SOU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 494: Spm., om en kommune selv kan beslutte, hvad der kan defineres som et hjælpemiddel eller et forbrugsgode, f.eks. en rollator, til social- og indenrigsministeren

Social- og Indenrigsudvalget 2019-20
SOU Alm.del
Offentligt

Folketingets Social- og Indenrigsudvalg

Holmens Kanal 22

1060 København K

Telefon 72 28 24 00

Sagsnr.

2020 - 5345

Doknr.

254018

Dato

16-06-2020

Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har d. 19. maj 2020 stillet følgende spørgsmål

nr. 494 (alm. del) til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares. Spørgsmå-

let er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DF).

Spørgsmål nr. 494:

”Vil ministeren redegøre for, om en kommune selv kan beslutte, hvad der kan

define-

res som et hjælpemiddel eller et forbrugsgode, f.eks. en rollator? Vil ministeren samti-

dig henvise til den relevante lovhjemmel? Spørgsmålet stilles i forlængelse af debat-

indlægget ”Så blev en rollator et 'forbrugsgode'” på Kanalfrederikshavn.dk den

13. maj

2020.”

Svar:

Lovgivningen og praksis indeholder ingen udtømmende opremsning eller specifikke

definitioner på, om enkeltprodukter skal anses som hjælpemidler eller forbrugsgoder.

Ankestyrelsen har imidlertid i sin praksis fastlagt en generel definition, hvorefter hjæl-

pemidler omfatter produkter, som er fremstillet specielt med henblik på at afhjælpe de

varige følger af en nedsat funktionsevne.

Den generelle definition på forbrugsgoder fremgår af § 17, stk. 2, i bekendtgørelse om

hjælp til anskaffelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter serviceloven. Ifølge denne

definition omfatter forbrugsgoder produkter, som er fremstillet og forhandles bredt

med henblik på sædvanligt forbrug hos befolkningen i almindelighed.

Hvorvidt et givent produkt er at betragte som et hjælpemiddel eller et forbrugsgode,

vil således bero på en konkret vurdering af det formål, hvormed produktet er fremstil-

let. Til illustration heraf vil f.eks. kørestole, arm- og benproteser og skærmlæserpro-

grammer til mennesker med synshandicap være hjælpemidler, da disse produkter er

fremstillet specielt med henblik på at afhjælpe en nedsat funktionsevne. Omvendt vil

f.eks. hæve-/sænkeborde, elevationssenge og robotstøvsugere være forbrugsgoder, da

de er fremstillet med henblik på sædvanligt forbrug hos befolkningen i almindelighed.

Hvilke produkter, der betragtes som henholdsvis hjælpemidler og forbrugsgoder, vil

løbende ændres i takt med den almindelige samfundsudvikling, herunder den teknolo-

giske udvikling. Ved bedømmelsen af hvorvidt et produkt har ændret karakter fra

hjælpemiddel til forbrugsgode, må der bl.a. tages hensyn til den almindelige levestan-

dard og borgernes forbrugs- og levevaner. Således kan produkter, der oprindeligt var

tænkt som hjælpemidler fremstillet med henblik på afhjælpning af funktionsnedsæt-

telse, med tiden ændre karakter og blive mere almindeligt udbredt med henblik på

sædvanligt forbrug hos befolkningen i almindelighed, hvorved de vil overgå til at blive

SOU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 494: Spm., om en kommune selv kan beslutte, hvad der kan defineres som et hjælpemiddel eller et forbrugsgode, f.eks. en rollator, til social- og indenrigsministeren

betragtet som forbrugsgoder. Til illustration heraf kan nævnes el-scootere og compu-

tere, der oprindeligt blev anset som hjælpemidler, men som gennem de senere år har

ændret karakter til forbrugsgoder.

Det er kommunerne, der i forbindelse med afgørelsen af enkeltsager vurderer, om et

givent produkt, f.eks. en rollator, skal bevilges som et hjælpemiddel eller et forbrugs-

gode. Kommunernes afgørelser kan påklages til Ankestyrelsen, der gennem princi-

pielle udmeldinger i principmeddelelser kan udstikke en rettesnor for, hvorvidt et pro-

dukt er at anse som et hjælpemiddel eller et forbrugsgode på et givent tidspunkt.

Afgørelsen af, om et produkt er at betragte som et hjælpemiddel eller et forbrugsgode,

fastlægges dermed via praksis gennem konkrete afgørelser i kommunerne og i Anke-

styrelsen, men kommunerne skal naturligvis ved deres afgørelser sikre sig, at deres

praksis er i overensstemmelse med Ankestyrelsens principielle udmeldinger på områ-

det.

På den baggrund kan jeg derfor ikke som minister udtale mig generelt om, hvorvidt en

rollator er at betragte som et forbrugsgode eller et hjælpemiddel, da det beror på en

konkret og individuel vurdering, der skal foretages af borgerens kommune.

Med venlig hilsen

Astrid Krag