Folketingets Social- og Indenrigsudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 72 28 24 00
Sagsnr.
2020 - 6178
Doknr.
269200
Dato
29-06-2020
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har d. 15. juni 2020 stillet følgende spørgsmål
nr. 549 (alm. del) til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra ikkemedlem af udvalget Jette Gottlieb (EL).
Spørgsmål nr. 549:
”Vil
ministeren oplyse den byrdefordelingsmæssige virkning af at tilbagerulle
refusionsreformen fra 2015 - det vil sige at beregne effekten af at genindføre satserne
inden reformen? Ministeren bedes i sit svar opgøre virkningen på samme justerede
grundlag som anvendes til beregningen af effekten af udligningsreformen.”
Svar:
Reformen af refusionssystemet på beskæftigelsesområdet med virkning fra 2016 blev
gennemført i sammenhæng med initiale ændringer i udligningen, der samlet set øgede
udligningsniveauet, og de byrdefordelingsmæssige konsekvenser af reformen blev
opgjort som en samlet virkning af ændringerne i refusionssystemet og i
udligningssystemet. Det blev samtidig forudsat, at der skulle gennemføres yderligere
tilpasninger i udligningen med sigte på de langsigtede virkninger af reformen på
baggrund af et arbejde i Finansieringsudvalget, hvor der samtidig bl.a. skulle ses på en
mulig omlægning af beskæftigelsestilskuddet. Dette arbejde er afrapporteret i
udvalgets rapport fra 2018.
Med vedtagelsen af L 196 gennemføres en reform af udligningssystemet med virkning
fra 2021. Med reformen sker en grundlæggende omlægning af udligningssystemet og
samtidig rettes der op på en række kendte skævheder i systemet, herunder som
opfølgning på rapporten fra 2018. Således indeholder den samlede udligningsreform
bl.a. også en omlægning af beskæftigelsestilskuddet og tilpasninger i
udgiftsbehovsopgørelsen i relation til bl.a. beskæftigelsesområdet, som sigter på at
forbedre sammenhængen med kommunernes beskæftigelsesudgifter samt at tage
højde for omlægningen af beskæftigelsestilskuddet og de langsigtede virkninger af
refusionsreformen.
Det vil ikke være muligt i det nye system at udskille konsekvenserne af de ændringer,
der vedrører reformen af refusionssystemet på beskæftigelsesområdet.
Med venlig hilsen
Astrid Krag