Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 72 28 24 00
Sagsnr.
2019 - 4965
Doknr.
133132
Dato
25-11-2019
Kære ordførere
Den 24. januar 2019 modtog I et brev fra daværende børne- og socialminister, Mai
Mercado, vedrørende Center for Selvmordsforskning.
Af brevet fremgik det, at der havde vist sig nogle problemstillinger i relation til
centeret, som ministeriet havde kigget nærmere på, og at det i den forbindelse var
blevet klart, at der skulle tages stilling til, hvorvidt centeret fremadrettet kan udfylde
den opgave, det er tiltænkt, samt hvorvidt de opgaver, centeret udfører, er
efterspurgte.
Det blev derfor foreslået, at ministeriet igangsatte et arbejde med henblik på at afklare
dette, hvilket der ikke efterfølgende var bemærkninger til fra ordførernes side. Det
fremgik også af brevet, at konklusionerne forventedes at blive drøftet på statusmødet i
satspuljekredsen primo 2. kvartal 2019. Dette møde blev imidlertid aflyst grundet
valgudskrivelse, hvorfor sagen aldrig blev drøftet.
Arbejdet blev dog gennemført, og jeg sender jer hermed det notat, der er resultatet
heraf.
På baggrund af afdækningen indstiller jeg, at de midler, partierne bag satspuljen i sin
tid afsatte i driftstilskud til centeret
–
4 mio. kr. årligt i 2019-priser
–
omprioriteres, så
de fortsat anvendes til formålet, men til større gavn for målgruppen.
Jeg vil således anmode om jeres opbakning til, at Social- og Indenrigsministeriet
iværksætter et arbejde med nedlæggelse af centret og omdirigering af midlerne til
forskning og formidling i Dansk Forskningsinstitut for Selvmordsforebyggelse
–
DRISP, som vurderes at have stærkere forudsætninger for at udføre forskning af høj
kvalitet på området.
Jeg vil desuden foreslå, at midlerne bevilges til DRISP under en række
forudsætninger, herunder at den forskning, der udføres for midlerne, har et
tværfagligt fokus, samt at instituttet har fokus på formidling til offentligheden,
herunder offentlige institutioner såsom skoler.
Såfremt I har bemærkninger eller spørgsmål til ovenstående, bedes I rette henvendelse
senest den 4. december 2019.
Med venlig hilsen
Astrid Krag