Folketingets Social- og Indenrigsudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 72 28 24 00
Sagsnr.
2020 - 9326
Doknr.
315951
Dato
28-10-2020
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har d. 25. september 2020 stillet følgende
spørgsmål nr. 758 (alm. del) til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DF)
Spørgsmål nr. 758:
”Vil ministeren redegøre for, hvilke konsekvenser det har, såfremt Socialtilsynet
uberettiget lukker et socialt tilbud eller afgør, at en plejefamilies godkendelse skal
ophøre?”
Svar:
Socialtilsynet kan efter de gældende regler træffe afgørelse om ophør af godkendelsen
af et tilbud eller en plejefamilie, hvis tilsynet ud fra en samlet faglig vurdering
konkluderer, at den generelle kvalitet i tilbuddet eller plejefamilien er utilstrækkelig.
Et ophør af en godkendelse træffes således af hensynet til beboerne i tilbuddet eller de
anbragte i plejefamilien, som har krav på en kvalificeret indsats.
En afgørelse om ophør vil f.eks. efter en konkret vurdering kunne komme på tale, hvis
de forhold, der lå til grund for godkendelsen, har ændret sig væsentligt, og tilbuddet
eller plejefamilien dermed ikke længere opfylder betingelserne, som lå til grund for
godkendelsen.
Det forudsættes, at der forinden har været en dialog mellem socialtilsynet og tilbuddet
eller plejefamilien, så tilbuddet eller plejefamilien har haft mulighed for at rette op på
forholdene. Der behøver ikke at have været givet et påbud eller være iværksat et
skærpet tilsyn, før der kan træffes afgørelse om ophør af en godkendelse.
En afgørelse om ophør af en godkendelse skal fastsætte en rimelig frist, så både
tilbuddet eller plejefamilien og kommunen/kommunerne, der har ansvaret for
borgerne i tilbuddet eller i plejefamilien, har mulighed for at indrette sig på det. Der
kan dog være særlige situationer, hvor godkendelsen bringes til ophør omgående,
f.eks. som følge af begrundet mistanke om seksuelle overgreb, eller hvor der i øvrigt er
akut risiko for borgernes sikkerhed og sundhed.
Dialogen mellem socialtilsynet og tilbuddet eller plejefamilien er et afgørende element
i det driftsorienterede tilsyn, og dialogen er også en forudsætning for, at socialtilsynet
kan bidrage til at udvikle kvaliteten. Dialogen er også afgørende for, at socialtilsynet
kan træffe en korrekt og oplyst afgørelse om f.eks. ophør af godkendelse
Hvis tilbuddet eller plejefamilie er uenig i socialtilsynets afgørelse om ophør af
godkendelsen, kan der klages til det pågældende socialtilsyn, som herefter skal
genvurdere sagen. Hvis afgørelsen fastholdes, videresendes klagen til Ankestyrelsen.