SAU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 217: Spm. om ombudsmanden tidligere har taget stilling til, om en statslig myndighed eller statslig virksomhed, må betale for en bøde, som en privat virksomhed eller privatperson har fået, til Folketingets Ombudsmanden

Skatteudvalget 2019-20
SAU Alm.del
Offentligt

Folketinget, Skatteudvalget

Christiansborg

1240 København K

Besvarelse af spørgsmål nr. 217 fra

Skatteudvalget (alm. del)

Jeg har med e-mail af 4. februar 2020 fra Folketingets Udvalgssekretariat

modtaget Skatteudvalgets spørgsmål nr. 217 (alm. del).

Spørgsmål nr. 217:

Ombudsmanden bedes oplyse, om ombudsmanden tidligere har taget

stilling til, om en statslig myndighed eller statslig virksomhed, må betale

for en bøde, som en privat virksomhed eller privatperson har fået.

Svar:

Folketingets Ombudsmand har i en udtalelse af 19. maj 2016 taget stilling til

DRs praksis med normalt at friholde sine medarbejdere for omkostninger

(herunder bøder, erstatning og sagsomkostninger), som de var blevet pålagt i

forbindelse med f.eks. straffesager anlagt mod dem for forhold udført i tjene-

sten.

Udtalelsen er offentliggjort på ombudsmandens hjemmeside som FOB 2016-

19 og kan ses

her.

Udtalelsen er også vedlagt i kopi.

Folketingets Ombudsmand ses ikke at have taget stilling til spørgsmålet i an-

dre sager.

6. februar 2020

Dok.nr. 20/00694-2/PLS

Bedes oplyst ved

henvendelse

+ bilag

Folketingets

Ombudsmand

Gammeltorv 22

1457 København K

33 13 25 12

www.ombudsmanden.dk

[email protected]

Personlig henvendelse:

Man.-fre. 10-14

Telefontid:

Man.-tors. 9-16

Fre. 9-15

Med venlig hilsen

Side 1 | 2

SAU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 217: Spm. om ombudsmanden tidligere har taget stilling til, om en statslig myndighed eller statslig virksomhed, må betale for en bøde, som en privat virksomhed eller privatperson har fået, til Folketingets Ombudsmanden

Kopi til:

MF Dennis Flydtkjær

Side 2 | 2

Skilleark

Dokumentnummer: 20/00694-2

FOLKETINGETS

OMBUDSMAND

2016-19

mv.

DRs betalingaf journalistersbøder, sagsomkostninger

På baggrund af en henvendelse fra en advokat undersøgte ombudsmanden,

DRs praksis med normalt at friholde sine medarbejdere for omkostninger

(herunder bøder, erstatning og sagsomkostninger), som de var blevet pålagt i

forbinde/se med f.eks. straffesager anlagt mod dem for forhold udført i tjene-

sten, var lovlig.

Efter en samlet vurdering

herunder bl.a. af forarbejderne til radio- og fjern-

syns/oven, den nærmere rækkevidde af DRs praksis og oplysningerne

branchepraksis på området

fandt ombudsmanden ikke grundlag for at anse

DRs praksis for retsstridig.

Det måtte efter ombudsmandens opfatte/se samtidig anerkendes, at der var

tale om en usædvanlig anvendelse af offentlige midler, når DR dækkede be-

/øb, som dens ansatte var blevet pålagt at betale i anledning af strafbare eller

i øvrigt retsstridige handlinger. Det kunne bl.a. opfattes som stående

mod-

sætning til det individualansvar, som retsordenen i de pagaeldende tilfelde

byggede på.

Da det ikke fremgik, at Folketinget- f.eks. ved vedtagelsen af radio- og fjern-

synsloven

havde forholdt sig til spørgsmålet, orienterede ombudsmanden

Kulturministeriet, Folketingets Retsudvalg

Folketingets Kulturudvalg, med

henblik på at lovgivningsmagten kunne overveje på et tidspunkt at forholde sig

udtrykkeligt til spørgsmålet, eventuelt ved indførelse af en særlig hjemmel i

radio- og fjernsyns/oven.

Ombudsmanden henstillede endvidere bl.a., at DR overvejede at tydeliggøre i

sine etiske retningslinjer, at det aldrig

uanset hvilke journalistiske formål det

måtte tjene

kunne komme på tale f.eks. at foretage eller medvirke til hand-

linger, som man med sikkerhed eller sandsyn/ighed anså for strafbare eller på

anden mde retsstridige.

(Sag nr. 15/00822)

19. maj 2016

Forvaltningsret

12.1- 12.2

Presse og radio

Herunder gengives ombudsmandens udtalelse i sagen:

OMBUDSMANDENS UDTALELSE

Ombudsmandens udtalelse

1. Baggrund

Du bad den 15. juli 2014 om min stillingtagen til, "om det er lovlig og korrekt

forvaltning af offentlige midler hos Danmarks Radio (herefter 'DR'), når DR

øjensynligt vælger at friholde sine journalister for betaling af de boder, erstat-

ninger, godtgørelser og sagsomkostninger, som påføres dem, når de har

fremsat usande og strafbare beskyldninger mod andre -- det være sig offentli-

ge institutioner, virksomheder eller enkeltpersoner".

Jeg sendte den 13. oktober 2014 (mit j.nr. 14/03138) en kopi af dit brev med

bilag videre til DR, således at DR fik mulighed for over for dig at tage stilling til

det, som du skrev.

DR skrev herefter den 6. november 2014 til dig, at DRs friholdelse af sine

medarbejdere for omkostninger, som de var pålagt i forbindelse med f.eks.

civile straffesager anlagt mod dem for forhold udført i tjenesten og inden for

de instrukser, der var udstukket af DRs ledelse, efter DRs opfattelse ikke var

retsstridig. Det blev også bemærket, at DRs praksis ikke adskilte sig fra den

praksis, der generelt er gældende i mediebranchen.

Den 27. november 2014 rettede du på ny henvendelse til mig om sagen.

Den 29. december 2014 skrev jeg til dig (mit j.nr. 14/05116), at jeg var indstil-

let på at tage sagen op til undersøgelse. Jeg mente imidlertid, at det var mest

korrekt, at Kulturministeriet fik mulighed for at tage stilling til, om ministeriet

som ressortmyndighed selv ville forholde sig til det, der forelå oplyst om DRs

praksis med at friholde sine medarbejdere.

Jeg sendte derfor den 29. december 2014 kopi af dine breve af 15. juli og 27.

november 2014 med bilag videre til Kulturministeriet med henblik på ministeri-

ets stillingtagen hertil. Jeg orienterede samtidig DR herom ved en kopi af mit

brev til Kulturministeriet.

Den 2. februar 2015 skrev Kulturministeriet til mig, at ministeriet ikke fandt

grundlag for som ressortmyndighed at indlede en behandling af sagen. Mini-

steriet redegjorde dog samtidig for retsgrundlaget for DRs virksomhed og an-

førte bl.a. følgende:

"Almindeli e forvaltnin sretli e rinci er

Uagtet at DR i henhold til radio- og fjernsynsloven indtager en særlig stil-

ling i forhold til staten, er DR som offentlig institution omfattet af de al-

mindelige forvaltningsretlige grundsætninger og principper, som har til

2/20

OMBUDSMANDENS UDTALELSE

formål at sikre, at forvaltningen i sin virksomhed agerer på en saglig må-

de. Disse forvaltningsretlige grundsætninger finder anvendelse ved al of-

fentlig virksomhed og skal derfor også iagttages i forbindelse med øko-

nomiske dispositioner."

Jeg besluttede herefter at tage sagen op til undersøgelse, og den 25. februar

2015 bad jeg DR om en udtalelse i sagen.

Jeg modtog en udtalelse af 30. april 2015 fra DR.

Den 12. maj 2015 sendte jeg dig en kopi af DRs udtalelse med henblik på

dine eventuelle bemærkninger.

Jeg modtog dine bemærkninger i brev af 9. juni 2015.

Herudover har jeg modtaget en række indlæg om sagen fra dig og DR.

Du er således fremkommet med supplerende bemærkninger mv. den 16., 20.,

og 27. oktober 2015, den 6. november 2015, den 26. februar 2016 og den 6.

april 2016.

DR er fremkommet med supplerende udtalelser og bemærkninger den 22.

august 2015, den 3. september 2015, den 4. og 29. december 2015 samt den

18. april 2016.

Den 30. oktober 2015 skrev jeg til dig, at det er spørgsmålet om DRs praksis

med at friholde sine medarbejdere for omkostninger, som de bliver pålagt i

forbindelse med f.eks. straffesager anlagt mod dem for forhold udført i tjene-

sten, der er temaet for min undersøgelse.

Andre sporgsmal -- herunder om der i den forbindelse sker en korrekt skatte-

mæssig behandling af de enkelte medarbejdere -- er ikke omfattet. Sidst-

nævnte er spørgsmål, som (i første omgang) henhører under skattemyndig-

hederne, som du i øvrigt også havde rettet henvendelse til.

Den 18. januar 2016 orienterede jeg dig om, at jeg nu ville forsøge at behand-

le sagen på grundlag af de oplysninger, som jeg havde fået fra dig og DR.

Den 5. april 2016 havde jeg et møde om sagen med repræsentanter fra DR

med henblik på at sikre, at jeg forstod DRs praksis korrekt, og med henblik på

uddybning af DRs synspunkter.

I det følgende vil jeg kortfattet gengive de væsentligste synspunkter, som du

og DR har anført om spørgsmålet om DRs friholdelse af sine medarbejdere

3/20

OMBUDSMANDENSUDTALELSE

(pkt. 2 og 3). Derefter vil jeg redegøre for retsgrundlaget mv. i sagen (pkt. 4)

og for min vurdering af sagen (pkt. 5).

DRs synspunkter

2.1.

Det er DRs opfattelse, at DRs praksis med at betale erstatning, godtgo-

relse, bøder samt sagsomkostninger (pådømte og egne sagsomkostninger)

for sine medarbejdere for forhold udfort i tjenesten er i overensstemmelse

med radio- og fjernsynsloven og de almindelige forvaltningsretlige grundsæt-

ninger og principper.

DR har bl.a. henvist til, at det i forarbejderne til radio- og fjernsynsloven er

forudsat, at DR skal drives efter principper som dem, der generelt er gælden-

de for pressen i Danmark. Dette omfatter også den praksis, der gælder i me-

diebranchen, om at friholde journalistiske medarbejdere for omkostninger,

som de påføres i forbindelse med bl.a. straffesager, der er forarsaget af for-

hold i tjenesten.

DR har også henvist til den daværende kulturministers supplerende svar af

14. juni 1999 på spørgsmål nr. S 1785 af 16. april 1999, jf. nærmere pkt. 4.2

nedenfor.

Som dokumentation for, at der i mediebranchen er en praksis (branchesæd-

vane) om at friholde journalistiske medarbejdere for omkostninger, som de

påføres i forbindelse med bl.a. straffesager forårsaget af forhold i tjenesten

svarende til DRs praksis -- har DR henvist til en fælleserklæring fra DR, TV2

og brancheorganisationen Danske Medier. Fælleserklæringen er udstedt til

brug for en anmodning om bindende svar vedrørende den skattemæssige

vurdering af friholdelsen af medarbejderne, jf. nærmere pkt. 4.3 nedenfor.

DR har endvidere om en sådan praksis henvist til en artikel fra Mediawatch, jf.

nærmere pkt. 4.4 nedenfor.

Det er således DRs opfattelse, at der i mediebranchen eksisterer en praksis

om, at medierne på baggrund af en konkret vurdering afholder udgifterne til

medarbejdernes bøder, sagsomkostninger, erstatning og godtgørelse, og at

DRs praksis på området er i overensstemmelse med denne praksis.

DR har også anført, at DRs journalistik publiceres på baggrund af en overord-

net ledelse af de enkelte områder, hvor de enkelte journalister får en intern

godkendelse af udsendelser.

Direktørområdet DR Medier har i den forbindelse det overordnede ansvar for

DRs programflader, herunder ansvaret for at bestille programmer hos de pro-

4/20

OMBUDSMANDENS UDTALELSE

gramproducerende afdelinger. Ved bestillingen fastlægges genre, pris og suc-

ceskriterier for de enkelte programmer. Det kan f.eks. være bestemt, at en

programserie skal være journalistisk undersøgende og debatskabende og

være med til at udfylde DRs rolle som "public watchdog".

I denne proces er der udstukket overordnede mål og rammer for program-

mernes indhold og dermed også for det udviklingsarbejde, som de enkelte

journalister pabegynder. Ansvaret for det redaktionelle arbejde inden for disse

rammer er i disse tilfelde placeret decentralt hos den relevante chef i DRs

programproducerende afdelinger.

Ifølge DR følger det af DRs organisation og procedurer for bestilling, udvikling

og udsendelse af programmer, at disse ikke bliver offentliggjort, uden at de

forinden har været gennem flere redaktionelle processer. Disse processer

involverer - udover de enkelte journalister - altid redaktører eller redaktions-

chefer og ofte også DRs jurister og programetiske medarbejdere.

I programmernes udviklingsfase forelægges journalisternes research løbende

for afdelingens redaktør og/eller redaktionschef. Redaktionschefen har i DR et

uddelegeret programansvar, herunder ansvar for at sikre, at DRs programeti-

ske retningslinjer overholdes i forbindelse med produktionen. Det er således

den enkelte journalists overordnede, der træffer beslutning om, hvilke sager

der arbejdes videre med og hvordan. Redaktionschefen vil løbende orientere

redaktørerne i DR Medier om programmets udvikling og potentiale.

Ved kontroversielle programmer vil DRs juridiske afdeling og/eller DRs etikaf-

deling ofte blive inddraget for at afklare eventuelle juridiske eller programeti-

ske problemstillinger. Programmer, som indeholder særligt debatskabende

elementer, skal derudover forelægges områdets direktør inden udsendelse.

Ved brug af skjult kamera eller skjulte lydoptagelser gælder særlige regler,

som fremgår af DRs etiske retningslinjer. Brug af skjult kamera skal altid fore-

lægges og godkendes af områdets direktør, inden arbejdsmetoden sættes i

værk. Direktøren skal ligeledes godkende selve anvendelsen af de skjulte

optagelser, inden det endelige program offentliggøres.

Det fremgår således, at DRs programproduktion involverer flere afdelinger og

enkeltpersoner, herunder redaktører, redaktionschefer, jurister, etikansvarlige

og i særlige tilfælde direktøren for det pageldende omrde. De enkelte jour-

nalister arbejder inden for procedurer, rammer og retningslinjer, som følger af

DRs organisation, og som er udstukket af DRs ledelse. Godkendelse af pro-

grammer og beslutninger om udsendelse ligger altid hos redaktører og chefer

i de programproducerende afdelinger og i DR Medier, og ikke hos den enkelte

journalist.

5/20

OMBUDSMANDENSUDTALELSE

Det er derfor DRs opfattelse, at DR som arbejdsgiver er medansvarlig for pro-

grammets indhold. Hvis DR skal undlade at friholde den pågældende medar-

bejder, skal det være, fordi medarbejderen ikke har givet de relevante oplys-

ninger eller har givet forkerte oplysninger om f.eks. den underliggende doku-

mentation til vedkommendes overordnede - altså forhold med elementer af

svig - eller i øvrigt har handlet klart i strid med rammer og instrukser, som le-

delsen har udstukket.

DR bemærker også, at det ikke er - og aldrig har veret- en bevidst strategi

for DR, at DR og/eller DRs medarbejdere skal begå strafbare handlinger.

Samtidig er det imidlertid en central opgave for DR at varetage sine og bran-

chens interesser i de straffesager, der anlægges mod DR og/eller DRs med-

arbejdere, med henblik på at sikre pressens ytringsfrihed og pressens rolle

som offentlighedens vagthund.

DR understreger, at DR som udgangspunkt ikke vil friholde en medarbejder,

hvis denne handler klart i strid med ledelsens instrukser eller gor sig skyldig i

svigagtige forhold over for ledelsen og i den forbindelse pådrager sig et straf-

og/eller erstatningsansvar.

Der kan efter DRs opfattelse ikke foretages en præcis afgrænsning af, hvor-

når der foreligger en så grov situation, at DR ikke vil friholde den pagaeldende

medarbejder. Dette må afgøres i hvert enkelt tilfælde på baggrund af en kon-

kret vurdering, herunder om det forudgaende er aftalt med redaktionschef/re-

daktør eller ledelsen i øvrigt, om det konkrete journalistiske arbejde er rele-

vant og i overensstemmelse med de journalistfaglige normer, og om der er

fortilfælde med den pågældende journalist.

DR er ikke bekendt med eksempler på, at DR -- efter at der er sket domfæl-

delse - har afvist at dække sagens omkostninger. Dette kan ikke tages som

udtryk for, at DR altid vil friholde sine medarbejdere, men alene for, at der

endnu ikke har været eksempler på situationer, hvor en medarbejder efter

DRs vurdering har handlet klart i strid med ledelsens udstukne rammer og

instrukser eller har gjort sig skyldig i et svigagtigt forhold over for ledelsen og i

den forbindelse pådraget sig et straf- ogleller erstatningsansvar.

Det er DRs opfattelse, at der bør overlades et relativt vidt skon til DR i forhold

til vurderingen af, hvornår en journalist har handlet så groft og i strid med

journalistfaglige standarder, at vedkommende ikke skal friholdes for betaling

af sagsomkostninger mv.

I den forbindelse bemærker DR, at grænserne for det tilladelige inden for det

medieretlige område er ganske komplicerede at fastlægge. Der er tale om

vanskelige vurderinger af faktum og jus, hvor udfaldet ved domstolene er van-

6/20

OMBUDSMANDENS UDTALELSE

skeligt at forudse. En væsentlig kilde til usikkerheden er, at handlinger foreta-

get som led i journalistisk virksomhed skal vurderes i lyset af Den Europæiske

Menneskerettighedskonventions artikel 10 om ytringsfrihed. Afvejningen af

straffebestemmelser over for artikel 10 er ofte kompliceret på det medieretlige

område. Det er derfor også svært for den enkelte journalist at foretage denne

vurdering.

Endelig bemærker DR, at det hører til sjældenhederne, at DRs medarbejdere

pådrager sig et straf- ogleller erstatningsansvar i forbindelse med deres jour-

nalistiske arbejde for DR.

Ifølge DR er der således de seneste fem år afsagt dom i seks straffesager

mod DRs medarbejdere for forhold begået i tjenesten for DR. Der er sket fri-

findelse i fire af sagerne. Sagsøgeren i den ene af sagerne har dog anket fri-

findelsen af DRs medarbejdere til landsretten.

2.2.

Det er DRs opfattelse, at et eventuelt pålæg til medier om ikke at friholde

medarbejderne vil udgøre et betydeligt og uberettiget indgreb i mediernes yt-

ringsfrihed og vil være i strid med den beskyttelse, som journalisterne er sikret

i medfør af artikel 10 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Den retlige beskyttelse af den frie presse på nationalt plan indebærer, at der

skal ske en reel sikring af mediernes arbejdsforhold og publiceringsaktivitet,

herunder den journalistiske research og offentliggørelsen af journalistisk ma-

teriale. Den nationale retsorden skal de facto sikre dette ud fra Den Europæi-

ske Menneskerettighedsdomstols brede angivelse af, at nationale ordninger

og tillag, der reelt indebærer en afskrækkende effekt ("chilling effect") på jour-

nalistisk arbejde, skal undgås.

DR vurderer, at en påtvungen ændring af DRs faste praksis om at tilgodese

den journalistiske uafhængighed i udførelsen af opgaverne via arbejdsgive-

rens opbakning til forelse af retssager mod journalister vil indebære en bety-

delig "chilling effect", hvor medarbejderne hos DR vil undlade at udføre deres

arbejde med afdækning af væsentlige emner og kritisk journalistik angående

kontroversielle forhold i samfundet, hvis de personligt bliver forpligtet til at be-

tale de meget byrdefulde sagsomkostninger mv., som sådanne større injurie-

sager og lignende kan indebære.

2.3.

DR er enig i, at det af forarbejderne til medieansvarsloven fremgår, at

hensynet til den journalistiske frihed indebærer, at både straf- og erstatnings-

ansvaret for forhold omfattet af denne lov skal gøres gældende over for f.eks.

forfatteren til en tekst, og at DR som medie alene hæfter for betaling af erstat-

ninger og sagsomkostninger mv.

7/20

OMBUDSMANDENS UDTALELSE

Dette forhindrer imidlertid efter DRs opfattelse ikke, at mediet, herunder DR,

konkret kan vælge at friholde medarbejderne for sagsomkostninger mv.

3. Dine synspunkter

3.1.

Det er din opfattelse, at DR som udgangspunkt er berettiget til at dække

omkostningerne ved en retssag for sine ansatte i de tilfælde, hvor de ansatte

ikke bliver dømt for overtrædelse af f.eks. straffeloven. Det samme gælder

omkostninger til juridisk bistand i forbindelse med forberedelsen af en udsen-

delse.

Derimod er det din opfattelse, at DRs praksis med at friholde sine journalister

for betaling af de bøder, erstatninger, godtgørelser og sagsomkostninger, som

de bliver pålagt i forbindelse med domfældelse for overtrædelse af f.eks. straf-

feloven, er ulovlig anvendelse af offentlige midler.

Til DRs bemærkninger om, at der i mediebranchen i Danmark eksisterer en

praksis om, at medierne på baggrund af en konkret vurdering afholder udgif-

terne til medarbejdernes bøder, sagsomkostninger, erstatning og godtgørelse,

har du bl.a. anført, at DRs fremstilling af "mediebranchens praksis" ikke er

dokumenteret eller sandsynliggjort.

Du har også anført, at en branchepraksis ikke kan ændre lovens grænser.

Endvidere har du anført, at mediebranchen overvejende består af privatejede

virksomheder. Det er kun DR, der finansieres af offentlige midler (licensmid-

ler), som borgerne endog ikke (i praksis) har nogen mulighed for at undga at

betale til, da betalingspligten udløses alene ved muligheden for at se DR og

dermed f.eks. ved anskaffelse af en smartphone eller en computer. Heraf må

følge særlige forpligtelser til ordentlighed for DR - bade i forhold til dem, der

(tvungent) finansierer virksomheden, og i forhold til de borgere, der udsættes

for virksomhedens journalistiske behandling.

Det forhold,

DRs programproduktion involverer flere afdelinger og enkelt-

personer,

de enkelte journalister arbejder inden for procedurer, rammer og

retningslinjer, som følger af DRs organisation, og som er udstukket af DRs

ledelse, og

godkendelse af programmer og beslutninger om udsendelse

således altid ligger hos redaktører og chefer i de programproducerende afde-

linger og i DR Medier, men ikke hos den enkelte journalist, ændrer efter din

opfattelse ikke naget.

Du har således bl.a. anført, at det forhold, at cheferne skal træffe bestemte

større beslutninger, viser, at DR selv er helt opmærksom på, hvilke områder

der er særligt risikable med hensyn til at ifalde erstatnings- og/eller strafan-

8/20

OMBUDSMANDENS UDTALELSE

svar. Hvorvidt beslutning om at begå en straffelovsovertrædelse er truffet af

en overordnet eller en underordnet medarbejder ændrer ikke på, at der fore-

tages en strafbar krænkelse af en uskyldig borger og virksomhed -- endog i

form af overtrædelse af straffeloven.

Det bør efter din opfattelse ikke ændre på den juridiske vurdering af sagen, at

den overordnede beslutningstager måtte vælge at forblive anonym (og der-

med udnytte medieansvarslovens mulighed for ansvarsfrihed) i stedet for at

lægge navn og dermed medansvar til det pågældende program.

Det er DRs eget valg at producere og udsende programmer, hvor der måtte

være forskal mellem den ansvarlige efter medieansvarsloven og den beslut-

ningstager, der træffer afgørelse om indholdet. Ingen journalist kan tvinges til

at lægge navn - 0g dermed retligt ansvar - til en produktion, der har et andet

indhold, end vedkommende kan stå inde for. Tilsvarende kan de chefer, der

måtte træffe afgørende beslutninger med juridiske konsekvenser, lade sig

navngive og derved påtage sig ansvaret for deres handlinger. Hvis ingen per-

soner lader sig navngive, ifalder generaldirektøren ansvaret, hvilket må være

løsningen, hvis chefbeslutninger imod den pågældende journalists holdning

fører til retligt ansvar, som den pågældende journalist ikke er indstillet på at

bære.

Det forhold, at det måtte høre til sjældenhederne, at DRs medarbejdere på-

drager sig et straf- og/eller erstatningsansvar i forbindelse med deres journali-

stiske arbejde for DR, ændrer efter din opfattelse heller ikke naget. For det

første er antallet af konkrete handlinger ikke relevant for de rejste juridiske

spørgsmål om lovligheden af disse. For det andet synes denne omstændig-

hed tvertimod at understrege, at der ikke er tale om en tilbagevendende ud-

fordring i DRs daglige drift, og at det (også) derfor må være så meget desto

mere håndterbart at afværge disse angiveligt sjeldent forekommende tilfælde

af strafbar adfærd. For det tredje er det langt fra alle tilfælde af strafbare

kraenkelser i DR, der rent faktisk bliver retsforfulgt.

3.2.

For så vidt angår DRs bemærkninger om betydningen af artikel

i Den

Europæiske Menneskerettighedskonvention, har du bl.a. anført, at de danske

domstole inddrager betydningen af Den Europeiske Menneskerettighedskon-

vention, der er en del af gældende dansk ret, i sine afgørelser. Hensynet til

ytringsfriheden efter artikel 10 er således allerede tilgodeset ved de afgørel-

ser, der domfælder journalisterne. AIie de hensyn, som DR pberaber sig,

indgar derfor allerede i domstolenes bedømmelse.

Du bemærker også, at det er en menneskeret i henhold til konventionens arti-

kel 8, at individet bliver respekteret (dvs. ikke injurieret), og at alle rettigheder i

henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er lige væsentli-

9/20

OMBUDSMANDENS UDTALELSE

ge,

jf.

konventionens artikel 17. Respekten for den enkelte efter artikel 8 vejer

således lige så tungt som pressens ytringsfrihed efter artikel 10.

3.3.

Med hensyn til medieansvarsloven er det din opfattelse, at det med lo-

vens særlige ansvarssystem er lovgivers intention at placere de adferdsregu-

lerende retsfølger endeligt hos de udøvende journalister personligt. DRs prak-

sis med at friholde sine journalister medfører efter din opfattelse en omgåelse

af lovgivers intentioner, da ansvaret herved gøres de facto illusorisk.

4. Retsgrundlag mv.

4.1.

Det bestemmes i § 15, stk. 1, i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed

(lovbekendtgørelse nr. 255 af 20. marts 2014), at DR er en selvstændig of-

fentlig institution.

DR skal ifølge radio- og fjernsynslovens § 12, stk. 1, udøve public service-

virksomhed over for hele befolkningen efter de principper, der er nævnt i lo-

vens§ 10.

Ifølge lovens § 10 skal den samlede public service-virksomhed sikre den dan-

ske befolkning et bredt udbud af programmer og tjenester omfattende nyheds-

formidling, oplysning, undervisning, kunst og underholdning. Ved program-

lægningen skal der lægges afgørende vægt på hensynet til informations- og

ytringsfriheden, og ved informationsformidlingen skal der lægges vægt på

saglighed og upartiskhed.

Programvirksomheden skal sikre befolkningen adgang til væsentlig samfunds-

information og debat.

I den første lov om radio- og fjernsynsvirksomhed (lov nr. 421 af 15. juni

1973), der afløste bl.a. radiospredningsloven, var det i§ 6 bestemt, at DR er

en selvstændig offentlig institution.

Bestemmelsen om, at DR er en selvstændig offentlig institution, er videreført i

de senere love om radio- og fjernsynsvirksomhed - nu som § 15, stk. 1 -

uden at der ved videreførelsen ifølge forarbejderne er tiltænkt nogen ind-

holdsmæssig ændring.

Af forarbejderne til bestemmelsen i § 6 - som således også gælder for så vidt

angår den nugældende § 15, stk. 1 -- fremgar bl.a. følgende (Folketingstiden-

de 1972-73, tilleg A, Sp. 54 78 ff):

"Danmarks Radios monopolstilling og dens status som offentlig institution

må selvsagt tilsiga, at der ikke kan foretages økonomiske dispositioner,

10/20

OMBUDSMANDENS UDTALELSE

som ud fra almindelige samfundsmæssige hensyn er uforsvarlige, eller

som er i afgjort uoverensstemmelse med landets økonomiske situation

øvrigt.

Med det foreliggende lovforslag er det hensigten at gøre det klart, at

Danmarks Radio ikke skal betragtes som en statsinstitution, men som en

selvstændig offentlig institution med en særlig bevillingsretlig status såle-

des som nærmere beskrevet i den foran refererede udtalelse fra

'professorudvalget'. Denne opfattelse af institutionens forvaltningsretlige

stilling stemmer overens med den betragtningsmåde, der til stadighed

har været anlagt af undervisningsministeriet og senere ministeriet for kul-

turelle anliggender. For at fjerne tvivlen om, hvorledes Danmarks Radio

skal bedømmes i budgetretlig henseende, har man i lovforslaget ikke op-

taget nogen bestemmelse svarende til den gældende lovs § 10 om, at

radiospredningsfondens budget skal optages på finanslovens § 2. Hen-

sigten hermed er at slå fast, at Danmarks Radios årlige budgetter ikke

skal optages på finansloven.

( ... ) For de grunde, der taler for at give et lands radiospredningsinstituti-

on den høje grad af selvstændighed og uafhængighed på de økonomiske

og administrative områder, som følger af en sådan ordning, er der gjort

rede i betænkning nr. 587, side 48-50, hvorfra følgende skal citeres:

'Hensynet til informations- og ytringsfriheden og den kunstneriske frihed

tilsiger, at der gives en radiospredningsvirksomhed en fri og uafhængig

stilling i forhold til statsmagten, når det gælder programlægningen og

programudførelsen. Herom er der formentlig almindelig enighed.

Vægtige grunde kan imidlertid anføres for at sikre institutionen en ud-

strakt selvstændighed og uafhengighed ogsa i andre henseender, nem-

lig med hensyn til dispositioner på de økonomiske og administrative om-

råder.

For det første vil programfriheden kunne begrænses eller endda gøres il-

lusorisk, hvis den ikke modsvares af en betydelig økonomisk og admini-

strativ dispositionsfrihed for institutionens ledelse. Hvis institutionen skal

have sine midler ved det offentliges mellemkomst, f.eks. ved at den be-

myndiges til at opkræve licensafgifter hos seere og lyttere, følger det af

sig selv, at den må respektere den økonomiske ramme, der lægges for

virksomheden gennem regeringens eller den lovgivende forsamlings be-

stemmelse af afgifternes størrelse. lnden for denne ramme bør den imid-

lertid kunne disponere så frit som muligt, og der bør udvises varsomhed

11/20

OMBUDSMANDENS UDTALELSE

ved fastsættelsen af regler, der

til

skade for den programmessige uaf-

hængighed muliggør indgreb eller lægger bånd på dispositionsfriheden.

For det andet taler arten og karakteren af de opgaver, der skal løses af

radio og TV, stærkt imod at lade institutionen være undergivet det kom-

pleks af regler og systemer, som det er nødvendigt at arbejde med inden

for den offentlige administration. Radioens virksomhed lader sig ikke

sammenligne med nogen anden offentlig virksomhed; den kan bedst

sidestilles med den, der udøves af et stort dagblad eller snarere af en

bladkoncern, der tillige udgiver et ugeblad og en række tidsskrifter. Radio

og TV kan i en forstand opfattes som et supplement til pressen, men be-

finder sig samtidig i en stadig konkurrence med denne og andre masse-

medier.

Skal institutionen kunne klare sig i denne konkurrence og være i stand til

at løse sine opgaver, må virksomheden kunne drives efter principper, der

ikke i for høj grad adskiller sig fra dem, der er gældende f.eks. inden for

pressen. Den bør ikke være hæmmet af lønnings- og ansættelsessyste-

mer, der er indrettet efter den statslige administrations behov, men som

efter al sandsynlighed ikke passer for en institution med de særlige ra-

diospredningsopgaver. De mange for statsvirksomhederne gældende

mere specielle bestemmelser og reglementer, f.eks. om fremgangsmå-

den ved indkøb af materiel, om godtgørelse for rejse- og opholdsudgifter

ved tjenesterejser o.m.a., bør ikke umiddelbart forlanges anvendt af insti-

tutionen, og den bør i økonomisk henseende være udstyret med en så-

dan autonomi, at den har reel mulighed for at danne sig et forholdsvis

sikkert skøn over, hvilke økonomiske midler der står til dens rådighed ik-

ke blot i det nærmest kommende finansår, men over en flerårig periode,

således at en effektiv langtidsplanlægning muliggøres."'

4.2.

Af sporgsml nr. S 1785 af 16. april 1999 til kulturministeren og ministe-

rens supplerende svar af 14. juni 1999, som DR har omtalt i sagen, fremgår

bl.a. følgende:

"Vil ministeren under henvisning

til

besvarelsen af 17. februar 1999 af

spørgsmål nr. S 1158 besvare den del af spørgsmålet der vedrører,

hvorvidt ministeren for sit vedkommende finder det rimeligt, at bl.a. li-

censbetalte midler bliver anvendt til dækning af de idømte bødestraffe og

den pålagte godtgørelse på kr. 100.000, ligesom ministeren fra Skatte-

ministeriet bedes indhente en udtalelse om, hvilken betydning det har for

de pageldende journalisters skattepligtige indkomst, at de i dommen

omhandlede beløb er betalt af arbejdsgiveren?

12/20

OMBUDSMANDENS UDTALELSE

Svar (22/4 99)

Supplerende svar (14/6 99)

Spørgeren ønskeroplyst, hvorvidt jeg finder det rimeligt, at bl.a. licensbe-

talte midler bliver anvendt til dækning af de idømte bødestraffe og den

pålagte godtgørelse pa 100.000 kr.

Ja, jeg finder det rimeligt, at DR i visse tilfælde på grundlag af en konkret

vurdering dækker bøder og/eller erstatninger, som ifaldes ansatte i for-

bindelse med deres arbejde for DR. Det er nødvendigt, at medierne til ti-

der 'afsoger' grenserne for det tilladelige. Men det må selvfølgelig aldrig

være en bevidst strategi at overtræde reglerne. Efter medieansvarsloven

er det som udgangspunkt redaktøren for en artikel eller udsendelse, og

ikke medievirksomheden som sådan, der er strafansvarlig for indholdet.

Det er imidlertid almindelig praksis inden for såvel de elektroniske som

de trykte medier

Danmark, at bøder/erstatninger efter en konkret vurde-

ring dekkes af medievirksomheden."

4.3.

Af den "Fælles tillægserklæring til SKAT", som DR har omtalt i sagen,

fremgår bl.a. følgende:

"2.1

I tillæg til de afgivne erklæringer skal DR, TV 2 Danmark A/S og

Danske Medier på vegne af sine medlemmer hermed erklære/bekræfte

følgende:

Det er vores opfattelse, at der i mediebranchen eksisterer en fast praksis

i form af en branchekutyme for, at man som arbejdsgiver undlader at rej-

se et regreskrav over for en journalist efter arbejdsgiverens betaling af

udgifter som omhandlet i den af (. . .) indleverede anmodning

binden-

de svar (erstatning, godtgørelse, tilkendte sagsomkostninger og egne

advokatomkostninger), medmindre journalisten har handlet på en made,

der ville give adgang til regres efter erstatningsansvarslovens

23."

4.4.

Af den artikel fra Mediawatch, som DR har omtalt i sagen, fremgår, at

Berlingskes daværende chefredaktør omtaler en sædvane og praksis i me-

diebranchen, hvorefter"( ... ) arbejdsgiveren betaler, hvis journalister eller re-

daktører idømmes bøder eller ifalder krav om erstatning".

13/20

OMBUDSMANDENS UDTALELSE

5. Min vurdering

5.1.

Som nævnt er det alene spørgsmålet om DRs praksis med at friholde

sine medarbejdere for omkostninger (herunder bøder, erstatning og sagsom-

kostninger), som de bliver pålagt i forbindelse med f.eks. straffesager anlagt

mod dem for forhold udført i tjenesten, der er temaet for min undersøgelse.

Andre sporgsmal -- herunder om der i den forbindelse sker en korrekt skatte-

mæssig behandling af de enkelte medarbejdere, eller om der er revisions-

mæssige bemerkninger - er ikke omfattet.

Efter radio- og fjernsynslovens § 15, stk. 1, er DR en selvstændig offentlig

institution.

Ifølge forarbejderne til bestemmelsen skal DR ikke betragtes som en statsin-

stitution, men som en selvstændig offentlig institution med en særlig bevil-

lingsretlig status. Det skyldes bl.a. hensynet til informations- og ytringsfrihe-

den samt den kunstneriske frihed.

Herudover er det ifølge forarbejderne også meningen, at DR skal sikres en

"udstrakt selvstændighed og uafhængighed også i andre henseender, nemlig

med hensyn til dispositioner på de økonomiske og administrative områder".

Dette begrundes bl.a. med, at arten og karakteren af de opgaver, der skal

løses af DR, taler stærkt imod at lade institutionen være undergivet det kom-

pleks af regler og systemer, som det er nødvendigt at arbejde med inden for

den offentlige administration.

DRs virksomhed lader sig således ifølge forarbejderne "ikke sammenligne

med nogen anden offentlig virksomhed", men kan "bedst sidestilles med den,

der udøves af et stort dagblad eller snarere af en bladkoncern, der tillige udgi-

ver et ugeblad og en række tidsskrifter", og DR "kan i en forstand opfattes

som et supplement til pressen, men befinder sig samtidig i en stadig konkur-

rence med denne og andre massemedier". Skal DR kunne klare sig i denne

konkurrence og være i stand

til

at løse sine opgaver, må DR "kunne drives

efter principper, der ikke i for hoj grad adskiller sig fra dem, der er gældende

f.eks. inden for pressen".

Det er således i forarbejderne til radio- og fjernsynsloven forudsat, at DR skal

kunne drives efter principper, der i vid udstrækning ligner dem, der gælder for

andre medier i Danmark.

lnden for disse rammer er DR imidlertid - som også anført af Kulturministeriet

- som en offentlig institution omfattet af de almindelige forvaltningsretlige

14/20

OMBUDSMANDENS UDTALELSE

grundsætninger og principper, der bl.a. har til formål at sikre, at offentlige

myndigheder i deres virksomhed handler på en saglig måde.

Disse forvaltningsretlige grundsætninger og principper finder anvendelse ved

al offentlig virksomhed og skal derfor også iagttages i forbindelse med øko-

nomiske dispositioner. I forarbejderne er det således også bl.a. anført, at DRs

status som offentlig institution tilsiger, at der ikke kan foretages økonomiske

dispositioner, som ud fra almindelige samfundsmæssige hensyn er uforsvarli-

ge, eller som er i afgjort uoverensstemmelse med landets økonomiske situati-

on i øvrigt.

5.2.

DR har gjort gældende, at der i mediebranchen i Danmark er en praksis

(branchesædvane) om at friholde journalistiske medarbejdere for omkostnin-

ger, som de påføres i forbindelse med (bl.a.) straffesager, der er forårsaget af

forhold i tjenesten -- svarende til DRs praksis.

DR har i den forbindelse henvist til den daværende kulturministers svar af 14.

juni 1999 på spørgsmål nr. S 1785 af 16. april 1999, en fælleserklæring fra

DR, TV2 og brancheorganisationen Danske Medier og en artikel fra Me-

diawatch, jf. nærmere pkt. 4 ovenfor.

Jeg må ud fra DRs oplysninger lægge til grund, at der --i hvert fald i dele af

mediebranchen i Danmark - er en praksis om at friholde journalistiske medar-

bejdere for omkostninger, som de påføres i forbindelse med bl.a. straffesager,

der er forårsaget af forhold i tjenesten.

Jeg må også lægge til grund, at der er tale om en langvarig praksis hos DR.

5.3.

DR har nærmere beskrevet sin praksis om produktion mv. af program-

mer. DR har således bl.a. anført, at det følger af DRs organisation og proce-

durer for bestilling, udvikling og udsendelse af programmer, at disse ikke bli-

ver offentliggjort, uden at programmerne forinden har været gennem flere re-

daktionelle processer. Processerne involverer - udover de enkelte journalister

- altid redaktører eller redaktionschefer og ofte også DRs jurister og program-

etiske medarbejdere.

Derudover skal særligt kontroversielle programmer forelægges for programaf-

delingens direktør inden udsendelse.

Efter DRs oplysninger involverer DRs programproduktion således flere afde-

linger og enkeltpersoner, herunder redaktører, redaktionschefer, jurister, etik-

ansvarlige og i særlige tilfælde direktøren for det pågældende område. De

enkelte journalister arbejder inden for procedurer, rammer og retningslinjer,

som følger af DRs organisation, og som er udstukket af DRs ledelse. God-

kendelse af programmer og beslutninger om udsendelse ligger således altid

15/20

OMBUDSMANDENS UDTALELSE

hos redaktører og chefer i de programproducerende afdelinger og i DR Medi-

er, og ikke hos den enkelte journalist.

DR har også bemærket, at DR som udgangspunkt ikke vil friholde en medar-

bejder, hvis denne har handlet klart i strid med ledelsens instrukser eller gjort

sig skyldig i svigagtige forhold over for ledelsen og i den forbindelse pådraget

sig et straf- og/eller erstatningsansvar.

Ligeledes har DR bemærket, at det hører til sjældenhederne, at DRs medar-

bejdere pådrager sig et straf- ogleller erstatningsansvar i forbindelse med de-

res journalistiske arbejde for DR.

5.4.

Det grundlæggende spørgsmål i sagen er, om det "individualansvar", som

efter retsordenen i de omhandlede tilfælde påhviler den enkelte medarbejder i

DR, er foreneligt med, at den pågældende friholdes

DR.

Det kan således anføres, at dette ansvar i realiteten - i hvert fald i en række

tilfaelde - settes ud

kraft som følge af DRs praksis. Det kan også anføres,

at den tilskyndelse til ikke at begå strafbare eller i øvrigt retsstridige handlin-

ger, der ligger i lovgivningens ansvarssystem, kan gøres mere eller mindre

illusorisk, hvis realiteten er, at ingen enkeltperson i sidste ende bliver draget til

ansvar med hensyn til betaling

bøder, erstatning og sagsomkostninger mv.

Jeg finder derfor, at det er relevante spørgsmål, der er rejst i klagen til mig.

Efter en samlet vurdering - herunder bl.a. af forarbejderne til radio- og fjern-

synsloven, den nærmere rækkevidde

DRs praksis og oplysningerne om

branchepraksis på området - har jeg imidlertid ikke grundlag for at anse DRs

praksis for retsstridig.

I den forbindelse har jeg særligt lagt vægt på beskrivelsen

DRs praksis med

hensyn til proces og beslutningskompetence mv. for så vidt angår de handlin-

ger, som efterfølgende kan vise sig at være strafbare eller i øvrigt retsstridige.

Jeg forstår det sådan, at de tilfælde, hvor der efter DRs praksis kan blive tale

om at friholde medarbejderne, i hvert fald helt overvejende er karakteriseret

ved, at de omhandlede dispositioner mv. er godkendt og besluttet på ledel-

sesplan i DR. Set i dette lys har jeg forståelse for DRs synspunkt om, at det i

sidste ende ikke bør være den pageldende medarbejder - men DR -- der

at-

holder de udgifter, der er forbundet med betaling

bøder mv.

I den forbindelse bemærker jeg, at DR udtrykkeligt har anført, at man som

udgangspunkt ikke vil friholde en medarbejder, der handler klart i strid med

ledelsens instrukser eller gør sig skyldig i svigagtige forhold over for ledelsen.

16/20

OMBUDSMANDENS UDTALELSE

Jeg har også lagt vægt på, at DR har anført, at det ikke er (og aldrig har væ-

ret) en bevidst strategi for DR, at DR og/eller DRs medarbejdere skal begå

strafbare handlinger.

I den forbindelse har jeg forståelse for, at der kan være tilfælde, hvor bedøm-

melsen af en bestemt -- journalistisk relevant - handlings lovlighed kan være

forbundet med tvivl, og at der kan opstå tilfælde, hvor domstolene anlægger

en anden vurdering end DR, uden at DRs vurdering af den grund kan siges at

være uforsvarlig eller klart forkert. Omvendt må det efter min opfattelse folge

af DRs status som offentlig myndighed, at DR som naget helt grundlæggende

ikke kan foretage eller medvirke til handlinger mv., som man f.eks. med sik-

kerhed eller sandsynlighed anser for strafbare eller på anden måde retsstridi-

ge.

lnden for de anførte rammer strider DRs praksis efter min opfattelse heller

ikke mod det særlige ansvarssystem i medieansvarsloven.

fastlægger et ansvarssystem, der bl.a. indeholder nærme-

re regler for, hvem der kan anlægges sag imod med henblik på at gore ansvar

gældende for mediernes indhold. Efter min opfattelse er der ikke holdepunkter

Medieansvarsloven

for, at dette ansvarssystem i sig selv skulle udelukke, at det enkelte medie i

konkrete tilfælde kan beslutte at friholde sine medarbejdere for betaling af

sagsomkostninger

mv.

Det tilføjes, at jeg med det anførte ikke har taget stilling til, om et eventuelt

indgreb i DRs praksis - som anført af DR - ville være i strid med Den Euro-

artikel 10. Jeg har alene taget stilling

pæiske Menneskerettighedskonventions

til, at den foreliggende praksis ikke er retsstridig.

I øvrigt bemærker jeg, at det foreliggende spørgsmål har sammenhæng med,

hvem et eventuelt straf- eller erstatningsansvar mv. nærmere søges gjort

gældende imod. I tilfælde, hvor strafansvar måtte søges gjort gældende mod

DR som sadan -- jf. herved straffelovens kapitel 5 og § 306 - vil ansvaret så-

ledes i givet fald ikke påhvile den enkelte medarbejder, og spørgsmål om

dækning af bøder og sagsomkostninger mv. vil herefter ikke opstå. Tilsvaren-

de gælder i tilfælde, hvor erstatningsansvar ikke søges gjort gældende over

for enkelte medarbejdere, men over for DR som sådan.

Jeg har ikke anledning til at gå nærmere ind på disse spørgsmål.

5.5.

Det må efter min opfattelse samtidig konstateres, at der er tale om en

usædvanlig anvendelse af offentlige midler, når DR dekker belob, som dens

ansatte er blevet pålagt at betale i anledning af strafbare eller i øvrigt retsstri-

dige handlinger. Som anført i pkt. 5.4 kan dette bl.a. opfattes som stående i

17/20

OMBUDSMANDENS UDTALELSE

modsætning til det individualansvar, som retsordenen i de pageldende tilfael-

de bygger på.

Selv om spørgsmålet tidligere har været rejst fra politisk side - jf. pkt. 4.2

ovenfor om den daværende kulturministers besvarelse af 14. juni 1999 af

sporgsmal nr. S 1785 af 16. april 1999 -- kan jeg ikke se, at lovgivningsmag-

ten i forbindelse med f.eks. vedtagelsen af radio- og fjernsynsloven har for-

holdt sig til det.

Det synes således i forarbejderne til denne lov alene mere generelt at være

anført, at DR - for at kunne klare sig i konkurrencen med andre medier og

være i stand til at løse sine opgaver - må kunne drives efter principper, der

ikke i for hoj grad adskiller sig fra dem, der er gældende inden for f.eks. pres-

sen, jf. pkt. 4.1 ovenfor.

Det kan derfor overvejes, om lovgivningsmagten på et tidspunkt med fordel

kunne forholde sig udtrykkeligt til sporgsmalet, eventuelt ved indførelse af en

særlig hjemmel i radio- og fjernsynsloven. Med sigte på sådanne overvejelser

har jeg orienteret Kulturministeriet om den foreliggende sag.

Jeg har endvidere orienteret Folketingets Retsudvalg og Folketingets Kultur-

udvalg, således at Folketinget i alle tilfælde er bekendt med problemstillingen.

5.6.

DR har bl.a. i sin udtalelse af 30. april 2015 beskrevet en række procedu-

rer, instrukser, rammer og retningslinjer, som medarbejderne -- herunder de

enkelte journalister - skal udføre deres arbejde inden for. Ifølge DR foreligger

der ikke et samlet skriftligt sæt af disse procedurer mv., men de fremgår af en

række forskellige dokumenter og aftaler.

Det ville efter min opfattelse vere onskeligt, hvis DR overvejede at få de om-

talte procedurer mv.- samt konsekvenserne af manglende overholdelse af

dem -- nedskrevet i et samlet dokument, i det omfang det er muligt. Det kunne

være med til at tydeliggøre den gældende praksis for de ansatte.

Jeg har henstillet til DR, at DR overvejer det nævnte spørgsmål og inden 8

uger meddeler mig resultatet af disse overvejelser.

DR har som nævnt også anført, at det ikke er (og aldrig har været) en bevidst

strategi for DR, at DR og/eller DRs medarbejdere skal begå strafbare handlin-

ger.

En sådan strategi ville efter min opfattelse heller ikke kunne anlægges, jf. pkt.

5.4 ovenfor.

18/20

OMBUDSMANDENS UDTALELSE

Som anført i pkt. 5.4 kan der imidlertid være en principiel risiko for, at den til-

skyndelse

til

ikke at begå strafbare eller i øvrigt retsstridige handlinger, der

ligger i lovgivningens ansvarssystem, gøres mere eller mindre illusorisk, hvis

realiteten er, at ingen enkeltperson i sidste ende bliver draget til ansvar med

hensyn til betaling af bøder og sagsomkostninger mv.

På den baggrund kunne det efter min opfattelse også være ønskeligt, hvis DR

overvejede f.eks. i sine etiske retningslinjer udtrykkeligt at fastslå, at det aldrig

- uanset hvilke journalistiske formål det måtte tjene - kan komme på tale

f.eks. at foretage eller medvirke til handlinger mv., som man med sikkerhed

eller sandsynlighed anser for strafbare eller på anden made retsstridige.

Dette kunne efter min vurdering være egnet til at modvirke, at DRs praksis

vedrørende friholdelse af medarbejdere giver anledning til misforståelser med

hensyn til DRs grundlæggende respekt også for den del af lovgivningen, der

kan sætte grænser for den journalistiske frihed.

Jeg har ligeledes henstillet til DR, at DR overvejer det nevnte sporgsmal og

inden 8 uger meddeler mig resultatet af disse overvejelser.

Jeg foretager mig i øvrigt ikke mere i sagen.

Jeg modtog herefter brev af 15. september 2016 fra DR, hvor DR skrev, at DR

ville indsætte en introduktion i sine retningslinjer, der overordnet beskrev den

redaktionelle ansvarsfordeling og proces i DR.

DR skrev videre, at udgangspunktet for al programproduktion i DR er, at såvel

DR som DRs journalister overholder lovgivningen, og at det derfor også er det

implicitte udgangspunkt for DRs etiske retningslinjer. I forlængelse af min ud-

talelse havde DR dog besluttet at fremhæve dette udgangspunkt, således at

det fremgik eksplicit af DRs etiske retningslinjer.

DR ville herefter indsætte bl.a. følgende i sine etiske retningslinjer:

"Strafbare eller retsstridige handlinger eller medvirken hertil

DRs programvirksomhed skal udoves indenfor gældende lovgivning,

herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Det må derfor aldrig være en bevidst strategi for DR og/eller DRs medar-

bejdere at begå eller medvirke

til

strafbare eller retsstridige handlinger.

På den anden side bør DR og/eller DRs medarbejdere ikke afstå fra at

19/20

OMBUDSMANDENS UDTALELSE

foretage handlinger af trygt for at overtræde f.eks. straffeloven, når hand-

lingerne vel at mærke er tilstrækkeligt begrundet i f.eks. beskyttelsen af

journalistisk arbejde i medfør

Den Europæiske Menneskerettigheds-

konvention.

DR vil som udgangspunkt friholde DRs medarbejdere for bøder, erstat-

ning/godtgørelse og sagsomkostninger for forhold begået som led i med-

arbejderens udførelse af journalistisk virksomhed for DR (forhold, der ik-

ke har direkte tilknytning til DRs journalistiske virksomhed, er undtaget, fx

er parkeringsafgifter/bøder og fartbøder undtaget).

DR kan vælge at afvise at friholde en medarbejder, hvis vedkommende

har handlet uden for de adfærdsnormer, der generelt gælder for journali-

ster. Det samme gelder, hvis handlingen for den pågældende må frem-

træde som uacceptabel adfærd, hvis der er handlet i strid med ledelsens

instrukser, eller hvis medarbejderen har gjort sig skyldig i svigagtige for-

hold."

Jeg har efterfølgende ved opslag på DRs hjemmeside konstateret, at DRs

etiske retningslinjer er blevet opdateret i overensstemmelse hermed.

Jeg modtog endvidere brev af

16.

september

2016

fra kulturministeren. Mini-

steren skrev, at han tog min udtalelse til efterretning. Han skrev bl.a. også, at

det var hans umiddelbare opfattelse, at der med bestemmelsen i radio- og

fjernsynslovens

15, stk. 1, 0g forarbejderne hertil fra lovgivers side var fast-

lagt en tilstrækkelig generel hjemmel for DR til at disponere inden for sin øko-

nomiske ramme. I den forbindelse fandt ministeren det ikke umiddelbart hen-

sigtsmæssigt, at der i radio- og fjernsynsloven blev indsat en særlig hjemmel,

der forholdt sig til spørgsmålet om DRs anvendelse af licensmidler til friholdel-

se af medarbejdere for beløb, der var pålagt i anledning af strafbare eller i

øvrigt retsstridige handlinger.

Kulturministeren orienterede samtidig Folketingets Retsudvalg og Folketingets

Kulturudvalg om sin opfattelse ved en kopi af ministerens brev af

16.

septem-

ber

2016.

20/20

Bagside

Antal filer: