Bilag 1 - Overskud på sociale tilbud og udbetaling af
udbytte
For kommercielle private virksomheder, der driver sociale tilbud, er der
foreslået udbetaling af udbytte for 45 af i alt 161 virksomheder med et
offentligt tilgængeligt regnskab for 2018 eller 2019. De samlede forslag til
udbytte for de 45 virksomheder udgør ca. 28 mio. kr.
Kommercielle private tilbud har i dag mulighed for at udbetale et evt. overskud
som udbytte til virksomhedens ejerkreds. I det følgende belyses de sociale
tilbuds overskud og underskud, samt omfanget af udbetaling af udbytte for
kommercielle private virksomheder. Hovedkonklusionerne er:
Det samlede forslag til udbetaling af udbytte var ca. 28 mio. kr. i alt for
de 45 virksomheder, der havde foreslået udbetaling af udbytte.
Blandt de virksomheder, der har foreslået at udbetale udbytte i seneste
regnskabsår har ca. en tredjedel foreslået et udbytte på mere end
400.000 kr.
Opgørelser om udbetaling af udbytte er baseret på oplysninger fra
kommercielle private tilbud, der er ejet af anparts- eller aktieselskaber,
og som har offentliggjort deres årsregnskab for 2018 eller 2019 på CVR.
Af de 161 virksomheder, der indgår i opgørelserne, har 28 pct. foreslået
at udbetale udbytte i seneste regnskabsår.
Blandt tilbud med oplysninger vedr. årets resultat har en større del af
de kommercielle private tilbud angivet et overskud sammenlignet med
de offentlige og ikke-kommercielle private tilbud.
Det bemærkes, at det ikke er alle de sociale tilbud, der indgår i datagrundlaget
for opgørelserne af tilbuddenes over- og underskud samt opgørelserne af de
kommercielle private virksomheders udbetaling af udbytte. I opgørelsen af de
sociale tilbuds over- og underskud tages der udgangspunk i data fra
Tilbudsportalen. Der indgår 1.351 af i alt 1.946 tilbud under socialtilsynet.
Opgørelserne af de kommercielle private tilbuds forslag til udbytte er baseret på
oplysninger fra CVR.dk. Der er 258 sociale tilbud under socialtilsynet, der er
ejet af kommercielle private virksomheder, heraf er 188 af tilbuddene ejet af et
anparts- eller aktieselskab, mens de resterende 70 tilbud er ejet af
enkeltmandsvirksomheder, interessentskaber eller iværksætterselskaber. Det er
som udgangspunkt kun anparts- og aktieselskaber, der skal offentliggøre deres
regnskaber på CVR, og derfor kun tilbud ejet af anparts- eller aktieselskaber,
der indgår i opgørelsen af udbetaling af udbytte. Da samme virksomhed kan eje
flere tilbud, er de 188 tilbud ejet af 180 forskellige anparts- eller aktieselskaber,
hvoraf 161 af dem indgår i opgørelserne om forslag til udbetaling af udbytte.