SUU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 409: Spm. om oversendelse af talepapir fra samrådet den 8/1-20 om egenbetaling for tolkebistand i sundhedsvæsnet, til sundheds- og ældreministeren

Sundheds- og Ældreudvalget 2019-20
SUU Alm.del
Offentligt

Sundheds- og Ældreministeriet

Enhed: JURA

Sagsbeh.: DEPILJ

Koordineret med:

Sagsnr.: 1910697

Dok. nr.: 1075207

Dato: 09-01-2020

TALEPAPIR

Det talte ord gælder

[Sundheds- og Ældreudvalget den 08/01]

Samrådstale

Samrådsspørgsmål Å

En undersøgelse foretaget af Lægeforeningen og Institut for

Menneskerettigheder viser, at tolkegebyret skader både

lægernes arbejdsvilkår og patientsikkerheden. Der er omvendt

ingen dokumentation for, at et gebyr på tolk for

sundhedsydelser får nogen til at lære dansk hurtigere.

Hvad vil ministeren gøre for at rette op på, at Folketinget har

pålagt lægerne et krav, som ødelægger lægernes mulighed for

at udføre deres arbejde ordentligt, og som kompromitterer

patientsikkerheden? Der henvises til Institut for

Menneskerettigheder og Lægeforeningen, Egenbetaling for

tolkebistand, lægers erfaringer med ordningen, et uddrag

november 2019.

Samrådsspørgsmål AA

I henvendelse til udvalget af 29/11-19, jf. SUU alm. del -

bilag 99, redegør professor Morten Sodemann for kendskabet

til reglerne for tolkegebyr blandt sundhedspersonale. Det viser

sig, at kendskabet er meget ringe, og at flere læger tror, at

ingen har krav på tolkebistand efter 3 år i Danmark.

Hvad vil ministeren gøre for at højne læger og andet

sundhedspersonales kendskab til reglerne og for at sikre, at

patienter får den rette vejledning og får stillet den tolk til

rådighed, som de har krav på?

Samrådsspørgsmål AB

SUU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 409: Spm. om oversendelse af talepapir fra samrådet den 8/1-20 om egenbetaling for tolkebistand i sundhedsvæsnet, til sundheds- og ældreministeren

Hvem har ansvaret, hvis der sker en fejlbehandling eller

dødelig

komplikation

som

følge

kommunikationsvanskeligheder, når der ikke har været brugt

tolk? Der står i sundhedsloven, at lægen skal sikre, at

patienten er informeret og samtykker, men det kan ikke lade

sig gøre, hvis patienten beviseligt ikke har råd til en tolk.

Hvem har så ansvaret?

***

[Indledning]

Tak. Samrådet handler altså om tolkegebyrordningen.

En ordning, der i sin nuværende form trådte i kraft for

halvandet år siden – den 1. juli 2018.

Vedtaget ved lov af et bredt flertal i Folketinget bestående af

Venstre, Konservative, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og

Socialdemokratiet.

Allerede dengang, var der stor debat om det, men der var altså

en række partier, som ønskede at sætte en ”streg i sandet” i

forhold til, hvor længe det offentlige skal samle regningen op

ift. de udgifter, der bruges på at yde tolkebistand i

sundhedsvæsenet. Indtil ordningen blev indført, blev der fx i

2017 brugt over 160 mio. kr. på udgifter til tolke og

tolkebureauer i regionerne.

Tolkegebyrordningen er et initiativ, som ret klart – synes jeg

– markerer, at et meget bredt politisk flertal i Folketinget

forventer noget af udlændinge, som har boet i Danmark i en

vis årrække. Og som for langt hovedpartens vedkommende

har modtaget gratis danskundervisning.

Side 2

Mange interessenter og andre partier, herunder

samrådsspørgerens, har rejst kritik af tolkegebyrordningen.

Og det er nok også set i det lys, at vi sidder her i dag.

Det er vigtigt, at diskussionen om tolkegebyrordningen

bygger på rigtige fakta.

Derfor vil jeg starte med at slå fast, at lægen – præcist som før

lovændringen – stadig er forpligtet til at sikre sig, at patienten

og lægen kan tale sammen.

Dette krav skal ses i sammenhæng med sundhedslovens regler

om, at der ikke må igangsættes en behandling uden patientens

informerede samtykke.

Kommunikation mellem læge og patient er derfor vigtig. Både

for at patienten kan beskrive sine symptomer, så lægen kan

diagnosticere patienten. Og også for, at patienten kan forstå

den information, lægen giver, inden patienten eventuelt giver

sit samtykke til den behandling, som lægen tilbyder.

Er det lægens vurdering, at der er behov for en tolk til at sikre

denne læge-patient-samtale, har lægen pligt til at sørge for, at

der benyttes en tolk.

Det er altså ikke op til patienten selv at beslutte, om han eller

hun ønsker tolkebistand eller ej. Det er i sidste ende den

behandlende læge, der vurderer, om der er behov for en tolk.

Og lad mig også slå fast, at hvis lægen og patienten kan

kommunikere på andre sprog for eksempel engelsk eller

tyrkisk eller et helt tredje sprog, så vil der ikke være behov for

at bestille en tolk, som patienten skal betale gebyr for.

Side 3

Kan patientens pårørende tolke på en måde, som lægen finder

tilstrækkelig, er det også en mulighed. Men det er helt op til

lægen, om det er forsvarligt og hensigtsmæssigt, at en

pårørende tolker for patienten i en behandlingssituation, hvor

patienten kan føle sig sårbar og have et ønske om fortrolighed.

Altså: Lægen har stadig den samme pligt som hidtil til at sikre,

at patienten og lægen kan kommunikere. Vurderer lægen, at

der er brug for en tolk for at sikre denne kommunikation, skal

der benyttes en tolk.

Har personen haft bopæl i Danmark i mere end 3 år, skal den

pågældende betale et gebyr for tolkebistanden bagefter.

MEDMINDRE altså, at personen er omfattet af en undtagelse,

som betyder, at tolkebistanden gives vederlagsfrit:

Personer, som pga. alder eller nedsat fysisk eller psykisk

funktionsevne ikke er i stand til at lære dansk (eller bruge de

danskkundskaber, de ellers havde fået), er bl.a. omfattet af en

sådan undtagelse.

Det gælder også børn, der møder frem til behandling uden at

have deres forældre med. Ligesom forældre, der ledsager

deres børn til behandling, heller ikke skal betale gebyr for den

tolkebistand, de får.

Ordningen vægter altså to hensyn: Den holder hånden under

de svageste udlændinge, som fortsat vil kunne modtage

vederlagsfri tolkebistand. Og den giver de personer, der

faktisk

i stand til at lære dansk – og som har modtaget gratis

danskundervisning her i Danmark – et øget incitament til at

lære sproget.

Side 4

Jeg vil også gerne lige understrege, at der IKKE er tale om, at

patienten skal have pungen frem og betale for tolkebistanden,

før han eller hun kan få behandling.

Opkrævningen af gebyret for tolkebistand sker først efter

konsultationen eller indlæggelsen, og det hele klares

administrativt. Det er altså ikke lægen, der skal indkassere

penge

fra

patienten,

før

lægen

starter

med

patientbehandlingen.

[Spørgsmål Å og AB]

Nu til samrådsspørgsmål Å og samrådsspørgsmål AB, som

jeg godt vil svare under ét.

Det korte svar er, at lægens ansvar og opgave er som sagt

uændret.

Det følger af sundhedsloven, at det er lægen, der har ansvaret

for at indhente et informeret samtykke fra patienten til en

behandling.

Ligesom det følger af autorisationsloven, at lægen har pligt til

at udvise omhu og samvittighedsfuldhed i sit faglige virke.

Heri ligger også en pligt til at forstå og gøre sig forståelig i sin

kommunikation med patienten.

Hvis lægen vurderer, at en tolk er nødvendig for, at

behandlingen kan finde sted på forsvarlig vis, har lægen et

ansvar for – ja, pligt til – at benytte en tolk.

Efter

bekendtgørelsen om tolkebistand efter sundhedsloven

lægen også ansvarlig for at sikre sig, at tolken har de

nødvendige sproglige kvalifikationer, herunder beherskelse af

det danske sprog.

Side 5

Lægens ansvar i den konkrete behandlingssituation har

således ikke ændret sig, og lægen har stadig pligt til at sikre

sig, at behandlingen og kommunikationen mellem læge og

patient sker på forsvarlig vis.

Ansvaret er ikke anderledes end det var, da tolkegebyret ikke

fandtes. Det betyder også, at ansvaret for en fejlbehandling

eller komplikation – stadig – ligger hos lægen, hvis det kan

lægges

til

grund,

fejlen

skyldes

kommunikationsvanskeligheder, som lægen ikke har

afhjulpet ved at benytte en tolk.

Som tidligere nævnt er der IKKE tale om, at patienten skal

have pungen frem og betale for tolkebistanden, før han eller

hun kan få behandling.

Så selvom patienten oplyser, at han eller hun formentlig ikke

vil kunne betale tolkegebyret – som det er anført i

samrådsspørgsmål AB – ja, så skal lægen rekvirere en tolk

alligevel, hvis behovet er der efter lægens vurdering.

Inddrivelse af den gæld, som patienten evt. får som følge af

manglende betalingsevne, sker efter de almindelige regler

herom.

[Spørgsmål AA]

I forhold til det sidste samrådsspørgsmål (AA) vil jeg starte

med at sige, at det selvfølgelig er af væsentlig betydning, at

reglerne om tolkebistand og tolkegebyr er kendt af dem, som

er i berøring med dem, og som vil skulle kunne vejlede om

dem. Reglerne skal i det hele taget administreres korrekt. Det

siger sig selv.

Side 6

Det er derfor også beklageligt, hvis det – her halvandet år efter

indførelsen – ikke skulle være tilfældet alle steder.

Det er et grundlæggende arbejdsgiveransvar at sørge for, at

ens medarbejdere kender til den lovgivning, som de skal

arbejde indenfor.

Læger og andet personale på vores sygehuse er – som bekendt

– ansat af regionerne. Det er derfor også regionernes ansvar at

sikre, at deres ansatte kender til og anvender de gældende

regler korrekt.

De praktiserende læger er private erhvervsdrivende, som har

overenskomst med regionerne. De har selvfølgelig også – som

private erhvervsdrivende – pligt til at kende lovgivningen. Jeg

ved, at de Praktiserende Lægers Organisation (PLO) har

udarbejdet en vejledning til deres medlemmer i almen praksis

om tolkegebyret.

Jeg ved også, at regionerne har udarbejdet en fællesregional

vejledning, der skal sikre ensartethed i administrationen af

tolkegebyret på tværs af regionerne.

Jeg er derudover bekendt med, at regionerne har udarbejdet

informationsmateriale på en række forskellige sprog til

patienterne.

Alle sammen glimrende initiativer, synes jeg.

Er der fortsat usikkerhed blandt læger og personale, kan der

jo passende følges op med lignende tiltag.

[Afslutning]

Her til slut – for at opsummere:

Side 7

Tolkegebyrordningen har ikke ændret ved, at lægen har det

samme ansvar som hidtil for at sørge for, at patienten og lægen

kan tale sammen. Vurderes der at være brug for en tolk, skal

lægen stadig benytte en tolk.

Formålet med tolkegebyrordningen er at sætte en grænse for,

hvor længe en udlænding med bopæl her i landet kan modtage

tolkebistand i forbindelse med behandling i sundhedsvæsenet

på det offentliges regning.

Det er vi jo tydeligvis ikke enige om her i Folketinget, og det

var vi heller ikke, da vi vedtog det, og det har jeg fuld respekt

for. Men det var nu sådan, at et bredt flertal i Folketinget sagde

at udgangspunktet er 3 år – og det er vel at mærke 3 år, hvor

hovedparten af udlændingene har modtaget gratis

danskundervisning. Hertil kommer, at der gælder en række

undtagelser til dette udgangspunkt.

Ordningen afspejler med andre ord både hensynet til bedre

integration af udlændinge og en forventning om, at

udlændinge, som bor i Danmark, lærer det danske sprog og

sundhedshensyn: Ordningen indeholder jo – som nævnt

tidligere – en række undtagelser til kravet om betaling af

gebyr, bl.a. for personer, som ikke er i stand til at lære dansk

i tilstrækkeligt omfang.

Tak for ordet.

Side 8