REU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 546: Spm. om ministeren vil oversende materiale, der kan belyse, hvor ofte personer, der får en behandlingsdom, får nedsat eller fjernet straffesagsomkostningerne, til justitsministeren

Retsudvalget 2019-20
REU Alm.del
Offentligt

Folketinget

Retsudvalget

Christiansborg

1240 København K

DK Danmark

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

27. januar 2020

Strafferetskontoret

Louise Degn Brammer

2020-0030-3341

1350463

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 546 (Alm. del), som Folketin-

gets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 2. januar 2020. Spørgs-

målet er stillet efter ønske fra Karina Lorentzen Dehnhardt (SF).

Nick Hækkerup

Mette Johansen

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

REU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 546: Spm. om ministeren vil oversende materiale, der kan belyse, hvor ofte personer, der får en behandlingsdom, får nedsat eller fjernet straffesagsomkostningerne, til justitsministeren

Spørgsmål nr. 546 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

”Vil ministeren oversende materiale, der kan belyse, hvor ofte

personer, der får en behandlingsdom, får nedsat eller fjernet

straffesagsomkostningerne, jf. svar på spørgsmål 470 (REU,

alm. del)?”

Svar:

Som oplyst i besvarelsen af spørgsmål nr. 470 (Alm. del) fra Folketingets

Retsudvalg, er det hovedreglen efter retsplejelovens § 1008, stk. 1, at en sig-

tet, der findes skyldig, skal erstatte det offentlige de nødvendige udgifter,

som er medgået til straffesagens behandling.

Domstolene kan dog efter et konkret skøn begrænse omkostningsansvaret

for en domfældt, der som følge af sin psykiske tilstand idømmes andre for-

anstaltninger end almindelig straf, når ansvaret ellers ville komme til at stå

i åbenbart misforhold til domfældtes skyld og vilkår, jf. retsplejelovens §

1008, stk. 4, 2. pkt.

Bestemmelsen blev indsat ved en ændring af retsplejeloven, der trådte i kraft

den 1. januar 2018. Bestemmelsen er udtryk for en balance mellem på den

ene side hensynet til, at det bør være domfældte og ikke samfundet, der skal

bære straffesagens omkostninger, og på den anden side de særlige hensyn,

der gør sig gældende i straffesager mod personer, der som følge af deres

psykiske tilstand idømmes anden foranstaltning i stedet for almindelig straf.

Til brug for besvarelsen af spørgsmålet har Justitsministeriet indhentet et bi-

drag fra Rigsadvokaten, der har oplyst følgende:

”Rigsadvokaten har til brug for besvarelsen af spørgsmålet un-

dersøgt muligheden for ved elektronisk udtræk at tilvejebringe

nærmere oplysninger om antallet af personer, der får begrænset

omkostningsansvaret i medfør af retsplejelovens § 1008, stk. 4.

Oplysninger om sagsomkostninger registreres ikke i Politiets

Sagsstyringssystem (POLSAS) eller i andre systemer, som

Rigsadvokaten har adgang til. Det er derfor ikke muligt ved

elektronisk udtræk at tilvejebringe de ønskede oplysninger.”

Herudover har Justitsministeriet foretaget en høring af Domstolsstyrelsen,

der har oplyst, at domstolene ikke registrerer oplysninger om, hvorvidt dom-

fældte personer får begrænset deres omkostningsansvar i medfør af retsplej-

elovens § 1008, stk. 4, 2. pkt. Ligeledes har Rigspolitiet oplyst, at de pågæl-

dende oplysninger ikke fremgår af politiets systemer.

Justitsministeriet kan supplerende oplyse, at der ses at være trykt en ken-

delse (TfK2018.1150/1) og to domme (TfK2019.1352 og TfK2018.1113),

hvori domstolene har haft lejlighed til at tage stilling til spørgsmålet om be-

grænsning af omkostningsansvaret for domfældte, der som følge af deres

psykiske tilstand idømmes andre foranstaltninger end almindelig straf.

I TfK2018.1150/1 og TfK2019-1352V fandt retten, at statskassen skulle be-

tale halvdelen af forsvarersalæret i medfør af retsplejelovens § 1008, stk. 4,

2. pkt. Derimod fandt retten i TfK2018.1113 ikke, at der var grundlag for at

begrænse omkostningsansvaret for en domfældt, der var dømt til anbrin-

gelse på psykiatrisk afdeling. Retten lagde herved vægt på, at omkostnings-

ansvaret ikke stod i åbenbart misforhold til den dømtes skyld og vilkår, og

fandt herefter ikke grundlag for at fravige udgangspunktet om, at den dømte

skulle betale sagens omkostninger.

Der henvises nærmere til den pågældende kendelse samt dommene, der ved-

lægges.