Sundheds- og Ældreudvalget 2019-20
SUU Alm.del
Offentligt
 
Debat:
Der er ikke brug for en hurtig sundhedsaftale
Politike   . februar 
 Sektio     Debat  Side    Debat  KJELD MØLLER PEDERSEN, PROFESSOR VED 
SYDDANSK UN... 
 ord Id:e
eff  
 
SUNDHED Sundhedsvæsnet er i det store hele velfu gere de. Så på Christia sborg har de tid til at tæ ke sig 
gru digt o , i de  der laves refor er. 
Det haster med en
sundhedsaftale,
hvis man skal tro den aktuelle debat. Det haster så meget, at KL i
december barslede med et udspil, og
Danske Regioner
kom med et indspark her i februar. Allerede i
januar kaldte oppositionen
sundhedsministeren
i samråd og ønskede svar på, hvornår der kommer et
sundhedspolitisk udspil om det nære
sundhedsvæsen,
og da Jyllands-Posten i weekenden kunne
berette, at Arbejdstilsynet havde givet en række påbud på grund af
arbejdspres
på
hospitalerne,
fik
det
Overlægeforeningen, Danske Regioner
og
Danske Patienter
til at opfordre regeringen til at
fremskynde et udspil til en samlet plan for fremtidens
sundhedsvæsen.
Presset for en sundhedsaftale
er med andre ord massivt.
Men haster det med at få en overordnet sundhedsaftale? Nej, det gør det ikke.
Vi har i det store hele et velfungerende
sundhedsvæsen,
som ikke kalder på en hurtig,
gennemgribende reform. Der er ganske vist enkeltsager, som påkalder sig opmærksomhed, f. eks.
om retningslinjer, der ikke er blevet fulgt, men det løses ikke med en reform. Der er også
spørgsmålet om ulighed i sundhed. Det er et reelt problem, men det løses ikke ved symbolsk at lave
en afdeling for ulighed i
Sundhedsministeriet.
Desuden ligger hovedkilderne til uligheden i høj grad
uden for
sundhedsvæsnet.
Der er naturligvis også en række tilbagevendende problemstillinger, som skal have et svar - f. eks.
ønsket om bedre sammenhæng mellem
sygehuse,
almen praksis og kommunerne. Men det har der
været talt om i 30-40 år. Var der simple løsninger, var de for længst blevet indført.
Med andre ord: Der er en række forhold, der bør og kan justeres, men det skal ikke løses som
hasteopgave. Tværtimod: Vi skal have mindre hastværk og mere analyse og refleksion.
Sundhedsvæsnet
befinder sig ikke på en brændende platform. Der er ikke noget rivravruskende galt,
og hvis man vælger at haste en aftale igennem, risikerer man at overse en række uløste
problemstillinger i det nære
sundhedsvæsen,
for de kan ikke løses med et fingerknips.
NÆRHED HAR længe været kodeordet i diskussionerne om fremtidens
sundhedsvæsen,
og vil man
satse mere på det nære
sundhedsvæsen,
skal man have mekanismer, der ' automatisk' flytter
ressourcer fra
sygehusene
til det nære
sundhedsvæsen.
Det er faktisk en central forudsætning for en nærhedsreform.
I forbindelse med 2007-reformen indførte man den såkaldte kommunale medfinansiering, der skulle
give kommunerne et incitament til at skabe alternativer til nogle af behandlingstilbuddene i det
 SUU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 639: Spm. om ministeren vil kommentere indlæg af Professor i sundhedsøkonomi Jes Søgaard bragt i Politiken Sundhed den 6. februar 2020 under overskriften "Jes Søgaard: Den ufinansierede og uplanlagte opgaveglidning til kommunerne kan ikke fortsætte", til sundheds- og ældreministeren
regionale sundhedsvæsen,
idet
kommunerne
blev pålagt at betale et beløb til
regionen,
hver gang en
borger bruger det
regionale sundhedsvæsen.
Den ordning flytter rundt på godt 20 mia. kr.
om året, men her, 12 år efter at den blev indført, har den ikke vist sig at have effekt! Bortset fra at
den har skabt mere bureaukrati.
Opgaveflytningen fra
sygehusene
til kommunerne, som jo netop er hensigten med en
nærhedsreform, har nemlig udløst konstante økonomidiskussioner mellem
regioner
og kommuner.
Når en
patient
f. eks. udskrives fra
sygehuset,
og kommunens hjemmesygeplejerske skal give
antibiotika gennem et kateder (intravenøs antibiotika), uddelegerer
sygehusets læger
i princippet
opgaven til hjemmesygeplejersken. Autorisationslovgivningen medfører nemlig, at sygeplejersken '
kun' er medhjælp for
lægen.
Derfor, siger sundhedsjuristerne, er det
regionen,
der skal betale for hjemmesygeplejerskens
bistand, og så skal der forhandles økonomi mellem kommune og
region
- det er ikke nogen
uproblematisk sag. Problemstillingen dukker også op, hvis behandlingen er f. eks. hjemmedialyse,
blodtransfusion osv.
Som en del af og som en forudsætning for en sundhedsaftale skal der findes smidige og generelle
løsninger på det problem.
Gør man ikke det, sættes udviklingen mod mere nærhed i stå. Man kunne fjerne problemerne ved f.
eks. at ændre autorisationsloven og ved at tage højde for de økonomiske konsekvenser af nærheden
i de årlige økonomiaftaler mellem regeringen,
Danske Regioner
og KL.
VIL MAN ET MERE velfungerende
sundhedsvæsen,
skal man i sagens natur sammentænke
opbygningen af det nære
sundhedsvæsen
og
sygehusene
og ikke anskue dem særskilt. Én af
grundideerne er, at man ved at flytte opgaver til det nære
sundhedsvæsen
frigør kapacitet på
sygehusene.
Men hvordan sikrer man sig, at det rent faktisk sker? Skal man fortsætte med at udbygge
speciallægekapaciteten
på
sygehusene,
eller skal man styrke de praktiserende
speciallæger?
Fortsætter man med at opbygge
speciallægekapacitet
på
sygehusene,
vil det kunne føre til
argumenter mod at flytte opgaver til almen praksis og
speciallæger
med egen praksis, ligesom det
kan føre til komplicerede overenskomststyrede løsninger med såkaldt ' forlagt tjeneste', der
indebærer, at en
sygehusansat speciallæge
et par dage om ugen kommer på et sundhedscenter.
Alt dette skal gennemtænkes grundigt forud for en sundhedsaftale - gør man ikke det, risikerer vi en
samlet og vel utilsigtet stigning i de samlede sundhedsudgifter.
Man kan altid ønske sig mere analyse og næsten analysere sig ihjel, men uanset hvad kræver gode
løsninger gennemtænkning og analyse. Det er ikke bare et professorønske, men en nødvendig
forudsætning for en god sundhedsaftale. Arbejdet med at lave en sundhedsaftale må godt trække ud,
forudsat at ventetiden bruges til den nødvendige analyse og refleksion.
Var der simple løsninger, var de for længst blevet indført.
 SUU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 639: Spm. om ministeren vil kommentere indlæg af Professor i sundhedsøkonomi Jes Søgaard bragt i Politiken Sundhed den 6. februar 2020 under overskriften "Jes Søgaard: Den ufinansierede og uplanlagte opgaveglidning til kommunerne kan ikke fortsætte", til sundheds- og ældreministeren
Fakta: BLÅ BOG
Kjeld Møller Pedersen
Født i 1949. Uddannet cand. oecon., professor i sundhedsøkonomi og -politik ved Center of Health
Economics Research, Cohere, på Syddansk Universitet.