REU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 589: Spm. om ministerens kommentar til henvendelsen af 2/1-20 fra J. N. vedr. retspsykiatrien, til justitsministeren og kopi til sundheds- og ældreministeren

Retsudvalget 2019-20
REU Alm.del
Offentligt

Folketinget

Retsudvalget

Christiansborg

1240 København K

DK Danmark

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

21. april 2020

Strafferetskontoret

Nina Lentz

2020-0030-3449

1401292

Hermed sendes endelig besvarelse af spørgsmål nr. 589 (Alm. del), som Fol-

ketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 9. januar 2020.

Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Lorentzen Dehnhardt (SF).

Nick Hækkerup

Maria Holm

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

REU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 589: Spm. om ministerens kommentar til henvendelsen af 2/1-20 fra J. N. vedr. retspsykiatrien, til justitsministeren og kopi til sundheds- og ældreministeren

Spørgsmål nr. 589 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

”Vil ministeren kommentere henvendelsen af 2. januar 2020 fra

J. N. vedr. retspsykiatrien, jf. REU alm. del – bilag 180, og vil

ministeren i den forbindelse særligt svare på følgende:

– hvad ministerens vurdering er i forhold til hvilke persongrup-

per, ministeren mener hører hjemme i henholdsvis det psykiatri-

ske og det socialpædagogiske system?

– hvordan ministeren mener, man kan sikre optimal behandling

af de ikke psykotiske patienter, der i dag ender i retspsykiatrien?

– om det efter ministerens opfattelse giver mening at anbringe

mentalt retarderede borgere i en i forvejen overfyldt retspsykia-

tri?

- om ministeren mener, at en IQ-grænse på 70 for en borger med

infantil autisme giver mening i retssystemets vurdering af om en

borger lider af mental retardering og dermed placering i enten

retspsykiatri eller det socialpædagogiske system i forlængelse af

en domfældelse?”

Svar:

Henvendelsen vedrørende retspsykiatrien er fra en forælder, hvis datter

er infantil autist med en IQ på ca. 80, og som befinder sig på retspsykiatrisk

afdeling på baggrund af en straffedom. I henvendelsen anføres det bl.a., at

datteren er fejlanbragt i retspsykiatrien – idet hun ikke kan klare sig selv –

og retteligt bør placeres i det kommunale socialpædagogiske system, men

at det ikke er muligt at flytte datteren til det socialpædagogiske system, da

det er forbeholdt mentalt retarderede personer.

For så vidt angår spørgsmålet om, hvilke persongrupper der idømmes for-

anstaltninger frem for straf, herunder anbringes i retspsykiatrien, kan det

oplyses, at efter straffelovens § 16, stk. 1, er personer, der på gerningstids-

punktet var utilregnelige på grund af sindssygdom eller en lignende tilstand,

straffri. Tilsvarende gælder personer, der er mentalt retarderede i højere

grad. Herudover er personer, der på gerningstidspunktet var mentalt retar-

derede i lettere grad, straffri, medmindre særlige omstændigheder taler for

at pålægge straf. Tilsvarende gælder personer, der befandt sig i en tilstand

som ganske må ligestilles med mental retardering, jf. straffelovens § 16, stk.

Retten kan i stedet for straf i disse sager idømme foranstaltninger efter straf-

felovens § 68 eller forvaring efter straffelovens § 70.

Det følger endvidere af straffelovens § 69, at befandt gerningspersonen sig

ved den strafbare handlings foretagelse i en tilstand, der var betinget af man-

gelfuld udvikling, svækkelse eller forstyrrelse af de psykiske funktioner, og

som ikke er af den i § 16 nævnte beskaffenhed, kan retten, såfremt det findes

formålstjenligt, i stedet for at idømme straf træffe bestemmelse om foran-

staltninger som nævnt i § 68, 2. pkt. I modsætning til straffelovens § 16, er

udgangspunktet i straffelovens § 69 således straf, medmindre en særforan-

staltning konkret findes mere formålstjenligt.

Varigheden af en idømt foranstaltning kan være tidsfastsat eller tidsube-

grænset. Det følger af straffelovens § 72, at det påhviler anklagemyndighe-

den at påse, at en foranstaltning ikke opretholdes i længere tid eller i videre

omfang end nødvendigt.

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en

udtalelse fra Rigsadvokaten om valget af sanktionspåstand, herunder valg

af foranstaltning, i denne type sager. Rigsadvokaten har bl.a. oplyst føl-

gende:

”Afgørelsen af, hvorvidt en person er omfattet af personkredsen

i straffelovens § 16 eller § 69, sker efter en konkret lægelig vur-

dering på baggrund af en mentalundersøgelse.

(…)

Når det ud fra en lægelig vurdering må antages, at tiltalte var

sindssyg på gerningstidspunktet eller befandt sig i en tilstand,

der må ligestilles hermed, foretager anklagemyndigheden en

juridisk vurdering af, om tiltalte var utilregnelig på baggrund

heraf. Hvis tiltalte - på trods af sindssygdom mv. - har været

tilregnelig på gerningstidspunktet, kan retten idømme alminde-

lig straf.

Hvis en person frifindes for straf efter straffelovens § 16, kan

retten i medfør af straffelovens § 68 bestemme, at der skal an-

vendes andre foranstaltninger, der findes formålstjenlige for at

forebygge yderligere lovovertrædelser. Det kan f.eks. være dom

til psykiatrisk behandling, anbringelse i psykiatrisk afdeling el-

ler institution for personer med vidtgående psykiske handicap

mv.

Foranstaltninger efter § 68 har således til formål at forebygge

yderligere lovovertrædelser, og det skal konkret vurderes, hvad

der i den forbindelse vurderes at være den mest hensigtsmæssige

foranstaltning over for den pågældende person.

I modsætning til § 16, er udgangspunktet i straffelovens § 69

almindelig straf, men retten kan, hvis det findes formålstjenligt,

i stedet for at idømme straf træffe bestemmelse om foranstalt-

ninger efter straffelovens § 68, 2. pkt., det vil sige de foranstalt-

ninger, som anvendes over for personer, der er sindssyge eller

mentalt retarderede. Efter omstændighederne kan der også som

foranstaltninger anvendes bestemmelser om tilsyn og om op-

hold – eventuelt efter tilsynsmyndighedens bestemmelse – på

kriminalforsorgens institutioner, f. eks. pensioner, eller institu-

tioner under regioner eller kommuner, f. eks. ungdomsinstitu-

tioner, plejehjem eller lignende. Ved alvorlige personligheds-

mæssige afvigelser kan det blive aktuelt at anvende forvaring

efter straffelovens § 70.

Det er anklagemyndigheden, der afgør, hvilken sanktionspå-

stand der skal nedlægges, herunder hvilken foranstaltning, der

efter anklagemyndighedens opfattelse er mest formålstjenlig for

at forebygge lovovertrædelser. Anklagemyndighedens vurde-

ring foretages bl.a. på baggrund af kriminalitetens art, forstraffe,

eventuelt tidligere foranstaltninger, proportionalitet, formål-

stjenlighed mv. De lægelige udtalelser – herunder mentalunder-

søgelsen og Retslægerådets anbefaling - er vejledende for an-

klagemyndigheden, men indgår i anklagemyndighedens vurde-

ring med stor vægt.

Anklagemyndigheden efterprøver ikke den lægelige vurdering,

herunder diagnosticeringen og det lægelige skøn. Hvis anklage-

myndigheden undtagelsesvist nedlægger en anden påstand end

den der anbefales i mentalerklæringen eller af Retslægerådet, vil

baggrunden være et juridisk skøn, f.eks. at den pågældende ikke

vurderes at være utilregnelig, jf. straffelovens § 16, stk. 1, at an-

klagemyndigheden ikke vurderer at foranstaltningen er formål-

stjenlig, jf. straffelovens § 69, eller at anbefalingen ikke er pro-

portional i forhold til kriminalitetens art.

Hvis anbefalingen i mentalundersøgelsen er uklar eller ikke er

udarbejdet i overensstemmelse med formuleringerne i Rigsad-

vokatmeddelelsen, vil anklagemyndigheden som udgangspunkt

sende erklæringen retur til overlægen med supplerende spørgs-

mål eller anmode overlægen om at præcisere anbefalingen.

Derudover vil der være sager, der forelægges for Retslægerådet

under henvisning til, at der er tvivl om, hvilken foranstaltning

der er bedst egnet til at forebygge lovovertrædelser, eller der i

øvrigt er andre tvivlsspørgsmål vedrørende sanktionsspørgsmå-

let. Mentalundersøgelsen forelægges endvidere som regel for

Retslægerådet, når sigtelsen angår alvorligere personfarlig kri-

minalitet, og den sigtede ifølge mentalerklæringen er sindssyg

eller mentalt retarderet.

Rigsadvokaten har i Rigsadvokatmeddelelsen fastsat retnings-

linjer for udformningen af påstanden om de sædvanligt fore-

kommende foranstaltningstyper, der kan anvendes over for per-

soner omfattet af straffelovens § 16 eller § 69.”

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet endvidere

indhentet et bidrag fra Retslægerådet vedrørende begrebet mental retarde-

ring og personer med autisme-spektrum-tilstande. Retslægerådet har oplyst

følgende:

”Vedrørende begrebet ”mental retardering” i henholdsvis læ-

gelig forstand og efter straffeloven

Kriterierne for den lægelige diagnose af mental retardering in-

debærer, at der på et tidspunkt i barndommen er sket en bremset

eller ufuldstændig udvikling af forstanden, specielt karakterise-

ret ved nedsat intelligens. Adfærden er mangelfuldt tilpasset i

forhold til alderen, og det samlede funktionsniveau er forringet

også i voksenalderen.

Mental retardering inddeles i fire grader med følgende IQ-inter-

valler:



50-69 for lettere mental retardering

35-49 for middelsvær mental retardering

20-34 for sværere mental retardering

under 20 for den sværeste grad af mental retardering.

Straffelovens § 16 om straffrihed omfatter ud over personer med

sindssygdom også, jf. stk. 1, 2. pkt., personer, der er mentalt re-

tarderede i højere grad. Det vil sige med en IQ på 49 eller lavere.

Bestemmelsen omfatter tillige, jf. stk. 2, 1. pkt., personer, der er

mentalt retarderede i lettere grad. Det vil sige med en IQ på mel-

lem 50 og 69.

Personer med svag begavelse (sinkestadium) svarende til en IQ

på mellem 70 og 85 er omfattet af straffelovens § 69. For disse

personer er udgangspunktet, at de kan idømmes straf, medmin-

dre det konkret vurderes, at særforanstaltninger som nævnt i

straffelovens § 68, 2. pkt., vil være mere formålstjenlig til at

imødegå, at den pågældende begår ny kriminalitet.

Vedrørende Retslægerådets vurderinger og anbefalinger for

persongrupper med mental retardering (IQ under 70) henholds-

vis begavelse svarende til sinkestadiet (IQ mellem 70 og 85)

Når Retslægerådet får forelagt sager, hvor rådet finder den sig-

tede mentalt retarderet, vurderer rådet, om den pågældende er

mentalt retarderet i højere eller i lettere grad og således omfattet

af straffelovens § 16.

Retslægerådet kan oplyse, at de fleste af de forelagte sager inden

for denne kategori vedrører personer, som er mentalt retarderede

i lettere grad, og dermed omfattet af straffelovens § 16, stk. 2.

Personer, som efter Retslægerådets vurdering opfylder de læge-

lige kriterier for mental retardering uanset graden, henføres til

straffelovens § 16, stk. 1, 2. pkt. eller § 16, stk. 2. Som altover-

vejende hovedregel vil rådet anbefale, at der anvendes særfor-

anstaltninger efter straffelovens § 68, 2. pkt., og her pege på en

af de 5 særforanstaltninger for mentalt retarderede, som er be-

skrevet i Rigsadvokatmeddelelsen om psykisk afvigende krimi-

nelle, afsnit 5.2.

Retslægerådet lægger i sine konkrete anbefalinger betydelig

vægt på graden af den pågældendes farlighed for omgivelserne

og risikoen for, at den pågældende begår ny personfarlig krimi-

nalitet.

Ansvaret for varetagelse af denne type særforanstaltning er pla-

ceret hos en konkret kommune.

Personer, som både vurderes at være mentalt retarderede og

sindssyge eller i en hermed ligestillet tilstand, henføres til straf-

felovens § 16, stk. 1, 1. og 2. pkt. Retslægerådet foretager i disse

tilfælde en konkret afvejning af, om det ud fra en lægelig vurde-

ring er mest formålstjenlig med en psykiatrisk eller kommunal

særforanstaltning. Rådet lægger især vægt på muligheden for at

sikre den nødvendige psykiatriske behandling, om den pågæl-

dende vurderes at udgøre en potentiel fare for omgivelserne, og

hvordan risikoen for ny (alvorlig) kriminalitet mest sikkert imø-

degås.

For så vidt angår gruppen af autisme-spektrum-tilstande er

denne fordelt på et spektrum i forhold til alvorligheden af han-

dicap og funktionsnedsættelse mv. Strafferetligt anses flertallet

af personerne inden for denne gruppe at kunne henføres til straf-

felovens § 69. Der er dog en mindre gruppe, som rubriceres som

værende i en tilstand, der ligestilles med sindssygdom, og derfor

henføres til straffelovens § 16. For den sidstnævnte gruppe vil

Retslægerådet som altovervejende hovedregel pege på en sær-

foranstaltning.

I den samlede indsats for personer med autisme-spektrum-til-

stande har begavelsesniveauet en vigtig betydning, og det til-

lægges derfor også vægt ved Retslægerådets vurdering. I afvej-

ningen af hvilken særforanstaltning, der anbefales, lægger rådet

dog især vægt på, om den sigtede vurderes at udgøre en potentiel

fare for omgivelserne, og hvordan risikoen for personfarlig kri-

minalitet mest sikkert imødegås.

Hvis en sigtet person henføres til straffelovens § 16 på grund af

svær grad af autisme-spektrum-tilstand, og Retslægerådet vur-

derer, at der er høj risiko for fremtidig personfarlig kriminalitet,

vil rådet uagtet begavelsesniveau ofte anbefale behandling eller

anbringelse på psykiatrisk afdeling som den mest formålstjen-

lige foranstaltning, fordi en sådan foranstaltning rummer mulig-

hed for, at den pågældende kan indlægges i lukkede afdelinger.

Hvis rådet i et sådant tilfælde anbefaler en kommunal særforan-

staltning i stedet for en psykiatrisk foranstaltning, vil det af sik-

kerhedsmæssige hensyn ofte være en anbefaling om, at der an-

vendes dom til anbringelse i sikret afdeling for personer med

vidtgående psykiske handicap (Kofoedminde på Lolland), fordi

denne særforanstaltning som den eneste blandt de kommunale

foranstaltningsmuligheder medfører anbringelse på en sikret in-

stitution.

En anbefaling om denne type særforanstaltning vil som ud-

gangspunkt forudsætte, at personen er mentalt retarderet og har

svær grad af autisme-spektrum-tilstand.

I de tilfælde hvor personen vurderes at være omfattet af straffe-

lovens § 69, fordi graden af autisme-spektrum-tilstanden ikke

vurderes at være ligestillet med sindssygdom, og det vurderes,

at der er høj risiko for fremtidig personfarlig kriminalitet, vil

Retslægerådet ofte finde anvendelse af straf mere formålstjenlig

end særforanstaltninger til imødegåelse af ny kriminalitet.”

Der henvises i øvrigt til besvarelse af 3. oktober 2019 af spørgsmål 282

(Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg.

Justitsministeriet har endelig indhentet et bidrag fra Sundheds- og Ældre-

ministeriet med henblik på at belyse, hvordan man sikrer optimal behand-

ling af patienter i det retspsykiatriske system. Sundheds- og Ældreministe-

riet har oplyst følgende:

”Alle patienter med dom til behandling skal, ligesom patienter i

den øvrige psykiatri, modtage evidensbaseret behandling af høj

kvalitet for den psykiske lidelse, de har. Selve behandlingen af

retspsykiatriske patienter er således tilsvarende behandlingen af

patienter i den øvrige psykiatri med tilsvarende psykiske syg-

domme, dog er der nogle særlige rammer for patienter med en

dom til behandlingen. Nedenfor beskrives organisering, tilrette-

læggelse og indhold af behandlingen for retspsykiatriske patien-

ter.

Behandling af retspsykiatriske patienter varetages i henhold til

Sundhedsstyrelsens specialevejledning for psykiatri.

I specialevejledningen er retspsykiatrisk behandling af patienter

med svær sygdomsgrad og/eller høj farlighed beskrevet i re-

gionsfunktion 9:

Retspsykiatri. Diagnostik og behandling af pa-

tienter, der har en retslig foranstaltning.

Den omhu og samvittighedsfuldhed, som en behandlingsansvar-

lig overlæge og en ledende overlæge skal udvise ved varetagelse

af behandlingen af patienter, der er idømt en psykiatrisk særfor-

anstaltning i medfør af straffelovens §§ 68 eller 69, er beskrevet

i ”Vejledning

om behandlingsansvarlige og ledende overlægers

ansvar for patienter, der er idømt en behandlingsdom eller en

dom til ambulant psykiatrisk behandling.”

Vejledningen omfatter behandling af patienter, der har fået en

behandlingsdom og patienter, der har fået en dom til ambulant

psykiatrisk behandling. Vejledningen omfatter ikke patienter,

der er idømt dom til anbringelse.

Vigtige grundelementer i behandlingen af den retspsykiatriske

patient er etablering og fastholdelse af en stærk behandlingsre-

lation, medicinsk behandling, vejledende og/eller psykoterape-

utiske samtaler, misbrugsbehandling, samarbejde med Krimi-

nalforsorgen, bredt netværksarbejde med pårørende, kommune

og andre relevante aktører. Det individuelle behandlingstilbud

tilrettelægges med udgangspunkt i den enkelte, og det er ikke

alle af ovenstående elementer, der altid vil være relevante.

Nogle retspsykiatriske patienter vil have langvarige indlæggel-

ser, og der er i den specialiserede retspsykiatri stort fokus på

gode rammer og aktivitetsmuligheder. Behandlingen under ind-

læggelse foregår under velstrukturerede rammer i et miljø præ-

get af ligeværd og respekt.

Omdrejningspunktet for behandlingen er den tværfaglige be-

handling, som er særligt rettet mod mennesker med psykiske li-

delser, og udøves af alle faggrupper i en sengeafdeling. Den

tværfaglige behandling tilrettelægges ud fra en vurdering af den

enkelte patients psykosociale funktionsniveau. Der arbejdes

bl.a. med patientinvolvering, ugeskema, døgnrytme, værdier,

holdninger og normer, medicinering, observation og et trygt

miljø med et lavt aggressionsniveau. Et centralt omdrejnings-

punkt er relationsbehandling, socialt samvær, samtaler og akti-

viteter i miljøet.”

For så vidt angår det i spørgsmålet anførte om placering af borgere i en i

forvejen overfyldt retspsykiatri kan jeg oplyse, at regeringen vil sætte større

fokus på forholdene i både psykiatrien og retspsykiatrien. Vi ser desværre i

dag markant flere borgere end tidligere, der søger hjælp for psykiske lidelser

eller mistrivsel, og psykiatrien står over for udfordringer på tværs af og in-

den for sundheds- og socialområdet. Det er derfor et helt grundlæggende

problem, at der ikke er den tilstrækkelige kapacitet psykiatrien, herunder

retspsykiatrien.

Derfor vil regeringen invitere til forhandlinger med henblik på at indgå en

aftale om en 10-års plan for psykiatrien med forpligtende mål om bl.a. at

mindske antallet af genindlæggelser, nedbringe ventetiden og øge gennem-

snitslevealderen for borgere med psykisk sygdom. Derudover vil en forbed-

ring af kapaciteten være en prioritet. Det er sundheds- og ældreministeren,

der er ansvarlig for området.

Jeg kan herudover oplyse, at der i finansloven for 2020 blev afsat en ramme

på 510 mio. kr. årligt fra 2020 og frem til en generel styrkelse af kapaciteten

og forbedring af normeringerne i psykiatrien. For at sikre en øget kapacitet

i retspsykiatrien blev der herudover afsat 90 mio. kr. årligt i 2020 og frem

til bl.a. flere nye senge i retspsykiatrien, som bl.a. skal understøtte, at de

retspsykiatriske patienter ikke optager pladser fra andre patienter indlagt i

behandlingspsykiatrien, herunder at patienter ikke udskrives for tidligt fra

behandlingspsykiatrien.