REU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 920: Spm. om ministeren vil se på andre muligheder for at få en ny mentalerklæring, idet der kun er mulighed for at tage en foranstaltning op og få en ny mentalerklæring ved at begå ny kriminalitet, til justitsministeren

Retsudvalget 2019-20
REU Alm.del
Offentligt

Folketinget

Retsudvalget

Christiansborg

1240 København K

DK Danmark

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

2. juni 2020

Strafferetskontoret

Nina Lentz

2020-0030-3780

1475159

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 920 (Alm. del), som Folketin-

gets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 13. februar 2020. Spørgs-

målet er stillet efter ønske fra Karina Lorentzen Dehnhardt (SF).

Nick Hækkerup

Mette Johansen

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

REU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 920: Spm. om ministeren vil se på andre muligheder for at få en ny mentalerklæring, idet der kun er mulighed for at tage en foranstaltning op og få en ny mentalerklæring ved at begå ny kriminalitet, til justitsministeren

Spørgsmål nr. 920 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

”Vil ministeren se på andre muligheder for at få en ny mentaler-

klæring, idet der kun er mulighed for at tage en foranstaltning

op og få en ny mentalerklæring ved at begå ny kriminalitet, jf.

artiklen "Brist i op mod hver tredje mentalerklæring: Ordfører

kalder det en skandale for retssikkerheden" fra Berlingske den

13. februar 2020?”

Svar:

En mentalundersøgelse af den sigtede i en straffesag har til formål at bi-

drage til straffesagens oplysning i relation til sanktionsvalget, hvis den sig-

tede findes skyldig. Der er efter retsplejeloven ikke adgang til at foretage

fornyet mentalundersøgelse, hvis formålet ikke er at bidrage til oplysningen

af en verserende straffesag, og en sådan adgang vil efter min opfattelse også

ligge uden for rammerne af strafferetsplejen.

Der foreligger en række retssikkerhedsmæssige garantier, som skal bidrage

til at sikre, at en person, der findes skyldig i kriminalitet, også idømmes den

rette sanktion.

Hvis en sigtet eller en tiltalt er uenig i indholdet af en mentalerklæring, kan

den pågældende således anmode om, at der udarbejdes en supplerende er-

klæring. Anklagemyndigheden vil herefter sende erklæringen retur til over-

lægen med supplerende spørgsmål eller anmode overlægen om at præcisere

anbefalingen. Såfremt anklagemyndigheden ikke finder, at der skal udarbej-

des en supplerende udtalelse, kan spørgsmålet indbringes for retten i medfør

af retsplejelovens § 746, stk. 1.

Den tiltalte kan således både forud for og under straffesagen rejse spørgsmål

om kvaliteten af en mentalundersøgelse, og den tiltalte kan endvidere anke

dommen, hvis den pågældende ikke er enig i den idømte sanktion.

Herudover vil anklagemyndigheden også af egen drift – hvis der er tvivl om

mentalerklæringens indhold – som udgangspunkt sende erklæringen retur til

overlægen med supplerende spørgsmål eller anmode overlægen om at præ-

cisere anbefalingen.

Rigsadvokaten har endvidere i Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om Psy-

kisk afvigende kriminelle, fastsat retningslinjer for, hvornår mentalundersø-

gelser forelægges Retslægerådet. Det følger bl.a. af retningslinjerne, at men-

talundersøgelser som regel forelægges for Retslægerådet, når de anbefaler

dom til anbringelse i institution. En mentalundersøgelse i en straffesag, hvor

den tiltalte på grund af mental retardering anbefales anbragt på en institu-

tion, vil derfor som regel have været forelagt Retslægerådet. Det følger også

af retningslinjerne, at en mentalundersøgelse bør forelægges Retslægerådet,

hvis der er tvivl om, hvilken foranstaltning der er bedst egnet til at forebygge

lovovertrædelser, eller der i øvrigt er andre tvivlsspørgsmål vedrørende

sanktionsspørgsmålet.

Hertil kommer, at de regionale statsadvokater er inddraget i alle sager, hvor

der nedlægges påstand om en foranstaltning, ligesom statsadvokaterne fører

løbende tilsyn med området, herunder at en foranstaltning efter §§ 68, 69

eller 70 ikke opretholdes i længere tid og videre omfang end nødvendigt.

Jeg mener på denne baggrund ikke, at der er behov for, at der indføres en

adgang til at få udarbejdet en ny mentalerklæring efter straffesagens ende-

lige afslutning.

Justitsministeriet kan videre oplyse, at det i de tilfælde, hvor retten har

truffet bestemmelse om en foranstaltning, f.eks. i form af anbringelse i en

institution, påhviler anklagemyndigheden at påse, at foranstaltningen ikke

opretholdes i længere tid og videre omfang end nødvendigt, jf. straffelovens

§ 72, stk. 1. De regionale statsadvokater fører tilsyn hermed.

Straffelovens § 72, stk. 2, 1. pkt., giver både mulighed for, at en foranstalt-

ning kan ændres – det kan f.eks. være fra institutionsmæssig til ambulant

behandling – eller ophævelse af foranstaltningen.

Det er retten, som efter anmodning kan træffe bestemmelse om ændring el-

ler endelig ophævelse af en foranstaltning efter straffelovens §§ 68, 69 og

70, jf. straffelovens § 72, stk. 2, 1. pkt. En sådan anmodning kan fremsættes

af den dømte, dennes bistandsværge, anklagemyndigheden, institutionens

ledelse eller kriminalforsorgen.