Retsudvalget 2019-20
REU Alm.del
Offentligt
2193029_0001.png
Folketinget
Retsudvalget
Christiansborg
1240 København K
DK Danmark
Dato:
Kontor:
Sagsbeh:
Sagsnr.:
Dok.:
18. maj 2020
Straffuldbyrdelseskontoret
Helene Fussing Clausen
2020-0030-3840
1410251
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 983 (Alm. del), som Folketin-
gets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 26. februar 2020. Spørgs-
målet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DF).
Nick Hækkerup
/
Katrine Busch
Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 7226 8400
F +45 3393 3510
www.justitsministeriet.dk
[email protected]
REU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 983: Spm., om det er ministerens holdning at dømte, som har forsøgt at slå deres barns mor ihjel, skal have lov til at sende breve til barnet med den risiko at man igennem brevet henvender sig til offeret man har forsøgt at slå ihjel, til justitsministeren
Spørgsmål nr. 983 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:
”Vil ministeren - på baggrund af at Kriminalforsorgen har en
børneansvarligordning, der bl.a. har til formål at bevare og
styrke kontakten mellem børn og indsatte forældre - redegøre
for om det er ministerens holdning at dømte, som har forsøgt at
slå deres barns mor ihjel, skal have lov til at sende breve til bar-
net med den risiko at man igennem brevet henvender sig til of-
feret man har forsøgt at slå ihjel?”
Svar:
Justitsministeriet skal indledningsvis generelt bemærke, at reglerne om til-
hold i visse tilfælde kan give mulighed for at afskære en indsats kontakt med
sit barn eller særbarn, selvom at tilholdet er rettet mod en forælder.
Ved et tilhold kan en person forbydes at opsøge en anden ved personlig,
mundtlig eller skriftlig henvendelse, herunder ved elektronisk kommunika-
tion, eller på anden måde kontakte eller følge efter den anden person, jf. § 1
i lov nr. 112 af 3. februar 2012 om tilhold, opholdsforbud og bortvisning
(tilholdsloven). Betingelserne for at meddele et tilhold følger af tilholdslo-
vens § 2.
Et tilhold omfatter som udgangspunkt kun den person som efter tilholdslo-
vens § 2 er krænket af den person, tilholdet gives til.
Ifølge tilholdslovens § 6 kan et tilhold udvides til at omfatte et medlem af
forurettedes husstand, hvis det findes nødvendigt af hensyn til formålet med
tilholdet. Det fremgår af lovens forarbejder, at et tilhold efter bestemmelsen
også kan udvides til at omfatte et barn i hustanden. Det er en forudsætning,
at betingelserne for tilhold er opfyldt, jf. tilholdslovens § 2, og at det anses
for nødvendigt af hensyn til formålet med tilholdet at udvide foranstaltnin-
gen til at omfatte et medlem af den pågældendes husstand, herunder ud fra
en proportionalitetsvurdering, jf. tilholdslovens § 12. Det fremgår videre, at
der ved den nærmere udformning af et tilhold mv. f.eks. kan tages hensyn
til, om den part, der får meddelt tilholdet, har ret til samvær med et barn, der
bor hos forurettede. Det fremgår desuden af lovens forarbejder, at et tilhold
f.eks. vil kunne udvides til også at omfatte den forurettedes særbarn, hvis
den indklagede har begået forhold, der uanset at de er rettet mod barnets mor
eller far, gør det nærliggende at antage, at fortsatte fredskrænkelser mv. også
vil gå ud over barnet, eller at indklagede vil forfølge eller genere den foru-
rettede gennem barnet. I det omfang, der ikke er samværsret til fælles børn,
vil tilhold mod at kontakte fællesbørn også kunne komme på tale. Hvis der
2
REU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 983: Spm., om det er ministerens holdning at dømte, som har forsøgt at slå deres barns mor ihjel, skal have lov til at sende breve til barnet med den risiko at man igennem brevet henvender sig til offeret man har forsøgt at slå ihjel, til justitsministeren
er samværsret, må et tilhold i givet fald begrænses til et forbud mod kontakt,
der rækker ud over det, som følger af samværsretten.
Det følger samtidig af tilholdslovens § 13, at et tilhold ikke omfatter kontakt,
ophold eller færden, som af særlige grunde må anses for beføjet. Som ek-
sempel på kontakt, som af særlige grunde må anses for beføjet, nævnes der
i forarbejderne en situation, hvor et fælles barn akut bliver alvorlig sygt, og
der ikke er andre, der har mulighed for tids nok at køre barnet på hospitalet,
og hvor den pågældende overtræder et tilhold ved at køre barnet på hospita-
let.
Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en
udtalelse fra Direktoratet for Kriminalforsorgen, der har oplyst følgende:
”Direktoratet for Kriminalforsorgen kan oplyse, at afsendelse af
breve under kriminalforsorgens børneansvarligordning altid
skal ske med udgangspunkt i de gældende regler for brevveks-
ling.
I medfør af straffuldbyrdelsesloven har en afsoner ret til
brevveksling. Breve til og fra en afsoner kan uden retskendelse
åbnes og lukkes af personalet i afsonerens påsyn. Gennemlæs-
ning af breve til og fra en afsoner kan alene ske, hvis det skønnes
påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, af hensyn
til kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstre-
misme, af hensyn til at forebygge kriminalitet eller for at be-
skytte den forurettede ved lovovertrædelsen. I tilfælde, hvor
gennemlæsning har fundet sted, kan et brev tilbageholdes, hvis
det af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, af hensyn til kri-
minalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstremisme, af
hensyn til at forebygge kriminalitet eller for at beskytte den
forurettede ved lovovertrædelsen ikke bør afsendes.
Breve fra en afsoner afleveres som oftest i en åben kuvert til
personalet, som undersøger, at der ikke er ulovlige genstande
med brevet. Efter endt kontrol lukkes kuverten. Breve til og fra
afsonere vil - i overensstemmelse med reglerne i straffuldbyr-
delsesloven - som udgangspunkt blive ekspederet uden gennem-
læsning. Der skal således foreligge konkrete grunde til at gen-
nemlæse et brev. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis fængslet har
oplysninger om, at den indsatte tidligere under indsættelsen har
kontaktet den forurettede imod dennes ønske. Dette gælder i
særlig grad i sager, hvor den pågældende er dømt for at have
begået personfarlig kriminalitet over for den forurettede.
Det bemærkes, at kriminalforsorgen i almindelighed ikke mod-
tager oplysninger fra politiet om tilhold m.v. i forbindelse med
varetægtsfængsling eller anmeldelse af en idømt straf til fuld-
3
REU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 983: Spm., om det er ministerens holdning at dømte, som har forsøgt at slå deres barns mor ihjel, skal have lov til at sende breve til barnet med den risiko at man igennem brevet henvender sig til offeret man har forsøgt at slå ihjel, til justitsministeren
byrdelse. Der har således ikke været fastlagt procedurer med
henblik på at undersøge, om et givent brev, som den indsatte har
ret til at sende, sendes til en person, som den indsatte har tilhold
mod at kontakte.
Det bemærkes endelig, at kriminalforsorgen er i gang med at
ændre retningslinjerne for udsendelse af materiale fra de børne-
ansvarlige, således at det i videst mulige omfang sikres, at mu-
ligheden for at bevare og styrke kontakten mellem børn og ind-
satte forældre ikke misbruges til f.eks. at komme i kontakt med
forurettede.”
Det er min opfattelse, at der er behov for at se på, om kriminalforsorgen har
adgang til tilstrækkelige oplysninger om tilhold, så børneansvarligordnin-
gen ikke utilsigtet anvendes til, at en indsat kontakter en person, som den
indsatte som følge af et tilhold ikke må kontakte.
I den forbindelse kan jeg oplyse, at spørgsmålet om politiets underretning
af kriminalforsorgen om tilhold vedrørende domfældte og varetægtsfængs-
lede vil blive behandlet i forbindelse med et kommende udspil med nye ini-
tiativer mod stalking.
Der henvises i øvrigt til den samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 984 (Alm.
del) fra Folketingets Retsudvalg.
4