SUU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 288: Spm. om ministeren er indstillet på, at se på regelsættet og lovgivning i forhold til ældre demente, som har været igennem en retssag fordi de har udøvet vold mod f.eks. ansatte på plejehjem, til justitsministeren

Sundheds- og Ældreudvalget 2019-20
SUU Alm.del
Offentligt

Folketinget

Sundheds- og Ældreudvalget

Christiansborg

1240 København K

DK Danmark

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

4. februar 2020

Strafferetskontoret

Rebekka Have Enevold-

sen

2019-0032/37-0041

1327019

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 288 (Alm. del), som Folketin-

gets Sundheds- og Ældreudvalg har stillet til justitsministeren den 27.

november 2019. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Jane Heitmann (V).

Nick Hækkerup

Mette Johansen

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

SUU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 288: Spm. om ministeren er indstillet på, at se på regelsættet og lovgivning i forhold til ældre demente, som har været igennem en retssag fordi de har udøvet vold mod f.eks. ansatte på plejehjem, til justitsministeren

Spørgsmål nr. 288 (Alm. del) fra Folketingets Sundheds- og Ældreud-

valg:

”Vi har set flere eksempler på ældre demente, som har været

igennem en retssag fordi de har udøvet vold mod f.eks. ansatte

på plejehjem – vold som de ikke selv er klar over de begår og

ikke kan huske efterfølgende pga. demenslidelsen. Disse sager

kan være psykisk smertefulde for både den demente, de pårø-

rende og den ansatte. Er ministeren indstillet på, at se på regel-

sættet og lovgivning i forhold til den type sager og overveje om

der muligheder for justeringer, således at den type sager kan gri-

bes anderledes an i fremtiden?”

Svar:

Jeg har stor forståelse for, at det kan være psykisk smertefuldt for både

den demente person, de pårørende og den ansatte, når en ansat anmelder en

dement person for overgreb. Den ansatte arbejder netop som plejer, fordi

den ansatte har et grundlæggende ønske om at drage omsorg for beboerne,

og når den ansatte bliver udsat for vold, vil det alt andet lige stille den på-

gældende i et svært dilemma.

Alle er berettiget til at indgive en politianmeldelse og få deres sag behand-

let i retssystemet, hvis de har været udsat for vold eller andre strafbare for-

hold. Hvis plejepersonale undtages fra denne ret, kan det betyde, at ofre for

strafbare forhold udøvet af demente personer ikke har samme adgang til

retssystemet som andre, der udsættes for den samme forbrydelse, hvilket

kan give en uhensigtsmæssig retstilstand for ofrene, der hver dag arbejder i

en udsat position ift. vold, trusler mv., og som kan opleve, at de ikke har

samme adgang til retfærdighed som andre ofre.

Jeg mener, at det er vigtigt, at der sættes ind med forebyggelse, så denne

type straffesager i videst muligt omfang undgås. Som der redegøres nær-

mere for nedenfor, har anklagemyndigheden herudover i dag mulighed for

at meddele tiltalefrafald i visse sager, hvor demente personer udøver vold

mod plejepersonalet. Det vil f.eks. kunne ske, hvis der er tale om meget be-

grænset vold, og der ikke er sket betydelig skade på forurettede.

I de mere alvorlige sager, hvor der ikke sker tiltalefrafald, er jeg enig i, at

det er vigtigt at finde den rette balance mellem offerets ret til at få sin sag

behandlet i retssystemet på den ene side og hensynet til den demente på den

anden side.

Jeg vil derfor være åben for at overveje og drøfte gode forslag. Det skal i

den forbindelse bemærkes, at statsadvokaterne pt. arbejder på en redegø-

relse om praksis for tiltalefrafald, som forventes at foreligge i første halvår

af 2020.

Som anført ovenfor indeholder det strafferetlige system i dag visse mu-

ligheder for at tage hensyn til personer med demens.

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen indhentet et bidrag fra Rigsad-

vokaten, som har oplyst følgende om, hvordan sager mod personer med de-

mens behandles i dag:

”1. Straffelovens § 16, stk. 1, indebærer, at personer med sinds-

sygdom eller tilstande, der må ligestilles hermed, ikke straffes.

Tilsvarende gælder for personer, der er mentalt retarderede i hø-

jere grad. Det er dog en betingelse for straffrihed, at personen

på gerningstidspunktet var utilregnelig på grund af f.eks. sinds-

sygdom. Anvendelsen af straffelovens § 16 beror således dels

på en lægelig vurdering af, om gerningspersonen f.eks. er sinds-

syg, dels på en juridisk vurdering af, om gerningspersonen må

anses for at have været utilregnelig.

Endvidere straffes personer, der på gerningstidspunktet var

mentalt retarderede i lettere grad, ikke, medmindre særlige om-

stændigheder taler for at pålægge straf. Tilsvarende gælder per-

soner, der befandt sig i en tilstand som ganske må ligestilles med

mental retardering, jf. straffelovens § 16, stk. 2.

Hvis en person frifindes for straf efter straffelovens § 16, kan

retten efter straffelovens § 68 bestemme, at der skal anvendes

andre foranstaltninger, der findes formålstjenlige for at fore-

bygge yderligere lovovertrædelser. Det kan f.eks. være dom om

ambulant psykiatrisk behandling eller anbringelse på en psykia-

trisk afdeling mv.

Foranstaltninger efter § 68 har således til formål at forebygge

yderligere lovovertrædelser, og det skal konkret vurderes, hvad

der i den forbindelse vurderes at være den mest hensigtsmæs-

sige foranstaltning over for den pågældende person.

Straffelovens § 69 omfatter personer, som ikke er omfattet af

straffelovens § 16 om sindssygdom mv., men som på gernings-

tidspunktet var i en tilstand, der var betinget af mangelfuld ud-

vikling, svækkelse eller forstyrrelse af de psykiske funktioner. I

disse tilfælde kan retten, hvis det findes formålstjenligt, idømme

de ovennævnte foranstaltninger efter straffelovens § 68 i stedet

for at idømme en straf.

Afgørelsen af, hvorvidt en person med demens er omfattet af

personkredsen i straffelovens § 16 eller § 69, sker på baggrund

af en konkret lægelig vurdering. Det vil i sådanne sager ligele-

des bero på en konkret vurdering, hvilken foranstaltning over

for den pågældende som anklagemyndigheden i givet fald skal

nedlægge påstand om.

Rigsadvokaten har fastsat nærmere retningslinjer for anklage-

myndighedens behandling af sager mod psykisk afvigende kri-

minelle i Rigsadvokatmeddelelsen, herunder retningslinjer for

varetægtsfængsling, mentalundersøgelse, bistandsværger og

foranstaltninger efter straffelovens § 68.

I straffesager mod personer, som f.eks. kan være omfattet af

straffelovens § 16 og § 69, kan anklagemyndigheden i visse til-

fælde give personen et tiltalefrafald i stedet for at rejse tiltale og

indbringe sagen for retten med påstand om, at der idømmes en

foranstaltning efter straffelovens § 68.

Hvis den sigtede som følge af tidligere kriminalitet allerede er

undergivet en foranstaltning i medfør af straffelovens §§ 68 og

69, f.eks. idømt psykiatrisk behandling, kan de regionale

statsadvokater frafalde tiltalen for ny kriminalitet, medmindre

særlige omstændigheder taler imod det. Det fremgår af § 2, nr.

3, i bekendtgørelse nr. 792 af 18. juni 2018 om politidirektører-

nes og statsadvokaternes adgang til at frafalde tiltale.

Det er en forudsætning for at meddele et tiltalefrafald, at sigte-

des skyld er utvivlsom, eller at alle faktiske omstændigheder i

forbrydelsens gerningsindhold er erkendt.

Hvis den sigtede ikke er undergivet en foranstaltning i medfør

af straffelovens §§ 68 og 69, vil anklagemyndigheden også i

visse tilfælde kunne afgøre sagen med et tiltalefrafald. Tiltale-

frafald kan gives f.eks. efter retsplejelovens § 722, stk. 2, hvis

der foreligger særlig formildende omstændigheder eller andre

særlige forhold, og påtale ikke kan anses for påkrævet af almene

hensyn.

Hvis den pågældende er sigtet for vold efter straffelovens § 244

eller overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, kan anklage-

myndigheden som udgangspunkt afgøre sagen med et tiltalefra-

fald, når der er tale om meget begrænset voldsanmeldelse mv.,

og der ikke er sket betydelig skade på forurettede, jf. § 1, nr. 4,

i bekendtgørelse nr. 792 af 18. juni 2018 om politidirektørernes

og statsadvokaternes adgang til at frafalde tiltale.

Det vil også i disse tilfælde bero på en konkret vurdering, om

betingelserne for at meddele et tiltalefrafald er opfyldt. I denne

vurdering vil bl.a. indgå oplysninger om den aktuelle kriminali-

tets grovhed og art samt oplysninger om gerningsmandens per-

sonlige forhold, herunder om gerningsmanden allerede er an-

bragt på et egnet opholdssted eller lignende.

De regionale statsadvokater får forelagt spørgsmålet om tiltale-

frafald efter retsplejelovens § 722, stk. 2. Statsadvokaterne har i

den forbindelse oplyst, at der i flere tilfælde inden for de senere

år er blevet meddelt tiltalefrafald i medfør af den nævnte be-

stemmelse i tilfælde, hvor sigtede f.eks. har begået vold mod an-

satte på bosteder mv., og hvor den pågældende allerede er an-

bragt på et bosted eller lignende, der kan tage hensyn til perso-

nens psykiske tilstand.

Rigsadvokaten kan afslutningsvis oplyse, at Rigsadvokaten har

anmodet de regionale statsadvokater om at redegøre for, hvor-

dan reglerne om tiltalefrafald anvendes i praksis i politikredsene

og hos statsadvokaterne. Redegørelsen forventes at foreligge i

første halvår af 2020.”

Der henvises i øvrigt til Justitsministeriets besvarelse af 5. november 2019

af spørgsmål nr. 73 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg og den samtidige

besvarelse af spørgsmål nr. 416 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg.