Social- og Indenrigsudvalget 2019-20
SOU Alm.del
Offentligt
2151686_0001.png
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 72 28 24 00
Sagsnr.
2020 - 959
Doknr.
199094
Dato
19-02-2020
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har d. 22. januar 2020 stillet følgende
spørgsmål nr. 262 (alm. del) til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Trine Torp (SF).
Spørgsmål nr. 262:
”Hvad er ministerens kommentar til Politikens historie ”Socialsygeplejerske:
»Det er,
som om det sociale system venter, til udsatte børn for alvor er truet” på pol.dk den 21.
januar 2020, og vil ministeren især svare på, om en kommune kan nægte en enlig mor
med tre skolesøgende børn på under 10 år uden familie og netværk, der skal indlæg-
ges, hjælp, aflastning m.m. indtil moderen er udskrevet og evt. kommet til hægterne
igen, så hun kan passe sine børn uden risiko for eget liv og velfærd og med fare for en
”børnesag” fra kommunen?”
Svar:
Først og fremmest blev jeg meget berørt, da jeg læste fortællingen i Politiken fra
d.21.01.2020. At en enlig mor med tre små børn, der lige hænger i med neglene, som
socialsygeplejersken beskriver, må pendle mellem hospital og daglige gøremål, og
ovenikøbet have sine børn med under behandlingen, er for mig at se for barske vilkår
både for mor og børn. Jeg undrer mig samtidig over, at familien, ifølge socialsyge-
plejersken, ikke allerede får hjælp, når børnene vokser op uden basale fornødenheder
som elektricitet og ordentligt beklædning.
Jeg kender ikke sagens detaljer, og jeg kan derfor ikke redegøre for, hvorfor det for-
holder sig sådan.
For regeringen er det helt centralt, at fællesskabet skal træde til, når livet slår knuder,
og der for eksempel opstår uventet sygdom. Vi skal hjælpe, når en enlig mor til tre
børn egentligt bør indlægges. Vi skal hjælpe børnene til at få en barndom, der ikke
sætter dem bagud på point fra starten. Og vi skal hjælpe, så snart vi kender til proble-
mer, ikke vente til hele huset står i brand.
En børnesag er nu engang kommunens redskab til at undersøge, hvor og om familien
har brug for støtte for at give børnene den bedst mulige opvækst. En opvækst uden
elektricitet, køleskab og råd til vintertøj er i mine øjne ikke en barndom, som rummer
de muligheder alle børn bør have. Børnesagen skal på den måde ikke ses som en fare,
men som en hjælp, der kan få familien og ikke mindst børnene på fode igen.
Kommunerne er efter servicelovens § 11 og § 52 forpligtet til at give udsatte børn og
unge den fornødne hjælp, hvis de har behov for støtte. Det følger af servicelovens § 46,
stk. 2, at støtten skal være tidlig og helhedsorienteret, så problemerne så vidt muligt
kan forebygges og afhjælpes i hjemmet eller i det nære miljø. Støtten skal i hvert enkelt
tilfælde tilrettelægges på baggrund af en konkret vurdering af det enkelte barns eller
den enkelt unges og familiens forhold. Den kan fx bestå af aflastning eller pædagogisk
og praktisk støtte.
SOU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 262: Spm. om ministerens kommentar til Politikens historie Socialsygeplejerske: »Det er, som om det sociale system venter, til udsatte børn for alvor er truet, til social- og indenrigsministeren
2151686_0002.png
Som borger har man mulighed for at klage til Ankestyrelsen, hvis en kommune giver
afslag på hjælp. Derudover har Ankestyrelsen en såkaldt egen-drift-beføjelse, som
indebærer, at Ankestyrelsen kan gå ind i en sag på baggrund af en henvendelse fra
personer, der ikke er parter i sagen, fx borgere, fagpersoner eller andre som oplever, at
kommunen ikke gør det fornødne i overensstemmelse med barnets eller den unges
bedste. Ankestyrelsen kan pålægge kommunen at træffe afgørelse i sagen, ligesom
Ankestyrelsen i visse tilfælde også selv kan træffe afgørelse i sagen.
Med venlig hilsen
Astrid Krag
2