URU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 36: Spm. om, oversendelse af talepapir fra samrådet den 13. december 2019 om USAs accept af Israels bosættelser på Vestbredden, til udenrigsministeren

Udenrigsudvalget 2019-20
URU Alm.del
Offentligt

Samrådsspørgsmål E om mulighederne for at sikre en fredelig løs-

ning på Israel/Palæstina-konflikten og hvilke initiativer, udenrigsmi-

nisteren vil tage

i den forbindelse i lyset af USA’s udmelding om, at

bosættelserne på Vestbredden ikke er i strid med folkeretten.

TALEPUNKT

Til:

Udenrigsministeren

Enhed:

MENA

Dato:

10-12-2019

Sag:

2019 - 44440

Tak for muligheden for at svare på de tre spørgsmål.

Jeg vil først ganske kort og meget klart besvare spørgsmål 1.

Jeg vil herefter forholde mig samlet til spørgsmål 2 og 3, der hænger

tæt sammen.

* * *

[Svar på spørgsmål 1]

Første spørgsmål lyder:

Hvad mener ministeren om USA's nye hold-

ning til bosættelserne på Vestbredden?

Det har jeg været meget klar om. Fra dansk side mener vi, at de isra-

elske bosættelser er i strid med folkeretten og udgør en hindring for

realiseringen af to-statsløsningen. Det har jeg også markeret klart of-

fentligt.

På samme måde, som jeg gjorde det, da den israelske premierminister

Netanyahu i september bebudede, at en ny regering under hans ledelse

hurtigt ville udøve suverænitet over Jordandalen.

Så den danske position er fuldstændig klar og i øvrigt helt i tråd med

den politik, som EU har i spørgsmålet om den mellemøstlige freds-

proces, og som der er bred enighed om i Folketinget.

URU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 36: Spm. om, oversendelse af talepapir fra samrådet den 13. december 2019 om USAs accept af Israels bosættelser på Vestbredden, til udenrigsministeren

Vi anser alle israelske bosættelser på Vestbredden som ulovlige i hen-

hold til folkeretten. Det samme gælder i forhold til bosættelserne i det

israelsk annekterede Golan. Præsident Trump bebudede i marts, at

USA anerkender israelsk suverænitet over Golan.

Men i overensstemmelse med folkeretten og relevante sikkerheds-

rådsresolutioner anerkender hverken EU eller Danmark israelsk suve-

rænitet over Golan. Danmark og EU har altid lagt stor vægt på inter-

national retsorden som princip og i praksis.

De amerikanske udmeldinger - både den seneste om bosættelserne på

Vestbredden og den tidligere om Golan - er desværre dårligt nyt for

fredsprocessen. De svækker alvorligt udsigterne til en snarlig genop-

tagelse af meningsfulde fredsforhandlinger.

Jeg vil gerne slutte svaret på spørgsmål 1 med at understrege, at Dan-

mark vil fortsætte med meget klart at støtte op om mulighederne for

en forhandlet to-statsløsning. Det er den eneste realistiske og holdbare

måde at løse konflikten på.

* * *

[Svar på spørgsmål 2 og 3]

Det bringer mig til spørgsmål 2 og 3, som jeg vil besvare

samlet.

Spørgsmål 2 lyder:

Hvad vil ministeren gøre for at sikre en fortsat mulighed for

en fredelig løsning på Israel/Palæstina-konflikten?

Spørgsmål 3 lyder:

Hvilke initiativer vil ministeren tage for at sikre FN’s be-

slutninger og internationale aftaler om Israel/Palæstina-

konflikten?

[Udfordringens størrelse]

Der er ingen tvivl om, at vi står over for en stor udfordring. Hvis der

fandtes en nem løsning, var den for længst taget i brug. Men der findes

ingen nemme løsninger. Der findes kun det lange seje forhandlings-

træk mellem de to parter som en reel option. Realiteter, der påføres

udefra, er ikke løsninger. For hvis ikke begge parter er om bord, vil

uenighed - og konflikt - bestå. De bagvedliggende udfordringer skal

altså adresseres.

[Hvad kan regeringen gøre?]

Regeringen har den klare opfattelse, at det er gennem EU, vi bedst

politisk kan skubbe på for en løsning af konflikten. Det er ikke noget

nyt, for det har altid været omdrejningspunktet for danske regeringer,

uanset partifarver.

Derfor støtter vi det stærke engagement og de diplomatiske initiativer,

som den nu afgåede Høje Repræsentant tog for at placere EU mere

centralt i fredsprocessen. Mogherini indkaldte for eksempel til drøf-

telser med både premierminister Netanyahu og præsident Abbas på

rådsmøder

med EU’s udenrigsministre. Det samme gjorde hun i for-

hold til de centrale arabiske udenrigsministre.

Selv om EU ikke hidtil har formået at sikre fremdrift for alvor, så skal

EU blive ved med at gøre forsøget. Og EU har en styrke på det øko-

nomiske og handelsmæssige område. EU er den største donor til både

det palæstinensiske selvstyre og UNRWA, mens EU er Israels hoved-

handelspartner. Det giver alt andet lige påvirkningsmuligheder.

Det betyder dog ikke, at EU her og nu står med nøglen til at bringe

fredsprocessen videre; men det er afgørende, at EU bider sig fast i

bordkanten og fastholder sit engagement og de tætte kontakter til alle

parter.

Fra dansk side forsøger vi aktivt at bidrage til en sådan styrkelse af

EU’s rolle. Et konkret eksempel er, at

Danmark på opfordring fra

EU’s særlige repræsentant for

fredsprocessen tidligere i år var vært

for et møde for en del af EU-kredsen på embedsmandsniveau. Formå-

let var at bidrage til at formulere EU’s rolle og

søge muligheder for at

placere EU konstruktivt i fredsprocessen.

Mens vi fortsætter bestræbelserne i EU-sporet, må vi også realistisk

sige, at der næppe bliver nogen fredsaftale uden USA. Men der kan

omvendt heller ikke skabes fred alene med USA som mægler. Derfor

er det vigtigt og rigtigt, at EU melder klart ud til parterne og de øvrige

væsentlige aktører, at EU spiller med. Og at EU gør det på de kendte

præmisser i form af de helt centrale elementer:

1) En to-statsløsning med grænser baseret på status før besættel-

sen i juni 1967 med mulighed for landbytte.

2) Jerusalem skal være delt hovedstad for de to stater.

3) Sikkerhedsarrangementer skal tilgodese israelernes sikkerhed i

forhold til terrorisme og andre sikkerhedstrusler, herunder regi-

onale trusler, mens de samtidig respekterer palæstinensernes

suverænitet.

4) Endelig skal der findes en retfærdig, aftalt og realistisk løsning

på flygtningeproblemet.

Jeg har tillid til, at den nye Høje Repræsentant, Josep Borrell, vil fort-

sætte og gerne intensivere EU’s indsats for at

fremme konstruktive

forhandlinger om en fredsløsning. Med EU som en væsentlig aktør.

* * *

Men ved siden af EU’s rolle engagerer

Danmark sig også med konkret

støtte og klar politik, der skal fremme en to-statsløsning. Jeg vil gerne

nævne nogle eksempler:



Vi har et omfattende udviklingssamarbejde med Palæstina, hvis

overordnede mål er at styrke muligheden for en to-statsløsning.



Vi har i mange år støttet UNRWA økonomisk og agter også at

gøre det fremover.



Vi har også i mange år finansieret projekter møntet på at

fremme samarbejde mellem israelere og palæstinensere. Sær-

ligt vores mangeårige samarbejde med det israelske Peres Cen-

ter for Fred er værd at fremhæve.



Vi har danske udsendte i EUPOL COPPS, der er EU’s samar-

bejdsprogram med palæstinenserne på politi- og retsområdet.



Og vi har regelmæssige separate politiske konsultationer med

repræsentanter for begge parter.

Hertil kommer særligt i forhold til bosættelserne to klare danske ud-

meldinger.

De har udspring i FN’s

Sikkerhedsrådsresolution 2334 og

den centrale opfordring heri om at skelne mellem Israel og bosættel-

ser.

For det første fraråder regeringen engagementer og aktiviteter, der er

rettet mod at styrke bosættelser.

For det andet opererer Danmark med en territorialklausul for at undgå,

at bosættelser kan omfattes af aftaler med Israel. Territorialklausulen

betyder, at vi ikke kan indgå aftaler med Israel, uden at det af aftalen

fremgår, at den ikke omfatter bosættelser.

Lad mig derfor helt specifikt i forhold til spørgsmål 3 konstatere, at

resolution 2334 efter min opfattelse er den vigtigste internationale be-

slutning, der er taget de senere år om konflikten mellem Israel og Pa-

læstina.

Samtidig er det afgørende for regeringen at engagere sig med den ba-

lance, som kendetegner dansk politik i forhold til konflikten mellem

israelere og palæstinensere - og som tager sit klare udgangspunkt i

EU’s politik. Det er denne fælles europæiske stemme, der igennem

mange år har dannet grundlag for dansk mellemøstpolitik, som et

bredt flertal i Folketinget bakker op om.

***

[Udfordringer hos de to parter]

Men uanset om vi forsøger at bistå processen gennem EU eller bilate-

ralt, så er det vigtigt at holde sig det grundvilkår for øje, at det i sidste

ende er parterne, som skal forhandle. Og det kræver forhandlinger i

god tro om en retfærdig og varig løsning på konflikten, med konstruk-

tiv hjælp fra alle relevante og nødvendige aktører.

Og desværre er der store udfordringer på dette område. Både Israel og

Palæstina har hver især problemer med at møde hinanden med den

nødvendige tillid. Sådan har det været en rum tid. Og som situationen

tegner sig lige nu, kan det godt tage en rum tid endnu, før det ændrer

sig.

I Israel har man i øjeblikket et politisk vakuum, fordi det ikke har væ-

ret muligt at danne regering efter valgene i april og september i år.

Med udskrivelsen af det tredje valg på under et år - til den 2. marts

2020 - vil den uklare politiske situation fortsætte ind i det nye år. Men

samtidig fortsætter aktiviteterne med de ulovlige og konfliktoptrap-

pende bosættelser, der reelt underminerer muligheden for en to-stats-

løsning.

Fra israelsk side må man ligeledes tage mærkbare skridt til at forbedre

de urimelige rammer for palæstinensernes hverdag. Særligt må den

mangeårige blokade af Gaza løftes.

Fra palæstinensisk side håber man at kunne gennemføre parlaments-

og præsidentvalg snart. Det er - mildest talt - også på høje tid, for det

er noget mere end 10 år siden, det senest er sket. Det vil være sundt at

få den palæstinensiske befolknings opbakning bag et palæstinensisk

lederskab, hvis der skal forhandles. Og det bliver nødt til at være et

samlet palæstinensisk lederskab med international troværdighed.

Det er samtidig bydende nødvendigt med en gradvis demilitarisering

af Hamas og andre væbnede grupper i Gaza, så affyringer af raketter

mod Israel kan bringes til ophør.

Forhåbentlig kommer der snart orden i det politiske hus begge steder.

Og derpå en politisk vilje til at søge fred.

[Opsummering]

Lad mig til sidst opsummere mine vigtigste pointer.



De israelske bosættelser på Vestbredden og i Golan er en stor

forhindring for en fredsløsning. Og det uanset, hvad USA og

Israel fremfører.



Regeringen opfatter FN’s Sikkerhedsrådsresolution

2334 som

helt central i forhold til bosættelserne. Den danske territorial-

klausul i forhold til aftaler med Israel er et meget klart udtryk

herfor.



Regeringens parametre for en fredsløsning er også

EU’s

. Og vi

støtter fuldt ud

EU’s fortsatte aktive engagement i fredsproces-

sen. Lige som vi selv engagerer os med konkrete danske aktivi-

teter for at støtte den.



Regeringen vil ikke tage initiativer, der ikke er i overensstem-

melse med EU’s politik, eller handle på en måde, der ikke er

meget bred enighed om i EU-kredsen.



Begge parter - israelere og palæstinensere - har et ansvar for at

sikre en fredsløsning. Ingen af de to parter kan sige, at det alene

er den anden parts skyld. Begge har hjemmearbejde at gøre.



Samlet set ønsker regeringen at engagere sig i konflikten med

den balance, som kendetegner dansk politik i forhold til kon-

flikten mellem israelere og palæstinensere - og som tager sit

klare udgangspunkt i EU’s politik. Det er denne fælles europæ-

iske stemme, der igennem mange år har dannet grundlag for

dansk mellemøstpolitik, som et bredt flertal i Folketinget bak-

ker op om. Regeringen ønsker at fastholde denne brede opbak-

ning i Folketinget. Tak.