SOU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 537: Spm. om en kommune er forpligtet til – og eventuelt indenfor hvilken tidsramme – at genoptage sagsbehandlingen i en sag, når den får kendskab til, at en afgørelse er i strid med bindende retskilde som f.eks. en principafgørelse, til social- og indenrigsministeren

Social- og Indenrigsudvalget 2019-20
SOU Alm.del
Offentligt

Folketingets Social- og Indenrigsudvalg

Holmens Kanal 22

1060 København K

Telefon 72 28 24 00

Sagsnr.

2020 - 6058

Doknr.

263052

Dato

23-06-2020

Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har d. 11. juni 2020 stillet følgende spørgsmål

nr. 537 (alm. del) til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares. Spørgsmå-

let er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DF).

Spørgsmål nr. 537:

”Er en kommune forpligtet til –

og eventuelt indenfor hvilken tidsramme

–

at genop-

tage sagsbehandlingen i en sag, når den får kendskab til, at en afgørelse er i strid med

bindende retskilde som f.eks. en principafgørelse, og påhviler det f.eks. borgmesteren

eller et andet kommunalt byrådsmedlem at handle på en sådan oplysning, og hvad er

konsekvensen, hvis dette ikke sker?”

Svar:

Vedrørende spørgsmålet om kommuners forpligtelser i forhold til genoptagelse af

sager skal jeg henvise til Folketingets Ombudsmands udtalelse 2016-33 af 4. juli 2016,

hvori der udførligt er redegjort for spørgsmålet. I udtalelsen, vedlagt som bilag 1.1, er

anført bl.a. følgende:

”Hvis en afgørelse ændres af f.eks. en klagemyndighed, har myndigheden (kommu-

nen) pligt til at rette sig efter denne myndigheds afgørelse, medmindre den lider af

åbenbare eller grove mangler. Jeg henviser bl.a. til Hans B. Thomsen, Pernille Chri-

stensen og Lise Brandi-Hansen, Lov om kommunernes styrelse, 2. udgave (2010), side

413 f. og 445, og Jens Garde og Karsten Revsbech, Kommunalret, 3. udgave (2011),

side 115, samt Højesterets dom i Ugeskrift for Retsvæsen 1990, side 892, kommenteret

i Ugeskrift for Retsvæsen 1991 B, side 147 ff.

Hvis myndighedens retsanvendelse eller praksis er blevet underkendt i den konkrete

afgørelse fra klagemyndigheden, er myndigheden desuden forpligtet til at ændre sin

praksis fremover.

Herudover antages det, at hvis en myndigheds retsanvendelse eller praksis er blevet

underkendt i en konkret sag, er myndigheden normalt forpligtet til at genoptage ikke

blot afgørelsen i den konkrete sag, men også allerede afgjorte tilsvarende sager af egen

drift, og eventuelt træffe en ny afgørelse i sagerne. Det gælder også, når en myndighed

på baggrund af en principafgørelse fra Ankestyrelsen bliver opmærksom på, at myn-

dighedens retsanvendelse eller praksis er (eller ville blive) underkendt.

Baggrunden er dels, at det er mest nærliggende, når der er tale om en retlig mangel, at

det offentlige bærer ansvaret, og dels at det ud fra et lighedssynspunktvil være den

rimeligste løsning over for borgerne.

Pligten til genoptagelse gælder dog kun, hvis myndigheden samtidig vil være forpligtet

til at omgøre afgørelsen.

SOU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 537: Spm. om en kommune er forpligtet til – og eventuelt indenfor hvilken tidsramme – at genoptage sagsbehandlingen i en sag, når den får kendskab til, at en afgørelse er i strid med bindende retskilde som f.eks. en principafgørelse, til social- og indenrigsministeren

Ved vurderingen af, om en myndighed er forpligtet til at omgøre afgørelser som følge

af en ændring eller underkendelse af praksis (fra f.eks. klageinstansen), kan der ifølge

Lis Sejr og Jens Vedsted-Hansen, Anke og genoptagelse i principielle sager (1990),

side 166 ff., side 186 ff. og side 192 ff., bl.a. lægges vægt på følgende: 1) spørgsmålets

grundlæggende karakter, 2) grovheden af fejlen, 3) intensiteten af indgrebet og 4)

administrative hensyn. Det anføres, at kriteriet om fejlens grovhed må tillægges særlig

vægt, og at der vil bestå en ubetinget omgørelsespligt ved særligt grove (åbenbare) fejl.

Ifølge Karsten Loiborg m.fl., Forvaltningsret, 2. udgave (2002), side 946, må der ved

besvarelsen af spørgsmålet om, hvornår forvaltningen er forpligtet til af egen drift at

omgøre en afgørelse, især lægges vægt på, om forvaltningens tidligere retsanvendelse

eller praksis har været udtryk for en mere eller mindre klar ulovlighed (om der i den

ene ende af skalaen er truffet ugyldige afgørelser eller har været tale om en uforsvarlig

–

og efter omstændighederne erstatningspådragende

–

forvaltning, eller der i den

anden ende af skalaen har været tale om en undskyldelig retsvildfarelse eller et valg

mellem to for så vidt lige gode retsopfattelser). Og for det andet om en genoptagelse af

sagerne af egen drift vil volde større eller mindre administrative vanskeligheder (om

det i den ene ende af skalaen vil være faktisk umuligt eller dog særdeles vanskeligt og

overordentligt ressourcekrævende at finde frem til de relevante sager, eller det i den

anden ende af skalaen vil være forholdsvis ukompliceret, på baggrund af de oplysnin-

ger og de registreringssystemer myndigheden har, at finde frem til sagerne).

Hvis det volder større vanskeligheder, f.eks. fordi det er forholdsvis kompliceret at

finde frem til de relevante sager, eller der er tale om et meget stort antal sager, bør

myndigheden i stedet generelt informere offentligheden om borgernes mulighed for

selv at rette henvendelse til myndigheden for at søge om at få deres tidligere afgjorte

sager genoptaget. Dette kan f.eks. ske gennem medierne og ved opslag på myndighe-

dens hjemmeside.

Jeg henviser til Jon Andersen og Karsten Loiborg m.fl., Forvaltningsret, 2. udgave

(2002), side 383 og side 946 ff., Sten Bønsing, Almindelig Forvaltningsret, 3. udgave

(2013), side 270 f., Niels Fenger, Forvaltningsloven med kommentarer (2013), side

279 f., Karsten Revsbech m.fl., Forvaltningsret

–

Sagsbehandling, 7. udgave (2014),

side 126 ff., Lis Sejr og Jens Vedsted- Hansen, Anke og genoptagelse i principielle sa-

ger (1990), side 189 og 199 ff., og Kaj Larsen, Juristen 1991, side 257 ff.

Jeg henviser også til Folketingets Ombudsmands beretning for 1981, side 245 ff., 1990,

side 266 ff., 1997, side 183 ff., og 2003, side 357 ff.”

Det er en almindeligt anerkendt forvaltningsretlig grundsætning, at sager skal behand-

les så hurtigt som muligt. Det vil efter Social- og Indenrigsministeriets opfattelse bero

på en konkret vurdering af den konkrete sag, hvornår en kommunes pligt til at genop-

tage en sag til behandling indtræder.

Vedrørende spørgsmålet om borgmesterens eller et andet kommunalbestyrelses-

medlems pligt til at reagere samt om mulige konsekvenser, hvis det ikke sker, kan jeg

henvise til den daværende økonomi- og indenrigsministers besvarelse af 22. december

2017 af Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalgs spørgsmål nr. 94 (alm. del),

vedlagt som bilag 1.2.

Med venlig hilsen

Astrid Krag

Bilag

1.1 Folketingets Ombudsmands udtalelse af 4. juli 2016

1.2 Svar af 22. december 2017 på SOU 94 (alm. del)