SOU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 60: Spm. om kommentar til henvendelsen af 30/9-10 om forståelse af loven omkring handicappede, til social- og indenrigsministeren

Social- og Indenrigsudvalget 2019-20
SOU Alm.del
Offentligt

Folketingets Social- og Indenrigsudvalg

Holmens Kanal 22

1060 København K

Telefon 72 28 24 00

Sagsnr.

2019 - 7677

Doknr.

18968

Dato

26-11-2019

Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har d. 25. oktober 2019 stillet følgende spørgs-

mål nr. 60 (alm. del) til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares.

Spørgsmål nr. 60:

Vil ministeren kommentere fortrolig henvendelse af d. 30/9-19 om forståelse af loven

omkring handicappede, jf. SOU alm. del - bilag 87 (samling 20182).

Svar:

Henvendelsen indeholder spørgsmål i relation til reglerne om hjælp til dækning af

merudgifter ved befordring i handicapbil og driftsudgifter i sammenhæng hermed og

et spørgsmål om personlig og praktisk hjælp efter servicelovens § 83 under midlerti-

dige ophold i udlandet.

Sidstnævnte spørgsmål hører under Sundheds- og Ældreministeriets ansvarsområde.

Der er derfor til brug for besvarelsen indhentet en udtalelse fra Sundheds- og Ældre-

ministeriet, som har oplyst følgende:

”I henhold til

lov om social service, § 2, stk. 1, har enhver, der opholder sig lovligt i

Danmark, ret til hjælp efter loven. Dette betyder, at man som udgangspunkt ikke kan

medtage ydelser, givet efter servicelovens regler, til udlandet. Denne hovedregel kan

dog fraviges efter § 2, stk. 2, hvorefter social- og indenrigsministeren, i udlandsbe-

kendtgørelsen, har fastsat regler om, hvilke ydelser efter serviceloven, der kan medta-

ges under midlertidige ophold i udlandet, og om betingelserne herfor.

Personlig og praktisk hjælp efter servicelovens § 83 er ikke omfattet af undtagelsen i

udlandsbekendtgørelsen. Hjælp efter servicelovens § 83 er karakteriseret ved, at per-

sonlig hjælp og pleje, hjælp eller støtte til nødvendige praktiske opgaver og madservice

gives i borgerens hjem. Baggrunden for, at denne type hjælp ikke kan medtages under

et midlertidigt ophold i udlandet, herunder også ferie, er således, at hjælpen efter sit

formål gives til borgeren i dennes hjem. Der er dog andre muligheder for at søge om

hjælp, når man opholder sig uden for Danmark.

Det følger fx af artikel 6 i Nordisk Konvention af 14. november 1994 om Social Bistand

og Sociale Tjenester, at en person, der er omfattet af konventionen, og som under et

lovligt midlertidigt ophold i et nordisk land får et umiddelbart behov for socialbistand

og sociale tjenester, har ret til at modtage en sådan bistand efter opholdslandets lov-

givning, som behovet for hjælp tilsiger.

Herudover følger det af EF-forordning nr. 883/04 om koordinering af sociale sikrings-

ordninger, at naturalydelser ved sygdom, herunder hjælp efter servicelovens § 83, skal

tildeles i opholdslandet, men til udgift for den kompetente stat. Det vil typisk sige den

pågældendes sædvanlige opholdsland. Dette betyder, at en borger, vil kunne få tildelt

SOU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 60: Spm. om kommentar til henvendelsen af 30/9-10 om forståelse af loven omkring handicappede, til social- og indenrigsministeren

den pågældende ydelse i et andet EU-land/EØS-land under forudsætning af, at en lig-

nende ydelse er tilgængelig i det pågældende land, og at landets egne borgere ville få

ydelsen i en tilsvarende situation.”

De stillede spørgsmål om hjælp til dækning af merudgifter til befordring ved kørsel i

handicapbil og driftsudgifterne i forbindelse hermed kan jeg ikke kommentere speci-

fikt på, da jeg som minister ikke kan vurdere og dermed afgøre konkrete enkeltsager

eller pålægge andre myndigheder at træffe bestemte afgørelser i en sag.

Omkring hjælp til dækning af merudgifter ved befordring i handicapbil kan jeg imid-

lertid generelt oplyse, at der ikke er bestemte grænser for, hvor meget støtte der kan

ydes til befordring. Støttens omfang vil bero på en konkret og individuel vurdering i

det enkelte tilfælde. Det skal dog understreges, at merudgifter til befordring gælder for

de udgifter, der ligger ud over, hvad ikke-handicappede på samme alder og i samme

livssituation har.

Hvis der alene blev lagt vægt på alder og ikke på den samlede livssituation, herunder

beskæftigelse, bopælsforhold, aktivitetsniveau, behov for mobilitet m.v., ved denne

vurdering, ville der let kunne opstå risiko for enten over- eller underkompensation.

Borgere på samme alder men i forskellige livssituationer vil sandsynligvis ofte have

meget differentierede udgifter til befordring.

Hvis en borger opfylder betingelserne for at modtage hjælp til dækning af merudgifter

ved befordring i bil, kan udregningen normalt foretages på baggrund af statens regler

for godtgørelse for brug af egen bil efter laveste takst. Det afgørende er dog, om de fak-

tiske kørselsudgifter bliver dækket, da dette afhænger af bilens brandstofforbrug og

brandstoftype. Statens regler for godtgørelse for brug af egen bil efter laveste takst vil

således alene være et udgangspunkt for udregningen.

I forhold til betaling af driftsudgifter i forbindelse med befordring i egen bil kan der ef-

ter en konkret vurdering ydes hjælp til dækning af merudgifter hertil. Det kan fx være

tilfældet, hvis borgeren har en ekstraordinært stor og driftsmæssigt dyr bil, der er nød-

vendig som følge af borgerens funktionsnedsættelse. Her kan der ydes hjælp til beta-

ling af fx forsikringer, benzin, reparationer m.v., når merudgifterne må anses som

nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse.

Ved vurderingen af, om en driftsudgift kan anses som en nødvendig merudgift i lovgiv-

ningens forstand, skal der på samme måde som ved vurderingen af hjælp til befor-

dringsudgifter foretages en sammenligning med borgere uden handicap på samme al-

der og i samme livssituation.

En kommunes afgørelser om hjælp til dækning af merudgifter til befordring ved kørsel

i handicapbil og driftsudgifterne i forbindelse hermed kan påklages til Ankestyrelsen.

Med venlig hilsen

Astrid Krag