Folketingets Social- og Indenrigsudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 72 28 24 00
Sagsnr.
2019 - 8010
Doknr.
163089
Dato
29-11-2019
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har d. 1. november 2019 stillet følgende
spørgsmål nr. 87 (alm. del) til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Mira Issa Bloch (ALT).
Spørgsmål nr. 87:
”Ministeren
bedes vurdere, om det er berettiget og nødvendigt for bevilling af hjælp
efter serviceloven at gennemføre overvågning i borgere i eget hjem som fast procedure
forud for henholdsvis vurdering og genvurdering af hjælp til borgeren?
Der henvises til kronikken "Kommunernes overvågning af borgere med handicap er
indgribende og ydmygende", bragt på Information.dk den 25. oktober 2019.”
Svar:
Det er hverken berettiget eller nødvendigt forud for bevilling af hjælp efter servicelo-
ven at gennemføre observationer af borgeren i dagligdagssituationer i eget hjem som
fast procedure. Dette gælder både ved kommunens vurdering af førstegangsansøgnin-
ger om hjælp og ved genvurdering. Om sagsoplysning, herunder tilvejebringelse af
oplysninger via observationer i borgerens hjem, henvises herved til min samtidige
besvarelse af SOU alm. del spørgsmål nr. 85.
I forlængelse af ovenstående kan jeg oplyse, at sagsoplysningen til brug ved vurderin-
gen af hjælpebehovet ved såvel førstegangsansøgninger som ved genvurderinger skal
ske ud fra borgerens forudsætninger og så vidt muligt i samarbejde med borgeren.
Sagsoplysningen bør tilrettelægges ud fra en konkret og individuel vurdering i det
enkelte tilfælde og bør ikke være mere omfattende end, hvad der er nødvendigt, for at
kommunen kan træffe afgørelse i sagen.
I mit arbejde med at følge op på regeringens handicappolitiske målsætninger vil jeg
derfor også se på, om der er behov for at gentænke rammerne for de behovsvurderin-
ger, som ligger til grund for de kommunale afgørelser.
Med venlig hilsen
Astrid Krag