Skatteudvalget 2019-20
SAU Alm.del
Offentligt
2239214_0001.png
3. september 2020
J.nr. 2020 - 7335
Til Folketinget
Skatteudvalget
Hermed sendes svar på spørgsmål nr. 648 af 26. august 2020 (alm. del). Spørgsmålet er
stillet efter ønske fra Louise Schack Elholm (V).
Morten Bødskov
/ Søren Schou
SAU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 648: Spm. om at hjælpe de danske øresundspendlere, som ikke længere lever op til kravene i Øresundsaftalen (statslig skat for udenlands bosatte), da de har hjemmearbejdet, som statsministeren har bedt dem om, til skatteministeren
2239214_0002.png
Spørgsmål
Vil ministeren hjælpe de danske øresundspendlere, som ikke længere lever op til kravene i
Øresundsaftalen (statslig skat for udenlands bosatte), da de har hjemmearbejdet, som
statsministeren har bedt dem om?
Svar
Øresundsaftalen er en skatteaftale, som Danmark og Sverige har indgået i tilknytning til
den nordiske dobbeltbeskatningsaftale. Øresundsaftalen medfører bl.a., at beskatningsret-
ten til lønindkomst ikke skifter fra det normale arbejdsland til bopælslandet for de dage,
der arbejdes hjemmefra, når blot arbejdet i det normale arbejdsland udgør mindst halvde-
len af arbejdstiden i hver 3-måneders periode. Øresundsaftalen medfører således, at per-
soner, der er hjemmehørende i Danmark, og som normalt arbejder i Sverige for en
svensk arbejdsgiver, kun beskattes i Sverige af lønindkomsten, selvom der arbejdes hjem-
mefra i relativt stor udstrækning.
Situationen med COVID-19 har medført, at mange grænsependlere har arbejdet hjemme-
fra. I nogle tilfælde kan det betyde, at de for en periode ikke længere opfylder betingel-
serne i Øresundsaftalen, og at lønindkomsten for de dage, der arbejdes hjemmefra derfor
skal beskattes i bopælslandet Danmark i stedet for i Sverige. Det er vigtigt at være op-
mærksom på, at den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst sikrer, at lønindkomsten
for hjemmearbejdet i Danmark ikke dobbeltbeskattes. Herudover vil lønindkomst for det
arbejde, der udføres i Sverige, fortsat kun blive beskattet i Sverige.
Det nordiske samarbejde på skatteområdet er tæt, og på baggrund af den dialog, der har
været mellem Danmark, Sverige, Norge og Finland om den skattemæssige behandling af
de nordiske grænsependlere, er det vurderingen, at der på ikke nuværende tidspunkt skal
ændres i den nordiske dobbeltbeskatningsaftale eller i Øresundsaftalen. Det bemærkes, at
en ændring af Øresundsaftalen forudsætter, at der indgås en aftale herom, der vil skulle
tiltrædes af Folketinget og Riksdagen.
Skattestyrelsen kan vejlede de berørte pendlere, når årsopgørelsen for 2020 skal udarbej-
des. Både Skattestyrelsen og Skatteverket har allerede udarbejdet vejledninger til Øre-
sundspendlerne om anvendelsen af reglerne under situationen med COVID-19.
Side 2 af 2