Social- og Indenrigsudvalget 2019-20
SOU Alm.del
Offentligt
2135896_0001.png
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg
Christiansborg
15. januar 2020
Svar på Social- og Indenrigsudvalgets spørgsmål nr. 199 af 19.
december 2019 stillet efter ønske fra Bertel Haarder (V)
Spørgsmål
Hvad kan ministeren oplyse om fremgangen i arbejdet mod en nordisk enhed
mht. ID-identifikation, og hvilke af de eksisterende problemer for fritidshusejere
og grænsegængere m.fl. satses der på at afhjælpe, f.eks. ift. lettere adgang til mobil-
telefoner, mobilepay, oprettelse af bankkonto og m.m.?
Svar
eIDAS-forordningen, der blev vedtaget af EU den 17. september 2014, trådte i
kraft den 1. juli 2016. eIDAS-forordningens Artikel 6, der handler om gensidig an-
erkendelse af elektroniske identifikationsmidler, skal sikre, at EU-/EØS-borgere
og virksomheder på sigt kan anvende selvbetjeningsløsninger på tværs af EU og
derved skabe et mere digitalt sammenhængende EU. Fristen for implementering
af Artikel 6 var den 29. september 2018.
Digitaliseringsstyrelsen har til implementering af Artikel 6 etableret den såkaldte
eID-gateway, som er den tekniske løsning, der muliggør, at borgere i de øvrige eu-
ropæiske lande med deres egne elektroniske ID (eID) kan tilgå danske løsninger,
der anvender NemID.
eID-gatewayen blev idriftsat den 29. august 2018, og i dag er Tyskland, Italien og
Estland integreret hertil. Det betyder, at borgere med et italiensk, estisk eller tysk
eID kan tilgå 55 danske selvbetjeningsløsninger via gatewayen i dag. I takt med, at
flere landes eID’er godkendes af EU-medlemslandene
via en anmeldelsesproces til
EU-Kommissionen, vil flere lande blive koblet på den danske eID-gateway.
Der er således en række danske selvbetjeningsløsninger, som i dag kan benyttes
via eID-gatewayen. Fx kan EU- og EØS-borgere tilgå Optagelse.dk og søge opta-
gelse på fx videregående uddannelser. Herudover kan EU- og EØS-borgere også
logge ind med deres udenlandske eID og gennemføre et selvbetjeningsforløb hos
Styrelsen for Patientsikkerhed og fx klage over sundhedsfaglig behandling eller
brud på patientrettigheder.
Finansministeriet · Christiansborg Slotsplads 1 · 1218 København K · T 33 92 33 33 · E [email protected] · www.fm.dk
SOU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 199: MFU spm., om fremgangen i arbejdet mod en nordisk enhed mht. ID-identifikation, til finansministeren
Side 2 af 2
Det er dog vigtigt at bemærke, at det for mange selvbetjeningsløsninger vil være
nødvendigt at gennemføre større ændringer i selve it-løsningerne, såfremt EU- og
EØS-borgere fuldt ud skal kunne anvende services på linje med danske borgere.
Der vil i nogle tilfælde være tale om væsentlige omkostninger, og tilpasninger vil
derfor ske i forbindelse med den løbende udvikling af selvbetjeningsløsningerne.
For at EU- og EØS-borgere kan gennemføre et fuldt selvbetjeningsforløb digitalt,
udestår det bl.a. for en række services, at der kan ske en kobling mellem EU-bor-
geres eID og et dansk CPR-nummer. Når arbejdet med at gennemføre denne
kobling har fundet sted, vil det være muligt at tilpasse relevante løsninger. Fx for-
ventes det, at EU- og EØS-borgere på sigt vil kunne ansøge om udbetaling af fe-
riepenge.
Der pågår i EU et arbejde på at klarlægge en kommerciel model, så private virk-
somheder på sigt også vil kunne benytte eID-gatewayen og modtage logins med
udenlandske eID’er.
Det er oplagt, at vi i Danmark, udover ovennævnte samarbejde i EU, arbejder tæt
sammen med de lande, som er tæt på os, og hvor borgerne vil kunne mærke en
særlig gevinst ved nemmere adgang til at anvende eID på tværs af landegrænser.
Derfor har vi også et samarbejde i gang i Nordisk Ministerråd, hvor vi arbejder på
at forbedre anvendelse af national eID på tværs af landegrænserne i Norden.
Endelig skal det tilføjes, at der pågår et arbejde med at gennemføre godkendelse af
det danske NemID i EU-Kommissionen. Godkendelse af NemID vil betyde, at
borgere med NemID på sigt vil kunne bruge NemID til digitale selvbetjeningsløs-
ninger i EU og EØS.
Med venlig hilsen
Nicolai Wammen
Finansminister