Holbergsgade 6
DK-1057 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
W sum.dk
Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg
Dato: 27-11-2019
Enhed: JURPSYK
Sagsbeh.: DEPNFF
Sagsnr.: 1909504
Dok. nr.: 1026905
Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg har den 30. oktober 2019 stillet følgende
spørgsmål nr. 147 (Alm. del) til sundheds- og ældreministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Trine Torp (SF).
Spørgsmål nr. 147:
”Vil
ministeren svare på, om bestemmelsen i psykiatrilovens § 36, stk. 2, om, at pati-
enten og patientrådgiveren har ret til mundtligt at forelægge sagen for det psykiatri-
ske klagenævn, må forstås således, at alle mødedeltagerne skal være samlet i det
samme lokale og derfor ikke kan foregå via tele- eller telefoniske møder?”
Svar:
Det fremgår af psykiatrilovens § 36, stk. 2, at patienten og patientrådgiveren har ret
til mundtligt at forelægge sagen for Det Psykiatriske Patientklagenævn.
Af bemærkningerne til lovforslaget fra 1988, som dannede grundlag for psykiatrilo-
vens § 36, stk. 2, fremgår det endvidere, at overlægen og eventuelt tillige andre re-
præsentanter for sygehusmyndigheden har ret til at
overvære og deltage
i forhandlin-
gerne i patientklagenævnet.
Det er Sundheds- og Ældreministeriets vurdering, at det egentlige hensyn med at
vælge afdelingen som nævnets mødested var at sikre patienten en bedre mulighed
for at deltage i klagenævnets møde, blive hørt i sagen og mundtligt tilkendegive sine
synspunkter, ligesom sygehusmyndigheden også skulle have mulighed for at kunne
deltage. Formålet med at placere møderne på afdelingen var således ikke i sig selv at
sikre klagenævnets mødested, men i stedet bruge afdelingens nærhed til patienten
som et middel til at imødekomme ønsket om patientdeltagelse og mundtlighed.
Det er Sundheds- og Ældreministeriets vurdering, at disse væsentlige hensyn vil fort-
sat blive imødekommet ved anvendelse af video- eller telemøder, da patienten fort-
sat vil møde på afdelingen og mundtligt tilkendegive sine synspunkter.
Det bemærkes endvidere, at anvendelsen af videoløsninger næppe har været en del
af overvejelserne, da lovforslaget blev fremsat i 1988, men at den samfundsmæssige
og teknologiske udvikling samt den generelle digitalisering af det offentlige over de
seneste 30 år, understøtter en dynamisk fortolkning af bestemmelsens bemærknin-
ger, der muliggør video- og teleløsninger.
Med venlig hilsen
Magnus Heunicke
/
Nina Fjord Fromberg