Social- og Indenrigsudvalget 2019-20
SOU Alm.del
Offentligt
2242143_0001.png
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 72 28 24 00
Sagsnr.
2020 - 6537
Doknr.
270655
Dato
09-09-2020
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har d. 23. juni 2020 stillet følgende spørgsmål
nr. 573 (alm. del) til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares endeligt.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Anni Matthiesen (V).
Spørgsmål nr. 573:
”Mener
ministeren, at der er et hul i dansk lovgivning, hvis en forælder med dansk
statsborgerskab og bopæl i Danmark, der har forældremyndigheden over sit barn på
14 år, mister retten til barnet, fordi barnet bosætter sig hos sin mormor i Tyskland, og
da tysk lov tilsiger, at et barn fra det fyldte 14. år selv må tage beslutning om bopæl
hvilket Jugend Amt træffer afgørelse om uden forælderens samtykke? Besvarelsen kan
evt. ske med inddragelse af andre relevante ministre.”
Svar:
Som det fremgår af min samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 572, samarbejder Dan-
mark og Tyskland om tre konventioner, som er med til sikre, at børn i grænseoverskri-
dende sager bliver beskyttet, og at der er en kompetent myndighed, der kan tage an-
svar for barnet.
I forhold til spørgsmålet om, hvilket lands myndigheder, der har kompetence til at
træffe afgørelse om barnets forhold eller iværksætte beskyttelsesforanstaltninger for
barnet, er det afgørende, i hvilket land barnet har sit sædvanlige opholdssted. Dette
gør sig også gældende for reglerne om forældreansvar. Myndighederne foretager såle-
des en konkret vurdering i den enkelte sag af, om barnet har skiftet sædvanligt op-
holdssted til det land, hvor barnet nu er. I det stillede spørgsmål vil det således være
de tyske myndigheder, der foretager denne vurdering.
Det følger dog af Haagerbørnebeskyttelseskonventionen artikel 11, at myndigheder i et
land, hvor barnet opholder sig men ikke har sit sædvanlige opholdssted, i hastetilfælde
kan træffe nødvendige beskyttelsesforanstaltninger. Dette skal sikre, at der ikke opstår
en situation, hvor et barn, der befinder sig i udlandet og har akut behov for beskyttel-
se, ikke kan få den hjælp, der er behov for.
Når der er tale om internationale samarbejder, kan samspillet med andre landes lov-
givning i nogle tilfælde skabe særlige situationer på grund af landenes nationale regler.
Ikke desto mindre har vi efter min opfattelse de nødvendige redskaber, der gør det
muligt i samarbejde med de lande, som har tiltrådt konventionerne, at sikre barnets
bedste i disse ulykkelige sager.
Med venlig hilsen
Astrid Krag