Spørgsmål nr. 1180 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:
”Er der ministerens opfattelse, at den enkelte dommer alene har
et juridisk råderum i forhold til at træffe afgørelser i den pågæl-
dende sag, eller har dommerne også et råderum i forhold til at
afgøre, om der kan indføres videokommunikation i den pågæl-
dende sag?”
Svar:
Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en
udtalelse fra Domstolsstyrelsen, der har oplyst følgende:
”Telekommunikation med billede” (video), som det er benævnt
i retsplejeloven, forudsætter den fornødne hjemmel. Efter rets-
plejeloven kan retten i visse tilfælde tillade, at sigtede/tiltalte,
parter, vidner, anklager, forsvarer og andre aktører deltager i
retsmøder i straffesager og civile sager via video.
For så vidt angår vidner følger det af retsplejelovens § 174, stk.
1, at vidneforklaringer som udgangspunkt afgives for den ret,
hvor sagen behandles. Udgangspunktet er således, at vidner mø-
der i retten og afgiver forklaring umiddelbart for den dømmende
ret under hovedforhandlingen.
Efter retsplejelovens § 174, stk. 2, kan retten bestemme, at et
vidne skal afgive forklaring via telekommunikation med billede
(video), hvis det findes hensigtsmæssigt og forsvarligt, herunder
hvis særlige hensyn til vidnet taler herfor.
Ved afgørelsen af, om en vidneforklaring kan afgives via video,
forudsættes retten at foretage en konkret afvejning mellem for-
delen ved denne afhøringsform over for ulempen ved, at vidnet
ikke møder umiddelbart for den dømmende ret ud fra de hensyn,
der er nævnt i loven og dens forarbejder.
Det er således i alle tilfælde de pågældende dommeres judicielle
afgørelse i forbindelse med den enkelte retssag, om der skal an-
vendes video eller anden telekommunikation.”
2
