REU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 1734: Spm. om dansk statsborger, der har været tiltalt for aktiviteter som fremmedkriger ved en domstol under de kurdiske selvstyremyndigheder i Nordsyrien, til justitsministeren

Retsudvalget 2019-20
REU Alm.del
Offentligt

Folketinget

Retsudvalget

Christiansborg

1240 København K

DK Danmark

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

28. september 2020

Sikkerhedskontor I

Tenna Overby

2020-0030-4665

1614689

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 1734 (Alm. del), som Folketin-

gets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 4. september 2020.

Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Rosa Lund (EL).

Nick Hækkerup

Jesper Hagen

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

REU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 1734: Spm. om dansk statsborger, der har været tiltalt for aktiviteter som fremmedkriger ved en domstol under de kurdiske selvstyremyndigheder i Nordsyrien, til justitsministeren

Spørgsmål nr. 1734 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

”Anerkender

de danske myndigheder, at en dansk statsborger,

der har været tiltalt for aktiviteter som fremmedkriger ved en

domstol under de kurdiske selvstyremyndigheder i Nordsyrien,

og som dér er blevet enten dømt eller frifundet, efter sin tilba-

gekomst til Danmark ikke vil kunne retsforfølges for de forbry-

delser, der var omfattet af tiltalen ved den kurdiske domstol?”

Svar:

Der gælder inden for strafferetten et internationalt anerkendt princip om,

at det samme forhold ikke må retsforfølges to gange (ne bis in idem). Prin-

cippet er i dansk ret fastsat i straffelovens §§ 10 a og 10 b.

Efter straffelovens § 10 a, stk. 1, kan en person, over for hvem der uden for

den danske stat er afsagt en straffedom, ikke retsforfølges her i landet for

den samme handling, når dette er udelukket ifølge Danmarks internationale

forpligtelser om anerkendelse af straffedommes retskraft.

Som eksempel kan nævnes konventionen om straffedommes internationale

retsvirkninger af 28. maj 1970, der omfatter enhver endelig afgørelse truffet

af en kriminalret i en kontraherende stat efter en forfølgning i strafferetsple-

jens former, og konventionen om overførsel af retsforfølgning i straffesager

af 15. maj 1972, der omfatter enhver straf eller anden foranstaltning, der

pålægges for en lovovertrædelse. Endvidere kan nævnes tilfælde, hvor for-

pligtelsen følger af en folkeretlig sædvane.

I de tilfælde, hvor Danmarks internationale forpligtelser ikke hindrer dob-

belt retsforfølgning, følger det af straffelovens § 10 a, stk. 2, at en person

ikke kan retsforfølges her i landet for den samme handling, hvis 1) vedkom-

mende ved en udenlandsk straffedom er endeligt frifundet, 2) den idømte

sanktion er fuldbyrdet, er under fuldbyrdelse eller er bortfaldet efter doms-

landets lovgivning, eller 3) personen er fundet skyldig, uden at der er fastsat

nogen sanktion.

Forbuddet i straffelovens § 10 a, stk. 2, er dog ikke undtagelsesfrit og gælder

efter § 10 a, stk. 3, nr. 1, ikke, når den udenlandske straffedom vedrører

handlinger, der a) anses for foretaget i den danske stat i medfør af straffelo-

vens §§ 9 eller 9 a om grænseoverskridende virkninger, eller b) er omfattet

af straffelovens § 7, stk. 1, nr. 2, eller § 8, nr. 1 eller 2, om bl.a. kvindelig

omskæring, seksuelt misbrug af børn, menneskehandel og interne konflik-

ter. Forbuddet gælder endvidere ikke, når retsforfølgning i Danmark finder

sted i medfør af retsplejelovens § 985 a om Den Særlige Klagerets kompe-

tence til at tillade genoptagelse for dansk domstol af en ellers retskraftig

udenlandsk afgørelse, hvorved tiltalte er frifundet, jf. straffelovens § 10 a,

stk. 3, nr. 2. Endelig gælder forbuddet ikke, jf. straffelovens § 10 a, stk. 3,

nr. 3, når anerkendelse af den udenlandske straffedom ville være åbenbart

uforenelig med danske retsprincipper, f.eks. hvis en udenlandsk straffesag

er gennemført på skrømt for at afskære andre landes retsforfølgning.

I det omfang straffelovens § 10 a ikke hindrer dobbelt retsforfølgning, følger

det af straffelovens § 10 b, at den sanktion, der pålægges her i landet, skal

nedsættes, i det omfang den udenlandske sanktion er fuldbyrdet.

Anklagemyndigheden vil således i hvert enkelt tilfælde skulle overveje, om

der reelt er tale om samme handling og om forbuddet mod dobbelt retsfor-

følgning finder anvendelse, eller om der kan rejses tiltale for andre forhold.

Det er regeringens holdning, at fremmedkrigere er uønskede i Danmark.

De bør retsforfølges dér, hvor deres modbydelige handlinger er begået. Der-

for samarbejder Danmark med ligesindede europæiske lande, der arbejder

på at undersøge og tilvejebringe konkrete muligheder for retsforfølgelse af

fremmedkrigere lokalt i regionen.

Fremmedkrigere, der måtte komme til Danmark, skal straffes hårdt. Hvis de

allerede er dømt i udlandet, må myndighederne se på, om de kan straffes

yderligere her i landet.

Den kurdisk dominerede lokaladministrations retsforfølgelse af fremmed-

krigere, der senere måtte komme til Danmark, rejser en række politiske og

juridiske spørgsmål, herunder vedrørende spørgsmålet om forbud mod dob-

belt straf, som ville skulle afklares nærmere.