på lige fod med andre borgeres mulighed, idet betingelserne for fami-

liesammenføring i udlændingeloven vil blive fraveget, hvis betingelsen

sammen med handicappet udgør en barriere for, at personen med handicap

kan nyde sin ret til familieliv på lige fod med andre. Dette gælder, uanset

om personen med handicap er herboende eller ansøger, og uanset om per-

sonen med handicap er barn eller voksen.

I det omfang en udlænding lider af en langvarig fysisk, psykisk, intellektu-

el eller sensorisk funktionsnedsættelse, og betingelserne for opnåelse af

tidsubegrænset opholdstilladelse sammen med handicappet udgør en barri-

ere for, at personen med handicap kan opnå en sådan opholdsret med de

fordele, der måtte følge af anden lovgivning, vil disse betingelser for tids-

ubegrænset opholdstilladelse i udlændingeloven således blive fraveget.

I henhold til udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. lovbekendtgørelse nr. 947

af 24. august 2011, er der mulighed for at give opholdstilladelse til en ud-

lænding, der ved en tilbagevenden til et hjemland med vanskelige levevil-

kår vil være i risiko for at få eller opleve en forværring af et alvorligt han-

dicap (handicapkriteriet). Det forhold, at en ansøger har mulighed for at få

eller opleve en forbedring af sit helbred, hvis ansøgeren får mulighed for at

fortsætte sit ophold her i landet, kan ikke begrunde meddelelse af opholds-

tilladelse efter bestemmelsen.

Der er etableret en Handicapkomité i FN, som overvåger landenes over-

holdelse af konventionen. Danmark afleverede den 24. august 2011 sin

første rapport til komitéen. Danmark skal fremover afrapportere til komi-

téen mindst hvert fjerde år.

Der er vedtaget en valgfri protokol til konventionen om rettigheder for

personer med handicap af 13. december 2006 om individuel klageadgang.

Protokollen tillægger komitéen kompetence til at modtage og behandle

henvendelser fra eller på vegne af enkeltpersoner eller grupper af enkelt-

personer undergivet dens jurisdiktion, som hævder at være ofre for kræn-

kelse af konventionens bestemmelser fra den pågældende deltagerstats

side.

Som det fremgår af regeringsgrundlaget ”Et Danmark der står sammen”,

vil regeringen tage skridt til at ratificere den valgfri tillægsprotokol til

FN’s handicapkonvention.

3.6. Torturkonventionerne

3.6.1. FN’s Torturkonvention

Danmark har tiltrådt FN’s konvention af 10. december 1984 mod tortur og

anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.

Konventionen trådte i kraft den 26. juni 1987. Danmark har ikke taget for-

behold til konventionen, men derimod afgivet en erklæring om anerken-

delse af FN’s Torturkomités kompetence til at modtage og behandle mel-

lemstatslige og individuelle klagesager.

Efter torturkonventionens artikel 1 er tortur enhver forsætlig handling,

hvorved en person påføres alvorlig smerte eller lidelse, uanset om denne er

fysisk eller psykisk, med henblik på at

1) opnå oplysninger eller en tilståelse fra personen eller tredjemand,

2) for at straffe personen for en handling, som tredjemand har begået

eller mistænkes for at have begået, eller

3) intimidere eller tvinge personen eller tredjemand eller for at dis-

kriminere af nogen grund,

når smerten eller lidelsen påføres på foranledning af eller med samtykke

fra en offentlig myndighedsperson eller anden person, som handler i en så-

dan kapacitet, dog ikke sådan smerte eller lidelse, som indgår i eller følger

tilfældigt af en retmæssig sanktion.

Konventionen indeholder bl.a. forbud mod tortur (artikel 2), princippet om

non-refoulement (artikel 3), en kriminaliseringspligt af forholdene (artikel

4) og forbud mod grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling

eller straf (artikel 16).

På det udlændingeretlige område er konventionen indarbejdet i udlændin-

gelovens § 7, stk. 2, samt udlændingelovens § 31, stk. 1, jf. lovbekendtgø-

relse nr. 947 af 24. august 2011, hvorefter udlændinge er beskyttet mod

udsendelse af Danmark til et land, hvor de risikerer overgreb som omtalt i

konventionen.

Der er i tilknytning til FN’s Torturkonvention etableret en Torturkomité

(CAT), som overvåger landenes overholdelse af konventionen og desuden

behandler klager fra privatpersoner. Torturkomitéen har truffet afgørelse i

et stort antal individuelle klagesager. De fleste udtalelser er tilgængelige

på FN’s Højkommissær for Menneskerettigheders hjemmeside.

Komité-

ens udtalelser er ikke bindende i formel forstand, men følges sædvanligvis

af medlemsstaterne.

Komitéen har herudover bl.a. udarbejdet en generel bemærkning om ræk-

kevidden af konventionens artikel 3 om non-refoulement. Bemærkningen

indeholder vejledning om anvendelsen af artikel 3, og er rettet til med-

lemsstaterne og mulige klagere. Vejledningen afspejler komitéens omfat-

tende praksis på området.

Torturkomitéen har indtil nu afgivet udtalelse i 8 klagesager mod Dan-

mark. Alle klagesagerne har vedrørt konventionens artikel 3 om non-

refoulement.

En af de sager mod Danmark, som Torturkomitéen har afgivet udtalelse i,

er sagen

Said Amini mod Danmark

(sag nr. 339/2008, udtalelse af 15. no-

vember 2010), hvor Torturkomitéen fandt, at Danmark krænkede konven-

tionens artikel 3. Sagen vedrørte en iransk statsborger, som efter at have

blevet meddelt endelig afslag på asyl stod over for tilbagesendelse til Iran.

Under asylsagen påberåbte Said Amini sig, at han i tilfælde af tilbagesen-

delse vil være udsat for tortur af de iranske myndigheder, hvilket de dan-

ske udlændingemyndigheder ikke fandt godtgjort. Komitéen henviste i sin

udtalelse til, at Said Aminis forklaring og det forhold, at han havde været

udsat for vold i Iran sammenholdt med den generelle politiske situation i

Iran, skulle have ført til opholdstilladelse i Danmark. Flygtningenævnet

genoptog herefter sagen og meddelte klageren opholdstilladelse

www.ohchr.org

eller

tb.ohchr.org

Se Flygtningenævnet Formandskabet 19. beretning 2010, s. 226ff, hvor sagen er omtalt

nærmere. Beretningen er tilgængelig på Flygtningenævnets hjemmeside

www.fln.dk

Torturkomitéen har derudover taget stilling til en række andre sager, hvor

komitéen ikke fandt, at Danmark havde krænket konventionens artikel 3

ved at give afslag på asyl

Der verserer for tiden 7 sager mod Danmark ved Torturkomitéen på ud-

lændinge- og statsborgerretsområdet. Alle 7 sager vedrører krænkelse af

artikel 3 (om forbud mod tortur mv. og non-refoulement) som følge af

Flygtningenævnets meddelelse af afslag på asyl.

Danmark har endvidere tiltrådt FN’s valgfri protokol til konventionen om

tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling el-

ler straf (OPCAT). Protokollen pålægger Danmark at etablere et nationalt

kontrolsystem med regelmæssige besøg af uafhængige instanser på steder

hvor folk er berøvet deres frihed, for at forebygge tortur mv. I Danmark

varetages denne opgave af Folketingets Ombudsmand med bistand fra bl.a.

Institut for Menneskerettigheder.

3.6.2. Den Europæiske Torturkonvention

Herudover har Danmark tiltrådt Den Europæiske Torturkonvention, der

blev vedtaget i 1987, og som har sin oprindelse i forbuddet mod tortur mv.

i EMRK artikel 3.

Konventionen indeholder krav om gennemførelse af kontrolbesøg i lande-

ne. Disse besøg gennemføres af en særlig ekspertkomité, der består af et

medlem fra hver af de deltagende stater. Komitéens opgave er at aflægge

besøg på steder, hvor personer er berøvet deres frihed af en offentlig myn-

dighed – fængsler, politistationer, militære forlægninger, sindssygehospita-

ler mv. Komitéen skal undersøge behandlingen af sådanne personer og om

nødvendigt foreslå forbedringer med henblik på at øge beskyttelsen mod

mishandling.

Komitéens kontrolbesøg gennemføres i samarbejde med de nationale

myndigheder, og besøgsrapporterne er fortrolige, medmindre medlemssta-

ten selv anmoder om, at rapporterne offentliggøres.

Se hertil Torturkomitéens udtalelser i

R.S. mod Danmark

(udtalelse af 19. maj 2004),

V.R. mod Danmark

(udtalelse af 17. november 2003),

M.O. mod Danmark

(udtalelse af

12. november 2003), samt

F.F.Z. mod Danmark

E.T.B. mod Danmark

(udtalelser af

30. april 2002).

Europarådets Torturkomité har aflagt i alt fire besøg i Danmark, senest i

2008, og rapporterne herfra er offentliggjort

3.7. FN’s Kvindekonvention

Danmark tiltrådte i 1983 FN’s konvention af 18. december 1979 om af-

skaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder (CEDAW). Dan-

mark har endvidere tiltrådt den frivillige protokol til konventionen, som

etablerer FN’s Kvindekomités kompetence til at modtage og behandle in-

dividuelle klagesager.

Kvindekonventionens artikel 1 definerer begrebet ”diskrimination af kvin-

der” som enhver kønsbestemt sondring, udelukkelse eller indskrænkning,

hvis virkning eller formål er at svække eller tilsidesætte princippet om, at

kvinder på lige fod med mænd uanset ægteskabelig stilling skal have aner-

kendt, kunne nyde eller udøve menneskerettigheder og grundlæggende fri-

hedsrettigheder på politiske, økonomiske, sociale, kulturelle, borgerlige og

alle andre områder.

Efter Kvindekonventionens artikel 3 skal staterne på alle, og især på politi-

ske, sociale, økonomiske og kulturelle områder, tage passende skridt, her-

under lovgivning, for at sikre kvinders fulde udvikling og fremgang, såle-

des at de får sikkerhed for at kunne udøve og nyde menneskerettigheder og

fundamentale frihedsrettigheder på grundlag af ligestilling med mænd.

Efter Kvindekonventionens artikel 16 har staterne pligt til at tage alle pas-

sende forholdsregler til at afskaffe diskrimination imod kvinder i alle æg-

teskabs- og familieforhold og skal, på grundlag af ligestilling mellem

mænd og kvinder, især sikre bl.a. samme ret til at indgå ægteskab, samme

ret til frit at vælge ægtefælle, samt samme rettigheder og ansvar under æg-

teskabet og som forældre i forhold, der vedrører deres børn.

Efter praksis indebærer hensynet til Danmarks forpligtelse efter Kvinde-

konventionen, at det generelt skal anses som en ganske særlig grund til at

fravige kravet om den herboende ægtefælles selvforsørgelse i udlændinge-

lovens § 9, stk. 5, jf. lovbekendtgørelse nr. 947 af 24. august 2011, at mod-

tagelse af kontanthjælp er begrundet i barsel. Dette vil således være tilfæl-

det, hvor kvinden går på barsel fra beskæftigelse eller uddannelse, og hvor

kvinden vender tilbage hertil efter endt barsel, og således bortset fra bar-

www.cpt.coe.int/en/states/dnk.htm

selsperioden har været selvforsørgende. Hensynet indgår tilsvarende ved

vurderingen af, om en kvinde opfylder de krav til beskæftigelse, der stilles

for at kunne få tidsubegrænset opholdstilladelse.

Der verserer for tiden to sager mod Danmark ved Kvindekomitéen på ud-

lændinge- og statsborgerretsområdet. Begge sager vedrører krænkelse af

konventionens forbud mod diskrimination mv. i forbindelse med udsendel-

se af afviste asylansøgere.

3.8. FN’s Racediskriminationskonvention

Danmark tiltrådte i 1971 FN’s konvention af 21. december 1965 om af-

skaffelse af alle former for racediskrimination. Danmark har endvidere an-

erkendt den individuelle klageret til FN’s Racediskriminationskomité.

Efter konventionens artikel 1 omfatter udtrykket ”racediskrimination” en-

hver forskel, udelukkelse, begrænsning eller fortrinsstilling på grundlag af

race, hudfarve, afstamning eller national eller etnisk oprindelse, hvis for-

mål eller virkning er at ophæve eller svække den ligelige anerkendelse,

nydelse eller udøvelse af menneskerettigheder og grundlæggende friheds-

rettigheder på det politiske, økonomiske, sociale, kulturelle eller et hvilket

som helst andet område af samfundslivet.

Det fremgår dog af artikel 1, stk. 2, at konventionen ikke finder anvendelse

på forskelsbehandling, udelukkelse, begrænsning eller fortrinsstilling, som

en deltagerstat foretager mellem sine egne statsborgere og udlændinge, og

det fremgår af artikel 1, stk. 3, at konventionen ikke berører deltagerstater-

nes lovgivning vedrørende nationalitet, statsborgerskab eller naturalisation,

forudsat at denne lovgivning ikke diskriminerer mod nogen bestemt natio-

nalitet. Rækkevidden af Danmarks forpligtelser i kraft af konventionen er

således begrænset på udlændinge- og statsborgerretsområdet.

Konventionens artikel 2 indeholder en generel forpligtelse for deltagersta-

terne til at afskaffe racediskrimination som defineret i artikel 1 ved alle

egnede midler, herunder en forpligtelse til ikke at indlade sig på racedis-

krimination mod personer, persongrupper eller institutioner.

Herudover indebærer konventionens artikel 5 en forpligtelse til at forbyde

og afskaffe alle former for racediskrimination og at sikre ethvert menne-

skes ret til lighed for loven, uanset race, hudfarve eller national eller etnisk

oprindelse, især med hensyn til nydelsen af bl.a. retten til ligelig behand-

ling for domstole og andre retsudøvende organer; retten til frit at færdes og

bosætte sig inden for statens grænser; retten til at forlade ethvert land, her-

under sit hjemland, og til at vende tilbage til sit hjemland; statsborgerret;

retten til at indgå ægteskab og til valg af ægtefælle; retten til offentlige

sundhedsforanstaltninger, lægebehandling, social tryghed og sociale ydel-

ser; samt en række andre rettigheder.

Der verserer ikke i øjeblikket sager mod Danmark ved Racediskriminati-

onskomitéen vedrørende udlændingeretlige eller statsborgerretlige spørgs-

mål.

3.9. Konventioner om menneskehandel

3.9.1. FN’s Palermo-protokol

Danmark tiltrådte i 2003 den såkaldte ”Palermo-protokol” af 15. november

2000 om forebyggelse, bekæmpelse og retsforfølgning af menneskehandel,

særlig handel med kvinder og børn, der supplerer De Forenede Nationers

konvention af 15. november 2000 om bekæmpelse af grænseoverskridende

organiseret kriminalitet.

Efter Palermo-protokollens artikel 7 har staterne pligt til at overveje at

vedtage love eller andre egnede foranstaltninger, der giver ofre for menne-

skehandel mulighed for i passende tilfælde midlertidigt eller varigt at for-

blive på dens område.

Det fremgår endvidere bl.a. af Palermo-protokollens artikel 8 om repatrie-

ring af ofre for menneskehandel, at den stat, hvori et offer for menneske-

handel er statsborger eller havde permanent opholdstilladelse før denne

blev handlet, har pligt til at modtage den pågældende, samt at det land,

hvori den pågældendes status som offer for menneskehandel er blevet kon-

stateret, har pligt til at sikre, at tilbagesendelsen sker under behørig hen-

syntagen til den handledes sikkerhed og til enhver retsforfølgning i anled-

ning af, at vedkommende er offer for menneskehandel, og den skal så vidt

muligt ske frivilligt.

Efter Palermo-protokollens artikel 10 er politiet, udlændingemyndigheder-

ne og andre relevante myndigheder forpligtet til i overensstemmelse med

national ret at udveksle en række oplysninger med henblik på at identifice-

re ofre for menneskehandel. Efter artiklens stk. 2 er staterne endvidere for-

pligtet til at tilvejebringe fornøden uddannelse af dette personale.

3.9.2. Den Europæiske Konvention om Menneskehandel

Danmark tiltrådte endvidere i 2007 Europarådskonventionen af 16. maj

2005 om indsatsen mod menneskehandel.

Konventionen indeholder en række forpligtelser til at forebygge, efterfor-

ske og retsforfølge menneskehandel, herunder artikel 5, stk. 4, om pligten

til at offentliggøre oplysninger om, hvordan man kan komme lovligt til

landet, og artikel 7, stk. 5, om at muliggøre nægtelse af indrejse eller tilba-

gekaldelse af visum til personer, der er skyldige i menneskehandel.

Derudover indeholder konventionen en række forpligtelser til at beskytte

ofre for menneskehandel. Disse forpligtelser omfatter artikel 10, hvorefter

staterne har pligt til at sikre grundlaget for, at ofre for menneskehandel

bliver identificeret før deres udsendelse af landet, således at offeret kan

modtage den hjælp, som offeret har krav på efter konventionen.

Efter artikel 13 skal staterne fastsætte en restitutions- og betænkningsperi-

ode på mindst 30 dage, når der er rimelig grund til at formode, at den på-

gældende er et offer for menneskehandel. Denne periode skal være til-

strækkelig til, at offeret kan restituere sig og undslippe menneskehandler-

nes indflydelse og/eller træffe en informeret beslutning om at samarbejde

med de kompetente myndigheder. Staten er dog ikke forpligtet til at over-

holde denne periode, hvis hensynet til den offentlige ro og orden taler her-

imod.

Artikel 13 er indarbejdet i udlændingelovens § 33, stk. 14 og 15, hvorefter

Udlændingestyrelsen efter anmodning fastsætter udrejsefristen for en ud-

lænding, der har været udsat for menneskehandel, til 30 dage, medmindre

særlige grunde taler derimod. Udrejsefristen kan forlænges op til 100 dage,

såfremt særlige grunde taler derfor eller udlændingen samarbejder om en

forberedt hjemsendelse.

Efter konventionens artikel 14 har ofre for menneskehandel endvidere krav

på en opholdstilladelse, der kan forlænges, hvis det må anses for nødven-

digt, at offeret på grund af sine personlige forhold forbliver i landet, eller

for at offeret kan samarbejde med de kompetente myndigheder i forbindel-

se med efterforskning eller retsforfølgning. Et offer skal endvidere kunne

søge og få opholdstilladelse på andet grundlag, hvis den pågældende op-

fylder betingelserne, herunder asyl.

Artikel 16 indeholder kravene til en repatriering af ofre for menneskehan-

del, herunder om oprettelse af hjemsendelsesprogrammer, så det sikres, at

ofret ikke på ny bliver offer, ligesom børneofre ikke må udsendes til en

stat, hvis der efter en risiko- og sikkerhedsvurdering er indikationer for, at

en sådan udsendelse ikke vil være i barnets tarv.

Centrale konventioner af betydning for statsborgerretsområdet

4.1. FN’s konvention om begrænsning af statsløshed

Danmark tiltrådte i 1977 FN’s konvention af 30. august 1961 om begræns-

ning af statsløshed (statsløshedskonventionen). Konventionens bestemmel-

ser bygger på princippet om, at statsløshed skal begrænses.

Ifølge artikel 1 er medlemsstaterne forpligtede til at give statsborgerskab

til statsløse personer, der er født i landet, enten ved fødslen i henhold til

lov eller efter ansøgning. Det fremgår af artikel 1, stk. 2, at en kontrahe-

rende stat kan gøre meddelelse af statsborgerret afhængig af en eller flere

opregnede betingelser, herunder at den pågældende altid har været statsløs,

at ansøgning indgives senest i forbindelse med 18-års alderen og ophøren-

de tidligst med 21-års alderen, at den pågældende har haft fast bopæl i en

nærmere fastsat periode, der dog højst må være 5 år umiddelbart forud for

ansøgningens indgivelse eller 10 år i alt, og at den pågældende ikke er

fundet skyldig i en forbrydelse mod statens sikkerhed eller er idømt en

fængselsstraf på 5 år eller derover for en strafbar handling.

Konventionen indebærer således en forpligtelse for medlemsstaterne til at

give statsborgerskab til statsløse personer ved fødslen i henhold til lov el-

ler efter ansøgning.

I overensstemmelse med bemærkningerne til forslag om ændringen af ind-

fødsretsloven i 2004 (lovforslag L138 af 24. januar 2004) optages perso-

ner, der er født statsløse i Danmark, og som opfylder de særligt lempede

betingelser, der kan stilles efter konventionen, efter forudgående oriente-

ring af Folketingets Indfødsretsudvalg på et lovforslag om indfødsrets

meddelelse, uanset at de almindelige betingelser ikke er opfyldt.

En statsløs person vil herefter blive optaget på et lovforslag om indfødsrets

meddelelse, hvis den pågældende:

1) er født statsløs i Danmark og altid har været statsløs,

2) aktuelt har bopæl i Danmark,

3) indgiver en ansøgning om indfødsret til Justitsministeriet (tidligere

Integrationsministeriet) ved det fyldte 18. år, og inden det fyldte

21. år,

4) har haft fast bopæl i 5 år umiddelbart forud for ansøgningens ind-

givelse eller 8 år i alt,

5) ikke er fundet skyldig i en forbrydelse mod statens sikkerhed eller

er idømt en fængselsstraf på 5 år eller derover for en strafbar hand-

ling,

6) på tro og love afgiver oplysninger om, at den pågældende ikke er

fundet skyldig i en forbrydelse mod statens sikkerhed eller er idømt

en fængselsstraf på 5 år eller derover for en strafbar handling,

Herudover indeholder konventionens artikel 8 en bestemmelse om, at in-

gen kan fratages statsborgerretten, hvis fratagelsen vil gøre den pågælden-

de statsløs. Det gælder dog ikke, hvis statsborgerretten er erhvervet ved

urigtige anbringender eller ved svig. Statsborgerret kan kun fratages med

hjemmel i lov, der giver den pågældende rimelig lejlighed til at gøre indsi-

gelser gældende for en domstol eller anden uafhængig instans.

Muligheden for at frakende dansk indfødsret fremgår af indfødsretslovens

§ 8 A og § 8 B, jf. bekendtgørelse nr. 422 af 7. juni 2004 af lov om dansk

indfødsret, og frakendelse kan herefter alene ske ved dom. Bestemmelser-

ne i § 8 A og § 8 B går ikke videre end efter konventionen. Herudover in-

deholder indfødsretslovens § 8 en bestemmelse om, at den, der er født i

udlandet og aldrig har boet her i riget og ej heller har opholdt sig her under

forhold, der tyder på samhørighed med Danmark, taber sin indfødsret ved

det fyldte 22. år, medmindre den pågældende derved bliver statsløs. Disse

bestemmelser er dog først indføjet i indfødsretsloven ved de lovændringer,

der implementerer Europarådskonventionen fra 1997 om statsborgerret.

4.2. Europarådskonventionen om begrænsning af tilfælde af dobbelt stats-

borgerskab (tillægsprotokol fra november 1977)

Danmark tiltrådte i 1972 Europarådskonventionen af 6. maj 1963 om be-

grænsning af tilfælde af dobbelt statsborgerskab og værnepligt for perso-

ner med dobbelt statsborgerret. Konventionen forpligter medlemsstaterne

til at begrænse tilfælde af dobbelt statsborgerret.

Konventionen har således indtil Danmarks ratifikation i 2002 af Europa-

rådskonventionen af 6. november 1997 om statsborgerret, der forholder sig

principielt neutral til spørgsmålet om dobbelt statsborgerskab, understøttet

Danmarks fastholdelse af princippet om begrænsning af dobbelt statsbor-

gerskab i videst muligt omfang. Inden for rammerne af konventionen er

det imidlertid muligt at gøre undtagelse og tillade dobbelt statsborgerskab,

for eksempel for så vidt angår flygtninge, eller i situationer, hvor det er

vanskeligt eller umuligt at blive løst fra sit tidligere statsborgerskab.

Efter konventionens artikel 1 mister statsborgere i medlemsstaterne deres

hidtidige statsborgerret, hvis de af egen fri vilje opnår statsborgerret i en

anden medlemsstat.

Princippet om automatisk fortabelse af hidtidig statsborgerret ved erhver-

velse af andet statsborgerskab er indføjet i indfødsretslovens § 7, jf. be-

kendtgørelse nr. 422 af 7. juni 2004 af lov om dansk indfødsret, hvoraf

følger, at dansk indfødsret fortabes af den, som erhverver fremmed stats-

borgerret efter ansøgning eller udtrykkeligt samtykke, af den, som erhver-

ver fremmed statsborgerret ved at indtræde i offentlig tjeneste i et andet

land, eller af ugift barn under 18 år, som bliver fremmed statsborger der-

ved, at en af dets forældre, som har forældremyndigheden eller del i denne,

erhverver fremmed statsborgerret efter ansøgning, udtrykkeligt samtykke

eller ved indtræden i offentlig tjeneste, medmindre den anden af dets for-

ældre vedbliver at være dansk og ligeledes har del i forældremyndigheden.

4.3. FN’s Børnekonvention

Som tidligere nævnt forpligter Børnekonventionens artikel 7 medlemssta-

terne til at sikre, at et barn umiddelbart efter fødslen skal have ret til at op-

nå et statsborgerskab. Konventionen tager navnlig i denne sammenhæng

sigte på at beskytte statsløse børn. Artikel 7 skal ses i sammenhæng med

de forpligtelser, der følger af FN’s konvention om begrænsning af

statsløshed.

Danmarks internationale forpligtelser i henhold til Børnekonventionen er

gennemført i dansk ret ved § 3, stk. 2, i cirkulære af 6. februar 1992 om

dansk indfødsret ved naturalisation, og bestemmelsen er videreført i ret-

ningslinjernes § 17, jf. cirkulæreskrivelse nr. 61 af 22. september 2008 om

retningslinjer for naturalisation, hvoraf fremgår, at børn, der er født stats-

løse i Danmark, i overensstemmelse med konventionen kan optages på et

lovforslag om indfødsrets meddelelse, hvis de har bopæl her i landet. Det

betyder, at børn født statsløse i Danmark siden konventionens ikrafttrædel-

se i 1991 har haft ret til at blive optaget på et lovforslag om indfødsrets

meddelelse på de særligt lempelige betingelser, der kan stilles efter kon-

ventionen, uanset at de almindelige betingelser for at opnå dansk statsbor-

gerskab ikke er opfyldt.

Efter Børnekonventionens artikel 7, stk. 1, har et barn som tidligere nævnt

ret til at opnå et statsborgerskab. Det følger af konventionens artikel 7, stk.

2, at retten til statsborgerskab i stk. 1 skal sikres i overensstemmelse med

national ret og statens internationale forpligtelser på området, i særdeles-

hed hvis barnet ellers vil blive statsløst.

Det følger af artikel 6, stk. 2, i Europarådets Statsborgerretskonvention, at

statsborgerret til personer født statsløse på en kontraherende stats territori-

um skal gives ved fødsel i henhold til lov eller efter ansøgning. Det følger

endvidere af stk. 2, litra b, at det kan bestemmes, at en ansøgning kun kan

indgives af personer, der har haft lovligt og fast ophold i det pågældende

land i en periode på højst fem år umiddelbart forud for ansøgningens ind-

givelse.

Det følger endvidere af den forklarende rapport til Statsborgerretskonven-

tionen, at statsborgerskab skal meddeles børn, der indgiver ansøgning om

statsborgerskab, som opfylder en eller begge af de angivne betingelser i ar-

tikel 6, stk. 2, litra b.

Danmark har dermed ved ratifikationen af Europarådets Statsborgerrets-

konvention forpligtet sig til ikke at stille yderligere betingelser over for

børn født statsløse i Danmark, der indgiver ansøgning om statsborgerskab

inden det fyldte 18. år, end de betingelser, der fremgår heraf.

Et barn omfattet af artikel 7 i Børnekonventionen og artikel 6, stk. 2, i Eu-

roparådets Statsborgerretskonvention vil herefter blive optaget på et lov-

forslag om indfødsrets meddelelse, hvis den pågældende:

1) er født statsløs i Danmark og altid har været statsløs,

2) aktuelt har bopæl i Danmark og

3) indgiver en ansøgning om indfødsret til Justitsministeriet (tidligere

Integrationsministeriet) inden det fyldte 18. år.,

4.4. Europarådets Statsborgerretskonvention

Danmark tiltrådte i 2002 Europarådskonventionen af 6. november 1997

om statsborgerret.

Den europæiske konvention samler, supplerer og udbygger de internatio-

nale konventioner om statsborgerret, der eksisterede på tidspunktet for

konventionens tilblivelse, og har bl.a. til formål at fastsætte visse internati-

onale principper og standarder på området. Konventionen fastslår bl.a., at

enhver har ret til at besidde statsborgerskab, at statsløshed skal undgås, og

at ingen vilkårligt skal kunne fratages sin nationalitet.

Konventionen gentager forpligtelsen efter FN’s Børnekonvention om, at

statsborgerret til personer født statsløse på en kontraherende stats territori-

um skal gives ved fødsel i henhold til lov eller efter ansøgning, jf. artikel

6, stk. 2. Det følger endvidere af stk. 2, litra b, at det kan bestemmes, at en

ansøgning kun kan indgives af personer, der har haft lovligt og fast ophold

i det pågældende land i en periode på højst fem år umiddelbart forud for

ansøgningens indgivelse.

Det er et vigtigt princip efter konventionen, at ingen kan fratages sin stats-

borgerret på et vilkårligt grundlag. Efter konventionens artikel 7 må der

derfor ikke i en medlemsstats nationale lovgivning være bestemmelser om

automatisk fortabelse af statsborgerretten eller fortabelse af statsborgerret-

ten ved den pågældende stats beslutning. Der gælder imidlertid en række

undtagelser herfra, bl.a. ved frivillig erhvervelse af fremmed statsborger-

ret, eller hvis erhvervelsen af statsborgerret i den pågældende stat er sket

ved svig eller ved handlemåde, som er til alvorlig skade for medlemssta-

tens vitale interesser.

Det følger af indfødsretslovens § 7, nr. 1, jf. bekendtgørelse nr. 422 af 7.

juni 2004 af lov om dansk indfødsret, at den, som erhverver fremmed

statsborgerret efter ansøgning eller udtrykkeligt samtykke, fortaber den

danske indfødsret. Fortabelse følger også af indfødsretslovens § 8, hvoref-

ter den, der er født i udlandet og aldrig har boet her i riget og ej heller har

opholdt sig her under forhold, der tyder på samhørighed med Danmark, ta-

ber sin indfødsret ved det fyldte 22. år, medmindre den pågældende derved

bliver statsløs.

Herudover indeholder indfødsretsloven to centrale bestemmelser om fra-

kendelse – §§ 8 A og 8 B – som blev indføjet i indfødsretsloven i 2002

forud for ratifikationen af konventionen. Det følger af indfødsretslovens §

8 A, at den, der i forbindelse med sin erhvervelse af dansk indfødsret har

udvist svigagtigt forhold, herunder ved forsætligt at afgive urigtige eller

vildledende oplysninger eller fortie relevante oplysninger, ved dom kan

frakendes indfødsretten, hvis det udviste forhold har været bestemmende

for erhvervelsen.

Endelig følger det af indfødsretslovens § 8 B, at den, som dømmes for

overtrædelse af en eller flere bestemmelser i straffelovens kapitel 12 og 13,

ved dom kan frakendes sin danske indfødsret, medmindre den pågældende

derved bliver statsløs.

Herudover indeholder konventionen bl.a. bestemmelser om diskriminati-

onsforbud, jf. artikel 5, at der som betingelse for erhvervelse af statsbor-

gerret alene kan stilles krav om fast ophold i en periode på 10 år, jf. artikel

6, stk. 3, at erhvervelsen af statsborgerret skal lettes for en række personer,

herunder personer, der er gift med en af landets statsborgere, børn af for-

ældre, hvoraf den ene erhverver eller har erhvervet statsborgerret i landet,

adoptivbørn, hvor adoptanten er i besiddelse af statsborgerret i landet, per-

soner, som er født på det pågældende lands område og har lovligt og fast

ophold der, personer, som i en periode inden det fyldte 18. år har haft lov-

ligt og fast ophold i det pågældende land, idet varigheden af den pågæl-

dendes faste ophold i landet bestemmes ifølge den pågældende medlems-

stats nationale lovgivning, statsløse personer og anerkendte flygtninge med

lovligt og fast ophold i landet, jf. artikel 6, stk. 4.

Ovenstående bestemmelser er implementeret i retningslinjernes § 8, stk. 1,

jf. cirkulæreskrivelse nr. 61 af 22. september 2008 om retningslinjer for

naturalisation, (lettelse af opholdskrav for personer, der lever i ægteskab

med en dansk statsborger), retningslinjernes § 10 (ansøgere, der er indrejst

i Danmark inden det fyldte 15. år), retningslinjernes § 11 (ansøgere, der

har fået en væsentlig del af deres almindelige eller faglige uddannelse i

Danmark), retningslinjernes § 12 (ansøgere, der er født i perioden fra den

1. januar 1961 til den 31. december 1978 af en dansk mor, og som kunne

have erhvervet dansk indfødsret efter erklæring) og i retningslinjernes § 13

(personer, der tidligere har været dansk statsborgere eller er af dansk af-

stamning, samt for dansksindede sydslesvigere).

Særlige lempelser for børn er implementeret i retningslinjernes § 14 (adop-

tivbørn), retningslinjernes § 15 (børn af separerede forældre), retningslin-

jernes § 16 (børn født uden for ægteskab) og retningslinjernes § 17 (børn

født statsløse i Danmark).

Det følger af retningslinjernes bilag 3, pkt. 16-21, hvorledes de særlige

persongrupper lempes for sprogkravet.

Herudover er der, såfremt den enkelte ansøgers helbredsmæssige forhold

tilsiger det, mulighed for, at en ansøgning efter retningslinjernes § 24, stk.

3, forelægges Folketingets Indfødsretsudvalg med henblik på udvalgets

stillingtagen til, om der kan meddeles dispensation fra kravet om dansk-

kundskaber mv.

Det fremgår af regeringsgrundlaget ”Et Danmark, der står sammen”, at

unge, som er født og opvokset i Danmark, og som består folkeskolens af-

gangsprøve med gennemsnitskarakteren 2, automatisk skal tilbydes dansk

statsborgerskab, medmindre de er dømt for alvorlig kriminalitet. Unge,

som er født og opvokset i Danmark, skal dog uanset bestået folkeskoleek-

samen automatisk tilbydes statsborgerskab som 18-årige, medmindre de er

dømt for alvorlig kriminalitet.

Konventionen indeholder endvidere bestemmelser om fortabelse af børns

statsborgerret, jf. artikel 7, stk. 2, fortabelse på egen foranledning, jf. arti-

kel 8, og at generhvervelsen af statsborgerret skal lettes, jf. artikel 9. Her-

udover følger der bestemmelser om procedurer, begrundelse og fornyet

prøvelse.

Disse bestemmelser er implementeret i indfødsretslovens § 7, nr. 3 (børns

fortabelse, medmindre den anden forælder vedbliver at være dansk), ind-

fødsretslovens § 9 (fortabelse på personens egen foranledning) og indføds-

retslovens § 4, stk. 1, samt retningslinjernes § 13 og bilag 1 (generhvervel-

se af statsborgerret i landet for tidligere statsborgere).

4.5. FN’s Handicapkonvention

Som tidligere omtalt indeholder Handicapkonventionen i artikel 5 et gene-

relt forbud mod enhver form for diskrimination af mennesker med funkti-

onsnedsættelser uanset af hvilken grund og i hvilken sammenhæng, og

formålet med konventionen er at fremme, beskytte og sikre muligheden

for, at alle personer med handicap fuldt ud kan nyde alle menneskerettig-

heder og grundlæggende frihedsrettigheder på lige fod med andre, samt at

fremme respekten for deres naturlige værdighed.

På det statsborgerretlige område forpligter konventionen medlemsstaterne

til at sikre, at handicappede personer kan nyde deres rettigheder på lige fod

med andre, uanset at den pågældende har en langvarig fysisk, psykisk, in-

tellektuel eller sensorisk funktionsnedsættelse, som hindrer den pågælden-

de i at opfylde en eller flere betingelser for erhvervelse af dansk indføds-

ret.

Konventionens artikel 18 forpligter medlemsstaterne til at anerkende retten

for personer med handicap til at færdes frit og til frit at vælge deres op-

holdssted samt til statsborgerskab på lige fod med andre.

Bestemmelsen i konventionens artikel 18 om retten til statsborgerskab

sammenholdt med ikke-diskriminationsbestemmelsen i artikel 5 indehol-

der alene en ret for personer med handicap, der er omfattet af konventio-

nen, til på lige fod med andre at erhverve statsborgerskab. Konventionen

indebærer derimod ikke, at de omfattede personer har retskrav på erhver-

velse af statsborgerskab.

Konventionen er dermed heller ikke til hinder for, at der i forbindelse med

en ansøgning om dansk indfødsret kan stilles betingelser over for personer,

der er omfattet af konventionen, som over for personer, der ikke er omfat-

tet af konventionens anvendelsesområde. De betingelser, der stilles, må

dog ikke medføre diskrimination i forhold til personer omfattet af konven-

tionen.

Ligestillingen med personer, der ikke er omfattet af konventionens anven-

delsesområde, medfører, at en person, der lider af en langvarig fysisk, psy-

kisk, intellektuel eller sensorisk funktionsnedsættelse vil kunne stilles over

for et krav om at dokumentere deltagelse i danskundervisning og doku-

mentere forsøg på at tage en danskprøve og statsborgerskabsprøven forud

for vurderingen af, om sagen kan forelægges Indfødsretsudvalget.

I forbindelse med forsøg på at tage en danskprøve og statsborgerskabsprø-

ven er det også i den henseende afgørende, at personer med handicap gives

mulighed for at tage en prøve på lige fod med andre. Der er efter de gæl-

dende regler mulighed for, at de pågældende kan få, dels kompenserende

specialundervisning, dels få dispensation fra prøvernes form eller indhold

og få stillet hjælpemidler til rådighed.

Det følger af grundlovens § 44, at ingen udlænding kan få indfødsret uden

ved lov. Det er derfor Folketinget, der fastlægger, hvilke betingelser ansø-

gere om dansk indfødsret skal opfylde, for at indfødsret kan meddeles.

I det omfang en udlænding lider af en langvarig fysisk, psykisk, intellektu-

el eller sensorisk funktionsnedsættelse og dermed er omfattet af handicap-

konventionens anvendelsesområde, og betingelserne for erhvervelse af

dansk indfødsret ved naturalisation – sammenholdt med handicappet – ud-

gør en barriere for, at personen med handicap kan opnå statsborgerret, skal

der være mulighed for dispensation fra disse betingelser. Der vil alene væ-

re mulighed for dispensation fra de betingelser, som den pågældende

grundet sit handicap ikke kan opfylde. Andre betingelser, som ikke relate-

rer sig til den pågældendes handicap, vil skulle opfyldes på lige fod med

andre.

Ifølge retningslinjernes § 24, stk. 3, jf. cirkulæreskrivelse nr. 61 af 22. sep-

tember 2008 om retningslinjer for naturalisation, forelægges det således

Folketingets Indfødsretsudvalg, hvor ganske særlige forhold taler herfor,

om der kan dispenseres fra kravene til ansøgers danskkundskaber og kend-

skab til danske samfundsforhold, dansk kultur og historie. Forelæggelse vil

ske, hvis ansøgeren dokumenterer at lide af en fysisk eller psykisk sygdom

af meget alvorlig karakter eller dokumenterer at have et handicap, der an-

giver en langvarig funktionsnedsættelse, og som følge heraf ikke mener at

være i stand til – eller have rimelig udsigt til – at kunne opfylde kravene til

danskkundskaber og kendskab til danske samfundsforhold, dansk kultur og

historie.

Det følger endvidere af note 3, 2. pkt., til § 24, stk. 3, at Justitsministeriet

(tidligere Integrationsministeriet) forudsættes at meddele afslag til ansøge-

re, som lider af PTSD – også selvom tilstanden er kronisk, og dette er do-

kumenteret ved en erklæring fra en person med lægefaglig baggrund.

Ved brev af 20. april 2011 til Folketingets Indfødsretsudvalg oplyste Ju-

stitsministeriet udvalget om, at ministeriet fortsat og indtil videre vil be-

handle ansøgninger, der er omfattet af retningslinjernes § 24, stk. 3, note 3,

2. pkt., hvorefter ministeriet forudsættes at meddele afslag til ansøgere, der

lider af PTSD, i overensstemmelse med retningslinjerne, dog således at an-

søgerne i afgørelsen bliver vejledt om, at ministeriet vil være indstillet på

at behandle ansøgningen på ny, hvis de indsender bevis for, at de har del-

taget i danskundervisning samt dokumentation for, at de har forsøgt at tage

en prøve i dansk samt indfødsretsprøven. Såfremt den fornødne dokumen-

tation er indsendt, vil sagen blive forelagt for Folketingets Indfødsretsud-

valg.

Ansøgerne bliver samtidig vejledt om, at der er mulighed for, at de dels

kan få kompenserende specialundervisning, dels kan gives tilladelse til en

ændring af en prøves form og indhold samt få tilladelse til ved prøven at

benytte hjælpemidler, der kan kompensere for handicappet.

Tilsvarende kan en ansøgning forelægges Folketingets Indfødsretsudvalg

med henblik på udvalgets stillingtagen til, om ansøgeren kan meddeles dis-

pensation fra kravet om selvforsørgelse i tilfælde, hvor ansøgeren lider af

en langvarig funktionsnedsættelse, og hvor kravet om selvforsørgelse –

sammenholdt med handicappet – udgør en barriere for, at personen med

handicap kan opnå statsborgerret.

I de tilfælde, hvor en ansøgning forelægges Indfødsretsudvalget med hen-

blik på udvalgets stillingtagen til, om der kan dispenseres fra kravene til en

ansøgers danskkundskaber og kendskab til danske samfundsforhold, dansk

kultur og historie, og hvor ansøgeren ikke er selvforsørgende, bliver an-

søgningen samtidig forelagt med henblik på dispensation herfra.

Andre konventioner af betydning for statsborgerretsområdet

5.1. FN’s Flygtningekonvention

FN’s Flygtningekonvention fra 1951 indeholder også visse forpligtelser på

det statsborgerretlige område.

Konventionens artikel 34 forpligter således medlemsstaterne til så vidt mu-

ligt at lette flygtninges optagelse i samfundet og adgang til naturalisation.

Staterne skal endvidere bestræbe sig på at fremskynde behandlingen af na-

turalisationssager og nedsætte afgifterne og omkostningerne ved denne be-

handling til det mindst mulige.

Konventionen indeholder alene en generel forpligtelse til at lette betingel-

serne for flygtninge i forbindelse med erhvervelse af dansk indfødsret ved

naturalisation, men angiver ikke nærmere, i hvilket omfang betingelserne

skal lettes. Det fremgår dog, at de kontraherende stater navnlig på enhver

måde skal bestræbe sig for at fremskynde behandlingen af naturalisations-

sager og nedsætte afgifterne for og omkostningerne ved denne behandling

til det mindst mulige.

Betaling af gebyr ved indgivelse af ansøgning om dansk indfødsret ved na-

turalisation blev indført i 1991. Gebyrets størrelse blev fastsat til 1.000 kr.

og er ikke ændret siden. Det bemærkes, at gebyret på ingen måde dækker

de administrative omkostninger ved behandlingen af ansøgninger. Der be-

tales ikke gebyr i forbindelse med en anmodning om genoptagelse.

Det følger af retningslinjernes § 7, jf. cirkulæreskrivelse nr. 61 af 22. sep-

tember 2008 om retningslinjer for naturalisation, at personer, der er aner-

kendt som flygtninge og personer, der må sidestilles hermed, kan optages

på et lovforslag om indfødsrets meddelelse efter 8 års uafbrudt ophold.

Andre udlændinge kan først optages efter 9 års uafbrudt ophold.

5.2. FN’s konvention om statsløse personers rettigheder

Danmark tiltrådte i 1955 FN’s konvention af 28. september 1954 om stats-

løse personers retsstilling.

Konventionens artikel 32 forpligter medlemsstaterne til så vidt muligt at

lette de statsløse personers optagelse i samfundet og adgang til naturalisa-

tion. Staterne skal bestræbe sig på at fremskynde behandlingen af naturali-

sationssager og nedsætte afgifterne og omkostningerne ved denne behand-

ling til det mindst mulige, jf. artikel 34 i Flygtningekonventionen omtalt

oven for.

Det følger af retningslinjernes § 7, jf. cirkulæreskrivelse nr. 61 af 22. sep-

tember 2008 om retningslinjer for naturalisation, at statsløse personer kan

optages på et lovforslag om indfødsrets meddelelse efter 8 års uafbrudt

ophold. Andre udlændinge kan optages efter 9 års uafbrudt ophold.

5.3.

FN’s konvention om gifte kvinders statsborgerret

Danmark tiltrådte i 1959 FN’s konvention af 20. februar 1957 om gifte

kvinders statsborgerret.

Efter konventionens artikel 1 må hverken indgåelse eller opløsning af æg-

teskab mellem en af medlemsstatens borgere og en udlænding eller foran-

dring af ægtemandens statsborgerret under ægteskabet automatisk berøre

hustruens statsborgerretlige forhold.

Efter konventionens artikel 2 må en medlemsstats borgers frivillige er-

hvervelse af statsborgerret i et andet land eller afkald på statsborgerret ikke

forhindre hans hustru i at bevare sin statsborgerret.

Efter konventionens artikel 3 skal en udenlandsk kvinde, der er gift med en

af medlemsstats borgere, kunne erhverve ægtemandens statsborgerret på

særlig lempelige betingelser.

Det følger af § 7, nr. 1, jf. bekendtgørelse nr. 422 af 7. juni 2004 af lov om

dansk indfødsret, at dansk indfødsret fortabes af den, som erhverver frem-

med statsborgerret efter ansøgning eller udtrykkeligt samtykke. Indgåelse

af ægteskab i et fremmed land, hvorved det pågældendes lands statsbor-

gerskab automatisk erhverves, betragtes ikke som udtrykkeligt samtykke,

og den danske indfødsret fortabes dermed ikke herved.

Det følger af retningslinjernes § 8, stk. 1, jf. cirkulæreskrivelse nr. 61 af

22. september 2008 om retningslinjer for naturalisation, at en person, der

lever i ægteskab med en dansk statsborger, kan optages på et lovforslag

om indfødsrets meddelelse efter 6 års uafbrudt ophold her i landet, når æg-

teskabet har bestået, og ægtefællen har været dansk i mindst 3 år. Ved 2

års ægteskab kræves 7 års ophold her i landet og ved 1 års ægteskab kræ-

ves 8 års ophold. Det almindelige opholdskrav er 9 års uafbrudt ophold.

5.4. FN’s Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder

Det følger af konventionens artikel 24, stk. 3, at ethvert barn har ret til at

erhverve et statsborgerskab. Konventionen fastlægger ikke den nærmere

rækkevidde af forpligtelsen. Danmark følger princippet

jus sanguinis

(af-

stamningsprincippet) og ikke

jus soli

(territorialprincippet), hvilket bety-

der, at det er forældrenes statsborgerskab, der afgør, hvilket statsborger-

skab et barn får ved fødslen, og ikke hvor barnet bliver født.

Børn, der ikke automatisk erhverver dansk statsborgerskab, kan alene opnå

dansk statsborgerskab ved naturalisation. Børn kan kun søge selvstændigt

om erhvervelse af indfødsret, hvis de ikke har mulighed for at blive opta-

get på et lovforslag om indfødsrets meddelelse sammen med én af foræl-

drene. Der gælder dog visse undtagelse hertil efter retningslinjernes §§ 14-

17, jf. cirkulæreskrivelse nr. 61 af 22. september 2008 om retningslinjer

for naturalisation, hvorefter børn har mulighed for at søge selvstændigt.

Det følger således af retningslinjernes § 17, at børn, der er født statsløse i

Danmark, fordi de hverken erhverver statsborgerskab fra deres moder eller

fader, i overensstemmelse med FN-konventionen af 1989 om barnets ret-

tigheder, kan optages på et lovforslag om indfødsrets meddelelse, hvis de

har bopæl her i landet.

Det fremgår af regeringsgrundlaget ”Et Danmark, der står sammen”, at

unge, som er født og opvokset i Danmark, og som består folkeskolens af-

gangsprøve med gennemsnitskarakteren 2, automatisk skal tilbydes dansk

statsborgerskab, medmindre de er dømt for alvorlig kriminalitet. Unge,

som er født og opvokset i Danmark, skal dog uanset bestået folkeskoleek-

samen automatisk tilbydes statsborgerskab som 18-årige, medmindre de er

dømt for alvorlig kriminalitet.

Konventionens artikel 26 fastslår endvidere et generelt forbud mod dis-

krimination, hvorefter enhver har krav på lighed for loven uden diskrimi-

nation, herunder på baggrund af race, farve, køn, sprog, religion, politisk

eller anden overbevisning, national eller social oprindelse, ejendom, fødsel

eller anden status.

Som omtalt ovenfor under afsnit 3.2. verserer der i øjeblikket 4 klagesager

mod Danmark ved Menneskerettighedskomitéen vedrørende krænkelse af

diskriminationsforbuddet i artikel 26 i forbindelse med afslag på ansøg-

ning om statsborgerskab.

5.5. FN’s Kvindekonvention

FN’s Kvindekonvention fra 1979 indeholder også visse forpligtelser på det

statsborgerretlige område.

Efter praksis indebærer hensynet til Danmarks forpligtelse efter Kvinde-

konventionen på det statsborgerretlige område, at der kan være grundlag

for at fravige kravet om selvforsørgelse ved modtagelse af kontanthjælp,

der er begrundet i barsel. I et tilfælde, hvor ansøgeren går på barsel fra be-

skæftigelse eller uddannelse, og hvor hun vender tilbage hertil efter endt

barsel, og således bortset fra barselsperioden har været selvforsørgende, vil

ansøgningen kunne forelægges Folketingets Indfødsretsudvalg med hen-

blik på udvalgets stillingtagen til, om der kan dispenseres fra kravet om

selvforsørgelse.

5.6. Europarådets Adoptionskonvention

Danmark tiltrådte i 1978 den europæiske konvention af 24. april 1967 om

adoption af børn.

Efter konventionens artikel 11 skal medlemsstaten, hvor adoptanten eller

adoptanterne har statsborgerret, lette adoptivbarnets adgang til at erhverve

statsborgerret i denne stat, hvis adoptivbarnet ikke har samme statsborger-

ret som adoptanten, eller hvis barnet adopteres af ægtefæller, deres fælles

statsborgerret.

Konventionens bestemmelse er imødekommet i indfødsretslovens § 2 A,

jf. bekendtgørelse nr. 422 af 7. juni 2004 af lov om dansk indfødsret, hvor-

efter et udenlandsk barn under 12 år, der er adopteret ved en dansk adopti-

onsbevilling, bliver dansk statsborger ved adoptionen, hvis barnet adopte-

res af et ægtepar, hvor mindst én af ægtefællerne er dansk statsborger, eller

af en ugift dansk statsborger.

Det følger af retningslinjernes § 14, jf. cirkulæreskrivelse nr. 61 af 22. sep-

tember 2008 om retningslinjer for naturalisation, at børn under 12 år, der

adopteres af danske statsborgere, herunder ved stedbarnsadoption, og som

ikke bliver danske statsborgere i medfør af § 2 A i lov om dansk indføds-

ret, kan optages på et lovforslag om indfødsrets meddelelse uafhængigt af

ophold her i landet. Det er en forudsætning, at adoptionen har gyldighed

efter dansk ret. Er adoptionen sket mellem det fyldte 12. og 18. år, kan

barnet optages på et lovforslag, hvis det inden det fyldte 18. år har opholdt

sig mindst 2 år her i landet.

Afslutning

Som led i Danmarks deltagelse i det internationale samarbejde påtager

Danmark sig løbende nye menneskeretlige forpligtelser, ligesom de for-

pligtelser, som Danmark allerede har påtaget sig, ændrer karakter og be-

tydning i takt med samfundsudviklingen og internationale politiske priori-

teringer, samt den dynamiske retsudvikling, som følger af domme fra bl.a.

EU-domstolen, Menneskerettighedsdomstolen og FN’s klagekomitéer. Det

er derfor ikke muligt at give en fuldstændig og dækkende oversigt over

Danmarks internationale forpligtelser på et givet tidspunkt.

Som det fremgår af afsnit 1-4 ovenfor har Danmark tiltrådt et betydeligt

antal konventioner, særligt i FN- og Europarådsregi, som indeholder inter-

nationale forpligtelser, der har betydning ved de danske myndigheders be-

handling af sager om visum, opholdstilladelse og indfødsret mv. Hertil

kommer, at Danmark har indgået bilaterale aftaler med en række lande.

Det vedlagte bilag indeholder en opstilling af internationale forpligtelser

på det udlændingeretlige og det statsborgerretlige område i oversigtsform

med en angivelse af forpligtelsens overordnede indhold og ikrafttrædelse.

Oversigten indeholder dels de ovenfor omtalte konventioner, dels en række

konventioner og aftaler, der ikke er omtalt ovenfor, men som også berører

det udlændingeretlige eller statsborgerretlige område.

BILAG: Oversigt over konventioner som Danmark har tiltrådt vedrø-

rende det udlændinge- og statsborgerretlige område

De Forenede Nationer

Konvention

Indhold

Verdenserklæring om

Menneskerettigheder

Konvention af 28. juli

1951 om flygtninges rets-

stilling

Konvention af 28. sep-

tember 1954 om statsløse

personers rettigheder

Konvention af 20. februar

1957 om gifte kvinders

statsborgerret

Konvention af 7. marts

1966 om forbud mod ra-

cediskrimination (CERD)

Konvention af 16. decem-

ber 1966 om borgerlige og

politiske rettigheder

(CCPR)

Konvention af 16. decem-

ber 1966 om økonomiske,

sociale og kulturelle ret-

tigheder

Konvention af 30. august

1961 om begrænsning af

statsløshed

Konvention af 18. decem-

ber 1978 om forbud mod

diskrimination af kvinder

(CEDAW)

Konvention af 10. decem-

ber 1984 om forbud mod

tortur mv. (CAT)

Konvention af 20. novem-

ber 1989 om børns rettig-

heder (CRC)

Indeholder 30 artikler som vedrører både bor-

gerlige, politiske, økonomiske, sociale og kul-

turelle rettigheder.

Regulerer flygtninges retsstilling

Ikraft-

trædel-

1948

1952

Regulerer statsløse personers rettigheder

1955

Regulerer gifte kvindes statsborgerret

1959

Regulerer forbud mod og afskaffelse af race-

diskrimination

Forpligter Danmark til at respektere individers

borgerlige og politiske rettigheder

1971

1972

Forpligter Danmark til at sikre grundlæggende

økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder

for sine indbyggere

Forpligter staten til at give statsborgerskab til

statsløse personer ved fødsel, i henhold til lov

eller ved ansøgning

Forpligter Danmark til at træffe en række for-

holdsregler for at standse diskrimination mod

kvinder

Forpligter Danmark til at træffe foranstaltnin-

ger mod og til at forbyde tortur

Definerer en række grundlæggende rettigheder,

der gælder for alle børn, samt forpligter staten

til at arbejde for at sikre de samme basale ret-

tigheder for alle børn - uanset etnisk baggrund,

religion, handicap, social status o.a.

Protokollen supplerer FN’s konvention af 15.

november 2000 om bekæmpelse af grænse-

overskridende organiseret kriminalitet, for så

vidt angår menneskehandel.

1972

1977

1983

1987

1991

Protokol af 15. november

2000 om forebyggelse,

bekæmpelse og retsfor-

følgning af menneskehan-

del (Palermo)

2003

Konvention af 13. decem-

ber 2006 om handicappe-

des rettigheder (CRPD)

Europarådet

Konvention

Sikrer, at personer med handicap kan få fuldt

udbytte af menneskerettighederne og de fun-

damentale frihedsrettigheder

2009

Indhold

Den Europæiske Menne-

skerettighedskonvention

(EMRK)

Den Europæiske Aftale

om afskaffelse af visum-

pligt for flygtninge

Den Europæiske Udleve-

ringskonvention

Den Europæiske Social-

pagt

Den Europæiske Etable-

ringskonvention

Den Europæiske Aftale

om Skolerejselister

Konvention om begræns-

ning af dobbelt statsbor-

gerskab og militære for-

pligtelser for personer

med dobbelt statsborger-

skab

Den Europæiske Adopti-

onskonvention

Den Europæiske Terror-

konvention

Sikrer en række borgerlige og politiske rettig-

heder som fx retten til privatliv, religions-, yt-

rings- og forsamlingsfrihed og beskyttelse mod

tortur

Visumfrihed ved konventionsflygtninges rejser

mellem medlemslandene. Forpligtelsen er i dag

i det væsentlige EU-retlig

Regulerer udlevering til retsforfølgelse. For-

pligtelsen er i dag i det væsentlige EU-retlig

Svarer til FN’s Konvention om Økonomiske og

Sociale Rettigheder

Forpligter til at facilitere indrejse og ophold

mv. for borgere i medlemslandene, herunder

retssikkerhedsgarantier ved udvisning. Eneste

ikke-EU-medlemsstater, der har tiltrådt kon-

ventionen er Norge og Tyrkiet.

Udstedelse af kollektivt pas og visum for en hel

skoleklasse med henblik på skolerejser

Forpligter staten til at begrænse dobbelt stats-

borgerskab

Ikraft-

trædel-

1953

1961

1962

1965

1968

1972

Regulerer international adoption

Regulerer udlevering mv. til retsforfølgelse for

terrorvirksomhed. Forpligtelsen er i dag også

EU-retlig, men nærværende konvention er til-

trådt af alle medlemmer af Europarådet (undt.

Andorra).

Overtagelse af ansvar for udstedelse af rejsedo-

kumenter mv. til andre landes flygtninge, når

de flytter hertil

Opretter Den Europæiske Torturkomité som et

supplement til EMD

Beskyttelse af det tyske mindretal i Nordsle-

svig.

Ikke direkte udlændingeretligt relevant, men

indeholder krav om stemmeret til kommunal-

valg

1979

1978

Den Europæiske Aftale

om Overførsel af Ansvar

for Flygtninge

Den Europæiske Tortur-

konvention

Rammekonvention om be-

skyttelse af nationale min-

dretal

Konvention om udlændin-

ges deltagelse i civilsam-

fundet på lokalt niveau

1984

1989

1998

2000

Den Europæiske Sprog-

pagt

Den Europæiske Statsbor-

gerretskonvention

Den Europæiske Konven-

tion om Menneskehandel

Den Europæiske Konven-

tion om beskyttelse af

børn mod seksuel udnyt-

telse og misbrug

Nordisk Råd mv.

Konvention

Afledte konsekvenser af beskyttelse af det ty-

ske mindretal i Nordslesvig, herunder opholds-

tilladelse, sprogkrav mv.

Samler, supplerer og udbygger de internationa-

le konventioner om statsborgerret, og har til

formål at fastsætte visse internationale princip-

per og standarder på området

Beskyttelse af kvinder og børn, som har været

handlede, bl.a. implementeret i udlændingelo-

vens § 33, stk. 14, om forlænget udrejsefrist

Som menneskehandel

2001

2002

2008

2010

indhold

Den Nordiske Paskontrol-

protokol

Den Nordiske Paskontrol-

overenskomst

Nordisk konvention om

social bistand og sociale

ydelser

Nordisk konvention om

social sikring

Giver borgere i nordiske lande ret til at rejse og

opholde sig i andre nordiske lande uden pas el-

ler opholdstilladelse

Overenskomst mellem Danmark, Finland, Nor- 1957

ge og Sverige om ophævelse af paskontrollen

ved de fællesnordiske grænser

Vedrører sociale ydelser i form af social bi-

1994

stand, sociale tjenester og andre sociale ydelser,

der ikke er omfattet af den nordiske konvention

om social sikring, herunder hjemsendelse af

nordiske statsborgere

Sikrer ligebehandling af nordiske statsborgere i 2003

forhold til de nordiske landes nationale lovgiv-

ning om social sikring

Ikraft-

trædel-

1954

Andre organer mv.

Konvention

Indhold

IMO’s FAL konventionen

(søfarende)

Søger at undgå unødvendige forsinkelser i

skibstrafikken, herunder i relation til søfarendes

forhold og blinde passagerer

Ikraft-

trædel-

1965