Sundheds- og Ældreudvalget 2019-20
SUU Alm.del
Offentligt
2152043_0001.png
Holbergsgade 6
DK-1057 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
M [email protected]
W sum.dk
Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg
Dato: 19-02-2020
Enhed: SPOLD
Sagsbeh.: DEPAJU
Sagsnr.: 2000845
Dok. nr.: 1103560
Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg har den 22. januar 2020 stillet følgende
spørgsmål nr. 510 (Alm. del) til sundheds- og ældreministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. 510:
”Vil
ministeren i fortsættelse af samrådet 16/1-20 oplyse, hvilke initiativer styrelserne
vil tage for fagligt at understøtte fusionen af afdelinger på Sjællands Universitetsho-
spital, Roskilde, per 1. april 2020?”
Svar:
Jeg vil gerne understrege, at det er regionen, der har til opgave at varetage sygehus-
driften, og at ansvaret for sammenlægning eller flytning af afdelinger derfor også er
regionens.
Som det fremgår nedenfor, er både Styrelsen for Patientsikkerhed og Sundhedsstyrel-
sen meget opmærksomme på, at sammenlægningen sker fagligt forsvarligt. Styrel-
serne har oplyst følgende, som jeg kan henholde mig til:
Sundhedsstyrelsen:
”Som
opfølgning på Sundhedsstyrelsen arbejde med udarbejdelse af generelle princip-
per for henvisning og visitation til sygehusbehandling, med særligt fokus på kræft, har
der på foranledning af styrelsen været afholdt møde med Region Sjælland d. 24. ja-
nuar 2020. Ved mødet deltog koncernledelsen i Region Sjælland, sygehusledelsen ved
Sjællands Universitetshospital, Roskilde, samt den lægefaglige direktør ved Næstved,
Slagelse og Ringsted Sygehuse. Styrelsen for Patientsikkerhed var inviteret med til mø-
det for at sikre koordination på myndighedsniveau, men mødet var ikke at betragte
som et tilsynsbesøg, ligesom drøftelserne på mødet ikke var led i igangværende til-
synssagsbehandling.
Sundhedsstyrelsen havde ønsket mødet med Region Sjælland på baggrund af regio-
nens særlige udfordringer med varetagelsen af udredning af kvinder på mistanke om
brystkræft, som også havde været udgangspunktet for styrelsens afklaring af gene-
relle principper for henvisning og visitation til sygehusbehandling, med særligt fokus
på kræft, som blev afsluttet før jul.
Mødet havde et generelt og fremadrettet sigte og formål, herunder at sikre, at der
både i regionens administration og på regionens sygehuse er en forståelse og efterle-
velse af gældende regler og principper for henvisning og visitation af kvinder med mis-
tanke om brystkræft, samt optimale rammer for at sikre rettidig udredning med høj
kvalitet. Ved mødet blev drøftet såvel organisering, rammer og kapacitet, sikring af
procedurer ved henvisning, visitation og patientinformation samt overvågning og kva-
litetssikring.
SUU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 510: Spm. om, hvilke initiativer styrelserne vil tage for fagligt at understøtte fusionen af afdelinger på Sjællands Universitetshospital, til sundheds- og ældreministeren
Efter konstruktive drøftelser anmodede Sundhedsstyrelsen Region Sjælland om at ef-
tersende en skriftlig redegørelse af proces vedr. overgang og opbygning af en ny
mammaradiologisk funktion på Sjællands Universitetshospital, herunder beskrivelse
af rammer og principper for det ledelsesmæssige ansvar, sikring af rammer og kapaci-
tet inklusiv opfølgning på samarbejdsaftaler, samt planer for rekruttering og fasthol-
delse. Sundhedsstyrelsen har desuden ønsket en skriftlig redegørelse fra regionen
med beskrivelse af påtænkte tiltag vedr. principper for henvisning og visitation, her-
under sikring af relevante instrukser, systematisk efteruddannelse og overgang til nor-
mal visitationspraksis. Endeligt skal redegørelsen indeholde en beskrivelse af regio-
nens arbejde med kvalitetssikring baseret på data og audits på området.
Regionen understregede, at Sundhedsstyrelsens rådgivning vil blive inddraget i det vi-
dere arbejde med at etablere en ny mammaradiologisk funktion på radiologisk afde-
ling, Sjællands Universitetshospital, Roskilde, pr. 1. april 2020. Det ledelsesmæssige
lægelige ansvar for de mammaradiologiske funktioner på Ringsted Sygehus overgår
dog allerede pr. 5. februar 2020 til radiologisk afdeling, Sjællands Universitetshospi-
tal, Roskilde.
Der er ikke aftalt nyt møde mellem Sundhedsstyrelsen og Region Sjælland, men Sund-
hedsstyrelsen vil yde faglig rådgivning til Region Sjælland baseret på tilsendt redegø-
relse, ligesom opfølgende møde kan blive relevant.”
Styrelsen for Patientsikkerhed:
”Styrelsen
for Patientsikkerhed har på baggrund af Ringsted-sagen besluttet at bede
Region Sjælland om en handleplan vedr. flytningen af radiologisk afdeling fra Ring-
sted Sygehus til Sjællands Universitetshospital (SUH), Roskilde med henblik på at vur-
dere patientsikkerheden i forbindelse med flytningen.
På opfordring fra styrelsen sendte Region Sjælland den 16. december 2019 en over-
ordnet handleplan for flytning af afdelingen. Af handleplanen fremgår en overordnet
beskrivelse af den organisatoriske proces i forbindelse med flytningen, overordnede
bemærkninger om regionens sikring af patientsikkerheden i forbindelse med flytnin-
gen, HR-processen, kort beskrivelse af processen for indplacering af mammaradiolo-
gien på SUH, Roskilde samt en kort gennemgang af flytningen af den kliniske admini-
stration. Styrelsen havde ikke nogen bemærkninger hertil.
Efter anmodning fra Sundhedsstyrelsen blev der den 24. januar 2020 afholdt et møde
med Region Sjælland med deltagelse af Styrelsen for Patientsikkerhed. I den forbin-
delse anmodede Sundhedsstyrelsen Region Sjælland om at eftersende en skriftlig re-
degørelse af processen vedrørende overgang og opbygning af den nye mammaradio-
logiske funktion på Sjællands Universitetshospital.
Styrelsen for Patientsikkerhed og Sundhedsstyrelsen modtog den 6. februar 2020 Re-
gion Sjællands fornyede redegørelse af processen vedrørende flytningen. Styrelsen for
Patientsikkerhed vil gennemgå denne.
Det bemærkes videre, at ledelsen af radiologisk afdeling, Ringsted Sygehus er over-
gået til radiologisk afdeling, Roskilde Sygehus, Sjællands Universitetshospital den 5.
februar 2020. Et tiltag som styrelsen finder positivt.”
Side 2
SUU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 510: Spm. om, hvilke initiativer styrelserne vil tage for fagligt at understøtte fusionen af afdelinger på Sjællands Universitetshospital, til sundheds- og ældreministeren
Med venlig hilsen
Magnus Heunicke
/
Annemette Juul
Side 3