Transportudvalget 2019-20
TRU Alm.del
Offentligt
2156465_0001.png
TRANSPORTMINISTEREN
28. februar 2020
2020-1539
Transportudvalget
Folketinget
Dato
J. nr.
Frederiksholms Kanal 27 F
1220 København K
Telefon
41 71 27 00
Transportudvalget har i brev af 10. februar 2020 stillet mig følgende spørgsmål
(TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare.
Spørgsmål nr. 335:
Ministeren bedes kommentere materialet fra Sejlklubberne i Guldborgsund
Kommune vedrørende ændring af anlægsloven for Femern-forbindelsen, her-
under forslag til en fast jernbanebro over Guldborg Sund, jf. TRU alm. del -
bilag 215.
Svar:
Hvis der skal anlægges en anden fast forbindelse til jernbanen over Guldborg-
sund end en klapbro, kræver det en ændring af § 2, stk. 2, punkt 4 i lov om an-
læg og drift af en fast forbindelse over Femern Bælt med tilhørende landanlæg i
Danmark. Før det i givet fald kan ske, skal der foreligge et beslutningsgrundlag
fra Sund & Bælt Holding A/S og Banedanmark. Når det foreligger, vil jeg drøfte
sagen med de syv partier, der står bag aftalen om Femern Bælt-forbindelsen.
Anlægsbudgettet for det samlede Femern Bælt-projekt udgør 62,1 mia. kr., her-
af 9,5 mia. kr. for landanlæg. Beløbene er opgjort i 2015-prisniveau.
Sund & Bælt Holding A/S har oplyst, at der ikke er en budgetoverskridelse af
det samlede budget for Ringsted-Femern Banen, og det er fortsat selskabets
vurdering, at projektet kan færdiggøres inden for anlægsbudgettet på 9,5 mia.
kr.
Sund & Bælt Holding A/S’ og Banedanmarks overvejelser om en anden teknisk
løsning end en klapbro er primært begrundet i kompleksiteten ved driften af en
elektrificeret klapbro samt det forhold at en klapbro ikke forventes at kunne
åbnes mere end 10 minutter hver anden time henset til togtrafikken på stræk-
ningen.
TRU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 335: Spm. om kommentar til materiale fra Sejlklubberne i Guldborgsund Kommune vedrørende ændring af anlægsloven for Femern-forbindelsen, herunder forslag til en fast jernbanebro over Guldborg Sund, til transportministeren
2156465_0002.png
Side 2/2
Med
venlig
hilsen
Benny Engelbrecht