Sundheds- og Ældreudvalget 2019-20
SUU Alm.del
Offentligt
2220750_0001.png
Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg
[email protected]
Liselott Blixt (DF)
[email protected]
Beskæftigelsesministeriet
Holmens Kanal 20
1060 København K
T +45 72 20 50 00
E [email protected]
www.bm.dk
CVR 10172748
Sundheds- og Ældreudvalget har i brev af 11. juni 2020 stillet følgende spørgsmål
nr. 1281 (alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Li-
selott Blixt (DF).
Spørgsmål nr. 1281:
”Når
økonomiske svage patienter med stort behandlingsbehov (i 10-25.000 kr.-
klassen) søger økonomisk hjælp via § 82 eller § 82 A, så skal behandlingsplan,
overslag, journal og røntgenbilleder hver gang ind forbi kommunen på enkeltydel-
seskontoret med en sagsbehandlingstid på mange uger og nogen gange flere måne-
der. Sagerne bliver håndteret af mange hænder og bliver til tider vurderet af ikke
sundhedsfagligt personale. Ofte skal sagerne i tandlægeudvalg, hvor der er konsu-
lenter, som skal vurderer borgerens behandlingsbehov. Tandlægekonsulenterne er
ofte en tidligere tandlæge, som måske i 10-20 år ikke selv har praktiseret på en kli-
nik. Denne lange sagsbehandlingstid må være udtryk for, at der bruges en del tid
fra forskellige sagsbehandlere og konsulenter, hvilket må være en betydelig økono-
misk omkostning.
Vil ministeren kommentere denne sagsbehandling? Er ministeren enig i, at det er
ulogisk, at der spildes så meget tid og ressourcer på sagsbehandling, når tandlægen
med omhu og samvittighedsfuldhed kan visitere de korrekte behandlinger inden for
de givne økonomiske retningslinjer.”
Svar:
Jeg kan indledningsvis oplyse, at det er den enkelte kommune, der som selvstændig
myndighed tilrettelægger sagsgangene i kommunen, hvilket også omfatter sagsbe-
handlingen af ansøgninger om hjælp efter § 82 og § 82 a i lov om aktiv socialpoli-
tik.
Jeg har ikke kendskab til de enkelte kommuners behandling af ansøgninger om til-
skud efter de to bestemmelser, herunder sagsgangen, og hvordan tandlægekonsu-
lenter anvendes i disse sager. På den baggrund har jeg ikke grundlag for at kom-
mentere kommunernes behandling af disse sager.
Det er dog værd at bemærke, at kommunerne har en forpligtelse til at sikre, at de
sager, som kommunerne behandler, er oplyst i tilstrækkelig omfang til, at kommu-
nen kan træffe afgørelse. Der kan være tale om relativt store beløb som udbetales
01.07 2020
J.nr.
2020-4607
 SUU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 1281: Spm. om sagsbehandling, når patienter med behandlingsbehov (i 10-25.000 kr.-klassen) søger økonomisk hjælp via § 82 eller § 82 A, til beskæftigelsesministeren
efter de to bestemmelser, hvorfor kommunen bør sikre sig, at der er grundlag for at
udbetale hjælpen til tandbehandling.
Efter § 82 kan kommunerne yde hjælp til udgifter til tandbehandling, der ikke kan
dækkes efter anden lovgivning, hvis ansøgeren ikke har økonomisk mulighed for at
betale udgifterne. Der kan kun ydes hjælp, hvis behandlingen er nødvendig og hel-
bredsmæssigt velbegrundet. Efter denne bestemmelse skal kommunen således vur-
dere, om der kan ydes hjælp efter anden lovgivning, om ansøgeren anses for at
kunne dække udgifterne selv, og om behandlingen er nødvendig.
Efter § 82 a yder kommunerne tilskud til betaling for tandpleje til personer, som
modtager ydelser efter loven svarende til selvforsørgelses- og hjemrejseydelses-,
overgangsydelses-, uddannelseshjælps- eller kontanthjælpsniveau. Tilskud til beta-
ling af tandpleje er et retskrav for de personer, som er omfattet af målgruppen. Be-
handling skal derfor som udgangspunkt ikke forhåndsgodkendes. Dog skal kom-
munen forhåndsgodkende behandlingsforløb, der overstiger 10.000 kr.
Da der således er tale om tilskud efter den sociale lovgivning, hvor der gælder an-
dre kriterier, herunder bl.a. økonomiske, end der gælder i sundhedslovgivningen,
mener jeg, at disse vurderinger fortsat bør foretages af kommunerne.
Venlig hilsen
Peter Hummelgaard
2