Folketingets Social- og Indenrigsudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 72 28 24 00
Sagsnr.
2020 - 1164
Doknr.
198857
Dato
21-02-2020
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har d. 24. januar 2020 stillet følgende
spørgsmål nr. 273 (alm. del) til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. 273:
”Mener
ministeren, der er en udfordring i samspillet mellem serviceloven og anden
lovgivning, i forhold til om kommuner ser sig forpligtet til at sætte fokus økonomi
frem for faglighed i deres sagsbehandling?
Spørgsmålet stilles som opfølgning på samråd om kommunernes brug af
resultatlønnede konsulenter på handicapområdet den 23. januar 2020, jf.
samrådsspørgsmål P.”
Svar:
Til brug for besvarelsen af spørgsmålet har jeg lagt til grund, at der med formuleringen
”mellem serviceloven og anden lovgivning” menes, om der er uoverensstemmelse
mellem servicelovens bestemmelser om, at afgørelser skal træffes efter en konkret og
individuel vurdering og den generelle forpligtelse for kommunerne til at handle
økonomisk ansvarligt.
Formålet med serviceloven fremgår af lovens § 1, som er en central bestemmelse for
forståelsen og fortolkningen af serviceloven. Det er således bl.a. af
formålsbestemmelsen, at det udtrykkeligt fremgår, at hjælpen til borgerne efter
serviceloven ”tilrettelægges på baggrund af en konkret og individuel vurdering af den
enkelte persons behov og forudsætninger og i samarbejde med den enkelte.”
Det er også af formålsbestemmelsen, at det fremgår, at
”afgørelser efter loven træffes
på baggrund af faglige og økonomiske hensyn.” Denne formulering blev indsat i
serviceloven i 2012, og det fremgår af forarbejderne til loven, at der var tale om en
lovfæstelse af, hvad der allerede var gældende ret, fordi kommunerne, som nævnt
ovenfor, har en generel forpligtelse til at handle økonomisk ansvarligt.
Det fremgår desuden udtrykkeligt af forarbejderne, at ”[h]ensynet til kommunernes
økonomi kan [dog] aldrig stå alene, da kommunalbestyrelsens afgørelse skal baseres
på en konkret, individuel vurdering af borgerens behov. Kommunalbestyrelsen må
derfor aldrig vælge en indsats alene ud fra økonomiske overvejelser. Den enkelte
kommunalbestyrelse kan heller aldrig afvise at hjælpe borgere, der har krav på hjælp
efter loven, med henvisning til kommunens økonomi.”
Det fremgår derudover, at ”[ø]konomiske
hensyn skal forstås som hensyn til, om
tilbud efter loven er anskaffet og eller leveret på en økonomisk hensigtsmæssig måde.
F.eks. bør kommunen, hvis den skal vælge mellem to tilbud, som er lige egnede til at
opfylde borgerens behov, vælge det billigste.”