REU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 528: Spm. om politiet og Kriminalforsorgen betragter Aske Barfod Sivesgaard som radikaliseret, jf. Min kæreste kæmpede mod IS. Nu er han fængslet, Politikens kronik, 18. december 2019, til justitsministeren

Retsudvalget 2019-20
REU Alm.del
Offentligt

Folketinget

Retsudvalget

Christiansborg

1240 København K

DK Danmark

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

7. februar 2020

Sikkerhedskontoret

Katrine Holst

2019-0030-3334

1347274

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 527 (Alm. del), som Folketin-

gets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 19. december 2019.

Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Rosa Lund (EL).

Nick Hækkerup

Morten Duus

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

REU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 528: Spm. om politiet og Kriminalforsorgen betragter Aske Barfod Sivesgaard som radikaliseret, jf. Min kæreste kæmpede mod IS. Nu er han fængslet, Politikens kronik, 18. december 2019, til justitsministeren

Spørgsmål nr. 527 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

”Vil ministeren kommentere "Min kæreste kæmpede mod IS.

Nu er han fængslet" (Politikens kronik, den 18. december 2019),

herunder særligt det forhold, at Aske Barfod Sivesgaard ifølge

det oplyste er udelukket fra afsoning med elektronisk fodlænke

med den begrundelse, at han er dømt efter "terrorlovgivnin-

gen"?”

Svar:

Straffelovens § 114 j om forbud mod at indrejse og opholde sig i visse

konfliktområder blev indført med det formål at gøre det lettere at straffe per-

soner, der indrejser og opholder sig i et konfliktområde for at deltage i en

væbnet konflikt for eksempelvis en terrororganisation. Det betyder, at det

vil kunne være sværere at straffe fremmedkrigere, som formodes at have til-

sluttet sig Islamisk Stat, hvis bestemmelsen eksempelvis ophæves.

Jeg har forståelse for, at det umiddelbart kan virke urimeligt, at man i visse

tilfælde straffer personer, der har kæmpet mod Islamisk Stat. Samtidig er

det dog min holdning, at danske statsborgere – uanset hvad – intet har at

gøre i konfliktzonerne omfattet af straffelovens § 114 j, medmindre man har

et anerkendelsesværdigt formål og har fået tilladelse til indrejsen.

Der er til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en udtalelse fra

Direktoratet for Kriminalforsorgen, der har oplyst følgende:

”1. Direktoratet for Kriminalforsorgen skal indledningsvist be-

mærke, at spørgsmålet besvares i ikke-fortrolig form, og at der

på den baggrund ikke er redegjort mere detaljeret for den kon-

krete sag vedrørende den i spørgsmålet omtalte person.

Det fremgår af den kronik (bragt i Politiken den 17. decem-

ber 2019), som der henvises til i spørgsmålet, bl.a., at den på-

gældende ikke forud for straffesagens behandling i retten blev

indkaldt til en samtale med kriminalforsorgen, som ”Kriminal-

forsorgen bruger til at vurdere den enkelte, samt hvilken afso-

ningsform der bedst passer til dommen og fungerer ift. resocia-

lisering.”,

men at den pågældende kort efter dommen modtog et

brev fra kriminalforsorgen med oplysning om, at kriminal-

forsorgen, som følge af indsatsen mod radikalisering og ekstre-

misme, havde bestemt, at han skulle udstå straffen i et lukket

fængsel. Det fremgår videre, at den pågældende fremkom med

bemærkninger til kriminalforsorgens beslutning om placering i

lukket fængsel, og at han indgav en ansøgning om tilladelse til

at udstå den idømte straf med elektronisk fodlænke, hvilket

imidlertid blev afvist af kriminalforsorgen.

Det bemærkes vedrørende den ovennævnte samtale med krimi-

nalforsorgen, at direktoratet går ud fra, at der tænkes på den

form for samtale, som kriminalforsorgen indkalder en sigtet til,

såfremt anklagemyndigheden har anmodet kriminalforsorgen

om at udfærdige en personundersøgelse med henblik på inden

retsmødet at tilvejebringe personlige oplysninger om den sig-

tede, som kan have betydning for straffastsættelsen eller anven-

delse af anden retsfølge end straf.

Det bemærkes endvidere, at kriminalforsorgen kun indkalder

den sigtede til en sådan samtale med henblik på udarbejdelse af

personundersøgelse, hvis anklagemyndigheden anmoder om det

i forbindelse med forberedelsen af straffesagen.

Direktoratet bemærker vedrørende muligheden for at ansøge

om at afsone med fodlænke ved domme på op til 6 måneders

fængsel, at dømte med en fængselsstraf på til og med seks må-

neder ikke automatisk indkaldes til en samtale om afsoning af

straffen med elektronisk fodlænke.

I de fleste tilfælde skal kriminalforsorgen sende et informations-

brev til den dømte om muligheden for at afsone med fodlænke.

Kriminalforsorgen kan dog undlade at sende et informations-

brev, hvis f.eks. tilladelse til fodlænkeafsoning vil blive nægtet,

fordi særegne hensyn til retshåndhævelsen undtagelsesvis kræ-

ver dette, jf. straffuldbyrdelseslovens § 78 b, stk. 3.

Det skal i øvrigt bemærkes, at dømte, som ikke modtager et in-

formationsbrev om fodlænke, har mulighed for at ansøge om at

afsone på bopælen med fodlænke.

Af straffuldbyrdelseslovens § 78 b, stk. 3, 1. led, følger det, at

tilladelse til strafudståelse på bopælen kan nægtes, hvis særegne

hensyn til retshåndhævelsen undtagelsesvis kræver dette. Efter

lovbemærkningerne kan det således ikke udelukkes, at der kan

forekomme enkeltstående tilfælde, hvor den pådømte kriminali-

tet er af en sådan karakter, at afsoning af dommen i fodlænke vil

være uforeneligt med hensynet til retshåndhævelsen, selvom

den idømte fængselsstraf ikke overstiger 6 måneder. Der er tale

om en yderst snæver mulighed for afvisning, som ikke tænkes

anvendt, medmindre der er tale om, at særegne retshåndhævel-

seshensyn kræver, at straffen ikke afsones i fodlænke.

Det er kriminalforsorgens praksis, at i sager hvor den pågæl-

dende er idømt fængselsstraf af op til og med 6 måneders varig-

hed for overtrædelse af bestemmelser i straffelovens kapitel 12

og 13 om bl.a. landsskadelig virksomhed og terrorisme, vil kri-

minalforsorgen som udgangspunkt vurdere, at særegne hensyn

til retshåndhævelsen kræver, at afsoning på bopælen med elek-

tronisk fodlænke nægtes meddelt. Det bemærkes, at praksis kun

har omfattet ganske få sager.

Det fremgår videre af den omtalte kronik, at den pågældende

afsoner den idømte straf i et lukket fængsel i Nordjylland langt

fra omgangskreds og familie, og at han efter hjemkomsten fra

Syrien havde fået læreplads som murer, men har måttet afbryde

sin uddannelse. I kronikken anføres det videre, at begrundelsen

for den pågældendes placering i lukket fængsel er, at kriminal-

forsorgen har et program imod radikalisering og ekstremisme,

som den pågældende falder ind under, fordi han er dømt efter

terrorlovgivningen.

Det bemærkes i den forbindelse, at en fængselsstraf normalt af-

sones i et åbent fængsel, jf. straffuldbyrdelseslovens § 21, stk.

1, og § 22, stk. 1. Efter straffuldbyrdelseslovens § 22, stk. 3, 2.

led, kan fuldbyrdelse af straf i fængsel dog ske i lukket fængsel,

hvis det må anses for nødvendigt som led i kriminalforsorgens

indsats mod radikalisering og ekstremisme.

Heri ligger ifølge lovbemærkningerne, at den pågældende pla-

cering skal være nødvendig som følge af en konkret risiko for,

at den indsatte vil søge at påvirke medindsatte gennem udbre-

delse af voldeligt ekstremistiske synspunkter, og at placeringen

skal være egnet til at begrænse risikoen for påvirkning af andre

til voldelig ekstremisme.

For så vidt angår afsoning tæt på den dømtes bopæl følger det

af straffuldbyrdelseslovens § 23, stk. 1, 1. pkt., at afsoning, så

vidt det er praktisk muligt, skal ske i nærheden af den dømtes

hjemsted. Hermed fastslås det modificerede nærhedsprincip –

nærhedskriteriet – som udgangspunktet for valget af det kon-

krete afsoningssted. Med bestemmelsen om, at anbringelse i

nærheden af den dømtes hjemsted efter loven skal ske, så vidt

det er praktisk muligt, og bestemmelsen i § 23 stk. 2, nr. 2, hvor-

efter der er mulighed for at fravige nærhedskriteriet af hensyn

til den samlede udnyttelse af kriminalforsorgens institutioner, er

det også efter loven muligt at tage hensyn til fordelingen af af-

soningskapaciteten i de forskellige landsdele. Dømte med hjem-

sted i København kan således f.eks. anbringes i fængsel i Jyl-

land, ligesom overførsel fra åbent fængsel i Jylland kan ske til

lukket fængsel i Jylland, uanset om den indsatte har hjemsted i

København.

Princippet kan endvidere fraviges som led i kriminalforsorgens

indsats mod radikalisering og ekstremisme, jf. straffuldbyrdel-

seslovens § 23, stk. 2, nr. 5, sidste led.

Ved afgørelsen af, i hvilket åbent eller lukket fængsel eller i

hvilket arresthus den dømte skal anbringes, skal der efter § 23,

stk. 1, 2. pkt., endvidere tages hensyn til den dømtes egne øn-

sker, navnlig vedrørende arbejds-, uddannelses-, familie- eller

helbredsmæssige forhold.

I forhold til kriminalforsorgens mulighed for at tage særlige for-

holdsregler ved placeringen af radikaliserede og ekstremistiske

indsatte sigtes der ifølge lovbemærkningerne både til personer,

der er dømt for terrorrelateret kriminalitet, dvs. for overtrædelse

af bestemmelser i straffelovens kapitel 12 eller 13, og til perso-

ner, der i øvrigt har udvist en adfærd, der indikerer, at der vil

være en konkret risiko for, at de vil søge at påvirke andre til vol-

delig ekstremisme, herunder gennem rekruttering til ekstremi-

stiske miljøer, der erfaringsmæssigt støtter voldelig ekstre-

misme.

Til forskel fra de negativt stærke indsatte udgør de radikalise-

rede og ekstremistiske indsatte ikke en klart definerbar gruppe,

hvorfor det i hvert enkelt tilfælde vil være nødvendigt at vur-

dere, om der er behov for at tage særlige forholdsregler for at

imødegå risikoen for radikaliserende påvirkning af medindsatte.

Når det gælder personer, der er dømt for terrorrelateret krimina-

litet, vil der dog ifølge lovbemærkningerne i almindelighed

være en formodning for, at der er behov for at tage sådanne for-

holdsregler.”