Skatteudvalget 2019-20
SAU Alm.del
Offentligt
2236699_0001.png
31. august 2020
J.nr. 2020 - 7049
Til Folketinget
Skatteudvalget
Hermed sendes svar på spørgsmål nr. 626 af 20. august 2020 (alm. del). Spørgsmålet er
stillet efter ønske fra Rune Lund (EL).
Morten Bødskov
/ Søren Schou
SAU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 626: Spm. om at redegøre for baggrunden for, at befordringen mellem hjem og arbejdsplads ikke altid hører under det normale befordringsfradrag, men også kan foregå under skattefri kørselsgodtgørelse med en markant højere sats, til skatteministeren
2236699_0002.png
Spørgsmål
Vil ministeren i forlængelse af SAU alm. del
spørgsmål 591 redegøre for baggrunden
for, at befordringen mellem hjem og arbejdsplads ikke altid hører under det normale be-
fordringsfradrag, men også kan foregå under skattefri kørselsgodtgørelse med en markant
højere sats, og vil ministeren medgive, at det kan forekomme arbitrært, at man ikke
kan få befordringsfradrag for de første 24 km, mens man kan modtage en forhøjet sats
fra km 0 i den skattefrie kørselsgodtgørelse?
Svar
Udgangspunktet er, at befordring mellem hjem og arbejdsplads anses for privat befor-
dring.
Efter den såkaldte 60-dages-regel i ligningslovens § 9 B anses befordring mellem sædvan-
lig bopæl og arbejdsplads i indtil 60 dage inden for de forudgående 12 måneder dog for
erhvervsmæssig befordring. En arbejdsgiver kan derfor yde skattefri befordringsgodtgø-
relse med ”den høje sats”
for befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i indtil
60 dage (3,52 kr. pr. km til og med 20.000 km årligt og herefter 1,96 kr. pr. km for kørsel i
egen bil eller motorcykel). Overstiger antallet af arbejdsdage på samme sted 60 dage inden
for en 12 måneders periode, anses arbejdspladsen for fast og befordringen dermed privat.
Inden indførelsen af 60-dages-reglen indebar definitionen af erhvervsmæssig befordring
overvejelser om bl.a. arbejdets karakter, sondring mellem skiftende og fast arbejdssted
mv. Med 60-dages-reglen blev indført et objektivt kriterium til at sondre mellem er-
hvervsmæssig befordring mellem hjem og arbejdsplads og privat befordring mellem hjem
og arbejdsplads. Hensigten var at skabe et mere objektivt regelsæt med større forudsige-
lighed.
Tidsrummet 60 dage blev valgt, fordi det blev antaget i de fleste tilfælde at dække arbejds-
forhold, hvor der reelt foreligger stadigt skiftende arbejdspladser. Baggrunden for reg-
lerne om skattefri godtgørelse for erhvervsmæssig befordring, herunder muligheden for at
få skattefri godtgørelse for befordring mellem hjem og arbejdsplads i indtil 60 dage, er så-
ledes den grundlæggende tankegang, at personer, der til stadighed har skiftende arbejds-
pladser, ikke har mulighed for at bo nær (alle) disse arbejdspladser, og at erhvervsmæssige
befordringsudgifter principielt bør være uden skattemæssige konsekvenser for den an-
satte, jf. også min besvarelse af SAU alm. del - spørgsmål 591.
Efter ligningslovens § 9 C er der fradragsret for befordring mellem sædvanlig bopæl og
arbejdsplads. Der er tale om befordring af privat karakter, hvortil der er indført særlig fra-
dragshjemmel, dog kun for den del af befordringen pr. arbejdsdag, der overstiger 24 km.
Bundgrænsen bygger på et princip om, at alle selv må bære udgiften til befordring inden
for en vis afstand mellem bopæl og arbejdsplads.
Jeg mener principielt, at det af hensyn til både administration og forudsigelighed er nød-
vendigt at basere reglerne om befordringsfradrag og -godtgørelse på objektive kriterier -
herunder afgrænsningen mellem erhvervsmæssig og privat befordring. Jeg finder det - gi-
vet denne afgrænsning
ikke urimeligt, at
erhvervsmæssig befordring
kan dækkes skattefrit for
den ansatte fra første kilometer, mens der er en bundgrænse på 24 km, når der er tale om
privat befordring.
Side 2 af 2