Folketingets Social- og Indenrigsudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 72 28 24 00
Sagsnr.
2020 - 1921
Doknr.
207858
Dato
12-03-2020
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har d. 13. februar 2020 stillet følgende
spørgsmål nr. 356 (alm. del) til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Jacob Sølvhøj (EL).
Spørgsmål nr. 356:
”Vil ministeren kommentere artiklen ”Brians søn er vokset fra kørestolen:
Han skal
vente 40 uger på en, der passer” (DR’s hjemmeside den12. februar 2020), og tilkende-
give om ministeren finder, at en sagsbehandlingstid på 40 uger, der angiveligt alene er
begrundet i kommunens økonomi, er acceptabel?
https://www.dr.dk/nyheder/regionale/oestjylland/brians-soen-er-vokset-fra-
koerestolenhan-skal-vente-40-uger-paa-en”.
Svar:
Mennesker med særlige behov skal kunne føle sig trygge ved, at de får den hjælp og
støtte, som de har behov for, og at de ikke bliver efterladt i længere tid uden en nød-
vendig hjælp på grund af lange sagsbehandlingstider. Derfor er det ganske enkelt ikke
acceptabelt med en ventetid op til 40 uger for at få en ny kørestol, hvis man er vokset
ud af den gamle.
Ud fra beskrivelsen i artiklen er der tale om en sag, hvor kommunen i forvejen kender
borgerens hjælpebehov og funktionsniveau, hvorfor de ved, hvad der skal til for at
hjælpe borgeren. I sådanne sager bør sagsbehandlingstiden som udgangspunkt kunne
holdes rimelig kort.
Det er vigtigt for mig at understrege, at selvom der ikke er centralt fastsatte frister for
sagsbehandlingstiden på det sociale området, skal kommunen dog behandle spørgs-
mål om hjælp hurtigst muligt. Dette hurtighedsprincip fremgår af retssikkerhedslo-
vens § 3.
Mere generelt vil jeg gerne sige, at den største udfordring for retssikkerheden efter
min opfattelse er stramme budgetter. Derfor er jeg også glad for, at denne regering
allerede har taget et første skridt i en ny retning, hvor vi investerer i velfærden frem for
at skære ned.
Men de stramme budgetter gør ikke, at det er rimeligt at lade økonomien være styren-
de for længden på sagsbehandlingstiderne. I den sammenhæng vil jeg gerne under-
strege, at kommunernes ret til at prioritere inden for rammerne i den sociale lovgiv-
ning ikke ændrer på, at kommunerne har en klar forpligtelse til at sikre, at mennesker
med handicap får en sammenhængende og helhedsorienteret indsats, der dækker den
enkeltes behov for hjælp og støtte. Det er ikke kommunernes økonomi, men derimod
det enkelte menneske og hans eller hendes behov, der skal være omdrejningspunktet.