Folketingets Social- og Indenrigsudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 72 28 24 00
Sagsnr.
2020 - 6370
Doknr.
278837
Dato
14-10-2020
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har d. 19. juni 2020 stillet følgende spørgsmål
nr. 562 til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares endeligt. Spørgsmålet
er stillet efter ønske fra Anni Matthiesen (V).
Spørgsmål nr. 562:
”Hvad
skønner ministeren, at omkostningerne vil være, hvis de anbragte børn og
unge, der i dag varetages af private leverandører af f.eks. døgninstitutioner i henhold
til servicelovens § 66, skulle varetages alene af det offentlige?”
Svar:
Jeg vil indledningsvist bemærke, at det ikke er regeringens politik eller hensigt at for-
byde private aktører at drive sociale tilbud. Som regering bakker vi op om en model,
hvor det er muligt for private aktører at blive godkendt af socialtilsynet til at drive so-
ciale tilbud. Men det er regeringens politik, at private virksomheder ikke skal kunne
trække store summer ud af de sociale tilbud som profit til en privat ejerkreds. Det er
vores fælles velfærdskroner, det drejer sig om, og de skal komme børn og voksne til
gode. Derfor har regeringen foreslået, at private sociale tilbud skal være selvejende in-
stitutioner for at blive godkendt af socialtilsynet. Hovedparten af de private sociale til-
bud er i dag allerede selvejende institutioner.
Private tilbud indgår som en stor del af den tilbudsvifte udsatte borgere, borgere med
handicap og borgere med nedsat psykisk funktionsevne kan tilbydes af det offentlige.
Pr. 30. juni 2020 er der 876 godkendte sociale tilbud underlagt socialtilsynet i Dan-
mark, der drives af private virksomheder, mens 1.071 tilbud drives af det offentlige.
Ca. 70 pct. af de private tilbud drives af fonde og andre selvejende institutioner.
Spørgsmålet lægger op til en større reform af sektoren, hvis sociale tilbud til børn og
unge alene må drives af det offentlige.
På kort sigt vil en omlægning betyde, at både de private kommercielle tilbud og de pri-
vate selvejende tilbud i udgangspunktet tvinges til at lukke eller overtages af en offent-
lig udbyder. Dette vil skulle ske med en passende indfasning, for at der ikke skal blive
tale om indgreb i ejendomsretten og for, at kommunerne får tid til at tilrette den sam-
lede kapacitet. De økonomiske konsekvenser vil afhænge af den konkrete model.
For at skønne over de mere strukturelle konsekvenser ved en omlægning vil det være
nødvendigt at identificere et klart mønster for de private tilbud. Det vil kræve detalje-
ret viden på institutionsniveau om eksempelvis specialiseringsgrad, problemtyngde og
kompleksitet blandt brugerne af tilbuddet, intensitet og kvalitet før man præcist kan
sammenligne omkostningerne imellem tilbud direkte. De store forskelle gør, at det er
uklart hvilke driftsudgifter i et private tilbud, som 1:1 svarer til udgifter i et offentligt