Social- og Indenrigsudvalget 2019-20
SOU Alm.del
Offentligt
2130347_0001.png
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 72 28 24 00
Sagsnr.
2019 - 9051
Doknr.
175754
Dato
20-12-2019
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har d. 28. november 2019 stillet følgende
spørgsmål nr. 154 (alm. del) til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DF).
Spørgsmål nr. 154:
”Hvilke muligheder
har en kommune, når Planklagenævnet har afgjort, at Solutio ikke
skal udarbejde en lokalplan, men leve op til en landzonetilladelse, som kommune skal
give? Der henvises til SOU alm. del -
bilag 67 (internt).”
Svar:
Erhvervsministeriet oplyser følgende, hvortil jeg kan henvise:
”Erhvervsministeriet har forstået spørgsmålet således, at projektet fordrer en
landzonetilladelse.
Det er kommunalbestyrelsen, der afgør, om der skal gives en landzonetilladelse, når
der ansøges herom. I den forbindelse skal kommunen foretage en konkret vurdering
og afvejning af en lang række hensyn, der falder ind under planlovens
formålsbestemmelse. Kommunen skal således inddrage planlægningsmæssige hensyn,
herunder hensyn til landskab, natur, miljø, trafikforhold, naboer, samfundsmæssige
behov og til udvikling i landdistrikterne. Hvis der ønskes udvidelse eller ændringer i de
tilladte aktiviteter, skal der ansøges om landzonetilladelse hertil.
Ved indretning af institutioner i tidligere boliger lægges der i hidtidig administrativ
praksis i klageinstansen betydelig vægt på det samfundsmæssige behov, så tilladelse
meddeles, med mindre der er væsentlige modstående hensyn.
Hvis der meddeles landzonetilladelse, kan der fastsættes vilkår, som er bindende.
Vilkår skal være sagligt begrundede.
Afvejningen af de relevante hensyn kan også munde ud i, at kommunen giver et afslag
på landzonetilladelse.
Både kommunens afgørelse om tilladelse og afslag kan påklages til Planklagenævnet.”
Med venlig hilsen
Astrid Krag