Retsudvalget 2019-20
REU Alm.del
Offentligt
2185496_0001.png
Folketinget
Retsudvalget
1240 København K
DK Danmark
Dato:
Kontor:
Sagsbeh:
Sagsnr.:
Dok.:
4. maj 2020
Strafferetskontoret
Rebekka Have Enevold-
sen
2020-0030-4021
1453895
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 1159 (Alm. del), som Folketin-
gets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 6. april 2020. Spørgsmå-
let er stillet efter ønske fra Peter Skaarup (DF).
Nick Hækkerup
/
Maria Holm
Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 7226 8400
F +45 3393 3510
www.justitsministeriet.dk
[email protected]
 REU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 1159: Spm. om sanktioner i forbindelse med afkriminalisering, til justitsministeren
Spørgsmål nr. 1159 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:
”Siden ministeren, ifølge svar på REU alm. del - spørgsmål 645,
forstår, at en afkriminalisering ikke vil udløse en strafferetlig
sanktion, men derimod en alternativ sanktion i form af f.eks.
misbrugsbehandling eller rådgivning, vil ministeren præcisere,
hvem der skal pålægge vedkommende en sådan sanktion, samt
informere om hvilken sanktion der vil være, hvis vedkommende
ikke ønsker at rette sig efter denne ikke-strafferetlige sanktion?”
Svar:
1.
Jeg har forstået spørgsmålet således, at spørgeren i forlængelse af besva-
relsen af spørgsmål nr. 645 af 14. februar 2020 (Alm. del) fra Folketingets
Retsudvalg ønsker oplyst, om det i internationale konventioner er reguleret,
hvilken myndighed der – i tilfælde af afkriminalisering – skal pålægge stof-
brugeren en alternativ sanktion, og hvilken sanktion en manglende efterle-
velse af den alternative sanktion har.
2.
Som det fremgår af besvarelsen af spørgsmål nr. 645 af 14. februar 2020
(Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg – som der i øvrigt henvises til – har
Danmark tiltrådt FN’s konvention af 30. marts 1961 om kontrol med narko-
tiske midler, FN’s konvention af 21. februar 1971 om psykotrope stoffer og
FN’s konvention af 20. december 1988 imod ulovlig handel med narkotika
og psykotrope stoffer.
Konventionerne danner rammen for den internationale narkotikapolitik.
3.
Det fremgår bl.a. af 1988-Konventionens artikel 3 (2), at parterne – under
forbehold af hver parts (lands) forfatningsmæssige principper og dens rets-
systems grundlæggende begreber – skal træffe sådanne foranstaltninger,
som måtte være nødvendige til at fastslå, at besiddelse, køb eller dyrkning
af narkotika eller psykotrope stoffer til personligt forbrug i strid med be-
stemmelserne i 1961-Konventionen, den ændrede 1961-Konvention eller
1971-Konventionen er forbrydelser i henhold til dens nationale lovgivning,
hvis de er begået forsætligt.
Det fremgår endvidere af 1988-Konventionens artikel 3 (4) (d), at parterne
– enten som alternativ til domfældelse eller straf eller ud over domfældelse
eller straf for en forbrydelse i henhold til artikel 3 (2) – kan træffe foran-
staltninger med henblik på behandling, uddannelse, efterbehandling, revali-
dering eller resocialisering af overtræderen.
2
 REU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 1159: Spm. om sanktioner i forbindelse med afkriminalisering, til justitsministeren
Det er herudover ikke nærmere reguleret i konventionerne, hvilke myndig-
heder der skal pålægge den alternative sanktion, eller hvad konsekvensen
skal være, såfremt en alternativ sanktion ikke efterleves.
International Narcotics Control Board (INCB) – et uafhængigt FN-organ,
der fører kontrol med landenes overholdelse af konventionerne – har anført,
at parterne har et vist råderum for så vidt angår sanktionering. Følgende
fremgår således af INCB’s årsrapport fra 2015, side 5, pkt. 35:
”The deterrent effect of criminalizing drug possession depends
on the specific circumstances of countries. The conventions
oblige States to ensure that possession of drugs – even in small
quantities – shall be a punishable offence. The 1988 Convention
allows a certain flexibility regarding sanctions for possession for
personal consumption, making that obligation subject to the
constitutional principles and the basic concepts of the legal sys-
tem of States. As the Board has stated on numerous occasions,
the international drug control conventions do not require the in-
carceration of drug users. Rather, they oblige States parties to
criminalize supply-related behaviour while encouraging them to
consider prevention, treatment and rehabilitation as alternatives
to punishment.”
3