Social- og Indenrigsudvalget 2019-20
SOU Alm.del
Offentligt
2157547_0001.png
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 72 28 24 00
Sagsnr.
2020 - 1677
Doknr.
212425
Dato
03-03-2020
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har den 7. februar 2020 stillet følgende
spørgsmål nr. 341 (alm. del) til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra udvalget.
Spørgsmål nr. 341:
”Vil ministeren kommentere det fremsendte materiale fra Danish International
Adoption (DIA) og Adoption og Samfund?
Materialet er fremsendt i forbindelse med et foretræde for SOU den 6. februar
2020.”
Svar:
Materialet, der henvises til, er
DIA’s og Adoptions
& Samfunds høringssvar til Anke-
styrelsens undersøgelse af den internationale adoptionsformidling i Danmark.
De to organisationer understreger her, at international adoption eksisterer af hensyn
til børn, for hvem der ikke er andre muligheder for hjælp til en god opvækst. Endvide-
re understreger både DIA og Adoption & Samfund vigtigheden af, at den erfaring og
viden om international adoptionsformidling, som DIA har opbygget gennem mange
års varetagelse af opgaven, beskyttes for at bevare international adoption på den bedst
mulige vis. Endelig rejser organisationerne i deres høringssvar en række relevante
spørgsmål og bekymringer vedrørende de elementer og overvejelser, der indgår i un-
dersøgelsen, og Adoption & Samfund problematiserer inddragelsen af interessenter i
udarbejdelsen af Ankestyrelsens undersøgelse.
Jeg vil gerne understrege, at jeg er opmærksom på, at der i DIA gennem et mangeårigt
arbejde med international adoption er opbygget særlige kompetencer og kundskaber i
forhold til adoptionsformidling. Det var netop en årsag til, at det med den politiske
aftale fra 2014 blev besluttet at fortsætte med en organisering af formidlingsopgaven i
privat regi, dog samlet hos én organisation og med et skærpet tilsyn.
Udviklingen i det såkaldte ”formidlingsbillede” siden 2014 gør det imidlertid nødven-
digt at ændre på det set up, som vi kender. Allerede dengang var antallet af internatio-
nale adoptioner for nedadgående, og siden er der sket et yderligere fald fra 124 adopti-
oner i 2014 til 46 i 2019. Det er vigtigt for mig, at vi finder en løsning, der bedst muligt
rummer de mange forskellige hensyn, der gør sig gældende på adoptionsområdet.
I arbejdet med at finde en løsning på de aktuelle udfordringer på det internationale
adoptionsområde er det helt centralt at inddrage interessenter og aktører på området
og trække på den viden, de har. Jeg har således haft et dialogmøde med interessenter-
ne på området den 5. februar 2020, og jeg har også afholdt møde med DIA og Adopti-
onsnævnets formand henholdsvis den 17. og 21. februar 2020.
SOU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 341: Spm. om ministerens kommentar til det fremsendte materiale fra Danish International Adoption (DIA) og Adoption og Samfund, til social- og indenrigsministeren
2157547_0002.png
For god ordens skyld skal jeg også bemærke, at interessenterne på området i processen
er blevet hørt over kommissoriet for Ankestyrelsens undersøgelse, og at Adoption &
Samfund ligeledes har været til et møde i Ankestyrelsen under undersøgelsens udar-
bejdelse, mens DIA løbende har været inddraget i arbejdet. Alle interessenter og aktø-
rer fik den endelige undersøgelse i høring den 20. december 2019.
De synspunkter, DIA og Adoption & Samfund har rejst i både deres høringssvar og på
de møder, jeg har holdt med dem, vil indgå i de videre overvejelser om ændring af
tilrettelæggelsen af adoptionsformidlingen.
Med venlig hilsen
Astrid Krag
2