Folketingets Social- og Indenrigsudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 72 28 24 00
Sagsnr.
2020 - 3696
Doknr.
262842
Dato
19-06-2020
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har d. 11. oktober 2019 stillet følgende spørgs-
mål nr. 31 (alm. del) til social- og indenrigsministeren.
”Vil ministeren oversende den budgetanalyse, der foretages med henblik på at ned-
bringe sagsbehandlingstiderne i Ankestyrelsen, når den foreligger?
Spørgsmålet er stillet på baggrund af Statsrevisorernes beretning (16/2018) om Anke-
styrelsens sagsbehandlingstider og produktivitet og ministerens redegørelse hertil af
5. juli 2019.”
Jeg har den 8. november 2019 svaret udvalget, at budgetanalysen af Ankestyrelsen vil
indgå i det videre arbejde med at fastlægge Ankestyrelsens fremadrettede bevillingsni-
veau, og at Social- og Indenrigsministeriet vil oversende budgetanalysen til udvalget,
når arbejdet er afsluttet. Dette er nu sket, og budgetanalysen er vedhæftet svaret her.
Jeg kan derudover oplyse, at det på baggrund af budgetanalysen er besluttet at fast-
holde merbevillingen til Ankestyrelsen på finansloven for 2019 målrettet nedbringelse
af sagsbehandlingstider. Det vil sige, at profilen på 35 mio. kr. i 2019, 30 mio. kr. i
2020, 30 mio. kr. i 2021, 25 mio. kr. i 2022 og frem (2019-pl) fastholdes. Merbevillin-
gen fremgår således også på finansloven for 2020.
Samtidig fastholdes følgende målsætninger for sagsbehandlingstiderne:
en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på 13 uger på størstedelen af det bevil-
lingsstyrede område, herunder for kommunale social- og beskæftigelsessager
et loft på 10 ugers sagsbehandlingstid på fuldt oplyste sager om sygedagpenge
og udbetaling af kontante ydelser
en sagsbehandlingstid på som udgangspunkt 20 dage for alle sager om aktind-
sigt på det kommunale tilsynsområde.
Dermed vil Ankestyrelsen senest i 2022 kunne leve op til målsætningerne for maksi-
male sagsbehandlingstider på som udgangspunkt 20 dage for alle sager om aktindsigt
på det kommunale tilsynsområde og gennemsnitligt 13 uger for kommunale social- og
beskæftigelsessager. Derudover fastholdes målsætningen om, at sager om visse forsør-
gelsesydelser skal behandles inden for 10 uger senest i 2022.