Folketingets Lovsekretariat
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 72 28 24 00
Sagsnr.
2019 - 9495
Doknr.
180712
Dato
18-12-2019
Medlem af Folketinget Birgitte Klintskov Jerkel (KF) har d. 11. december 2019 stillet
følgende spørgsmål nr. S 464 til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. S 464:
”Vil
ministeren redegøre for konkret økonomisk ramme, indhold og tidshorisont for
den kommende evaluering af organiseringen og planlægningen af handicapområdet,
som følger af finanslovsaftalen for 2020 mellem regeringen, Radikale Venstre,
Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet?”
Svar:
Afdækningen af det specialiserede socialområde er bydende nødvendig. Det er den,
fordi meget tyder på, at der gennem en lang årrække er sket en afspecialisering på
området. En afspecialisering som i værste fald betyder, at der til de borgere, som har
allermest behov for hjælp, ikke findes tilbud med den rette kvalitet. En
afspecialisering, som trækker lange og dybe spor tilbage til kommunalreformen i 2007.
Det er på høje tid, at vi genbesøger, om alle beslutninger dengang nu også var lige
kloge. Men her er ikke plads til hurtige snuptags- og hovsaløsninger. Denne gang skal
vi gøre det ordentligt og gøre det grundigt.
Det betyder ikke, at jeg ikke er utålmodig, for det er jeg, men det afgørende for mig er
nu engang, at arbejdet ikke må blive hastet igennem.
Det er med finanslovsaftalen for 2020 aftalt, at afdækningen skal sættes i gang i løbet
af første halvår af 2020
–
og jeg gør mig forhåbninger om, at den kan igangsættes
allerede i første kvartal 2020.
Men det er en meget stor opgave, som bl.a. kræver en afdækning af de mange
komplekse målgrupper og de tusinder af tilbud på det specialiserede socialområde.
Regeringen har ikke taget endelig stilling til spørgsmål om afdækningens design,
processen for arbejdet og den økonomiske ramme hertil. Derfor kan jeg heller ikke for
nuværende svare på de konkrete spørgsmål herom.
Jeg kan dog love, at processen for arbejdet vil blive tilrettelagt bl.a. med henblik på at
sikre, at interessenterne på området vil blive tæt inddraget. En ordentlig afdækning
kan ikke tilvejebringes uden det vigtige bidrag i form af indsigt og viden, som bl.a.
organisationerne på området, KL og Danske Regioner kan levere.