Vil ministeren, eventuelt fortroligt, redegøre for
• årsagen til, at ministeriet havde brug for en ny kommunikationschef,
• om ministeriets hidtidige pressechef sagde op, eller vedkommende blev afskediget eller placeret i en anden stilling i ministeriet og i givet fald hvilken,
• hvor længe stillingen som kommunikationschef var opslået, før kontrakten med den nye kommunikationschef blev indgået, og i hvilke fora stillingen blev opslået,
• hvor mange ansøgere der var til stillingen,
• om den nyansatte kommunikationschef er ansat på embedsmandsvilkår,
• hvilken rolle det spillede for ansættelsen af den nye kommunikationschef, at vedkommende ifølge artiklen ”Social- og Indenrigsministeriet henter ny kommunikationschef”, bragt på Altinget.dk den 2. oktober 2019, tidligere har været formand for Socialistisk Folkeparti på Østerbro, og at vedkommende i sin tid støttede ministeren i et kampvalg om formandsposten i Socialistisk Folkeparti, og om ministeren helt kan afvise, at den nye kommunikationschefs fortid som blandt andet formand for Socialistisk Folkeparti på Østerbro har haft en betydning for vedkommendes ansættelse,
• hvilket år ministeren lærte sin nye kommunikationschef at kende, og hvor meget ministeren og den nye kommunikationschef tidligere har arbejdet sammen i partisammenhænge, inden vedkommende blev ansat i ministeriet,
• om ministeren skriftligt eller mundtligt har tilkendegivet over for sit ministerium, at hun foretrak den pågældende som ministeriets nye kommunikationschef?
Dato: 29-10-2019
Status: Endeligt besvaret
Emne:
socialpolitik