REU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 928: Spm. om ministerens vurdering af synspunktet om, at der i for høj grad lægges vægt på IQ-tests i mentalerklæringer, til justitsministeren

Retsudvalget 2019-20
REU Alm.del
Offentligt

Folketinget

Retsudvalget

Christiansborg

1240 København K

DK Danmark

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

2. juni 2020

Strafferetskontoret

Nina Lentz

2020-0030-3776

1475111

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 916 (Alm. del), som Folketin-

gets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 13. februar 2020. Spørgs-

målet er stillet efter ønske fra Karina Lorentzen Dehnhardt (SF).

Nick Hækkerup

Mette Johansen

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

REU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 928: Spm. om ministerens vurdering af synspunktet om, at der i for høj grad lægges vægt på IQ-tests i mentalerklæringer, til justitsministeren

Spørgsmål nr. 916 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

”Mener ministeren at det er et problem for retssikkerheden, når

Retslægerådet påpeger, at en fjerdedel af de mentalerklæringer,

som de skal vurdere, er så mangelfulde, at det ikke er muligt, jf.

artiklen "Brist i op mod hver tredje mentalerklæring: Ordfører

kalder det en skandale for retssikkerheden" fra Berlingske den

13. februar 2020?”

Svar:

Artiklen ”Brist i op mod hver tredje mentalerklæring” bragt i Berlingske

den 13. februar 2020 omhandler kvaliteten af mentalerklæringer i straffesa-

ger, hvor der opstår spørgsmål om, hvorvidt den tiltalte er mentalt retarderet.

Det fremgår bl.a. af artiklen, at det særligt er problematisk, at der ikke læg-

ges tilstrækkelig vægt på udviklingshæmning i barndommen og for stor

vægt på IQ-tests.

Mentalerklæringer indeholder lægefaglige vurderinger, og de indgår i an-

klagemyndighedens vurdering af, hvilken påstand der skal nedlægges under

en straffesag, ligesom de indgår i rettens vurdering af, om der i den konkrete

straffesag er grundlag for at idømme anden foranstaltning end straf i medfør

af straffelovens §§ 68-70, herunder bl.a. som følge af mental retardering.

Mentalerklæringerne har således ikke betydning for vurderingen af, om en

tiltalt skal findes skyldig i kriminalitet.

Mentalerklæringers høje faglige kvalitet er en forudsætning for, at anklage-

myndigheden og domstolene kan handle i tillid til de retspsykiatriske erklæ-

ringer, som de præsenteres for.

Jeg er derfor helt enig i, at det er et problem for både den enkelte og for

tilliden til retssystemet, hvis kvaliteten ikke er tilstrækkelig høj i alle sager,

og er det tilfældet, skal der rettes op herpå.

Det anføres i artiklen, at Retslægerådet i 2016 på baggrund af en stikprøve

advarede om, at 20 ud af 71 personer »ikke var mentalt retarderede eller i

en tilstand ligestillet hermed«, selv om de netop var blevet vurderet mentalt

retarderede i mentalundersøgelsen i første omgang, og at det fik Retslæge-

rådet til at udtrykke bekymring for forekomsten af et stort antal »forkerte«

domme i sin årsberetning.

Rigsadvokaten har oplyst, at Rigsadvokaten den 24. februar 2020 har holdt

et møde med Retslægerådet, Danske Regioner, Retspsykiatrisk Klinik og de

regionale statsadvokater, hvor problemstillingen om mentalerklæringer ved-

rørende mentalt retarderede blev drøftet, og hvor det bl.a. blev aftalt, at de

relevante aktører snarest muligt skal forsøge at tilvejebringe et bedre data-

grundlag med henblik på at belyse, om der kan være grundlag for yderligere

tiltag, f.eks. præcisering af retningslinjerne på området mv. Rigsadvokaten

forventer på den baggrund at indkalde til et nyt møde hurtigst muligt.

Det skal videre bemærkes, at Retslægerådets bekymring for, at der skulle

være afsagt ”forkerte” domme ikke vedrører de sager, som forelægges rådet

– da rådet i så fald har mulighed for at udbedre eventuelle fejl og mangler i

sagerne – men går på, om der potentielt kan være fejl i sager, som ikke fo-

relægges Retslægerådet.

Der foreligger en række retssikkerhedsmæssige garantier, som skal bidrage

til at sikre, at en person, der findes skyldig i kriminalitet, også idømmes den

rette sanktion.

Jeg vil navnlig fremhæve, at Rigsadvokaten har oplyst, at anklagemyndig-

heden – hvis der er tvivl om mentalerklæringens indhold – som udgangs-

punkt vil sende erklæringen retur til overlægen med supplerende spørgsmål

eller anmode overlægen om at præcisere anbefalingen.

Herudover har Rigsadvokaten i Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om Psy-

kisk afvigende kriminelle, fastsat retningslinjer for, hvornår mentalundersø-

gelser forelægges Retslægerådet. Det følger bl.a. af retningslinjerne, at men-

talundersøgelser som regel forelægges for Retslægerådet, når de anbefaler

dom til anbringelse i institution. En mentalundersøgelse i en straffesag, hvor

den tiltalte på grund af mental retardering anbefales anbragt på en institu-

tion, vil derfor som regel have været forelagt Retslægerådet. Det følger også

af retningslinjerne, at en mentalundersøgelse bør forelægges Retslægerådet,

hvis der er tvivl om, hvilken foranstaltning der er bedst egnet til at forebygge

lovovertrædelser, eller der i øvrigt er andre tvivlsspørgsmål vedrørende

sanktionsspørgsmålet.

Den tiltalte og dennes forsvarer kan endvidere, hvis de er uenige i indholdet

af mentalerklæringen, anmode om, at der udarbejdes en supplerende erklæ-

ring. Hvis anklagemyndigheden ikke finder, at der skal udarbejdes en sup-

plerende udtalelse, kan spørgsmålet indbringes for retten.

Hertil kommer, at de regionale statsadvokater er inddraget i alle sager, hvor

der nedlægges påstand om en foranstaltning, ligesom statsadvokaterne fører

løbende tilsyn med området, herunder at en foranstaltning efter §§ 68, 69

eller 70 ikke opretholdes i længere tid og videre omfang end nødvendigt.

Det skal hertil bemærkes, at Rigsadvokaten ved e-mail af 19. februar 2020

anmodede politikredsene og de regionale statsadvokater om at være særligt

opmærksomme på, om der er behov for at forelægge mentalerklæringer ved-

rørende mentalt retarderede for Retslægerådet.

Rigsadvokaten har endvidere oplyst, at der på det føromtalte møde den 24.

februar 2020 mellem Rigsadvokaten, Retslægerådet, Danske Regioner,

Retspsykiatrisk Klinik og de regionale statsadvokater, hvor problemstillin-

gen om mentalerklæringer vedrørende mentalt retarderede blev drøftet, var

enighed om, at det vil være unødvendigt og uhensigtsmæssigt at forelægge

alle mentalerklæringer vedrørende mentalt retarderede for Retslægerådet, at

det er vigtigt, at der er opmærksomhed på i hver enkelt sag at vurdere beho-

vet for supplerende oplysninger samt forelæggelse for Retslægerådet, og at

der i tvivlstilfælde altid bør ske forelæggelse. Som nævnt forventer Rigsad-

vokaten at indkalde til et nyt møde om emnet hurtigst muligt.

Der henvises i øvrigt til udtalelsen fra Rigsadvokaten, der er gengivet ne-

denfor i pkt. 3.

Jeg vil herudover henvise til min samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 924

og 928 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg, hvoraf det bl.a. fremgår, at

det er min forventning, at spørgsmålet om, hvilken vægt udviklingshæm-

ning i barndommen og IQ-tests bør tillægges i mentalerklæringer, indgår i

de drøftelser, som Rigsadvokaten har med Retslægerådet, Danske Regioner,

Retspsykiatrisk Klinik og de regionale statsadvokater.

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en

udtalelse fra Rigsadvokaten, der redegør for brugen af mentalerklæringer i

straffesager og det tilsyn, der føres med området for at sikre kvaliteten. Rigs-

advokaten har oplyst følgende:

”1. Det følger af retsplejelovens § 809, stk. 1, at sigtede skal

underkastes mentalundersøgelse, når dette findes at være af be-

tydning for sagens afgørelse.

Rigsadvokaten har i Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om Psy-

kisk afvigende kriminelle, bl.a. fastsat retningslinjer for ankla-

gemyndighedens behandling af sager vedrørende psykisk afvi-

gende kriminelle, herunder hvornår mentalundersøgelse bør

iværksættes. Det fremgår heraf, at spørgsmålet om, hvorvidt

mentalundersøgelse skal foretages, beror på en samlet vurde-

ring, der foruden det umiddelbare indtryk af sigtede under afhø-

ringerne og pågældendes adfærd under en eventuel varetægts-

fængsling omfatter den aktuelle sag, tidligere sager, oplysnin-

gerne om pågældendes personlige forhold i en eventuel per-

sonundersøgelse efter retsplejelovens § 808 og oplysninger om

tidligere psykiatrisk behandling eller sociale hjælpeforanstalt-

ninger.

Det fremgår endvidere, at en mentalundersøgelse bl.a. vil være

relevant, hvis sigtede tidligere har modtaget psykiatrisk behand-

ling, eller der i øvrigt kan være grund til at formode, at sigtede

er sindssyg eller mentalt retarderet, jf. straffelovens § 16, og når

der i øvrigt, f.eks. på grund af de strafbare handlingers art og/el-

ler grovhed, er grund til at formode, at sigtedes mentale tilstand

afviger fra det normale. Der kan herudover være grundlag for at

iværksætte mentalundersøgelse, når kriminalitetsbetingelserne

for anvendelse af forvaring efter straffelovens § 70 er opfyldt.

Behovet for mentalundersøgelse skal afklares så tidligt som mu-

ligt. Formålet hermed er at sikre, at undersøgelsen af den sigtede

kan iværksættes uden at forsinke straffesagen væsentligt. Som

udgangspunkt skal mentalundersøgelse således iværksættes si-

deløbende med efterforskningen. Det kan dog efter en konkret

vurdering være hensigtsmæssigt først at iværksætte undersøgel-

sen af sigtede efter, at hovedparten af efterforskningen er afslut-

tet.

Anklagemyndigheden afgør, om der skal fremsættes begæring

om mentalundersøgelse, og tager stilling til begæringer herom

fra anden side, herunder fra forsvareren. Retten afgør ved ken-

delse tvistigheder om begæringer fra forsvareren eller sigtede

om foretagelsen af mentalundersøgelse, jf. retsplejelovens §

746, stk. 1.

Mentalundersøgelsen forelægges som regel for Retslægerådet,



når sigtelsen angår alvorligere personfarlig kriminalitet,

og den sigtede ifølge mentalerklæringen er sindssyg el-

ler mentalt retarderet,

når mentalerklæringen anbefaler dom til anbringelse i

institution,

når der er rejst spørgsmål om anvendelse af forvaring, jf.

straffelovens § 70,

når der er spørgsmål om at anvende foranstaltninger for

personer omfattet af straffelovens § 73,

når der er tvivl om, hvilken foranstaltning der er bedst

egnet til at forebygge lovovertrædelser, eller der i øvrigt



er andre tvivlsspørgsmål vedrørende sanktionsspørgs-

målet, eller

når der i øvrigt foreligger særlig anledning til, at rådets

erklæring om sanktionsspørgsmålet indhentes. En særlig

anledning kan foreligge, når der ikke i mentalerklærin-

gen anbefales en særforanstaltning, men hvor der i sagen

er oplysninger om, enten at sigtede tidligere har været

indlagt på psykiatrisk afdeling, eller at der tidligere har

været iværksat foranstaltninger over for sigtede.

Det er den lokale anklagemyndighed i politikredsen, der fore-

lægger mentalundersøgelsen for Retslægerådet. Hvis der er be-

skikket en forsvarer for sigtede, skal politikredsen sende en kopi

af forelæggelsen til forsvareren med oplysning om muligheden

for at stille yderligere spørgsmål. Eventuelle spørgsmål fra for-

svareren stilles via politikredsen.

De regionale statsadvokater afgør efter indstilling fra politikred-

sen, hvilken foranstaltning anklagemyndigheden skal nedlægge

påstand om, herunder hvilken foranstaltning, der efter anklage-

myndighedens opfattelse er mest formålstjenlig for at forebygge

lovovertrædelser. De regionale statsadvokater er således inddra-

get i alle sager, hvor der nedlægges påstand om en foranstalt-

ning, ligesom statsadvokaterne fører løbende tilsyn med områ-

det, herunder at en foranstaltning efter §§ 68, 69 eller 70 ikke

opretholdes i længere tid og videre omfang end nødvendigt.

Ved vurderingen af, hvilken foranstaltning der bør nedlægges

påstand om, indgår en afvejning af sikkerheds- og behandlings-

mæssige hensyn, men også proportionalitetsbetragtninger under

hensyntagen til kriminalitetens art og grovhed. De lægelige ud-

talelser – herunder Retslægerådets anbefaling – er vejledende

for anklagemyndigheden, men indgår i anklagemyndighedens

vurdering med stor vægt.

Anklagemyndigheden efterprøver ikke den lægelige vurdering,

herunder diagnosticeringen og det lægelige skøn. Hvis anklage-

myndigheden undtagelsesvist nedlægger en anden påstand end

den, der anbefales i mentalerklæringen eller af Retslægerådet,

vil baggrunden være et juridisk skøn, f.eks. at den pågældende

ikke vurderes at være utilregnelig, jf. straffelovens § 16, stk. 1,

at anklagemyndigheden ikke vurderer, at en foranstaltning er

formålstjenlig, jf. straffelovens § 69, eller at anbefalingen ikke

er proportional i forhold til kriminalitetens art.

Hvis anbefalingen i mentalundersøgelsen er uklar, f.eks. i for-

hold til forslag til foranstaltning, eller hvis den ikke er udarbej-

det i overensstemmelse med formuleringerne i Rigsadvokat-

meddelelsen, vil anklagemyndigheden som udgangspunkt sende

erklæringen retur til overlægen med supplerende spørgsmål el-

ler anmode overlægen om at præcisere anbefalingen.

Såfremt sigtede er uenig i indholdet af en mentalerklæring, kan

pågældende via sin forsvarer anmode om, at der udarbejdes en

supplerende erklæring. Anklagemyndigheden vil herefter sende

erklæringen retur til overlægen med supplerende spørgsmål el-

ler anmode overlægen om at præcisere anbefalingen. Såfremt

anklagemyndigheden ikke finder, at der skal udarbejdes en sup-

plerende udtalelse, kan spørgsmålet indbringes for retten i med-

før af retsplejelovens § 746, stk. 1.

Det er i sidste ende retten, der i forbindelse med hovedforhand-

lingen afgør, hvilken foranstaltning en tiltalt skal idømmes.

Anklagemyndigheden har sammen med relevante samar-

bejdspartnere de seneste år arbejdet på at nedbringe sagsbehand-

lingstiden ved udarbejdelse af mentalerklæringer. Rigsadvoka-

ten har bl.a. sammen med en arbejdsgruppe bestående af repræ-

sentanter fra anklagemyndigheden, Justitsministeriet, Retspsy-

kiatrisk Klinik, Retspsykiatrisk Afdeling, Risskov samt Retslæ-

gerådet set nærmere på processen for mentalundersøgelser, kon-

cepter for mentalerklæringer samt på anklagemyndighedens in-

terne arbejdsgange og koncepter. Dette arbejde har resulteret i

en række initiativer, herunder nye koncepter, mere effektive

sagsgange samt fastlæggelse af bedste praksis i forhold til at

nedbringe antallet af udeblivelser fra mentalundersøgelser.

I forbindelse med opfølgning på dette arbejde har Rigsadvoka-

ten ved e-mail af 22. november 2019 til Retspsykiatrisk Klinik,

de retspsykiatriske afdelinger i Vestdanmark og Danske Regio-

ner anmodet om, at de vedtagne koncepter for mentalerklærin-

ger som udgangspunkt skal følges. Rigsadvokaten har desuden

anmodet om, at et evt. foranstaltningsforslag så vidt muligt skal

formuleres i overensstemmelse med de foranstaltningstyper, der

er angivet i Rigsadvokatmeddelelsen, og at foranstaltningsfor-

slaget skal begrundes. Rigsadvokaten har samtidig anmodet de

regionale statsadvokater om at tage initiativ til en dialog med

afdelinger/klinikker om, hvordan man bedst sikrer, at mentaler-

klæringerne og foranstaltningsforslagene er i overensstemmelse

med retningslinjerne i Rigsadvokatmeddelelsen.

Statsadvokaten i Viborg har oplyst, at statsadvokaten og de

retspsykiatriske afdelinger i Vestdanmark har været i dialog

herom, og at statsadvokaten i en periode samler eksempler på

mentalerklæringer, hvor retningslinjerne i Rigsadvokatmeddel-

elsen ikke er fulgt. Herefter vil der blive afholdt et møde med

afdelingerne, hvor der sættes fokus på emnet.

Statsadvokaten i København har oplyst, at statsadvokaten mod-

tager langt hovedparten af mentalerklæringer fra Retspsykia-

trisk Klinik. Statsadvokaten har endvidere oplyst, at klinikken

løbende arbejder med kvaliteten af mentalerklæringerne, herun-

der i forhold til opbygning og formuleringen af foranstaltnings-

forslag. Statsadvokaten vil som udgangspunkt deltage i mødet,

som Statsadvokaten i Viborg vil afholde med de retspsykiatriske

afdelinger i Vestdanmark, jf. ovenfor.

Herudover er der nedsat et samarbejdsforum med deltagelse af

repræsentanter fra anklagemyndigheden (repræsentanter fra alle

politikredse, de regionale statsadvokater og Rigsadvokaten), Ju-

stitsministeriet, Danske Regioner, Retspsykiatrisk Klinik og de

tre retspsykiatriske afdelinger i Vestdanmark med henblik på at

styrke det fremtidige samarbejde om sager, hvor der skal udar-

bejdes mentalundersøgelse, og blandt andet følge op på de

iværksatte initiativer på området.

Rigsadvokaten kan i øvrigt oplyse, at Rigsadvokaten ved e-mail

af 19. februar 2020 har anmodet politikredsene og de regionale

statsadvokater om at være særligt opmærksomme på, om der er

behov for at forelægge mentalerklæringer vedrørende mentalt

retarderede for Retslægerådet.

Rigsadvokaten har herudover den 24. februar 2020 holdt et

møde med Retslægerådet, Danske Regioner, Retspsykiatrisk

Klinik og de regionale statsadvokater, hvor problemstillingen

om mentalerklæringer vedrørende mentalt retarderede blev

drøftet. Der var på mødet enighed om, at det vil være unødven-

digt og uhensigtsmæssigt at forelægge alle mentalerklæringer

vedrørende mentalt retarderede for Retslægerådet. Der var dog

enighed om, at det er vigtigt, at der er opmærksomhed på i hver

enkelt sag at vurdere behovet for supplerende oplysninger samt

forelæggelse for Retslægerådet, og at der i tvivlstilfælde altid

bør ske forelæggelse. Samtidig blev det aftalt, at de relevante

aktører snarest muligt skal forsøge at tilvejebringe et bedre da-

tagrundlag med henblik på at belyse, om der kan være grundlag

for yderligere tiltag, f.eks. præcisering af retningslinjerne på

området mv.

Rigsadvokaten forventer at indkalde Retslægerådet, Danske Re-

gioner, Retspsykiatrisk Klinik og de regionale statsadvokater til

et opfølgende møde hurtigst muligt.”

Det er ikke hensigten med ordningen om forelæggelse, at mentalundersø-

gelser i alle tilfælde skal forelægges for Retslægerådet, og som det fremgår

ovenfor, er der også mellem bl.a. Rigsadvokaten og Retslægerådet enighed

om, at det vil være unødvendigt og uhensigtsmæssigt, at alle sager blev fo-

relagt for Retslægerådet.

Det vil efter min opfattelse heller ikke være hensigtsmæssigt, hvis der fra

centralt hold sættes et fast tal på, hvor mange mentalundersøgelser der skal

forelægges for Retslægerådet. Mentalundersøgelserne skal forelægges, når

det er relevant, idet forelæggelsen ellers vil forlænge sagsbehandlingstiden

til skade for både tiltalte og eventuelle ofre samt gøre processen unødigt

ressourcetung.

Det er dog også min holdning, at det hverken er tilfredsstillende eller effek-

tivt, at der potentielt er fejl i et relativt højt antal mentalerklæringer vedrø-

rende personer med mental retardering, selvom Retslægerådet – eller ankla-

gemyndigheden eller tiltalte og dennes forsvarer – sikrer, at disse fejl ud-

bedres forud for eller under straffesagen. Mentalerklæringerne skal allerede

ved udarbejdelsen være af høj faglig kvalitet, og det er derfor godt, at alle

de relevante aktører nu har fokus på denne problematik, så der kan ske et

løft af kvaliteten, der hvor der identificeres problemer.