Folketingets Udvalg for Landdistrikter og Øer
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 72 28 24 00
Sagsnr.
2020-1876
Doknr.
220580
Dato
11-03-2020
Folketingets Udvalg for Landdistrikter og Øer har d. 12. februar 2020 stillet følgende
spørgsmål nr. 87 (alm. del) til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Lorentzen Dehnhardt (SF).
Spørgsmål nr. 87:
”Vil ministeren kommentere henvendelsen af 31/1-20
fra Aabenraa og Sønderborg
Kommuner om grænsependlere skal indgå i tilpasningen af det kommunale tilskuds-
og udligningssystem, jf. ULØ alm. del
– bilag 52?”
Svar:
Hovedreglen for beskatning af grænsependlere er, at lønindkomst beskattes i det land,
hvor arbejdet udføres.
Det indebærer, at personer, som bor i Danmark, men arbejder i Tyskland, også beskat-
tes af deres indkomst i Tyskland, men lempes for beskatningen i Danmark med hen-
blik på at undgå dobbeltbeskatning.
Omvendt vil personer, der bor i Tyskland men arbejder i Danmark, blive beskattet i
Danmark som begrænset skattepligtige. Skatteindtægten tilfalder staten. Begrænset
skattepligtige betaler - ud over de øvrige statsskatter - en skat, der svarer til den gen-
nemsnitlige kommuneskat nedrundet til 24 pct.
I Danmark gælder det generelle princip for kommunernes indkomstbeskatning, at det
sker på baggrund af bopæl, dvs. beskatningen omfatter de borgere, der bor i kommu-
nen, men ikke dem, som arbejder i kommunen og bor et andet sted.
Kommunerne modtager således ikke en del af skatteindtægterne fra grænsependlere
fra Tyskland til Danmark, og grundlaget herfor indgår således heller ikke i opgørelsen
af den enkelte kommunes beskatningsgrundlag til brug for udligningen. Indgik dette
indtægtsgrundlag ville det også betyde, at kommunerne blev udlignet for det.
Kommunerne kan have visse udgifter til pendlere fra Tyskland til Danmark, hovedsa-
geligt udgifter til sygedagpenge og børnepasning. Disse udgifter til grænsependlere har
tidligere indgået i en politisk aftale om justeringer i udligningen. På den baggrund
indgik det i bemærkningerne til en ændring af udligningsloven i 2009, at ”det vil indgå
i vurderingen af en kommunes behov for særtilskud, om kommunen har en finansie-
ringsmæssig belastning vedrørende udgifter til sygedagpenge og dagpasning for per-
soner, der bor i udlandet men arbejder i Danmark”. Disse udgifter har således siden
årligt indgået ved udmålingen af særtilskud til bl.a. Aabenraa Kommune.
Med venlig hilsen
Astrid Krag