Folketingets Social- og Indenrigsudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 72 28 24 00
Sagsnr.
2020 - 8734
Doknr.
304895
Dato
12-10-2020
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har d. 11. september 2020 stillet følgende
spørgsmål nr. 722 (alm. del) til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares
endeligt. Spørgsmålene er stillet efter ønske fra Troels Lund Poulsen (V).
Spørgsmål nr. 722:
”Vil ministeren oplyse, hvordan der i tilfælde af dødsfald
blandt beboere på
kommunale bo- og aflastningstilbud sikres en tilstrækkelig rådgivning af pårørende
om tilbud om krise- og psykologhjælp, herunder om der findes en vejledning for,
hvordan og hvornår denne rådgivning skal igangsættes, følges op mv.?”
Svar:
Jeg kan oplyse, at der ikke i eller med hjemmel i den lovgivning, der hører under
Social- og Indenrigsministeriets ressort, er fastsat særlige regler om krise- og
psykologhjælp for pårørende til personer, der benytter de tilbud, som det offentlige
yder, herunder botilbud omfattet af serviceloven.
Om rådgivning på det social område generelt kan jeg oplyse, at kommunerne har den
generelle rådgivnings- og vejledningsforpligtigelse over for borgerene, jf. servicelovens
§§ 10 og 11. Det indebærer, at kommunerne skal stille gratis rådgivning til rådighed for
alle borgere, der har behov herfor. Rådgivningen er ikke snævert begrænset til
rådgivning inden for det sociale område, men skal være et bredt tilbud, der kan
bidrage til at forebygge, at der opstår sociale problemer, og som kan styrke den
enkeltes muligheder for at overkomme opståede problemer. Rådgivningen skal således
tilrettelægges sådan, at der kan rådgives om, hvilke støttemuligheder der er inden for
andre sektorer.
Rådgivningsforpligtigelsen gælder både den almindelige rådgivning og den mere
specialiserede rådgivning til personer, der har særlige behov på grund af nedsat fysisk
og/eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.
Rådgivningsforpligtelsen er ikke begrænset til borgeren med nedsat funktionsevne
eller særlige sociale problemer, men omfatter også en forpligtelse til at rådgive den
pågældendes pårørende, f.eks. ægtefælle, forældre eller andre pårørende, der indgår i
den pågældendes nære sociale netværk.
Det er generelt af betydning, at den sociale indsats kommer så tidligt som muligt for
bedst muligt at bidrage til forebyggelse eller til at forhindre en forværring af den
pågældendes situation.
Med venlig hilsen
Astrid Krag