SOU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 724: MFU spm., om det er i strid med kommunalfuldmagten, hvis en kommune af egen drift vælger at undersøge sager, hvor der tidligere er truffet afgørelse, til social- og indenrigsministeren

Social- og Indenrigsudvalget 2019-20
SOU Alm.del
Offentligt

NOTAT

Baggrundsnotat til Frederiksberg Kommune

–

Bagud-

rettet sagsgennemgang

Indhold

Baggrundsnotat til Frederiksberg Kommune

–

Bagudrettet sagsgennemgang

........................................................................................................................ 1

Indhold ............................................................................................................ 1

Indledning og baggrund .......................................................................... 2

Kommissoriet for undersøgelsen ............................................................ 2

Sammenfatning....................................................................................... 3

Dato: 16. april 2020

Sags ID: SAG-2020-00583

Dok. ID: 2899933

E-mail: [email protected]/

[email protected]

33703259

Weidekampsgade 10

Postboks 3370

2300 København

www.kl.dk

Side 1 af 62

4. Om kommuners forpligtelse til at gennemgå sager i den kommunale

forvaltning ....................................................................................................... 3

4.1.

Om kommunens forpligtelse til at gennemgå sager i den

kommunale forvaltning af

egen drift

på

offentligretligt grundlag.

................ 5

4.1.1.

Offentlige myndigheders interne tilsynsforpligtelse ................ 5

4.1.2.

Om kommuners forpligtelse til af

egen drift

på

offentligretligt

grundlag

at gennemgå sager i den kommunale forvaltning ................... 8

4.2.

Om kommunens forpligtelse til at gennemgå sager i den

kommunale forvaltning af

egen drift

på

privatretligt grundlag

- Rejsning af

en sag om erstatning eller tortgodtgørelse. .............................................. 12

4.2.1.

4.2.2.

Om sagsrejsning af egen drift ............................................... 12

KL-konsulenternes vurdering ................................................ 13

4.3.

Om kommuners forpligtelse til på

offentligretligt grundlag

gennemgå sager i den kommunale forvaltning

efter henvendelse

........... 14

4.3.1.

Om kommuners forpligtelse til efter henvendelse at

gennemgå sager i den kommunale forvaltning .................................... 14

4.3.2.

KL-konsulenternes vurdering ................................................ 17

4.3.3.

Om kommunens besvarelse af henvendelser fra borgerne

som led i

god forvaltningsskik

............................................................... 17

4.3.4.

KL-konsulenternes vurdering ................................................ 24

4.4.

Om kommunens

forpligtelse

til på

privatretligt grundlag

gennemgå sager i den kommunale forvaltning efter henvendelse

–

erstatning og tortgodtgørelse .................................................................... 25

4.4.1.

Gennemgang af sager om erstatning efter henvendelse ..... 25

4.4.2. Behandling af sager om tortgodtgørelse .................................... 27

5. Om kommuners berettigelse til at gennemgå sager i den kommunale

forvaltning af egen drift og efter henvendelse .............................................. 29

SOU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 724: MFU spm., om det er i strid med kommunalfuldmagten, hvis en kommune af egen drift vælger at undersøge sager, hvor der tidligere er truffet afgørelse, til social- og indenrigsministeren

NOTAT

5.1.

Om kommuners berettigelse til af

egen drift

eller

efter henvendelse

på

offentligretligt grundlag

at gennemgå sager i den kommunale

forvaltning ................................................................................................. 29

5.2.

Om kommuners berettigelse til af

egen drift

eller

efter henvendelse

på

privatretligt grundlag

at gennemgå sager i den kommunale forvaltning . 33

5.2.1. Med hensyn til

ret

til at foretage en sådan gennemgang efter

henvendelse med henblik på erstatning, .............................................. 33

5.2.2. Tortgodtgørelse .......................................................................... 44

5.2.3. KL-konsulenternes samlede konklusion

–

ret til sagsgennemgang

på privatretligt grundlag efter henvendelse .......................................... 55

Om forældelse ...................................................................................... 56

6.1.

Indledning ..................................................................................... 56

6.2. Afgrænsning ...................................................................................... 56

6.3. Målestokken....................................................................................... 57

6.3.1. Overblik ....................................................................................... 57

6.3.2. Fordringer ................................................................................... 57

6.3.3. Forældelsesfristens længde ....................................................... 58

6.3.4. Forældelsesfristens begyndelsestidspunkt. ............................... 59

6.3.4. Praksis ............................................................................................ 61

Dato: 16. april 2020

Sags ID: SAG-2020-00583

Dok. ID: 2899933

E-mail: [email protected]

Direkte: 3370 3259

Weidekampsgade 10

Postboks 3370

2300 København

www.kl.dk

Side 2 af 62

1. Indledning og baggrund

Frederiksberg Kommune, v. familiechef Helle Østergaard Stisen, har rettet

henvendelse til KL-konsulenterne, idet kommunen ønsker udarbejdet et eks-

ternt juridisk responsum om kommunens forpligtelser og handlemuligheder i

muligt fejlbehæftede sager i Familieafdelingen, for så vidt angår bagudrettet

sagsgennemgang med henblik på reaktioner, som ikke går ud på at nå frem

til rigtige afgørelser i sagerne

Baggrunden for ønsket om et eksternt juridisk responsum er, at der er kon-

stateret alvorlige fejl og mangler i sagsbehandlingen og dokumentationen i

Frederiksberg Kommunes familieafdeling.

Frederiksberg Kommune har overfor KL-konsulenterne oplyst, at kommunen

har iværksat en række tiltag til en

fremadrettet

genopretning af behandlingen

af sager i Familieafdelingen. Denne genopretning skal sikre, at familier og

børn modtager den rette hjælp og støtte, at der er dokumentation for den be-

vilgede støtte, samt at de sagsbehandlingsmæssige regler i serviceloven,

retssikkerhedsloven og forvaltningsloven overholdes.

2. Kommissoriet for undersøgelsen

Den eksterne vurdering skal besvare følgende spørgsmål:

NOTAT

•

De juridiske rammer for kommunens forpligtelse til af

egen drift

eller

efter henvendelse

at gennemgå Familieafdelingens sager med hen-

blik på

andre reaktioner

end at nå frem til rigtige afgørelser i sa-

gerne, fx med henblik på tortgodtgørelse.

De juridiske rammer for kommunens ret til af

egen drift

eller

efter

henvendelse

at gennemgå Familieafdelingens sager med henblik på

andre reaktioner

end at nå frem til rigtige afgørelser i sagerne, fx

tortgodtgørelse.

Hvis vurderingen er, at der består en sådan forpligtelse eller en så-

dan ret til gennemgang, hvor langt tilbage i tid, må/skal en sådan

gennemgang da ske fra. Besvarelsen af dette spørgsmål omfatter

bl.a. spørgsmål om forældelse.

For så vidt der består en forpligtelse til at gennemgå Familieafdelin-

gens sager, hvad er da rammerne for kommunens prioritering i for-

bindelse med gennemgangen af sagerne.

Dato: 16. april 2020

Sags ID: SAG-2020-00583

Dok. ID: 2899933

E-mail: [email protected]

Direkte: 3370 3259

Weidekampsgade 10

Postboks 3370

2300 København

www.kl.dk

Side 3 af 62

•

Responsummet skal afdække, hvordan kommunen i givet fald kan håndtere

en sagsgennemgang bagudrettet, og hvilke forpligtelser, handlemuligheder,

begrænsninger og opmærksomhedspunkter, der knytter sig hertil. Det skal

blandt andet ses i sammenhæng med borgernes mulighed for at anlægge

retssag mod kommunen.

Vurderingen skal ske på baggrund af relevant lovgivning, juridisk litteratur,

rets- og ombudsmandspraksis og anden administrativ praksis. Vurderingen

skal ikke forholde sig til konkrete sager i kommunen.

3. Sammenfatning

For KL-konsulenternes sammenfatning vedrørende kommunens pligt og ret

til at gennemgå sager af egen drift og efter henvendelse henvises til særskilt

notat.

4. Om kommuners forpligtelse til at gennemgå sager i

den kommunale forvaltning

Frederiksberg Kommune har bl.a. bedt KL-konsulenterne beskrive de juridi-

ske rammer for kommunens forpligtelse til af

egen drift

eller

efter henven-

delse

at gennemgå Familieafdelingens sager med henblik på

andre reaktio-

ner

end at nå frem til rigtige afgørelser i sagerne, fx med henblik på tortgodt-

gørelse.

Spørgsmålet besvares med den situation for øje, at anledningen til spørgs-

målet er, at der i forvaltningen

generelt

er konstateret manglende fokus på

forvaltningsretlige sagsbehandlingsregler

–

navnlig mangler vedrørende

handleplan, børnesamtale og børnefaglige undersøgelser

Anledningen til genopretningsprojektet i Frederiksberg Kommune er efter

det oplyste ikke konstaterede retlige mangler fx i form af underkendelse af

NOTAT

Dato: 16. april 2020

Der kan være flere anledninger til at kommunen bliver opmærksom på kon-

krete sager. Det kan fx ske som led i et internt tilsyn

, eller det kan ske, hvis

borgere henvender sig om konkrete sager.

Det ønskes således belyst, om der i sådanne situationer består en forplig-

telse til at gennemgå forvaltningens sager dels

af egen drift,

dels

efter hen-

vendelse fra en borger

i situationer, hvor den mulige reaktion på eventuelle

fejl, som vil kunne vise sig ved en sådan gennemgang ikke består i nogen

adgang eller forpligtelse til at nå frem til en rigtig afgørelse i sagen, fordi den

pågældende afgørelse har udtømt sine retsvirkninger.

Det kan fx være

•

en sag vedrørende et tidligere anbragt barn, som aktuelt er hjemgi-

vet til forældrene, og hvor afgørelsen om anbringelse således ikke

har nogen aktualitet

•

en ældre sag om socialpædagogisk støtte til et barn i hjemmet, men

hvor det pågældende barn i dag ikke aktuelt bor i hjemmet

•

en sag vedrørende en handicappet borger, som for år tilbage har

fået afslag på et hjælpemiddel, som ikke med mening kan tildeles

borgeren i dag, fordi behovet for hjælpemidlet ikke længere er til

stede.

Fælles for de omhandlede situationer er således, at en gennemgang af de

pågældende sager i hvert fald ikke kan have til formål at munde ud i nye/æn-

drede/stadfæstede afgørelser. Det vil dog ikke kunne udelukkes på forhånd,

at fx spørgsmål om erstatning kan have relevans, selv om afgørelsen har

udtømt sine retsvirkninger. Det kunne være i det sidstnævnte eksempel, hvis

borgeren har haft udgifter til hjælpemiddel og det viser sig, at afslaget var

forkert, og kravet ikke er forældet.

Gennem de senere år har domstolene taget stilling til en række sager (”bør-

nesager”),

som har

omhandlet kommuners tilsidesættelse af handle- og til-

synspligt i forhold til børn, hvor (sted)forældre eller plejeforældre er dømt for

vold, vanrøgt og seksuelle overgreb.

Det er ikke denne form for tilsidesættelse af handle- og tilsynspligter kom-

missoriet tager sigte på, og spørgsmålet om erstatning og tortgodtgørelse i

sådanne sager indgår derfor ikke i notatet.

Notatet er opbygget således:

I afsnit 4.1.

–

4.2. behandles spørgsmålet om kommunens forpligtelse til af

egen drift at gennemgå sager. Der sondres i den forbindelse mellem mulige

Sags ID: SAG-2020-00583

Dok. ID: 2899933

E-mail: [email protected]

Direkte: 3370 3259

Weidekampsgade 10

Postboks 3370

2300 København

www.kl.dk

Side 4 af 62

myndighedens retsopfattelse. Spørgsmål om underkendelse af myndighe-

dens retsopfattelse ligger derfor uden for kommissoriet og behandles ikke

selvstændigt i nærværende notat.

Kommunens ledelse har generelt pligt til - på ulovreguleret grundlag - at

føre tilsyn med om kommunens medarbejdere realiserer de opgaver og mål,

som er pålagt kommunen, se nærmere om internt tilsyn i afsnit 4.1.1.1.

NOTAT

forpligtelser til en sådan gennemgang på offentligretligt grundlag (forvalt-

ningsretlig genopretning) og mulige forpligtelser til en sådan gennemgang på

privatretligt grundlag (erstatning og tortgodtgørelse).

Med hensyn til gennemgang på offentligretligt grundlag menes gennem-

gang, der baserer sig på regler og normer, der alene gælder for offentlige

myndigheder, fx forvaltningsretlige regler om normer for god sagsbehand-

lingsskik. Med hensyn til gennemgang på privatretligt grundlag menes gen-

nemgang, der baserer sig på regler og normer, der gælder både for private

og offentlige myndigheder, fx aftaleret, som alene nævnes for eksemplets

skyld, og erstatningsret, som er relevant for fremstillingen i dette notat.

Dernæst behandles i afsnit 4.3- 4.4. spørgsmål om kommunens forpligtelse

til at gennemgå sager efter henvendelse. Der sondres også i den forbindelse

mellem mulige forpligtelser til en sådan gennemgang på offentligretligt

grundlag (forvaltningsretlig genopretning) og mulige forpligtelser til en sådan

gennemgang på privatretligt grundlag (erstatning og tortgodtgørelse).

Derefter behandles under afsnit 5. spørgsmålet om kommunens ret til at

gennemgå sager af egen drift og efter henvendelse, således at der under af-

snit 5.1. behandles spørgsmål om ret til en sådan gennemgang på offentlig-

retligt grundlag og under afsnit 5.2. behandles spørgsmål om ret til en sådan

gennemgang på privatretligt grundlag.

I afsnit 6 gives et overblik over relevante regler om forældelsesfrister af be-

tydning for bl.a. krav efter serviceloven og krav på erstatning eller tortgodt-

gørelse.

Dato: 16. april 2020

Sags ID: SAG-2020-00583

Dok. ID: 2899933

E-mail: [email protected]

Direkte: 3370 3259

Weidekampsgade 10

Postboks 3370

2300 København

www.kl.dk

Side 5 af 62

4.1. Om kommunens forpligtelse til at gennemgå sager i den

kommunale forvaltning af

egen drift

på

offentligretligt grund-

lag.

4.1.1.

Offentlige myndigheders interne tilsynsforpligtelse

4.1.1.1. Om offentlige myndigheders interne tilsynsfor-

pligtelse

Kommunalbestyrelsen har det overordnede ansvar for, at kommunen leverer

de ydelser og iværksætter de foranstaltninger, som kommunen efter lovgiv-

ningen er forpligtet til. Kommunen skal inden for hvert forvaltningsområde

sikre, at der er det nødvendige personale og de fornødne kompetencer til

stede, og at opgaverne bliver løst inden for lovgivningens rammer, herunder

de bevillingsmæssige rammer. Kommunens ledelse har generelt pligt til - på

ulovreguleret grundlag - at føre tilsyn med om kommunens medarbejdere re-

aliserer de opgaver og mål, som er pålagt kommunen

På børneområdet findes en lovreguleret tilsynspligt

–

ikke rettet mod medar-

bejderne, men direkte mod børn og unge

. Efter servicelovens § 146 skal

kommunalbestyrelsen føre tilsyn med de forhold, hvorunder børn og unge

Per Byrge Sørensen: Tilsyn og kontrol

–

hvor langt rækker forpligtelsen,

Karnov Forlag 2019, 1. udgave, s. 16 og 259.

Ibid s. 157-160.

NOTAT

under 18 år samt vordende forældre i kommunen lever. Tilsynet skal føres

på en sådan måde, at kommunen så tidligt som muligt kan få kendskab til de

tilfælde, hvor det må antages, at der kan opstå et behov for særlig støtte til

et barn umiddelbart efter fødslen.

Efter servicelovens § 148

fører kommunen endvidere tilsyn med de tilbud,

den i forhold til den enkelte person har truffet afgørelse om, og kommunen

skal løbende følge de enkelte sager for at sikre sig, at hjælpen fortsat opfyl-

der sit formål.

Serviceloven regulerer også mere konkret, hvordan tilsynet

skal udøves, herunder krav til procedurer, frister og registrering, jf. servicelo-

vens §§ 152-155b. Indholdet af tilsynsforpligtelsen er yderligere tydeliggjort

med krav til sagsbehandlingen i vejledning nr. 9007 af 7. januar 2014 om

særlig støtte til børn og unge og deres familier, kapitel 12, bl.a. i afsnit 279:

279.

I hver enkelt sag skal der foreligge fyldestgørende journalisering og do-

kumentation for den foretagne sagsbehandling samt de eventuelle foran-

staltninger, der iværksættes. Det skal således fremgå tydeligt af personsa-

gen, at eventuelle foranstaltninger er iværksat med hjemmel i servicelovens

bestemmelser, at de lovpligtige sagsbehandlingsskridt efter serviceloven er

overholdt samt, at der ved sagsbehandlingen er foretaget de nødvendige

vurderinger, overvejelser og skøn.

Det er vigtigt, at der i sagen føres en dækkende journal, både for at notat-

pligten overholdes, men også for at andre efterfølgende har mulighed for at

sætte sig ind i sagen. Det hører også med til god forvaltningsskik, at det

fremgår, hvem der har udfærdiget noteringer i journalen eller har udstedt er-

klæringer, udtalelser eller lignende til brug for sagen. Det er også vigtigt, at

det i forbindelse med udfærdigelse af erklæringer fremgår, om disse er ba-

seret på en egentlig undersøgelse af eller samtale med den, som erklærin-

gen angår, eller om erklæringen er udfærdiget alene på allerede forelig-

gende skriftligt materiale eller foreliggende viden.

Kommunens ulovregulerede interne tilsyn går da bl.a. ud på af egen drift at

føre tilsyn med, at bl.a. den lovregulerede tilsynspligt på børneområdet efter-

leves. Selve pligten til internt tilsyn nævnes i flere fremstillinger

. Per Byrge

Sørensen, som mest udførligt behandler tilsyn og kontrol, formulerer pligten

til internt tilsyn på denne måde:

”Kommunaldirektøren [må] føre –

eller lade andre føre tilsyn med, hvordan

medarbejderne i samtlige niveauer…forvalter deres opgaver

og reagere på

oplysninger om fejl eller forsømmelser, som de derved kommer i besiddelse

af”

Med hensyn til konkretisering af, hvilke reaktioner myndigheden selv initierer

på baggrund af tilsynet, nævnes rejsning af sager om diskretionære eller di-

sciplinære reaktioner i forhold til de ansvarlige medarbejdere

og rejsning af

de konkrete kontrolsager (afgørelsessager) om støtte

, som de foreliggende

Dato: 16. april 2020

Sags ID: SAG-2020-00583

Dok. ID: 2899933

E-mail: [email protected]

Direkte: 3370 3259

Weidekampsgade 10

Postboks 3370

2300 København

www.kl.dk

Side 6 af 62

Bl.a. Garde m.fl. Forvaltningsret - Almindelige emner (DJØF 2016), s. 35

Tilsyn og kontrol, s. 340 og 361 (De ledende embedsmænds ansvar).

Tilsyn og kontrol, s. 342 (De ledende embedsmænds ansvar)

Tilsyn og kontrol, s 165 (Tilsynet med børn og unge i kommunen)

NOTAT

oplysninger giver anledning til. Kontrolsager tager sigte på fremadrettet at

fastholde eller genskabe den rigtige afgørelse, når lovgivningens betingelser

bringes i anvendelse over for den tilstand, som reelt foreligger.

Dette må

forstås sådan, at forvaltningen skal foretage de sagsskridt, som lovgivningen

direkte foreskriver eller som skønnes nødvendige for at kunne træffe den

materielt rigtige afgørelse. Dette betyder modsat også, at forvaltningen i

denne henseende ikke har pligt til at foretage sagsskridt, som ikke er nød-

vendige for den afgørelse, der skal træffes.

Det siger sig selv, at den interne tilsynsforpligtelse til at sørge for,

”at

der

etableres hensigtsmæssige forretningsgange […] som sikrer, at de afgørel-

ser,

der træffes […] er af så høj kvalitet som muligt både set i forhold til lov-

givningens regler og til formålet med den […] udøvede virksomhed”

inde-

bærer en tilsvarende forpligtelse til, når tilsynet viser, at de eksisterende for-

retningsgange er utilstrækkelige eller ikke efterleves, at bringe selvsamme

forretningsgange og praksis på det nødvendige niveau.

Der ses hverken i Per Byrge Sørensens fremstilling eller andre fremstillin-

ger

at være gjort bemærkninger om, at reaktioner på internt tilsyn også in-

debærer en generel pligt til - uden for de rejste kontrolsager - i andre kon-

krete sager at foranstalte undersøgelse af, om der i disse andre sager skulle

være begået fejl. Det afgørende er således, om der er konkret (modsat ge-

nerel) anledning til at foranstalte undersøgelse af de enkelte sager.

Med hensyn til konkrete kontrolsager, må man som anført indlede de kon-

trolsager, som det interne tilsyn giver anledning til. I den forbindelse er det

værd at hæfte sig ved bestemmelsen i servicelovens § 148, stk. 2.

Det forhold, at servicelovens § 148, stk. 2

, kræver, at kommunen har pligt

til løbende at følge de enkelte sager for at sikre sig, at hjælpen fortsat opfyl-

der sit formål, må anses som udtryk for

–

hvilket er helt naturligt på det soci-

ale område - at beslutninger vedrørende de enkelte sager efter kortere eller

længere tid kan have udtømt deres betydning.

Det fremgår i den forbindelse af servicelovens § 70, at kommunen skal følge

op senest 3 måneder efter, at den har truffet afgørelse om en foranstaltning

Dato: 16. april 2020

Sags ID: SAG-2020-00583

Dok. ID: 2899933

E-mail: [email protected]

Direkte: 3370 3259

Weidekampsgade 10

Postboks 3370

2300 København

www.kl.dk

Side 7 af 62

Tilsyn og kontrol, s. 253 (Tilsyn med egne afgørelser)

Tilsyn og kontrol, s. 342 (De ledende embedsmænds ansvar)

–

henvisning

til citat fra responsum af Bent Unmack Larsen, 1995, om styrelseschefens

ansvar

Fenger m.fl.

–

Forvaltningsret (DJØF 2018, 1. udgave); Garde, m.fl.

–

For-

valtningsret Almindelige Emner (DJØF 2016, 6. udgave); Bønsing

–

Almin-

delige forvaltningsret (DJØF 2013, 3. udgave); Jon Andersen

–

Socialforvalt-

ningsret (DJØF 2019, 7. udgave); Bent Christensen

–

Prøvelse (DJØF 1994,

2. udgave).

Indholdet af forpligtelsen er nærmere beskrevet i vejledning nr. 9007 af 7.

januar 2014

om særlig støtte til børn og unge og deres familier (Vejledning nr. 3

til serviceloven)

, afsnit 203ff.

NOTAT

og derefter med højst 6 måneders mellemrum. Det gælder både med hen-

syn til eventuel ændring af foranstaltningen og revision af fx handleplanen.

Det tjener derfor så meget desto mindre noget formål efter serviceloven, at

en generel risiko for sagsbehandlingsfejl i forvaltningens sager på det soci-

ale område skulle føre til, at kommunen som reaktion på sit interne tilsyn

skulle undersøge konkrete sager for sagsbehandlingsfejl, der ikke har betyd-

ning for et aktuelt behov for hjælp.

4.1.1.2. KL-konsulenternes vurdering

Offentlige myndigheder skal føre et internt tilsyn med myndighedens virk-

somhed. Formålet med internt tilsyn er at sikre rigtige afgørelser fremadret-

tet.

Det er på ovenstående baggrund KL-konsulenternes vurdering, at der ikke

med udgangspunkt i forpligtelsen til internt tilsyn består nogen afledet for-

pligtelse til at foretage en generel gennemgang af forvaltningens sager med

henblik på at undersøge, om der er begået sagsbehandlingsfejl. Det er des-

uden KL-konsulenternes vurdering, at der ikke med udgangspunkt i forplig-

telsen til internt tilsyn består nogen afledt forpligtelse til at undersøge kon-

krete sager for sagsbehandlingsfejl, der ikke har betydning for et aktuelt be-

hov for hjælp.

Det er således KL-konsulenternes vurdering, at pligten til at føre internt tilsyn

ikke medfører pligt til at gennemgå sager med henblik på andre reaktioner

end at nå frem til rigtige afgørelser i sagerne.

Nedenfor følger under afsnit 4.1.2. en nærmere gennemgang af spørgsmålet

om kommunens mulige forpligtelse til af egen drift på generelt forvaltnings-

retligt grundlag at gennemgå konkrete sager i den kommunale forvaltning

4.1.2.

Om kommuners forpligtelse til af

egen drift

på

offentlig-

retligt grundlag

at gennemgå sager i den kommunale forvaltning

4.1.2.1.

Om kommuners forpligtelse til på egen drift at gennemgå sa-

ger i den kommunale forvaltning

Der findes, ud over det ovenfor anførte om internt tilsyn, omfattende juridisk

litteratur om offentlige myndigheders forpligtelse til af egen drift at gennemgå

forvaltningens sager

Dato: 16. april 2020

Sags ID: SAG-2020-00583

Dok. ID: 2899933

E-mail: [email protected]

Direkte: 3370 3259

Weidekampsgade 10

Postboks 3370

2300 København

www.kl.dk

Side 8 af 62

Der henvises bl.a. til Bent Christensen, Forvaltningsret

–

prøvelse, 2. ud-

gave, 1994, kapitel VII Prøvelse foretaget af det udstedende organ. Tilbage-

kaldelse, genoptagelse, ændring (s. 189 ff.).

Niels Fenger, Forvaltningsret, 1. udgave, Jurist- og Økonomforbundets For-

lag 2018, kapitel 23, afsnit 3, (Tilbagekaldelse), herunder særligt afsnit 3.4.

(Uregulerede tilfælde

–

tilbagekaldelse ud fra almindelige forvaltningsretlige

grundsætninger).

Kapitel 23, afsnit 3, indledes (s. 1982) med at ”Ved

tilbage-

kaldelse forstås det forhold, at den udstedende forvaltningsmyndighed af

egen drift ændrer sin egen, gyldig, afgørelse…”

NOTAT

Dato: 16. april 2020

Ofte tales i den forbindelse om genoptagelse af sager, forstået som et

spørgsmål om

sagsrejsning

Denne sagsrejsning kan ske på myndighedens eget initiativ (eller fx andre

myndigheders) men kan også ske på borgerens initiativ

–

i så fald tales om

remonstration, jf. herom nedenfor under afsnit 4.3.

En genoptagelse kan munde ud i en række forskellige reaktioner, herunder

tilbagekaldelse eller ændring af en afgørelse, i stadfæstelse eller annullation

af afgørelsen.

KL-konsulenterne har overvejet, om der kan bestå en forpligtelse til at fore-

tage en gennemgang af forvaltningens sager med henblik på over for borge-

ren at undskylde fejl, som forvaltningen måtte finde.

Fælles for den juridiske litteratur, der behandler spørgsmålet om offentlige

myndigheders forpligtelse til at genoptage sager er imidlertid, at de netop

omhandler situationer, hvor de faktiske forhold tilsiger, at en genoptagelse

kan have en retlig betydning for den pågældende borger enten for at stadfæ-

ste den pågældende afgørelse, som endnu har aktualitet, eller for at tilbage-

kalde, ændre eller annullere den.

Der kan i den forbindelse bl.a. henvises til Garde m.fl., Forvaltningsret

–

Sagsbehandling, s. 124, 8. udgave, 2019), hvoraf fremgår følgende:

”En

myndighed kan have pligt til at genoptage en afgjort sag, hvis der frem-

kommer nye oplysninger, som myndigheden ikke var bekendt med på tids-

punktet for den oprindelige afgørelse og som i givet fald må antages at ville

have medført en væsentlig anden vurdering af sagen. Myndigheden vil i en

sådan situation normalt være forpligtet til at genoptage sagen med henblik

på at få de nye oplysninger verificeret og med henblik på en stillingtagen til,

om den oprindelige afgørelse kan eller skal ændres.”

(KL-konsulenternes

understregning).

Bent Christensen

behandler kort spørgsmålet om, i hvilket omfang det ud-

stedende forvaltningsorgan har pligt til nu at starte en proces, der kan føre til

tilbagekaldelse og hvilke pligter, der påhviler forvaltningsorganet under

denne proces.

Sags ID: SAG-2020-00583

Dok. ID: 2899933

E-mail: [email protected]

Direkte: 3370 3259

Weidekampsgade 10

Postboks 3370

2300 København

www.kl.dk

Side 9 af 62

Der kan videre henvises til Karsten Revsbech & Jens Garde m.fl., Forvalt-

ningsret

–

Almindelige emner, 6. udgave, Jurist- og Økonomforbundets For-

lag 2016, kapitel 8. Kapitlet indledes (s. 517) med en bemærkning om, at ka-

pitlet behandler den form for omgørelse af en forvaltningsafgørelse, der fore-

tages af myndigheden selv og

–

i hvert fald formelt set

–

på dennes initiativ.

Jens Garde m.fl., Forvaltningsret Almindelige Emner, 6. udgave 2016, s.

558.

Bent Christensen, Prøvelse, 2. udgave 1994, s. 227 ff.

NOTAT

Bl.a. anføres (s. 228),

at ”Hvis

de retningslinier, der er søgt beskrevet i afsnit

6-8 ovenfor [omhandler hhv. oprindelige hjemmelsmangler og senere æn-

dringer i faktum, ændringer i jus, sagsbehandlingsmangler], hindrer eller

med rimelig sandsynlighed ser ud til at ville hindre, at prøvelsens resultat

kan blive annullation eller rettelse, går pligten til at prøve næppe længere

end til en sagsbehandling, der lige netop overbeviser herom.”

Hvor det står klart, at de foreliggende omstændigheder ikke har retlig betyd-

ning, idet der ikke kan blive tale fx om ændring af en afgørelse

–

fx fordi den

for længst har udtømt sine retsvirkninger, eller fordi forholdene har ændret

sig, jf. det ovenfor anførte om løbende tilsyn med foranstaltninger

–

vil der

således ikke være nogen pligt for myndigheden til at iværksætte en gennem-

gang af sagen.

Videre anføres (s. 229), at

”Det er vanskeligt at sige noget generelt om, i

hvilket omfang prøvelsesorganet selv har pligt til at starte prøvelsen…”

og vi-

dere samme side

”Hvor de retningslinier, der er skildret

i afsnit 6 og 7, præ-

ges af, at det materielt rigtige

–

retshåndhævelsen

–

tillægges særlig stor

vægt, således ved opkrævning, er det vistnok en tilbøjelighed at gå ud fra, at

det udstedende forvaltningsorgan har en pligt til at prøve, hvis det bliver op-

mærksom på oprindelige hjemmelsmangler, eller jus ændres. Og måske

gælder der en almindelig regel om, at et forvaltningsorgan, der bliver op-

mærksom på, at det selv har begået noget, der kan betegnes som en fejl,

har pligt til i hvert fald at starte en prøvelse.”

Det anførte må efter KL-konsulenternes vurdering forudsætte, at den fejlbe-

hæftede afgørelse med mening fx kan ændres og vil således ikke gælde i en

situation, hvor afgørelsen har udtømt sine retsvirkninger.

Steen Bønsing anfører følgende

”Som

udgangspunkt har en forvaltning

ikke nogen pligt til i almindelighed at genbehandle en allerede afsluttet sag.

Der skal noget særligt til, før der indtræder en sådan pligt. Samtidig må man

dog sige, at der altid er en pligt til at overveje, om grundlaget (jf. straks ne-

denfor) for at genoptage er til stede. Men krav på en egentlig genoptagelse

er der kun, hvis de nedenstående betingelser er opfyldt.

Forvaltningen har pligt til at genoptage en sag, hvis der foreligger væsentlige

nye forhold (nova). Dette kan angå nye retlige eller faktiske forhold, og der

gælder ingen frister for ulovbestemt remonstration.

Nye retlige forhold kan være ny lovgivning (der har tilbagevirkende kraft) el-

ler ny rets- eller administrativ praksis. Ny praksis kan fx være, hvis en fortolk-

ning eller et skønskriterium bliver underkendt ved domstolene, en overordnet

administrativ instans, ombudsmanden el. lign. i et spørgsmål, der har betyd-

ning for den sag, der remonstreres.

…

Endelig har Ombudsmanden antaget, at en forvaltning er forpligtet til at gen-

optage en sag, hvis der påvises væsentlige sagsbehandlingsfejl, fx partshø-

ring, sagsoplysning, inhabilitet m.v. Sagsbehandlingsfejlen skal formentlig

Dato: 16. april 2020

Sags ID: SAG-2020-00583

Dok. ID: 2899933

E-mail: [email protected]

Direkte: 3370 3259

Weidekampsgade 10

Postboks 3370

2300 København

www.kl.dk

Side 10 af 62

Almindelig forvaltningsret, 3. udgave 2013, s. 333 ff.

NOTAT

have en væsentlighed, der har betydning for afgørelsen. Omfanget af denne

antagelse er

dog noget usikkert…”

I en note henvises bl.a. til FOB 1980.735

Spørgsmålet om offentlige myndigheders forpligtelse til af egen drift at gen-

optage sager er endvidere behandlet i forskellig praksis fra såvel administra-

tive myndigheder, Folketingets Ombudsmand som i retspraksis.

Fælles for den praksis, der behandler spørgsmålet om offentlige myndighe-

ders forpligtelse til at genoptage sager, er imidlertid, at også den omhandler

situationer, hvor genoptagelse kan få retlig betydning og således kan ske

med henblik på overvejelser om fx tilbagekaldelse eller ændring af afgørel-

sen.

Af Ombudsmandspraksis kan foruden den allerede nævnte FOB 1980.735

bl.a. peges på FOB 2016.33, hvor Ombudsmanden fandt, at en kommune

havde pligt til at omgøre oprindelige afgørelser og efterbetale ydelser. Der

var tale om retlige mangler ved afgørelserne (meddelelsesfejl). Ombuds-

mandens udtalelse kan hentes

her.

Af retspraksis kan bl.a. peges på U 2000.1953 H om tilbagebetaling af geby-

rer opkrævet i strid med EU-retten.

Senest kan fra administrativ praksis henvises til Social- og Indenrigsministe-

ries skrivelse af 6. februar 2020 om fejl i satser, hvor en genoptagelse vil

kunne føre til efterbetaling, jf. skrivelsens afsnit 5.5. Skrivelsen kan findes

her

via Retsinfo.

Det ses ikke behandlet hverken i den juridiske litteratur eller i rets-, admini-

strativ, - eller ombudsmandspraksis, at der skulle gælde en forpligtelse til af

egen drift at gennemgå sager med henblik på at

undskylde

fejl man måtte

finde.

4.1.2.2.

KL-konsulenternes vurdering

Ulovbestemte forvaltningsretlige regler om genoptagelse af forvaltningens

sager har til formål at undersøge, om afgørelsen skal stadfæstes, ændres,

eller tilbagekaldes.

Reglerne indebærer en pligt for myndigheder til at genoptage sager, hvis der

foreligger væsentlige nye forhold, som indebærer mulighed for, at myndighe-

den ændrer sin afgørelse.

Dato: 16. april 2020

Sags ID: SAG-2020-00583

Dok. ID: 2899933

E-mail: [email protected]

Direkte: 3370 3259

Weidekampsgade 10

Postboks 3370

2300 København

www.kl.dk

Side 11 af 62

FOB 1980.735

omhandlede en sag i Landsskatteretten om en borgers skatteansættelse, hvor

myndigheden havde lagt vægt på forkerte oplysninger. Ombudsmanden henstillede til, at

Landsskatteretten genoptog sagen, hvilket skete. Landsskatteretten stadfæstede under den se-

nere sagsbehandling afgørelsen.

KL-konsulenterne bemærker, at den afgørelse om skatteansættelse, som sagen omhandlede,

potentielt lod sig ændre som led i en genoptagelse. I den konkrete sag stadfæstede Landsskat-

teretten sin afgørelse.

NOTAT

Det er KL-konsulenternes vurdering, at der hverken i den juridiske litteratur

eller i administrativ-, ombudsmands eller retspraksis, er holdepunkter for at

antage, at der skulle bestå en forpligtelse for kommunen til af egen drift på

offentligretligt grundlag

–

uden anden anledning end den i indledningen

nævnte konstatering af, at der har været et generelt manglende fokus på for-

valtningsretlige sagsbehandlingsregler

–

at gennemgå forvaltningens sager

med henblik på

andre reaktioner

end at nå frem til rigtige afgørelser i sa-

gerne. Der ses således heller ikke at være litteratur som understøtter dette,

herunder at der skulle gælde en forpligtelse til af egen drift at gennemgå sa-

ger med henblik på at undskylde fejl man måtte finde.

Der følger således ikke af de ulovbestemte regler om genoptagelse nogen

forpligtelse til af egen drift at gennemgå sager med henblik på andre reaktio-

ner end at nå frem til rigtige afgørelser i sagerne, herunder fx undskyldnin-

ger.

Det er KL-konsulenternes vurdering, at der ikke består nogen pligt til at fore-

tage sagsgennemgang, hvor afgørelsen har udtømt sine retsvirkninger, dvs.

ikke længere har nogen betydning.

En sådan forpligtelse følger endvidere ikke af offentlige myndigheders for-

pligtelse til at føre intern kontrol med myndighedens virksomhed.

Dato: 16. april 2020

Sags ID: SAG-2020-00583

Dok. ID: 2899933

E-mail: [email protected]

Direkte: 3370 3259

Weidekampsgade 10

Postboks 3370

2300 København

www.kl.dk

Side 12 af 62

4.2. Om kommunens forpligtelse til at gennemgå sager i den

kommunale forvaltning af

egen drift

på

privatretligt grundlag

- Rejsning af en sag om erstatning eller tortgodtgørelse.

Ovenfor er behandlet spørgsmål om kommunen forpligtelse til af egen drift

på offentligretligt grundlag at gennemgå forvaltningens sager med henblik på

andre reaktioner end at træffe de rigtige afgørelser. Under afsnit 4.2. be-

handles spørgsmålet om kommunens forpligtelse til af egen drift på privatret-

ligt grundlag af foretage en sådan sagsgennemgang. Med privatretligt grund-

lag menes gennemgang, der baserer sig på regler og normer, der gælder

både for private og offentlige myndigheder, fx erstatningsret.

Offentlige myndigheder, herunder kommuner, kan efter retspraksis ifalde er-

statningsansvar for deres skadevoldende handlinger i forbindelse myndig-

hedsudøvelse

. Det er heller ikke udelukket, at offentlige myndigheder kan

ifalde ansvar for ikke økonomisk skade i form af tortgodtgørelse. Derfor er

det relevant at se på, om kommunen kan være forpligtet til af egen drift at

rejse en sag om erstatning eller tortgodtgørelse.

4.2.1. Om sagsrejsning af egen drift

Indledningsvis bemærkes, at sager om erstatning og tortgodtgørelse ikke

skal behandles som afgørelsessager i forvaltningslovens forstand, da erstat-

ning i denne sammenhæng ikke hviler på offentligretligt grundlag (modsat fx

erstatning for erhvervsevnetab efter arbejdsskadesikringsloven). Det samme

gør sig gældende med hensyn til tortgodtgørelse.

Pagh m.fl. Offentlige myndigheders erstatningsansvar, DJØF 2019, s. 16

NOTAT

Krav om erstatning og tortgodtgørelse skal vurderes på grundlag af privatret-

lige regler

, og det kan derfor forekomme misvisende med en overskrift om

sagsrejsning, som almindeligvis angår afgørelsessager. I denne sammen-

hæng skal sagsrejsning derfor blot forstås som iværksættelse af en undersø-

gelse med henblik på myndighedens stillingtagen.

Krav om erstatning eller tortgodtgørelse er en obligationsretlig fordring, som

stiftes på privatretligt grundlag ved en skadevoldende handling, når de al-

mindelige erstatningsbetingelser henholdsvis betingelser for tortgodtgørelse

er opfyldt. Selv om en fordring måtte være stiftet, effektueres den kun, hvis

den gøres gældende af fordringshaveren.

En erstatningssag eller en sag om tortgodtgørelse vil derfor blive indledt, så-

fremt en skadelidt gør fordringen på erstatning eller tortgodtgørelse gæl-

dende. Det erstatningsretlige udgangspunkt er således, at tab som følge af

en skade forbliver på den, der rammes af skaden. Kun hvis erstatningsbetin-

gelserne er opfyldt, kan dette udgangspunkt fraviges

. Herom anføres i Of-

fentlige myndigheders erstatningsansvar nærmere

”I en tid, hvor mange mennesker tilsyneladende forventer, at stat og offent-

lige myndigheder holder ”uskyldige” borgere skadesløse, er det vigtigt at hu-

ske, at erstatningsrettens udgangspunkt er, at skadelidte må bære tabet,

medmindre skadelidte er forsikret, eller det på grundlag af erstatningsbetin-

gelserne er muligt for skadelidte at overvælte tabet på skadevolder. Erstat-

ningsansvar for fortrædeligheder, der rammer andre, er således ikke reglen,

men undtagelsen, der kun gælder når erstatningsbetingelserne er opfyldt.”

En kommune vil derfor som anført ovenfor ikke af egen drift skulle under-

søge, om der skulle være stiftet en fordring på erstatning eller tortgodtgø-

relse. Krav om erstatning og tortgodtgørelse skal gøres gældende af den,

der mener at have et sådant krav, før en stillingtagen fra kommunens side

bliver aktuel.

4.2.2.

KL-konsulenternes vurdering

Det erstatningsretlige udgangspunkt er, at tab som følge af en skade forbli-

ver på den, der rammes af skaden. Kun hvis erstatningsbetingelserne er op-

fyldt, kan dette udgangspunkt fraviges. Det samme gør sig gældende med

hensyn til tortgodtgørelse.

Krav om erstatning og tortgodtgørelse skal gøres gældende af den, der me-

ner at have et sådant krav, før en stillingtagen fra kommunens side bliver ak-

tuel.

På denne baggrund er det KL-konsulenternes vurdering, at der ikke efter

gældende ret består nogen forpligtelse for kommunen til af egen drift på pri-

vatretligt grundlag at foretage en nærmere sagsgennemgang med henblik

på, om borgeren som følge af eventuelle fejl fra kommunens side vil kunne

rette krav om erstatning eller tortgodtgørelse mod kommunen.

Dato: 16. april 2020

Sags ID: SAG-2020-00583

Dok. ID: 2899933

E-mail: [email protected]

Direkte: 3370 3259

Weidekampsgade 10

Postboks 3370

2300 København

www.kl.dk

Side 13 af 62

Fenger m.fl., Forvaltningsret (DJØF 2018), s. 84.

Bo von Eyben m.fl.: Lærebog i Erstatningsret (DJØF 2015), s. 24.

Peter Pagh m.fl.: Offentlige myndigheders erstatningsansvar (DJØF

2017), s. 29

NOTAT

Dato: 16. april 2020

En kommune vil derfor ikke have pligt til af egen drift at undersøge, om der

skulle være stiftet en fordring på erstatning eller tortgodtgørelse.

Sags ID: SAG-2020-00583

Dok. ID: 2899933

E-mail: [email protected]

Direkte: 3370 3259

Weidekampsgade 10

Postboks 3370

2300 København

www.kl.dk

Side 14 af 62

4.3. Om kommuners forpligtelse til på

offentligretligt grundlag

gennemgå sager i den kommunale forvaltning

efter henven-

delse

Ovenfor i afsnit 4.1. og 4.2. er behandlet spørgsmålet om kommunens for-

pligtelse til af egen drift at gennemgå forvaltningens sager med henblik på

andre reaktioner end at træffe rigtige afgørelser.

Nedenfor behandles spørgsmålet om kommunens forpligtelse til at foretage

en sådan sagsgennemgang efter henvendelse. I afsnit 4.3. behandles

spørgsmålet om kommunens forpligtelse til på offentligretligt grundlag at fo-

retage sagsgennemgang efter henvendelse, og i afsnit 4.4. behandles

spørgsmålet om kommunens forpligtelse sådan sagsgennemgang på privat-

retligt grundlag (erstatning og tortgodtgørelse).

Under afsnit 4.3, behandles i afsnit 4.3.1.- 4.3.2. spørgsmålet om en egentlig

forpligtelse for kommuner til på offentligretligt grundlag efter henvendelse at

gennemgå sager i den kommunale forvaltning. I afsnit 4.3.3.-4-3-4. behand-

les spørgsmålet om kommuners ”forpligtelse” til efter god forvaltningsskik at

besvare henvendelser fra borgere.

4.3.1. Om kommuners forpligtelse til efter henvendelse at gennemgå

sager i den kommunale forvaltning

KL-konsulenterne har under afsnit 4.1. behandlet spørgsmålet om offentlige

myndigheders pligt til på offentligretligt grundlag af gennemgå sager i forvalt-

ningen af egen drift. Det kan herefter være relevant at se på, hvad der gæl-

der, når borgere henvender sig til forvaltningen med anmodning herom.

Det er KL-konsulenternes vurdering, at det følger af det almindelige saglig-

hedskrav og god forvaltningsskik, at forvaltningen skal besvare en henven-

delse fra en borger.

Som ovenfor nævnt benævnes offentlige myndigheders genoptagelse af sa-

ger, når det sker på borgerens initiativ, ”remonstration”.

Også spørgsmål om remonstration og offentlige myndigheders forpligtelser i

den forbindelse er grundigt behandlet i den juridiske litteratur

Bl.a. kan henvises til Niels Fenger, Forvaltningsret, 1. udgave, Jurist- og Økonomforbundets

Forlag 2018, kapitel 23, afsnit 2 (Remonstration), der (s. 1066) indledes med, at

”Ved remon-

stration forstås det forhold, at en borger

–

typisk en adressat for en forvaltningsafgørelse eller

en anden part i en forvaltningssag

–

henvender sig til en forvaltningsmyndighed, der har be-

handlet og afsluttet en sag, og anmoder myndigheden om at genoptage sagen med henblik på,

at der træffes en ny afgørelse i sagen, som den

pågældende borger ønsker.”

Der kan endvidere henvises til Karsten Revsbech & Jens Garde m.fl., Forvaltningsret

–

Almin-

delige emner, 6. udgave, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2016, s. 297.

NOTAT

Dato: 16. april 2020

Generelt gælder, at spørgsmålet om borgernes krav på genoptagelse (og

myndighedernes forpligtelser i den situation) omhandler situationer, hvor en

ny realitetsbehandling af sagen har retlig betydning i forhold til fx at stadfæ-

ste eller ændre den pågældende afgørelse.

Hos Fenger, (Forvaltningsretten, s. 1072 ff.), beskrives forholdet således:

”Uden for de lovbestemte ordninger har borgeren ikke i alle tilfælde krav på

en ny realitetsbehandling af sagen. Det må i almindelighed antages, at bor-

geren i forbindelse med ulovbestemt remonstration har retskrav på genopta-

gelse og ny realitetsbehandling af sagen i tilfælde, hvor der i forbindelse

med genoptagelsesanmodningen fremkommer nye faktiske oplysninger af

så væsentlig betydning for sagen, at der er en vis sandsynlighed for, at sa-

gen ville have fået et andet udfald, hvis oplysningerne havde foreligget i for-

bindelse med myndighedernes oprindelige stillingtagen til sagen.”

(KL-kon-

sulenternes understregning).

Om de sagsskridt en myndighed kan være forpligtet til at gøre i den forbin-

delse skriver Bent Christensen, Prøvelse, 1994, (s. 228) følgende:

”Hvis en forvaltningsakts adressat tager initiativet til en prøvelse, er ud-

gangspunktet, at forvaltningsorganet har pligt til at sætte prøvelsen i gang,

hvis adressaten kommer med noget nyt, især nye oplysninger, men evt.

også ny argumentation. Ombudsmanden synes at mene, at dette også gæl-

der, når adressaten påberåber sig sagsbehandlingsfejl. Hvilken indsats, der

herefter kræves af prøvelsesorganet, afhænger vistnok især af prøvelsesor-

ganets bedømmelse af sandsynligheden for annullation eller rettelse. Men

det spiller også en rolle, hvilke grunde til evt. ændring der synes at foreligge.

Påberåbelse af oprindelige hjemmelsmangler eller ændret regelgrundlag

kræver nok større indsats fra prøvelsesorganet, end hvor der påberåbes

ændrede fakta eller ændret afvejning eller sagsbehandlingsfejl.”

(KL-konsu-

lenternes understregning)

Den foreliggende ombudsmandspraksis om ulovbestemt remonstration og

myndighedernes forpligtelser i den forbindelse understøtter det allerede

nævnte om, at genoptagelse på baggrund af anmodning herom fra borgere,

omhandler overvejelser om fx ændring af den afgørelse, der anmodes gen-

optaget.

Sags ID: SAG-2020-00583

Dok. ID: 2899933

E-mail: [email protected]

Direkte: 3370 3259

Weidekampsgade 10

Postboks 3370

2300 København

www.kl.dk

Side 15 af 62

Bl.a. kan nævnes

FOB 2006.436

(arbejdsskadesag

–

eksempel på nye faktiske oplysninger i

sag om erhvervsevnetab),

hvor Ombudsmanden bl.a. udtalte, at ”Uden

for de tilfælde der regu-

leres af sådanne lovbestemte remonstrationsordninger, har borgeren ikke altid krav på at myn-

digheden foretager en ny realitetsbehandling af sagen. Der må dog antages at gælde en ulov-

bestemt adgang til genoptagelse hvis der i forbindelse med genoptagelsesanmodningen frem-

kommer nye faktiske oplysninger af så væsentlig betydning for sagen at der er en vis sandsyn-

lighed for at sagen ville have fået et andet udfald hvis oplysningerne havde foreligget i forbin-

delse med myndighedernes oprindelige stillingtagen til sagen. Genoptagelse på ulovbestemt

grundlag kan dernæst komme på tale hvis der fremkommer væsentlige nye retlige forhold, dvs.

en væsentlig ændring med tilbagevirkende kraft i det retsgrundlag der forelå på tidspunktet for

den oprindelige afgørelse. Endelig kan myndigheden have pligt til at genoptage sagen hvis der

NOTAT

Dato: 16. april 2020

Berigtigelse

Uafhængigt af det ovenfor anførte om genoptagelse, har borgerne efter da-

tabeskyttelsesforordningens artikel 16 ret til berigtigelse af forkerte oplysnin-

ger. Borgerne har efter den samme bestemmelse desuden ret til under hen-

syntagen til formålene med behandlingen at få fuldstændiggjort ufuldstæn-

dige personoplysninger, bl.a. ved at fremlægge en supplerende erklæring.

Udtrykket

”under hensyntagen til formålet med behandlingen” må forstås så-

dan, at fuldstændiggørelsen har betydning for en sag.

Kommunens stillingtagen til en berigtigelse er i sig selv en forvaltningsretlig

afgørelse, som kan påklages Datatilsynet. Der er ingen klagefrist.

Retten til berigtigelse indebærer, at en borger i tilfælde af, at det kan fast-

slås, at en registreret oplysning om borgeren er forkert, har ret til at få note-

ret hos kommunen, at oplysningen er forkert, og hvad der i stedet er rigtigt

Borgere har derimod ikke ret til at få forkerte oplysninger slettet hos offent-

lige myndigheder

Retten til berigtigelse omfatter ikke faglige eller subjektive vurderinger, fx en

socialrådgivers opfattelse af et anbringelsesforløb

eller en skoleinspektørs

indberetning af en elevs fravær

Retten til berigtigelse angår kun oplysninger om den pågældende borger

selv. Åbenbart grundløse anmodninger kan afvises

. Det er kommunen der

har bevisbyrden for, at der er tale om åbenbart grundløse anmodninger.

Det er ikke afgørende for retten til berigtigelse, at der er tale om oplysninger,

der ligger langt tilbage i tiden. Hvis de forkerte oplysninger fortsat er registre-

ret i kommunen, har borgeren krav på at henvendelsen om berigtigelse be-

handles.

Fristen for berigtigelse er en måned.

Sags ID: SAG-2020-00583

Dok. ID: 2899933

E-mail: [email protected]

Direkte: 3370 3259

Weidekampsgade 10

Postboks 3370

2300 København

www.kl.dk

Side 16 af 62

foreligger ikke uvæsentlige sagsbehandlingsfejl.”

I den konkrete sag, henstillede Ombudsman-

den til myndighederne at de genoptog borgerens sag om erstatning som følge af arbejdsska-

den.

Justitsministeriets svar af 14. maj 1999 på spm. 122 til L 44

–

persondata-

loven, som fortsat er gældende.

GDPR art. 17, stk. 3, litra b.,

https://www.datatilsynet.dk/tilsyn-og-afgoerelser/afgoerelser/2019/jul/klage-

over-manglende-sletning/

Datatilsynets afgørelse, j.nr. 2006-313-0376

Udtalelse fra Folketingets Ombudsmand omtalt i Persondataloven med

kommentarer (DJØF 2015), s. 532

art. 12, stk. 5, litra b

NOTAT

4.3.2.KL-konsulenternes vurdering

KL-konsulenterne kan konstatere, at de forpligtelser, som følger af den al-

mindelige forvaltningsret, bortset fra retten til berigtigelse, omhandler den si-

tuation, at en borger henvender sig med anmodning om genoptagelse af en

sag med henblik på, at myndigheden træffer en anden afgørelse.

Den prøvelsesindsats, som kommunen i en sådan situation er forpligtet til at

iværksætte, afhænger som nævnt af kommunens bedømmelse af sandsyn-

ligheden for annullation eller rettelse.

Det er på ovennævnte baggrund KL-konsulenternes vurdering, at der ikke er

holdepunkter for at antage, at der efter reglerne om ulovbestemt genopta-

gelse skulle bestå nogen forpligtelse for kommunen til at gennemgå en sag,

hvor en borger henvender sig med henblik på

andre reaktioner

end fremad-

rettet at nå frem til rigtige afgørelser i sagerne.

Selvom der således i kommunens forvaltning er konstateret generelt mang-

lende fokus på overholdelse af forvaltningsretlige sagsbehandlingsregler, er

det KL-konsulenternes vurdering, at kommunen ikke har pligt til at gen-

nemgå en sag, når dette ikke kan have nogen retlig betydning. Afgørelsen

har således udtømt sine retsvirkninger. Dette understøttes af den juridiske

litteratur, som alene statuerer/konstaterer en sådan forpligtelse, når det kan

have betydning for en afgørelse.

Det er dog KL-konsulenternes vurdering, at det af det almindelige forvalt-

ningsretlige saglighedskrav og af reglerne om god forvaltningsskik følger, at

forvaltningen skal svare på borgerens henvendelse.

Borgeren kan endvidere have ret til berigtigelse, hvis det kan fastslås, at

kommunen har registreret forkerte oplysninger om borgeren. Kommunen har

pligt til at træffe afgørelse herom.

Dato: 16. april 2020

Sags ID: SAG-2020-00583

Dok. ID: 2899933

E-mail: [email protected]

Direkte: 3370 3259

Weidekampsgade 10

Postboks 3370

2300 København

www.kl.dk

Side 17 af 62

4.3.3.Om kommunens besvarelse af henvendelser fra borgerne som

led i

god forvaltningsskik

KL-konsulenterne behandler i det følgende afsnit spørgsmålet om de ram-

mer, der som følge af god

forvaltningsskik

gælder for kommunens (sags)be-

handling af en henvendelse fra en borger, som henvender sig med henblik

på anden reaktion end en korrekt forvaltningsretlig afgørelse.

Det bemærkes, at det må bero på indholdet af den enkelte henvendelse,

hvad der nærmere er borgerens mål med henvendelsen, og hvad borgeren

eventuelt ønsker oplyst i den forbindelse. Dette må indgå i forvaltningens

overvejelser om, hvordan henvendelsen besvares.

God forvaltningsskik er normer og principper for, hvordan myndighederne

bør opføre sig i forhold til borgerne. Mange af de regler, som offentligt an-

satte skal efterleve, findes i lovgivningen, men god forvaltningsskik stiller på

mange områder supplerende krav til sagsbehandlingen.

God forvaltningsskik håndhæves ikke af hverken domstolene eller kommu-

nale tilsynsmyndigheder. Det følger af ombudsmandslovens § 21, at Folke-

tingets Ombudsmand

–

ud over gældende ret

–

er forpligtet til at påse, om

NOTAT

forvaltningen har handlet i overensstemmelse med god forvaltningsskik. Til-

sidesættelse af normer for god forvaltningsskik kan således udløse kritik fra

ombudsmanden.

Den væsentligste kilde til god forvaltningsskik er ombudsmandsudtalelser

herom.

Nedenfor behandles under afsnit 4.3.3.1. spørgsmål om sagsbehandlingstid,

under afsnit 4.3.3.2. spørgsmål om sagsbehandlingsintensitet ved henven-

delser om sagsbehandlingsfejl, under afsnit 4.3.3.3. omhandler spørgsmål

om retsvirkning af undskyldninger og i afsnit 4.3.3.4. behandles spørgsmål

om henvisning til andre prøvelsesinstanser. Afsnit 4.3.4. indeholder KL-kon-

sulenternes samlede vurdering af ”forpligtelser” som følge af god sagsbe-

handlingsskik.

4.3.3.1. Sagsbehandlingstid

Det følger af god forvaltningsskik, at sager i den offentlige forvaltning skal

behandles inden for rimelig tid og ikke må trække unødigt ud.

I Folketingets Ombudsmands Myndighedsguide hedder det herom, at

”Ved

vurderingen af sagsbehandlingstiden i en konkret sag må man tage ud-

gangspunkt i den samlede sagsbehandlingstid. Derudover må man tage an-

dre forhold i betragtning, herunder:

•

Sagens karakter

Omfanget af de undersøgelser, som myndigheden skal foretage

De løbende ekspeditioner i sagen

Den sædvanlige sagsbehandlingstid for sagstypen

Myndighedens eventuelle udmeldinger om en forventet sagsbe-

handlingstid

Sagens faktiske og retlige kompleksitet

Om sagen giver anledning til principielle overvejelser

Om sagen af hensyn til parten eller andre private eller offentlige

interesser må anses for mere eller mindre hastende”

Dato: 16. april 2020

Sags ID: SAG-2020-00583

Dok. ID: 2899933

E-mail: [email protected]

Direkte: 3370 3259

Weidekampsgade 10

Postboks 3370

2300 København

www.kl.dk

Side 18 af 62

Disse kriterier gælder

–

jf. afsnit 6 i myndighedsguiden

–

som udgangspunkt

også sager, som ikke er afgørelsessager.

I myndighedsguiden er endvidere nævnt (afsnit 5.2.), at det følger af god for-

valtningsskik, at alle sager, der behandles af den offentlige forvaltning, skal

behandles så enkelt, hurtigt og økonomisk som muligt.

Videre nævnes, at i kravet om, at sagsbehandlingen skal tilrettelægges så

økonomisk som muligt, bl.a. (udover hensynet til borgerens økonomi) ligger

at det med hensyn til behandlingen af de enkelte sagstyper skal vurderes,

hvilke ressourcer myndigheden skal sætte ind på løsningen af opgaven.

Folketingets Ombudsmands Myndighedsguide, som findes på ombuds-

mandens hjemmeside:

myndighedsguiden.

NOTAT

Dato: 16. april 2020

4.3.3.2.

Sagsbehandlingsintensitet

–

henvendelser om sagsbehand-

lingsfejl

Fenger nævner

– under overskriften ”

Borgernes krav på en undskyldning”

(s. 667), at myndighederne har et ansvar for, at der ikke opstår fejl, og at det

kan følge af god forvaltningsskik, at borgerne får en undskyldning, hvis det

alligevel ikke sker

I Garde m.fl., Forvaltningsret

–

Sagsbehandling (8. udgave 2019), nævnes,

at Folketingets Ombudsmand i forbindelse med vejledningspligten har udtalt

sig om rækkevidden af myndighedernes pligt til besvarelse af spørgsmål fra

borgerne mere generelt, herunder ud fra god forvaltningsskik.

Der henvi-

ses i den forbindelse til

FOB 2004.517

FOB 2005.591.

Sidstnævnte er re-

sumeret således:

”Ombudsmanden henstillede til en kommune at genoptage behandlingen

en sag hvor kommunen havde undladt at svare på tre breve fra en borger.

Kommunen genoptog sagen og besvarede et af brevene. Om de to andre

breve skrev kommunen at de drejede sig om god forvaltningsskik, og at den

ikke var i stand til at vurdere om der var handlet i overensstemmelse med

god forvaltningsskik da den pågældende sagsbehandler senere var afgået

ved døden. I svaret på en senere henvendelse skrev kommunen bl.a. at den

ikke var forpligtet til at besvare spørgsmål der var fremsat som kritik af kom-

munens sagsbehandling.

Ombudsmanden udtalte at den omstændighed at den pågældende sagsbe-

handler er afgået ved døden, ikke fritager en myndighed for at tage stilling til

om den har fulgt reglerne for god forvaltningsskik. Derimod må det efter om-

stændighederne accepteres at myndigheden ikke svarer på spørgsmål fra

en borger om den nærmere baggrund for bestemte sagsbehandlingsskridt

som myndigheden har foretaget, når spørgsmålene ikke kan besvares på

grundlag af myndighedens notater i sagen eller den viden om sagen som

myndigheden i øvrigt har. Ombudsmanden kritiserede desuden at kommu-

nen havde udtalt at den ikke var forpligtet til at besvare spørgsmål der var

fremsat som kritik af kommunens sagsbehandling.”

I udtalelsen nævner Ombudsmanden eksempler på undtagelser fra ud-

gangspunktet om, at myndighederne så vidt muligt besvarer de spørgsmål,

som den modtager fra borgerne:

”Det

må imidlertid efter min opfattelse anses for bedst stemmende med god

forvaltningsskik at en myndighed også i tilfælde som ikke er omfattet af lov-

givningens regler om aktindsigt og vejledningspligt - så vidt muligt besvarer

de spørgsmål som den modtager fra borgerne. Dette udgangspunkt må dog

begrænses eller fraviges i en række tilfælde. Således er en myndighed na-

turligvis ikke berettiget til at tilsidesætte lovgivningens regler om tavsheds-

pligt og om behandling af personoplysninger. På samme måde kan det ikke

Sags ID: SAG-2020-00583

Dok. ID: 2899933

E-mail: [email protected]

Direkte: 3370 3259

Weidekampsgade 10

Postboks 3370

2300 København

www.kl.dk

Side 19 af 62

Der gives kun et enkelt eksempel herpå, nemlig et tilfælde at læk af fortro-

lige oplysninger, som ombudsmanden fandt måtte undskyldes over for et

ægtepar, som oplysningerne vedrørte,

FOB 2007.311

S. 140.

NOTAT

forlanges at en myndighed besvarer et spørgsmål der ikke angår den pågæl-

dende myndighed, da sådanne spørgsmål bør oversendes til den relevante

myndighed i overensstemmelse med princippet i forvaltningslovens § 7, stk.

Udgangspunktet må også fraviges i andre tilfælde. Det vil således normalt

ikke kunne kræves at en myndighed besvarer et spørgsmål hvis myndighe-

den for nylig har besvaret et tilsvarende spørgsmål fra den samme borger.

Normalt vil det heller ikke kunne kræves at en myndighed giver et indholds-

mæssigt fuldt dækkende svar på et spørgsmål hvis dette forudsætter at

myndigheden udfolder en ganske betydelig indsats for at klarlægge be-

stemte forhold. Dette gælder navnlig hvis spørgsmålet kun har ringe betyd-

ning for den pågældende borger eller for offentligheden.

Ved bedømmelsen af i hvilket omfang en myndighed bør svare på spørgs-

mål fra en borger, må spørgsmålets karakter også tages i betragtning.

Hvis spørgsmålet efter sit indhold ikke er en anmodning om at få oplysninger

om et bestemt forhold, men derimod angår begrundelsen for bestemte hand-

linger eller undladelser fra myndighedens side, må der således ved vurderin-

gen af myndighedens svar lægges vægt på om den har fulgt de begrundel-

sesregler der følger af forvaltningsloven og af reglerne for god forvaltnings-

skik. Er der tale om et spørgsmål som efter sit indhold må anses for en kritik

af myndigheden snarere end en anmodning om at få oplysninger om et be-

stemt forhold, må det ved bedømmelsen af svaret indgå om myndigheden i

rimeligt omfang har besvaret denne kritik. Såfremt en borger stiller en myn-

dighed et spørgsmål der vedrører den pågældendes retsstilling i forhold til

myndigheden, må myndigheden besvare spørgsmålet i overensstemmelse

med bestemmelsen om vejledningspligt i forvaltningslovens § 7, stk. 1, og de

uskrevne regler om vejledningspligt.”

Det er ikke nærmere uddybet, hvad der nærmere ligger i, at ”spørgsmålet

kun

har ringe betydning for den pågældende borger eller offentligheden”

Hvis borgerens henvendelse omhandler kritik af forhold, der ligger år tilbage

i tid, og hvor borgeren først på et langt senere tidspunkt rejser kritik, kan

spørgsmålet efter KL-konsulenternes vurdering ikke anses for at have særlig

betydning. Går kritikken på aktuelle forhold, må ombudsmandens udtalelse

forstås således, at der alt andet lige er en pligt til at svare på kritikken

–

idet

der dog ikke vil være en pligt til at give et indholdsmæssigt fuldt dækkende

svar på et spørgsmål hvis dette forudsætter at myndigheden udfolder en

ganske betydelig indsats for at klarlægge bestemte forhold.

I den konkrete sag bemærkede ombudsmanden uddybende:

”Ved

bedømmelsen af en myndigheds svar på spørgsmål fra en borger som

rummer kritik af den pågældende myndighed, må det således indgå om

myndigheden i rimeligt omfang har besvaret den fremførte kritik. I den forbin-

delse må der efter min opfattelse foretages en samlet bedømmelse af myn-

dighedens reaktion i anledning af den fremsatte kritik, men der kan næppe

stilles krav om at myndigheden skal svare særskilt på hvert kritikpunkt”.

Det er KL-konsulenternes opfattelse, at det ved vurderingen af, hvilke res-

sourcer, der skal investeres i besvarelsen af en henvendelse med kritik,

Dato: 16. april 2020

Sags ID: SAG-2020-00583

Dok. ID: 2899933

E-mail: [email protected]

Direkte: 3370 3259

Weidekampsgade 10

Postboks 3370

2300 København

www.kl.dk

Side 20 af 62

NOTAT

også har pligt til at inddrage hensynet til prioritering af andre sager, som ud

fra en objektiv betragtning er mere presserende, jf. afsnit 5.1. nedenfor.

Dato: 16. april 2020

Sags ID: SAG-2020-00583

Dok. ID: 2899933

E-mail: [email protected]

Direkte: 3370 3259

Weidekampsgade 10

Postboks 3370

2300 København

www.kl.dk

Side 21 af 62

Det er således KL-konsulenternes vurdering, at selv om der er tale om en

sag, hvor der ikke er et aktuelt behov for hjælp, og hvor afgørelsen, borge-

ren henvender sig om, har udtømt sine retsvirkninger, så kan det følge af

god forvaltningsskik at forvaltningen skal forholde sig til fremsat kritik af en

vis aktualitet. Forpligtelsen rækker dog efter KL-konsulenternes vurdering

ikke længere end til, at kommunen har pligt til at prioritere sager, hvor der ér

aktuelt behov for hjælp. Har kritikken ikke den nødvendige aktualitet vil der

kommunen alene have en pligt til at give en kort høflig besvarelse af borge-

rens henvendelse.

Hvis kommunen som led i sin prioritering genoptager en sag med henblik på

at træffe den rigtige afgørelse, følger det af god forvaltningsskik, at kommu-

nen beklager sagsbehandlingsfejl, som kommunen i forbindelse med genop-

tagelsen måtte støde på.

Der kan herom henvises til Ombudsmandens udtalelse i

FOB 2018.3,

hvor

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fejlagtigt havde pålagt en borger at til-

bagebetale et beløb på knap 470.000. kr. Ombudsmandens undersøgelse

angik spørgsmålet om, hvorvidt Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg

–

udvalget blev bekendt med, at der var sket en sagsbehandlingsfejl i forbin-

delse med den oprindelige afgørelse, og derfor ændrede sin afgørelse

–

skulle have redegjort nærmere for den begåede fejl og beklaget fejlen og det

deraf følgende sagsforløb over for borgeren. Udvalget erkendte under om-

budsmandssagen, at borgeren burde have modtaget en beklagelse. Om-

budsmanden var - navnlig under hensyn til det beløb, som manden oprinde-

ligt blev pålagt at tilbagebetale

–

enig heri.

KL-konsulenterne bemærker, at der ikke ses at foreligge anden praksis ved-

rørende ”undskyldninger”.

I det omfang borgerens henvendelse lægger op til spørgsmål af mere faktuel

karakter fx om, hvilke sagsbehandlingsskridt, der er foretaget i borgerens

sag, vil myndigheden endvidere kunne vejlede om muligheden for at søge

aktindsigt og evt. om, at anmodning herom kan målrettes til at angå akter,

der belyser det, borgen ønsker.

4.3.3 3.

Retsvirkning af undskyldninger

For så vidt angår sammenhængen mellem undskyldninger og eventuelle ret-

lige krav kan henvises til

”Redegørelse

om retlige konsekvenser af at und-

skylde skadevoldende hændelser i sundhedsvæsenet”,

2. november 2007 af

Helle Bødker Madsen.

Redegørelsen indeholder dels en kort gennemgang af rammerne for erstat-

ning på sundhedsområdet, herunder efter den lovgivning der omhandler pa-

tientforsikringen samt efter almindelige erstatningsretlige regler, dels ram-

merne for kritik m.v. meddelt af Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Her-

efter konkluderes i et sammenfattende afsnit følgende.

NOTAT

”Konkluderende

kan det siges, at det forhold, at en sundhedsperson, hvad

enten det drejer sig om den direkte involverede sundhedsperson eller en an-

den, siger undskyld til en patient, der har været udsat for en skadevoldende

hændelse i forbindelse med undersøgelse og behandling, ikke i sig selv in-

debærer retlige konsekvenser i form af f.eks. erstatningsansvar eller kritik fra

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.

I den forbindelse bemærkes, at Folketingets Ombudsmand, som fører kon-

trol med forvaltningen, herunder det offentlige sygehusvæsen, ved siden af

det traditionelle bedømmelsesgrundlag, som også anvendes af domstolene,

anvender et udvidet bedømmelsesgrundlag, jf. ombudsmandslovens § 21.

Det udvidede bedømmelsesgrundlag er ”god forvaltningsskik”. Dette bedøm-

melsesgrundlag er især fremtrædende ved prøvelsen af forvaltningens fakti-

ske adfærd.

På baggrund af bedømmelsesgrundlaget ”god forvaltningsskik” har ombuds-

manden i en række sager bl.a. udtalt, at forvaltningen skal optræde høfligt

og hensynsfuldt.

Det kan ikke på forhånd udelukkes, at ombudsmanden ville anse det for

stemmende med god forvaltningsskik, at en offentligt ansat sundhedsperson

giver en undskyldning til en patient, som har været udsat for en skadevol-

dende hændelse i forbindelse med undersøgelse og behandling. Da der så

vidt vides ikke foreligger ombudsmandsudtalelser, der vedrører dette

tilfælde, kan der imidlertid ikke siges noget sikkert herom.”

Det er på ovenstående baggrund, KL-konsulenternes vurdering, at der ikke

er holdepunkter for at antage, at offentlige myndigheder er forpligtede (hver-

ken retligt eller efter god forvaltningsskik) til efter henvendelse at lede efter

fejl med henblik på i givet fald at undskylde. Den foreliggende ombuds-

mandspraksis omhandler således ikke dette spørgsmål, men derimod und-

skyldninger for fejl, som er kommet for en dag i forbindelse med, at Ombuds-

manden har behandlet sagen.

Endelig kan konkluderes, at en undskyldning ikke har betydning for hvilke er-

statningskrav, der kan gøres gældende over for myndigheden.

Ønsker kommunen at imødekomme borgeren med en officiel undskyldning,

er det således KL-konsulenternes vurdering, at dette

–

med forbehold for

indholdet af undskyldningen - kan ske uden at dette i sig selv indebærer no-

gen anerkendelse af at betingelserne for økonomisk kompensation er opfyldt

og uden at det fordrer, at det nærmere undersøges, om betingelserne for

økonomisk kompensation er opfyldt.

Det er imidlertid KL-konsulenternes vurdering, at det kan indgå i kommunens

overvejelser, at en undskyldning eller beklagelse fra kommunen kan til-

skynde borgere til sagsanlæg mod kommunen med påstand om økonomisk

kompensation, som er udsigtsløs, fordi de retlige betingelser herfor ikke er til

stede. Det bemærkes for god ordens skyld, at den dom, der blev afsagt af

Byretten på Frederiksberg (omtalt nedenfor i afsnit 4.4.2.2.2.) efter KL-kon-

sulenternes opfattelse ikke kan tillægges præjudikatsværdi i forhold til

spørgsmålet om evt. undskyldninger. I den sag, dommen handler om havde

kommunen beklaget en kompetencefejl.

Dato: 16. april 2020

Sags ID: SAG-2020-00583

Dok. ID: 2899933

E-mail: [email protected]

Direkte: 3370 3259

Weidekampsgade 10

Postboks 3370

2300 København

www.kl.dk

Side 22 af 62

NOTAT

4.3.3.4.

Om god forvaltningsskik og henvisning til andre prøvelsesin-

stanser

Der er i forvaltningslovens § 25 fastsat regler om klagevejledning. Bestem-

melsens stk. 1 fastsætter følgende:

”§

25.

Afgørelser, som kan påklages til anden forvaltningsmyndighed, skal,

når de meddeles skriftligt, være ledsaget af en vejledning om klageadgang

med angivelse af klageinstans og oplysning om fremgangsmåden ved indgi-

velse af klage, herunder om eventuel tidsfrist. Det gælder dog ikke, hvis af-

gørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.”

Pligten til at give klagevejledning efter bestemmelsen gælder imidlertid kun

med hensyn til beslutninger, der har karakter af afgørelser i forvaltningslo-

vens forstand.

Procesledende beslutninger og andre dispositioner i forbindelse med sagens

behandling er dermed normalt ikke omfattet af pligten til at give klagevejled-

ning, medmindre der er særskilt adgang til at påklage

Dette indebærer, at der ikke af forvaltningslovens regler om vejledningspligt

følger nogen pligt til at give klagevejledning i situationer, hvor en borger hen-

vender sig om mulige sagsbehandlingsfejl i sager, der har udtømt deres

retsvirkning.

En pligt til at orientere om mulighed for domstolsprøvelse og klagemulighed

til Folketingets Ombudsmand kan følge af god forvaltningsskik, jf. herom ne-

denfor.

Orientering om mulighed for domstolsprøvelse

Af forvaltningslovens § 26 følger, at afgørelser, der kun kan indbringes for

domstolene under iagttagelse af en lovbestemt frist for sagens anlæg, skal

være ledsaget af oplysning herom.

Fenger nævner i Forvaltningsretten, s. 653, at der ikke efter forvaltningslo-

ven i almindelighed er pligt til at give vejledning om muligheden for at ind-

bringe en forvaltningsafgørelse for domstolene.

Videre nævnes, at det kan følge af god forvaltningsskik og af forvaltningslo-

vens § 7, stk. 1, at borgerne i tilfælde, hvor sagsanlæg vil være nærliggende,

bør vejlede om mulighederne for at indbringe sagen for domstolene, og at

det bl.a. vil kunne være relevant, hvor der på det pågældende forvaltnings-

område er særlige regler for, at sagen kan indbringes for domstolene. Der

henvises i den forbindelse til

FOB 2005.223

(om Erstatningsnævnet for

voldsofres afvisning af at behandle en sag uden at nævnet oplyste om mu-

lighed for domstolsprøvelse).

Dato: 16. april 2020

Sags ID: SAG-2020-00583

Dok. ID: 2899933

E-mail: [email protected]

Direkte: 3370 3259

Weidekampsgade 10

Postboks 3370

2300 København

www.kl.dk

Side 23 af 62

Fenger, Forvaltningsret, 2018, s. 650.

NOTAT

Fenger nævner videre, at dette kan følge af god forvaltningsskik, hvor den

pågældende i øvrigt forespørger om mulighederne for at klage over afgørel-

sen.

Efter KL-konsulenternes vurdering kan endvidere indgå, i hvilken grad bor-

geren selv har underbygget sin påstand.

Vejledning om mulighed for at klage til Ombudsmanden

Der vil som nævnt ikke af forvaltningslovens § 25 følge nogen pligt til at give

klagevejledning i en sag, hvor kommunen afviser at realitetsbehandle en

borgerhenvendelse om mulige sagsbehandlingsfejl i en ældre sag i familieaf-

delingen, herunder hvor borgeren i den forbindelse omtaler et muligt krav om

erstatning/godtgørelse.

Om klagevejledning efter andre regler nævnes i Fenger, Forvaltningsret, s.

651, at

”Forvaltningslovens § 25 kræver ikke, at der vejledes om muligheden for at

klage til Folketingets Ombudsmand.

…

Endvidere følger det af den almindelige vejledningspligt, at myndighederne,

når der efter en konkret vurdering skønnes at være behov herfor, tillige skal

oplyse borgerne om evt. muligheder for at klage over eller på anden måde

anfægte myndighedens afgørelse,

jf. FOB 2004.114 og FOB.223.”

I Ombudsmandens

Myndighedsguide

fremgår herom bl.a. følgende (afsnit

6.1.):

”Af den almindelige vejledningspligt, der

gælder for alle myndigheder, følger

det derudover, at myndighederne, når der skønnes at være behov for det,

skal oplyse borgerne om muligheden for at rette henvendelse til en tilsyns-

myndighed, f.eks. de kommunale tilsynsmyndigheder. Det samme gælder

muligheden for at klage til Folketingets Ombudsmand. En myndigheds pligt

til at vejlede om tilsynsmyndigheder og Folketingets Ombudsmand gælder

eksempelvis, når der ikke er adgang til administrativ rekurs, og borgeren

spørger myndigheden om, hvilke klagemuligheder der er.

Pligten til at vejlede om klage til tilsynsmyndigheder og ombudsmanden vil

f.eks. være aktuel i de tilfælde, hvor en borger retter henvendelse til en myn-

dighed om ændring af en afgørelse, og hvor der ikke ved genoptagelse af

sagen er udsigt til, at afgørelsen bliver ændret, og der ikke er andre klage-

muligheder.”

4.3.4.

KL-konsulenternes vurdering

Det er KL-konsulenternes vurdering, at det af det almindelige forvaltningsret-

lige saglighedskrav og god forvaltningsskik følger, at forvaltningen skal svare

på borgerens henvendelse.

Dato: 16. april 2020

Sags ID: SAG-2020-00583

Dok. ID: 2899933

E-mail: [email protected]

Direkte: 3370 3259

Weidekampsgade 10

Postboks 3370

2300 København

www.kl.dk

Side 24 af 62

En borger kan endvidere hos domstolene få vejledning om at anlægge

sag og om mulighederne for retshjælp og fri proces mv. Det følger af retsple-

jelovens § 348, stk. 5.

NOTAT

Det er desuden KL-konsulenternes vurdering, at det følger af god forvalt-

ningsskik, at forvaltningen som udgangspunkt skal forholde sig til fremsat

kritik, der har en vis aktualitet. Forvaltningen har dog en retlig forpligtelse til

at prioritere sager, hvori der er et aktuelt behov for hjælp (se om prioritering

nærmere nedenfor afsnit 5.1.). Dette har efter KL-konsulenternes opfattelse

betydning for, hvor hurtigt og hvordan forvaltningen kan besvare henvendel-

ser om sagsbehandlingsfejl.

Hvor en henvendelse med fremsat kritik ikke har den fornødne aktualitet, er

det tilstrækkeligt, at forvaltningen giver en kort høflig besvarelse af borge-

rens henvendelse, evt. i form af en kvittering for henvendelsen, hvor kommu-

nen anfører, at borgerens oplysninger ikke kan føre til ændringer i sagen.

Kommunen har således ikke pligt til i anledning af sådanne henvendelser at

foretage en nærmere undersøgelse fx med henblik på at undskylde.

Viser borgerens henvendelse, at borgeren er usikker på faktuelle forhold i

sagen, kan dette være en anledning til at forvaltningen vejleder borgeren om

muligheden for at søge aktindsigt i egen sag, herunder på en sådan måde,

at anmodningen konkretiseres til at angå de forhold borgeren er interesseret

i oplysninger om.

Ligeledes skal forvaltningen efter omstændighederne være opmærksom på,

om der kan være behov for, at borgeren vejledes om den generelle mulighed

for domstolsprøvelse og om klagemulighed til Folketingets Ombudsmand.

Dato: 16. april 2020

Sags ID: SAG-2020-00583

Dok. ID: 2899933

E-mail: [email protected]

Direkte: 3370 3259

Weidekampsgade 10

Postboks 3370

2300 København

www.kl.dk

Side 25 af 62

4.4. Om kommunens

forpligtelse

til på

privatretligt grundlag

gennemgå sager i den kommunale forvaltning efter henven-

delse

–

erstatning og tortgodtgørelse

Idet nærværende notat ifølge notat af 13. februar 2020 fra Frederiksberg

Kommune blandt andet skal ses i sammenhæng med borgernes mulighed

for at anlægge retssag mod kommunen, er det også relevant at se på, om

kommunen kan være forpligtet til på privatretligt grundlag efter henvendelse

at gennemgå sager i Familieafdelingen med henblik på krav om erstatning

eller tortgodtgørelse.

Nedenfor i afsnit 4.4.1. behandles først spørgsmål om gennemgang af sager

i anledning af henvendelser om

erstatning.

Dernæst behandles i afsnit 4.4.2.

spørgsmål om gennemgang af sager i anledning af henvendelser om

tort-

godtgørelse.

4.4.1.Gennemgang af sager om erstatning efter henvendelse

Som det fremgår af afsnit 4.2. om kommunens forpligtelse til at rejse en sag

om erstatning eller tortgodtgørelse af

egen drift

gælder der ikke en sådan

forpligtelse. Spørgsmålet er, om det stiller sig anderledes, hvis kommunen

får en henvendelse om et sådant krav,eller om det er tilstrækkeligt, at kom-

munenhenviser borgeren til evt. at anlægge retssag mod kommunen.

4.4.1.1. Spørgsmål om pligt til at svare

Med hensyn til spørgsmål om pligt til at svare på henvendelser, henvises til

afsnit 4.3.1. Det er således KL-konsulenternes vurdering, at kommunen ud

fra det almindelig saglighedskrav og god forvaltningsskik er forpligtet til at

besvare de henvendelser, kommunen modtager fra borgerne, hvad enten

NOTAT

henvendelsen drejer sig om kommunens myndighedsudøvelse eller det dre-

jer sig om kommunens ageren på privatretligt grundlag, herunder henvendel-

ser om erstatning.

4.4.1.2. Spørgsmål om sagsbehandlingsintensitet

Spørgsmålet drejer sig om, hvor mange ressourcer kommunen skal lægge i

at besvare henvendelsen, og om kommunen i den forbindelse skal iagttage

bestemte sagsbehandlingsregler.

Der ses ikke i den juridiske litteratur at være taget stilling til, hvilke ressour-

cer en offentlig myndighed skal lægge i besvarelsen af henvendelser om er-

statning i forbindelse med myndighedsudøvelse. Derimod har ombudsman-

den ved flere lejligheder afgivet udtalelser i sager om erstatning, hvor kom-

muner har ageret på privatretligt grundlag, lige som Økonomi- og Indenrigs-

ministeriet som øverste kommunale tilsynsmyndighed har berørt dette

spørgsmål. I udtalelserne opstilles en række kriterier for sagsbehandlingen,

blandt andet om (parts)høring af borgeren

. Udtalelserne drejer sig dog om

tilfælde, hvor erstatningssvaret var anerkendt, og hvor kommunen havde

tegnet ansvarsforsikring, men hvor borgeren var utilfreds med den tilbudte

erstatning

3536

Det fremgår af udtalelserne, at en skadelidt over for et forsikringsselskab

skal stilles retssikkerhedsmæssigt på samme måde, som hvis kommunen

selv behandlede og tog stilling til erstatningskravet

. Heraf kan imidlertid

ikke udledes andet end, at de krav kommunen skal stille til sit forsikringssel-

skab, må den også stille til sig selv. Det kan endvidere udledes af ministeri-

ets udtalelse, at en kommune er berettiget til at videregive en henvendelse

om erstatning til sit forsikringsselskab i det omfang kravet er omfattet af poli-

cen. Kommunen skal føre et vist tilsyn med forsikringsselskabet.

Efter KL-konsulenternes opfattelse kan der ikke udledes en pligt til at gen-

nemgå enhver henvendelse om erstatning efter de oplistede kriterier.

KL-konsulenterne har i forbindelse med spørgsmålet om pligt til gennem-

gang efter henvendelse overvejet betydningen af, at der vil være tale om er-

statningskrav, som vil være udløst af svigt i forbindelse med kommunens

Dato: 16. april 2020

Sags ID: SAG-2020-00583

Dok. ID: 2899933

E-mail: [email protected]

Direkte: 3370 3259

Weidekampsgade 10

Postboks 3370

2300 København

www.kl.dk

Side 26 af 62

Ministeriet lægger afstand til nogle af de kriterier, ombudsmanden opstil-

ler, men tager ikke afstand fra udgangspunktet om, at en kommune har pligt

til at besvare henvendelser om erstatning, og at kommunen ikke kan fra-

skrive sig sit ansvar ved forsikring.

https://www.ombudsmanden.dk/find/udtalelser/beretningssager/alle_bsa-

ger/fob_nr_85.209/pdf

https://resumedatabase.sim.dk/media/20052/14_8_5_Om_en_kommu-

nes_overladelse_af_behandlingen_af_en_forsikringssag_til_sit_forsikrings-

selskab.pdf

S. 6 hhv. 13 i ministeriets udtalelse.

NOTAT

myndighedsudøvelse

–

i modsætning til ovennævnte eksempel, hvor et er-

statningskrav rettes mod kommunen i anledning af kommunens ageren på

privatretligt grundlag.

KL-konsulenterne har således overvejet, om der i en sådan situation kan

være en særlig forpligtelse til nærmere at undersøge de påstande, som en

borger måtte præsentere forvaltningen for.

I overvejelserne er indgået, at der er tale om en situation, hvor der generelt

er konstateret manglende fokus på forvaltningsretlige regler på det omhand-

lede sagsområde.

Der ses imidlertid ikke at være anden målestok for den intensitet, der må ud-

foldes i sagsbehandlingen ved sådanne henvendelser, end de almindelige

krav, som gælder hvad enten kommunen agerer på offentligretligt eller pri-

vatretligt grundlag

, herunder også kravet om økonomisk forsvarlighed.

4.4.1.3. KL-konsulenternes vurdering

Kommunen har på grundlag af det almindelige saglighedskrav og god for-

valtningsskik pligt til at svare på henvendelser om erstatning.

Der er som anført ovenfor under afsnit 4.4.1.2. ikke i den juridiske litteratur

taget stilling til, hvilke ressourcer en offentlig myndighed skal lægge i besva-

relsen af henvendelser om erstatning i forbindelse med myndighedsudø-

velse. Ombudsmandens og Økonomi- og Indenrigsministeriets udtalelser

kunne pege i retning af en form for forpligtelse til at foranstalte sagsbehand-

ling og forholde sig til krav om erstatning. Imidlertid kan der af udtalelserne

næppe udledes andet end, at når en erstatningssag tages under behandling,

da skal den behandles i overensstemmelse med de regler om bl.a. saglig-

hed og lighed, der gælder for offentlige myndigheder, hvad enten de agerer

på offentligretligt grundlag eller på privatretligt grundlag.

KL-konsulenterne vurderer, at der ikke på grundlag af disse udtalelser består

nogen pligt til at iværksætte større undersøgelser som led i besvarelsen af

borgrens henvendelse om erstatning. Det følger dog af saglighedskravet og

god forvaltningsskik, jf. afsnit 4.3., at kommunen inden for rammerne af sin

pligt til at prioritere sager, hvori der er et aktuelt behov for hjælp, forholder

sig til fremsat kritik.

Selv hvis henvendelsen er særligt kvalificeret og har noget for sig, finder KL-

konsulenterne det tvivlsomt, om kommunen vil kunne blive udsat for kritik fra

fx Folketingets Ombudsmand, hvis kommunen besvarer henvendelsen helt

kortfattet med en henvisning til, at sag kan rejses ved domstolene

Se nærmere herom i afsnit 5.2.

4.4.2. Behandling af sager om tortgodtgørelse

I lighed med hvad der er anført under afsnit 4.4.1. om erstatning, er det i ly-

set af borgernes mulighed for at anlægge sag mod Frederiksberg Kommune

relevant at se på, om kommunen har en pligt til på privatretligt grundlag efter

Dato: 16. april 2020

Sags ID: SAG-2020-00583

Dok. ID: 2899933

E-mail: [email protected]

Direkte: 3370 3259

Weidekampsgade 10

Postboks 3370

2300 København

www.kl.dk

Side 27 af 62

Fenger m.fl., Forvaltningsret (DJØF 2018), s, 315

NOTAT

henvendelse at gennemgå sager i Familieafdelingen med henblik på tort-

godtgørelse.

Efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, skal den, der er ansvarlig for en

retsstridig krænkelse af en andens frihed, fred, ære eller person, således be-

tale den forurettede godtgørelse for tort.

Afsnittet omhandler kommunens mulige pligt til efter erstatningsansvarslo-

ven at betale tortgodtgørelse i konkrete sager i anledning af konstatering af

generelt manglende fokus på iagttagelse af de sagsbehandlingsregler i Fa-

milieafdelingens sager.

4.4.2.1. Pligt til at svare

Der henvises i det hele til afsnit 4.4.1.1.

4.4.2.2. Spørgsmål om sagsbehandlingsintensitet

Spørgsmålet er, på samme måde som vedrørende afsnit 4.4.1.2. om sags-

behandlingsintensitet ved henvendelser om erstatning, om kommunen har

en forpligtelse til at investere ressourcer i besvarelsen af henvendelser om

tortgodtgørelse, eller om kommunen blot kan henvise borgeren til at an-

lægge retssag mod kommunen.

Der ses med henvisning til argumentationen under afsnit 4.4.1.2. om erstat-

ning ikke at være anden målestok for den intensitet, der må udfoldes i sags-

behandlingen ved sådanne henvendelser, end det almindelige sagligheds-

krav, som gælder hvad enten kommunen agerer på offentligretligt eller pri-

vatretligt grundlag, herunder også kravet om økonomisk forsvarlighed.

4.4.2.3. KL-konsulenternes samlede vurdering

Der ses som anført ovenfor under afsnit 4.4.2.2. ikke i den juridiske litteratur

at være taget stilling til, hvilke ressourcer en offentlig myndighed skal lægge

i besvarelsen af henvendelser om tortgodtgørelse i forbindelse med myndig-

hedsudøvelse.

Det vil i lighed med hvad der er anført med hensyn til henvendelser om er-

statning derfor alene være det almindelige saglighedskrav og god forvalt-

ningsskik, der sætter rammen for kommunens forpligtelse til at besvare hen-

vendelser om tortgodtgørelse. Heraf følger, at kommunen er forpligtet til at

besvare henvendelser om tortgodtgørelse.

Saglighedskravet efterlader forvaltningen et skøn til ved vurderingen af,

hvilke ressourcer, der skal lægges i besvarelsen af sådanne henvendelser.

Der henvises til det tilsvarende afsnit 4.4.1.2. vedrørende erstatning.

Dato: 16. april 2020

Sags ID: SAG-2020-00583

Dok. ID: 2899933

E-mail: [email protected]

Direkte: 3370 3259

Weidekampsgade 10

Postboks 3370

2300 København

www.kl.dk

Side 28 af 62

Kommunen må således kunne nøjes med som led i besvarelsen af borge-

rens henvendelse om tortgodtgørelse at henvise borgeren til at anlægge sag

ved domstolene.

NOTAT

5. Om kommuners berettigelse til at gennemgå sager i

den kommunale forvaltning af egen drift og efter

henvendelse

5.1. Om kommuners berettigelse til af

egen drift

eller

efter hen-

vendelse

på

offentligretligt grundlag

at gennemgå sager i

den kommunale forvaltning

Frederiksberg Kommune har bedt KL-konsulenterne belyse de juridiske ram-

mer for kommunens ret til af egen drift eller efter henvendelse at gennemgå

Familieafdelingens sager med henblik på andre reaktioner end at nå frem til

rigtige afgørelser i sagerne.

KL-konsulenterne har under afsnit 4.1.1. og 4.1.2. behandlet spørgsmålet

om offentlige myndigheders interne tilsynsforpligtelse og rejsning af konkrete

kontrolsager i den forbindelse samt spørgsmålet om, hvornår der kan være

pligt til gennemgang af sager af egen drift.

Som nævnt tager rejsning af kontrolsager

sigte på fremadrettet at fastholde

eller genskabe den rigtige afgørelse, sådan at forvaltningen skal foretage de

sagsskridt, som lovgivningen direkte foreskriver, eller som skønnes nødven-

dige for at kunne træffe den materielt rigtige afgørelse. Som også nævnt be-

tyder dette, at forvaltningen i denne henseende ikke har

pligt

til at foretage

sagsskridt, som ikke er nødvendige for den afgørelse, der skal træffes.

Om forvaltningen omvendt kan være berettiget hertil med henblik på

andre

reaktioner

end at nå frem til rigtige afgørelser bemærker KL-konsulenterne

følgende:

Kommuner er som tidligere anført undergivet en række offentligretlige regler,

som skal overholdes i forbindelse med al virksomhed, kommunen udøver.

Disse regler omhandler bl.a. offentligretlige grundsætninger om saglighed i

forvaltningen

og lighedsgrundsætningen, hvorefter

ensartede forhold i alt

væsentligt skal behandles lige.

Dette indebærer, at en gennemgang af sager i forvaltningen skal ske inden

for rammerne af de forvaltningsretlige grundsætninger, herunder grundsæt-

ningerne om saglighed og lighed. Endvidere skal forvaltningen holde sig for

øje, hvilke rammer der gælder for udstrækningen af forvaltningens sagsop-

lysning, ressourceanvendelse og prioriteringsspørgsmål.

Det følger af det almindelige forvaltningsretlige saglighedskrav, at der skal

være et sagligt formål med at genåbne sager. Saglighedskravet sætter helt

generelt vide rammer herfor. Saglighedskravet indebærer imidlertid også be-

grænsninger, som KL-konsulenterne finder må iagttages:

Uanset at der på et generelt plan er konstateret manglende fokus på forvalt-

ningsretlige sagsbehandlingsregler i sager, er det således KL-konsulenter-

nes vurdering, at forvaltningen

indledningsvis skal gøre sig overvejelser om,

Dato: 16. april 2020

Sags ID: SAG-2020-00583

Dok. ID: 2899933

E-mail: [email protected]

Direkte: 3370 3259

Weidekampsgade 10

Postboks 3370

2300 København

www.kl.dk

Side 29 af 62

Fenger, Forvaltningsret, 2018, s. 315.

NOTAT

hvorvidt der er et sagligt formål med at genåbne en sag, hvis den fejlbehæf-

tede afgørelse har udtømt sine retsvirkninger, og hvor målet ikke er at nå

frem til rigtige afgørelser, jf. kommissoriet.

Heri må indgå, hvilke

mulige

reaktioner forvaltningen ville kunne nå frem til,

hvis der konstateres fejl i en sag.

Spørgsmålet om genåbning af sager efter henvendelse med henblik på be-

taling af økonomisk kompensation er behandlet under afsnit 4.4. En anden

mulig reaktion kunne være en undskyldning til de berørte borgere, jf. afsnit

4.3.3.2. ovenfor.

Udover de meget begrænsede reaktioner, som overhovedet vil kunne

komme i spil i den konkrete sag, såfremt forvaltningen konstaterer fejl, skal

det efter KL-konsulenternes indgå, at det følger af forvaltningsretlige under-

søgelsesprincip, at en sag ikke skal undersøges ud over, hvad der kræ-

ves

Endvidere skal indgå i overvejelserne, at det vil medføre et betydeligt res-

sourceforbrug i forvaltningen at foretage sådanne sagsgennemgange.

Kommunen må i den forbindelse holde sig for øje, at det gælder som et ge-

nerelt princip, at kommuner skal handle økonomisk forsvarligt.

Selvom der som nævnt er vide rammer for det skøn, som kommunalbestyrel-

sen kan udøve i den forbindelse, finder KL-konsulenterne det relevant at

pege på dette som en begrænsning.

Dato: 16. april 2020

Sags ID: SAG-2020-00583

Dok. ID: 2899933

E-mail: [email protected]

Direkte: 3370 3259

Weidekampsgade 10

Postboks 3370

2300 København

www.kl.dk

Side 30 af 62

Garde m. fl., Forvaltningsret

–

Sagsbehandling, 8. udgave, s. 148 ff. S 151

nævnes, at

”For at sikre, at de relevante oplysninger og kun disse indhentes,

vil det ofte være hensigtsmæssigt, at myndigheden på et ret tidligt stadium

af sagens forberedelse begynder foreløbige overvejelser om sagens afgø-

relse og derudfra vurderer, hvilke oplysninger og undersøgelser der vil være

nødvendige.”

Se Endvidere Ombudsmandens

Myndighedsguide

om officialprincippet, af-

snit 4.

Det

bemærkes, at der som udgangspunkt ikke opstår selvstændige

spørgsmål i forhold behandlingshjemmel eller principper i GDPR, hvis saglig-

hedskravet er opfyldt, da der heri er indbygget proportionalitetshensyn og

formålsbestemthed. Kommunen vil således, i det det omfang en sagsgen-

nemgang ligger inden for saglighedskravet, kunne behandle personoplysnin-

ger som led i myndighedsudøvelsen på grundlag af art. 6, stk. 1, litra e, og

art. 5. i GDPR.

NOTAT

Endelig må det som led i kommunens prioritering indgå, at der i Familieafde-

lingen er (andre) sager, som kommunen er

forpligtet

til at behandle, herun-

der de sager, som er omfattet af afdelingens aktuelle genopretning, og som

(bl.a.) tager sigte på at sikre lovmedholdelige afgørelser i afdelingen.

Ligeledes må indgå, at disse sager vedrører sårbare borgere samt børn og

unge, som kommunen i medfør af lovgivningen har særlige lovbestemte til-

synsforpligtelser overfor, jf. afsnit 4.1.1. ovenfor.

Det er KL-konsulenternes vurdering, at sådanne sager skal prioriteres.

Fenger skriver i Forvaltningsret, 1. udgave, 2018, i kapitel om god forvalt-

ningsskik bl.a. følgende om sagsbehandlingstider mv.:

”Der

findes heller ikke generelle regler om, hvornår en myndighed skal priori-

tere ekspeditionen af sine forskellige sagsområder i forhold til hinanden,

men den prioritering, som myndigheden foretager, skal være forsvarlig. Til-

rettelæggelsen af og ressourcesituationen for de enkelte områder må ikke

medføre, at sagsbehandlingstiderne for nedprioriterede sagsområder bliver

så lange, at de væsentligt overskrider, hvad der under hensyn til sagernes

karakter og i forholdet til den enkelte ansøger er rimelig. En prioritering må

heller ikke medføre usaglig forskelsbehandling…”

Videre anføres s. 690 om vurderingen af, om myndighedens sagsbehand-

lingstider er acceptable, at

”Vurderingen må hvile på et objektivt grundlag, hvor er lægges vægt på sa-

gens art og de konkrete omstændigheder i den enkelte sag. At en myndig-

hed har utilstrækkelige ressourcer, eller at der på et sagsområde kommer

flere sager end forventet, er nok subjektivt undskyldende momenter, med

det kan ikke bevirke en forlængelse af den tid, som i almindelighed må an-

ses for en acceptabel sagsbehandlingstid på området. Sådanne forhold kan

kun under helt specielle omstændigheder tillægges betydning for bedømmel-

sen af myndighedens sagsbehandlingstid.”

Og videre s. 692, at

”I forbindelse med afviklingen af en sagspukkel vil det oftest være sagligt at

prioritere de ældste sager og sager af hastende karakter…”

Under et afsnit om gode sagsbehandlingsrutiner anføres bl.a. følgende (s.

692):

”Myndigheden

skal efter god forvaltningsskik etablere forretningsgange, der

understøtter en kompetent sagsbehandling. I den forbindelse bør myndighe-

derne normalt tilrettelægge behandlingen af sagerne sådan, at man hurtigst

muligt efter modtagelsen af en henvendelse foretager en første gennem-

gang og vurdering bl.a. for at afklare, om man er rette myndighed, eller om

henvendelsen skal sendes videre til en anden myndighed. Hvis man er rette

myndighed, må man tage stilling til, hvilke sagsbehandlingsskridt sagen gi-

ver anledning til. En sådan fremgangsmåde giver også mulighed for en hur-

tig afklaring af, om sagen er af hastende karakter og derfor bør prioriteres…”

Dato: 16. april 2020

Sags ID: SAG-2020-00583

Dok. ID: 2899933

E-mail: [email protected]

Direkte: 3370 3259

Weidekampsgade 10

Postboks 3370

2300 København

www.kl.dk

Side 31 af 62

NOTAT

Ovenstående understøtter, at Frederiksberg Kommune i overvejelserne om

en bagudrettet gennemgang af sager i Familieafdelingen kan og skal ind-

drage hensynet til vigtigheden af de omhandlede sager overfor vigtigheden

af andre sager i Familieafdelingen.

Heri indgår dels karakteren, herunder betydningen af sagerne for person-

grupper som af børn og unge, som kommunen i medfør af lovgivningen, har

særlige forpligtelser overfor, samt antallet af sådanne andre sager.

Det er således KL-konsulenternes vurdering, at afdelingen i en situation,

hvor der aktuelt arbejdes med en fremadrettet genopretning af sager i Fami-

lieafdelingen med henblik på at sikre lovmedholdelighed mv., vil være for-

pligtet til at prioritere denne opgave forud for gennemgang af sager, som for-

valtningen ikke har nogen pligt til at gennemgå.

Endvidere kan indgå, at det

–

afhængig af hvor gammel sagen er og den do-

kumentation, der er foretaget i sagen i form af journalisering

–

kan vise sig

faktisk vanskeligt at konstatere, om der er begået fejl i den pågældende sag.

Denne problematik forstærkes, hvor den eller de sagsbehandlere, der for tid

tilbage behandlede sagen, kan have mistet erindringen om det faktisk pas-

serede eller måske ikke længere er ansat i kommunen.

KL-konsulenterne er opmærksom på, at det er Ombudsmandens opfattelse,

at det forhold, at en sagsbehandler er afgået ved døden ikke fritager myndig-

heden fra at undersøge en sag, men KL-konsulenterne finder, at sådanne

forhold desuagtet kan udgøre en faktisk forhindring i forhold til undersøgel-

sen.

På ovenstående baggrund er det samlet set KL-konsulenternes vurdering, at

pligten til prioritering de facto sætter snævre rammer for, i hvilket omfang for-

valtningen af egen drift kan gennemgå forvaltningens sager når dette ikke

sker med henblik på at nå frem til rigtige afgørelser.

Hertil kommer, at forvaltningen i givet fald vil være forpligtet til at fastlægge

saglige kriterier for omfanget af gennemgangen samt at sikre, at ligheds-

grundsætningen overholdes

Med hensyn til forvaltningens ret til efter henvendelse at gennemgå sager er

det efter KL-konsulenternes opfattelse misvisende at tale om dette som en

”rettighed” for forvaltningen. Der henvises til det anførte om forvaltningens

forpligtelse på grundlag af god forvaltningsskik at forholde sig til fremført kri-

tik, dog således at forvaltningen har en retlig forpligtelse til

at prioritere sa-

ger, hvori der er et aktuelt behov for hjælp. Der henvises til afsnit 4.3.3.2.

Dette har efter KL-konsulenternes opfattelse betydning for, hvor hurtigt og

hvordan forvaltningen kan besvare henvendelser om sagsbehandlingsfejl.

Dato: 16. april 2020

Sags ID: SAG-2020-00583

Dok. ID: 2899933

E-mail: [email protected]

Direkte: 3370 3259

Weidekampsgade 10

Postboks 3370

2300 København

www.kl.dk

Side 32 af 62

Et bud på saglige kriterier for sagsudvælgelse kunne være karakteren af

den foranstaltning, som sagen vedrører, sådan at sager med indgribende

foranstaltninger prioriteres frem for sager med mindre indgribende foranstalt-

ninger.

NOTAT

5.2.

Om kommuners berettigelse til af

egen drift

eller

efter henvendelse

på

privatretligt grundlag

gennemgå sager i den kommunale forvaltning

Dato: 16. april 2020

Sags ID: SAG-2020-00583

Dok. ID: 2899933

E-mail: [email protected]

Direkte: 3370 3259

Weidekampsgade 10

Postboks 3370

2300 København

www.kl.dk

Side 33 af 62

Frederiksberg Kommune har bedt KL-konsulenterne belyse de juridiske ram-

mer for kommunens

ret

til af egen drift eller efter henvendelse at gennemgå

Familieafdelingens sager med henblik på andre reaktioner end at nå frem til

rigtige afgørelser i sagerne.

Ovenfor under afsnit 5.1. er behandlet spørgsmålet om der på offentligretligt

grundlag består en sådan ret til at gennemgå Familieafdelingens sager af

egen drift eller efter henvendelse.

I dette afsnit behandles spørgsmålet om, hvorvidt der på privatretligt grund-

lag består en ret til at gennemgå Familieafdelingens sager med henblik på

erstatning eller tortgodtgørelse.

Med hensyn til

ret

at foretage en sådan gennemgang af egen drift henvises

til afsnit 4.2. Som anført vil det, da krav om erstatning eller tortgodtgørelse er

obligationsretlige fordringer, der kun opstår i det omfang, de gøres gæl-

dende af en potentiel fordringshaver, efter KL-konsulenternes vurdering

ligge uden for rammerne af det almindelige saglighedskrav at foranstalte

sagsgennemgang uden at sådanne krav er gjort gældende.

5.2.1. Med hensyn til

ret

til at foretage en sådan gennemgang efter hen-

vendelse med henblik på erstatning,

5.2.1.1. Pligt til at svare

Det følger af det almindelige saglighedskrav og god forvaltningsskik, at kom-

munen skal besvare henvendelser om erstatning.

5.2.1.2. Intensitet

Med hensyn til spørgsmålet om den

intensitet,

der må udfoldes i sagsbe-

handlingen ved sådanne henvendelser, ses der, som anført under afsnit

4.4.1.2., ikke at gælde anden målestok end det almindelige saglighedskrav,

som gælder hvad enten kommunen agerer på offentligretligt eller privatretligt

grundlag, herunder også kravet om økonomisk forsvarlighed

Det må i den forbindelse anses for sagligt i overvejelsen om, hvilke ressour-

cer, der skal lægges i besvarelsen af en henvendelse, at inddrage, om hen-

vendelsen er indholdsmæssigt underbygget (hvor kvalificeret er fordringen

gjort gældende), og om der er udsigt til, at kommunens adfærd kan føre til et

erstatningsansvar. Det vil sige, om adfærden kan bebrejdes kommunen og

om de øvrige erstatningsbetingelser er opfyldt og kravet ikke er forældet, og

der derfor er udsigt til, at kommunen i en retssag ville blive dømt til at betale

borgeren erstatning.

Hvis kommunen efter en konkret vurdering af den argumentation, der ledsa-

ger kravet om erstatning, er af den opfattelse, at kravet har noget for sig, vil

det derfor være inden for rammerne af saglighedskravet, at kommunen bru-

ger ressourcer på at foretage sin egen vurdering af, om erstatningsbetingel-

serne er opfyldt og på denne måde forsøger at begrænse udgifter til eventu-

elle sagsomkostninger.

NOTAT

Dato: 16. april 2020

Nedenfor behandles først spørgsmålet om udsigten til erstatningsretligt an-

svar under afsnit 5.2.1.2.1. og dernæst spørgsmålet om hensynet til at spare

sagsomkostninger under afsnit 5.2.1.2.2.

5.2.1.2.1. Erstatningsbetingelserne - ansvarsgrundlaget

Det følger af dansk rets almindelige erstatningsregler, at erstatningsansvar

ifaldes, hvis der er udvist uforsvarlig adfærd, som kan tilregnes den pågæl-

dende som forsætlig eller uagtsom (culpa, som betyder skyld), og hvis

denne adfærd har påført en skadelidt et tab, der er forårsaget af denne ad-

færd, og hvis skaden/tabet er en påregnelig følge af adfærden.

Der er tale om kumulative betingelser

–

dvs. at der fx ikke ifaldes erstat-

ningsansvar, hvis skadelidtes tab ikke er en påregnelig følge af den skade-

gørende handling eller undladelse. Det gælder, selvom der er handlet ufor-

svarligt/culpøst fra skadevolders side.

Derudover må der ikke foreligge ansvarsfrihedsgrunde i form af fx egen

skyld, og kravet må ikke være forældet.

Nærværende notat er foranlediget af, at der i Frederiksberg Kommunes fa-

milieforvaltning

generelt

er konstateret manglende fokus på forvaltningsret-

lige sagsbehandlingsregler

–

navnlig mangler vedrørende handleplan, bør-

nesamtale og børnefaglige undersøgelser - i tilknytning til forvaltningens af-

gørelser efter serviceloven. Det ligger således uden for kommissoriet at be-

handle spørgsmålet om, hvad kommunen måtte have ret eller pligt til, hvis

der var tale om, at kommunen havde forstået regler i fx serviceloven forkert.

Da KL-konsulenterne ikke skal vurdere grundlaget for et muligt erstatnings-

ansvar i bestemte konkrete sager, fokuseres der alene på den erstatnings-

betingelse, der angår ansvarspådragende adfærd, da denne erstatningsbe-

tingelser har snæver sammenhæng med konstateringen af manglende fokus

på forvaltningsretlige sagsbehandlingsmangler. Med hensyn til betingelserne

om tab, årsagsforbindelse og adækvans og ansvarsfrihedsgrunde må dette

bero på en konkret vurdering i hver enkelt sag.

Da kommissoriet således tager udgangspunkt i konstateret manglende fokus

på forvaltningsretlige sagsbehandlingsregler, ligger det endvidere uden for

rammerne af dette notat at komme ind på mulig ansvarspådragende adfærd

på grund af retsvildfarelser eller andre hjemmelsmangler.

5.2.1.2.2. Målestokken for den culpøse adfærd

Med hensyn til målestokken for den culpøse adfærd, som domstolene læg-

ger til grund ved vurderingen af om en offentlig myndighed har handlet an-

svarspådragende, har Bernhard Gomard i en artikel i Ugeskrift for Retsvæ-

sen bemærket:

”Retspraksis

har … ikke formuleret en klar generel regel om, at offentlige

myndigheder kun har erstatningsansvar for væsentlige, klare fejl, men resul-

tatet i adskillige domme stemmer overens med en sådan regel. Baggrunden

for en regel af dette indhold er vel, at den offentlige sektor handler pligtmæs-

sigt og ansvarsbevidst. Der er kun ringe behov for at bruge erstatningsan-

svar præventivt som en skadesforebyggende foranstaltning.”

Sags ID: SAG-2020-00583

Dok. ID: 2899933

E-mail: [email protected]

Direkte: 3370 3259

Weidekampsgade 10

Postboks 3370

2300 København

www.kl.dk

Side 34 af 62

NOTAT

Dato: 16. april 2020

Bemærkningen baserer sig bl.a. på tre domme, hvor erstatningsansvar ikke

blev anerkendt:

Vurdering af om bevisvurdering og retsanvendelse havde været forsvarlig

I sagen

U2002.1566H

havde et såkaldt bestillingskontor afvist at genoptage

en vognmand som tilsluttet til bestillingskontoret i forbindelse med en tvist

om forholdsmæssig betaling af bestillingskontorets udgifter (ved at betjene

de forskellige vognmænd). Vognmanden indbragte afvisningen for taxanæv-

net (offentlig myndighed). Taxanævnet nåede frem til, at der ikke bestod no-

gen pligt for bestillingskontoret til at genoptage vognmanden. Vognmandens

omsætning faldt efter, at han ikke fik ture via bestillingskontoret længere.

Højesteret nåede dog i samme sagskompleks i U1997.1216H, frem til, at Ta-

xanævnet havde taget fejl og skulle have givet et sådant påbud om genopta-

gelse. I den ny retssag (som afsluttedes med Højesterets dom i U

2002.1566H) nedlagde vognmanden påstand om erstatning for indtægtstab

som følge af den manglende tilslutning til bestillingskontoret. Med henvisning

til, at spørgsmålet om genoptagelse beroede på bevismæssige og retlige

vurderinger, som først fandt deres afklaring ved Højesterets dom i

U1997.1216H, afviste højesteret, at der var grundlag for at bebrejde nævnet,

at det ikke pålagde bestillingskontoret at genoptage vognmanden.

Vurdering af om sagsoplysning havde været tilstrækkelig

U2003.39H

havde en kommune skønsmæssigt forhøjet skatteansættelsen

for en vognmand. Ved forhøjelsen havde kommunen alene taget hensyn til

antal kørte kilometer og ganget dette antal med den fortjeneste, der statistik

var pr. kørt kilometer. Man havde i første omgang ikke fratrukket udgifter.

Inddrivelsen blev sat i bero på en straffesag om groft skattesvig. Da straffe-

sagen blev opgivet, genoptoges skattesagen og kommunen nedsatte skatte-

ansættelsen, idet den inddrog udgifter til benzin og lønninger. Efterfølgende

undlod vognmanden at betale den skat han efter skatteansættelsen blev på-

lignet, og han mistede hyrevognsbevillingen. I landsskatteretten nedsattes

skatteansættelsen yderligere, og han fik ved kendelse hyrevognsbevillingen

tilbage. Under den efterfølgende retssag nedlagde vognmanden påstand om

erstatning for tab lidt ved salget af de gamle taxaer i utide (da han mistede

bevillingen), for manglende indtægt i perioden, hvor han ikke havde hyre-

vognsbevilling og for udgifter til bl.a. installation af taxameter i de nye taxaer,

han nu havde måttet købe.

Landsretten afviste, at det skøn kommunen havde udøvet led af mangler af

en sådan karakter, at det kunne begrunde et erstatningsansvar for kommu-

nen. Landsretten henviste til, at det i den konkrete sag ikke havde været

usagligt at tage udgangspunkt i antal kørte kilometer og at kommunen efter-

følgende havde taget højde for udgifter i et vist omfang.

Højesteret tiltrådte under henvisning til landsrettens præmisser landsrettens

afgørelse.

Det bemærkes, at de køreregnskaber, som vognmanden havde fremlagt for

skattemyndighederne, også efter hans eget udsagn var fiktive. Derfor kan

det

–

uden at det dog er kommet til udtryk i dommens præmisser

–

ikke ude-

lukkes at overvejelser om egen skyld har spillet ind.

Vurdering af om sagsoplysning havde været tilstrækkelig

Sags ID: SAG-2020-00583

Dok. ID: 2899933

E-mail: [email protected]

Direkte: 3370 3259

Weidekampsgade 10

Postboks 3370

2300 København

www.kl.dk

Side 35 af 62

NOTAT

U 2003.1462H

tog højesteret stilling til en tvist om ægtefællesbidrag i en

skilsmissesag. Civilretsdirektoratet havde fastsat bidraget under henvisning

til oplysninger, som var fremkommet i en byretssag vedrørende et andet

økonomisk mellemværende i anledning af skilsmissen. I byrettens afgørelse

blev det lagt til grund, at manden havde formue i udlandet, som han havde

råderet over. Byrettens afgørelse blev anket til landsretten, som fastslog, at

råderetten ikke var aktuel, før mandens far var afgået ved døden. Manden

anlagde sag mod Civilretsdirektoratet med påstand om erstatning for det tab

han havde lidt ved, at ægtefællebidraget var blevet fastsat for højt på grund

af de oplysninger, der fremkom for byretten. Det hører med, at manden un-

der byretssagen nægtede at imødekomme en provokation om at redegøre

nærmere for formueforholdene, ligesom han heller ikke skønt opfordret af

Civilretsdirektoratet kom med uddybende oplysninger om sine økonomiske

forhold.

Landsretten nåede frem til, at det ikke kunne antages, at Civilretsdirektoratet

har handlet ansvarspådragende ved som sket at inddrage oplysningerne om

sagsøgerens formueforhold.

Højesteret tiltrådte landsrettens afgørelse uden yderligere bemærkninger

vedrørende indholdet.

Også i denne sag synes spørgsmål om egen skyld at have spillet en rolle.

I den sidstnævnte sag bemærkes særligt, at myndigheden ikke ansås for er-

statningsansvarlig selv om den trufne afgørelse om bidragsfastsættelsen var

ugyldig, da sagsoplysningen fandtes forsvarlig.

Utilstrækkelig sagsoplysning

På det sociale område kan der derudover henvises til

U94.247H,

hvor en

ulovlig tvangsfjernelse ikke kunne danne grundlag for erstatning for tabt ar-

bejdsfortjeneste til faderen. Grundlaget for tvangsfjernelse var ikke til stede,

da mistanken om seksuelt misbrug fra faderens side viste sig uberettiget.

Faderen havde henvist til, at sagen var utilstrækkeligt oplyst.

Landsretten frifandt kommunen for erstatningsansvar og højesteret tiltrådte

landsrettens afgørelse med henvisning til landsrettens begrundelse. Lands-

retten anførte:

”Landsretten

finder, at beslutninger om tvangsfjernelse af børn efter bi-

standslovens § 127 på grundlag af mistanke om seksuelt misbrug nødven-

digvis må træffes forholdsvis hurtigt og på et grundlag, der efter sagens art

ofte alene kan have en vis foreløbig karakter.

I det foreliggende tilfælde findes sagsøgte ikke at have udvist noget erstat-

ningsforpligtende forhold over for sagsøgeren ved på det ovenfor anførte

grundlag på at træffe de omhandlede beslutninger.”

Dommen viser, at der med hensyn til sagsoplysning også må tages hensyn

til de alt andet lige mere begrænsede ressourcer, det er muligt at bruge på

oplysning af sager, i hvilke der hurtigt skal træffes en afgørelse, end i sager,

hvor der er tid til en grundigere sagsforberedelse og sagsoplysning.

Partshøringsmangel

Dato: 16. april 2020

Sags ID: SAG-2020-00583

Dok. ID: 2899933

E-mail: [email protected]

Direkte: 3370 3259

Weidekampsgade 10

Postboks 3370

2300 København

www.kl.dk

Side 36 af 62

NOTAT

FED

2001.113

nedlagde et forældrepar påstand om bl.a. erstatning for

tabt arbejdsfortjeneste i en sag, hvor deres datter var blevet tvangsanbragt

på et socialpsykiatrisk hospital med henblik på undersøgelse.

I dommens præmisser blev det bl.a. anset for kritisabelt, at kommunen ikke

umiddelbart op til fjernelsen af datteren gav forældrene mulighed for at for-

holde sig til nye oplysninger, der var fremkommet op til tvangsfjernelsen. På

baggrund af de foreliggende specialisterklæringer måtte det imidlertid anses

for godtgjort, at kommunen havde fremskaffet tilstrækkelige oplysninger til,

at der kunne træffes en afgørelse på sagligt grundlag. Som følge heraf var

der ikke grundlag for at pålægge kommunen at betale erstatning eller godt-

gørelse for tort; og kommunen blev derfor frifundet.

Modsat nedenfor omtalen af

U2007.1603S,

hvor en partshøringsfejl bevir-

kede, at Sikringsstyrelsen blev anset for erstatningsansvarlig, da det måtte

lægges til grund, at de oplysninger, som ville være fremkommet i forbindelse

med en partshøring, ville have ført til en anden afgørelse. Den afgørelse, der

imidlertid blev truffet om forbud mod at markedsføre et bestemt produkt,

havde påført parten et økonomisk tab.

Der synes ikke i senere praksis at være ændret ved den tidligere fastlagte

praksis. Der kan i den forbindelse henvises til Højesterets nedennævnte

dom i en sag om erstatning for ekstraudgifter til efterskoleophold for

børn/unge med læsevanskeligheder. Højesteret afviste, at kommunen i sa-

gen var erstatningsansvarlig. Også denne sag handlede om mangler i forbin-

delse med sagsoplysning og dokumentation. Sagen er efter KL-konsulenter-

nes opfattelse sammenlignelig med de forhold, Frederiksberg Kommune har

konstateret med hensyn til manglende fokus på sagsbehandlingsregler i Fa-

milieafdelingens sager.

Sagsoplysning og dokumentation

U2010.1349H,

havde man i 3. klasse konstateret, at drengen i sagen

havde svære læsevanskeligheder, og der blev foranstaltet specialundervis-

ning, som drengen modtog til og med 8. klasse. Specialundervisningen blev i

perioder varetaget af personale, som ikke var særligt kvalificeret hertil, og

der blev efter oplysningerne i sagen ikke gennemført en egentlig udredning

af drengens læse- og stavevanskeligheder. I 9. og 10. klasse gik drengen på

efterskole for normalt begavede børn med læsevanskeligheder.

Forældrene krævede i retssagen erstatning for udgifter til efterskoleopholdet,

bl.a. fordi det i folkeskolen aldrig var blevet udredt, at drengen var ordblind,

og at specialundervisningen derfor havde været ukvalificeret. Drengen kræ-

vede tortgodtgørelse og erhvervsevnetabserstatning.

Landsrettens mindretal lagde bl.a. vægt på, at der blev tilbudt specialunder-

visning tilrettelagt i samarbejde med PPR, og at der ikke på baggrund af den

sparsomme dokumentation var grundlag for at fastslå, at indsatsen ikke var

relevant i forhold til drengens vanskeligheder. Forældrene havde ikke godt-

gjort, at kommunen havde handlet ansvarspådragende.

”Selv

om det må antages, at man først i 2000, hvor A var begyndt på Y

Skole, har anvendt udtrykket ordblind om A, er der ikke grundlag for at fast-

slå, at PPR ikke allerede i 1995 har afdækket A's indlæringsvanskeligheder,

Dato: 16. april 2020

Sags ID: SAG-2020-00583

Dok. ID: 2899933

E-mail: [email protected]

Direkte: 3370 3259

Weidekampsgade 10

Postboks 3370

2300 København

www.kl.dk

Side 37 af 62

FED: Forsikrings- og Erstatningsretlig Domsamling

NOTAT

ligesom der efter det, der er anført foran, heller ikke er grundlag for at fast-

slå, at skolen ikke har stillet de fornødne antal støttetimer til rådighed for

specialundervisningen. Der er heller ikke grundlag for at fastslå, at undervis-

ningen ikke har været varetaget af lærere, der har haft de fornødne forud-

sætninger, eller at indholdet af undervisningen, der løbende har været vur-

deret af skolen og PPR, ikke har været relevant i forhold til A's vanskelighe-

der. Det forhold, at læsekonsulent Knud Knappe ikke færdiggjorde sin rap-

port om A eller udarbejdede en egentlig plan for undervisningen, og ikke i

øvrigt fra november 1996 havde nogen direkte kontakt til A eller hans foræl-

dre, finder jeg ikke kan føre til noget andet resultat. Det bemærkes herved,

at Knud Knappe også i perioden herefter deltog i de årlige statusmøder på

skolen, og at samarbejdet mellem forældrene, skolen og PPR i øvrigt fort-

satte.

Jeg finder således ikke, at sagsøgerne har godtgjort, at daværende Fjends

Kommune har handlet ansvarspådragende i forbindelse med A's skolegang

på X Skole.”

Landsrettens flertal fandt modsat, at den manglende dokumentation i sig

selv var et problem, og at der efter bevisvurderingen var grundlag for at fast-

slå ansvar for kommunen for mangelfuld undervisning og at kommunen

havde handlet ansvarspådragende. Flertallet anførte i sine præmisser bl.a.:

”En

sådan form for løbende bistand, hvis nærmere indhold i øvrigt er udoku-

menteret, findes imidlertid ikke at kunne træde i stedet for en grundlæg-

gende undersøgelse og diagnose og opstilling af en målrettet plan for speci-

alundervisningen”.

Højesteret afsagde dom i overensstemmelse med landsrettens mindretal og

med henvisning til mindretallets præmisser, idet højesteret bemærkede, at

der:

”…ikke er grundlag for at fastslå, at den specialundervisning, [drengen] mod-

tog…samlet set med hensyn til omfang og indhold ikke levede op til kravene

i folkeskoleloven og bekendtgørelsen om specialundervisning. Der er derfor

ikke grundlag for at pålægge kommunen erstatningsansvar”.

Dommen er efter KL-konsulenternes opfattelse udtryk for, at bevisbyrden

forbliver på den, der rejser erstatningskravet, selv om den prøvede adfærd

ikke lever op til den højeste standard. Dommen er efter KL-konsulenternes

opfattelse ligeledes udtryk for, at myndighederne i en sag, hvor både betin-

gelserne for at bringe en foranstaltning i anvendelse og valget af den kon-

krete foranstaltning over for en borger ikke beror på direkte retsanvendelse,

men beror på udfyldning, har et skøn, som ikke er ubetydeligt. At det ind-

rømmede skøn ikke er ubetydeligt, kan udledes af Højesterets præmis om,

at der må foretages en samlet vurdering. Dommen er endelig udtryk for, at

mulige mangler i forbindelse med sagsbehandlingen ikke i sig selv er an-

svarspådragende, når afgørelsen er lovlig.

At rummet for skøn efter dommen ikke er ubetydeligt, udlægges i Offentlige

myndigheders erstatningsansvar” på denne måde:

”Det

fremgår af præmisserne, at kommunen vel kun lige akkurat havde op-

fyldt sine forpligtelser efter folkeskoleloven…”

Dato: 16. april 2020

Sags ID: SAG-2020-00583

Dok. ID: 2899933

E-mail: [email protected]

Direkte: 3370 3259

Weidekampsgade 10

Postboks 3370

2300 København

www.kl.dk

Side 38 af 62

NOTAT

Dato: 16. april 2020

Dette kan i øvrigt også hænge sammen med det, Garde m.fl. anfører om

manglende årsagsforbindelse:

”Der

er … grund til at understrege den almindelige betingelse for tilkendelse

af erstatning, at der skal foreligge årsagsforbindelse mellem tabet og den

skadevoldende handling. Det forhold, at der foreligger en måske ligefrem

grov sagsbehandlingsfejl, vil således som udgangspunkt ikke kunne pådrage

erstatningsansvar for den trufne afgørelse, hvis denne efter sit indhold er

lovlig og rigtig”.

(KL-konsulenternes

understregning).

Sagen vedrørende underkendelsen af taxanævnets afslag på lade en vogn-

mand genoptage i et bestillingskontor viser, at der også indrømmes myndig-

hederne en margin, når afgørelserne ved en prøvelse viser sig at være ugyl-

dige.

Er fejlene imidlertid grove kan sagsbehandlingsfejl blive anset for ansvarspå-

dragende:

Sagsoplysning og partshøringsfejl

U2007.1603S,

der omhandlede en sag om standsning af salg af bestemte

barnevogne, havde Sikringsstyrelsen ikke partshørt producenterne inden

standsningsforbuddet blev afgivet. På et efterfølgende møde kom producen-

terne med oplysninger om, hvordan barnevognene kunne ændres, og for-

buddet kunne ophæves. Disse oplysninger kunne producenterne have givet i

forbindelse med en partshøring inden afgørelsen om standsning blev truffet.

Sø- og Handelsretten fandt at Sikringsstyrelsen var erstatningsansvarlig for

det tab producenterne havde lidt som følge af påbuddet om standsning.

Forsvundne dokumenter

Ansøgningers bortkomst anses for ansvarspådragende i en sag om førtids-

pension, der blev afgjort af Østre Landsret i

U2014.1635Ø.

I sagen havde en

borger to gange i april henholdsvis maj indgivet ansøgning om førtidspen-

sion. Borgeren indgav ny ansøgning 20 måneder senere i december året ef-

ter. Borgeren blev tilkendt førtidspension. Det kunne i sagen lægges til

grund, at borgerens sag kunne have været afgjort hurtigere, hvis de to an-

søgninger ikke var bortkommet. Borgeren blev derfor tilkendt erstatning for

den førtidspension, som kunne have været oppebåret fra det tidligere tilken-

delsestidspunkt.

Kan det påvises, at borgerne har fremsendt ansøgninger, som er bortkom-

met, og at en afgørelse i sagen af denne grund forsinkes med tab til følge,

kan det således ikke udelukkes, at kommunen kan blive gjort erstatningsan-

svarlig.

Særligt om vejledningsfejl

Forkert eller manglende vejledning klassificeres som sagsbehandlingsfejl.

Selvstændige vejledningsfejl fører ofte til erstatningsansvar

–

også på det

sociale område

–

når borgeren lider tab ved at have fulgt kommunens vej-

ledning.

Sags ID: SAG-2020-00583

Dok. ID: 2899933

E-mail: [email protected]

Direkte: 3370 3259

Weidekampsgade 10

Postboks 3370

2300 København

www.kl.dk

Side 39 af 62

NOTAT

Ansvaret for manglende eller ufuldstændig vejledning er gennem mange år

blevet bedømt strengt på samme måde som professionsansvar

U1983.1096V

havde et ægtepar således efter vejledning fra kommunen

solgt deres hus og var flyttet i lejebolig med øgede boligudgifter til følge.

Kommunen blev anset for erstatningssvarlig for det økonomiske tab ægte-

parret i den forbindelse led.

U2019.519V

havde en borger søgt erstatning for tabt invaliditetsydelse. Her

fandt landsretten, at kommunen efter princippet om god forvaltningsskik

havde haft en naturlig anledning til at gøre en borger bekendt med retten til

at få invaliditetsydelse, og kommunens manglende vejledning måtte anses

for ansvarspådragende. Den manglende vejledning havde i øvrigt medført,

at borgeren var i utilregnelig uvidenhed om sit krav, og derfor var ingen del

af borgerens krav var forældet.

Særligt om erstatning for tab af erhvervsevne som følge af sagsbehandlings-

fejl

Der findes ikke KL-konsulenterne bekendt domme i hvilke kommuners mu-

lige ansvar for tab af erhvervsevne i forbindelse med myndighedsudøvelse

er blevet taget under pådømmelse, bortset fra U2010.1349H (den ordblinde

dreng).

Det bemærkes, at der for byretten i Kolding imidlertid aktuelt verserer en

sag, i hvilken en borger, som har anlagt sag mod Vejle Kommune, har ned-

lagt påstand om erstatning for borgerens tab af erhvervsevne, og det økono-

miske tab, som borgeren derved har lidt som følge af kommunens mang-

lende eller utilstrækkelige foranstaltninger. Sagen er berammet til hovedfor-

handling i december 2020.

5.2.1.2.3.

KL-konsulenternes vurdering - culpavurdering

På baggrund af de nævnte domme er det KL-konsulenternes opfattelse, at

der som udgangspunkt ikke vil være grundlag for erstatningsansvar, når der

er tale om erstatningskrav, der fremsættes i anledning af sagsbehandlings-

fejl begået i forbindelse med tilblivelsen af en forvaltningsretlig afgørelse, når

denne opretholdes trods manglen, således U2010.1349H (den ordblinde

dreng) og FED 2001.113 (partshøring i forbindelse med afgørelse om

tvangsindlæggelse af barn).

Selv hvis en afgørelse ville kunne tilsidesættes som ugyldig, vil manglerne

ikke i sig selv føre til at adfærden anses for ansvarspådragende, se således

U2002.1566H (genoptagelse af taxavognmanden i bestillingskontoret),

U2003.39H (skatteansættelse af vognmand) og U2003.1462H (ægtefælles-

bidrag).

I den forbindelse er det i lyset af, at nærværende notat drejer sig om sager i

kommunens familieafdeling, særlig værd at hæfte sig ved det hensyn, der ta-

ges til, hvor lang tid en myndighed har til at undersøge en sag, før der skal

træffes afgørelse, således U94.247H (tvangsfjernelsessagen).

Pagh m.fl.

–

Offentlige myndigheders erstatningsansvar (DJØF 2017), s.

264

Dato: 16. april 2020

Sags ID: SAG-2020-00583

Dok. ID: 2899933

E-mail: [email protected]

Direkte: 3370 3259

Weidekampsgade 10

Postboks 3370

2300 København

www.kl.dk

Side 40 af 62

NOTAT

Det er på den baggrund KL-konsulenternes vurdering, at der i almindelighed

ikke er udsigt til, at kommunen vil blive anset for at have handlet ansvarspå-

dragende i anledning af sin ageren i afgørelsessager, der tilsidesættes som

ugyldige på grund af sagsbehandlingsfejl, når der er tale om sager, i hvilke

der skal træffes afgørelse på meget kort tid.

Det kan dog ikke udelukkes, at kommunen vil kunne anses for at have hand-

let ansvarspådragende, hvis sagsbehandlingsfejlen er særligt grov, således

U2007.1603S (partshøringsfejlen i barnevognssag).

Med hensyn til vejledningsfejl, er det KL-konsulenternes vurdering, at det på

grundlag af praksis ikke kan udelukkes, at kommunen vil kunne blive anset

for at have handlet ansvarspådragende, hvis der konstateres sådanne selv-

stændige vejledningsfejl.

Sammenfattende om kriteriet ”udsigten til at blive anset for at have handlet

ansvarspådragende” som målestok for hvilke ressourcer,

der skal lægges i

besvarelsen af en henvendelse om erstatning, er det KL-konsulenternes vur-

dering, at kommunen isoleret betragtet bør være særligt opmærksom på

henvendelser om grove sagsbehandlingsfejl, der ville kunne medføre en af-

gørelses ugyldighed (også selv om afgørelsen forvaltningsretligt måtte have

udtømt sine virkninger) og henvendelser, der drejer sig om vejledning af be-

tydning for afgørelser, som Familieafdelingen har truffet.

I modsat retning bør kommunen også være opmærksom på, om det tab,

som borgeren påstår at have lidt i anledning af sagsbehandlingsfejl, ligger så

langt uden for det påregnelige, at det er åbenbart, at der ikke er noget erstat-

ningsansvar. Det samme gør sig gældende med hensyn til forældelse, som

med henvisning til kommissoriet er behandlet under afsnit 6. Hvis det såle-

des uden videre må konstateres at kravet er forældet, eller tabet er ganske

upåregneligt, så vil kommunen ikke skulle investere særlige ressourcer i at

undersøge, om kommunen har handlet ansvarspådragende.

Da bevisbyrden ligger på borgeren, vil det bero på tyngden i henvendelsen

om erstatning, hvilken intensitet der må lægges i besvarelsen af henvendel-

sen.

5.2.1.2.4.

Målestokken - Økonomisk forsvarlighed

–

sparede sagsom-

kostninger

Efter kommunalfuldmagtsreglerne antages, at kommuner har en helt generel

pligt til at handle økonomisk forsvarligt i alle dispositioner

Der kan for en generel gennemgang af betydningen af kravet om økonomisk

forsvarlighed henvises til Karsten Revsbech, Kommunernes opgaver, 2015,

side 109 ff

Heraf fremgår bl.a.

”Det

er vanskeligt at angive præcist, hvad det her omtalte krav om økono-

misk forsvarlighed indebærer. Ministeriet anfører da også i de ovennævnte

skrivelser, at Fastlæggelse af, hvad der er økonomisk forsvarligt må bero på

den konkrete situation og der må som udgangspunkt gives kommunalbesty-

relsen et bredt spillerum med hensyn til anvendelse af kommunale midler. I

Dato: 16. april 2020

Sags ID: SAG-2020-00583

Dok. ID: 2899933

E-mail: [email protected]

Direkte: 3370 3259

Weidekampsgade 10

Postboks 3370

2300 København

www.kl.dk

Side 41 af 62

Karsten Revsbech, Kommunernes opgaver (DJØF 2015), s. 109 ff

NOTAT

andre sammenhænge har ministeriet betegnet kravet om økonomisk forsvar-

lighed som ”en helt generel forpligtelse".

Formentlig er kernen om kravet om

økonomisk forsvarlighed, at en kommune skal udvise ansvarsbevidsthed i

sine økonomiske anliggender, således at der ikke påføres kommunen udgif-

ter eller tab, som kunne være undgået.”

generel

forpligtelse til at udvise økonomisk forsvarlighed kan imidlertid ef-

ter KL-konsulenternes opfattelse ikke i sig selv føre til, at kommunen har en

konkret forpligtelse til at undersøge henvendelser om erstatning nærmere.

Revsbech bemærker videre, at

”…den grænse, som kravet om økonomisk

forsvarlighed

–

anskuet som et retligt krav

–

trækker, ofte [vil] være sammen-

faldende med den situation, hvor et personligt erstatningsansvar for kommu-

nalbestyrelsesmedlemmer, jf. kommunestyrelsesloven §§ 50c og 50d…, kan

være relevant.”

De fejl, der i tilsynsmyndighedernes praksis har ført til erstatningsansvar for

kommunalbestyrelsesmedlemmer, ligger imidlertid helt uden for de fejl, der

er tale om i forbindelse med Familieafdelingens sager.

Med hensyn til muligheden for at spare sagsomkostninger, fremgår følgende

af daværende økonomi- og indenrigsministers svar af 14. maj 2012 til Folke-

tingets Kommunaludvalg på spørgsmål nr. 131 (alm del):

”Spørgsmålet

om kommuners mulighed for frivilligt at udbetale erstatning,

det vil sige uden at der er afsagt dom herom, er ikke reguleret i den skrevne

lovgivning. Spørgsmålet skal derfor afgøres efter almindelige kommunalret-

lige grundsætninger om kommuners opgavevaretagelse, de såkaldte kom-

munalfuldmagtsregler.

Efter de nævnte regler antages en kommunes adgang til uden lovhjemmel at

gennemføre foranstaltninger blandt andet at være afgrænset af, hvad der

traditionelt er betegnet som et almennytte-kriterium. Dette kriterium indebæ-

rer, at en kommune som udgangspunkt kun kan gennemføre foranstaltnin-

ger, der kommer en bredere kreds af kommunens borgere til gode.

Dette udgangspunkt indebærer, at en kommune normalt ikke uden lovhjem-

mel kan gennemføre foranstaltninger, der udelukkende eller i det væsentlig-

ste er motiveret i varetagelsen af individuelle interesser hos enkeltpersoner

eller grupper af enkeltpersoner.

Endvidere har en kommune efter de ovenfor nævnte grundsætninger en ge-

nerel forpligtelse til at handle økonomisk forsvarligt i alle dispositioner. Kom-

munen har således pligt til at udvise ansvarsbevidsthed i sine økonomiske

anliggender, så der ikke påføres kommunen udgifter, der kunne være und-

gået.

Det antages på den baggrund, at en kommune lovligt kan yde et beløb til en

enkeltperson, når dette er begrundet i varetagelsen af hensynet til at be-

grænse kommunens udgifter til erstatning, herunder udgifter i forbindelse

med gennemførelse af en retssag.

Dato: 16. april 2020

Sags ID: SAG-2020-00583

Dok. ID: 2899933

E-mail: [email protected]

Direkte: 3370 3259

Weidekampsgade 10

Postboks 3370

2300 København

www.kl.dk

Side 42 af 62

NOTAT

Ved udøvelsen af skønnet over, hvornår der med henblik på at begrænse

kommunens udgifter til erstatning bør ydes et beløb til en enkeltperson, må

der indrømmes kommunen et vist spillerum, der blandt andet omfatter vurde-

ringen af, hvorvidt kommunen ved en retssag ville blive dømt erstatningsan-

svarlig. Det må imidlertid på grundlag af de foreliggende oplysninger i en gi-

ven sag, for eksempel med støtte i en udtalelse fra en advokat herom, med

den fornødne sikkerhed kunne lægges til grund, at kommunen, uden at der

er blevet afsagt dom derom, er forpligtet til at udbetale erstatning.

Det følger af ovenstående, at spørgsmålet om kommuners mulighed for at

udbetale erstatning, uden at der foreligger en dom herom, er reguleret af

kommunalfuldmagtsregler. Ændring af disse regler kræver en lovændring”

Det fremgår således af citatet, at hensynet til at spare sagsomkostninger kan

udgøre grundlaget for, at kommunen selv tager et krav om erstatning under

behandling (og i givet fald at udrede erstatning). Der er i citatet tale om en

mulighed og ikke et krav.

En kommune må altså gerne udbetale erstatning uden at være dømt i en

retssag. Det kræver imidlertid, at det med fornøden sikkerhed kan lægges til

grund, at kommunen er forpligtet til at udbetale erstatning. Som anført i sva-

ret til Folketinget omfatter dette en vurdering af, om kommunen ud fra de fo-

religgende oplysninger ville blive dømt erstatningsansvarlig ved en retssag.

Hjemlen til dette skal, som det fremgår af svaret, findes i kommunalfuld-

magtsreglerne, idet det antages, at en kommune lovligt kan yde et beløb til

en enkeltperson, når dette er begrundet i hensynet til at begrænse kommu-

nens udgifter til erstatning, herunder udgifter i forbindelse med gennemfø-

relse af en retssag.

I svaret til Folketinget fremhæves, at vurderingen i en sådan sag

eksempel-

vis

kan støttes på en udtalelse fra en advokat. Der er således ikke tale, at

vurderingen nødvendigvis skal foretages af en advokat, men det må efter

KL-konsulenternes vurdering kræves, at bedømmelsen foretages af en per-

son med den fornødne erstatningsretlige ekspertise og kendskab til det rele-

vante retsområde, herunder den relevante retspraksis.

5.2.1.2.5. Konsulenternes vurdering

–

økonomisk forsvarlighed

Idet pligten til at udvise økonomisk forsvarlighed efter det ovenfor anførte ef-

terlader kommunen et betydeligt skøn, idet den nedre grænse for denne for-

pligtelse går ved det personlige erstatningsansvar for kommunalbestyrelses-

medlemmer, og idet de forhold, der har ført til et sådant ansvar er af en hel

anden karakter end de forhold, der gør sig gældende med hensyn til Familie-

afdelingens sager, kan det efter KL-konsulenternes vurdering fastslås, at der

ikke med henvisning princippet om økonomisk forsvarlighed består en gene-

rel offentligretlig forpligtelse for kommunen til at bruge ressourcer på at fore-

tage sin egen vurdering

–

d.v.s. uden for domstolsprocessen

–

af, om erstat-

ningsbetingelserne er opfyldt.

5.2.1.2.6. KL-konsulenternes samlede vurdering

–

henvendelser om erstat-

ning

Saglighedskravet, herunder kravet om økonomisk forsvarlighed, indrømmer

kommunen et betydeligt skøn, og derfor er det KL-konsulenternes vurdering,

Dato: 16. april 2020

Sags ID: SAG-2020-00583

Dok. ID: 2899933

E-mail: [email protected]

Direkte: 3370 3259

Weidekampsgade 10

Postboks 3370

2300 København

www.kl.dk

Side 43 af 62

NOTAT

at kommunen ud fra denne målestok i vidt omfang vil have ret til at investere

ressourcer i besvarelsen af henvendelser om erstatning. Jo mindre kvalifice-

ret henvendelsen imidlertid er, jo større betydning vil rammerne for priorite-

ring af forvaltningens sager få. Der henvises i den forbindelse til afsnit 5.1.

Hvis kommunen vælger at tage stilling til kravene i henvendelsen, skal kom-

munen være opmærksom på, hvilke forsikringer, kommunen har tegnet, idet

policerne kan indeholde klausuler om, at forsikringsselskabet er fri for an-

svar, hvis forsikringstager uden forsikringsselskabets samtykke udbetaler er-

statning (eller godtgørelse).

Kommunen skal endvidere være opmærksom på regler om forældelse, som

begrænser retten til at udbetale erstatning, og som i lyset af princippet om

økonomisk forsvarlighed vil betyde, at kommunen ikke vil være berettiget til

at investere ressourcer i at besvare en henvendelse om erstatning, hvis det

er åbenbart, at kravet er forældet.

I et sådant tilfælde vil det være underordnet, om henvendelsen er velunder-

bygget hvad kommunens skadevoldende adfærd angår.

Under afsnit 6 er der således givet et overblik over de væsentligste regler

om forældelse. Udgangspunktet er, som det vil fremgå af overblikket, at krav

på erstatning eller tortgodtgørelse forældes efter 3 år, medmindre fristen su-

spenderes på grund af faktisk vildfarelse eller i særlige tilfælde, hvis borge-

ren af myndigheden aktivt er blevet bragt i vildfarelse om reglerne.

Ellers er hovedreglen, at manglende kendskab til reglerne ikke suspenderer

forældelsesfristen. Hvis en borger synes en afgørelse virker mærkelig, må

borgeren klage eller indbringe sagen for domstolene. Borgeren kan ikke

bare passivt vente i årevis på, at en anden borger tilfældigvis anlægger en

sådan sag og får held til at få underkendt den fortolkning af reglerne, som

førte til den ”mærkelige” afgørelse. Borgeren må selv forfølge sit krav og an-

fægte den mærkelige afgørelse.

5.2.2. Tortgodtgørelse

Afsnittet omhandler kommunens mulige ret til efter erstatningsansvarsloven

at betale tortgodtgørelse i konkrete sager i anledning af konstatering af ge-

nerelt manglende fokus på iagttagelse af de sagsbehandlingsregler i Fami-

lieafdelingens sager.

Efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, skal den, der er ansvarlig for en

retsstridig krænkelse af en andens frihed, fred, ære eller person, således be-

tale den forurettede godtgørelse for tort.

5.2.2.1. Pligt til at svare

Det følger af det almindelige saglighedskrav og god forvaltningsskik, at kom-

munen skal besvare henvendelser, herunder om tortgodtgørelse.

5.2.2.2. Intensitet

Det må i forhold til henvendelser om tortgodtgørelse

–

i lighed med, hvad der

er anført ovenfor under pkt. 5.2.1.2. om erstatning - anses for sagligt i over-

vejelsen om, hvilke ressourcer, der skal lægges i besvarelsen af en henven-

delse, at inddrage om henvendelsen er indholdsmæssigt underbygget (hvor

Dato: 16. april 2020

Sags ID: SAG-2020-00583

Dok. ID: 2899933

E-mail: [email protected]

Direkte: 3370 3259

Weidekampsgade 10

Postboks 3370

2300 København

www.kl.dk

Side 44 af 62

NOTAT

kvalificeret er fordringen gjort gældende), og om der er udsigt til, at den ad-

færd fra kommunens side, som påstås at være ansvarspådragende, kan

føre til et ansvar for tort. Det vil sige, om adfærden kan bebrejdes kommu-

nen og om der derved er sket en retsstridig krænkelse af borgeren.

Hvis kommunen efter en konkret vurdering af den argumentation, der ledsa-

ger kravet om tortgodtgørelse, er af den opfattelse, at kravet har noget for

sig, vil det derfor være inden for rammerne af saglighedskravet, at kommu-

nen bruger ressourcer på at foretage sin egen vurdering af, om erstatnings-

betingelserne er opfyldt og på denne måde forsøger at begrænse udgifter til

eventuelle sagsomkostninger.

Med hensyn til spørgsmålet om hensynet til at spare sagsomkostninger hen-

vises til afsnit 5.2.1.2.4..

Målestokken for tilkendelse af tortgodtgørelse efter erstatningsansvarslo-

vens § 26, stk. 1.

Tort betales af den, der er ansvarlig for en retsstridig krænkelse af en an-

dens frihed, fred, ære eller person.

Der er forudsat i begrebet retsstridighed, at der skal foreligge en culpøs

krænkelse, og at denne skal være af en vis grovhed

og at den skal være

egnet til at påvirke en persons selv- og æresfølelse.

I en ny højesteretsdom fra 11. marts 2020 i ”SE og HØR”-sagen

om hacking

af kendte danskeres kreditkortoplysninger, har Højesteret bekræftet at så-

dan en retsstridig krænkelse forelå. I dommen afgrænsede Højesteret den

retsstridige krænkelse på denne måde:

”Krænkelserne i den foreliggende sag består i, at A i en periode har stået på

en liste, som B sendte til Se og Hør med navne på en række offentligt

kendte personer, at B i et antal tilfælde har skaffet sig adgang til oplysninger

om A’s kreditkorttransaktioner og videregivet oplysningerne til Se og Hør, og

at Se og Hør har anvende en af disse oplysninger i en artikel. Oplysningerne

om de pågældende transaktioner afslører ikke personfølsomme forhold”.

Højesteret anfører i præmisserne, at sagen adskiller sig fra en anden lig-

nende sag, som Højesteret afsagde dom i den 2. marts 2020 på den måde,

at der i denne anden sag var tale om en arbejdsgivers konstante videoover-

vågning af og løbende kontrol med, at en underordnet ansat udførte sit ar-

bejde korrekt.

I sagen fra 2. marts 2020 fik den krænkede tilkendt tortgodtgørelse. I sagen

fra 11. marts fik den krænkede ikke tortgodtgørelse. Det forhold, at der i sa-

gen fra 11. marts 2020 forelå grove retsstridige krænkelser, var således ikke

en tilstrækkelig betingelse for tortgodtgørelse. Højesterets præmis herom ly-

der:

”Uanset

at A som anført har været udsat for grove retsstridige krænkelser,

finder Højesteret, at disse krænkelser efter deres karakter og omfang ikke er

egnet til at påvirke hans selv- og æresfølelse.”

Dato: 16. april 2020

Sags ID: SAG-2020-00583

Dok. ID: 2899933

E-mail: [email protected]

Direkte: 3370 3259

Weidekampsgade 10

Postboks 3370

2300 København

www.kl.dk

Side 45 af 62

Kommentaren til Erstatningsansvarsloven, 2002, s.548

NOTAT

Dato: 16. april 2020

Højesteret bemærker i den forbindelse at sagen adskiller sig fra Højesterets

dom af 2. marts 2020 (BS-27412/2019)

–

hvor der blev tilkendt godtgørelse

for tort

–

bl.a. ved, at der i sagen fra 2. marts 2020 var tale om en arbejdsgi-

vers konstante videoovervågning af og løbende kontrol med, at en underord-

net ansat udførte sit arbejde korrekt.

Efter Højesterets præmisser i dommen af 11. marts 2020 skal der ud over at

være tale om grove retsstridige krænkelser, også være tale om, at krænkel-

serne er egnet til at påvirke en persons selv- og æresfølelse.

Denne henvisning til krænkelsernes egnethed til at påvirke en persons selv-

og æresfølelse hviler på forarbejder til erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1.

Bl.a. fremgår det af en betænkning fra Straffelovrådet

, at:

””Tort”

er en krænkelse af selv-

og æresfølelsen, d.v.s. en persons opfattelse

af eget værd og omdømme. Krænkelsesformen kan være sigtelser og ringe-

agtsytringer (injurier), fredskrænkelser, f.eks. brud på brevhemmeligheden,

offentlig meddelelse om privatlivet hørende forhold eller frihedskrænkelser,

herunder kønsfrihedsforbrydelser”.

I forbindelse med en ændring af erstatningsansvarslovens § 26 i 1997

blev der tilvejebragt hjemmel til at betale godtgørelse, selv om den foruret-

tede ikke havde lidt tort, hvis en forbrydelse havde indebåret et særligt groft

angreb mod en andens person eller frihed. I den forbindelse blev den hidti-

dige forståelse af begrebet tort bekræftet. Med lovforslaget blev der tilveje-

bragt hjemmel til i helt særlige tilfælde (af vold) at yde godtgørelse uden, at

den krænkede havde lidt tort. Det fremgår i den forbindelse af lovforslagets

bemærkninger:

”Begrebet

”tort” og dermed bestemmelsens

rækkevidde er navnlig fastlagt

ved nogle højesteretsdomme. Retstilstanden kan herefter sammenfattes på

den måde, at godtgørelse for tort selv i alvorlige voldssager kun kan tilken-

des, hvis volden er begået under sådanne for ofret særligt krænkende, yd-

mygende eller hånende omstændigheder, at de er egnede til at krænke ved-

kommendes selv- og æresfølelse. (KL-konsulenternes fremhævning)

…

Godtgørelse skal ydes i de grænsetilfælde, hvor forbrydelsen ikke direkte

har været egnet til at krænke ofrets selv- eller æresfølelse, og hvor der der-

for ikke ydes godtgørelse for tort.”

I Højesterets præmisser i SE og HØR-sagen henviser Højesteret til, at de

fremhævede betragtninger om forudsætning om ”særligt krænkende, ydmy-

gende eller hånende omstændigheder” finder

anvendelse på alle de kræn-

kelser, der er nævnt i erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, og ikke kun i

forbindelse med krænkelser i form af vold.

Sags ID: SAG-2020-00583

Dok. ID: 2899933

E-mail: [email protected]

Direkte: 3370 3259

Weidekampsgade 10

Postboks 3370

2300 København

www.kl.dk

Side 46 af 62

Betænkning 601/1971 om privatlivets fred, s. 65

Lov nr. 349 af 23. maj 1997, Folketingstidende 1996-97, 1. samling, tillæg

A, s. 3172-3174

NOTAT

Nuancer til forståelsen af tortbegrebet blev tilføjet i forbindelse med en æn-

dring af § 26 i erstatningsansvarsloven i 2001

”Efter

erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, skal den, der er ansvarlig for en

retsstridig krænkelse af en andens frihed, fred, ære eller person, betale den

forurettede godtgørelse for tort. ”Tort” er navnlig en krænkelse af selv-

æresfølelsen, dvs. en persons opfattelse af sit eget værd og omdømme…”

Bestemmelsen i erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, er senest ændret

med virkning fra 1. januar 2019

Af lovforslagets almindelige bemærkninger fremgår det om gældende ret

bl.a.:

”For at en krænkelse er retsstridig skal der foreligge en culpøs krænkelse af

en vis grovhed”.

Det er således ikke tilstrækkeligt at konstatere, at en regel er overtrådt, der

skal være tale om en overtrædelse af grovere karakter.

Sammenfattende kan betingelserne for at der kan ydes tortgodtgørelse efter

erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, siges at være, at ofret dels har været

udsat for en retsstridig krænkelse af en vis grovhed og at krænkelsen er eg-

net til at påvirke personens opfattelse af eget værd og omdømme, og at det i

denne egnethedsbedømmelse skal indgå i vurderingen om omstændighe-

derne ved krænkelsen har været særligt krænkende, ydmygende eller hå-

nende.

Med hensyn til overtrædelse af EMRK bemærkes, at ansvaret efter EMRK

ikke er begrænset til kvalificerede krænkelser eller klare fejl

Fra praksis, hvor der er påstået tortgodtgørelse i anledning af sagsbehand-

lingsfejl kan nævnes:

Ugyldige afgørelser og fejlagtig sagsbehandling

–

Krænkelse: Tab af livskva-

litet

–

Ingen tortgodtgørelse

Østre Landsrets dom af 22. januar 2020

anerkendte landsretten efter en

konkret bevisvurdering, at det var en fejl, at den sagsøgte kommune, Lolland

Kommune, ikke havde bevilget socialpædagogisk støtte efter serviceloven til

ledsagelse i forbindelse med svømmetræning og svømmestævner på et tidli-

gere tidspunkt end sket. Kommunen have givet flere afslag, som blev under-

kendt af Ankestyrelsen og hjemvist. Landsretten fandt med varierende gra-

der af sikkerhed, at det kunne lægges til grund bl.a. på baggrund af et internt

notat vedrørende en samtale med en svømmetræner, at borgeren skulle

have haft støtte eller kunne have haft gavn af støtte fra det fyldte 18. år. Ef-

ter bevisførelsen fandt landsretten imidlertid ikke grundlag for at kunne fast-

Dato: 16. april 2020

Sags ID: SAG-2020-00583

Dok. ID: 2899933

E-mail: [email protected]

Direkte: 3370 3259

Weidekampsgade 10

Postboks 3370

2300 København

www.kl.dk

Side 47 af 62

Lov nr. 463 af 7. juni 2001, Folketingstidende 2000-01, tillæg A, L143, s

3521.

Lov nr. 1719 af 27. december 2018

Peter Pagh m.fl.

–

Offentlige myndigheders erstatningsansvar (DJØF

2017), s. 163

NOTAT

slå, at generne ved fejlen havde haft et omfang eller været af en sådan ka-

rakter, at det har indebåret en krænkelse af borgerens selvværd eller om-

dømme. Der var derfor ikke grundlag for at tilkende borgeren tortgodtgørelse

efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1.

Det fremgik i den forbindelse af fremstillingen af faktum i sagen, at borgeren

fik støtte i form af ledsagelse til svømmestævner, frem til borgeren fyldte 18

år, og at hjælpen derefter ophørte. Kommunens afslag på støtte til ledsa-

gelse ydet som voksenstøtte blev underkendt af Ankestyrelsen og hjemvist

ad flere omgange. Borgeren fik først bevilget hjælp til ledsagelse knap 3 år

efter, borgeren fyldte 18 år.

I landsrettens præmisser er det vedrørende sagens faktiske omstændighe-

der nærmere fremhævet:

- At borgeren er autist, synshandicappet og mentalt retarderet

- At borgeren er en meget dygtig svømmer, der har klaret sig godt in-

den for handicapidræt, både i Danmark og internationalt

- At borgeren blev tildelt førtidspension, da borgeren fyldte 18 år og

også blev tildelt andre sociale ydelser

- At kommunen indtil borgeren fyldte 18. år havde betalt for at borge-

ren kunne have en ledsager med til træningsweekender i Danmark

seks gange årligt med 56 timer hver gang

- At borgeren efter det fyldte 18. år fik bevilget en ledsageordning på

15 timer om måneden med en opsparingsordning, men først fik be-

vilget ledsagelse som socialpædagogisk støtte til svømmestævner

knap 3 år efter dette tidspunkt.

- Det lægges efter bevisførelsen til grund, at borgeren i den mellemlig-

gende tid på knap 3 år er blevet ledsaget af sine forældre/familie til

træningsophold eller fælles opsamlingssteder, og at hun har været

”alene” sammen med de øvrige svømmere og trænere på

selve træ-

ningsopholdet

- I samme periode har borgeren også deltaget i stævner og konkur-

rencer i Danmark og udlandet, hvor der ikke er søgt om socialpæda-

gogisk støtte.

- At der kun foreligge sparsomme oplysninger om borgerens trivsel,

når borgeren har været på egen hånd, men det fremgår af et internt

notat i kommunen fra 2016 vedrørende en samtale med en svøm-

metræner, at borgeren af en svømmetræner bl.a. beskrives som en,

”en

af de bedste i gruppen, at [borgeren] fungerer godt, og er klog.

[Borger] kan de fleste ting, og fungerer godt i gruppen. De har ople-

vet, at [borgeren] har det svært, når der er forandringer, og at [bor-

geren] kan reagere voldsomt. [Borger] ved heller ikke altid, hvornår

man kan sige hvad. [Borger] kommer til at tale om voksenting, som

de øvrige ikke forstår. Når de siger det til [borger], stopper [borger].

Det er [træners] oplevelse, at [borger] søger voksenkontakt.

[Træner] tilkendegav, at der kan være behov for en voksen

–

men at

der ikke er behov for pædagogisk viden. Det er [træners] opfattelse,

at alle kan give [borger] den nødvendige vejledning.

For at være på udtagelsesholdet forventes det, at man selvstændigt

kan komme fra a til b, og at man ikke har brug for hjælp til eks. At

skære maden ud. Ligeledes skal man kunne være tilstede i nuet.”

- Borgerens mor har forklaret, at hun flere gange er blevet ringet op af

trænere i forbindelse med episoder med borgeren under træningen.

Dato: 16. april 2020

Sags ID: SAG-2020-00583

Dok. ID: 2899933

E-mail: [email protected]

Direkte: 3370 3259

Weidekampsgade 10

Postboks 3370

2300 København

www.kl.dk

Side 48 af 62

NOTAT

Borgeren ophørte med at have ledsager knap 1�½ år efter bevillingen

til ledsagelse blev givet den 1. august 2017, da Parasport Danmark

frabad sig bistanden bl.a. til borgeren.

Dato: 16. april 2020

Sags ID: SAG-2020-00583

Dok. ID: 2899933

E-mail: [email protected]

Direkte: 3370 3259

Weidekampsgade 10

Postboks 3370

2300 København

www.kl.dk

Side 49 af 62

Det bemærkes, at KL i sagen har biinterveneret til støtte for Lolland Kom-

mune, og at borgeren har indgivet ansøgning om procesbevilling med hen-

blik på anke til Højesteret.

Utilstrækkeligt tilsyn

–

Krænkelse: Smerter, komplikationer og førlighed

–

in-

gen tortgodtgørelse

I sagen

U2006.1120H

(Boneloc) havde Sundhedsstyrelsen tilsidesat sin lov-

bestemte tilsynspligt efter centralstyrelsesloven ved ikke at have reageret til-

strækkeligt hurtigt efter, at en overlæge havde rettet henvendelse om, at der

havde vist sig problemer med en type knoglecement, som blev benyttet ved

hofteoperationer, og at hofteimplantaterne løsnede sig. Borgeren var i au-

gust 1994

–

ca. et halvt år efter, at Sundhedsstyrelsen havde hørt om pro-

blemer med cementen - blevet hofteopereret under anvendelse af den på-

gældende knoglecement. I november 1994 fik borgeren stærke smerter. Den

indsatte protese blev skiftet i december 1995, hvor det blev konstateret, at

protesen var løs. Efterfølgende stødte der komplikationer til, da en lårbens-

knogle ikke ville gro sammen. Sundhedsstyrelsen erkendte, at den ikke

havde levet op til sin tilsynsforpligtelse i sagen og at der var ansvarsgrund-

lag i sagen. Det var også ubestridt i sagen, at borgeren ikke ville være blevet

opereret med Boneloc-cement, hvis Sundhedsstyrelsen havde grebet ind, da

den første gang hørte om problemer med cementen.

Østre Landsret afviste tortgodtgørelse. Landsretten henviste i sin begrun-

delse til det erkendte ansvarsgrundlag, men fandt, at tilsidesættelsen af til-

synspligten ikke var sket under sådanne særligt krænkende, ydmygende el-

ler hånende omstændigheder, der var egnet til at krænke den pågældende

borgers selv- og æresfølelse, hvorfor der ikke var grundlag for at tilkende en

borgeren tortgodtgørelse i medfør af erstatningsansvarslovens § 26.

Højesteret tiltrådte landsrettens begrundelse og formulerede konklusionen

således:

”Af

de grunde, der er anført af landsretten, tiltræder Højesteret, at Sund-

hedsstyrelsens tilsidesættelse af tilsynspligten efter centralstyrelseslovens §

2 ikke indebærer en krænkelse af A’s selvværd eller omdømme, og der der-

for ikke på dette grundlag kan tillægges ham en godtgørelse i medfør af er-

statningsansvarslovens § 26”.

Både landsrettens og Højesterets præmisser fokuserer alene på graden af

retsstridighed. Præmisserne indeholder ingen bemærkninger om, hvordan

borgeren er ramt. Højesteret må siges at skærpe landsrettens konklusion,

idet Højesteret konkluderer, at det passerede slet ikke indebærer en kræn-

kelse, for hvilken der kan tilkendes tortgodtgørelse.

Afgørelser på grundlag af påstået utilstrækkelig sagsoplysning

–

Krænkelse:

Migræneanfald

–

ingen tortgodtgørelse

U2006.1018H

krævede en borger tortgodtgørelse for utilstrækkelig sagsop-

lysning, idet borgeren fandt at kommunen på et tidligere tidspunkt end sket

skulle have taget initiativ til at udrede hans funktionsevne.

NOTAT

Dato: 16. april 2020

Borgeren, der i en mangeårig periode havde modtaget kontanthjælp, blev af

kommunen mødt med krav om aktivering. Borgeren blev sygemeldt med mi-

græne. Kommunen modtog i en periode på ca .1�½ år flere erklæringer fra

borgerens læge om, at borgeren principielt stod til rådighed for arbejdsmar-

kedet, men at hans migræne blev udløst ved krav om aktivering. Kommunen

fastholdt kravet om aktivering, og efter at borgeren var udeblevet fra aktive-

ring, tilbageholdt kommunen kontanthjælp i 17 dage, indtil borgeren be-

gyndte på en ny aktivering. En psykiater oplyste i en attest nogle måneder

senere, at der var mistanke om, at borgeren led af Aspergers syndrom, og

anbefalede yderligere undersøgelser. Ca, et år senere modtog kommunen

en erklæring fra en psykolog om, at borgeren led af Aspergers syndrom.

Borgeren blev tilkendt højeste førtidspension.

Landsretten fastslog, at kommunen ikke havde oplysninger om borgerens li-

delse, da kontanthjælpen blev standset, og at de lægelige oplysninger den-

gang ikke gav grundlag for at iværksætte en udredning af hans forhold.

Kommunen havde inden for rimelig tid iværksat en grundigere udredning i

anledning af psykiaterens attest og indledt pensionssag, da diagnosen var

stillet. Kommunen havde handlet i overensstemmelse med gældende lovgiv-

ning og ikke tilføjet borgeren en retsstridig krænkelse. Der var derfor ikke

grundlag for at tillægge borgeren godtgørelse for tort

Højesteret tiltrådte landsrettens dom med henvisning til landsrettens begrun-

delse.

Sagen viser, at ikke en hvilken som helst oplysning om en borgers forhold

fører til, at der kan stilles krav om undersøgelsesskridt, som går ud over

hvad de foreliggende oplysninger giver anledning til, og at det således ikke

udgør en retsstridig krænkelse i erstatningsansvarslovens forstand ikke at

foranstalte vidtgående undersøgelser uden konkret anledning.

Lang sagsbehandlingstid

–

Krænkelse: psykisk belastningssyndrom

–

ingen

tortgodtgørelse

U2005.523H

var en vindmølle

–

blandt andet efter anvisning af amtet - ble-

vet opstillet meget tæt på naboskel. Naboen klagede og i forbindelse med

klagesagen viste det sig, at møllen var blevet opstillet på et andet sted, end

der var givet tilladelse til, og var dermed opstillet i strid med bygningsregle-

mentet. Sagen blev hjemvist til kommunen til fornyet behandling. Først 13 år

senere blev byggesagen afgjort ved retlig lovliggørelse. I mellemtiden havde

borgeren, der havde søgt om byggetilladelsen, pådraget sig et kronisk be-

lastningssyndrom, og det fremgik af lægelige erklæringer, at ”patientens psy-

kiske

mén klart kan relateres til den ovennævnte vindmøllesag”, lige som Ar-

bejdsskadestyrelsen i en udtalelse havde lagt til grund, at det var vindmølle-

sagen, der havde forårsaget at borgeren havde udviklet en personligheds-

ændring.

Landsretten fandt efter bevisførelsen at måtte lægge til grund, at det var

kommunens sagsbehandling, der var årsag til borgerens lidelse.

Landsretten fandt imidlertid ikke, at det, trods det forhold at kommunen ikke

behandlede ansøgning inden for rimelig tid, og trods det forhold at kommu-

Sags ID: SAG-2020-00583

Dok. ID: 2899933

E-mail: [email protected]

Direkte: 3370 3259

Weidekampsgade 10

Postboks 3370

2300 København

www.kl.dk

Side 50 af 62

NOTAT

nen havde begået sagsbehandlingsfejl (ikke besvaret anmodninger om akt-

indsigt), var godtgjort, at det var påregneligt for kommunen, at borgeren som

følge heraf ville blive påført personskade. Landsretten henviste til karakteren

af de begåede sagsbehandlingsfejl og det samledes hændelsesforløb.

Landsretten konstaterede, at der herefter ikke var grundlag for at tilkende,

hverken godtgørelse for varigt men eller erstatning for tab af erhvervsevne,

Landsretten konstaterer desuden uden ledsagende bemærkninger i øvrigt,

at der ikke er grundlag for godtgørelse for tort efter erstatningsansvarslovens

§ 26.

Højesteret konstaterer i nogle meget korte præmisser, at kommunen begik

fejl ved ikke at have behandlet sagen hurtigere og ved at have tilsidesat reg-

lerne om partsaktindsigt, men at det ikke var en påregnelig følge af disse

fejl, at borgeren blev påført psykisk skade. Højesteret afviser på dette grund-

lag, at borgeren kan få erstatning. Højesteret konstaterer ligeledes helt kort

uden ledsagende bemærkninger i øvrigt, at der ikke er grundlag for at på-

lægge kommunen at betale tortgodtgørelse.

Dommen bekræfter, at det ikke er nok, at der foreligger en retsstridig kræn-

kelse og at krænkelsen har forårsaget skade. Borgeren havde under sagen

procederet for påregnelighed, men ikke nærmere for krænkelsens egnethed

til at påvirke selv- og æresfølelsen/personens opfattelse af sit eget værd og

omdømme.

Ugyldig afgørelse

–

Krænkelse: Tab af livskvalitet

I forhold til spørgsmålet om tab af livskvalitet kan der henvises til en utrykt

afgørelse fra Københavns Byret af 17. december 1999.

Sagen vedrørte

spørgsmålet om krav på erstatning eller økonomisk kompensation for den

ulempe, det havde medført, at nogle borgere i strid med serviceloven var

blevet frakendt deres hjemmehjælp

–

altså tabt livskvalitet. Der var begået

grove fejl af kommunen. Kommunen blev i sagen frifundet for både erstat-

ningskrav og krav om tortgodtgørelse, idet retten udtalte:

”Uanset

at det kan have indebåret stort ubehag for sagsøgerne at måtte

være uden hjælp til rengøring og indkøb, finder retten ikke, at ulempen har

været af så alvorlig karakter, at sagsøgerne kan kræve kompensation for

denne, der i øvrigt ikke har været forbundet med noget økonomisk tab.”

Vejledningsfejl

–

Krænkelse: Bl.a. unødvendig pasdeponering og mang-

lende CPR-nummer

–

ingen tortgodtgørelse

U2006.711Ø

havde en kvindelig amerikansk statsborger nedlagt påstand

om tortgodtgørelse for krænkelser i forbindelse med Udlændingestyrelsens

forkerte vejledning. Kvinden indgik i 1998 ægteskab med en dansk statsbor-

ger. Parret var bosat i England, hvor de begge havde arbejde. I forbindelse

med at parret ønskede at bosætte sig i Danmark, indgav kvinden i 2002 an-

søgning til Udlændingestyrelsen om opholds- og/eller arbejdstilladelse. An-

søgningen blev indgivet på en standardblanket. Det blev ikke anført, at der

søgtes om opholdstilladelse efter EU-reglerne. Ved behandlingen af ansøg-

ningen var Udlændingestyrelsen ikke af egen drift opmærksom på at vejlede

kvinden om mulighed for at opnå opholdstilladelse efter EU-retten (på grund-

lag af principper i en EU-dom). Styrelsen udstedte i stedet en opholdstilla-

Dato: 16. april 2020

Sags ID: SAG-2020-00583

Dok. ID: 2899933

E-mail: [email protected]

Direkte: 3370 3259

Weidekampsgade 10

Postboks 3370

2300 København

www.kl.dk

Side 51 af 62

NOTAT

delse på et andet grundlag i udlændingeloven, der indebar at hun fik en op-

holdstilladelse, der gjaldt for 2 år og som bl.a. forudsatte, at hendes ægte-

fælle stillede en økonomisk garanti. Under sagsbehandlingen var kvindens

pas deponeret, og udlevering på grund af nødvendige rejser til USA nødven-

diggjorde ansøgning og udstedelse af tilbagerejsetilladelser, da ansøgninger

om opholdstilladelse normalt ikke gives til personer, der allerede opholder

sig i landet. Kvinden kunne heller ikke få CPR-nummer før ansøgningen var

behandlet færdig. Kvinden henviste til andre gener, som bl.a. det manglende

CPR-nummer - for en periode svarende til den længere sagsbehandlingstid

ved behandling af opholdstilladelse, der ikke skal udstedes efter EU-retten -

havde påført hende som følge af processen, fx manglende sygesikringsbe-

vis, dankort og lignende.

Efter henvendelse fra en advokat genoptog Udlændingestyrelsen behandlin-

gen af ansøgningen om opholdstilladelse, idet styrelsen beklagede, at den

ikke havde været opmærksom på, at kvinden kunne have ret til opholdstilla-

delse efter EU-retten. Udlændingestyrelsen udstedte en ny opholdstilladelse

der gjaldt for 5 år med virkning fra tidspunktet fra den oprindelige ansøgning,

så kvinden ikke mistede ”anciennitet” med hensyn til muligheden for varigt

ophold. Udlændingestyrelsen henviste til en anden bestemmelse i udlændin-

geloven, som indeholdt vilkår vedrørende gyldighed, ret til arbejde og for-

længelse. Udlændingestyrelsen erstattede ægtefællens udgifter i forbindelse

med garantistillelsen.

Også denne opholdstilladelse var i øvrigt fejlbehæftet, idet den bestem-

melse, der henvistes til i udlændingeloven, ikke afspejlede de vilkår, der ef-

ter EU-retten kunne stilles i forbindelse med opholdstilladelsen.

Østre Landsret fastslog, at bestemmelserne i den oprindelige opholdstilla-

delse ikke haft nogen konkret betydning for kvinden, og at bestemmelserne i

opholdstilladelsen ikke kunne anses for en sådan retsstridig krænkelse af

kvindens person, at der var grundlag for at yde tortgodtgørelse.

Ugyldig afgørelse

–

Krænkelse: retten til privat- og familieliv efter EMRK art.

8 - tortgodtgørelse

Retten på Frederiksberg har endvidere i en utrykt dom afsagt den 21. maj

2019 pålagt Frederiksberg Kommune at betale tortgodtgørelse på 50.000 kr.

efter principperne i erstatningsansvarslovens § 26 i anledning af en kræn-

kelse af EMRK art. 8, der omhandler retten til privat- og familieliv.

Der var i sagen enighed mellem den krænkede og kommunen om, at der fo-

relå en overtrædelse af reglerne i serviceloven om, at afgørelser om anbrin-

gelse uden samtykke skal træffes af Børn og Ungeudvalget.

Retten konstaterer fejlen i sine præmisser og konkluderer uden nærmere be-

grundelse, at den har indebåret en krænkelse i erstatningsansvarslovens §

26’s betydning af det anbragte barns ret til privat- og familieliv efter EMRK’s

artikel 8. I sagen blev nedenstående sag, CASE OF B.B. AND F.B. v. GER-

MANY, påberåbt af den krænkede.

Sagsfremstillingen i dommen er ikke kronologisk og indeholder så vidt ses

flere gentagelser. Det fremgår af sagen, at der bestod et højt konfliktniveau

mellem barnet og forældremyndighedsindehaveren og at kommunen fandt

det bedst, at barnet i en periode kom på afstand af forældemyndighedsinde-

Dato: 16. april 2020

Sags ID: SAG-2020-00583

Dok. ID: 2899933

E-mail: [email protected]

Direkte: 3370 3259

Weidekampsgade 10

Postboks 3370

2300 København

www.kl.dk

Side 52 af 62

NOTAT

haveren, desuden synes kommunen at have været i tvivl om, hvorvidt foræl-

demyndighedsindehaveren havde samtykket til anbringelsen således at for-

valtningen kunne træffe afgørelsen. Anbringelsen varede tilsyneladende 1 år

og 7 måneder. Pigen procederede på, at en anbringelse uden for hjemmet

var konsekvensen af fejlagtige socialfaglige vurderinger og en åbenbart

uproportional støtteforanstaltning, som kommunen havde erkendt, og at det

utvivlsomt måtte lægges til grund, at der var tale om en krænkelse af EMRK

art. 8. Kommunen havde bl.a. procederet på, at kommunen ikke havde

handlet groft uagtsomt, og at fejlagtige vurderinger fra professionelle myn-

dighedspersoner efter EMD’s praksis ikke i sig selv fører til, at

en given for-

anstaltning er uforenelig med EMRK art. 8.

Dommen må i fravær af mere udførlige præmisser anses for at have ringe

eller ingen præjudikatsværdi.

Spørgsmål om sagsoplysningsmangler

–

Krænkelse af EMRK art. 8 om ret-

ten til bl.a. familieliv

KL-konsulenterne har identificeret to domme,

TFA2015.465

fra Vestre

Landsret og

U2011.2185Ø,

hvori der var nedlagt påstand om tortgodtgørelse

for krænkelse af EMRK art. 8 på grund af påstået ugyldig samværsophæ-

velse henholdsvis ugyldig tvangsanbringelse.

I begge sager fandt domstolene, at sagerne var tilstrækkeligt belyst, og at

der derfor ikke var blevet begået ansvarspådragende fejl, der kunne be-

grunde tortgodtgørelse.

I sagen fra 2015 var faderen til en datter af den opfattelse, at myndighe-

derne havde lagt vægt på urigtige oplysninger om seksuelle krænkelser.

Landsretten fandt, at samværsophævelsen alene var begrundet i forældre-

nes konfliktniveau.

I sagen fra 2011 mente faren, at det var en fejl, at der ikke var lavet en for-

ældreevneundersøgelse. Landsretten fandt at sagen var tilstrækkeligt oplyst,

og bemærkede, at der var krav om indhentelse af forældreevneundersø-

gelse i den konkrete situation (servicelovens § 58).

EMRK art. 8 har været påberåbt i flere andre sager, hvor der typisk er ned-

lagt anerkendelsespåstand om, at kommunen skal anerkende en forælders

ret til samvær m.v.

Sagsoplysningsmangel

–

Krænkelse: familieliv

–

tilkendt tortgodtgørelse

I sagen

CASE OF B.B. AND F.B. v. GERMANY

afsagt 14 March 2013 af-

Menneskerettighedsdomstolen blev et forældrepar tilkendt tortgodtgørelse

fra krænkelse af EMRK art. 8. I sagen var to søskende blevet akutanbragt

efter at de have oplyst til myndighedspersoner, at de blev slået af forældrene

når de ikke klarede sig godt i skolen. Efterfølgende traf myndighederne på

samme grundlag afgørelse om, at børnene skulle tvangsanbringes. Børnene

havde i den forbindelse flere gange og uafhængigt af hinanden med meget

detaljerede forklaringer om de voldelige angreb gentaget deres anklager

mod forældrene. Under en retssag bekræftede børnene deres forklaringer,

Dato: 16. april 2020

Sags ID: SAG-2020-00583

Dok. ID: 2899933

E-mail: [email protected]

Direkte: 3370 3259

Weidekampsgade 10

Postboks 3370

2300 København

www.kl.dk

Side 53 af 62

Klagesagsnummer 9424/11

NOTAT

som både byret og appelret fandt troværdige og retterne fandt det ikke afgø-

rende, at der ikke forelå en fagprofessionel vurdering og der fandtes ikke

grundlag for at tilsidesætte myndighedernes afgørelse om tvangsanbrin-

gelse. Efter knap 1�½ års anbringelse trak børnene deres beskyldninger til-

bage som løgn og ønskede at komme tilbage til forældrene. Menneskeret-

tighedsdomstolen fandt akutanbringelsen sagligt begrundet. Derimod fandt

domstolen afgørelsen om tvangsanbringelse utilstrækkeligt oplyst, da der

ikke var objektive beviser på, at de skulle have været udsat for vold, og da

afgørelsen således alene hvilede på børnenes udsagn. Tortgodtgørelsen ud-

måltes til 25.000 Euro til hver af forældrene.

Sagsoplysningsmangel

–

Krænkelse: familieliv

–

tilkendt tortgodtgørelse

I sagen

CASE OF SANCHEZ CARDENAS v. NORWAY

afsagt af Menne-

skerettighedsdomstolen den 4. oktober 2007 havde en far nedlagt påstand

om tortgodtgørelse for krænkelse af EMRK art. 8. Moderen til deres to fælles

sønner havde politianmeldt ham for seksuelle krænkelser af den ene dreng.

Politiet havde afhørt drengen, uden at det havde bragt nyt til sagen. Sagen

blev henlagt. Under en retssag om samværsret fremførte moderen ankla-

gerne igen. Byretten fandt anklagerne ubegrundede og udslag af manipula-

tion fra moderens side og gav faderen samværsret. Moderen ankede dom-

men og Appelinstansen afgjorde sagen modsat, således at faren ingen sam-

værsret fik med nogen af sønnerne med henvisning til at drengen ikke øn-

skede at se sin far, og at børnene og familien havde brug for ro. I sine præ-

misser bemærkede appelretten: ”

I betragtning af de tilgængelige oplysnin-

ger i sagen, hvor der er givet ganske detaljerede beskrivelser af misbruget

sammen med [drengens] stærke indvendinger mod at se sin far, finder Ap-

pelretten, at der er mange elementer, der kan indikere at misbrug er sket.

Højesteret har ikke desto mindre ikke fundet det nødvendigt for sin beslut-

ning at gå videre ind i eller tage stilling til dette”.

Menneskerettighedsdomstolen fandt, at denne bemærkning - uanset om den

havde været afgørende for udfaldet af appelrettens dom eller ej

–

udgjorde

en krænkelse af EMRK art. 8. Enten skulle appelretten have undersøgt for-

holdet nærmere, eller også skulle appelretten have udeladt bemærkningen.

Faren blev tilkendt en godtgørelse på 7.000 Euro.

Opsamling

Ser man på den refererede praksis, skal man på et mere objektivt grundlag

kunne anse myndighedens handlemåde for retsstridig, se således

U2006.1018H (den aktiverede, der blev sent udredt). Borgerens subjektive

oplevelse er ikke tilstrækkelig.

Selv om der skal være tale om fejl af en vis grovhed, er det ikke dette ele-

ment i retsfaktum i erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, domstolene har fo-

kus på i de ovennævnte eksempler.

Det konstateres uden nærmere kvalifikation, at myndighederne har handlet

retsstridigt, se således U2006.1120H (Boneloc), U2005.523H (Den langva-

rige vindmøllesag), U2006.711Ø (opholdstilladelsen) hvor myndigheden af

egen drift skulle have været opmærksom på et andet retsgrundlag, og ende-

lig Østre Landsrets dom af 22. januar 2020 (svømmeren).

Dato: 16. april 2020

Sags ID: SAG-2020-00583

Dok. ID: 2899933

E-mail: [email protected]

Direkte: 3370 3259

Weidekampsgade 10

Postboks 3370

2300 København

www.kl.dk

Side 54 af 62

Klagesagsnummer 12148/03

NOTAT

Fokus er derimod på, om den retsstridige adfærd efter sit omfang og sin ka-

rakter har krænket ofrets person, hvilket afvises i alle sagerne uden dog at

være så præcise i deres begrundelse som i SE og HØR-dommen.

SE og HØR-dommens tydelighed med hensyn til kravet om, at krænkelsen

skal have en vis grovhed, og at den skal være egnet til at påvirke ofrets selv-

og æresfølelse, gør det efter KL-konsulenternes opfattelse ikke mindre van-

skeligt, at løfte bevisbyrden for, at en retsstridig handlemåde udgør en kræn-

kelse af ofrets person.

5.2.2.2. KL-konsulenternes vurdering

–

retsstridig krænkelse

Selv om spørgsmålet om tortgodtgørelse beror på en konkret vurdering af

omstændighederne i hver enkelt sag, må det på baggrund af relevant rets-

praksis overordnet konkluderes, at der skal endog meget til, før en formel

sagsbehandlingsmangel kan føre til ansvar for tort efter erstatningsansvars-

lovens § 26.

På baggrund af de ovennævnte danske domme, bortset fra den utrykte by-

retsdom fra retten på Frederiksberg, som ikke kan tillægges præjudikats-

værdi, samt de to EMRK-domme, er det KL-konsulenternes opfattelse, at

der som udgangspunkt ikke vil være grundlag for ansvar for tort, medmindre

der foreligger omstændigheder af en grovhed som dem, der forelå i de to sa-

ger fra Menneskerettighedsdomstolen, hvor der var tale om grove fejl vedrø-

rende sagsoplysningen.

Der ses således ikke af landsretterne eller Højesteret at været tillagt tort-

godtgørelse for integritetskrænkelser efter erstatningsansvarslovens § 26,

stk. 1, i anledning af sagsbehandlingsmangler af den karakter, der er konsta-

teret i Frederiksberg Kommune.

KL-konsulenterne må dog tage det forbehold, at retspraksis spænder over

mange retsområder, og at forholdene i sager om erstatning og tortgodtgø-

relse sjældent er helt ens. Det ligger imidlertid uden for rammerne af kom-

missoriet at gennemgå praksis på tilgrænsende retsområder, som eventuelt

kunne være relevante.

Sammenfattende

om kriteriet ”udsigten til at blive anset for at have handlet

ansvarspådragende” som målestok for hvilke ressourcer, der skal lægges i

besvarelsen af en henvendelse om tortgodtgørelse, er det isoleret set KL-

konsulenternes vurdering, at sandsynligheden for at ifalde ansvar for integri-

tetskrænkelser efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, i anledning af ge-

nerelt manglende fokus på forvaltningsretlige sagsbehandlingsregler er me-

get lille.

5.2.3. KL-konsulenternes samlede konklusion

–

ret til sagsgennemgang

på privatretligt grundlag efter henvendelse

Hvis en borger henvender sig med krav om erstatning, skal kommunen be-

svare henvendelsen. Det følger af det almindelige saglighedskrav og reg-

lerne om god forvaltningsskik.

Hvor grundige undersøgelser kommunen kan iværksætte som led i besvarel-

sen, må afgøres ud fra det almindelige saglighedskrav, herunder også kra-

vet om økonomisk forsvarlighed.

Dato: 16. april 2020

Sags ID: SAG-2020-00583

Dok. ID: 2899933

E-mail: [email protected]

Direkte: 3370 3259

Weidekampsgade 10

Postboks 3370

2300 København

www.kl.dk

Side 55 af 62

NOTAT

Dato: 16. april 2020

Hvis henvendelsen er kvalificeret og har noget for sig og ikke er forældet, vil

det være inden for rammerne af saglighedskravet, at kommunen bruger res-

sourcer på at foretage sin egen vurdering af, om erstatningsbetingelserne er

opfyldt og på denne måde forsøger at begrænse udgifter til eventuelle sags-

omkostninger i forbindelse med en retssag. Retspraksis viser, at der kun

sjældent ydes økonomisk kompensation.

Der er eksempler i praksis på, at offentlige myndigheder er anset for erstat-

ningsansvarlige for mangelfuld vejledning samt grove sagsbehandlingsfejl,

der ville kunne medføre en afgørelses ugyldighed. Særligt i sådanne tilfælde

vil en sagsgennemgang kunne være relevant.

Sammenlignelige eksempler findes så vidt ses ikke i dansk ret vedrørende

tortgodtgørelse

I praksis vil forældelsesfristen være 3 år for krav om erstatning eller tort, der

rettes mod kommunen. Inden for denne frist vil kommunen, hvis henvendel-

sen er kvalificeret, kunne bruge ressourcer på at foretage sin egen vurdering

af erstatningsspørgsmålet.

Kommunen skal være opmærksom på, om kravet er omfattet af kommunens

forsikring.

Sags ID: SAG-2020-00583

Dok. ID: 2899933

E-mail: [email protected]

Direkte: 3370 3259

Weidekampsgade 10

Postboks 3370

2300 København

www.kl.dk

Side 56 af 62

6. Om forældelse

6.1. Indledning

Da nærværende notat skal ses i sammenhæng med borgernes mulighed for

at anlægge retssag mod Frederiksberg Kommune, er det relevant at se på,

under hvilke omstændigheder fordringer, som borgerne måtte have mod

kommunen i anledning af sagsbehandlingsfejl, hos kommunen, består eller

måtte være forældede.

Når en fordring er forældet, er fordringen efter dansk ret bortfaldet, jf. foræl-

delseslovens § 23, stk. 1. Der er tale om en materiel ophørsgrund, og ikke

blot om bortfald af muligheden for retligt at gennemtvinge skyldnerens pligt

til at opfylde fordringen

En kommune er ikke berettiget til at opfylde forældede fordringer. Dette ville

være i strid med kommunalfuldmagtsreglerne, som forbyder begunstigelse

af enkeltpersoner.

6.2. Afgrænsning

Nærværende notat er foranlediget af, at der i Frederiksberg Kommunes fa-

milieforvaltning

generelt

er konstateret manglende fokus på forvaltningsret-

lige sagsbehandlingsregler

–

navnlig mangler vedrørende handleplan, bør-

Bortset fra i en nylig afsagt dom af Retten på Frederiksberg, som imidlertid

ikke kan tillægges præjudikatsværdi. Dommen er omtalt i notatets afsnit

4.4.2.2.1.

Bo von Eyben, Forældelse (Karnov Group 2012), s. 964

NOTAT

nesamtale og børnefaglige undersøgelser - i tilknytning til forvaltningens af-

gørelser efter serviceloven i modsætning til fx konstateret væsentlige retlige

mangler i form af underkendelse af myndighedens retsopfattelse.

Da KL-konsulenterne ikke skal vurdere, hvorvidt fordringer i konkrete sager

måtte være forældede, gives der i dette afsnit alene en oversigtlig gennem-

gang af hovedtrækkene i reglerne om forældelse.

Gennemgangen omfatter med henvisning til kommissoriets afgrænsning, der

tager sigte på krav, som borgerne måtte have mod kommunen, ikke bestem-

melsen i serviceloven § 168 om forældelse af kommunernes tilbagebeta-

lingskrav i anledning af, at en borger enten har forsømt at give kommunen

oplysninger af betydning for retten til hjælp efter serviceloven eller har mod-

taget hjælp mod bedre vidende.

Dato: 16. april 2020

Sags ID: SAG-2020-00583

Dok. ID: 2899933

E-mail: [email protected]

Direkte: 3370 3259

Weidekampsgade 10

Postboks 3370

2300 København

www.kl.dk

Side 57 af 62

6.3. Målestokken

6.3.1. Overblik

Ved vurderingen af, om et krav er forældet, er det helt overordnet en forud-

sætning, at der overhovedet er

stiftet en fordring,

og hvilken type fordring,

der i givet fald er tale om, da dette har betydning både for forældelsesfri-

stens længde og for forældelsesfristens begyndelsestidspunkt

–

d.v.s. det

tidspunkt forældelsen begynder at løbe fra.

Dernæst er det relevant at fastslå,

hvilken forældelsesfrist,

der gælder for

den pågældende type fordring.

Derefter må man se på, fra hvilket

tidspunkt,

forældelsesfristen begynder at

løbe for en fordring af den pågældende karakter, herunder om begyndelses-

tidspunktet kan være

suspenderet

på grund af uvidenhed om kravet. I forbin-

delse med suspension har de absolutte forældelsesfrister betydning, da

disse sætter en grænse for den periode, begyndelsestidspunktet kan su-

spenderes

Endelig må man se på, om forældelsesfristen er blevet

afbrudt,

således at

dens udløb forsinkes. Dette spørgsmål omtales dog ikke yderligere, da dette

element ikke har nogen sammenhæng med kommunens sagsbehandling, og

derfor vil føre for vidt i et notat som dette.

6.3.2. Fordringer

I det omfang, der måtte foreligge en fordring mod Frederiksberg Kommune

som følge af sagsbehandlingsfejl, vil det navnlig være relevant at se på hvor-

dan erstatningskrav forældes. Det vil være aktuelt, hvis fx forkert eller mang-

lende vejledning

–

i det omfang forsømmelsen anses for culpøs

–

i sig selv

har ført til, at en borger har lidt et tab (og de øvrige erstatningsbetingelser i

øvrigt er opfyldt).

Det vil også være aktuelt, hvis en afgørelse som følge af kommunens sags-

behandlingsfejl tilsidesættes som ugyldige, og borgeren derved har lidt et

økonomisk tab (og de øvrige erstatningsbetingelser i øvrigt er opfyldt).

Bo von Eyben, Erstatning (Karnov Group 2012), s. 588

NOTAT

Kommunen vil også kunne blive mødt med krav om tortgodtgørelse efter er-

statningsansvarslovens § 26, stk. 1, eller principperne heri, blandt andet som

sket i den sag, som Byretten på Frederiksberg afsagde dom i den 21. maj

2019.

6.3.3. Forældelsesfristens længde

Hovedreglen

Forældelsesfristens længde er som udgangspunkt 3 år, jf. forældelseslovens

§ 3, stk. 1, som altså gælder medmindre en anden frist er fastsat i en af und-

tagelsesbestemmelserne i §§ 4-11 (eller i anden lovgivning, som dog ikke

har relevans i nærværende notat).

Her kan i hvert fald for en teoretisk betragtning være relevant at nævne und-

tagelserne i forældelseslovens § 5, stk. 1, nr. 3 om fordringer, der hviler på

bindende afgørelser, og i lovens § 8 om løbende ydelser til en persons un-

derhold. I praksis har de ingen betydning i det sagskompleks, som Frede-

riksberg Kommunes genopretningsplan angår, men da bestemmelsernes

rækkevidde har givet anledning til tvivl, gennemgås de kort umiddelbart ne-

denfor.

Undtagelse i medfør af særligt retsgrundlag

Forældelsesfristen kan være længere, hvis fordringen hviler på et særligt

retsgrundlag. Efter forældelseslovens § 5, stk. 1, nr. 3, er forældelsesfristen

er således 10 år, hvis fordringens eksistens og størrelse er anerkendt skrift-

ligt eller fastslået ved forlig, dom, betalingspåkrav påtegnet af fogedretten el-

ler anden bindende afgørelse. Der var efter den tidligere forældelseslov

(1908-loven) tvivl om, hvorvidt en lignende bestemmelse omfattede forvalt-

ningsretlige afgørelser, hvor klagefristen var sprunget eller hvor det ikke var

muligt at indbringe afgørelsen for en anden administrativ myndighed. Forar-

bejderne til den gældende forældelseslovs § 5, stk. 1, nr. 3, har imidlertid

præciseret, hvad der gælder:

”Hvad

angår administrative afgørelser, finder udvalget, at en sådan afgø-

relse bør anses for et særligt retsgrundlag, hvis afgørelsen fastslår kravets

eksistens og størrelse og er bindende for parterne, fordi den hverken kan

indbringes for nogen anden administrativ myndighed eller for domstolene, el-

ler fordi den ikke er indbragt for en anden administrativ myndighed eller for

domstolene inden for en foreskrevet frist. Det bemærkes, at det er udgangs-

punktet, at der ikke gælder frister for at indbringe en administrativ afgørelse

for højere administrativ myndighed eller for domstolene”

Forældelseslovens § 5, stk. 1, nr. 3, kan således ikke bringes i anvendelse i

forbindelse med en fordring, der (alene) hviler på en forvaltningsretlig afgø-

relse truffet af kommunen efter serviceloven. Det gælder selv om klagefri-

sten til Ankestyrelsen måtte være sprunget eller Ankestyrelsen har truffet af-

gørelse en klagesag, og der således ikke er mulighed for at indbringe afgø-

relsen for anden administrativ myndighed. En forvaltningsretlig afgørelse er

med andre ord ikke bindende i forældelseslovens forstand, når den kan ind-

bringes for domstolene

Dato: 16. april 2020

Sags ID: SAG-2020-00583

Dok. ID: 2899933

E-mail: [email protected]

Direkte: 3370 3259

Weidekampsgade 10

Postboks 3370

2300 København

www.kl.dk

Side 58 af 62

L165 af 28. februar 2007, alm. bem. afsnit 3.2.2.4.Fordringer med særligt

retsgrundlag.

Bo von Eyben, Forældelse (Karnov Group, 2012), s. 690

NOTAT

Dato: 16. april 2020

Undtagelse om løbende ydelser

Forældelsesfristen kan være længere, hvis der er tale om en grundfordring,

der angår pension, livrente, aftægtsydelse, underholdsbidrag eller anden lig-

nende ydelse, der forfalder med bestemte mellemrum, jf. forældelseslovens

§ 8, idet grundfordringer af denne karakter forældes efter 10 år. De enkelte

løbende ydelser, der udspringer af grundfordringen forældes efter hovedreg-

len, d.v.s. efter 3 år.

Dette betyder ikke, at andre grundfordringer forældes efter 3 år. Det betyder,

at andre grundfordring end fordringer på ydelser til en persons underhold

slet ikke forældes. Grundfordringer kan således ikke forældes uden særlig

hjemmel

Bestemmelsen er antageligt ikke relevant, fordi det i praksis ikke vil fore-

komme, at en ret til løbende, sociale ydelser, som en borger har fået en af-

gørelse om, ikke er blevet udøvet i en periode på over 10 år.

Da det således i praksis næppe forekommer, at en social ydelse ikke gøres

gældende i 10 år, behandles denne undtagelse ikke nærmere, og derfor hel-

ler ikke med henblik på at fastslå, om der er ydelser efter serviceloven, som i

teorien er omfattet af bestemmelsen, fx retten til tabt arbejdsfortjeneste efter

servicelovens § 42.

Konklusion

I praksis vil forældelsesfristen med andre ord generelt være 3 år for krav ef-

ter serviceloven eller krav om erstatning eller tort, der rettes mod kommu-

nen.

6.3.4. Forældelsesfristens begyndelsestidspunkt.

Krav på ydelser efter serviceloven

Krav på ydelser efter serviceloven forældes efter forældelseslovens § 2, stk.

1, fra det tidligste tidspunkt, hvor borgeren kunne kræve den enkelte ydelse

af kommunen. Ved en engangsydelser vil forældelsen således typisk løbe

fra det tidspunkt, kommunen traf afgørelse om bevilling af ydelsen. Ved lø-

bende ydelser vil den fristen løbe fra det tidspunkt de enkelte ydelser var for-

faldne, fx fra udgangen af en måned ved bagudbetaling af en løbende

ydelse.

Begyndelsestidspunktet kan suspenderes, hvis borgeren ikke havde kend-

skab sit krav, jf. nedenfor, men kun i det omfang kravet ikke er forældet efter

den absolutte forældelsesfrist.

Krav på erstatning eller tortgodtgørelse

Det fremgår af forældelseslovens § 2, stk. 4, at forældelsesfristen for fordrin-

ger på erstatning eller godtgørelse for skade forvoldt uden for kontraktfor-

hold regnes fra tidspunktet for skadens

indtræden.

Det vil sige fra skadens

virkningstidspunkt. Dette i modsætning til skadeårsagstidspunktet. Det er

ikke givet, at skaden indtræffer på samme tid som den skadevoldende hand-

ling. Det fremgår således af forarbejderne til forældelsesloven:

Sags ID: SAG-2020-00583

Dok. ID: 2899933

E-mail: [email protected]

Direkte: 3370 3259

Weidekampsgade 10

Postboks 3370

2300 København

www.kl.dk

Side 59 af 62

Bo von Eyben, Forældelse (Karnov Group, 2012), s. 727

NOTAT

”Det

følger heraf, at hvis der ved personskade er forskel på tidspunktet for

den skadelige påvirkning og tidspunktet for lidelsens opståen - dvs. hvor den

skadevoldende handling ikke umiddelbart resulterer i en konstaterbar skade

- er det som udgangspunkt tidspunktet for lidelsens opståen, som er afgø-

rende. Kravet kan ikke siges at være forfaldet, før der er opstået en

skade”

Med hensyn til, hvornår en skade er indtrådt, kan det navnlig være vanske-

ligt at sige, fx hvis skaden indtræder i forbindelse med en proces, der stræk-

ker sig over en periode

. Det fremgår i den forbindelse af forarbejderne, at:

Fristen løber i disse tilfælde fra det tidspunkt, hvor de følger, der kræves er-

statning for, har vist sig på en sådan måde, at skadelidte havde rimelig an-

ledning til og mulighed for at rejse et - eventuelt foreløbigt - erstatningskrav.

Det beror herefter på en konkret vurdering af den skadelidtes forhold, hvor-

når en sådan anledning og mulighed foreligger.

Suspension

Hvis borgeren ikke havde kendskab til sit krav mod kommunen, regnes for-

ældelsesfristen efter forældelseslovens § 3, stk. 2, først fra den dag borge-

ren fik eller burde have fået kendskab til sit krav.

Det er ukendskab til de faktiske omstændigheder, som fordringen grunder

sig på, der sigtes til. Det vil sige faktiske vildfarelser modsat retsvildfarelser.

Forældelsesfristen suspenderes således ikke fordi en borger ikke har kend-

skab til reglerne i serviceloven. Det gælder både manglende kendskab til

reglernes eksistens og manglende kendskab til fortolkningen af reglerne

Hvis en borger er blevet aktivt misinformeret af kommunen om reglerne

–

det

vil sige, hvis borgeren har bedt om vejledning om et bestemt spørgsmål og

bliver misinformeret - og derfor fx afstår fra at ansøge om en ydelse (og i den

forbindelse lider tab), vil der være tale om en såkaldt uegentlig retsvildfa-

relse, som sidestilles med en faktisk vildfarelse. Det fremgår i den forbin-

delse af forarbejderne til forældelseslovens § 3, stk. 2:

”Det

indebærer, at retsvildfarelse på samme måde som efter gældende ret

fortsat kun undtagelsesvis vil kunne anerkendes som suspensionsgrund,

f.eks. ved fejl begået ved professionel rådgivning eller bistand i juridiske

spørgsmål

og muligvis også i tilfælde, hvor en myndighed i et konkret til-

fælde har handlet i strid med en i øvrigt anerkendt fortolkning eller admini-

strativ praksis”.

Dato: 16. april 2020

Sags ID: SAG-2020-00583

Dok. ID: 2899933

E-mail: [email protected]

Direkte: 3370 3259

Weidekampsgade 10

Postboks 3370

2300 København

www.kl.dk

Side 60 af 62

L 165, fremsat 28. februar 2007, spec. bem til § 2, stk. 4.

Bo von Eyben, Forældelse (Karnov Group, 2012), s. 275.

U1997.1633H (om en kommunes forkerte forståelse af reglerne om social

pension. Borgeren havde kendskab til de faktiske omstændigheder af betyd-

ning for afgørelsen, og kunne have anfægtet forståelsen i stedet for at vente

på at en dom

–

i en helt anden sag

–

viste, at kommunen havde taget fejl

–

ingen suspension)

U2004.955Ø (om misinformation) og U2006.960Ø (om manglende vejled-

ning, skønt opfordret)

NOTAT

Om en forældelsesfrist vedrørende krav på ydelser efter serviceloven eller

krav på erstatning

–

eller for en teoretisk betragtning: tortgodtgørelse - er su-

spenderet, vil således kunne bero på, om kommunen aktivt har misinforme-

ret borgeren om betingelserne for at opnå ydelsen.

Absolut forældelsesfrist

Forældelsesfristen vedrørende krav på ydelser efter serviceloven kan dog, jf.

forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 4, ikke suspenderes ud over den absolutte

forældelsesfrist på 10 år regnet fra begyndelsestidspunktet i medfør af § 2,

stk. 1. Det vil i praksis sige, at forældelsesfristens begyndelse kan suspen-

deres i op til 7 år. Indtræder kendskabet til kravet på ydelsen senere end 7

år efter, at kravet kunne have været gjort gældende, vil forældelsesfristen på

3 år blot blive tilsvarende afkortet.

For krav på erstatning er den absolutte forældelsesfrist 10 år regnet fra den

skadevoldende handlings ophør, jf. forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 2. Det

vil sige, at 10 års fristen løber fra det tidspunkt fejlen blev begået

. Den ab-

solutte forældelsesfrist i § 3, stk. 3, nr. 2, omfatter kun erstatningskrav og

ikke krav om tortgodtgørelse.

Den absolutte forældelsesfrist vedrørende krav om tortgodtgørelse følger be-

stemmelsen i forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 4 og regnes altså fra skadens

indtræden, jf. § 2, stk. 4, og ikke fra den skadevoldende handlings ophør.

Dato: 16. april 2020

Sags ID: SAG-2020-00583

Dok. ID: 2899933

E-mail: [email protected]

Direkte: 3370 3259

Weidekampsgade 10

Postboks 3370

2300 København

www.kl.dk

Side 61 af 62

6.3.4. Praksis

Da det i praksis er reglerne om suspension, der volder vanskeligheder gives

her et par eksempler på suspensionsreglernes anvendelse.

Tortgodtgørelse

–

uretmæssig tvangsanbringelse

–

krav endnu ikke opgjort

U.2018.1197H:

Børn- og Ungeudvalget i en kommune traf i oktober 2011 af-

gørelse om at tvangsanbringe As søn, D, uden for hjemmet. Afgørelsen blev

i december samme år stadfæstet af Ankestyrelsen, men i maj 2012 ophævet

af byretten. A rejste herefter over for kommunen krav om godtgørelse for

uretmæssig tvangsanbringelse af D. Byretten frifandt kommunen efter at

have foretaget en realitetsprøvelse af sagen. Landsretten stadfæstede dom-

men med den begrundelse, at et eventuelt krav var forældet, jf. forældelses-

lovens § 3, stk. 1. Højesteret fandt, at skaden måtte anses for indtrådt ved

afgørelsen i oktober 2011, og at forældelsesfristen på 3 år begyndte at løbe

fra dette tidspunkt, jf. forældelseslovens § 2, stk. 4. Det kunne ikke ændre

herpå, at A på det tidspunkt ikke kunne opgøre sit krav endeligt. A havde

været bekendt med de faktiske omstændigheder, som hendes krav støtte-

des på, og forældelsesfristens begyndelsestidspunkt havde derfor ikke være

suspenderet efter lovens § 3, stk. 2. Da retssagen mod kommunen var an-

lagt i februar 2015, var As eventuelle krav på godtgørelse derfor forældet.

Erstatning

–

misinformation

U.2004.955,

som nævnt ovenfor under afsnit om erstatning (invaliditets-

ydelse), hvor det af dommens præmisser fremgår:

”Landsretten

finder .., at A ikke, før han i begyndelsen af september 1997

modtog den nævnte vejledning af Århus Kommune, havde anledning til at

Bo von Eyben, Erstatning (Karnov Group, 2012), s. 631.

NOTAT

undersøge, om han skulle være berettiget til andre løbende sociale ydelser

end den, han hidtil havde modtaget fra Trundholm Kommune. Han måtte

tværtimod på baggrund af den indgående rådgivning, han havde modtaget

af kommunens forvaltning, med føje have kunnet gå ud fra, at dette ikke var

tilfældet. Herefter findes A som følge af utilregnelig uvidenhed om sit krav

indtil september 1997 at have været ude af stand til at gøre dette gældende.

jr. forældelseslovens § 3, hvorfor ingen del af hans krav kan anses for foræl-

det.”

Erstatning

–

manglende vejledning

I principafgørelse

166-12

fandt Ankestyrelsen derimod, at manglende vej-

ledning ikke kunne bevirke en suspension af forældelsesfristen. Fra afgørel-

sen:

”I

tilfælde, hvor kommunen har tilsidesat sin vejledningspligt, og borgeren

derfor skal stilles, som om han var vejledt korrekt, vil retten til efterbetaling

være begrænset af den 3-årige forældelsesfrist.

Forældelsen regnes fra det tidligste tidspunkt, hvor borgeren kunne kræve at

få fordringen opfyldt. Det vil være på det tidspunkt, hvor borgeren henvender

sig, og kommunen bliver opmærksom på fejlen.

Hvis borgeren ikke havde kendskab til de faktiske forhold, som begrunder

støtten, regnes forældelsesfristen først fra den dag, hvor borgeren fik eller

burde have fået kendskab til disse forhold og til fordringen. Forældelsesfri-

sten suspenderes dermed til dette tidspunkt.

Forældelsesfristen kan ikke suspenderes på grund af uvidenhed om det ret-

lige grundlag for fordringen, herunder ukendskab til lovgivning og retsprak-

sis.”

Se desuden U2019.519V, nævnt under afsnit 4.4.1.2.1.1. om manglende

kommunal vejledning om mulighed for invaliditetsydelse som medførte su-

spension af forældelsesfristens begyndelsestidspunkt. Dommen forekommer

vidtgående.

Dato: 16. april 2020

Sags ID: SAG-2020-00583

Dok. ID: 2899933

E-mail: [email protected]

Direkte: 3370 3259

Weidekampsgade 10

Postboks 3370

2300 København

www.kl.dk

Side 62 af 62

https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=153740