Sundheds- og Ældreudvalget 2019-20
SUU Alm.del
Offentligt
2231948_0001.png
Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 72 28 24 00
Sagsnr.
2020 - 6198
Doknr.
265830
Dato
17-08-2020
Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg har d. 10. juni 2020 stillet følgende spørgsmål
nr. 1262 (alm. del) til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. 1262:
”Hvad har ministeriet fortaget sig i forhold til manglende økonomisk hjælp til
personer med for lavt blodsukker, der er livstruende, og som ikke har diabetes, siden
svar på Spørgsmål S 1200, 2014-15, 1. saml.?
https://www.ft.dk/samling/20141/spoergsmaal/s1200/svar/1251822/1529230.pdf”
Svar:
Som det fremgår af svaret på spørgsmål S 1200 af den 13. maj 2015, er der ikke noget i
serviceloven, der er til hinder for, at en borger med en anden blodsukkersygdom end
diabetes får støtte til hjælpemidler til brug ved måling af blodsukker.
Vurderingen af om der kan ydes støtte til hjælpemidler til en borger med en anden
blodsukkersygdom end diabetes, foretages ud fra en vurdering af, om borgeren
opfylder betingelserne for at modtage støtte efter servicelovens § 112.
Ligesom for de øvrige bestemmelser i serviceloven er kommunen forpligtet til at
foretage en konkret og individuel vurdering af borgerens behov for hjælp og støtte. For
hjælpemidler gælder, at det er en betingelse, at hjælpemidlet i væsentlig grad kan
afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne, i væsentlig grad kan lette den
daglige tilværelse i hjemmet eller er nødvendigt for, at den pågældende kan udøve et
erhverv.
Da serviceloven er subsidiær til anden lovgivning, er det en betingelse for støtte efter
bestemmelsen om hjælpemidler, at hjælpemidlet ikke kan bevilges efter anden
lovgivning, herunder som behandlingsredskab efter sundhedslovgivningen.
Hvorvidt der i en konkret situation vil være tale om, at et blodsukkermåleapparat mv.
skal anses som et behandlingsredskab eller som et hjælpemiddel, afhænger af den
sammenhæng, som det indgår i og de behov, som det skal afhjælpe.
Til brug for besvarelsen er der derfor i forhold til blodsukkermåleapparater mv. som
behandlingsredskaber indhentet en udtalelse fra Sundheds- og Ældreministeriet, som
har oplyst følgende:
”Regionsrådet har efter sundhedslovens § 74 ansvaret for at varetage sygehusvæsenets
opgaver. Et integreret led i en sygehusbehandling er at forsyne patienter med de
redskaber m.v., som er en naturlig og nærliggende del af behandlingsindsatsen i de
tilfælde, hvor der er behov herfor. Hvis et redskab eller apparat anvendes for at opnå
yderligere forbedring af behandlingsresultatet eller for at forhindre forringelse af
SUU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 1264: Spm. om forslag til løsning for patienter med lavt blodsukker som ikke har diabetes, nemlig at serviceloven og bekendtgørelsen om hjælp til anskaffelse af hjælpemidler bliver ændret, så der også kan ydes støtte til patienter uden diabetes med tilbagevendende lavt blodsukker, som kan dokumentere af speciallæge, til social- og indenrigsministeren
2231948_0002.png
behandlingsresultatet, er det at anse som et behandlingsredskab, hvortil regionen har
leverings- og betalingsansvaret. Det fremgår også af det gældende afgrænsnings-
cirkulære på området (cirkulære nr. 9079 af 22. februar 2013 om afgrænsning af
behandlingsredskaber, hvortil udgiften afholdes af sygehusvæsenet).
Behandlingsredskaber kan udleveres til både midlertidigt og permanent brug. At en
patient eventuelt har behov for et givent redskab i en længere periode
eller resten af
livet
medfører derfor ikke, at der per definition er tale om et hjælpemiddel, hvortil
hjælpen alene kan ydes af kommunen
efter servicelovens regler.”
På den baggrund er jeg af den opfattelse, at lovgivningen allerede i dag sikrer, at
mennesker med en anden blodsukkersygdom end diabetes, som har behov for
hjælpemidler eller behandlingsredskaber, kan få disse. Jeg ser derfor ikke på dette
område et behov for at ændre på lovgivningen omkring hjælpemidler.
Med venlig hilsen
Astrid Krag
2