Folketingets Social- og Indenrigsudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 72 28 24 00
Sagsnr.
2020 - 1164
Doknr.
198857
Dato
21-02-2020
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har d. 24. januar 2020 stillet følgende spørgs-
mål nr. 273 (alm. del) til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. 273:
”Mener
ministeren, der er en udfordring i samspillet mellem serviceloven og anden
lovgivning, i forhold til om kommuner ser sig forpligtet til at sætte fokus økonomi
frem for faglighed i deres sagsbehandling?
Spørgsmålet stilles som opfølgning på samråd om kommunernes brug af resultatløn-
nede konsulenter på handicapområdet den 23. januar 2020, jf.
samrådsspørgsmål P.”
Svar:
Til brug for besvarelsen af spørgsmålet har jeg lagt til grund, at der med formuleringen
”mellem serviceloven og anden lovgivning” menes, om der er uoverensstemmelse mel-
lem servicelovens bestemmelser om, at afgørelser skal træffes efter en konkret og indi-
viduel vurdering og den generelle forpligtelse for kommunerne til at handle økono-
misk ansvarligt.
Formålet med serviceloven fremgår af lovens § 1, som er en central bestemmelse for
forståelsen og fortolkningen af serviceloven. Det er således bl.a. af formålsbestemmel-
sen, at
det udtrykkeligt fremgår, at hjælpen til borgerne efter serviceloven ”tilrettelæg-
ges på baggrund af en konkret og individuel vurdering af den enkelte persons behov og
forudsætninger og i samarbejde med den enkelte.”
Det er også af formålsbestemmelsen, at det fremgår, at
”afgørelser efter loven træffes
på baggrund af faglige og økonomiske hensyn.” Denne formulering blev indsat i ser-
viceloven i 2012, og det fremgår af forarbejderne til loven, at der var tale om en lovfæ-
stelse af, hvad der allerede var gældende ret, fordi kommunerne, som nævnt ovenfor,
har en generel forpligtelse til at handle økonomisk ansvarligt.
Det fremgår desuden udtrykkeligt af forarbejderne, at ”[h]ensynet til kommunernes
økonomi kan [dog] aldrig stå alene, da kommunalbestyrelsens afgørelse skal baseres
på en konkret, individuel vurdering af borgerens behov. Kommunalbestyrelsen må
derfor aldrig vælge en indsats alene ud fra økonomiske overvejelser. Den enkelte kom-
munalbestyrelse kan heller aldrig afvise at hjælpe borgere, der har krav på hjælp efter
loven, med henvisning til kommunens økonomi.”
Det fremgår derudover, at ”[ø]konomiske
hensyn skal forstås som hensyn til, om til-
bud efter loven er anskaffet og eller leveret på en økonomisk hensigtsmæssig måde.
F.eks. bør kommunen, hvis den skal vælge mellem to tilbud, som er lige egnede til at
opfylde borgerens behov, vælge det billigste.”